Ewald, Johannes Uddrag fra Levnet og Meeninger (DK)

Denne Ild blev snart slukket - enten det var, fordi den havde fortært alle de Kniks og Smiil, hvorved den nærte sig, og følgelig ikke havde meer Materie at brænde ved; eller fordi min Regimentskorteer-Mester-Frue var flyttet bort, erindrer jeg nu ikke meer - Og nu havde mit Hjerte Roe, indtil en Flensborger Pige efter et halvt Aars Forløb paa nye tændte det i Brand - Denne Pige, som tjente os, havde saavit jeg erindrer et af de almindelige Ansigter, der gjerne lader dem gaae i Fred, som ellers vil skjøtte sig selv - Hendes Overlæbe 125 var desuden, fra Næsen af, altid tæt bedekket med brugt og ubrugt Tobak; hvilken Omstændighed just ikke er af de meest tillokkende - Men som sagt, jeg elskte, som et Barn - Et par sneehvide svulmende Skjønheder, som hun til OverFlod blottede, saameget hun vel kunde; og som umiddelbar erindrede mig om de Sødheder jeg havde smagt i mine spædeste BørneAar, stjal min Opmærksomhed og mit Hjerte i et Øyeblik - Med faae Ord; dersom jeg elskte Regimentskorteermester-Fruen, som min Moder, saa elskte jeg den lille Flensborgerske, som min Amme. Hvem der dog maatte berøre dem - kysse dem! - sagde jeg! - Hvem der dog endnu var et Barn, og kunde klappe, kramme, suge dem! - Man seer, at her allerede var meer Materie, meer Sands i denne Kjærlighed, end i den forrige - Hvormange af de forønskte Friheder, hun tilstædte mig, erindrer jeg ikke og vil jeg ikke erindre - Saameget er vist, at jeg spilte min Roman saavit, at jeg en god Marketsdag, for de sidste af mine Lomme-Penge kjøbte et Par Alen Paille Silke-Baand, som jeg forærte hende - og at hun belønnede min Galanterie med et eller fleer kraftige Kys, hvoraf jeg, i Betragtning af det jeg oventil har sagt, formodentlig er kommet til at nyse - Endnu maae jeg erindre, at da jeg nogle Aar derefter, paa min udenlands Reyse, ved en Hændelse mødte denne Pige paa Flensborger Gade; forekom de før saa elskte Skjønheder mig, som et Par MalkeBøtter; og uagtet jeg af Naturen baade er godhjertet og høflig imod det smukke Kjøn; faldt det mig dog næsten tungt, at besvare alle de Høfligheder, hvormed hun forekom mig, med to venskabelige Ord - - Men det er Slutningen af alle disse vilde sarkophagiske Passioner - Og desuden var mit Hjerte den Tid fuldt af Arendse -