↩ Mølleren tav. Hanne laa op til hans Bryst med sin Arm om hans Nakke, Skovfogden holdt hans Haand mellem sine. Taarerne trillede ned ad hans Kind. Han havde ikke grædt siden Christines Død, og der var en Lindring i disse Taarer, som han ikke havde troet nogensinde mer skulde blive ham til Del. Hvor velsignet var det ikke at have talt ud og betroet sig, ikke længer at have denne Hemmelighed lukket inde i sit Bryst, som Damp, der vil sprænge Kjedlen, hvis ikke en Ventil aabnes. For første Gang var han i sine Venners Øine den, han virkelig var. Og skjøndt han midt i sin Angst for Skriftemaalet havde følt sig overbevist om, at disse to Mennesker ikke vilde bryde med ham - hvad saa end alle Andre gjorde - var der noget Vidunderligt i dette at have anklaget sig selv, Intet skjult og ikke besmykket Noget og dog endnu have 513 Kjærlighed om sig - forstaaende og tilgivende Venskab og Kjærlighed til Døden.