Falster, Christian Disse Tiders onde Optugtelse

Disse Tiders onde Optugtelse

Selv om der kan anføres rimelige grunde for en antagelse af, at »Verden som et Doll-Huus« er den først skrevne af Falsters satirer (indledningen, s. 22-25), er »Disse Tiders onde Optugtelse« i hvert fald den først offentliggjorte.

Efter sit indhold har den nær forbindelse med den Juvenaloversættelse, som Falster havde fuldført, men så henlagt efter opfordring af Chr. Rantzau. Sammenhængen kan være den, at da han jo nu skulle betræde en helt ny bane, kan hans forsigtighed i første omgang have tilskyndet ham til at blive liggende i Juvenals kølvand fremfor straks at stikke i søen på egen hånd. Desuden lå trangen til at følge mønstre ikke alene i hans egen natur, men var også et væsentligt element i den klassikerbeundring, der var fundamentet i hans dannelse.

Tekstforhold

»Disse Tiders onde Optugtelse« foreligger i syv tryk fra 1720 til 1749 og findes desuden optrykt i Wielandts »Samling af smukke og udvalde Danske Vers«, 1726, s. 299-317. Om årstallet 1716 på førstetrykket som fejl for 1720 henvises til indledningen s. 27-28.

Endvidere er der fra fjerde oplag og fremefter kommet uorden i udgavernes angivelse af deres plads i rækken: tredie gang oplagt skal være fjerde, flerde skal være både femte og sjette, femte skal være syvende.

Man får således følgende række af udgaver

A = Førstetrykket med 1716 forstået som fejl for 1720

B = Anden Gang oplagt, Tryckt Aar 1721

C = Trykt 3die Gang, Aar 1722

D = Wielandts optryk 1726 i ovennævnte samling

E = Tredie Gang oplagt (med Tredie = fjerde), 1733

F = Fierde Gang oplagt (med Fierde = femte), 1736

70

G = Fierde Gang oplagt (med Fierde = sjette), 1739

H = Femte Gang oplagt (med Femte = syvende), 1749

Nærværende udgave gengiver førsteudgavens tekst - dog med overtagelse af de senere tryks komma i stedet for skråstreg.

Varianter

1,3 anvender] anvende E, F, G, H. - 3,1 hvorledes gaar det til] hvorledes det gaar til E, F, G, II. -5,3 Quixott] Quichott H. - 8,7 Strømpen] Strømper E, F, G. - 10,2 syndig] synlig E, F. - 12,2 brødden] brudden C, D. - 14,5 alleene] alleine C. - 23,7 den gode Rug som beste Hvede mætter] den gode Rug, som beste Hvede, mætter B, E, F, G, H. - 24,1 desforuden] derforuden C, D. - 32,2 Haarhed] Haardhed B, E, F, G, H. -33,1 Overflod] Overflød E, F, G, H. - 39,5 Hun nep kand sette Foden frem;] Hun nep kand sette Foden frem: D, G, H. De øvrige tryk er fælles med A om det uheldige semikolon. - 55,2 slaaes] slaaês B, E, F, G, H. - 68,5 Befodring] Befordring F, G, H.

Titlen: onde] dårlige, slette.

1,1:

Cato] den samling moraliserende læresætninger, der går under navn af Dicta Catonts ell. Catonis Disticha, henførte man endnu på Falsters tid til Cato d. Ældre (234-149 f.Kr.) - ham, der har givet anledning til begrebet catonisk strenghed. Den stammer imidlertid fra det 3. ell. 4. årh. ef.Kr. Men at forfatteren, en vis Dionysius Cato, har været Falsters mand, ses af formaninger som denne: »Sky terningspil, dyrk de boglige kunster!« (Aleam fuge, disce litteras!), jvf. str. u.

2,4:

til Rom] i Rom.

3,5:8:

En daarlig Fader o.s.v. ...] se Falsters note tiljuv. 1,5. - Da Juvenal taler om »en døgenigt af en fader«(nebulone parente), kan dårlig godt her have betydningen af ringe beskaffenhed (og ikke som ellers: uklog, tåbelig).

71

5,3:

Grillenfanger Don Quixott] da Cervantes' roman nævnes som eksempel på ringe lekture, har Falster næppe kendt den, men blot hørt eller læst noget forkert om den. -5,4: Roselli] formentlig en ital. ell. fransk roman, men uvist hvilken. - 5,5-8: Om en Roman ej ligesom o.s.v. ...] i Paris og Rom ærer man snarere Luther mere, end vore unge gør, men da det i disse katolske hovedbyer er mere end småt med ærbødigheden over for protestantismens lærefader, og vore unge ærer ham endnu mindre, idet de i stedet for hans katekismus lærer romaner udenad, vil det sige, at de unge slet ikke ærer ham - d.e. de hverken får eller har nogen ret til kristendom!

6,7:

En F...] Chr. Rantzau udtyder F... som Fergeson (Falsteriana, s. 131) - navnet på den franske selskabsdame hos fru Harboe (f. Fuiren) på Støvringgård, der var Ribe Katedralskoles velgørerinde, og hos hvem Falster var velkommen gæst. - en Dydens Lem] hos Falster er ordet lem altid fælleskøn.

7,5:

Juvenalis] se indledn. til noterne til Juv. - Skrtfft at staa] efter gammel kirketugt skulle visse forbrydere stå skrifte, d.v.s. bekende deres synd i menighedens nærværelse.

8,1:

Dobler] selv om figuren er hentet fra Juvenal (se Juv., str. 2) har den tilknytning til dansk virkelighed. Enevælden forbød alt hazardspil (Edv. Holm, I, s. 294). I en af Christian d. 5.8 forordninger tales der om, at latinskoledisciplene lod sig forføre »i Drik- og Dobbelhuse« (ib., s. 396). Om politiets kamp mod falskspillende bondefangere beretter O. Nielsen, s. 208-09. - 8,3;Handel] gerning, sysselsættelse.

9,1-4:

See! naar den Lille merker, at o.s.v. ...] se Falsters note (a) til Juv., i.

10,3:

cinq & neuf] de to franske talord (= fem og ni) var navn på et terningspil, der spilledes på værtshuse, undertiden med falske terninger (O. Nielsen, s. 208). - 10,8: liderlig] 72 fordærvet, lastefuld, letsindig, -forspiller: ødelægger ell. taber ved at spille forkert.

11,7:

sidder i Beet] sidder i uheld, taber. 12,2: brødden] som der er brud på, beskadiget, revnet; sideform til brodden, jvf. brodne pander, brodne kar. 13,8: Baader] gavner - nemlig sig selv, idet vanen at bruge fif og trick føres med over i det borgerlige erhverv, f.eks. som prokurator. 14,8: Skalcke-Fund] nedrig list, rænke, bedrageri. Skalk: skurk, slyngel, bedrager.

15,1:

:Tænk] se s. 67, punkt 4.

16,6. det gemeene Beste] alménvellet. - Om gemeen se s.67, punkt 4. - 16,7. Kunst og Fliid] smlgn. Brorsons »... bruge al sin Kunst og Flid - Guds Naade at ophøje«. -Vilh. Andersen taler om »den lavslige Ordforbindelse: Kunst og Flid (ars et industria)« og bruger nærv. vers af Falster, det anførte af Brorson samt et af Tøger Reenberg, indeholdende samme udtryk, til motto for sit kapitel om Holbergs samtid (Ill.da.Litt.Hist., II, s. 232).

17,2:

lever Lekker] lever i vellevned, lever flot. - Selv om Falsters kritik falder sammen med enevældens forsøg på at sætte grænser for ødselhed og luksus i levemåden (Edv. Holm, I, s. 298ff.), er udgangspunktet Juvenals skildring af, hvorledes sønnen får levemandsvaner efter faderens eksempel, allerede før knægten er kommet af med sine mælketænder (nondum omni dente renato), jvf. ]uv., str. 4 og nærv. satires str. 18.

18,5:

sette priis paa] vurdere, værdsætte, skatte (højt ell. lavt).

19,4:

Børsens Lade] efter at boghandel var blevet forbudt i kirkerne (1658), blev den henlagt til Børsen: Lade: Boglade. - 19,5: Apicius] en romersk levemand på Augustus' tid, hvis navn siden er blevet brugt som betegnelse for den alt for kræsne.

73

20,3:

den Franske Kok] i Holbergs »Jean de France« (III, 1) vil Jean spise til middag hos den franske kok Peche i Pilestræde og erklærer, at dersom der ingen fransøsk kok var i byen, måtte han sulte ihjel. - Ang. navne og andet vedr. byens franske kokke er Werlauff og O. Nielsen ikke ganske samstemmende.

20,7-8:

At hånd til fremmed Brød og Vand o.s.v. ...] som levemand er han blevet uvant med simpel hverdagskost, d.e. brød og vand er blevet ham fremmed, men da pengene er væk, trænger han til denne den allerbilligste kost, men kan tit have svært ved at skaffe sig blot den.

Tanken kunne også være, at han tit må føle trang til det simple af lede ved det alt for udsøgte. Derimod er det næppe meningen, at levemanden ender som straffefange på vand og brød: den slags sker som regel kun én gang og ikke tit!

21,1:

Epicuri Sect] den græske filosof Epikuros (341-270 f.Kr.) opfattes her som ophavsmand til en levelære, der går ud på (materiel) nydelse, jvf. begrebet en epikuræer. -21,3-4: Confect paa Frodseri] idet paa forstås som »lige umiddelbart efter, lige ovenpå« (ODS paa, bet. 5), kunne meningen være: du, som er skyld i, at din discipel får brød og vand som dessert (Confect) oven på sit frådseri. Confect kan dog også forstås i betydningen: traktement, behandling. - 21,6 Naturen] er for Falster vejlederen til enkel og gudvelbehagelig livsførelse - ikke arsenal for en fri tænknings argumenter mod ortodoksien. For Falster var en »naturalist« ensbetydende med en ateist, d.v.s. en lastværdig, ja kriminel personage. - 27,7 Lacedæmon eller Rom] Lacedæmon, d.e. Sparta, og Rom før forfaldet repræsenterer en livsførelse, der bliver en dom over enhver Apicius, fordi den er i overensstemmelse med naturen.

23,5:

Grovbrød paa Augusti Dug] i sine kejserbiografier 74 fortæller Suetonius (2. årh. ef.Kr.), at Augustus med glæde lod sig nøje med groft brød.

24,5-8:

See! dersom Adam o.s.v. ...] ifølge 1. Mosebog, 5. kap.blev Adam 930 år, og - hævder Falster - den alder ville han ikke have nået, hvis han havde levet efter de franske kokkes husholdning!

Falster udtaler sig kun om Adams aldersforhold, ikke om kokkenes eller andres, så når Chr. Rantzau bemærker, at der ikke foreligger noget bevis for, at de franske kokke ikke skulle blive lige så gamle som andre (Falsteriana, s. 132), misforstår han Falster samt røber, at han ikke har samme faste Bibeltro som han.

25,1:

en Encratit] enkratitterne var en oldkirkelig sekt, der forbød nydelse af kød og vin med det sidste forbud udstrakt til Nadveren. Om den gammeldags placering af Encratit som prædikatsnominativ se s. 66, punkt 3. -25,3: Saba Eremit] klippeklosteret Mar-Saba ved Det døde Hav har bevaret navnet på den hellige Sabas, en byzantinsk eremit (439-531), der ved sin strenge livsførelse bidrog til genrejsningen af datidens munkeliv.

26,7:

Antropophagi] ordet, der har tryk på tredje stavelse, er latiniseret flertal af gr. anthropóphagos: menneskeæder.

28,3:

giør ej denne Mut] får ikke barnet til at tie og holde inde med sine uartigheder. - 28,7: Chrysippus] stoicismens systematiker (280-206 f.Kr.). Men end ikke han ville kunne bibringe dette barn den ro, der indfinder sig, når man føjer sig ind i helheden ved at tøjle sine følelser og lidenskaber (»stoisk ro«).

31,1:

Tænk] se s. 67, punkt 4. - 31,5: din fule Ømhed] da Falsters fordømmelse næppe strækker sig længere end til at finde denne ømhed forkastelig ell. ilde anbragt, synes samtlige de i ODS anførte betydninger af ful her at være for stærke.

32,3-4:

Endskiønt en Abe o.s.v. ...] selv om livfuld 75 holdningsløshed (aben) kan ville det rigtige, sker det kun momentvis og uden princip og er derfor værre end den måske overdrevne, men altid faste og gedigne myndighed (løven). Over alt: overhovedet, i det hele taget. - 32,6: Klindtefuldt] som i lignelsen om klinten (rajgræsset) og hveden, Mattæus 13,24-30.

33,6:

Af Uforagt]af vanvare, uforsætligt.

34,3:

naar] medens, medens derimod. - 34,4: aver] det var endnu hustugtens tid. Danske Lov 6-5-5 bestemte, at »Husbond maa revse sine Børn og Tyende med Kæp eller Vaand, men ej med Vaaben«.

35,5-8:

Men tænk derhos, at Herrens Been o.s.v. ...] disse linjer har Falster overført fra Juvenaloversættelsen. Se Juv. 5,5-8 samt noten dertil.

36,1:

Senecam] akkusativ af navnet Seneca. - Den ældre Seneca (54 f.Kr.-42 ef.Kr.), faderen til filosoffen af samme navn, har i sine Controversiæ skildret politikeren, digteren og historikeren Asinius Pollio (75 f.Kr.-5 ell. 13 ef.Kr.) som hårdhjertet og tyrannisk. -36,3: Rutilo] dativ af Rutilus - navnet på den problematiske fader hos Juvenal. Se note til Juv. 5,1. - 36,5: Polyphemi] genetiv af Polyphemus, se note til Juv. 6,7. -36,7: Siren] det græske seiren som betegnelse for et kvindeligt fabelvæsen, hvis sang sammen med hendes medsøstres lokkede sømænd i fordærv, er gået over i latinen i to former. Vel af hensyn til versrytmen bruger Falster her formen siren (med tryk på første stavelse) i stedet for den form sirena (med tryk på anden stavelse), som eftertiden helst har villet tage til sig. - I Juv. 6,5 bruges gengivelsen nattergal (idet sirenerne tænktes skabt halvt som fugle).

38,2:

Antiphates] er i Odysseen Læstrygonernes grusomme konge. - 38,3: forekommer] kommer for øje, viser sig for, møder. -38,6: Trodtz] trods - her i betydningen: om kap med, bedre end. -38,6: Grækernes Helene] den skønne 76 Helene, hvis bortførelse blev årsag til den trojanske krig. -38,7: Skiltet] Vidensk. Selsk.s Ordbog, 6. tome, 1848: »... hænge Skildtet ud, siges i Hverdagssproget om den, der ved sin Adfærd synes at ville indbyde andre til noget; bruges især om letfærdige Fruentimmer«.

39,5:

sette Foden frem;] ang. det uheldige semikolon henvises til varianterne. - 39,7: Coridon] navn fra hyrdedigtningen, her brugt som betegnelse for den smægtende tilbeder. -39,7: denne Lem] se note til 6,7.

40,3:

Top] hovedpynt, bestående af vifteformet, opstående kniplingsbesætning med båndsløjfer.

40,6:

indianske Dukker] en galanteriartikel, men hvilken kan ikke oplyses. - Efter tidens sprogbrug sigter indiansk ikke mod Nordamerika, men mod den fjerne Orient i vag almindelighed. En sagkyndig ved Nationalmusæets udstilling »Det indianske Kammer« har meddelt, at kinesiske dukker (nikkedukker) først kom til Danmark i 1732, med tilføjelse af, at man ikke kunne sige, hvad Falster så skulle sigte til. Da Christian d. 5.s forordninger af 1683 om klædedragt o.s.v. (Edv. Holm, I, s. 302) nævner »... alle Slags ostindiske Silkevarer, som med Kompagniets Skibe hidkomme«, henstiller udgiveren som hypotese, at dukke kunne betyde garndukke - altså et fed fint silkegarn.

40,7:

Louvises Kram] i »Barselstuen« (II,9) nævnes Lovise som indehaver af en af de tre butikker, hvor damerne fandt det in at købe snustobak. Werlauff giver hendes fulde navn: Lovise Rosset (s. 151) og anfører det vidnesbyrd af byfogden fra 1708, at hun »sidder i god Brug og Negoce med franske Varer og Galanterier«. - Den grundige Werlauff er på samme side kommet for skade at lade Lovise handle med indiansk Sukker med fejlcitering af nærv. strofe af Falster. Skulle Werlauff her have ret, ville ordet sukker komme til at rime på sig selv, og den galante 77 tilbeder ville komme til at forære damen først sukker og så sukker igen!

41,8:

Courttsaner] flertal af courtisan: en tilbeder.

42,5-8:

Celine, Clelíe, Faramond] efter sammenhængen: franske romaner af tvivlsom værdi. Forfatternavnene har ikke kunnet oplyses. - 42,6. torde ved] det gammeldags turde ved betyder »behøve, have nødig«. Ved er adverbium og udtales trykstærkt.

43,2:

Vellyst] vellevned, overdådighed, luksus. - 43,3-4 spaa om hendes Jomfru Datter] forholdet mellem moder og datter er bygget over det tilsvarende hos Juvenal mellem Larga (d.e. »den gavmilde, den rundhåndede«) og hendes datter (Largæ filia). -43,6: Lucretia] ifølge romerske sagn indbegrebet af kvindelig dyd. Voldeligt krænket af en kongesøn dræbte hun sig selv efter at have taget det løfte af mand og slægt, at de ville hævne forsmædelsen: de dræbte kongesønnen - og indførte republikken. - 43,7-8: Et kroget Træ o.s.v. . .] medens ordsproget i Falsters form er negativt i begge arvegangens led, har det tilsvarende i Maus Samling (nr. 5088) negativt afkom af positivt ophav: »Der voxer undertiden en kroget Gren paa et ret Træ«.

45,7:

Cleopatra] i forbindelse med en række udgivelser af folkebogstypen (Ugelspil, Magdelone o.s.fr.) nævner Werlauff (s. 146) også en Cleopatra (hos Falster med tryk på 3. stavelse).

47,2:

Brille] sætte én briller på næsen = narre, føre bag lyset. - 47,3 et V og K] efter deres form er disse bogstaver grendelte som hanrejens to horn. - Se først Falsters fodnote tiljuu. 8, dernæst udgiverens note til Juv. 8,3.

48,3:

Tamper-Ret] den domstol, der behandlede ægteskabsog horsager. Retten blev sat fire gange om året på visse dage, opr. katolske festdage. Det latinske tempora (= tider) blev i folkemunde til Tamper. - 48,7: Trods] se note til

78

38,6. - 48,7:

Nonne eller Jesuit] begge mestrer udspekuleret list, men denne hustru er deres overmand.

49,3:

Munster] mønster. - 49,4: Elske-Kunsten] allusion til Ars Amandi - Ovids digt om nævnte kunst. - 49^6: en Bielde} i fabelen ville musene se at få hængt en bjælde om halsen på katten, for at de i tide kunne advares om dens komme.

50,5:

Actæon] blev af Artemis forvandlet til en hjort. De fremspirende takker ses her som svarende til hanrejens horn.

51,1:

din Moders Særk] jvf. ordsproget: »Datter farer gerne i moders særk«, d.e. efterligner hende (Maus Samling nr. 1251). - 51,3: Verk] urværk med tilhørende visere. -51,5: gemeent] offentligt, tilgængeligt for alle. -51,6: Borger-Stuer] borgestuer - opholdsstedet for tyendet på større gårde. - Holberg sammenstiller »Kroe-Huuse og Borge-Stuer« som steder for slibrig ånd og tone (cit. efter ODS). - 51,8: Spi] spy, d.e. æg, som spyfluen har lagt på kødvarer.

53,2:

begiver] opgiver, lader fare. - 53,4: modig] overmodig, kry, hovmodig, arrogant. - Om Falsters brug af dette ord se note til Udenl. Rejse, titlen.

53,4:

Dage-Driver] idet Falster ser sin dagdriver som et menneske, der flygter fra sine pligter over for samfundshelheden, går han m.h.t. landets militære beredskab ud fra synsmåder og normer, der først realiseredes med Junigrundlovens bestemmelser om alm. værnepligt, og kommer derved ud i den modsigelse, at hans kritik af dagdriveren rammer ham selv: skønt i den bedste alder for våbenføre mænd blev Falster jo også hjemme ved kakkelovnen og middagsmaden, da »Folket stod for Stade«, som ved de andre krigsbegivenheder i str. 54.

På tiden for hans digt var kun bonden værnepligtig alle andre var fritagne, adelen også (Edv. Holm, I, s. 436).

79

Da Frederik d.4. oprettede landmihtsen i 1701, har ifølge Edv. Holm forestillinger om en kommende alm. værnepligt været medvirkende, idet denne konge havde ladet »Tanken om et nationalt Værns Betydning komme stærkere frem, end det var sket i Aarhundreder« (I, s.437).

Denne synsmåde har Falster været idealistisk begejstret for. I hans store digt om Frederik d. 4.s højst-priselige regimente (først trykt 1770) ser man bonden rette ryggen i ligeværd med andre, idet det hedder om landmilitsen:

Vor kiekke Bonde-Søn skrev under med sin Eed
At tiene Kongen Troe i farer, Kuld og Sved.
Han Bonde-Klatterne begyndte at afvaske,
Iførte sig Gehæng med Kaarde, Flint og Taske,
Ansaae det for en Rang at være med Militz
Og for en Lærdom at forstaae sin Exercitz.

Men hvad virkeligheden har været bag dette påståede frimandsvæsen, får man et glimt af ved at høre Holbergs Jeppe berette om sin tid under »Malicien« og følge hans og Jakob Skomagers udveksling af minder fra dengang, de var »i Companen sammen« - også ved Wismar, hvor Jakob løb bort og skulle være hængt.

Det, der hindrede kongens og Falsters vision i at blive virkelighed, var de uoverstigelige standsgrænser. Spærret inde bag dem tvinges Falster her til at nøjes med en idealitet uden indsats og en satire uden hold i virkeligheden.

Idet Falster gør bonden til soldat på alles vegne, intonerer han den lovsang til den danske landsoldat, der kulminerede med Fabers raske vise fra 1848 (»Den gang jeg drog af sted ...«) - og som Grundloven derefter gjorde overflødig.

53,6-8

Hvad Meen hand har paa Armen o.s.v. ...] den 80 placering af hånden i lommen eller barmen, der i virkeligheden er udtryk for passivitet og dovenskab, antages ironisk at bero på et eller andet mén, d.v.s. skade eller beskadigelse.

- Da det fremgår af alt det øvrige, at vor dagdriver ikke er bondefødt, var han ikke værnepligtig, og har altså ikke behøvet at tilføje sig selv noget mén for at slippe for at springe soldat.

Hvordan bonden var stillet, fremgår af følgende replik af en bonde i Holbergs »Melampe« (1.akt, 1. scene): »Førend jeg lar mig hverve, før skjær jeg min TommelFinger af; saa giorde baade min Faer og min Far-Faer og derved undgick at blive Soldater«.

54,1-8:

Paa Skaane o.s.v.] strofen opregner en række begivenheder i Den st. nord. Krig: nederlaget ved Helsingborg 1710, sejren ved Stade i Nordtyskland 1712, erobringen af Rygen 1715, Wismars endelige fald 1716.

55,4:

Thi see, hans Fader døde] Falster springer nu en generation tilbage, idet han fra denne strofe til og med str. 68 ikke skildrer den lige nævnte dagdriver, men dennes fader - i god overensstemmelse med Juvenals tanke om den skyld, faderen pådrager sig ved at være dårligt eksempel.

- 55,5:

Skiørbug} den usædvanlige - og urigtige - forklaring af denne sygdoms årsag kunne bero på, at Falster er under indflydelse af det hgelydende førsteled i ordet skørlevned. - 55,7: Snuftobak} ældre benævnelse for snustobak (fra ty. Schnupftabak).

56,1:

Testament] har ved sammenblanding med testimonium (= vidnesbyrd) fået betydningen: levnedskildring af en afdød, som i ældre tid oplæstes ved begravelsen. - 56,5: bevist] bevidst (jvf. rimet på mist]. Her i betydningen: bekendt, velkendt.

57,2:

Hørsommehg] lydig. - 57,3: De Sybanters Politie] sybariternes levevis. - Indbyggerne i byen Sybaris i Syditalien havde i oldtiden ry for at føre et yppigt og overdådigt 81 liv. Politie: organisation, indretning, forfatning, altså her = vedtagen måde at leve på.

58,1:

Et Apostolisk Sammenskud] er »en søgt og tvungen Vittighed. Det skal nemlig være en Oversættelse af Benævnelsen Symbolum apostolicum og staaer i Verset istedenfor Catechismus« (R. Nyerup i »Den danske Digtekunst«, II, 1808, s. 234).

59,3

Tranquebar] på Forindiens østkyst var i dansk besiddelse 1616-1845 °g anvendtes som forvisningssted. -59,5- Molesworth] engelsk udsending i Danmark 1689-92. Udgav i 1693 bogen An Account of Denmark as it was 1692 med stærk, men ikke uberettiget kritik af regering og samfundsforhold. For den loyale Falster er bogen et smædeskrift.

60,2:

det vil jeg ej omrøre} når Falster ikke vil gå nærmere ind på forholdet til kirken, lader han måske derved skinne igennem, at hans dagdriver var ateist - og det var en prekær sag, jvf. note til 21,6.

61,2:

Nægle] negle. - Man kan være i tvivl om, hvorvidt Falster har tænkt sig dagdriveren som enten adelig eller borgerlig. Medens forholdet til studeringer og kirke peger mod den velbårne junker i Leve-Regler, fører det uplejede ydre i modsat retning, men med ret ubestemt adresse. - 61,5: sit Skiæg] for at slippe for alt besvær overlod dagdriveren gerne sit skæg til jøderne, for hvem det var helligt (3. Mosebog 21,5). En israelit bortbarberede kun skægget som tegn på sorg (Jer. 41,5 og 48,37). - 61,7: torde ved] se note til 42,6. - 61,8: At gaa paa Steene-Veje] d.e. på veje, der volder besvær.

62,2:

at time Landet] begrebet har såvel militært som civilt indhold. På det første afgav Københavns borgere eksempel, da de »gik til volds« under belejringen 1658. M.h.t. til den civile tjeneste havde enevælden på forskellig vis inddraget både borgere og bønder i sine forsamlinger på lavere og højere trin.

82

63,8:

Domitianus] om den romerske kejser Domitian (81-96 ef.Kr.) berettes det, at han hver dag låste sig inde en times tid for at fange fluer og spidde dem på en nål. - I udtrykket fange griller er grille egentlig betegnelse for et insekt - en fårekylling.

64,2:

gemeene] se s. 67, punkt 4. - 64,4: Theologus] ordet har tryk på 2. stavelse. - Da lapperne jo var hedninger, kunne han nemt glimre som teolog blandt dem. - 64,7: Mathematicus] Chr. Rantzau forstod ikke meningen (Falsteriana, s. 132), hvad man næppe heller kan fortænke ham i. -Følgende kunne bringes i forslag: Da Gud jo havde givet Noa alle tekniske anvisninger til bygning af Arken, incl. de nøjagtige mål (i. Mosebog, kap. 6,14-17), bliver den, der på egen hånd vil konstruere en ark, nok til skibsinge-niør (= mathematicus), men en naragtig og uduelig sådan. Skulle det være forklaringen, bliver det er nyt eksempel på, at Rantzau var mindre bibelfast end Falster, jvf. Adam og de franske kokke, str. 24,5-8 med note.

65,5:

Moscbov] Moskva. - 65,8: Barbariet] da Marokko, Algier, Tunis og Tripolis, der beboedes af berbere, tilsammen kaldtes Barbareskstaterne ell. Barbariet, får Falster mulighed for et ordspil, der karakteriserer dagdriveren som uvidende og uden dannelse.

66,1:

Han vidste nok, hvor Brunsvig laa o.s.v. ...] da dagdriveren hader al studering, går han uden om fyrstendømmet Braunschweig med det berømte bibliotek i Wolfenbüttel, hvor Leibniz havde været bibliotekar og Lessing siden blev det.

Rantzau forstod ikke meningen (Falsteriana, s. 132). I Om Holbergs Levnet, 1858, s. 40 lancerer C. W. Smith den usandsynlige teori, at der skulle sigtes til Holbergs meddelelse (i 1. Levnedsbrev!) af, hvorledes han og den unge Vinding i 1707 havde glemt en kuffert i Brunsvig: »Skulde der maaskee have gaaet Rygter her hjemme om denne 83 Hændelse, og skulde maaskee Falster ved dette dunkle Sted ... have havt et saadant Rygte for Øie?«.

66,3:

Alberoni] da Filip d. 5. udjog kardinal Alberoni af Spanien i december 1719 (se indledningen s. 28), synes det at måtte være dagdriver-sønnen og ikke faderen, der har forbindelse med denne aktualitet - eller rettere: de to dagdrivere glider for Falster uvilkårligt ud i eet, hvad der nok også har været tilfældet i det foregående.

Indførelsen af Alberoni medfører desuden forståelsesvanskeligheder .

Medens dagdriveren hidtil har været typisk figur i fritsvævende almindelighed, forvandles han her til konkret person i konkret forhold. Men hvordan kan denne uduelige danske dagdriver blive et værdifuldt bekendtskab for en stor kardinal, der politiserer på den europæiske scene?

Som forklaring kunne man med holdepunkt i Falsters udbrud i den følgende strofe: »Nu vogner jeg!« gisne på, at han vil have Alberoniforholdet forstået som udsprunget af dagdriverens egne kandestøberiske dagdrømme: digteren har drømt på sin dagdrivers vegne, og en drømmer var i ældre tid ofte det samme som en fantast.

67,1-4:

Hvad ellers sig hans Børn angaar o.s.v ...] fra den, der har fantaseret sig op til rådgiver for en Alberoni, føres Falster over til den tanke, at den slags bedrevidere udi egen indbildning er der alt for mange af i vort land. Det følgende udbrud: »Nu vogner jeg!« kunne da indeholde en afstandtagen fra den påstand som reelt overdreven, jvf. det foregående »Ej Skam og Spot!«.

Men da meningen med stroferne 66 og 67 kan vendes og drejes også på andre måder, afstår udgiveren fra al videre forklaring og nøjes med at henvise til, at den ædruelige Chr. Rantzau har fundet meningen dunkel og søgt: »... Alberoni omdømme siufnes obscur et longe petitum, saa wel 84 som mange børns Fader« (Falsteriana, s. 132). - 67,6: Hvad er det, at ...] d.e. hvad vil det sige, at ... hvad er meningen med, at ... Således også Utid. Rang-Syge 67,1. -67,7: Fæ] kvæg. - 67,8: om Landsens Dagedriver?] samtlige tryk slutter strofens sidste linje med spørgsmålstegn. Alligevel har Chr. Thaarup i sin udgave 1840 flyttet det op som slutning på 6. linje, hvorved de to sidste linjer bliver Falsters svar på eget spørgsmål - en ændring, der ikke kan forliges med den ovenf. givne tolkning af 67,6 og heller ikke bidrager afgørende til forståelsen af det hele.

68,5: Befordring] befordring, d.e. fremgang, avancement, karriere. - 68,7-8: Der gaar jo gierne Spøgelse o.s.v, ...] de velturnerede linjer har fynd som et ordsprog, men der findes intet tilsvarende i Maus Samling.

69,5-8:

Bør Lyset hos en Undersat o.s.v. ...] Edv. Holm meddeler om Frederik d. 4. (II, s. 25): »Det var vel bekjendt, at man endnu langt ud paa Natten, naar næsten alle var gaaede til Ro, kunde se Lyset brænde i den flittige Konges Arbejdsværelse«, hvorefter han citerer nærv. strofe af Falster.

70,8:

Ved Corfitz Ulfelds Stuk] var Falsters forslag blevet realiseret, ville man have fået to hinanden supplerende skamstøtter, én for den aktive og én for den passive landsforræder. - Ifølge Chr. Rantzau har man (i adelskredse?) ikke kunnet billige, at Ulfeld blev stillet sammen med dagdriveren (Falsteriana, s. 132).

85