↩ Endelig kan man mene at høre en genklang af Rousseau i Ewalds utallige henvisninger til sit hjerte; dette ømme, følsomme, svulmende, kærlige, enthusiastiske, dristige, flammende hjerte, som banker på hver side af Levnet og Meeninger. Med gustent overlæg siger jeg »kan«, for der findes naturligvis også det fænomen, man kalder tidsånd.