↩ Efterhaanden antog deres Spil Udseendet af en Duel, en langvarig Duel, omkring hvilken man sluttede Kreds, og en saadan seig, dyb Lidenskab omhyllede Begge, at, som en Franskmand sagde, Døden syntes at ligge ved Enden af den korteste Pung. Jeg kunde Intet gjøre for at afværge en mulig Fare og var selv saa dæmonisk dragen til, at jeg ikke havde min Dømmekraft til fuld Raadighed. Sandt at sige, var Lykkesgudinden tillige repræsenteret af en jordisk Kvinde, en af Datidens berømte Skuespillerinder. Hun tillod sine »udvalgte Venner« at spille i hendes Salon, og hun var saa langt fra at gjøre sig nogen Fordel deraf, at hun endog satte sig i store Omkostninger ved sin Gjæstfrihed. Men hvo der vandt, gjorde hende en betydelig Foræring, og den Tabende vilde ikke lade hende mærke, at han havde lidt Skade paa sin Evne til at være opmærksom. De store Summer, hvorom Grev Fritz og de Potter spillede, kunde gaae frem og tilbage imellem dem med ligelig afvexlende Lykke og dog efterlade en Formue i hendes Hænder.