↩ Dette var nu Comtessens Maade at udtrykke sig paa, og mig blev dette Nøglen til at finde, hvad sjæleligt Tilhold Hun havde havt i de tre eller fire Aar, siden hun havde forladt sine Forældres Hus. Et Offer havde hun bragt, det troede jeg, og det vilde jeg troe; men det var - det følte man ved at see hendes Aasyn - bragt under et sjæleligt Opsving, foranlediget ved et Forhold til den afdøde Søster, som jeg nogenlunde kunde forstaae efter mit Forhold til min salig Fader. Og hvor var Lønnen for hendes Offer? I selve Offret, som det syntes, i Kjærligheden, det havde frembragt til de to Børn. Forsynet har villet, at vi komme til at holde af dem, vi have bevist en Velgjerning, og især den fine, ædle Kvindenatur kan hæve sig til et kjærlighedsfuldt Sværmeri for dem, der have fordret Selvopoffrelse af hende; hendes egen Lykke er udsat paa dem som en Capital, hvoraf hun trækker Renter.