Goldschmidt, M. A. Efterskrift og noter

Efterskrift og noter

212

        

213

Efterskrift

Arvingen kan, ikke blot ved sin titel, minde om et åndeligt testamente. I en afklaret rolig komposition samler den en anskuelse af skæbnens veje, som synes at være resultatet af et længere liv, end forfatteren faktisk havde bag sig, da den blev skrevet. Han var da 44 år gammel.

En del af forklaringen kan være, at det liv, der var gået forud for romanen, havde været stærkt bevæget; men i øvrigt var forfatteren altid en mester i at tage afsked med sig selv. Kun tre år før Arvingens tilblivelse havde han således sagt farvel til sit liv som dansker og bosat sig i London, besluttet på fra nu af at leve som engelsk forfatter. Og så sent som året før havde han frygtet at være færdig som digter.

Samtidig med at Arvingen rummer alderens overblik, er den dog en kærlighedsroman, og som sådan fuld af styrke. Over skildringerne af samlivet i Rom mellem hovedpersonen Axel og hans elskede Astrid ligger en frydefuld sødme, som er usædvanlig i dansk litteratur. Men at romanen overhovedet blev til, skyldtes også en kvinde, som forfatteren nylig havde mødt og forelsket sig i - i Rom. Hun betød en uventet ny begyndelse i hans liv, et frembrud af kræfter, som han ellers havde troet opbrugt. Hende skylder vi den frodige fase af Goldschmidts forfatterskab, som optager 1860'erne, og som foruden Arvingen tæller Ravnen og Breve fra Choleratiden samt en række af hans bedste noveller og en håndfuld skuespil.

1. En Jøde

Når Arvingen som ovenfor nævnt virker ved sin afklarede ro, bør det også erindres, at den betegner slutpunktet i en lang kunstnerisk udviklingsproces. Arvingen er ikke den første roman, hvori forfatteren tumler med det særlige problem, det er, at beskrive et menneskes liv fra det fødes, til det som voksent kan overtage sig selv. Den er tværtimod den sidste i en række på tre udviklingsromaner. 214 Den første hed En Jøde og udkom i 1845. Den var samtidig forfatterens skønlitterære debut. Meïr Aron Goldschmidt (1819-87) var på det tidspunkt udgiver og redaktør af det politiske vittighedsblad Corsaren, hvis spalter han stort set alene havde udfyldt siden 1840. Han var desuden ven med den fem år ældre litteraturkritiker P.L. Møller (1814-65) - skønt ven er så meget sagt, når det drejer sig om denne ironiske livsnyder, der ikke tillod nogen at komme inden for en kårdelængdes afstand. Han og Goldschmidt blev fx aldrig dus.

Møller var noget nær legemliggørelsen af den æstetiske type, som lå i tiden, og som Søren Kierkegaard har beskrevet i sine store værker fra 1840'rne - muligvis endda med Møller som model. Hans betydning for Goldschmidt var da også i første række æstetisk, både således forstået, at han lærte Goldschmidt at leve som ironiserende tilskuer til livet, og således, at han satte ham i gang med at skrive romaner.

Goldschmidts familie var jødisk på begge sider, og selv om han i løbet af sin opvækst ikke havde mærket meget hertil, måtte det nødvendigvis få aktualitet for ham, da han som ung skulle til at lægge planer for sin fremtid. Frem til grundloven i 1849 var jøderne i Danmark nemlig udelukket fra militære og civile embeder, ligesom de ikke var valgbare til de rådgivende stænderforsamlinger. Desuden rådede der i befolkningen - også i den oplyste overklasse - en sej antisemitisme, hvis udtryk virker chokerende på en moderne betragter.

Ved en tilfældig anledning, som oven i købet var den eneste, der bragte dem til at tale menneskeligt sammen, betroede Goldschmidt P.L. Møller, hvordan det føltes at være jøde i Danmark anno 1844. Møller lod ham, ganske mod sædvane, lette sin sjæl og forsøgte heller ikke bagefter at bagatellisere det sagte. Idet han tog sin hat og stok for at gå, sagde han blot: »Med sådanne følelser skriver man en roman.«

Goldschmidt greb straks til. Det første kapitel af En Jøde (det, der i bogen står til sidst) blev skrevet endnu samme aften, og i 1845 udkom romanen under pseudonymet Adolph Meyer. At Goldschmidt brugte navneskjul, skyldtes, at han var idømt censur på grund af nogle artikler i Corsaren.

Hovedpersonen i En Jøde, Jacob Bendixen, er godt ti år ældre end Goldschmidt selv, og bogen skildrer de første ca. 25 år af hans liv. Han vokser op i en ortodoks familie i en købstad på Fyn og oplæres i sine fædres tro. Men da han bliver sendt til København for at gå i latinskole, drages han af den lyse, humanistiske ånd, der behersker skolen. 215 Han bryder med sin egen baggrund og stræber fra nu af efter at vinde en plads i det kristne samfund. Efter at være blevet student forlover han sig med en kristen pige, men da han på den anden side ikke vil lade sig døbe, nedkalder han både jøders og kristnes misbilligelse over sit hoved. Idet han fortvivlet håber at kunne vinde omverdenens respekt ved at udmærke sig som soldat, melder han sig først som frivillig til de franske styrker i Nordafrika og deltager derpå i den polske opstand 1830-31. Men i mellemtiden gifter hans forlovede sig med en anden, kristen officer, og da Jacob vender hjem, er han blevet illusionsløs og bitter nok til at træde ind i den identitet, som omgivelserne har stående parat til ham. Han bliver pengeudlåner, ågerkarl, jøde.

Når Jacob Bendixens forsøg på at gøre sig fri af sin herkomst slår fejl, er det efter forfatterens påstand, dels fordi hans barndoms erfaringer af at være en udstødt sidder for dybt i ham, dels fordi omverdenen bestandig føjer nye, lignende erfaringer til. Læseren må dog for egen regning mene, at det kun går så galt, fordi forfatteren vil det. Vel er romanen en grum historie om sjælens ufrihed over for miljøets determinerende magt; men den benytter sig til overmål af uheld og misforståelser for at bringe sit facit i stand. Goldschmidt var på sine ældre dage den første til at erkende dette. Han sagde da, at En Jøde var præget af en »Uordenstro«, som i højere forstand var uretfærdig. Men: »den kom ud af mig, som jeg var.« (Livs Erindringer og Resultater, udg. af Morten Borup, bd. I s. 196 f).

2. Hjemløs

Året efter at En Jøde var udkommet, solgte Goldschmidt Corsaren og drog ud på en langvarig rejse i Syd- og Mellemeuropa. Den umiddelbare årsag til salget var det litteraturhistorisk berømte sammenstød mellem Corsaren, repræsenteret af Goldschmidt og P.L. Møller, og Søren Kierkegaard. Det var et pinligt slagsmål uden vindere - måske bortset netop fra Goldschmidt, der herved fik anledning til at træde ud af den æstetiske kategori og ind i den etiske.

Når dette skridt kunne tages, var det imidlertid kun, fordi det modsvarede en opdæmmet trang hos Goldschmidt til at slippe ud af 216 rollen som vittig hund og negativ ånd. Han havde længe følt, at Corsar-virksomheden hæmmede væsentlige anlæg hos ham selv.

Da Goldschmidt i 1847 vendte hjem fra sin store rejse, grundlagde han et nyt tidsskrift, Nord og Syd, som han stort set ved egen kraft holdt gående i 12frac12; år. Programmet var, som det hed i første hæfte, »at slutte sig til det Nærværende, benytte det Gode, man finder deri, og stadig stræbe til Opnaaelsen af flere Goder« (s. 30). Ordene udtrykker i al deres enkelhed en tro på vækst, orden og fremadskridende humanitet, som vidner om, at Corsaren er et overstået stadium, og tyder på, at En Jøde er en afkastet ham.

Nord og Syd var et tidsskrift for politik og litteratur. I de bevægede år omkring grundlovens tilblivelse, oprøret i Slesvig-Holsten og Treårskrigen 1848-50 var det politikken, der dominerede. Men i årene fra 1853-57 trådte litteraturen i forgrunden, bl.a. således, at tidsskriftet fyldtes af den langt udspundne roman Hjemløs.

Det er et af de mest omfangsrige værker i dansk litteratur, et epos på 1620 sider om købmandssønnen Otto Krøyers liv, udvikling og tidlige død. Værket falder i tre dele, hvis overskrifter i vor tid er blevet formelen for den særlige, optimistiske variant af udviklingsromanen, som man kalder dannelsesromanen. Overskrifterne lyder: Hjemme, Hjemløs, Hjem.

I første del følger man Otto, som er på alder med Goldschmidt selv, fra den tidlige barndom i en dansk provinsby frem til studentereksamen i København. Barndommen er skildret som et trygt lille paradis, hvor Otto selv er Adam og naboens datter Emilie har rollen som Eva. De elsker hinanden på barnlig vis og er uden at vide det i harmoni med hele tilværelsen. Med pubertetens indtræden får de imidlertid bevidsthed om sig selv og bliver fremmede for hinanden. Emilie lader sig betage af en ung adelsmand, og Ottos verden styrter sammen.

Anden del begynder med en skildring af studieårene i København, der for Otto er rige på spekulationer over livets mening - og for læseren på diskussioner om moral, politik, kunst, kærlighed m.m. Den vigtigste biperson er her ironikeren Schiøtt (et idealiseret portræt af P.L. Møller), der prædiker skønhedens og den frie erotiks evangelium. Otto tager ved lære, men får netop derved lejlighed til at se, hvilket dyb af jammerlighed og tvang - fattigdom, åger, prostitution - der åbner sig som virkelighed under de fagre ord. Forfærdet river 217 han sig løs og rejser udenlands for at finde et ideal, som er værd at leve eller dø for. Han vikles ind i kamphandlinger i Italien og Paris (det er i revolutionsåret 1848), men finder ikke hos de kæmpende motiver, som er rene nok til at tilfredsstille hans længsel.

I Rom kommer Otto en tid lang under indflydelse af missionsivrige katolikker. Det bliver dog ikke dem, men en oplyst engelsk jøde ved navn de Castro, der formulerer den fortolkning af tilværelsen, som Ottos sind (og forfatteren) til sidst finder hvile i. Ifølge denne fortolkning hersker der i livet en altomfattende åndelig orden, retfærdig men også kærlig, som sikrer, at ethvert menneskes handlinger og tanker vender tilbage til dette menneske selv i form af skæbne. Man kan med grove ord tale om belønning eller straf, men ordenen er først og fremmest lagt an på erkendelse, indsigt. Sin fuldkommengørelse når den, idet mennesket erkender, at den er til, og indretter sit liv i overensstemmelse med den.

Ottos indsigt er langt fra øjeblikkelig. Men begivenhederne begynder at give de Castro ret, idet Otto fra nu af møder en række mennesker, som han før har kendt, og som han i sin blinde trang til selvudfoldelse har forvoldt ondt. Med en gryende erkendelse af at stå i gæld til livet vender han ryggen til den store verden og drager hjem for at betale.

I tredje del er det afgørende spørgsmål blot: hvordan? På hvilken måde skal betalingen falde, hvordan kommer han igen i overensstemmelse med verdens orden? Selv tror Otto først, at han skal være digter, men forandrer det siden til at blive politiker. Begge planer falder dog til jorden som forfængelige illusioner, da han til sidst indser, at forsoningen må finde sted i det stille, i det afsides. Da beslutter han at slå sig ned som skolelærer i Jylland.

Men heller ikke hermed tør forfatteren være tilfreds. Skønt Otto synes at være blevet ydmyg nok, lader Goldschmidt ham på bogens sidste sider dø af de kvæstelser, som han har pådraget sig ved at redde to kvinder ud af et brændende hus. Ved Ottos dødsleje sidder, foruden hans moder, Emilie, der nu er gift med en landsbypræst.

Under arbejdet med Hjemløs har Goldschmidt tydeligvis orienteret sig efter den klassiske tyske dannelsesroman, der florerede i slutningen af det 18. århundrede. Han har ligefrem lånt motiver fra den bedste i sin art, Goethes roman Wilhelm Meisters Lehrjahre (1795-96).

Også Goethe fortæller om en købmandssøn, der skuffet i sin første, 218 barnlige kærlighed drager ud i verden for at realisere sig selv. Men verden synes ham overalt for lille. På sin vandring igennem forskellige miljøer desillusioneres han gang på gang, dog således at han også bliver klogere på sig selv og indser, at det nok så meget er hans egne fordringer til verden, der har været forkerte. Da romanen slutter, er han i stand til at træde ind i en begrænset, praktisk virksomhed, med udsigt til at få brugt sine kræfter, men også med udsigt til at kunne øve en gavnlig indflydelse på samfundets udvikling.

Men netop ved sammenligningen med Wilhelm Meisters Lehrjahre bliver det særlig klart, at der er noget utilfredsstillende ved den måde, hvorpå Hjemløs slutter. Goldschmidt ender som Goethe i den optimistiske tro, at der er en orden i tilværelsen, og lader som han sin helt bringe sig i orden. Men hvor Goethe udpeger et fremtidigt virkefelt for Wilhelm Meister - ja endda skitserer en jordreform, som ikke er uden slægtskab med de samtidige landboreformer herhjemme - dér lader Goldschmidt Otto Krøyer dø. Forsoningen er først fuldbyrdet, idet helten i en alder af knap 35 år løftes ud af det jordiske liv. For den tempererede læser må det imidlertid gælde som et vidnesbyrd om, at der ikke kan leves på den orden, forfatteren har ladet sin helt erkende.

Hvis En Jøde bar præg af en uordenstro, der i højere forstand var uretfærdig, så kan man omvendt sige om Hjemløs, at den præges af en ordenstro, som i menneskelig forstand er utroværdig. Den orden, hvorpå der troes, er i højere grad en vision, en længsel hos forfatteren, end en bæredygtig erfaring.

3. Romersk intermezzo

Goldschmidt brugte navnet på den græske gudinde for gengældende retfærdighed, Nemesis, som betegnelse for verdens orden. Og Nemesis kunne det ligne, at han selv, få år efter at have sendt Otto Krøyer hjem så at sige uden dækning, befandt sig i den hjemløses rolle.

Årsagerne hertil var flere. For det første kom Goldschmidt omkring 1860 i modsætning til det politiske flertal i Danmark. Alle kunne se, at det trak op til en ny krig mod Tyskland, og Goldschmidt var stemt for at tage den hurtigt, mens den nationalliberale regering ønskede 219 at vinde tid. Regeringen havde stort set folket bag sig og vandt tid - indtil 1864, da Bismarck var kommet til magten i Preussen.

For det andet gennemgik Goldschmidt en religiøs krise. I 1857 havde han ladet Otto Krøyer dø i en genfunden tro på Kristus, og året efter forsøgte han selv, under indflydelse af sin barndoms lærer P.C. Berg, der nu var præst, at blive kristen. Men det viste sig umuligt for ham.

For det tredje havde Goldschmidt efter Hjemløs en følelse af, at hans digteriske inspiration var opbrugt. Som altid i sådanne situationer greb han til tanken om at rejse ud. Endelig opstod der i 1860, da han ikke længere havde kraft til at udgive Nord og Syd, svære økonomiske problemer.

I England havde Goldschmidt en fætter, der var både rig, gæstfri og hjælpsom. Det var diamanthandleren Benjamin Rothschild (1810-84), som med rørende stolthed og omhu promoverede Goldschmidt på det engelske bogmarked. Da hans værker blev vel modtaget, og da fætteren ydermere indbød ham til at komme og bo hos sig, fattede Goldschmidt håb om at bryde sig en ny bane som engelsk skribent. I august 1861 forlod han Danmark på ubestemt tid.

Tilværelsen i England virkede dog ikke i sig selv befordrende på Goldschmidts inspiration. Derfor tilbød den altid generøse fætter ved årsskiftet 1862/63 at bekoste en rejse for ham til Rom. Goldschmidt skrev til familien i Danmark, at dette var hans sidste chance for at komme igen som digter.

Og så skete det store. I Rom forelskede Goldschmidt sig i en kvinde fra Danmark, og hans følelser blev gengældt. Kvinden var den 12 år yngre Christiane Stilling, født Kirchhoff (1832-1903). Hun var gift med filosoffen og godsejeren P.M. Stilling, der var syg af tuberkulose og dybt afhængig af hendes pleje. Ydermere havde hun to børn i ægteskabet, så på noget seksuelt, endsige borgerligt forhold til Goldschmidt ville hun ikke indlade sig.

Men det fandt Goldschmidt god mening i. Sagen var, at han selv 20 år forinden, i sin æstetiske ungdom og efter P.L. Møllers forbillede, havde indledt et frit forhold til en skibsførerdatter fra Christianshavn. Med hende, som han fik uden nogen sinde at have elsket, havde han et eller to børn (hun sagde to, han et). Under en Nemesissynsvinkel fandt han det i orden, at når han nu omsider mødte kærligheden, var det sammen med en kvinde, som han ikke kunne få. 220 Men den bølge af lidenskab, der rejste sig i ham, kunne han fastholde som digterisk inspiration. Da Christiane Stilling oven i købet under en af deres samtaler ytrede, at han trods alt var dansk digter og burde blive det igen, mærkede han de engelske planer skrumpe ind til intet. Få måneder senere var han tilbage i København (juli 1863) og allerede i færd med at skrive Arvingen. I sin autobiografi sammenfatter han diskret de romerske oplevelsers betydning i følgende ord:

»formedelst Noget, som var i Sindet og udenfor, timedes der mig en stor Lykke, en stor Lysglans, hvortil hørte en tilsvarende Gjæld, og jeg gik ind i Glansen og Gjælden. Alt det Nævnte eller Antydede tilsammen førte til, at samtlige Poesiens Muligheder vaagnede i mig; ideal Løftelse og Bekymring, glade og tunge Forestillinger om Verdens skjønne Orden og Strenghed, stort Haab og stærk Selvdom stege frem og fik tilnærmelsesvis Form, maaske mest kjendelig i »Arvingen« og »Bjergtagen«.« (Livs Erindringer og Resultater, Morten Borups udgave, bd. I s. 202.)

4. Arvingen og virkeligheden

Under læsningen af Hjemløs bemærker man, at den konflikt, der bar En Jøde, er rykket ud i periferien. Raceproblemet er flyttet over på en sidefigur, den jødiske komponist Alfons Mendoza, der lider af ulykkelig kærlighed til sine landsmænd. Helten selv er derimod så dansk, at han deler efternavn med komponisten til »Der er et yndigt Land«.

I Arvingen er denne udviklingstendens bort fra forfatterens subjektive problemer ført endnu videre. Der optræder ikke en jøde i hele persongalleriet, og selv i de romerske skildringer er det, som om ghettoen aldrig har eksisteret.

Helten, Axel, er dansk uden tvivl. Han er født på en jysk herregård i 1832 eller -33. Det siges ganske vist ikke direkte, men er hvad man kan slutte ud fra de tætte og præcise dateringer, som findes især i romanens sidste halvdel. Da Axel rejser ned til slottet i Sondrio, året før den italienske frihedskrig bryder ud, dvs. i 1858, er han således 26 år gammel (s. 120).

Overhovedet gælder det, at romanens handling er lagt ind i historisk 221 og geografisk genkendelige rammer. I detaljer vil det fremgå af udgavens noteapparat, så her skal blot nævnes enkelte mærkepæle:
Da Axels fader mister sin gård, kæmpes der i Slesvig; Treårskrigen er brudt ud (s. 61 f). Da Axel i sin studietid i København følges med student Andreasen hjem fra Det kongelige Teater, har de lige set J.C. Hostrups stykke Drøm og Daad, der gik over scenen i 1854, og Andreasens efterfølgende tale indeholder hib til professor H.N. Clausens udtræden af Rigsdagen samme år (s. 65-68). Efter sin deltagelse i kamphandlingerne i Lombardiet i foråret 1859 rejser Axel til Venezia, som efter slagene ved Magenta og Solferino stadig var østrigsk territorium (s. 130). Og i Rom, hvor han den 1. marts 1860 genser Astrid, forbliver de sammen til kort efter påske samme år. De færdes i gader med virkelighedens navne, beundrer de kunstværker, som utallige Romafarere før og siden har set, og hører den berømte kastratsanger Domenico Mustafa synge. Da Astrid dør i efteråret 1860, sker det i den libanesiske bjerglandsby Ehden; landsbyen findes stadig på kortet under navnet Ahdan.

Om det så er navnene på de hoteller og restauranter, hvoraf personerne gør brug, så findes de i romanen: Royal i København, Vachette i Paris, Muntsch i Wien. En kontrol i samtidige årgange af Baedekers rejseførere viser, at Goldschmidt ikke selv har fundet på dem.

I en vis forstand er alt dette ligemeget, for Arvingen er hverken en historisk roman eller en rejsebeskrivelse. Det væsentlige er historien om Axels indre udvikling, og som det siden skal ses, er den i sine bærende træk almen eller mytisk. Alligevel har det sin værdi at iagttage, hvorledes Goldschmidt kan fælde en historie om intet mindre end skæbnens veje, kærlighedens væsen, Paradis og syndefald ind i en ramme af offentligt genkendelig virkelighed. Det vidner om rækkevidden af hans talent og kan fungere som et værn mod hurtige rubriceringer af ham som enten »romantiker« eller »realist«.

Det er i denne forbindelse også værd at nævne, at Arvingen rummer meget selvbiografisk stof. Læser man Livs Erindringer og Resultater (1877), vil man uden besvær kunne se, at Goldschmidt har løftet en række fænomener fra sin egen barndom over i Axels. Det gælder guldranken i den fædrene have (s. 10), legekammeraten Valdemar (s. 19 f), planerne om natlig patrulje efter Campes Robinson Crusoe (s. 15) og historien om ridderen for den hemmelige ret, som faderen 222 fortæller (s. 17). Men det gælder først og fremmest hele billedet af faderen, det bedrageri han er udsat for (i virkeligheden var det en assurancesvig for et fragtskib), og de følelser det fremkalder i drengen.

Læser man videre i Goldschmidts breve og rejsedagbøger, som er blevet udgivet efter hans død, vil man kunne fortsætte rækken af »parallelfænomener« ud over barndommen. Den omfatter dels en masse topografiske detaljer à la udflugten til Stolzenfels (s. 98), dels mere væsentlige elementer som proforma ægteskabet mellem Axel og Sophie (s. 85 ff). Det sidste er skabt over Goldschmidts eget ægteskab med den christianshavnske skibsførerdatter, der dog først blev opløst efter fire år (1848-52). Men af størst betydning er naturligvis samlivet i Rom mellem Axel og Astrid, som med ofte forbløffende troskab genspejler Goldschmidts samliv med fru Stilling. (For god ordens skyld bør det siges, at baron Panin ikke genspejler den virkelige hr. Stilling; han og Goldschmidt var tværtimod venskabeligt forbundne. Samtidig kan det oplyses, at efter hr. Stillings død forelskede J.P. Jacobsen sig i fruen. Det skal have præget fru Boye i Niels Lyhne).

Imidlertid er der et stykke vej fra at gøre disse iagttagelser til at sige, at Arvingen ikke kan forstås uden den biografiske baggrund (som Morten Borup siger i Meïr Goldschmidts Breve til hans Familie, bd. I s. 56). Det skulle gerne fremgå af det følgende.

5. Arvingen: en fortolkning

Vi har ovenfor antydet en definition af udviklingsromanen som den romantype, der beskriver et menneskes liv, indtil det formår at overtage sig selv, og af dannelsesromanen tilsvarende som den optimistiske variant, der hævder, at selvovertagelsen kan ske i et harmonisk forhold til omverdenen. Ud fra denne bestemmelse er Arvingen en dannelsesroman. Den handler som alle af sin art om, hvordan den voksne med klar bevidsthed genvinder barnets fortrolige forhold til verden. Som også markeret af overskrifterne i Hjemløs.

Arvingen har ingen overskrifter, men falder alligevel tydeligt - også typografisk - i tre hovedafsnit. Det første (s. 9-60) beskriver Axels liv frem til studentereksamen ca. 1850. Det andet skildrer hans studietid og den store Europarejse, delvis i selskab med den unge greve Fritz, frem til ankomsten til Rom i 1859 (s. 61-133). Tredje afsnit 223 omhandler livet i Rom sammen med Astrid og de dramatiske begivenheder, der fører til hendes død i Libanon sidst i 1860 (s. 134-207).

Inden for rammerne af denne trefløjede romanopbygning gennemgår Axel en udvikling, der handler om tab og generhvervelse på mindst tre niveauer.

På det mest håndgribelige niveau drejer det sig om herregården, hvor Axel er født, og som han i banal forstand er arving til. På grund af et bedrageri - og måske uagtsomhed fra faderens side - glider gården Axel af hænde, kort før han bliver student, og han er dermed henvist til selv at skabe sit eksistensgrundlag. Umiddelbart drømmer han om at genvinde gården med våben i hånd, som røverbaron, og selv da disse barnlige fantasier toner bort, bliver forestillingen om soldatermæssig bedrift tilbage. Den bestyrkes af mødet med den ældre holstenske greve, der bl.a. henviser til Eugen af Savoyen, som skabte sin lykke i krig. Axel rejser udenlands med grevens søn, men af den overfladiske og hovmodige måde, hvorpå denne unge kavaler forholder sig til livet, vendes Axels sind umærkeligt fra hans kastes ideer. Adelens leg med liv og død, som bl.a. fører til den unge de Potters selvmord, får Axel til at søge i retning af mere åndelig virksomhed. Han vælger sig en videnskabelig opgave, som skal udføres i slotsbiblioteket i Sondrio, og da krigen indhenter ham her, opdager han, at hans personlighed ikke længere engageres af den. Netop da modtager han et brev med underretning om, at bedrageren hjemme i Danmark er død og har testamenteret ham gården. Som en slags kvittering til skæbnen forsvarer Axel nu slottet og biblioteket mod ødelæggelse - blot for at få bekræftet sit nye, desengagerede syn på krigen, og måske for at vise læseren, at dette syn ikke udspringer af fejhed, - hvorpå han rejser til Rom.

Begivenhedernes rækkefølge antyder, at Axel får gården igen som en belønning fra højere magter, fordi han har kultiveret sin umiddelbare, krigeriske trang og ledet den i åndelig retning. Selv lægger han også sammenhængen ud i sådanne baner med følgende ord: »Alt var, medens hele Verden forholdt sig taus og ligegyldig, blevet bevist, paadømt og exequeret gjennem en Procedure udenfor Jorden« (s. 126).

Imidlertid har Axel intet hastværk med at komme hjem og tage gården i besiddelse. Han lader foreløbig sin søster og svoger rykke 224 ind i sit navn og rejser selv videre sydpå, drevet af en dunkel magt. Dette hænger sammen med, at tabet af gården i mellemtiden er blevet indlejret i et større, tabet af Astrid.

Han ser hende første gang en forårsmorgen, da hun er 11 år gammel og han ca. 14. Det sker i haven til justitsråd Bryggers hus i København, hvor Axel bor af hensyn til sin skolegang; men denne have er omhyggeligt sat i forbindelse med og så at sige spændt ud mellem to andre, nemlig herregårdens og Paradisets haver. Alle planter, siger Axel, så denne morgen på ham med tusinde øjne fra hjemmet, og guldranken virkede som en tro ven, der var fulgt med ham til byen. Han nød »den smilende Lyksalighed«, der havde hvilet over hans barndomshjem, men følte sig samtidig hensat til Paradis: »i den Stund var jeg fuldstændig borte i hint Land, som vi aldrig skulle betræde, min Sjæl levede et kort, energisk Øieblik i tillidsfuld, absolut Tro paa det skjønne Ubekjendte« (s. 33). I samme øjeblik ser han gennem hækken til nabohaven Astrid, der forekommer ham som et overjordisk væsen. Da han lærer hende nærmere at kende, beholder hun dette overjordiske; Axel føler sig hævet i hendes selskab og overbevist om, at ved hende kan han blive salig.

Så er det, Axel bliver berøvet sin fædrene gård og flytter fra Bryggers hus. Undseelse ved den nye situation afholder ham fra at opsøge Astrid, og da han efter studentereksamen overvinder sig til at gøre det alligevel, er hun bortrejst. Det næste, han erfarer om hende, er, at hun er blevet forlovet med en svensk baron Panin - ikke af kærlighed, men fordi hun har overtaget ansvaret for sin afdøde søsters to børn og øjner en mulighed for at få dem forsørget. Denne disposition prøver forfatteren at gøre mere sandsynlig ved at lade Astrid tro, at Axel, som hun virkelig elsker, allerede er forlovet med en anden, fordi hun på Charlottenborgs kunstudstilling har set et glimt af ham med en ung pige (nemlig hans søster) under armen ...

Hvorom alting er: Meddelelsen om Astrids forlovelse slynger Axel ud i et stort mørke, og i sin fortvivlelse giver han sig hen til Sophie, som han ikke elsker. Foregik hans møde med Astrid i Paradis, så er dette hans syndefald.

Da Axel rejser udenlands, er hans kærlighedsdrift således spaltet i to: en længsel efter at genfinde det overjordiske billede, som han bærer i sig, og en sjælløs eros, »Blodets Magt«. Der foregår mellem disse to længsler en kamp, hvis kritiske punkt nåes i Paris, da Axel kommer 225 under indflydelse af en berømt skuespillerinde. Denne erfarne dame med de »flammende sorte Øine, hvori der ikke var anden Sjæl end den, Mænds Phantasi vilde lægge deri« (s. 105), tager imod liggende i sin seng og er lige ved at fordreje hovedet på Axel. Men så bliver han i et billedgalleri stillet over for Ary Scheffers maleri af Paolo og Francesca da Rimini, hvis kærlighed var stærkere end døden, og erindres derved om sin egen kærlighed til Astrid. Det bærer ham igennem krisen (- skønt kun fordi han selv eller Goldschmidt glemmer, at Paolo og Francescas kærlighed også var af den vellystige slags og bragte dem i Helvede, jf. note til s. 109). Da de Potter, som også var forgabt i skuespillerinden, kort efter skyder hovedet af sig selv, rykker Axel definitivt uden for fare. Han forbliver nu urokket i tjeneste hos sit paradoksale håb om på en eller anden måde at genvinde Astrid.

I Rom begynder håbet at gå i opfyldelse. Netop som Axel beklager, at virkeligheden ikke tilbyder hans åndelige trang nogen genstand at give sig hen til, står han ansigt til ansigt med hende.

»Der var ingen Overgang, ingen begyndende og derpaa stigende Forelskelse; jeg var strax og ganske i Paradis, ja i Paradis: helt og fuldstændig betagen af en Lyksalighed, der ikke lod mig kjende Verden igjen. [...] saa absolut ren, hæderlig og hellig var selve min Følelse« (s. 146).

Man bemærker, at Axel ikke nærer noget ønske om at besidde Astrid hverken seksuelt eller borgerligt. Det fremgår bl.a. af, at han, foruden i Paradismyten, indtolker deres kærlighed i historien om Dante og Beatrice. Da han møder Astrid i Palazzo Barberini, citerer han for sig selv de vers fra Den guddommelige Komedie, hvori Dante efter sin vandring gennem Skærsilden befinder sig i Det jordiske Paradis, ansigt til ansigt med den kvinde, som han har elsket siden sin barndom (s. 139). Axel fremhæver selv, at også Dantes Beatrice i mellemtiden var blevet gift med en anden, så at deres kærlighed foldede sig ud i sjæleligt-åndelige former. Hun blev hans sjæls opløftelse og frelse (sst.).

Kan man således mene, at Axels gensyn med Astrid er skæbnens belønning, fordi han har formået at rense sit plumrede kærlighedsliv, fordi han har evnet at rette sin længsel opad mod de tilfredsstillelser, 226 som er af varig art, - ja så er det rigtigt, men stadig ikke nok til at sende ham hjem i borgerlig forstand. Mens han i Rom nyder den himmelske lyksalighed i en situation, hvis jordiske uholdbarhed dog ikke i længden kan skjules, længes han efter at få udpeget tanker og formål, som skal give hans liv en retning ind i fremtiden. Han fornemmer, at de er »i hendes Nærhed - men hvilke vare de? De svævede ubestemte og formløse for mig« (s. 151).

Med dette problem fører Arvingen sin læser videre fra selve kærlighedshistorien op til sit eget højeste niveau, hvor bogen ikke længere handler om at genvinde gård eller kæreste, men om livets mening.

I barneårene havde Axels liv, som de fleste andres, en mening, der var givet: af forældrene, af tyendet på gården, for hvem han netop var arvingen, og af hele tingenes solide orden. Som en slags metafysisk symbol for denne umiddelbare mening fungerer den historie, faderen fortæller, om en ridder, der er indstævnet for en hemmelig ret og i tillid til sin uskyld aflægger sin rustning, således at retten kan fælde ham (s. 17). Historien, der stammer fra Goldschmidts egen fader, er egentlig ikke særlig moralsk, men for Axel som for Goldschmidt glider ridderens bevidsthed om sin uskyld i ét med selve den hemmelige rets eksistens, således at historien bliver dem et pant på, at der findes en højere retfærdighed.

Troen på højere magter vedligeholder sig i Axels sind bogen igennem, men med skiftende styrke og konsekvens. Det er karakteristisk, at da han og greve Fritz rejser ud i verden, taler de efter Wilhelm Meisters forbillede om at opsøge »det hemmelige Selskab«, men ordene bliver siddende udenpå som et skilt, der ikke gælder (s. 97). Dette beror bl.a. på, at hverken Axel eller greven er parat til at gå ind under nogen lov, nogen forpligtelse. Svarende til Axels splittede sindstilstand anskuer han nu den højere eller skjulte verden som to: dels en glimrende skønheds- og lyksalighedsverden, dels en mørkere, mere alvorlig, som kræver ofre, han ikke vil bringe (s. 96).

Men som rejsen skrider frem, går glansen af de glimrende syner. Efterhånden som Axel gør sine erfaringer og skiller sig af med greve Fritz og hans idealer, viser pligten sig desuden at have sin egen velsignelse. Da han er på vej til sin opgave i Sondrio - i et jernbanetog på tredje klasse - kan han således love sig selv, at nøjsomhed og tarvelighed endnu skal føre ham til det rette hemmelige selskab (s. 120).

Forjættelsen går i opfyldelse en sommerdag i Rom, da Axel sidder 227 sammen med Astrid på Palatinerhøjen. De taler om en romersk sypige, som Astrid har hjulpet i vej, men Axel er kun halvvejs til stede i samtalen, fordi han nyder selve den gyldne stund. Indtil Astrid pludselig siger, at efter hendes mening er det de menneskers pligt, der står højt i samfundet, at blive personligheder, som de lavere stillede kan se op til. De privilegerede klasser må leve således, at de kan indgyde ærefrygt.

»Det Ord forandrede for mig hele Samtalen. Jeg havde hidtil lyttet som en Elsker, henrykt over at kunne uforstyrret høre hendes Stemme, og kun betragtet de blide Ord som naturligt Accompagnement til den deilige Lyd. Men det sidste Ord var saa stort, at det ligesom jog min Forelskelse bort som ikke værdig nok, ikke ærefrygtsfuld nok, og satte en ny og større istedenfor, uagtet jeg faa Secunder i Forveien vilde have anseet det for umuligt, at jeg kunde elske hende høiere« (s. 167).

Astrid bestemmer sin tanke nøjere ved at fortælle, hvordan hun på sin ægtemand, baron Panins gods, ser det som sin opgave at leve med folkene som med en familie, hvis velfærd er blevet hende betroet. Det er hendes håb, at hun en dag kan føre sine (eller rettere søsterens) to børn frem som arvinger, ikke blot til godset, men også til opgaven: at indgyde ærefrygt. Kun gør det hende ondt, at hun ikke kan lægge sin indsats i Danmark.

»Ved de sidste Ord sprang jeg op, greben af en Sindsbevægelse, som det vilde tage mig Timer at forklare. I den evige Stad, paa Keiserpaladsets Ruiner, havde jeg truffet det hemmelige Selskab, eller hvad jeg egenlig havde forstaaet under dette Navn, den Magt, der bydende skulde anvise mig mit Livs Formaal. Af Skjæbnen havde jeg begjært at faae vor Gaard tilbage og gjenfinde Hende; jeg havde faaet begge Ønsker opfyldte, for at Hun skulde vise mig, hvad de betøde - thi det, hun udpegede som Fremtidsmaal for sig, var jo ogsaa mit! Jeg var jo det Barn, min Fader vilde have taget i Haanden og ført ud paa Balconen! Han skulde bygge Huset, jeg skulde kappes med ham om at fortjene det!« (s. 168). 228 Den sidste sætning refererer til et ordskifte, som fandt sted mellem Axel og hans fader, endnu inden gården var gået tabt, og hvori faderen gjorde det til Axels opgave at danne sig selv således, at han med ret kunne have andre mennesker i sit brød (s. 40). Idet nu Astrid med sine ord knytter den brudte eller snarere glemte tråd tilbage til faderen, giver hun samtidig Axels liv meningen igen. Og læseren, der har fulgt ham hele vejen, ved, at opgaven allerede halvvejs er løst.

Hvad der sker denne sommerdag på Palatinerhøjen, er, at Axel pludselig ser en sammenhæng mellem de enkelte faktorer i sit jordiske liv: faderen, gården, Astrid, rejsen - og i forlængelse deraf sin egen fremtid. Som Knud Wentzel har udtrykt det i sin fortrinlige analyse af Arvingen, får en fortolkning magt i Axels bevidsthed, og dermed har han mødt sin skæbne (Fortolkning og Skæbne s. 14 og 30).

Nu kunne Axel sådan set rejse hjem til gården. At han stadig ikke gør det, har kun delvis sin grund i, at der inden for romanens fiktionsramme ligger et uopgjort regnskab mellem ham selv, Astrid, baron Panin og greve Fritz. Dette regnskab udløses i en række begivenheder, som hører til de mest kulørte i romanen, men som uanset deres urimelighed (hvorom nedenfor) fører til Astrids død i Libanon. Og her åbenbares de dybere grunde til, at bogen ikke kunne slutte før:
Netop som Astrid af begivenhederne er løst fra sin forpligtelse over for baronen og kan veksle det første kys med Axel, rækker døden ud efter hende. Axel gør op med sig selv, at dette er en straf, der rammer ham, fordi han i sin ungdom syndede mod kærligheden ved at hengive sig til Sophie, som han ikke elskede. Samtidig gør Astrid op med sig, at det er en dom over hende: »Hvis jeg ikke havde giftet mig, men havde ventet, til jeg kunde elske, saa havde vi To faaet hinanden. Men saa er det ikke vist, at vi vare blevne saa rige i vore Hjerter som nu« (s. 205).

Hvad rigdommen består i, forklarer Axel under sit selvopgør:
»Det gav mig en Slags Trøst at have denne historiske Dom over mig selv; thi medens den paa den ene Side vakte Anger, viste den paa den anden Side hen til den store, ledende Magt, der er i Tilværelsen og virker udover den« (sst.). 229 Det er m.a.o. Nemesis, den højere retfærdighedsorden i tilværelsen, der her åbenbarer sig for de to elskende, opsuger døden i sig og gør den meningsfuld. Barndommens »hemmelige ret« er vendt tilbage i altomfattende - voldsomt forløsende, men også voldsomt forpligtende - form.

Ét er dog at være fælles om sådanne tanker; et andet er at stå alene tilbage med dem, som Axel gør, da Astrid er død. Da er sorgen alligevel så stor, at den truer med at slå ham ud. Det fremgår af det lille afsnit på kun to sider, som står for sig selv til sidst i romanen. Axel føler sig da fristet til at vige af fra den skæbne, som Astrid og faderen har udstukket for ham; han vil slå sig ned i ørkenen og vente på, at døden også indhenter ham.

Men han forløses igen, denne gang af en gammel araber, som i et landskab, der gløder af mytologi, passerer forbi ham med ordene: »Fred med Eder! Nu kommer Duggen« (s. 208). Denne simple hilsen river stenen løs fra et væld af følelser og tanker, fordi den indfrier et gammelt løfte, som faderen gav Axel umiddelbart før sin død. Han sagde: »Himlens Velsignelse [skal] komme til Dig som Dug den Aften, Du mindst venter det« (s. 47). Axel opfatter araberens ord som en slags tegn fra det hemmelige selskab, en hilsen fra faderen og Astrid, der skaber nærvær hen over døden og bekræfter den éngang sete skæbnne. Nu kan han rejse hjem som den i enhver forstand retmæssige arving.

Oven i købet medbringer han Astrids to søskendebørn, for hvem han selv har påtaget sig faderens rolle. Forude ligger den dag og lyser, da han på sin herregård kan træde frem med disse børn og præsentere dem for befolkningen som arvinger, både til godset og til opgaven: at indgyde ærefrygt. Hvormed han altså vil forene, hvad Astrid ønskede at kunne gøre for dem, og hvad hans egen fader ville have gjort for ham. Således kan ringen på én gang sluttes og begynde på ny.

I modsætning til Hjemløs, hvor Goldschmidt måtte lade sin hovedperson dø for at bringe orden i Nemesis-regnskabet, klinger Arvingen ud i et »Lev!« (s. 209). Man kan naturligvis spørge, her som dér, om slutningen er holdbar, men noget definitivt svar får man ikke, bl.a. fordi romanen afstår fra at følge Axel ind i den fremtid, som den selv anviser ham. Og indicierne peger ikke alle i samme retning. 230 Hvis man vil tillade, at der drages psykologiske slutninger, hvor det drejer sig om romanfigurer, kan man måske sige, at en eksistentiel mening eller fortolkning, som er stærk nok til at indoptage så stor en sorg som den elskedes død, også har udsigt til at kunne indoptage det daglige livs mindre sorger. Netop den prøve, som romanen sætter sin hovedpersons fortolkning på i det sidste afsnit, kunne tyde på, at den må tages alvorligt.

Et andet indicium i samme retning er den tætte samhørighed, der findes mellem romanens hovedperson og forfatteren. Selv om Arvingen er udformet som en fiktiv autobiografi og alt, hvad den indeholder, således må stå for Axels regning, ikke uden videre for Goldschmidts, så benytter Goldschmidt ikke den oplagte mulighed for at lægge luft mellem sig og hovedpersonen. Dels udstyrer han som allerede nævnt Axel med en række omstændigheder fra sit eget levned, dels er hele den livsanskuelse, som Axel når frem til, identisk med forfatterens. Det sidste fremgår både af Hjemløs og af de senere Livs Erindringer og Resultater. I det omfang den moderne læser måtte være tilbøjelig til at anskue Arvingens hovedperson i et ironisk lys, kan han være sikker på, at anskuelsen ikke er forfatterens, men eftertidens. Goldschmidt selv har været solidarisk med sin hovedpersons fortolkning; og når alt kommer til alt, kan en roman jo også bære autobiografiens form, netop fordi dens indhold på alle måder står forfatteren nær.

At dette har været tilfældet med Arvingen, får man på næsten overrumplende vis besked om, når man læser de udkast til Livs Erindringer og Resultater, som ikke kom med i den endelige redaktion, hovedsagelig fordi de røbede for meget. I et af disse udkast, der omhandler Goldschmidts erotiske skæbne, står der: »Hvad det Hele angaaer, henviser jeg til Arvingen og navnlig til Pg 409« (Morten Borups udgave, bd. I s. 265). Henvisningen, der i denne udgave ville være til s. 204 f, gælder Axels dom over sig selv, og det må i det mindste tages som et fingerpeg om fortolkningens værdi, at Goldschmidt i en alder af ca. 50 år kan referere til den som dækkende for sit eget vedkommende.

Til gengæld er der argumenter at hente imod slutningens troværdighed, når man betragter romanen som kunstværk først og fremmest. Som antydet er især de hændelser, der fører Axel fra Rom til Libanon (s. 182-203), højst usandsynlige og nær ved at forvandle bogen fra dannelsesroman til knaldroman. I andre passager er det den 231 stærkt moraliserende tone, der støder læseren (se fx Axels refleksioner på togrejsen fra Wien til Venezia s. 120 f). Man undgår ikke at mærke det villede og konstruerede, der kommer over Axels skæbne, da den unge de Potter er død og det i stigende grad gælder om at få brikkerne på plads. Her viser Nemesislæren sig at være en god tjener, men en streng herre: Kan den på den ene side udgøre fundamentet under et harmonisk og velordnet romanunivers, så kan den på den anden side blive et nøjeregnende og utålmodigt tabelværk, der kræver enhver post betalt til tiden og tvinger forfatteren ud i banale romantricks for at få regnskabet til at gå op.

En del af de tricks og moraliserende passager, som findes i Arvingen, må ganske vist skrives på tidens konto. Hvis man læser Balzac eller Dickens, må man indrømme, at heller ikke mestrene var kræsne med den slags virkemidler. Men ganske bortforklares kan det ikke, at Arvingen stedvis er et ulødigt kunstværk, for det meste på grund af sit ængstelige forhold til Nemesis.

Dette kan nu skyldes, enten at Goldschmidt ikke har haft den nødvendige sikkerhed i sin egen livsanskuelse, eller at han ikke har troet på samtidens evne til at opfatte og forstå den. I Livs Erindringer og Resultater taler han åbent om sin mistro til samtiden desangående. Men under alle omstændigheder må man have lov til at tyde de kunstneriske brist i Arvingen som udtryk for et misforhold mellem den harmoniske livsanskuelse, der fremlægges i bogen, og den virkelighed, som var at få, da bogen blev skrevet.

Til sidst et par ord om den vision, der udgør romanens slutning. Det kan ikke nægtes, at billedet af godsejeren, der fra sin balkon præsenterer de to unge mennesker for befolkningen som dennes førere og venner, er uhjælpelig aristokratisk. Men på den anden side handler hele romanen om nødvendigheden af, at aristokratiet fortjener sin plads ved at udvikle sig personligt. Og dette krav er idéhistorisk set af borgerlig oprindelse.

Det aristokrati, som Axel i bogens løb kvalificerer sig til, er et dannelsesaristokrati, hvis bærende værdier er selvopdragelse, åndelig vækst, humanitet og arbejde under ansvar for andre. Man kan også sige, at den adel, han erhverver sig, er af indre art.

I modsætning hertil står det gamle aristokrati, repræsenteret især af de holstenske grever (Fritz og hans fader) og baron Panin. Ligesom dets oprindelige eksistensberettigelse og erhverv var krigen, er dets 232 holdning til andre mennesker aggressiv og hensynsløs. For greve Fritz er det: at indgyde respekt, ensbetydende med at turde herske, som fyrst Metternich, der først og fremmest var kavaler (s. 103 f). Og såvel den ældre greve som baron Panin gemmer bag deres glimrende titler og slebne form en menneskelig råhed, der ikke tøver med at reducere andre (in casu Astrid) til midler for deres egoisme. For denne »ydre adel« er skæbnen ikke - som for Axel og forfatteren - noget man fortjener, men nærmest et lune, et spil af tilfældigheder. Det er for så vidt karakteristisk, at både greve Fritz og hans fader drages voldsomt af hasardspillet, hvor man kan vinde eller tabe alt, også livet, uden nogen indsats af personlighed.

Arvingen slutter altså nok i en vision, hvis form er aristokratisk, men har selv forinden fyldt formen ud med borgerlige værdier. Heri røber den dog ingen originalitet; det er tværtimod et karakteristisk træk ved megen litteratur fra perioden 1830-70, at den kroner borgerens dannelsesproces med en ydre position, som ligner den fortrængte eller fordærvede fødselsadels. Goldschmidt ligger her på linie med forfattere som fru Gyllembourg, Carl Bernhard og H.C. Andersen.

6. Romanens modtagelse

Da Goldschmidt i 1863 vendte hjem fra Rom, begyndte han udgivelsen af en række Fortællinger og Skildringer, hovedsagelig med romerske motiver. De to første bind, der indeholdt mindre (og mindre betydelige) stykker, udkom henholdsvis 1863 og 1864. Hertil føjede sig i slutningen af 1864 Arvingen som tredje og sidste bind. Efter datidens skik bar den det nye år på titelbladet, ligesom i øvrigt bind II.

Allerede inden nytår fremkom de første anmeldelser. Den 18. december bragte det populære ugeblad Illustreret Tidende en usigneret omtale, der efter bladets sædvane var holdt i meget knappe vendinger. Arvingen kaldes her en interessant, åndfuld og vækkende roman, i sin livsanskuelse mere harmonisk end En Jøde og i sin opbygning mere velformet end Hjemløs. Anmelderen mener dog samtidig, uden at give nogen grund, at der over kompositionen er noget vist uoplagt, som sætter Arvingen i en lavere klasse end Goldschmidts øvrige romaner. 233 En mere indgående behandling fik romanen i den nationalliberale avis Dagbladet, ejet og redigeret af folketingsmanden C.St.A. Bille. Dagbladet anmeldte Arvingen den 20. december under standardoverskriften »Literatur«.

Anmeldelsen, der er usigneret, karakteriserer først Goldschmidt som digter. Den anbringer ham blandt de interessante, dvs. dem, hvis styrke ikke ligger i den storslåede opfattelse af helheder, men i den åndrige opfattelse af enkeltheder. Goldschmidts romaner i almindelighed menes at have noget mosaikagtigt over sig, som om de er frembragt ved en sindrig kombination af detaljer. »Dette er ikke ubetinget en Mangel, men det er et Særkjende«, forsikrer anmelderen, idet han dog samtidig hævder, at Arvingen har sin styrke i noget andet og mere end det interessante. I første halvdel virker Arvingen let uklar og forvirrende, fordi de mange åndrigt opfattede enkeltheder ikke peger noget bestemt sted hen. Læseren kan her mene at stå over for et sidestykke til Hans Egede Schacks Phantasterne (1857). Men i anden halvdel samles trådene, idet kærlighedshistorien mellem Axel og Astrid giver romanen holdning og form. Kærlighedshistorien er sjælen i Arvingen, og den er beskrevet med en lidenskab, der dog samtidig er ren, en kraft, der samtidig er behersket, som hos elskeren, der holder vejret i beundring for sin elskede. Efter anmelderens mening er det denne skildring, der giver Arvingen en dybere ro og fylde, end man ellers er vant til i Goldschmidts værker.

En fuldstændig modsat (og æstetisk rimeligere) vurdering af forholdet mellem romanens dele fremkom den 24. december på forsiden af den ligeledes nationalliberale avis Fædrelandet. Anmelderen var Clemens Petersen (1834-1918), velnok den førende pen i dansk kritik mellem Heiberg og Georg Brandes.

Som indledning holder Clemens Petersen Arvingen op mod en roman af Dickens (forfatteren af Fædrelandets egen føljeton) og mener, at sammenligningen falder ud til ugunst for Goldschmidt, hvis bog virker bleg og fattig. Dette dog kun, fordi Goldschmidt ikke holder sig inden for de grænser, som afstikkes af hans eget talent. Goldschmidt er en eminent skildrer af stemning og en glimrende stilist. Hvor stilen sættes i tjeneste hos stemningen, når han det ypperlige, således i første halvdel af Arvingen, hvor han dybt og rigt har formået at gengive det stemningsliv, som findes i en barnesjæl. 234 Anden halvdel af bogen finder Clemens Petersen derimod pinlig. Her har Goldschmidt villet skildre hovedpersonens berøring med det, man kalder livet, men ikke kunnet. Arvingen lider af samme grundskade som En Jøde og Hjemløs, idet den ikke formår at føre sin helt længere end til tyveårsalderen. Hvad der kommer derefter, er kun et fyrværkeri, som skal skjule tomheden, et virvar af begivenheder, der skal illudere som livet. Enkelt udtrykt består Goldschmidts fejl i, at han lader sine helte rejse udenlands. Det er et ødelæggende greb i en udviklingsroman (hvorved Clemens Petersen ignorerer den kendsgerning, at udenlandsrejsen er en fast ingrediens i genren), for en rejse lader kun hovedpersonen stifte bekendtskab med brudstykker af livet, aldrig med dets samlede magt og alvor. Goldschmidts helte kommer aldrig i livets vold, og hans romaner forvandler sig på et vist punkt til brudstykker af en rejsebeskrivelse.

En anden indvending, som Clemens Petersen retter både mod Arvingen og Goldschmidts romaner i øvrigt, er, at heltene er holdningsløse. Axel føler sig fx først liberal, men træder så i tjeneste hos en greve. Derefter begejstres han for den italienske frihedskrig, men kæmper alligevel på østrigernes side. Denne ustadighed, der grænser til sindsforvirring, har efter Petersens mening sin rod i forfatterens sind. Goldschmidt er selv en holdningsløs natur, der aldrig har forladt det æstetisk sværmende forhold til ideer og standpunkter. Han er et levn fra Christian VIIIs æstetiske tid, og anmelderen slutter patetisk med at nedbede Guds nåde over ham på dommens dag.

De øvrige anmeldelser fremkom efter årsskiftet. Den 15. januar 1865 fik Arvingen en længere omtale i det nystartede politisk - æstetiske ugeskrift Enhver Sit, redigeret af Michael Giørup (1830-1915). Anmeldelsen er usigneret, men skyldes formentlig redaktøren, der foruden at være militærmand skrev populære sange og noveller samt anmeldelser i flere blade.

I første halvdel af omtalen argumenteres der for, at Goldschmidt er den betydeligste blandt de nulevende danske romanforfattere. Der lægges særlig vægt på prædikatet dansk, netop fordi man så ofte har villet hævde, at Goldschmidt som jøde ikke kunne være nogen national digter. Men hvor det drejer sig om skønhed, er nationaliteten eller herkomsten underordnet. Overhovedet, fortsætter anmelderen, idet han løfter sig til en almen betragtning, er man herhjemme tilbøjelig 235 til at overvurdere det nationale, hvorved man risikerer at ende i forfængelig egenkærlighed.

Dette var måske hårde ord efter 1864, men de udtrykte en følelse, som rørte sig i konservative kredse af befolkningen - kredse, der samledes i den såkaldte Augustforening (1864-69), for hvilken netop Enhver Sit gjorde sig til organ. Augustforeningens mænd var tilhængere af helstaten, ligesom Goldschmidt altid havde været, men i modsætning til det nationalliberale flertal, og foreningen kunne med nogen ret give De Nationalliberale skylden for katastrofen i 1864. At Goldschmidt bliver rost i Enhver Sit, har altså også en politiske baggrund.

I anden halvdel giver anmelderen en kort, men sikker fremstilling af Arvingens idé. Han lægger vægt på den opadførende tendens i kærligheden mellem Axel og Astrid, på Axels karaktermæssige dannelse og på hovedpersonernes afsluttende dom over sig selv. Anmelderens eneste indvending er, at dommen - døden og adskillelsen - måske virker lovlig hård i forhold til den synd, Axel og Astrid har begået mod kærligheden. De skulle næsten have haft hinanden!

Politisk på linie med Enhver Sit lå dagbladet Flyveposten, redigeret af Gottlieb Siesby og Jacob Davidsen. Det var et organ for stærkt antiliberale synspunkter, men dårligt skrevet og på vej mod sin egen lukning, som fandt sted i 1870. Flyveposten anmeldte Arvingen den 22. april 1865.

Anmeldelsen er usigneret, men viser i sin terminologi et afhængighedsforhold til den hegel-heibergske skole. Den lægger ud med at beklage, at man ikke entydigt kan bestemme Arvingen enten som en fiktiv »Fortælling« eller som en »Skildring«, nemlig af noget selvoplevet. Skønt den i anlægget er en fiktiv autobiografi, er stilen så umiskendeligt Goldschmidts, at man har svært ved at opfatte helten som et selvstændigt væsen. Men det beror efter anmelderens mening på, at Goldschmidt ligesom Jens Baggesen og H.C. Andersen hører til den subjektive digtertype, der egentlig kun kan beskrive noget, som har passeret igennem hans egen livserfaring.

Dernæst koncentreres opmærksomheden om romanens stof, »uden Hensyn til Formen og Indklædningen«. Goldschmidt roses, fordi han er i stand til at opfange hele den samtidige virkelighed, ikke blot med alle detaljer, men også med den poesi, som den rummer. I 236 denne forbindelse (men temmelig umotiveret, synes man) lufter anmelderen den mulighed, at børnene, som Axel i romanens slutning tager til sig, i virkeligheden ikke er Astrids søskendebørn, men hans eget afkom med Sophie. En sådan sammenhæng ville gøre romanens titel helt forståelig! På den anden side kan anmelderen også tænke sig, at Axel måske er en søn af ritmester von Buch og jægermesteren således kun hans åndelige fader. Dette ville passe med bogens idé om den åndelige kærlighed og gøre den lange barndomsbeskrivelse forståelig!

Efter disse strejftog i fantasien tager anmelderen stilling til påstanden om, at Goldschmidt ikke skulle være nogen national digter. Ligesom Enhver Sit mener Flyveposten, at den er ganske urimelig, for hvad er en national digter? Er det ikke netop en, der skriver sit modersmål med den lethed og friskhed, som præger Goldschmidts værker?

Dansk Maanedsskrift, redigeret af Mathias Steenstrup, anmeldte Arvingen i bd. II, 1865. Anmelderen var juristen og litteraturhistorikeren Carl Rosenberg (1829-85), hvis politiske sympatier var delt mellem skandinavister, grundtvigianere og forsvarsvenner.

Anmeldelsen har ikke meget at sige om Arvingens kunstneriske kvaliteter. Romanen krediteres dog for en fin og ren stil, mens både tankegang og handling forekommer løs. Hovedsagen er for Rosenberg at forholde sig til den kritik, som Clemens Petersen har rejst mod Goldschmidt i Fædrelandet. Rosenberg forstår godt, at man må opfatte Goldschmidts romanhelte som afspejlinger af forfatteren, men beskyldningen for ustadighed og vaklen kan han ikke underskrive. Goldschmidt har tværtimod været meget konstant i sin opposition mod den herskende, nationalliberale mening. Han har altid haft et skarpt blik for halvhed, magelighed og svigtende idealisme, og netop disse egenskaber har præget den nationalliberale bevægelse siden 1848. Med dem må der nu gøres op.

Imidlertid finder Rosenberg ingen tegn på, at den kaste, som Goldschmidt i Arvingen gør til mønster, nemlig aristokratiet, kan hidføre sundere tilstande. Med en forbløffende frejdighed hævder anmeldelsen, at Arvingen forherliger den adel, som kæmper for paven, Francesco II af Neapel, Habsburgere, Hohenzollere og det gamle autoritetsprincip. »Han synes at tage Skallen for Kjernen, det Glimrende, Stolte i den ydre Fremtræden for den indre sande Adel.« Grunden til denne fejltagelse - altså hos Arvingens forfatter og hovedperson - 237 ligger angiveligt i, at de forholder sig æstetisk til idealerne. De bruger dem som midler til at forhøje deres subjektive livsnydelse i stedet for at hengive sig til dem i personligt forpligtende forhold. Overalt i Goldschmidts romaner mærker Carl Rosenberg den æstetiske refleksion »som et lammende, om end skjult Saar i Vingerne«. På dette punkt er han enig med Clemens Petersen.

Rosenberg var mærkværdigvis ikke ene om at forstå Arvingen som en hyldest til den reaktionære fødselsadel. Samme misforståelse optræder i det, man må kalde outsideren blandt anmeldelserne, en kort, usigneret omtale i Tilskueren. Bladet var kun et af de mange med dette navn siden Joseph Addisons Spectator, det udkom med 36 numre i 1865 og ophørte så. Redaktøren var en ellers ubekendt F.W. Thomsen, der tillige drev et lejebibliotek og en papirhandel på Vesterbrogade i København.

Tilskueren bebrejder i sit nr. 2 forfatteren af Arvingen, at han så begejstret hylder det »at være født«. I Danmark, hvor der ikke er nogen værdifuld adel eller adelig tradition, gør det nærmest et komisk indtryk. - Dernæst fremhæver Tilskueren det faktum, at alle Goldschmidts romanhelte går til grunde eller bliver ulykkelige, og forklarer det som en naturlig følge af Goldschmidts egen »Zerrissenheit«. En mand, der skriver sådanne romaner, minder anmelderen om en ædel violin, hvis klang er god nok, men som mangler en streng og derfor kun kan spille et begrænset repertoire. Den streng, der mangler i Goldschmidts tilfælde, er den, hvorpå i sin tid Corsaren spillede sine hymner til friheden! Idet anmelderen således overser, at Arvingens hovedperson hverken går til grunde eller bliver ulykkelig, markerer han samtidig sit eget standpunkt i den ungdommelige radikalisme, som Goldschmidt forlod efter 1846.

Det bør nævnes, at Goldschmidt på foranledning af Clemens Petersens kritik udsendte en lille pjece om sit forhold til Fædrelandet og dets redaktør, digteren Carl Ploug. Pjecen - Nogle politiske Bemærkninger og Notitser, 1865 - berører kun med let hånd Clemens Petersens læsning af Arvingen og skal derfor ikke omtales nærmere her. Den har sin interesse som et bidrag til tidens politiske historie og som vidnesbyrd om Goldschmidts stilling heri.

238

7. Udgaver og tekstforhold

Arvingen udgjorde som ovenfor nævnt det tredje og sidste bind af Goldschmidts Fortællinger og Skildringer og udkom sidst i 1864, men med 1865 på titelbladet. Imidlertid udsendte forlaget, Chr. Steen & Søn i København, samtidig dette tredje bind i et »særskilt Aftryk«, hvis eneste særkende var et selvstændigt titelblad. Dette aftryk blev solgt separat, mens Fortællinger og Skildringer ellers udkom hæftevis i abonnement. Se s. 5-6.

Anden udgave, også hos Chr. Steen & Søn, udkom i slutningen af 1866, men med 1867 på titelbladet. Der er tale om et uændret optryk af originalen; endog samtlige trykfejl går igen.

I 1896-98 udgav Goldschmidts søn, dr.med. Adolf Goldschmidt, sin faders Poetiske Skrifter i otte bind. Sjette bind, der udkom 1897 med undertitlen Fortællinger og Romaner, optages i alt væsentligt af Arvingen (s. 49-396). Udgaven, der som den første er sat med latinske typer og har en let moderniseret retskrivning, kom på Gyldendals forlag.

To år senere, i 1899, udsendte Gyldendal et uændret optryk af teksten fra Poetiske Skrifter for så vidt angår Arvingen. På titelbladet præsenterede det sig, noget misvisende, som romanens tredje udgave.

Fra 1908-10 udgav rådhusbibliotekar Julius Salomon otte bind M. Goldschmidt i Folkeudgave på Gyldendals forlag. Femte bind, 1909, domineres helt af Arvingen (s. 33-266). Udgiveren hævder at have revideret teksten, men oplyser hverken principper eller enkeltrettelser. Stikprøver tyder dog på, at revisionen har været ret vilkårlig og især sigtet mod at lette læsningen for et ikke bogvant publikum.

I 1915 udsendte Gyldendals Bibliotek Arvingen som selvstændig bog, optrykt efter udgaven fra 1899. Dog mangler her Goldschmidts originale forord, dateret november 1864.

1916 besluttede Gyldendal at realisere restoplaget af Julius Salomons folkeudgave. Der var fem bind tilbage, og de blev solgt under navnet Udvalgte Skrifter uden årstal. Det bind, der domineres af Arvingen (s. 33-266), er nu rykket frem til at være bd. III, selv om der stadig på arkene står »M. Goldschmidt i Folkeudgave V«.

På Heinrich Matthiasens utraditionelle forlag Danmark redigerede forfatteren Cai M. Woel i 1950'erne et skønlitterært bibliotek. Her udgav man i 1953 Arvingen, dog uden det originale forord. Da Matthiasen 239 ikke anerkendte Forlæggerforeningens samhandelsregler, blev udgaven solgt uden om boghandlerne.

I 1969 udsendte forlaget Gyldendal Arvingen i sin billigbogsserie Gyldendals Trane-Klassikere. Udgaven var nysat efter originaludgaven, dog således at nogle trykfejl var rettet og nye føjet til.

Ingen af de nævnte udgaver er kommenterede.

Efter alt at dømme eksisterer manuskriptet til Arvingen ikke længere. Undersøgelser foretaget på Det kongelige Bibliotek, på Frederiksberg Kommunebiblioteker, i Rigsarkivet og i Goldschmidtsamlingen på Sydsjællands Museum har alle vist et negativt resultat. Heller ikke de to Goldschmidtforskere Morten Borup og Mogens Brøndsted er bekendt med noget manuskript.

Grundlaget for teksten i nærværende udgave er derfor alene den trykte førsteudgave i Fortællinger og Skildringer bd. III (1864/65). I forhold til grundteksten er der foretaget følgende rettelser:

30,8:

emeritus < eremitus

77,33:

mine < mi

89,27:

var < var var

96,24:

mig < mig mig

116,32:

Slægtninge < Slætninge

124,19:

Castellanens < Capellanens

135,9:

Samtaler; < Samtaler:

141,5:

spørgende < pørgende

147,16:

Eiendomsret < Eiendomret

149,27:

Selvopoffrelse < Selopoffrelse

157,30:

Damerne < Damerene

157,34:

reise idag < reise som idag

162,3:

mig med største < mig største

163,9:

and < aud

164,18:

fulgte < fuldte

166,27:

Ringeste < det Ringeste

167,13:

skuelser?« < skuelser?

168,34:

uovervindelig < uovervindeligt

172,30:

Dage < Dag

180,2:

Terrainet < Trainet

188,6:

plein < plain

Endelig bemærkes, at replikker, som i grundteksten sluttes med anførselstegn og komma, i denne udgave sluttes med komma og anførselstegn.

240

8. Litteraturliste

Goldschmidts romaner og fortællinger er ikke medtaget.

Brøndsted, Mogens: Meïr Goldschmidt. Gyldendals Uglebøger 1965.

Brøndsted, Mogens: Goldschmidts Fortællekunst. Gyldendal 1967.

Goldschmidt, Meïr: Breve fra og til Meïr Goldschmidt, udgivne af Morten Borup, bd. I-III. Rosenkilde og Bagger 1963.

Goldschmidt, Meïr: Meïr Goldschmidts Breve til hans Familie, udgivne af Morten Borup, bd I-II. Rosenkilde og Bagger 1964.

Goldschmidt, Meïr: Livs Erindringer og Resultater, udgivet med et Efterslæt ved Morten Borup, bd. I-II. Rosenkilde og Bagger 1965.

Goldschmidt, Meïr: M.A. Goldschmidts Dagbøger. Udgivet af Kenneth H. Ober under medvirken af Uffe Andreasen og Merete K. Jørgensen, bd. I-II. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab / C.A. Reitzel 1987.

Kondrup, Johnny: Levned og tolkninger. Studier i nordisk selvbiografi. Odense Universitetsforlag 1982 (specielt om Nemesis, heri også videre litteraturhenvisninger).

Kyrre, Hans: M. Goldschmidt, bd. I-II. H. Hagerup 1919.

Læssøe Müller, Paul: Goldschmidt, Meïr i: Dansk biografisk Leksikon, 2. udgave bd. VIII s. 203-213. J.H. Schultz 1936 (et unikum af en leksikonartikel og derfor som den eneste af sin art medtaget her).

Mylius, Johan de: Dannelsesromanen i Danmark - en traditionshistorisk skitse i: Udviklingsromanen - en genres historie, redigeret af Thomas Jensen og Carsten Nicolaisen, s. 157-170. Odense Universitetsforlag 1982.

Wentzel, Knud: Udvikling og påvirkning. Goldschmidts vej fra korsar til skriftklog i: Kritik nr. 10, Fremad 1969.

Wentzel, Knud: Fortolkning og Skæbne. Fremads Fokusbøger 1970 (første kapitel er en analyse af Arvingen).

241

Noter

7

Novellisten: forfatteren af en opdigtet, fantasifuld historie; førhen også brugt om romanfatteren. - le vrai ... toujours vraisemblable, fransk: sandheden [ikke] altid sandsynlig. Hentydning til den franske kritiker Nicolas Boileau-Despréaux, der i sin Art Poétique (1674), 3. sang vers 48 siger: Sandheden kan undertiden være usandsynlig.

9

gjænne: værne.

10

Sirener: syrener. - Guldranke: guldregn, en busk med gule, nedhængende blomsterklaser.

11

Sibylle: spåkvinde. - mythisk: sagnagtig, også forhistorisk; jf. nedenfor. - Ritmester: kaptajn i rytteriet. - begegnet, tysk: mødt. - mythiske ... heroiske ... historiske: tre af de stadier, som romantikkens historiefilosoffer inddelte både kulturens og det enkelte menneskes udvikling i, dog med nogen indbyrdes variation. Den mytiske tid i verdenshistorien fortaber sig ind i de ægyptiske, persiske og indiske kulturepoker. Den heroiske tid omfatter det homeriske Grækenland, mens det klassiske Hellas og Rom gerne regnes til historisk tid. Til stadierne svarer som dominerende sjælsevner hhv. religiøsitet, fantasi og forstand (se fx Henrich Steffens: Indledning til philosophiske Forelæsninger, 1803, kap. 7). - Landseneerofficier: officer i et af de lansenérregimenter, bestående af lansebevæbnede ryttere, som i Danmark fandtes fra 1816-42.

12

Bacchus: romersk gud for vin, svarende til grækernes Dionysos. - Chevaleresk: ridderligt, kavalermæssigt. - den sorte Kjole: kjole og hvidt, den civile festdragt for mænd. - Ha, ha, Madam ...: citat fra Holbergs komedie Barselstuen (1723), 3. akt scene 5, hvor en læge afslører to overtroiske personer, Bonifacius og Anne Signekælling, der har skjult sig bag et skærmbræt, jf. de følgende noter. - Hvad er din Begjæring?...: replik af spåkællingen Gunild i Barselstuen, 5. akt scene 3. - sex Skilling: se n.t. s. 19 om Daler.

13

Hillemænd, der er Mester Bonifacius ...: citat fra Barselstuen, 3. akt scene 2. Bonifacius og Anne Signekælling er lige overtroiske, men de tror på hver sit og afskyr derfor hinanden. - Noahs Ark: Da vandene begyndte at synke efter Syndfloden, strandede Noahs ark på bjerget Ararat, jf. 1. Mosebog kap. 8. - o. desl.: forkortelse for og deslige. - Cain dræbte Abel: jf. 1. Mosebog kap. 4. - Ridder Samson ... Hildesvid: refererer til indledningskapitlet i den middelalderlige Didriks Saga af Bern, hvor der fortælles om Didriks forfædre. Iflg. sagaen er Didrik (egentlig goteren Theoderik den Store, ca. 450-526) en sønnesøn af Samson og Hildesvid. Goldschmidt kendte sagaen fra C.C. Rafns Nordiske Kæmpe-Historier (bd. 242 II, 1823), som han læste i sin barndom. - Roncesvalles, hvor Roland blæste ...: I det franske heltedigt Rolandskvadet fra o. 1100 fortælles om kejser Karl den Store og hans nevø Roland, der (bl.a. sammen med Holger Danske) kæmper mod de vantro arabere i Spanien. Det sidste slag står ved Ronceval i Pyrenæerne, hvor Roland for at tilkalde Karl blæser i hornet Olifant og dør, men sejrende.

14

det Romantiske ... adskilte Verdener: Filosoffen F.C. Sibbern definerede i 2. del af sit værk Om Poesie og Konst (1853, s. 13 f) det romantiske som en virkning af to verdener, hvoraf den ene, den lavere, peger ud over sig selv og hen på den højere.

15

Commisbrød: rugbrød af den art, som efter kommission (:befaling) uddeltes til hærens soldater. - Cavalier, fransk: 1. rytter, kavalerist, 2. kavaler. - Snitser: bommert, også en lille rus. - Campes Robinson Crusoe: Daniel Defoes roman The Life and Strange Surprizing Adventures of Robinson Crusoe (1719) blev i 1779 udsendt i en bearbejdet, pædagogisk-moraliserende udgave af tyskeren J.H. Campe. Det var især i denne udgave, romanen blev kendt som børnebog. Tanken om at patruljere stammer fra bogens rammefortælling, hvor børnene i den familie, hvor historien om Robinson fortælles, øver sig i fornuftige ting, bl.a. i at holde nattevagt.

16

Es war ein König in Thule ..., tysk: Der var en konge i Thule. En sang i Goethes Faust, 1. del vers 2759-2782, her delvis citeret i Adam Oehlenschlägers gendigtning fra Digte 1803: Kongen i Leire. Sangen handler om en konge, der til sin sidste stund drikker af et guldbæger, som han har fået af sin afdøde elskede. - Escadron(en): underafdeling af et rytteriregiment. - smøge ... af sig: løbe fra sine pligter.

17

en Historie ... fra en Bog: Historien om ridderen stammer fra Goldschmidts egen fader, jf. Livs Erindringer og Resultater, Morten Borups udgave, bd. I s. 54 f. Den bog, der formodes at være kilden, er ikke identificeret. - Harnisket: oprindelig en betegnelse for hele rustningen, siden for bryst- og rygbeskyttelsen.

19

en Cain: se n.t. s. 13. - Capellan: hjælpepræst. - halvanden Mil(s): godt 11 km. - (ni hundrede) Daler: Rigsdaleren var dansk mønt fra 1713-1875, da den blev afløst af kronen (l daler = 2 kroner). Der er hos Goldschmidt tale om Rigsbankdaleren, som gjaldt efter 1813. En daler underinddeltes i 6 mark og en mark igen i 16 skilling. Dalerens værdi svingede med tiden, men følgende eksempler kan gives: En fuldmægtig ved toldinspektionen i København fik i 1844 en årsgage på 600 daler. Samtidig kunne man få et par sko for 3 daler. I 1846 forsøgte Goldschmidt at tinge sin moder og søster i kost hos en familie i Århus for 150-200 daler pr. person pr. år. Som underholdsbidrag til sin fraskilte hustru og deres datter betalte han o. 1860 25 daler om måneden. - Landetaten: den til lands tjenstgørende del af hæren.

20

Kongen ... Bispen: Der sigtes til kong Valdemar I den Store (1131-82), der fra 1157 var enekonge i Danmark, og hans fostbroder Absalon (o. 1128-1201), der 1158 blev valgt til biskop i Roskilde, 1171 til ærkebiskop 243 i Lund. Sammen styrkede Valdemar og Absalon Danmarks politiske magtstilling, bl.a. ved at besejre venderne. Jf. Saxos Danmarkskrønike, 14.-15. bog. - Souverainitets-Rettigheder: suveræne, dvs. kongelige rettigheder. - Søcadetakademiet: indtil 1869 navnet på søofficersskolen. 23 Jægermester(en): titel, der giver rang i 4. klasse af rangforordningens dengang i alt 9 (nu 5). - dæmoniske: et af det 19. årh.s nøgleord, ikke mindst præget af digteren Byron (se n.t. s. 123 og 152). Det dæmoniske menneske er ekstraordinært, mærket af skæbnen og ofte styret af en dunkel lidenskab.

25

Cornissen: cornichen, karnissen, gesimsen.

26

det store Jordskjælv i Lissabon: fandt sted i 1755 og dræbte ca. 30.000 mennesker. Jordskælvet rystede hele Europa i troen på Guds godhed og fremkaldte en betydelig litteratur, heriblandt Voltaires roman Candide (1759).

27

Justitsraad: nu afskaffet titel, der gav rang i 4. eller 5. klasse. - Østerbro: i København var langt op i det 19. årh. en landlig egn med moser, krat og fælled.

28

Kvarteret (militært): belægningsstuen, logiet. - af Taterslægt: Taterne var socialt isolerede vagabondslægter, der tidligere regnedes for sigøjnere.

29

østne: sprogrenserglose dannet af litteraten og bogtrykkeren K.H. Seidelin (1761-1811) til erstatning for fremmedordet orientere. - Dronning Elisabeth: Elizabeth I (1533-1603), fra 1588 regerende dronning af England.

30

Bataillon: bataljon, regimentsafdeling bestående af flere kompagnier.

31

elleve Sommerdage: Både fra Fyn og Jylland kendes den folkelige vejrregel, at om marts er aldrig så slem, skal den dog give ni (!) sommerdage. - Realclasse: I slutningen af det 18. årh. opstod en række realskoler (med vægt på moderne sprog og matematik), ofte som parallelforløb til latinskolens klasser. - Cyrus's Felttog mod Massageterne: Kyros den ældre, konge af Persien ca. 558-530 f.Kr., gjorde med sine mange erobringskrige Persien til en stormagt, men døde iflg. den græske historiker Herodot under felttoget mod nomadefolket massageterne øst for Det kaspiske Hav. - engagere: indvikle i kamp. - den devoverede: den til dødsguden indviede, den udvalgte.

32

Parlementair: forhandler. - Spidsrod: militær straf bestående i, at den dømte løb imellem to rækker soldater, som slog ham med kæppe. - Profossen: den militærperson, der sørger for disciplinens opretholdelse; også brugt om bøddelen. - Goliath ... David: Iflg. 1. Samuelsbog kap. 17 udfordrede filistrenes helt, kæmpen Goliat, israelitterne til at vælge en mand, der skulle træde op mod ham i tvekamp og derved afgøre krigen mellem de to folk. Hyrdedrengen David besvarede udfordringen og dræbte Goliat med en sten fra sin slynge. - Spadille og Basta: spar es og klør es i kortspillet l'hombre; hhv. den højeste og den tredjehøjeste trumf.

35

Jevnlige: ligemand. - noget Lempeligt: noget der må ordnes med lempe, dvs. forsigtighed.

244

36

af Anseelse: af udseende, men ikke personligt. - Conferensraad: nu afskaffet titel, der gav rang i 2. klasse.

37

Clasens Have: korrekt ældre udtale af Classens Have, et anlæg på Østerbro, opkaldt efter industrimanden og godsejeren J.F. Classen (1725-92), der oprindelig havde et landsted dér. - du haut en bas, fransk: ovenfra og ned. - Physiognomierne: ansigterne. - Nankinsfrakke: frakke af kraftigt, gult bomuldsstof i såkaldt kipervævning. - Saffian(s): blødt, farvet læder af ged eller får. - Titania og Oberon: figurer i Shakespeares eventyrkomedie A Midsummer-Night's Dream (1595-96), hvor de er hhv. dronning og konge over alferiget.

40

Cadetlærred(s): blåstribet lærred, der indtil Søkadetakademiets ophævelse i 1869 var påbudt til kadetternes sommerbukser. - Længde: længe, fløj.

42

sanguinsk: sangvinsk, optimistisk.

43

grov: gravede. - Herredsfogden ... Sognefogden: politimyndighedens udøvere i hhv. herredet (rets- eller politikredsen) og landsognet. - Procurator: sagfører.

44

Chiffonniere: skuffemøbel med højde som et skab. - gjort Arrest: beslaglagt. - Maroquins-Æsker: æsker betrukket med fint gedeskind, oprindelig fra Marokko. - Fadebur: spise- eller forrådskammer, - forkommer: forsvinder eller ødelægges. - Loven af 11te April 1840: egentlig Forordning [...] ang. Straffen for Tyverie, Bedragerie, Falsk og andre dermed beslægtede Forbrydelser; jf. Collegial-Tidende nr. 19, 1840.

45

Vederparten: modparten, dvs. Axels fader.

46

den Østers, vi kalde Verden: hentydning til Shakespeares komedie The Merry Wives of Windsor (1598), 2. akt scene 2, hvor Pistol siger: Why, then the world's mine oyster, / which I with sword will open. Også brugt som motto af Benjamin Disraëli i romanen Vivien Grey (1826).

47

Himlens Velsignelse komme til Dig som Dug: hentydning til 2. Mosebog kap. 16, hvor himlens manna falder i ørkenen sammen med nattens dug. Muligvis også til den anglikanske kirkes Book of Common Prayer (1559), hvor en bøn for præsteskab og menighed lyder: pour upon them the continual dew of thy blessing.

48

to Mil: ca. l5km.

50

Forord bryder ingen Trætte: gammelt ordsprog, hvis form og betydning varierer, men som her betyder: en forhåndsaftale skaber ingen (eller forhindrer) fjendtligheder.

51

douce, fransk: bløde, behagelige. - 100 Rd.: 100 rigsdaler, se n.t. s. 19. - Veterinair: dyrlæge.

52

Norbagge: en lille, trivelig norsk hesterace. - ung Knægts Villie ...: variation af ordsproget Mands vilje, mands himmerig, som fx findes i Peder Syv: Aldmindelige Danske Ordsproge I (1682), optrykt i Danmarks gamle Ordsprog VII:1, 484 (1983).

53

Roncesvalles: se n.t. s. 13. - Schillers »Røvere« ... Karl Mohr: Skuespillet Die Räuber (1781) af Friedrich Schiller handler om grevesønnen Karl Moor, der p.ga. sin yngre broders intriger stødes ud i et liv som ædel røverhøvding. 245 Han ender med at erobre det fædrene gods fra broderen og udlevere sig selv til retten.

54

en Mark: 1/6 af en rigsdaler, se n.t. s. 19. - Nu er dit Haar fagert, Herre min: hentydning til sagaernes beretning om kong Harald, der lod sit hår stå i al den tid, det tog ham at blive enekonge i Norge. Efter ti år var landet hans, og Ragnvald Mørejarl skar hans hår, idet han gav ham tilnavnet Hårfager. Se fx Harald Hårfagers Saga kap. 23 i Snorre Sturlusons Heimskringla (o. 1225). Selve replikken er stilret, men vistnok dannet af Goldschmidt. - Figaros Giftermaal: Le nozze di Figaro, komisk opera fra 1786 af Mozart til tekst af Lorenzo da Ponte. Først gang opført herhjemme på Det kongelige Teater i 1821.

55

Figaro marcherer baglængs ...: I første akt af Figaros Bryllup udnævner greve Almaviva den unge, kvindekære page Cherubino til officer for at blive ham kvit. Cherubino, der er forelsket i grevinden, vil hellere blive på slottet men opmuntres af tjeneren Figaro med den arie, som Goldschmidt citerer i N.T. Bruuns oversættelse fra 1817. Hermed slutter første akt. - Fandango: spansk folkedans; Figaros Bryllup foregår i Spanien.

56

50 Rdl.: se n.t. s. 19. - lind som en Bougie: bøjelig som en b. [bu'sji], et medicinsk instrument til udvidelse af urinrør m.m.

57

Lux: udspekuleret person. - husker Mere, end jeg erindrer: Sondringen mellem hukommelse og erindring stammer fra Søren Kierkegaards Stadier paa Livets Vei (1845) bd. I. Hukommelsen oplagrer fakta, så virkelighedstro som muligt, uden hensyn til deres værdi. Erindringen udvælger derimod det væsentlige, det som har betydet noget for personlighedens udvikling, og føjer det sammen til en biografisk helhed.

58

Akademiet: Søkadetakademiet, jf. n.t. s. 20. - artium: studentereksamen, førhen også kaldet første eksamen. - 2den Examen: filologisk-filosofisk eksamen, som de universitetsstuderende fra 1788-1850 indstillede sig til et år efter artium. - Høiskolen: Den Kongelige militaire Høiskole (1830-67), uddannede officerer til artilleriet, generalstaben og ingeniørtropperne.

59

manuducere: undervise privat.

61

spartansk: hhv. streng (Tugt) og almennyttigt (Øiemed); efter den antikke militærstat Sparta på Peloponnes, hvis forfatning fra det 8. årh. f.Kr. pålagde alle frie mænd at tjene staten som krigere. Børnene blev opdraget strengt under offentligt tilsyn. - Rusaaret: året som rus, dvs. nybagt universitetsstuderende. - Seniorat: formandskab for den i 1820 stiftede Studenterforening. Foreningen spillede i 1850'erne en væsentlig opinionsdannende rolle. - lunefulde: her humoristiske. - den hvide Gudinde(s): efter sammenhængen at dømme et tilnavn til den græske visdomsgudinde Athene eller hendes romerske pendant Minerva, jf. at studenter kaldes Minervasønner. Udgiveren har imidlertid ikke kunnet finde belæg for tilnavnet og formoder, at Goldschmidt (eller Axel) sammenblander de to gudinder, som i Odysseens 5. sang vers 334-464 hjælper den skibbrudne Odysseus fra at drukne, nemlig Athene og havgudinden 246 Leukothéa. Navnet på den sidste betyder Den hvide. En anden mulighed er dog, at der tænkes på den romerske kærlighedsgudinde Venus, som i Vergils Æneide, 8. sang vers 608, kaldes candida, den hvide. Ordet er det samme som i det akademiske kandidat. - Kongen og Forfatningen: Den 5. juni 1849 underskrev Frederik VII en demokratisk grundlov eller fri forfatning for Danmark.

62

der blev kæmpet i Slesvig: Treårskrigen 1848-50, hvor danske tropper nedkæmpede et tysk støttet oprør i hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Hertugdømmerne ønskede en selvstændig forfatning og ret til sammen at indgå i det Tyske Forbund. Danmark kunne indrømme Holsten-Lauenborg dette, men ikke Slesvig, der således blev stridens æble. - Seirherrerne ved Philippi: Marcus Antonius (83-30 f. Kr.) og Octavianus (senere Augustus, 63 f.Kr. - 14 e.Kr.), romerske feltherrer og politikere. Deltog i borgerkrigen efter Julius Cæsars død og sejrede ved Philippi i Makedonien år 42 f.Kr. over Cassius og Brutus (se ndf). - Seirherren ved Isted: general Christopher von Krogh (1785-1860), lederen af den danske hær i slaget ved Isted mellem Flensborg og Slesvig by den 24.-25. juli 1850. Slaget, der stod mellem en slesvig-holstensk hær på 34.000 mand og en dansk på 39.000, er det største i nordisk krigshistorie. - Harmodios og Aristogiton: to athenere, der år 514 f.Kr. dræbte tyrannen Hipparchos og siden blev fejret som frihedshelte. - Brutus: Marcus B. (85-42 f.Kr.), romersk politiker, leder af den republikanske sammensværgelse, der førte til mordet på Julius Cæsar år 44 f.Kr. Deltog i borgerkrigen, men begik selvmord efter nederlaget ved Philippi (se ovf.). - Winkelried: Arnold W., en schweizer, der iflg. et usikkert sagn ofrede sit liv i slaget ved Sempach i 1386 og derved skaffede sine landsmænd sejren over hertug Leopold III af Østrig. - Vergniaud: Pierre Victurnien V. (1753-93), fransk politiker under revolutionen (se n.t. s. 63). Tilhørte girondinernes parti og blev henrettet, da jakobinerne tog magten. - Camille Desmoulins: (1760-94), fransk revolutionsmand, skribent. Tilhørte oprindelig revolutionens radikale fløj (jf. n.t. s. 63), men kom siden i modsætningsforhold til dennes leder Robespierre og blev henrettet. - Førerne for vor egen politiske Udvikling: Der var o. 1850 tre partilignende grupperinger, hvoraf midtergruppen De Nationalliberale dominerede. Dens ledende mænd var D.G. Monrad (1811-86), Orla Lehmann (1810-70) og C.C. Hall (1812-88). Til højre herfor stod De Konservative under ledelse af C.N. David (1793-1874) og Tage Algreen-Ussing (1797-1872). Til venstre stod Bondevennerne under ledelse af Balthazar Christensen (1802-82) og C.F. Tscherning (1795-1874). - Rolands Horn: se n.t. s. 13. - Holger Danske: en af Karl den Stores kæmper, omtalt i det franske Rolandskvad fra o. 1100, jf. n.t. s. 13. I dansk folkedigtning skildres H. som en nationalhelt, der sover, indtil Danmark kommer i nød. Iflg. en sjællandsk tradition sover han i Kronborgs kældre. - Valkyrierne: iflg. nordisk mytologi unge kvindelige væsener, som af Odin har fået til 247 opgave at udkåre dem, der skal falde i kamp, og ledsage dem til Valhal. - sacrosanct: hellig, ukrænkelig.

63

den franske Revolution: borgerskabets statsomvæltning 1789-99. Nationalforsamling oprettedes 1789, fri forfatning gennemførtes 1791, Republikken udråbtes 1792, kong Louis XVI henrettedes 1793. Efter en magtkamp mellem de moderate girondiner og de radikale jakobinere overtog jakobinerne magten via det såkaldte Velfærdsudvalg 1793-94. Massehenrettelser (med den nylig opfundne guillotine) blev følgen. - havde Knebelsbarter paa: dvs. var mandig, krigerisk. Knebelsbarten (en stor moustache) var i det 18. årh.s Frankrig soldaternes kendetegn. Sangen, der sigtes til, er Marseillaisen (jf. n.t. s. 64), men hvor Goldschmidt har lånt udtrykket, tør ikke siges. Måske har det forbindelse med generalen Adam-Philippe de Custine (1742-93), der under revolutionen fik øgenavnet Général Moustache.

64

Areopagus: en aristokratisk rådsforsamling i oldtidens Athen, der udøvede domsmyndighed og havde visse politiske funktioner. - usynligt Selskab: hentydning til Tårnselskabet i Goethes dannelsesroman Wilhelm Meisters Lehrjahre (1795-96). Dette frimureragtige selskab, der skjult følger Wilhelms udvikling fra barn til voksen, træder frem i dagens lys og optager ham som medlem, da hans dannelse er så vidt fremskreden, at han kan give afkald på sine egne tilbøjeligheder og tjene menneskeheden. - Sct. Christopher: helgen; iflg. sagnet en udøbt kæmpe, som bar pilgrimme over en å. En dag kom et barn og bad om hans hjælp, og da de var midt i åen, viste barnet sig at være stærkere end kæmpen. Det trykkede ham ned i vandet og døbte ham. Herefter tjente Christopher Kristus, for denne var barnet. - Bernal Diaz del Castillos Historie: Historia verdadera de la conquista de la Nueva España, Sandfærdig historie om erobringen af Ny Spanien (skrevet 1558, udgivet 1632). Forfatteren var en garvet veteran, der selv havde deltaget i feltherren Hernando Cortez' erobringstogt til Mexico 1519-21. En dansk udgave af bogen kom først 1906-09. - Barder: skjalde hos oldtidens kelter og germaner. - Plato har proskriberet ...: Platon (græsk filosof, 427-347 f.Kr.) har bandlyst digterne fra det idealsamfund, han beskriver i dialogen Staten. Argumentet er, at digterne er bundet af den sanselige verden, men kun ideernes verden er evig og moralsk fuldkommen. - Marseillaisen: den franske nationalsang, digtet og komponeret som revolutionshymne af officeren Rouget de Lisle i 1792.

65

Aspirationer: stræben, forhåbninger. - et Stykke ... en Fiskerdreng: J.C. Hostrups Drøm og Daad, der første gang opførtes på Det Kongelige Teater den 14. maj 1854. Handler om en italiensk fiskerdreng, der drømmer, at han skal vinde hertugens datter, og derpå vinder hende. Hostrup (1818-92) var en fejret studenterdigter og ivrig skandinavist (jf. n.t. s. 68).

66

Vridtbor(-Spørgsmaal): vridbor; tidligere ofte udtalt fritbor. - 1000 à 248 3000 Daler: se n.t. s. 19. - mein Lieb, was willst Du noch mehr?, tysk: min kære, hvad ønsker du mere? Unøjagtigt citat af omkvædet i Heinrich Heines digt Die Heimkehr (1823-24) afsnit LXII. Heine skriver Liebchen og ikke noch. - Toast, engelsk: skål.

67

Brøndums fuselfrie Commenaquavit: navnet på en brændevin, oprindelig fremstillet af brændevinsbrænder C.A. Brøndum (1777-1846) i København, nu af De danske Spritfabrikker i Ålborg. Fusel er et affaldsstof fra destillationsprocessen. - Østergade: Københavns mondæne strøggade, hvor man flanerede og lod sig se. - Slesvig, Nybel, Dybbel, Isted: hastig opremsning af de vigtigste slag i Treårskrigen 1848-50 (se n.t. s. 63). Slaget ved Slesvig by 22. april 1848 blev vundet af tyskere og slesvig-holstenere. Slaget ved Nybøl 28. maj blev vundet af danskerne, ligeledes slaget ved Dybbøl 5. juni s.å. Slaget ved Isted, se n.t. s. 62. - hvad jeg sigter til: I april 1854 blev de tre nationalliberale rigsdagsmedlemmer C.G. Andræ, C.C. Hall og D.G. Monrad afskediget fra deres borgerlige embeder, fordi de havde udtalt mistillid til den stærkt højreorienterede regering under A.S. Ørsted. Senere samme år trak 21 embedsmænd, herunder professorerne H.N. Clausen, Vilhelm Bjerring og J.E. Larsen, sig tilbage fra rigsdagsarbejdet for at undgå noget tilsvarende. Clausen erklærede, at i stormfulde tider var embedsmanden ikke heldig stillet til at forsvare folkets sag. Goldschmidt skrev om affæren i Nord og Syd for september 1854.

68

Arria ... Pætus, es schmerzt nicht: Arria var gift med romeren Caecina Paetus, der år 42 e.Kr. blev dømt til døden for delagtighed i et komplot mod kejser Claudius. Paetus ønskede selv at støde dolken i sit bryst, men turde ikke. Da tog Arria dolken, stødte den i sit eget hjerte og rakte den tilbage med ordene: »Min Paetus, det gør ikke ondt.« - Hakon Jarl: nationalromantisk tragedie fra 1807 af Adam Oehlenschläger; handler om sammenstødet mellem den hedenske oldtid og kristendommen. - Skaal for Skandinavien: Et vigtigt element i 1840'rnes og 50'ernes idéliv var studenterskandinavismen: tanken om, at Danmark, Norge og Sverige igen kunne forenes som i Kalmarunionens dage.

69

Collegier: universitetsforelæsninger. - Rübezahl: en bjergvætte i Riesengebirge på grænsen mellem vore dages Polen og Tjekkoslovakiet. I J.A. Musäus' samling af tyske folkeeventyr (bd. II, 1805) fortælles, hvordan R. drillede nogle besværlige gæster ved at give dem penge, som siden forvandledes til skidt og skærver. Oehlenschläger oversatte en del af Musäus' stof og omformede det siden til et drama, Rübezahl, der opførtes på Det kongelige Teater i foråret 1832.

70

Jeg havde Banken: I hasard-kortspil som Bassette (se n.t. s. 73) og Lansquenet (se n.t. s. 98) er en af spillerne samtidig bankør og kortvender. Enhver kortvending bringer bankøren vinding eller tab. - paa Randen: ældre slangudtryk, svarende til vor tids »på højkant«; dvs. at de øvrige spilleres indsatser også var store. - Taillen: den bunke kort, som af bankøren skal vendes og oplægges to kort ad gangen, når spillerne har gjort deres indsats, jf. n.t. s. 73.

249

71

Høiskolen: se n.t s. 58.

72

holdt Contenancen: bevarede fatningen. - Charlottenborg: palæ på Kongens Nytorv i København, opført 1672-83. Siden 1753 sæde for Det kongelige Kunstakademi. En udstillingsbygning blev først opført i C.s have efter 1880, men inden da holdt man årlige udstillinger i selve palæet.

73

Cavalcade: rytteroptog. - Fursøen ... Frederiksborgveien: Furesøen i Nordsjælland ligger omtrent midtvejs mellem det indre København og Frederiksborg Slot i Hillerød. - Bolle: bowle, stor skål til drikkevarer. - Bassette: også kaldet Farao; et hasard-kortspil vistnok af italiensk oprindelse. Der oplægges først 13 kort af samme farve; på disse gør spillerne deres indsats. Derpå vendes et frisk spil kort på 52 blade, 2 ad gangen, indtil det er opbrugt. Hver af de 26 kortvendinger bringer gevinst/tab. Bankøren, som vender kortene, spiller selv med. - Paroli!... Sept leva: meldinger i Bassette (jf. ovf.). Paroli betyder, at man forøger sin indsats på et bestemt kort med den gevinst, det lige har givet. Sept leva (egentlig Sept et le va) betyder, at den indsats, der står på et kort, forhøjes syv gange. - Attention!, fransk: giv agt! Bankørens udtryk, når der skal vendes kort.

74

Hof-Accenten: en tyskpåvirket udtale af dansk, førhen gængs ved det danske hof. - Hotel Royal: fornemt københavnsk hotel med traditioner tilbage til Christian IVs tid. Beliggende Ved Stranden (nuv. nr. 18) ganske nær Christiansborg. Ophørt 1876.

75

en Daler mod m Mark: seks mod en, jf. n.t. s. 19.

76

Christenbernikovstræde: i dag Kristen Bernikows Gade i det indre København, opkaldt efter adelsmanden Christian Barnekow (1557-1612), der ejede en gård på stedet. Strædet var indtil slutningen af det 19. årh. ganske smalt og bolig for småkårsfolk. - Erkebispen ... Gil Blas: Romanen Histoire de Gil Blas de Santillane (i 12 bøger, 1715-35) af Alain-René Lesage beskriver en eventyrers færd igennem det spanske samfund, fra bunden til toppen. I 7. bog bliver han sekretær hos ærkebispen af Granada, der indstændigt udbeder sig hans kritik af sine prædikener. Da Gil Blas forsigtigt føjer bispen, bliver han afskediget.

78

sin store Tour: Siden renæssancen var det skik, at især adelens sønner gjorde en rundrejse i Europa som led i deres uddannelse. Oprindelig var det en regulær studierejse med ophold ved universiteterne, men i det 19. årh. udviklede det sig til en mere turistmæssig kulturrejse (the grand tour), som enhver gentleman måtte have foretaget. - Fugl Phønix: et sagnvæsen; en kæmpefugl, der hvert 500. år lod sig se i Ægypten, hvor den byggede en rede og lod sig brænde op i denne, men genopstod forynget af asken.

79

pluck, engelsk: tag, mod. - Savoyarden Eugen: E., prins af Savoyen (1663-1736), fødtes i Paris, men da Louix XIV afslog hans ønske om tjeneste i den franske hær, gik han til Østrig, hvor han udmærkede sig som feltherre, bl.a. i krige mod Frankrig. Opnåede stor hæder og rigdom og står i historien som Østrigs største feltherre. - Lieflænderen Loudon: 250 egentlig Gideon Ernst Laudon (1717-90). Fødtes i Livland (Lithauen) og blev officer i den russiske hær, men p.g.a. utilfredshed gik han til Østrig og tjente sig her op til de højeste militære poster. - Moritz af Sachsen: (1696-1750), greve, uægte søn af August II af Sachsen og Polen. Gik først i østrigsk krigstjeneste, siden i fransk, hvor han opnåede stor hæder og rigdom. - staae imod ... Engelskmændene: I kraft af deres koloniherredømme i Indien udøvede englænderne i det 18. og 19. årh. stor indflydelse også i de omliggende stater.

80

pour faire part, fransk: for at meddele [mig navnet].

81

Halv-Cousin, svensk: halvfætter. - Vita anteacta, latin: forudgående levnedsløb. - af Staldetaten: ansat ved de kongelige stalde. - Skandinavismen: se n.t. s. 68. - fashion, engelsk: mode. - to Monarker og tre Folk: Sverige og Norge var siden 1814 i union under samme (svenske) konge.

83

Es war ein König in Thule: se n.t. s. 16.

84

Mich hat das unglückselige Weib ..., tysk: Mig har den ulyksalige kvinde / Forgiftet med sine tårer. Unøjagtigt citat fra Heinrich Heines digt Die Heimkehr (1823-24) afsnit XIV. Heine skriver ikke Zähren, men Thränen.

85

Naturalia non sunt turpia: latinsk oversættelse af en sætning i den græske tragediedigter Euripides' (484-406 f.Kr.) fragment Hypsipyle. - Gobi: ørkenområde på grænsen mellem Indre Mongoliet (Kina) og Den mongolske Folkerepublik. - Kalmukker: sydøstrussisk nomadefolk af mongolsk oprindelse.

86

Liturgien: de rituelle ord og handlinger.

87

Marcelline ... Dr. Bartolo: I Mozarts opera Figaros Bryllup (se n.t. s. 54) optræder en gammel husholderske, Marcellina, som hovedpersonen en gang har lovet ægteskab, mod at hun lånte ham penge. Da Figaro nu skal holde bryllup med den unge Susanna, møder Marcellina op sammen med den lærde dr. Bartolo for at minde om det gamle løfte. Det kommer til en proces, som overraskende viser, at Figaro er søn af Marcellina og Bartolo. Han kan da uhindret ægte Susanna.

88

at hun jo (kunde see): at hun ikke.

89

ligesom en Oedip ...: refererer til Ødipus i Kolonos, tragedie af Sofokles (496-406 f.Kr.). Efter afsløringen af, at han har dræbt sin fader og ægtet sin moder, stikker Ødipus øjnene ud på sig selv og vandrer til den lille by Kolonos uden for Athen. Her forretter datteren på hans vegne det offer, der vier ham til dødens og retfærdighedens gudinder, eumeniderne, og han dør roligt. - Guldbrikkerne: hentydning til det nordiske eddadigt Völuspá, Vølvens spådom, fra ca. 950 e.Kr. Det fortæller, hvordan guderne i tidernes morgen, før det onde kom ind i verden, legede med gyldne terninger i græsset, og om hvordan en ny gudeæt efter Ragnarok skal genfinde disse terninger (stroferne 10 og 51). - studentikos: på studentermanér.

90

galloneret: forsynet med guld- og sølvindvævede bånd (tresser) på liberiet. - son Kjole: se n.t. s. 12. - Frokost: dagens første måltid, morgenmad.

251

91

Vadmel: groft hjemmevævet uldtøj, førhen et symbol på bondestanden.

92

gjøre Honneurs: optræde som vært(inde). - Codex: lov- og regelsamling.

93

bære Lygten for: beslægtet med talemåden at holde lyset for nogen, der både kan betyde at hjælpe eller dække over nogen og at være til nar for nogen.

94

Pedant: person, der hænger sig i småting, her en stuelærd; jf. forklaringen s. 95. - turne: gøre gymnastik; efter det tyske turnen. - fægte og hugge: med hhv. kårde og sværd. - Feinter: finter, skinangreb med kården. - Philistrene: spidsborgerne. - Paukerei, tysk: duel, slagsmål.

95

Dummer Jung, tysk: dumme knægt. - Ulykkelige politiske Forhold: Efter afslutningen af Treårskrigen (se n.t. s. 62) forblev Holsten-Lauenborg i det Tyske Forbund og fik i 1853/54 en absolutistisk forfatning så at sige uden om den demokratiske grundlov, der gjaldt i Danmark, dog stadig inden for rigsfællesskabet. Ydermere rejste holstenerne sig i protest mod rigsfællesskabets udformning og søgte hjælp hos Preussen og Østrig, hvorved kimen til krigen i 1864 var lagt.

96

Degnen: præstens medhjælper. Sætningen rummer en hentydning til en række talemåder om præst og degn, fx: at ofre til præsten og gå degnen forbi.

97

Eumeniderne(s): den græske mytologis gudinder for død og retfærdig hævn. - blindt: som Ødipus, der efter at have blindet sig selv går til eumenidernes lund i Kolonos, jf. n.t. s. 89. - et begrændset Samfund: se n.t. s. 64. - Bucephalus: en fyrig hingst, som var livhest for Alexander den Store (356-323 f.Kr.) - en Guddom ... taler: En tilsvarende ytring i En Jøde (1. udgave, s. 412) godtgør, at der er tænkt på oraklet i Delfi, hvor præstinden Pythia i trance fremsagde spådomme, der blev tydet som guden Apollons tale til menneskene.

98

abandon, fransk: ligegyldighed, også afslappethed. - gyldne Ungdom: unge levemænd; efter det franske jeunesse dorée. - Bassette: se n.t. s. 73. - Lansquenet, fransk: Landsknægt, et hasard-kortspil, vistnok oprindelig spillet af hvervesoldater. - Hovedstaden: rimeligvis Berlin, der var hovedstad i Preussen og dermed i det Tyske Forbund bortset fra Østrig. - fashionable, engelsk: moderigtigt. - Stolzenfels: slot på den vestlige Rhinbred over for floden Lahns udmunding ved Koblenz. Genopbygget 1825 af Friedrich Wilhelm IV af Preussen. - Ems: Bad Ems, en mondæn kurby ved floden Lahn 6 km øst for Koblenz.

99

Oberlahnstein: by ca. 5 km syd for Koblenz. - Croupiers: personer, der indkasserer og udbetaler penge i et spillekasino. - hin Notar i »Paris's Mysterier«: refererer til Eugène Sues tibinds føljetonroman Les Mystères de Paris (1842-43), der på dansk udkom i otte bind 1843. I den danske udgaves bd. III-VII optræder en vellystig og forbryderisk notar (:advokat), som straffes ved, at en tiltrækkende negerpige tager ophold i hans hus på den betingelse, at han aldrig rører hende. Idet hun bevidst opflammer hans lidenskab uden at tilfredsstille den, driver hun ham til vanvid (se især bd. VI kap. 1-2). - Lureley: Lorelei, en sirene, der holder til ved klippen 252 af samme navn i Rhinen, 25 km syd for Koblenz, og lokker sømænd i døden med sin sang. Beskrevet i digte af Clemens Brentano (1778-1842) og Heinrich Heine (1797-1856).

100

Napoleond'ors, fransk: Napoleoner af guld, franske mønter, her med kejser Napoleon IIIs portræt. Hver mønt svarede til 20 francs eller ca. 7 rigsdaler og 2 mark, jf. n.t. s. 19. - Carreer: firkantede felter. - Encore!, fransk: endnu en gang! - Lahnbroen: broen over floden Lahn, der løber igennem Ems og udmunder i Rhinen ved Koblenz.

101

pro tempore, latin: for en tid.

102

det Aandige: dvs. det åndelige. - l'embarras du choix, fransk: vanskeligheden ved at vælge. - anticiperede: foregreb.

103

Tontine: livrenteselskab. - Assurance: forsikring(sselskab). - Metternich: Klemens von M. (1773-1859), østrigsk fyrste og politiker. Udenrigsminister 1809-21, statskansler 1821-48. Efter Wienerkongressen 1814-15 den førende reaktionære statsmand i Europa, indtil martsrevolutionen 1848 tvang ham bort fra magten. - Cavalier, fransk: her i betydningen kavaler, adelsmand.

104

Que voulez vous ... zu werden, fransk-tysk: Hvor vil De hen, min ven, livet behøver cayennepeber for at kunne nydes. - coup, fransk: slag, kast. - zerrissen, tysk: sjæleligt splittet.

105

foncé, fransk: mørk. - morgue, fransk: hovmod.

106

Tenez, ... Soyons amis, fransk: Ser De, i Paris er livet en forretning, for jer andre fra Norden er det en følelse. Lad os være venner. - un poête du Nord, fransk: en nordisk digter. - Gladiatorer: professionelle fægtere ved de offentlige kamplege i oldtidens Rom.

107

Versailles: forstad til Paris med et kæmpemæssigt barokslot, opført for Louis XIV 1669-89; siden 1837 museum. - en-garde(-Blik) fransk: på sin post, i fægtning en forsvarsstilling.

108

Boulevarts des Capucines, des Italiens og Montmartre: tre parisiske gader, der ligger i forlængelse af hinanden et stykke nord for Louvre. Dannede på Goldschmidts tid et mondænt »strøg«. - Baand af den Slags ...: hentydning til den gordiske knude, som var bundet af oldtidskongen Gordios i Frygien. Knuden var uløselig, indtil Alexander den Store (356-323 f.Kr.) huggede den over med sit sværd.

109

Ary Scheffer(s): (1795-1858), hollandsk-fransk maler, der gerne lod sig inspirere af digterværker, fx Goethes Faust, til sine romantiske og sentimentale lærreder. Det her omtalte maleri er fra 1834. - Paolo og Francesca ... Dante og Virgil: Motivet er hentet fra La Divina Commedia, Den guddommelige Komedie (1307-20) af Dante Alighieri. I digtets første del, Inferno, føres Dante af den romerske oldtidsdigter Vergil (70-19 f.Kr.) ned gennem Helvedes forskellige afdelinger eller kredse. I den anden kreds, hvor de sjæle bor, som er gået fortabt p.g.a. vellyst, møder Dante og Vergil dette berømte elskovspar fra det 13. årh. Francesca var ved list blevet viet, ikke til Paolo da Rimini, som hun elskede, men til hans broder. Da denne broder erfarede, at Francesca og Paolo opretholdt 253 deres forbindelse, dræbte han i 1289 dem begge. - Amor noi condusse ad una morte, italiensk: Elskov os førte til en og samme død. Citat fra Dantes Divina Commedia, 1. del: Inferno, 5. sang vers 106. - Rue Lepelletier: nordgående sidegade til Boulevard des Italiens. Den store opera havde indtil 1873 til huse over for gadens udmunding i boulevarden. - Jenny Lind: (1820-87), svensk sopransangerinde med tilnavnet »den svenske nattergal«. Stemmen i forening med et dramatisk talent skaffede hende europæisk berømmelse. - Vachette: middelmådig restaurant på Boulevard Poissonière nr. 32. Eksisterer ikke længere. - Théâtre français: andet navn for Comédie-Française, det franske nationalteater, grundlagt 1680. - Palais Royal('s): palæ i Paris, opført 1629-36. Rummer siden 1804 Comédie-Française.

110

vixet: straffet, irettesat. - Satisfaction: æresoprejsning, gerne ved duel.

111

Heros, græsk: helt, halvgud. - cordialt: hjerteligt.

112

Petersborg: Sankt P., hovedstaden i zartidens Rusland 1712-1914; havneby ved Finske Bugt. Hedder siden 1914 Leningrad. - »Napoli«: ballet fra 1842 af August Bournonville (se ndf.); kan p.g.a. sin popularitet og sine mange opførelser betragtes som Danmarks nationalballet. - Balletmesteren: August Bournonville (1805-79), af fransk-svensk oprindelse. Solodanser og dansedirektør ved Den kongelige Ballet samt hofdansemester 1829-48. Fratrådte som danser 1848, men fortsatte som ballettens leder med mindre afbrydelser til 1877. Skrev ca. 50 balletter, som stadig danner grundstammen i Den kongelige Ballets repertoire.

114

Creditivet: anvisningen på en pengesum, der skal udbetales af tredjemand.

116

Bræmse: bremser, stikkende insekter. Goldschmidt bruger en gammel flertalsform. - Ætherisk: her overjordisk, jf. n.t. s. 147. - Clansmand: medlem af en klan, et højskotsk eller irsk stammefællesskab, hvis høvding udøvede en stærk, patriarkalsk magt.

117

pecuniairt: økonomisk.

118

(800) Gylden: også kaldet floriner, østrigsk sølvmønt 1858-91. 1 gylden svarede i 1859 til knap l rigsdaler (5 mark og 1 skilling), jf. n.t. s. 19. - keiserlig-kongelig: Den østrigske kejser, Frantz Joseph, var tillige konge af Ungarn.

120

Sondrio: by og egn i Lombardiet i det nuværende Norditalien, øst for Comosøens nordlige ende, nær grænsen til Schweitz. Lombardiet underordnedes efter Wienerkongressen 1814-15 det østrigske kejserrige, men i den italienske frihedskrig 1859-61 (se n.t. s. 124) tilfaldt det kongeriget Italien. - Cordialitet: hjertelighed. - tredie Plads: tredje klasse, dengang den ringeste i de fleste jernbanetog. - Sömmering: eller Semmering, et pas i de østlige Alper ca. 80 km sydvest for Wien. Har givet navn til Semmering-jernbanen (bygget 1848-54), som udgør en del af linien mellem Wien og Triest/Venezia.

121

Marburg: by i Slovenien ved floden Drau i det daværende Østrig-Ungarn, ca. 120 km syd for Semmeringpasset. Siden 1919 tilhørende Jugoslavien 254 under navnet Maribor. - Marcuspladsen: den centrale plads i Venezia, rummer bl.a. Marcuskirken. - bringe Guderne Takoffer: En tilsvarende ytring i Hjemløs (2. del, s. 522) godtgør, at der sigtes til Platons beskrivelse af Sokrates' død i Apologien (ca. 397 f.Kr.). Sokrates siger, at man skal huske at ofre en hane til lægeguden Asklepios. I Hjemløs omtolker Schiøtt dette til et takoffer for, at sjælen har levet i skønhed.

122

Physiognomi: ansigtstræk, her udtryk. - tre Rationer (militært): de for et bestemt tidsrum reglementerede portioner, specielt af mad og drikke. - Castellanen: borgfogeden. - Emolumenter: særlige fordele, specielt for embedsmænd, fx fri bolig og kost.

123

Talisman: genstand med magisk indskrift, der tillægges lykkebringende kraft. - Lord Byron: George Gordon, Lord B. (1788-1824), engelsk adelsmand og romantisk digter med europæisk berømmelse. Levede fra 1816 som landflygtig, især i Italien. Deltog som frivillig i grækernes frihedskrig mod tyrkerne (1821-32) og døde ved Missolonghi. - firepundige (Kanoner): som kan afskyde en jernkugle af fire punds vægt, dvs. meget let artilleri. - Lavetter: underlag på hjul til fremføring af skyts. - Standarter: rytterfaner (tryk på anden stavelse). - Moniteur: Le M. universel, tidsskrift grundlagt 1789 til udgivelse af den franske nationalforsamlings forhandlinger, fra 1799-1868 officielt regeringsorgan. - første franske Revolution: 1789-99, se n.t. s. 63. Den anden var julirevolutionen 1830, som bragte borgerkongen Louis-Philippe til magten; den tredje var februarrevolutionen 1848, som fældede ham.

124

Intendant: forvalter, her museumsleder. - jordet: begravet. - steyerske Soldater: soldater fra Steiermark, et østrigsk landområde ved Alpernes østlige ende; hovedbyen er Graz. - blodige (Øine): her i betydningen blodskudte. - fem, sex Alen: ca. 3frac12; meter. - Hirschfængeren: den lange jagtkniv, hvormed man giver fangst, dvs. afliver byttet. - Rygter om Krig: Den italienske frihedskrig (1859-61, med forspil i en række opstande i de enkelte stater) førtes under ledelse af den liberale greve Camillo de Cavour (1810-61), der var ministerpræsident i kongeriget SardinienPiemont. Krigens formål var et selvstændigt og samlet Italien. De nationalistiske tropper støttedes militært af Frankrig (Napoleon III), og i marts 1861 udråbtes piemonteserkongen Vittorio Emmanuele II til konge af stort set hele Italien. Lombardiet blev erobret af franskmænd og nationalister i slagene ved Magenta og Solferino i juni 1859. Det må altså være i de første måneder af 1859, Axel hører krigsrygter.

125

Garnison: militær styrke med fast opholdssted, her også beskyttelse.

126

exequeret: fuldbyrdet; især om militær straf.

127

Neapel: Napoli. - Friskarer: soldater i et mindre, løst organiseret frikorps. Her italienske nationalister. - trods (den bedste Adelsmands): fuldt så god som eller bedre end. - Hoch, tysk: leve!

128

200 Alen(s): ca. 125 meter. - Kartætscher: kartæsker, projektiler, hvert bestående af et tyndt metalhylster indeholdende bly- eller stålkugler, der ved detonationen slynges til alle sider. - Martiale: krigeriske; efter den romerske krigsgud Mars.

255

129

Decharge, fransk: salve, her affyring. - Hamp: blår, fremstillet af hampplantens stængel. - oppebie: afvente. - Jernkroneordenen: stiftet 1805 af kejser Napoleon I i hans egenskab af konge over Italien; 1816 fornyet og overtaget af den østrigske kejser. Navnet refererer til den gamle lombardiske kongekrone, som er af jern.

130

Mantua: Mantova, by i Norditalien, dengang i staten Venetien, der forblev østrigsk til 1866. - Slaget ved Solferino: se n.t. s. 124. - Chioggia: badeby 25 km syd for Venezia, indtil 1866 i den østrigske stat Venetien. - Magenta: by i Lombardiet, jf. n.t. s. 124. - Piazetta: Marcuspladsens (se n.t. s. 121) fortsættelse ud mod Canale di San Marco; rummer bl.a. Dogepaladset. - Havets ... Dronning: tilnavn til Venezia, som i det 15. årh. var en af Europas stormagter. Venezia var under østrigsk herredømme fra 1814-66, da byen og den omgivende stat Venetien indlemmedes i kongeriget Italien. - Eugen eller Loudon: se n.t. s. 79. - den evige Stad: på latin Urbs aeterna, oprindelig den antikke digter Tibuls (ca. 60-19 f.Kr.) betegnelse for Rom.

132

gjøre Honneurs: se n.t. s. 92. - Ancona ... Civita Castellana: Ancona er som Venezia en by ved Adriaterhavskysten, blot ca. 250 km længere mod sydøst. De øvrige nævnte byer ligger inde i landet og betegner stationer på vejen tværs over Italien. - San Pietro: Peterskirken, hvis kuppel er Roms vartegn og nordfra kan ses i næsten 20 km's afstand. - Lieux, où le coeur ..., fransk: Steder, hvor hjertet lægger sine mysterier! / Kirker, hvor vore mødre bad, / Mure, hvor vore forfædre kæmpede! Unøjagtigt citat fra første strofe af Victor Hugos digt La Bande noire (1823). Hugo skriver i første linie ikke mystères, men chimères, i tredie linie ikke Murs, men Tours. - Via Flaminia: den nordlige adgangsvej til Rom, ender ved byporten - Porta del Popolo: Roms nordlige byport, umiddelbart indenfor hvilken man finder kirken Santa Maria del Popolo.

134

Donna m'apparve ..., italiensk: En kvinde kom til syne / klædt i en levende flammes farve. Citat fra Dantes Divina Commedia, 2. del: Purgatorio, 30. sang vers 32 f. Jf. n.t. s. 139. - Arcader: buegange.

135

slaaer sig ... til: giver sig af med. - Dandy, engelsk: laps, »løve«. - Capitolium: en af de syv høje, som Rom er grundlagt på, beliggende i byens centrum. Krones af Capitolpladsen, som er anlagt i renæssancen efter udkast af Michelangelo. Pladsen omgives af tre paladser, hvoraf det ene, Palazzo Nuovo, rummer Det capitolinske Museum. Midt på pladsen en antik rytterstatue af kejser Marcus Aurelius (121-180 e.Kr.). - Vaticanet: Palazzo Vaticano, nord for Peterskirken, rummer de pavelige kunstsamlinger, som var og er offentligt tilgængelige. Paladset var i 1860'erne ikke pavelig residens. - esprit ... malice, fransk: vid og drilleri. - Grandezza, italiensk: værdighed. - sorte eller røde Strømper: De røde strømper bæres af en kardinal og er et af de tegn, hvorpå han skelnes fra en biskop.

136

Blomsterparterre: blomsterbed. - De nordiske Kunstnere: Siden slutningen af det 18. årh. kom skandinaviske kunstnere til Rom for at uddanne sig. I løbet af det 19. årh. dannede de et stadig tættere fællesskab; de stiftede 256 deres egne biblioteker, og siden 1856 arbejdedes der for dannelsen af en skandinavisk forening, som blev en realitet i 1860. - En Undtagelse dannede en lille Kreds: den såkaldte Dydsforening under ledelse af billedhuggeren Carl Fr. Holbech (1811-80). Dyden bestod i at drikke ordentlig vin. Goldschmidt har skildret kredsen i Fortællinger og Skildringer bd. I, 1863, under titlen: Hvorledes man lever i Rom.

137

Pompeji: oldtidsby ved Napoli (Neapel) i Syditalien, nær vulkanen Vesuv. Byen blev ved et vulkanudbrud år 79 begravet og først genopdaget i 1748. Fra 1850 er der foretaget regelmæssige udgravninger i byen. - Paludan-Müllers »Kalanus«: Frederik P.-M. (1809-76), dansk digter, hvis hovedværk er det tidskritiske episke digt Adam Homo. Digtet Kalanus fra 1854 handler om et møde mellem livsbegær og livsforsagelse (kierkegaardsk forstået mellem æstetisk og religiøs trang), personificeret i erobreren Alexander den Store (356-323 f.Kr.) og den indiske vismand Kalanus. Mødet er historisk. Digtet ender med, at Kalanus frivilligt lader sig brænde og derved, moralsk, besejrer Alexander. - Meleager: en af Alexanders officerer, der med den citerede slutreplik giver ordre til de militære musikere om at sætte ind med en sejrshymne for Kalanus.

138

Soirée, fransk: aftenselskab. - Quirinalhøjen: den nordligste af de syv høje, hvorpå Rom er grundlagt. Rummer også Piazza og Palazzo Quirinale, jf. n.t. s. 150. - Via della quattre fontane: De fire fontæners vej, der løb fra Piazza Barberini mod sydøst til kirken Santa Maria Maggiore. Den sydlige del af vejen hedder i dag Via Agostino Depretis. - den hendøende Cardinal: Benedetto Barberini (1788-1863), kardinal fra 1826. - de berømte Malerier: bl.a. Raffaels (1483-1520) La Fornarina og Guido Renis (1576-1642) Beatrice Cenci. - fransk Hovedvagt: Hovedvagten er en bys vigtigste garnisonsvagt. I Rom lå siden 1849 en fransk garnison, idet kejser Napoleon III beskyttede byen og dens tilliggende (Kirkestaten) mod den befrielsesbevægelse, som han på den anden side støttede (se n.t. s. 124). I september 1860 tillod kejseren Cavour at indtage den nordlige del af Kirkestaten, men lod paven beholde den sydlige indtil 1870, da de franske tropper blev trukket hjem. Rom blev da indlemmet i kongeriget Italien som dettes hovedstad. - den antike Løve: et hautrelief af en gående løve, fundet i Tivoli nordøst for Rom, var indmuret i trappeopgangens væg på første sal. - Crinoliner: vide, fodlange damekjoler, som ved stativer holdtes udspændt i klokkeform.

139

Og i en Kjortel som af Lyset spunden ...: citat fra Dantes Divina Commedia (se n.t. s. 109 og 134), 2. del: Purgatorio, 30. sang vers 32-42. Her i Chr. K.F. Molbechs oversættelse fra 1855; dog skriver Molbech ikke Lyset i første linie, men Flammer. Efter at have gennemvandret Helvede og Skærsilden kommer Dante til Det jordiske Paradis, hvor han møder Beatrice, den kvinde som han i ånden har elsket siden sin barndom, men som giftede sig med en anden og døde ung.

140

Aurora borealis, latin: nordlys.

141

Cavaliere, italiensk: ridder; en adelstitel. - Allongeparyk: paryk med lange krøller. - Propriétaire, fransk: ejendomsbesidder, også husejer.

257

142

Seigneur d'une terre ..., fransk: herre til et gods, et adeligt gods. - Monseigneur, fransk: Hans [kongelige] Højhed, Eminence, Nåde, Højærværdighed. - Chevalier, fransk: ridder, junker. - nos intimes, fransk: vore intime [venner]. - Fyrsten af Reuss: Fyrstedømmet Reusz i Thüringen (i dag i DDR) var delt i to dele og to fyrstehuse. De mandlige medlemmer hed alle Heinrich. Der kan her være tale om H. LXVII af Reusz-Schleiz eller H. XXII af Reusz-Greisz, men meningen er blot: en småfyrste.

143

Durchlaucht: højhed, durchlauchtighed; tiltale til fyrster.

144

Urban den 8des Tid: Urban Barberini (1568-1644) var pave fra 1623. - Estrade: forhøjet gulv, tribune. - Orangeri: væksthus til overvintring af orangetræer. - Passeggiataen(s), italiensk: promenaden, her parkanlægget på Monte Pincio (se n.t. s. 148). - sympathetiske: forstående, med-følende.

146

Duenna: anstandsdame. - Bonne: barnepige.

147

Villa Farnesina('s): villa på Tiberens vestbred, opført 1509-11 af Baldassare Peruzzi, indvendig udsmykket af bl.a. Raffael. - Villa Ludovisi('s): villa nord for Palazzo Barberini, opført 1622, nedrevet 1885. Rummede en stor familiesamling af især antik skulptur, der med særlig tilladelse var tilgængelig for publikum. - Sta Maria in Pace('s): kirke viet til jomfru Maria som tak for en fredsslutning mellem Rom og Firenze i det 15. årh. Blandt seværdighederne er Raffaels freskomaleri af oldtidens store spåkvinder, sibyllerne fra Cumae, Persien, Frygien og Tibur, udført ca. 1514. - la Cancelleria('s): Palazzo della Cancellería, opført i slutningen af det 15. årh., snart efter indrettet som pavelig kancellibygning. Især berømt for borggårdens søjlegange. - Æther: ældre, filosofisk betegnelse for det rene, luftformige stof, som mentes at fylde rummet over Jordens atmosfære; også brugt mere ubestemt om ren, klar luft.

148

Monte Pincio: højdedrag i Roms nordlige udkant, hvor Napoleon I i begyndelsen af det 19. årh. havde ladet anlægge en park, som blev et populært udflugtsmål. - Pønitensdag: dag, på hvilken man angrer og gør bod for sine synder. - Capitolium: se n.t. s. 135. - Kirkegang: i et af palæerne på Capitolhøjen var der indrettet en lille forsamlingssal til brug for protestantisk gudstjeneste. - Manlius: Marcus M. Capitolinus, romersk konsul, som år 387 f.Kr. slog en indtrængende gallerhær tilbage fra Capitolhøjen og derved frelste Rom fra udslettelsen. Tre år senere, da Roms præster, augurerne, mistænkte M. for at ville styrte den republikanske forfatning, lod de ham kaste ud fra den tarpejiske klippe på sydøstsiden af Capitol, kun få skridt fra stedet for hans heltegerning. - Johanniterordenen ... Stormester: også kendt som Malteserordenen; ældste gejstlige ridderorden, stiftet i Jerusalem med den opgave at forene sygepleje og krigstjeneste; stadfæstet 1113. Ordenen havde hovedkvarter på Malta 1530-1798 og styredes af en stormester. Den sidste maltesiske stormester, inden den russiske zar Paul I i 1798 tilranede sig titlen (og Napoleon I erobrede øen), var den tyske friherre (:baron) Friedrich von Hompesh (1744-1805). - photographisk Visitkort: portrætfoto i standardformat med navn under, ofte anvendt som visitkort.

258

149

Cicisbeo, italiensk: en gift kvindes offentligt anerkendte tilbeder og opvartende kavaler. - seraphiske: englelige, himmelske. - Conventikelvæsen: religiøs samtalekreds- eller klikedannelse. - Sonnet: sonet, et digt i en særlig raffineret 14-linjet strofeform, udviklet i den italienske renæssance af Dante og Petrarca, siden meget yndet af romantikkens digtere. - (udgivet) som Manuscript: for en snæver kreds, ikke med salg for øje. - nitidt: pragtfuldt, fornemt. -

150

Colosseum: ruinen af det Flaviske Amfiteater i Rom, der blev bygget for kejser Vespasian og hans søn Titus og indviedes år 80 e.Kr. Det var oldtidens største amfiteater, fire etager højt, 188 m langt, og rummede 50.000 siddepladser. Efter Goethes forbillede blev det i det 19. årh. mode at besøge den tilgroede ruin i måneskin. - Quirinalet: Piazza del Quirinale, der kroner Quirinalhøjen (se n.t. s. 138). Domineres af Palazzo Quirinale, der på Goldschmidts tid var pavens residens, indtil det i 1870 blev overtaget af Italiens konge. Midt på piazzaen står to antikke kolossalstatuer af tvillingerne Castor og Pollux med stejlende heste. - Colonnaernes Haver: parken omkring Villa Colonna, beliggende umiddelbart sydvest for Piazza del Quirinale. - Trajans Forum: torv syd for Villa Colonna, anlagt i det 2. årh.s begyndelse for kejser Trajan (53-117). Domineres af den 40 m høje Trajansøjle, rejst år 113; på søjlen er indhugget relieffer til minde om kejserens krige mod rumænerne. - Forum Romanum: det antikke Roms merkantile og politiske centrum, torvet, der i kejsertiden forvandledes til en repræsentationsplads. Henlå på Goldschmidts tid som et delvis overgroet ruinterræn, brugt til græsning for køer og får.

151

Genius: skytsånd i romersk mytologi.

152

Titus's Triumphbue: beliggende i den sydøstlige ende af Forum Romanum. Opført år 81 e.Kr. til minde om kejser Titus' ødelæggelse af Jerusalem 11 år tidligere. - omkring Korset: I midten af det 18. årh. havde pave Benedictus XIV rejst et højt krucifiks midt på Colosseum til minde om de kristne martyrer, som var døde i arenaen. Korset blev fjernet i 1870'erne. - Byrons »Manfred«: om Lord Byron se n.t. s. 123. Manfred er et dramatisk digt fra 1817 om en faustisk adelsmand, der har villet gennemtrænge universets hemmeligheder og derved har forårsaget sin elskedes død. Han flakker nu om i Alperne, ramt af den forbandelse, at han ikke selv kan dø. I sin sidste monolog (3. akt scene 4) erindrer M. en månelys nat i sin ungdom, da han stod på arenaen i Colosseum og følte sig den svundne oldtid nær. - In life there is no present: citat fra Manfred, 2. akt scene 2 vers 172.

153

som Skjærmbrædt: hentydning til Dante Alighieris poetiske selvbiografi La Vita Nuova, Nyt Liv (ca. 1295), hvor det i kap. 5 fortælles, at Dante længe skjulte sin kærlighed til Beatrice ved at lade som om, det var en anden kvinde, han elskede. Denne anden kalder han et skærmbrædt for sandheden. - Standarten: se n.t. s. 123.

154

Sølvtrompeter: Efter en tradition, der gik tilbage til renæssancen og først ophørte o. 1978, blev der ved de messer, som paven selv celebrerede, 259 blæst en fanfare i trompeter af sølv, når han bekendtgjorde, at brødet var forvandlet til Kristi legeme og vinen til Kristi blod. Ved messer, som celebreredes af andre, blev der blot ringet med en klokke. - Mustapha: Domenico M. (1829-1912), italiensk sopransanger og komponist. Virkede i det pavelige kapel (Cappella Sistina) fra 1848 til 1895 eller 1902. Han var en af de sidste kastratsangere.

155

Trastevere: den del af Rom, som ligger vest for Tiberfloden og bl.a. omfatter Peterskirken og Vatikanet. (Tryk på anden stavelse.)

156

Afviserne: skiltestanderne. - Piazza Rusticucci: en nu delvis bebygget plads foran selve Piazza di San Pietro; resterne hedder i dag Piazza Pio XII. - Baldachinen: den søjlebårne tronhimmel af bronze, anbragt over Peterskirkens højalter og apostlen Peters grav. B. er skabt af Gianlorenzo Bernini i årene op til 1633. - Sibyllerne i Sta Maria in Pace: se n.t. s. 147. - Canova: Antonio C. (1757-1822), italiensk billedhugger af den nyklassicistiske skole. Har til Peterskirken bl.a. udført et gravmæle for paver Clemens XIII og en statue af pave Pius VI. - Thorvaldsen: Bertel T. (1768 eller 1770-1844), dansk billedhugger. Sammen med Canova den betydeligste repræsentant for nyklassicismen. Fra 1797-1838 bosat i Rom, hvor han skabte sig en strålende karriere. Til Peterskirken har han udført et gravmæle for pave Pius VII.

157

Vedetkjæden (militært): en kæde af forpostvagter. - Otaheitier ... Nyseelænder ... Nyfoundlænder: uciviliserede folkeslag; hhv. polynesier fra Stillehavsøen Tahiti, maori fra New Zealand og eskimo fra New Foundland. - Geschichte, tysk: historie. - canoniseret: ophøjet til helgen. - Capitain-Vagtmester (militært, forældet): officer, der i en mindre fæstning var tilforordnet kommandanten og havde overopsyn med vagterne. - gaae til Gesandten om Pas: dvs. gå til den danske gesandt i Rom for at få et pas til hjemrejsen gennem Europa.

158

maliciøs: drilagtig. - Fripostighed: frimodighed. - Overbevisning om de Ting, man ikke seer: I Hebræerbrevet kap. 11 vers 1 defineres troen netop med disse ord.

159

Sciroccoen: den hede sydøstenvind, som fra Nordafrika blæser ind over Italien og ofte gør aktivitet umulig. - Franske Akademi: Villa Medici, opført 1544, beliggende på Monte Pincios sydskråning. 1803 købt af Napoleon I og siden da tilhørende Det franske Akademi; brugt som legatbolig for kunstnere. - Baun: bål på et højtliggende sted. - Hippologi: videnskaben om heste. - Hest, der kan flyve: Pegasus, en bevinget hest fra græsk mytologi; symbol på den digteriske inspiration. - Spanske Plads: Piazza di Spagna i den nordlige del af Rom, opkaldt efter den spanske gesandts palads, som ligger på pladsen. - Spanske Trappe: monumentalt udendørs trappeanlæg fra 1723-25; fører fra Piazza di Spagna op til kirken Trinità dei Monti.

160

Dahabieh: egentlig dahabiye, arabisk ord for en nilbåd til persontransport, ofte en husbåd med sejl. - Alexandrien: Alexandria, by ved Nilens delta i det nordligste Ægypten. Grundlagt af Alexander den Store år 322 260 f.Kr. - Katarakterne: de seks store vandfald, som Nilen danner syd for byen Aswan. Sejlads finder dog ikke sted syd for den anden, der ligger ved Wadi Halfa ca. 350 km fra Aswan. - Ramadan(festen): muhammedanernes fastemåned, der ligger i februar-marts. Der fastes i dagtimerne og festes om natten. - Gizeh: El Giza, by ved Nilen ikke langt fra Cairo. 7 km uden for byen ligger bl.a. Kheopspyramiden, to mindre pyramider og den store Sfinx (ca. 2500 f.Kr.). - Philæ: førhen en ø i Nilen oven for den første katarakt, 7 km syd for Aswan. Rummede flere velbevarede templer. Efter 1963 oversvømmet af den kunstige Nassersø. - Thebæs Ruiner: ruinerne af Theben, en oldtidsby ved Nilen nær det nuværende Luxor (El Uqsur). Hovedstad i Det mellemste Rige (ca. 2000-1800 f.Kr.) og igen ved Det nye Riges opståen (ca. 1550 f.Kr.). Fra denne tid stammer de store bygningsværker: templerne ved Luxor og Karnak, kongebegravelserne i Kongernes Dal, de såkaldte Memnonstøtter i Medinet Habu m.m.

161

Haardug: åbent vævet tøj, helt eller delvis bestående af fæhår. - ligesom Johannes den Døber: Iflg. Matthæusevangeliet kap. 3 levede Johannes Døberen før Jesu dåb i Judæas ørken. Hans klæder var af kamelhår, og hans føde var græshopper og vilde biers honning. - Konge af Neapel: Francesco II (1836-94), fra 1859 konge af Begge Sicilier, der omfattede hele Syditalien. Nært beslægtet med det østrigske kejserhus. Videreførte sin faders despotiske styre og blev som følge af et oprør, der udbrød i april 1860, fordrevet, dog først i september s.å. Goldschmidt fremdaterer således hans fordrivelse ca. frac12; år, idet greve Fritz kommer til Rom allerede i påsken. - Manfred: se n.t. s. 152. - det gamle Princip: autoritetsprincippet, som hævder romerkirkens autoritet på det åndelige område og den legitime fyrstes på det samfundsmæssige. Begge autoritetsformer forstås som udløbere af Guds almagt. Princippet gik sin sejrsgang i Europa efter Wienerkongressen 1814-15 (jf. Georg Brandes: Hovedstrømninger bd. III kap. 4). - Bourbonnist: tilhænger af den fra Frankrig udsprungne adels- og fyrsteslægt Bourbon, der i perioder af det 19. årh. sad på tronerne i Spanien, Frankrig og Begge Sicilier. Francesco II var Bourbon. - subskriberede: tegnede sig for bidrag til. - Zouaver: oprindelig et fransk korps af elitesoldater, rekrutteret blandt en kabylerstamme i Algeriet. Det pavelige zouavkorps bestod o. 1860 af frivillige europæiske katolikker, især unge franskmænd og belgiere af fornem familie. - de tabte Provindser: Der må tænkes på Sardinien-Piemont, Lombardiet, Toscana, Modena, Parma, Romagna og Begge Sicilier, som alle i begyndelsen af 1860, hvor vi nu befinder os, var eller var ved at komme under liberalt styre. Først i september 1860 blev selve Kirkestaten angrebet og delvis erobret af Cavours styrker, jf. n.t. s. 138 om fransk Hovedvagt.

162

Charlottenborg: se n.t. s. 72.

163

There are ten thousand tones and signs ..., engelsk: Der er ti tusinde toner og tegn, / Som vi hører og ser, men ingen beskriver - / Ufrivillige tankeglimt, / Som udefra slår ned i det eksalterede hjerte / Og danner en 261 fremmed intelligens / Lige mystisk og intens. Citat fra Lord Byrons (jf. n.t. s. 123) fortællende digt Mazeppa (1819) vers 234-239. - Prinzipezza, italiensk: fyrstinde. - Via Rasella: vestgående sidegade til Via della quattre fontane, jf. n.t. s. 138.

164

Eccellenza, italiensk: Deres excellence. - panin: betyder ikke noget på italiensk, men hund hedder rigtigt nok cane. - Keiserpaladsets Ruiner: ruinerne af det flaviske kejserpalads på Palatinerhøjen, den tidligst bebyggede af Roms syv høje, lige syd for Forum Romanum. - Romolus's Borg: Rom blev efter sagnet grundlagt år 753 f.Kr. af tvillingerne Romulus og Remus, sønner af krigsguden Mars og prinsesse Rhea Silvia. Romulus' hus skal have ligget på sydvestsiden af Palatinerhøjen. - Porta Mugonia: den nordøstlige af de tre porte i muren omkring det oprindelige Rom, der lå på Palatinerhøjen. - Brede: bredde. - Senatorernes Palads: Palazzo Senatorio, et af de tre renæssancepaladser, som omslutter Capitolpladsen, jf. n.t. s. 135. - Monte Pincio's Anlæg: se n.t. s. 148. - franske Akademi: se n.t. s. 159. - Campagne: C. di Roma, et sletteland omkring Rom; før det 20. årh. rigt på sumpe og derfor usundt. - Monte Soracte: bjergtop ca. 40 km nord for Rom. - Albanerbjergene: en gruppe af udslukte vulkaner sydøst for Rom.

166

Via Frattina: løber fra den sydlige ende af Piazza di Spagna (se n.t. s. 159) mod sydvest til Via del Corso, Roms hovedgade. Endnu i dag kendt for sine modebutikker. - 25 Scudi: romersk møntsum, svarende til ca. 50 rigsdaler, jf. n.t. s. 19.

168

incommensurabel: usammenlignelig, uforenelig.

169

Lopez de Vega: egentlig Lope de Vega Carpio (1562-1635), spansk renæssancedigter, hvis uhørt store produktion omfatter både lyrik, epik og drama. Hans digte er ofte beregnet til sang. - Prinds Carl ... Infantinde Maria: Charles I (1600-49), konge af England og Irland fra 1625, lå som prins i ægteskabsforhandlinger med den katolske prinsesse Maria af Spanien. Da forhandlingerne trak ud, besluttede premierministeren G.V. Buckingham (1592-1628) at rejse til Madrid med prinsen. Det skete i 1623, men skønt Charles ved ankomsten blev stærkt forelsket i Maria, endte forhandlingerne negativt. - Ancora!, italiensk: igen, da capo!

170

alter ego, latin: andet jeg.

171

Loggia'en: den overdækkede balkon på Peterskirkens facade ud mod Piazza di San Pietro.

172

Girandola(-Aftenen), italiensk: fyrværkeri; afbrændes anden påskedag fra terrassen på Monte Pincios skråning ned mod Piazza del Popolo.

173

Farnese: Palazzo F., Roms betydeligste renæssancepalads, påbegyndt 1514. Tilhørte på Goldschmidts tid kongen af Neapel, jf. n.t. s. 161. - Aladdin ... lod Gulnare hente: I Adam Oehlenschlägers skuespil Aladdin eller Den forunderlige Lampe (1805), der bygger på et eventyr fra 1001 Nat, lader hovedpersonen lampens ånd hente vezirens datter Gulnare, skønt hun ligger i brudeseng med sin lovformelige brudgom Saladin (slutningen af 2. akt).

262

175

Obelisken: en ægyptisk stenstøtte fra o. 1250 f.Kr., ført til Rom af kejser Augustus (63 f.Kr.-14. e.Kr.) som sejrstrofæ. I 1589 opstillet på Piazza del Popolo. - Via Felice: fællesnavn for to (nu tre) gader i forlængelse af hinanden: Via Sistina (se n.t. s. 182) og Via della quattre fontane incl. Via Agostino Depretis (se n.t. s. 138). Løber fra Den spanske Trappe mod sydøst til kirken Santa Maria Maggiore.

176

neapolitansk: fra Napoli, dvs. tjenstgørende hos kong Francesco II, jf. n.t. s. 161.

177

østerrigsk Occupation: I slutningen af 1850 besatte Østrig og Preussen, under pres fra den russiske zar, Holsten for at bringe en ende på Treårskrigen, jf. n.t. s. 62. Besættelsen ophørte i begyndelsen af 1852. - en règle, fransk: i reglementeret eller ordnet forhold [til].

180

Terrainet: jordoverfladen. - Cola di Rienzi: (1313-54), en folkelig eventyrer, der i 1347 tog magten i Rom under titel af tribun. Under en ceremoni, hvor han kronede sig selv, tog han et renselsesbad i en døbefont, som man troede var blevet brugt ved Konstantin den Stores dåb. - Constantin den Store: (274-337), romersk kejser fra 306. Gav ved ediktet i Milano år 313 de kristne religionsfrihed og lod sig selv døbe på dødslejet. - Profanation: vanhelligelse.

181

skuffende Billeder: illusioner. - Casa Campini: i dag Ciampino, et jernbaneknudepunkt ca. 15 km sydøst for Roms centrum.

182

Via Sistina: den nordvestlige forlængelse af Via della quattre fontane, jf. n.t. s. 138. Løber fra Piazza Barberini til Den spanske Trappe. - Liberikjole: en uniformsjakke med lange skøder, beregnet for en herskabstjener eller -kusk.

183

Capo le case: Via di C.l.c. (»husenes ophør«) syd og sydøst for Den spanske Trappe. I dag er den østlige del, hvor Axel og Salling følges, omdøbt til Via Francesco Crispi. - Via dei due Macelli: løber fra Piazza di Spagna mod sydøst i retning af Quirinalhøjen.

185

Palermo: den største by på Sicilien.

186

Hotel Muntsch: hotel på Neuer Markt i den sydlige del af Wiens centrum. Eksisterer ikke længere.

187

Kärthnerthorstrasse: hovedgade inden for Wiens i 1860 endnu eksisterende volde. Førte fra centrum til den sydlige byport Kär(n)thner Thor. Hedder i dag Kär(n)thnerstrasse. - Josephstadt: forstad umiddelbart vest for Wiens volde; indlemmet i byen siden 1863.

188

Mazzini(s) eller Kossuth(s): Giuseppe M. (1805-72), italiensk revolutionær, leder af organisationen Det unge Italien. Lajos K. (1802-94), ungarsk politiker og revolutionshelt. Løsrev Ungarn fra østrigsk overherredømme 1849, men blev nedkæmpet og gik i landflygtighed. Sammen organiserede M. og K. en europæisk revolutionskomité i London og rejste gennem agenter flere opstande, bl.a. i Italien. - en plein dixneuvième siècle!, fransk: midt i det 19. århundrede! - En Kjærlighedens Soldat ...: henvisning til den romerske digter Ovidius Naso (43 f.Kr.-17.e.Kr.), i hvis digtsamling Amores, 1. bog kap. 9, kærligheden sammenlignes med 263 krig og soldatertjeneste. I vers 7 hedder det, at både soldaten og elskeren våger natten igennem og sover på jorden.

189

Cabriolet: let enspændervogn med kalesche. - i Krig og Kjærlighed ...: et mundheld, der stammer fra Miguel de Cervantes' roman Don Quijote (1605-15), 2. del kap. 21. - Hitzing: landligt distrikt vest for Wien, på skråningen af Wiener Wald. Først indlemmet i byen 1891. - hundrede Gylden: se n.t. s. 118. - Mil: ca. 7frac12; km.

190

Herskabsjæger: en tjener, iført et særligt liberi, gerne med fjerbusket hat. Hans opgave var specielt at betjene husherren, hjemme eller på køreture.

192

Æren er det feireste Træ i Skoven: ordsprog, som findes i Peder Syv: Aldmindelige Danske Ordsproge I (1682), optrykt i Danmarks gamle Ordsprog VII:1, 94. Indeholder et ordspil på træet ær, som er af ahornfamilien. Feir betyder fager, skøn. - Poste restante, fransk: forblivende post, dvs. post der ikke udbringes, men henligger på posthuset til afhentning. - Genf: eller Genève, en by i det sydvestlige Schweiz på grænsen til Frankrig. Blev i det 16. årh. gennemtrængt af den religiøse reformator Johan Calvins lære og erhvervede status som centrum for protestantismen i de fransktalende lande. - souverain: suveræn, dvs. fyrstelig, jf. n.t. s. 20.

193

égard, fransk: hensyn, høflighed. - Salzburg: by i den midt-vestlige del af det daværende østrigske kejserrige, lige på grænsen til Bayern (Tyskland). - Bøhmer: mand fra Bøhmen eller Tjekkiet, tjekkernes land omkring øvre Elben og dens bifloder. Hovedbyen er Prag. Var på Goldschmidts tid indlemmet i det østrigske kejserrige, i dag i Tjekkoslovakiet. - Hussiter(familie): tilhængere af den bøhmiske religiøse reformator Jan Hus, der i 1415 blev brændt som kætter. Hans død blev signalet til et oprør mod paven og den tysk-romerske kejser, som dengang beherskede Bøhmen. De sidste rester af hussiterbevægelsen sluttede sig i 1727 til herrnhuternes brødremenigheder.

194

Bruck an der Mur: Alpeby ca. 125 km sydvest for Wien, beliggende på jernbanelinien til Triest/Venezia, jf. n.t. s. 120. - St. Gilgen: by ved St. Wolfgang-søen ca. 25 km øst for Salzburg.

195

fem Gylden: se n.t. s. 118.

196

Bayern: sydtysk kongerige (indtil 1918), mod syd og øst grænsende op til det daværende østrigske kejserrige, som det i 1860'erne var tæt forbundet med. Støttede 1866 Østrig mod Preussen. - Bodensøen: største sø i Alperne, beliggende på grænsen mellem Bayern og Schweiz.

198

hartad: næsten.

199

Og i en Kjortel ...: se n.t. s. 139.

200

Mont Cenis: pas i de vestlige Alper på grænsen mellem Frankrig og det daværende kongerige (Sardinien-)Piemont, som 1860/61 indgik i kongeriget Italien, jf. n.t. s. 124. - Malta: ø i Middelhavet syd for Sicilien. På Goldschmidts tid en engelsk kronkoloni. - Libanon: bjergkæde nær den lilleasiatiske Middelhavskyst, på Goldschmidts tid i Osmannerriget, i dag i staten Libanon. - Genua: Genova, havneby ved Middelhavskysten i det 264 daværende kongerige (Sardinien-)Piemont, jf. ovf. om Mont Cenis. - Elysium: i græsk og romersk mytologi et paradisisk sted ved verdens ende. Her opholder de gode menneskers skygger sig efter døden. - Camaldoli: navn på flere klostre i Italien, heraf to i nærheden af Napoli; det ene nordvest for byen, det andet på sydsiden af Vesuv.

202

Stormvæddere (militært, forældet): stormbukke, redskaber til nedbrydning af muren omkring en belejret by, undertiden udstyret med vædderhoveder. - Capitainschaluppen: den robåd (slup), som kaptajnen på et større skib benytter, når han skal til og fra borde. - calabriske Bjerge: den del af Appenninerne, som opfylder Calabrien, Italiens »støvlenæse«. - Ætna: vulkan på det nordøstlige Sicilien, ca. 3,3 km høj.

203

Syrien: mellemøstligt landskab, hvis vestlige del ligger ud til Middelhavet. På Goldschmidts tid en del af Osmannerriget, i dag i staterne Libanon og Syrien. Tarablus (Tripoli) er en havneby ved den nordvestlige ende af bjergkæden Libanon. Byen ligger i dag i staten Libanon og må ikke forveksles med Tarablus (Tripoli) i Nordafrika. - Ehden: i dag Ahdan, en libanesisk bjerglandsby ca. 25 km sydøst for Tarablus. Iflg. en arabisk overlevering skal Paradiset have ligget netop i denne egn. - 4.700 Fod: ca. 1.475 meter.

204

tilsæters: dvs. til sæters som i Norge, hvor bønderne om sommeren flyttede med deres får op til græsgangen i fjeldet.

205

den store Prophet: Moses, som Gud iflg. 4. Mosebog kap. 20 straffede for vantro ved at lade ham dø, da han havde ført israelitterne til grænsen af Kana'ans land.

206

Matten: måtten. - Augustinerkirken: i Augustiner Strasse i den sydlige del af Wiens centrum, 2-300 m fra Hotel Muntsch (jf. n.t. s. 186).

208

Himmelstigen: hentydning til 1. Mosebog kap. 28, hvor patriarken Jakob drømmer om en stige, der fra jorden fører lige op i himlen. I samme drøm åbenbarer Gud sig for Jakob og lover hans efterslægt velsignelse. - Amethyst: halvædelsten, violet kvarts. - Opal: smykkesten, halvgennemskinnelig, mælket, med et blåligt eller rødligt skær. - Dødsenglen: i jødisk tradition det væsen, der henter den døendes sjæl. Også kaldet Dødens Konge, på hebraisk Mal'rh hamoves (jf. En Jøde, 1. udgave, s. 414 og 430).

209

Min Velsignelse skal komme til Dig ...: se n.t. s. 47.