Falster, Christian 11

11

Vendepunktet indtræder med »Verden som et DollHuus«, der begynder i det almene og ender i det personlige.

Det er i denne forbindelse meget påfaldende, at den danske satire offentliggjordes i 1730, men den latinske discurs om den først året efter - i 1731 i 2. part af Amoenitates.

31

Enhver, der ville, kunne altså nu sammenligne den latinske redegørelse for temaet med den danske realisering af det og ad den vej få forklaret, at satiredigteren har skiftet holdning. Der er forskel mellem den oprindelige form, som discursen meddeler, og den endelige form i den trykte udgave fra 1730: det latinske lyssyn fra dengang er blevet til et dansk mørksyn nu.

Efter de muligheder for en tidsbestemmelse, discursen indeholder, kan dens tid med ret stor tilnærmelse til vished fastsættes til engang i løbet af 1719 efter dette års 10. jan. - d.v.s. efter datoen for det brev fra Rantzau, der opfordrede Falster til at blive en dansk Juvenal. Medens der m.h.t. tidsbestemmelserne i øvrigt henvises til udgiverens artikel i Danske Studier, 1981, skal her nævnes, hvorledes Falster trækker en af dem ind ved hårene: når han i debatten henviser til et brev, han har modtaget d. 22. febr. 1718, er denne i og for sig helt overflødige eller uvedkommende oplysning beregnet på at lade læseren af 1731 forstå, at det, han her læser om, må lægges tilbage i årene hen mod tidspunktet for den anførte brevdato.

Den latinske skitse fra 1719 adskiller sig fra den danske udførelse fra 1730 på en række mindre væsentlige og ét meget væsentligt punkt.

I den danske form er afsnittet »drengen« (puer) faldet ud og erstattet med en dublet til den »lille jomfru« (virguncula). Endvidere er afsnittet om »soldaten« (miles) udgået uden erstatning, hvorved den danske forms antal af værelser reduceres fra 10 til 9.

32

Medens disse ændringer forekommer neutrale, mærkes der hensigt, når førsteformens 8 og 9 byttes om, så man i den danske redaktion kommer umiddelbart fra den hårde kritik af religiosus til det sidste afsnit om digteren selv (ego ipsemet): forståelsen af digterens mismod ved den kritiske gerning ledes derved uvilkårligt i retning af et uovervindeligt religiøst hykleri som dets kilde.

Men - og det er det væsentlige punkt - i den latinske skitse fra 1719 er der slet ikke noget mismod! Det er først kommet til i redaktionen fra 1730 og da som noget helt nyt. Enhver, der sammenligner, ser det.

Tøger Reenberg havde sluttet sin »Verdens Daarekiste« med at anbringe sig selv i den: »Jeg og af samme Vanitet, - Blant andre Narrer fleere, - Vil her mig giøre til Poet, - og Daarer reformere«. Også Falster anbringer sig selv som den sidste i rækken af galehuslemmer såvel i det latinske referat som i den danske udførelse.

Men han er ikke den samme begge steder. Fra 1719 til 1730 er satirikeren i ham undergået en radikal forvandling.

I den første støbning - den latinske - er holdningen humorens som hos Holberg. Som denne ikke glemmer sig selv, når han raillerer med andre, gør Falster det heller ikke. Hovedparten af det kortfattede referat af egoipsemet-afsnittet udgøres af dette citat af Seneca, hvis visdom Falster gør til sin: »Naar jeg engang vil forlyste mig ved en Nar, behøver jeg ikke at lede langt borte: jeg ler ad mig selv«.

33

Men i den danske form fra 1730 er al selvanalyse i humorens forsonende ånd borte. Når han nu vender blikket mod sig selv, ser han ikke længer sit slægtskab med de andre narre, men kun sin forskel fra dem: medens de er tåbelige o.s.v., er han den naive idealist, der har troet, at han kunne reformere verden, men som nu under veklager tvinges til at indse, at den opgave, han har fået pålagt af Sokrates, er over evne. Han har givet op. Det kan ikke nytte!

Som satiredigtningens sprog var udviklet, savnede det udtryk for det patetisk smertefulde. Så da Falster bekender tragedien ved opgivelsen af en ideel stræben, sker det i disse yderst jævne ord, der søger flugt ved at læne sig op ad ordsprogene:

Hans Skiers-Ild dog ey rense kand
De sudlervurne Siæle;
En Hore vil dog have Mand
Og Tyven vil dog stiæle.

»Verden som et Doll-Huus« blev i sin tid til som hans gennembrud til den satiriske poesi, men af en utilfredshed med den, hvis grund vi ikke kender og heller ikke kan gisne om ud fra det latinske referat, henlagde han den i stedet for at lade den udkomme som den første af sine satirer med alment sigte.

Da de øvrige fem af denne gruppe er udkommet og tiden går, kommer han mere og mere til at indse, at verden ikke kan hjælpes, fordi den er og bliver et galehus, og da denne opfattelse har fæstnet sig til overbevisning, tager han i 1730 sin satire med galehuset frem igen, ændrer den i overensstemmelse med sit mørksyn, på visse punkter radikalt - og udgiver den.

34

Tidspunktet var ikke tilfældigt.

Året 1730 var jo året for det regentskifte, der gjorde ham modløs og tavs. Stemningen under Christian d.6. standsede Falsters virksomhed, ligesom den gav Holbergs en anden retning - siger N. M. Petersen (IV, 2. 277).

Som yderligere og endelig oplysning for dem, det måtte interessere, medtager han året efter i Amoenitatesy 1731, den latinske tekst om »Verden et Galehus«, som han har haft liggende i sit skrin siden 1719 og nu optrykker uden ændringer.

Den, der læser teksterne i den kronologiske orden -først den latinske, så den danske - ser, hvorledes det, der skulle have været hans goddag til poesien, er blevet forvandlet til hans farvel.