8.
✂ Medens Holberg blev digter ud af overskuddet i sin natur (den »poetiske Raptus«), måtte Falster hjælpes ind i poesien, og da det sker, knytter han sig til den ved en bevidst viljesakt i forbindelse med den »umættelige lyst til at undervise«, der for ham var det uvilkårliges manifestation.*
✂ Allerede før Ribetiden havde filologen i ham drevet ham til oversættelsen af Ovids Tristia, der dog først udkom 1719. Da han var blevet konrektor i Ribe og førstekraft ved skolen, forener filologen sig med pædagogen, og ud fra den dobbelte tilskyndelse fuldfører * 20 han en metrisk oversættelse af Juvenals 14. satire -den med det berømte slogan: »Maxima debet ur puero reverentia!«, d.e. man skylder den opvoksende ungdom den største ærbødighed og omsorg!
✂ Medens Ovid-oversættelsen var på rimede aleksandrinere, verterer han Juvenal i den ældre danske satiredigtnings dragt - den rimede, ottelinjede strofe med regelmæssig vekslen af fire- og trefodsjamber, som han siden anvender i samtlige sine danske satirer.
✂ Da Juvenaloversættelsen er færdig, sender han den i manuskript til sin patron Chr. Rantzau (1684-1771) med anmodning om at måtte tilegne ham den. Men Rantzau er ikke tilfreds. I kraft af sin sikre sans for litterær værdi ser han, at med al god vilje har Falster forringet Juvenal, og så svarer han ham således:7
✂ ... mens almindeligen at anmercke, da er det efter mit tycke en al for tvungen, for ei at sige umuelig Sag, med fuldkommen god held i lige mange Vers at oversætte en Poet ...
✂ Men til det negative i afvisningen føjer Rantzau derefter en positiv opfordring, der viser ham som Holbergs medvider - en mand i ægte samføling med det nybrud i dansk åndsliv, der finder sted i tiden omkring 1720.
✂
Medens hans ene klient - Holberg - i så henseende kunne klare sig selv og tilmed gå i spidsen, vil Rantzau nu gerne have sin anden klient, den forsigtige og mindre oprindelige Falster, med i samme bevægelse fra les Anciens over til les Modernes. Han fortsætter sit brev således:
21
... dernest, var det ei vanskeligere end misligt, skulde jeg holde det for langt lettere at imitére ved application paa wore tider en Poet, end at vertére ham ...
✂ Den klare tanke i det tunge sprog er den, at i stedet for at oversætte en gammel Juvenal skulle man hellere søge at blive en ny: du skal ikke oversætte romernes Juvenal - du skal blive danskernes! Rantzau bruger ganske vist ordet imitere, men imitere på den måde er ikke at imitere, men at blive sig selv.
✂ Efter det svar anser klienten Falster det for sin skyldighed at stille sin Juvenal i bero - hvad han også gør.
✂ Medens man siden Christen Thaarups Falsterudgave 1840 har ment, at versionen forelå i en nu tabt udgave fra 1718 eller 19 (således Ehrencron-Müller i hans Forfatterlexicon, 1926), fremgår det med sikkerhed af oversete udtalelser i Falsters fortale, at den har henligget i hans skuffe, indtil den fremkom i den smukke udgave fra 1731.
✂ At Falsters vej til poesien har været den, der her antages, bestyrkes af denne midlertidige henlæggelse af Juvenalversionen: gennem det tomrum, der derved opstår, får antagelsen sammenhæng og sandsynlighed.
✂ Efter Rantzaus brev har Falster befundet sig i en tilstand af rådvildhed. Hvorledes skulle han, der var så bunden til de Gamle, nu kunne gå over til de Moderne?
✂
Som yderligere tilskyndelse sender Rantzau ham
22
året efter det hidtil udkomne af »Peder Paars« med følgende bemærkning:8
... jeg vil ønske dend for HE r
Rector maa have Gratiam Novitatis, er ellers efter mit tycke en schmuk invention og Klygtig indfald ...
✂ Det er ord, som man gerne kunne sætte i guldramme som vidnesbyrd om en adelsmand, der levede op til de gyldne kæders forpligtelse.
✂ Med tanken på vore sædvanlige barrierer over for ny erkendelse må man beundre, at denne mand straks har forstået Holbergs digt efter dets hensigt. Ifølge Ehrencron-Müllers Holbergbibliografi (II, s. 134) forekommer der ikke andre positive udtalelser fra den umiddelbare samtid end denne af Rantzau.