↩ Hvis nogensinde en jordisk Kvinde kunde synes at repræsentere Lykkens Gudinde, saa var det hende med hendes Marmorbuste, overordenlig skjønne Arme, blege Teint og flammende sorte Øine, hvori der ikke var anden Sjæl end den, Mænds Phantasi vilde lægge deri. Saaledes dømte jeg, naar jeg saae paa hende; men anderledes var det, naar hun saae paa mig. Hvorfor skal jeg nægte det? I Førstningen var jeg forelsket. Den Slags Hvirvel, hvori et Menneske ikke bryder sig om næste Dag, betog mit Sind. Hun indbød mig til at besøge sig en Formiddag. Hun laa endnu i Sengen, laa ligesom til Stads, i et rigt 106 udstyret Værelse, og var paa en Maade pyntet; jeg seer endnu tydelig det pragtfulde Armbaand paa hendes venstre Haandled. Hun bragte mig under sine Øines Magt, lod mig sidde ned og fortælle om mig selv som et Barn, og da en Prinds blev meldt, sagde hun til mig: Tenez, à Paris la vie est une affaire;pour vous autres hommes du Nord c'est un sentiment. Soyons amis. Hun forestillede mig for den indtrædende Prinds som un poête du Nord, et Udtryk, der, som jeg senere tænkte, betød et uskadeligt Menneske, og efterat jeg havde vexlet saa mange Ord med hende og Prindsen, som Anstanden udkrævede, gik jeg bort med Følelsen af, at dette franske Fruentimmer med eet Blik havde seet igjennem alle de Lag, jeg havde lagt paa mig, siden jeg gik i min Faders Have, og saaledes afklædt stillet mig for Speilet som et Barn og ladt mig gaae.