↩ Nu er det endelig det sidste Seil, han er ved at klare. Han hænger høit oppe i Hækken. Stormen gjennemblæser ham, mens den spiller paa de afklædte Hækkes Træmasker som paa en Strengeleg - en hylende, vanvittig Melodi, ensformig stigende og faldende. Pludselig pladske og rasle Haglene ned over ham, pidske ham i Ansigtet, saa han er nær ved at skrige af Smerte, blænde hans Øine og stivne hans Fingre, der pille ved en Rebknude, mens han usikkert nok med Armen holder sig fast i det rystende Træværk. Nedenunder ham er Gaarden næsten i uafbrudt Belysning. Den er ligesom et Legetøi for Lynene: naar det ene mat er 474 ved at tabe den ned i Mørket, fanger et andet den og løfter den op i sit grelleste Skjær. Og Tordenens Bølger - nære og fjerne - rulle over i hinanden, blandende deres forskjellige Lyde: - rumlende som tunge Læs paa Stenbro, buldrende som fjerne Kanonskud, bragende som Geværsalver, gungrende som om Jernplader blev væltede over hinanden.