Goldschmidt, M. A. Uddrag fra Arvingen

De Tilstedeværendes Navne bleve opskrevne, og Politi-Officieren var ifærd med at gaae, da han endnu engang standsede overfor Grev Fritz og pegende paa hans venstre Skulder spurgte: »Hvad er det?« - Der sad en hvidlig Plet saa stor som et Dueæg. - »Ah,« vedblev Officieren, idet han svarede sig selv, »det er, min Tro, et Stykke af Hr. de Potters Hjerne.« Ved disse Ord styrtede Grev Fritz afmægtig omkuld.