↩ Det var den 1ste October. Sydens korte Tusmørke var begyndt, da jeg ad Via Flaminia kom til Porta del popolo. Lige ved Porten maatte Kudsken holde, fordi i dette Øieblik en Procession havde sat sig i Bevægelse fra Kirken Sta Maria del popolo, der er tæt indenfor Muren, og langsomt bevægede sig henover Pladsen. Igjennem den mægtige Porthvælving saae jeg den lange Række af Lys, der parvis gled hen som gule Stjerner, og i den bløde, blaalige Skumring hævede sig i afbrudte Satser en besynderlig, deilig, høitidelig Melodi. Efter den lange 133 Reises Støv og Træthed var dette forunderlig kvægende. Jeg stirrede og lyttede og kunde ønsket, at den Venten aldrig maatte faae Ende. Endelig forsvandt Processionen, Kudsken smeldede med Pidsken, Hestene sprang frem, da knak en Axel. Med en Aandsnærværelse som en antik Romers raabte Kudsken, saasnart han saae, hvad der var skeet: »Hil Dem, Herre! Det betyder, at Rom vil holde fast paa Dem! Lev længe og lykkelig i Rom!«