Sprog og stil
✂ Idet Falsters satirer imødekom en bevidsthed i tiden om det danske sprogs betrængte stilling (se strofe 4 i den første!), har den publikumssucces, de fik, ikke mindst beroet på deres naturlige, rene og klare dansk. Herom henvises til Vilh. Andersens rammende karakteristik, Ill.da.Litt.Hist., II, s. 164-65.
✂ Strofeformen er overalt den ældre danske satiredigtnings 63 traditionelle: den krydsrimede, af afvekslende tre- og firefodsjamber bestående ottelinjede »Bording-strofe«. Også i behandlingen af den gør Falsters sans for det naturlige sig gældende.
✂ Efter sin proportionsfornemmelse har han følt denne strofe som fint passende til meningssammenhænge af netop den længde, han ynder, en ret omfattende, men grammatisk afrundet helhed, der fra første til sidste ord holdes sammen uden vold mod sprogets egne love for ordfølge - et mesterskab i det sproglige, som læseren i grunden først bliver ret opmærksom på, når det en sjælden gang glipper. Vilh. Andersen har på ovennævnte sted demonstreret Falsters evne ved at sammenstille en strofe af ham med en af Holberg.
✂ En kontraprøve på, at Falster havde forkærlighed for netop denne strofe, får man, når man ser - eller hører - ham i digte uden for satirerne benytte den aleksandriner, der som havets ustandselige og ensformige bølgeslag har genlydt i dansk poesi i århundredet før ham og næsten et århundrede efter. Medens andre bruger aleksandrineren ustrofisk i uoverskuelig blokformation, får Falsters sans for den afrundede periode ham til at inddele sine aleksandrinere i firelinjede strofer, der i kraft af cæsurknækket midt på hver linje i virkeligheden kommer til at svare til hans kære ottelinjede strofe - den, der blev hans på samme måde, som sidenhen en Chr. Winther eller en Paludan-Müller valgte sig hver sin favoritstrofe.
✂ Falster har benyttet rimet til fremme af sin lette sprogføring, idet han uden videre og ganske upåfaldende ophøjer relativt underordnede og relativt tryksvage ord som præpositioner, pronominer og adverbier til rimord: eksempler allerede i første satires første strofe. På den ene side har han ikke opfundet manéren, jvf. fra Tøger Reenbergs Ars Poetica: »Naar Hiernen tæres ud, og den - Behøver anden Spiise, -Er det en Magazin, hvorhen - Apollo vil dig viise«, men på 64 den anden bruger han den heller ikke så bevidst og påfaldende som Aarestrup et århundrede senere: »Man har Sagn om Borgtapeter, - Hundredaarige, paa hvilke - De afblegede Figurer, - Syede Sting i Sting af Silke ...«
1.
✂ Nogle gammeldagsheder / rim og rytme
✂ a. Rim på trykløs stavelse
✂ Som det fortsat var tilladt langt ned i tiden, gør Falster ved lejlighed vold på den naturlige trykfordeling ved at gøre en tryksvag slutstavelse trykstærk og dermed til bærer af rimet.
✂ Eks.: »... i hvert et Vindue« som rim til »... for at see« eller »... Mands-Personerne« som rim - tilmed øjerim! - til »... udi Kirken de«.
✂ b. Ordene på -tion og -sion
✂ Såvel rytme som rim kræver, at man undlader dagligtalens sammentrækning til -sjon og i stedet udtaler hver stavelse selvstændigt.
✂ Altså: pro-fes-si-on, o-bli-ga-ti-on, auc-ti-on, o-ra-ti-o-ner o.s.fr.
✂ Den talbøjning af verberne (han er - de ere, han veed - de vide, han begynder - de begynde), som talesproget havde opgivet for århundreder siden, men som skriftsproget har krævet overholdt til op mod vor tid, tager Falster meget let på, d.v.s. han bruger overalt entalsformen som den selvfølgelige og afviger kun derfra, når det kan medføre en fordel i versifikationen.
✂ At entalsformen er det for ham naturlige, ses allerede af første satires første strofe: »Hvad Maade Folk anvender paa ...«, af dens tredje: »At Laster gerne følge vil ...« (hvor Laster dog kunne være ental - efter tysk mønster), af dens femte: »Om Børn ej veed at sige ...«, og således videre gennem alle satirer.
✂ Skønt Holberg var en så langt mere omfattende ånd, gør 65 han sig alligevel en Jeronimus-fornøjelse af at lade sin Zille Hansdotter tage afstand fra Falsters modernitet i denne del af grammatiken ved at lade hende rose sig af, at hun ikke er som andre af vore poeter, der »sielden in verbis distingvere numerum singularem fra plurali, saavel naar de skrive Prosa som Vers«.
✂ Falster distingverer kun, når det medfører en fordel i rytme eller rim. Skal han have et rim på være, griber han tilbage til det gamle ved at tale om dem, »som Slegfredunger ere«. Og - for at blive ved samme verbum - når rytmen kræver det, kan han i samme åndedrag bruge såvel flertal som ental i forbindelse med samme subjekt: »... at Venner, som kun ere faa, - er delt i mange Klasser«.
✂ Modalverbernes og de stærke verbers gammeldags endelse på -(s)t i 2. pers. sing. (henh. i præs. og præt.) bruges eller bruges ikke, uden at der kan øjnes noget princip. Eks.: »Jeg siger ikke, at du skalt .. « (som rim på alt), »Men du vilt svare mig maaskee ...«, »Hvi lodst du ...«, »Hvorledes tørst du komme frem ...«. Formen est kan bruges som rim, f.eks. på Præst, men kan også forekomme inde i linjen: »... du, som udi Mad - Og Drikke est saa graadig ...«. Heroverfor står steder af tilsvarende emfase, men uden gammeldagsheder »Men du vil svare mig maaskee ...« er enslydende med ovenstående eksempel, men taget fra anden sammenhæng: det første fra Uforsv. Recom. 36,1, det sidste fra Utid. RangSyge, 27,1.
✂ Medens det i det grammatiske ikke volder nutidslæseren nogen vanskelighed, at Falster bruger sin-sit-sine henvisende også til flertal (... som hine ... der sin Svaghed viser frem«), er det rimeligt at gå nærmere ind på to afvigelser fra nutidig sprogbrug, af hvilke i hvert fald den sidste er blevet os helt fremmed.
2.
✂ Gammeldags brug af imperativ pluralis (bydemåde flertal) Denne verbalform på -er, f.eks. de gamle 66 Bibeloversættelsers: »Tager dette og æder det!«, er os nu kun bekendt fra salmer (»Kimer, I klokker ...«) og sange (»Kommer hid, I piger små ...«), men for Falster var det stadig naturligt at bruge den. Eksemplerne er talrige i hans Leve-Regler, hvor han gang på gang har brug for direkte påbud, men de kan også hentes fra de øvrige satirer: »Taler efter Moden ...« (= tal efter moden!), »Bruger det hvert andet Aar ...« (= brug det hvert andet år!), »Da værer ...« (= da vær!), »Men viider, at ...« (=men vid, at ...).
✂ Som en svagere form for det bydende kan Falster også på gammeldags vis bruge præsens konjunktiv (nutid ønskemåde), f.eks.: »Mod Dyden ingen sig forsee! Ey nogen skamfuld være ...«
3.
✂ Gammeldags brug af prædikatsnominativ
✂ Når Bibelen 1550 gengiver Matthæus 18,8 med: »Det er dig bedre, at du gaar en Krøbling ind i Livet«, ville vi - hvis vi i oversættelsen af stedet stadig brugte samme ord - sige du går som en krøbling, d.v.s. vi ville erstatte den gamle, umiddelbare prædikatsnominativ med en middelbar forbindelse ved hjælp af konjunktionen som. Vi har bevaret den umiddelbare konstruktion i visse stående vendinger (sidde enke, springe soldat o.a.), men ellers opgivet den.
✂ Men hos Falster er den i fuldt flor. Den træffes første gang i den første satires str. 25: »Tænk ej, at jeg en Encratit - Dig Viinen vil forbyde«. Her er Encratit prædikat til subjektet jeg - ligesom en Myndling er det i følgende fra Falske Venner, 38: (jeg var antaget i en Herres Hus), »som om jeg derudi en Myndling var opdraget«. Vi ville i begge tilfælde indskyde et som eller i egenskab af. Chr. Thaarup har i sin udgave gjort en Encratit til apposition ved uden medhold i noget af de 8 tryk at sætte komma før og efter - en operation, der ikke var mulig med en Myndling.
67✂ I de øvrige satirer forekommer prædikatsnominativen jævnlig. I Juvenaloversættelsens: »... som for at dø en Herremand - Vil leve som en Stakel« (str. 35,7-8) har vi i den første linje den gamle, umiddelbare forbindelse og i den anden den nyere, middelbare med det sammenlignende som.
✂ Af de ord, der har skiftet betydning siden Falsters tid, skal anføres en lille gruppe af de vigtigste:
4.
✂ Nogle hyppigt forekommende ord, der har ændret betydning:
✂ daarlig: uklog, tåbelig
✂ da: mange steder bliver uforståelige, når man ikke holder sig for øje, at Falster de pågældende steder bruger sit da til at udtrykke en modsætning, altså i betydningen: da derimod, hvorimod; medens, medens derimod. Undertiden har dette da indrømmende betydning (f.eks. Uforsv.Recon., 14,5).
✂ gemen. dette ord har aldrig den nuværende nedsættende betydning (= vulgær, sjofel, nederdrægtig). Det betyder fælles, almindelig og bruges til at betegne det, der for Falster var den højeste jordiske værdi: det gemene bedste, d.v.s. alménvellet, alles velfærd, ligesom det stadig har god klang, når han taler om den gemene mand, d.v.s. gennemsnitsborgeren, det almindelige menneske.
✂ rar: dette ord har aldrig den nuværende betydning (= skikkelig, hyggelig, elskværdig, god), men er betegnelse for det sjældne, usædvanlige, ualmindelige, fine, mærkelige, interessante, udsøgte.
✂ tænk: bruges ofte i betydningen: betænk! overvej! læg dig det, jeg nu siger, på sinde!