↩ Jeg har talt om alvorlige Ting, rigt og levende stod Tanken for mig i en Heelhed, som begeistrede mig selv. Og nu, da jeg læser det Skrevne, forekommer det mig afbrudt og uskjøndt, fuldt af Feil, og af endnu flere Mangler - kun et Omrids af hvad jeg tænkte, og det endog et sønderrevet, og sket sammenføiet Omrids. Dog synes Et mig klart: At jeg har en god Villie, en oprigtig Kjærlighed, og det skulle I ogsaa vide. Saa maae I heller end gjerne opdage, at jeg slet ikke har den Forstand, man fra først af har tillagt mig. Jeg kan opgive at fkrive, opgive det jeg ansaae for mit Kald i Livet, men jeg kan ikke opgive Eders Agtelse og Kjærlighed. Kald mig ensidig, sværmerisk, indskrænket, - men erkjend at jeg elsker Eder! Saa Vil jeg kunde trække mig tilbage, og ikke Være ulykkelig, hvad jeg saa taber i Livet.