↩ Medens de luntede over Ridepladsen, lod Gustav alt dette passere Revue med en vemodig Følelse af, at en saadan Aften maaske aldrig kom igen. Han saà paa hendes slanke Skikkelse, der vuggedes yndefuldt paa Hesteryggen, helt overgydt af det milde Lys. "Ja, hvis Livet var saa let og straalende som en saadan Tur," tænkte han, - "hvad andet kunde jeg da ønske mig end altid at have hende ved min Side- -" . . . Esther bøjede sig frem og klappede Ulrikkas Hals med en smilende Trang til at være kærlig; - hun følte sig lykkelig og rolig, men tænkte ikke paa Gustav, - eller lagde i alt Fald ikke Mærke dertil; han var kun tilstede i hendes Bevidsthed som noget, der hørte med og ikke kunde tænkes borte.