↩ Det er på én gang ironisk og dybt vemodigt at iagttage dette sammenstød i Ewalds liv mellem en voldsomt potenseret selvfølelse og et borgerligt eller menneskeligt forfald. Eftersom Ewald med denne disharmoni foregriber, hvad der bliver en almindelig erfaring for digtere i det 19. og 20. århundrede, er det berettiget at kalde ham en moderne skæbne.