↩
Men det fandt Goldschmidt god mening i. Sagen var, at han selv 20 år forinden, i sin æstetiske ungdom og efter P.L. Møllers forbillede, havde indledt et frit forhold til en skibsførerdatter fra Christianshavn. Med hende, som han fik uden nogen sinde at have elsket, havde han et eller to børn (hun sagde to, han et). Under en Nemesissynsvinkel fandt han det i orden, at når han nu omsider mødte kærligheden, var det sammen med en kvinde, som han ikke kunne få.
220
Men den bølge af lidenskab, der rejste sig i ham, kunne han fastholde som digterisk inspiration. Da Christiane Stilling oven i købet under en af deres samtaler ytrede, at han trods alt var dansk digter og burde blive det igen, mærkede han de engelske planer skrumpe ind til intet. Få måneder senere var han tilbage i København (juli 1863) og allerede i færd med at skrive Arvingen. I sin autobiografi sammenfatter han diskret de romerske oplevelsers betydning i følgende ord:
»formedelst Noget, som var i Sindet og udenfor, timedes der mig en stor Lykke, en stor Lysglans, hvortil hørte en tilsvarende Gjæld, og jeg gik ind i Glansen og Gjælden. Alt det Nævnte eller Antydede tilsammen førte til, at samtlige Poesiens Muligheder vaagnede i mig; ideal Løftelse og Bekymring, glade og tunge Forestillinger om Verdens skjønne Orden og Strenghed, stort Haab og stærk Selvdom stege frem og fik tilnærmelsesvis Form, maaske mest kjendelig i »Arvingen« og »Bjergtagen«.« (Livs Erindringer og Resultater, Morten Borups udgave, bd. I s. 202.)