↩
Jeg veed nok at hvor, jeg tør sige uafviseligt dette er, som Theorie betragtet, vil det kun efterhaanden lade sig overføre i Praxis, og komme I med den Indvending at det dog neppe vil Være tilstrækkeligt at lade sig følge hjem om Aftenen af Kvindeligheden, saa kan jeg ikke svare andet end: Nei, nu da Kvindeligheden engang har erklæret sig umyndig, og bekjendt sig at Være aldeles magtesløs og ude af Stand til selv at forsvare os, tage Folk den naturligviis paa Ordet, og behandle os som de, ikke uden Aarsag, troe sig berettigede til, Derfor maae vi følges, passes paa og beskyttes. Om nu en Enkelt føler sig stærk nok til at, »gaae alene« og derfor ikke tager i Betænkning at sætte sig ud over Formen, - saa falder det aldrig noget Menneske ind at hun gjør det af Princip, de troe derimod at Karlen har været paa Vagt; dette Øieblik, hvor hun træffes tilsyneladende ubevogtet, bliver ikke ubenyttet - og næste Gang lader hun sig dog følge! - Det gaaer her, som altid, at den Enkelte maae lide for hvad de Mange have forbrudt, thi der er ikke efter Undtagelserne, men efter Regelen at Begrebet om Kvinden dannes. Det hjælper mig saa godt som intet, om jeg end føler mig nok faa stærk og uantastelig - saalænge den store Pluralitet af Eder ere svage, halvagtige Væsner, bliver jeg dog behandlet som svag; thi af Mængden betragtes jeg ikke som Personlighed,
49
men som Fruentimmer. Hvad kjende Folk, vi møde paa Gaden, til Vor Personlighed? Var Kvindeligheden i Reglen det for os, som den skulde være: ikke en negativ, halvudslukt Følelse af at der ikke bør tilstøde os noget Fornærmeligt, men en klar levende Anerkjendelse af at vi ikke bør have nogen ydre Beskyttelse behov, da vilde det: at være en Kvinde, Være os endnu mere til Betryggelse, end det nu er farligt for os og udsætter os for Angreb. I ethvert Tilfælde gaaer det ud over de stakkels Undtagelser: sætte de sig ud over Formen, saa udstødes de af Samfundet, og det er det Samme for den, der er opfyldt af Higen efter at virke til dets Nytte og Ære, som det er for en Mand at blive sat ud af sin Virksomhed, at tabe sit Livs Maal og Hensigt, altsaa at døe; og indordne de sig under Formen, da opnaae de ikke her i Livet den Frihed, hvori først ret deres Kræfter vilde udvikle sig, og deres Aands vinger udfolde sig. De ville bestandigt føle et Tryk, som hæmmer deres Virksomhed, og forkorter deres Liv. Thi der gives Characterer, for hvem Trældom, ligemeget i hvilken Form og til hvilken Grad, er en langsom, men sirker Død. Af to Onder maae man dog helst bælge det Sidste, thi da kan man jo haabe at paavirke sin Tids Begreber, saa der hanes Bei til en liberalere Opfattelse og Anerkjendelse af Personlighedens Berettigelse, at paavirke Pluraliteten af sit Kjøn, saa den Selvfølelse, den Erkjendelse af sit eget Værd vaagner hos hende, som ene kan give hende Krav paa Andres Anerkjendelse og Ærbødighed.
50
Skjøndt jeg ingen Menneskekjender er, Veed jeg dog undertiden saa vist hvad I ville indvende imod mig, at jeg f. Er. i dette Øieblik tydeligt kan høre Eders utaalmodige Udbrud: »Det er dog kjedsommeligt, som Du koger Suppe paa en Pølsepind! Er det en saa vigtig Sag, om vi blive fulgt hjem om Aftenen eller gaae alene, at. Du deraf kan tage Anledning til at tale om Trældom, Undtagelsers Opoffrelse, Død o. s. v. vi indsee slet ikke hvad rart der er ved at gaae alene paa Gaden« o. f. v.