↩ Kan Du høre disse Ord, og see disse Taarer, uden at rødme over den Betydning, hvori man i Almindelighed tager Ordet Kjærligihed? spørger Eder, saamange ere, der ansee en jordisk ugjengjældt Lidenskab som en stor Ulykke, og ruge over denne Sorg, saa Eders unge, skjonne Tilværelse formørkes, og bliver besværlig for Eder selv og Aadre: Hvorledes ere I tilmode ved at høre disse Ord? Føle I dog ikke det smaalige og egoistiske i Eders Sorg, ved Synet af den Kjærlighed, der sætter Livet til for sine Venner? Og den bebreider Eder intet, den siger kun: O vidste Du hvad der tjener til Din Fred! Havde Du end aldrig hørt det før, hvad der er det ene Fornødne, saa maae der jo ved disse Ord gaae en Anelse op for Dig om den skjønne Kjærlighed, Menneskekjærligheden, ber giver os Kraft til at hæve os over vor egen, perfonlige Sorg, og leve i og for det Hele. Tør du see denne Kjærlighed i Øiet og sige! Giv mig den Mand jeg elsker, han er det cue Fornødne for mig? -