↩ Saa seilede jeg da fra Venedig til Ancona og reiste derfra over Foligno, Terni, Narni og Civita Castellana til Rom. Jeg husker ikke, hvilken Høi det var, hvor Kudsken pludselig standsede og pegende ud mod det Fjerne raabte: Eccolo, Signore, San Pietro! Se, Herre, Sanct Peter! Han selv havde vel seet den tidt nok og brød sig ikke om at holde og nyde Skuet. Men han vidste, hvilken Overraskelse og Glæde det er for alle Mennesker, hvilken storartet Accord ved dette Syn slaaes an som Indledning til Livet i Rom.