Dalgas, Ernesto

2

        

3

ERNESTO DALGAS

📖 Lidelsen Vej

En Selvbiografi af en Afdød

TEKSTUDGIVELSE, EFTERSKRIFT OG NOTER VED Henrik Schovsbo

📖 Danske Klassikere Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Borgen

4

Danske Klassikere udgives med støtte af Kulturministeriet Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen fra Nyt Dansk Litteraturselskab, Peter Seeberg for Dansk Forfatterforening, Mogens Brøndsted, Erik Dal og Jørgen Hunosøe for DSL Serien redigeres af de to sidstnævnte, dette bind desuden af Johnny Kondrup som tilsynsførende. Tekstgrundlag: Originaludgaven 1903. Nr. 398063.

Efterskrift og noter © DSL/Borgen 1993 - ISBN 87-418-6689-4 Omslag: Stig Brøgger - Tryk: Rounborgs grafiske Hus, Holstebro

5

        

6

Lidelsens Vej udkom i 1903, kostede 4,50 kr. og omfatter [IV]+356+[I] side. I Lidelsens Vej. II blank. III Ernesto Dalgas. Lidelsens Vej. En Selvbiografi af en Afdød. København. Lehmann & Stages Boghandel. 1903. W Udgivet af Axel Mielche. Græbes Bogtrykkeri. - København. 357-358 blank. Omslaget er mørkegrønt med sort tryk .

7

Her sidder jeg i det gamle Kæmnerkontor med alle Kæmnertraditionerne svævende over mig. Jeg er alene med min Kontubernal, Fidivav, som ligger i sin Kurv og i Søvne vifter med sin Hale. Lukker jeg Vinduet op og stikker Hovedet ud, da er alt stille derude i den stjerneklare Nat, saa stille, at hvis det var sandt, at Stjernerne i Smug samtaler med hinanden om Menneskenes Daarskaber, maatte man kunne høre det. Gaden er tavs og tom. Den hele Stad sover, tror jeg, undtagen jeg.

Trækker jeg Vinduet til og lukker mig inde med mig selv, da er ogsaa her alt stille under Hængelampens Skin, saa stille, at man kan høre Støvgranene falde.

Men denne Ensomhed bliver afsig selv til Samtale. Denne Stilhed er fuld af mangehaande Stemmer, som ingen har Øre for uden jeg. Der er rustne Stemmer og klare Stemmer, vrantne Stemmer og blide Stemmer. Der er megen alvorlig og dybsindig Tale, men højere end den klinger dog en lattermild Pigerøst.

Ogsaa mine egne Stemmer fornemmer jeg. Først hører jeg Barnestemmens ensformige, troskyldige Pludren. I Ungdomstiden derimod kommer min Røst i Overgang og kan ikke finde sin naturlige Plads i Registret. Snart er den Sopran, snart Bas, snart ganske ubestemmelig og snart afgjort falsk Megen Spot hører jeg, ogsaa megen Kvinkeleren paa blødagtige Strenge, og en hel Del bitter Klage og en Gang imellem et trodsigt Skrig.

Men ligesom i Newtons Forsøg en Lysstraale spredes i et bredt, farvet Baand og atter koncentreres til en klar, hvid Straale, saaledes forsvinder Ungdomsrøstens mange Toner for Mandsstemmens enstonige Klang. Denne Klang er stilfærdig, ret dyb og beskeden uden hverken Skurren eller Brøl. Jeg er godt tilfreds med min Stemme, er den end ikke stor. Jeg synger dog med mit Næb med i Livets Kor og siger Kuk, ihvor jeg er.

Jeg er fortrolig med disse Stemmer. I Stilheden vokser Erindringerne op afsig selv, og som en opmærksom Tilhører sidder jeg med 8 Haanden for Øret og lytter til, hvad de kan fortælle mig. Ofte har jeg Vanskelighed ved at genkende min egen Stemme mellem Fortidens Røster. Jeg hører paa Fortællingen, som om den ikke handlede om mig selv, men om en afdød, hvis Liv jeg kender ud og ind, og som tilfældigvis bar det samme Navn som jeg.

Det er denne Persons Biografi, jeg har besluttet mig til at skrive. Hertil har jeg ikke noget som helst samfundsnyttigt Motiv. Det er kun i Egenskab af Privatmand, jeg foretager mig dette Arbejde, og det skal ikke tjene til den almene Velfærds Fremme, men kun til Fidivavs og min egen Fornøjelse; thi Fidivav sover aldrig tryggere, end naar Pennen skratter paa Papiret.

Af tre Grunde skrider jeg til dette Foretagende. For det første har jeg hidtil savnet noget at beskæftige mig med i de lange Vinteraftener, naar Frøken Ingversen er gaaet til Sengs efter vor Aftenbezique. Se, her har jeg da faaet noget at spekulere over.

For det andet gør jeg det til min egen Opbyggelse og Belærelse, idet jeg venter mig, at dette Arbejde, naar det udføres med Flid og Grundighed, vil klare min Forstaaelse af meget i det forgangne, der endnu synes mig dunkelt

For det tredje har jeg nylig maattet kassere en af det nye Aars kommunale Protokoller, fordi Bogbinderen har været saa taabelig at gøre de røde Streger i Margenen dobbelte i Stedet for enkelte. Denne Protokol har han tilbudt mig som Privatperson for en billig Penge, og jeg vil nu gøre den til min Privatprotokol.

Jeg skrider til Værket med stor Alvor efter de bedste Historikeres Mønstre, idet jeg gør mig Umage for fremfor alt at være saa paalidelig som mulig. Jeg aflægger Løfte om hellere aabent at bekende min Uvidenhed paa de Punkter, hvor min Hukommelse svigter mig, end paa egen Haand at digte noget til. Ogsaa vil jeg efter alle samvittighedsfulde Biografers Sædvane anvende Dokumenter i saa stort Omfang som mulig, og jeg har til den Ende i de sidste fjorten Dage gennemgaaet og kronologisk ordnet alle de Dokumenter, der staar til min Raadighed Det fornemste af disse er en vis Dagbog i blaat Bind, som indeholder mange kuriøse Betragtninger. Endvidere bør fremhæves to hypotetiske Karakteristikker af den gamle Kong Salomons Personlighed og hans Forhold til Sulamith samt en lille Afhandling om den kongelige, danske Religion, hvori denne henføres under sin rette Kategori. Derimod vil jeg ikke direkte anvende min Persons 9 Vers, hvoraf jeg besidder tykke Pakker; thi siden jeg er blevet ældre, gør jeg ikke meget af Versemageri.

Dengang jeg begyndte at spekulere paa dette Foretagende, forekom det mig, at jeg dog havde oplevet en hel Del; men da jeg kom til at tænke mig om, overraskede det mig, hvor fattigt egentlig mit Liv har været paa Begivenheder. Jeg fløj op, og jeg fløj ned; men noget videre kom der aldrig ud deraf Og dog føler jeg mig som den, der har oplevet meget. Thi hvad der for enhver anden vilde have været Srnaabegivenheder, blev uhyre store Begivenheder for mig, saa at jeg kan ligne mit Liv med en Verdensomsejling i en Nøddeskal. Ofte sammenstiller jeg mig med den Mulighedens Discipel, som Vigilius Hafniensis omtaler, der lever midt ude paa Jyllands Hede, hvor den mærkværdigste Hændelse er den, at en Urkok flyver larmende op, men som uddannes i Mulighedernes Verden og lærer mere der end mangen Skuespiller paa Verdenshistoriens Teater.

Naar man skal tage een af - fotografisk, forstaar sig - da gælder det om to Ting, at have Personen paa Afstand og selv at forholde sig rolig. Paa samme Maade vil jeg tage mit fordums Jeg i Kikkerten. Jeg vil betragte min Person, som om han ikke var i kødelig Slægt med mig selv, men som om jeg havde staaet i en tilfældig Forbindelse med ham som Hovmester, fortrolig eller deslige. Derfor vil jeg ogsaa tillade mig selv en Gang imellem at snakke lidt med, hvis jeg har Lyst, ligesom Thackeray bruger det, og overhovedet gøre mig det mageligt og ikke forhaste mig. I de lange Afteners Stilhed er der jo intet at haste efter.

Naar man i Jylland vil udtrykke, at en og anden har det rigtig alene, siger man, at han sidder for sig selv og kukker. Det kunde more mig at prøve paa at udlægge dette Udtryk allegorisk. Jeg finder meget træffende deri. Den fulde Ensomhed bliver af sig selv til Samtale. Den dybe Stilhed fyldes af Stemmer. Med denne lidt melankolske, lidt monotone, lidt gammelmandsagtige Smaasnakken med mig selv faar jeg Tiden til at gaa ligesom Kukkeren derude paa Heden.

Altsaa rykker jeg Stolen helt hen til Skrivebordet, tænder min Pibe med en Fidibus og giver mig til Værket Men først og for en Ordens Skyld autoriserer jeg lovformelig denne Protokol in Folio til Privatprotokol for

Salomon Simonsen, fast ansat Kæmner her i Staden. 10 De indfødte herude kalder min Hjemstavn for Staden. Jeg ved nok, at Staden har et andet Navn, hvormed den figurerer i Geografien. Det er et af de Bynavne, som man indprenter sig i Skolen, men som man aldrig hører nævnt senere hen i Livet. Der gives Skeptikere, der tvivler paa saadanne Byers Eksistens og tror, at Bønderne har bundet en lettroende Geograf noget paa Ærmet.

Staden ligger op ad Bakke og ned ad Bakke. Skønt den er saa lille, er den en hel Labyrint Gaderne er krogede og benyttes ikke meget af indfødte Fodgængere; men der er et Utal af Genveje og Fodstier, som enhver kender. Passagerne gennem Bryggerens Gaard og gennem Apotekerens Have er Stadens to Hovedaarer.

Der gaar en grøn Slugt fra Vandmøllen op til Kirkegaarden, og igennem den kan en fremmed uforvarende komme spadserende midt ind i Stadens Hjerte uden at ane, det er en Stad, før han staar omtrent midt paa Torvet; men saa ser han rigtignok heller ikke andet end lutter Huse.

Der er ikke noget, som giver en stærkere Forestilling om noget ældgammelt, end saadan en stillestaaende Stad Der er kun een Murmester i Staden, thi der bygges meget sjældent nye Huse, og naar man efter Tilvæksten i de sidste tyve Aar beregner, hvilken Tid det maa have taget for Staden at vokse til sit nuværende anselige Omfang, faar man en Forestilling om stor Ælde.

Og dog har der været noget til før denne Stad; thi det hændtes en Gang, at Borgmesteren lod grave i Adelgade, og da fandt man Resterne af en anden Brolægning over to Alen under den nuværende. Dette giver et lignende Indtryk af ubestemmelig graa Fortid som en Begivenhed, Herodot omtaler. Han beretter om en ægyptisk Konge fra den allerældste Sagntid, at denne fandt i en Ørken et Tempel, som ingen kendte, med Skrifttegn, som ingen af hans lærde kunde tyde.

I denne Stad og i Stadens Kæmnerbolig, der er gaaet ved Køb og Salg fra Kæmner og til Kæmner i mangfoldige Led, traadte en lille Svend ved Navn Salomon Simonsen sine Børnesko.

Han var ikke nogen lille Jødedreng, som man kunde tro efter Navnet. Dertil var hans Haar for lyse og hans Øjne for graa.

Han var en loyal, dansk Dreng. Kongen og Borgmesteren lærte han at ære, før han kunde knappe sine egne Bukser; men hans nærmeste foresatte var den Kæmner, der besteg Kæmnerstolen i 1860 efter afdøde Lausgaard

11

Salomons Kæmner var en lang, mager Skikkelse med en alvorlig og sædelig Mine i sit Ansigt. Han skal i sin Tid have været Seminarist og Skrivelærer i Staden, men kort før Lausgaards Død blev han Svigersøn og Adjutant ved Forretningerne og arvede Embedet efter ham. Orden, Disciplin og Præcished var hans tre Kæpheste. Hans Streger over t'erne var alle lige store, og hans Prikker over i'erne sad alle lige højt over Linien. De store Bogstaver var hans Kæledægger, og han læste af Princip aldrig nogen Bog, hvor Navneordene ikke var stavede med stort

Kæmneren gik altid i en lang, sort Frakke og korte, graa Bukser, Galocher og Paraply.

Salomons Moder var en lille, tyk Kone, som det var lettere at trille med end at løbe med. Lattermild og mundrap var hun, lavede god Mad og kunde godt lide at smage paa den selv, havde ingen nævneværdige Kundskaber og disputerede aldrig om højere Materier, men talte kun om, hvad hun forstod sig paa. Kort sagt, hun var en Perle af en Kvinde. Sin Gemal beundrede hun over al Maade, og hun satte sit Livs højeste Opgave i at være hans Tjenerinde.

Ligesom de to Ægtefæller var af et forskelligt Temperament, maa man ogsaa sige, at de tilhørte hver sin Religion. Paa Folketællingslisten skrev Kæmneren sig og hele sit Hus som tilhørende den evangelisk-lutheranske Religion, men i Grunden stod han i religiøs Henseende nærmest ved Kalmukkerne, og hans Gudsdyrkelse bestod i at opfylde alle Ceremonier med streng Nøjagtighed Han blev siddende i Kirkestolen fra Indgangsbøn til Udgangsbøn, omringet af sin Familie; men naar han kom hjem, kunde han godt lade sig forlyde med, at Prækenens Længde burde indskrænkes ved Lov. Om Middagen, naar man ikke altid anede noget ondt, skulede han pludselig ned til Bordbenet, og med en ægte Forbryderhvisken galoperede han gennem en Bordbøn i et Tempo, der kunde konkurrere med Kalmukkernes Bedehjul. Under denne Besværgelse maatte alle helst se saa nedtrykte og forlegne ud som mulig og ikke løfte Øjnene fra deres Vesteknapper, da man gik ud fra, at Himlen i saa Fald vilde blive fortørnet og Besværgelsen tabe sin Kraft. Kom en lille Dreng uforvarende til at klapre med sin Kniv og Gaffel, holdt Kæmneren op midt i og praktiserede ham udenfor.

Salomons Moder havde det paa en anden Maade. Hun fulgte Kæmneren i Kirke og faldt med stor Andagt i Søvn under Prækenen, 12 og hver Gang Kæmneren puffede hende i Siden med sit Paraplyhaandtag, svarede hun blot: »Ja, Frederik! Aark ja!« De religiøse Øvelser laa ikke for hendes Anlæg; men ellers var der en vis gammelluthersk, livsglad Fromhed over hende. Middagen var Dagens Højtid for hende. Naar Klokken slog 12, bandt hun i Hast en snehvid Kappe om sine gloende røde Kinder, hægtede et stivet Forklæde om sin Mave og frembar Dagens Retter som et Brændoffer til sin Herre, Kæmneren, der ventede med Uret i Haanden, medens hun selv glinsede og duftede af Stegefedt og Varme imellem sine hvide Kappebaand som en letbrunet, rygende Frikadelle paa en Porcelænsassiette. Hun lavede udmærket Mad Jeg siger det eftertrykkelig, thi jeg ved, at det er hende den kæreste Ros i hendes Grav. Hun havde jo ogsaa været Kogejomfru hos Etatsraad Nellemann paa Stæremosegaard, før hun tog Kondition hos Kæmneren. Men hun forlangte ogsaa, at man skulde skønne paa Maden og være taknemmelig mod Forsynet derfor, ikke mod hende selv; »thi det er en Guds Gave at lave god Mad«. Salomon og hans lille Søster opfordrede hun til at være glade, hver Gang de saa de stakkels Tiggerbørn, fordi de selv fik deres gode Mad, og hun taalte aldrig, at de levnede. Hun tog hver Dags Anretning som en Manna, der faldt ned ovenfra - især var hun glad, naar Kartoflerne var vellykkede - og naar Familien sad rigtig rart og hyggeligt sammen over en lille Grydesteg, var hun saa meget des gladere, fordi hun ansaa alt godt som et Tegn paa Tilfredshed med Kæmnerens Hus paa de allerhøjeste Steder. Senere er jeg dog kommet efter, at det tillige har været hende en Samvittighedssag med Madlavningen, et Bodsværk, hvormed hun vilde retfærdiggøre sig for, hvad hun havde forbrudt mod Himlen og Kæmneren, og hvorved hun vilde forberede sig til den anden Verden, som hun sikkert har forestillet sig efter Lignelsen med det store Gæstebud Jeg er bange for, at hendes Forestillinger om Saligheden var meget sanselige, og i det hele var hendes Religion vel nærmest en Slags simplificeret Muhamedanisme. Naar alt kommer til alt, var denne Religion ikke den daarligste. Den var positiv og letfattelig, og hun beviste allenfals sin Tro af sine Gerninger. Hun var i Sandhed en af dem, der dyrker deres Gud i deres Ansigts Sved, og der var en gammeldags Trohjertethed over hende, som er i Færd med at dø ud i Verden.

Salomon blev født i Aaret 1864. I Paris kaldte man de Børn, der blev baarne og fødte i 1871, for Kommunens Børn. De skal have været

        

13 skrøbeligere og sygeligere end andre Aargange. Paa samme Maade har vi herhjemme Børnene af 1864, og et af dem er Salomon.

Salomons Stilling i Kæmnerens Hus var noget uklar. Han blev oplært til at sige Onkel og Tante; men en Dag efter en længere Diskussion mellem Kæmneren og hans Kone blev Signalerne ændrede, og det skulde nu hedde Far og Mor. Med Mor gik det ogsaa rigtig godt; men naar han efter Ordre vilde sige Far til Kæmneren, standsedes han uvilkaarligt af et strengt Øjekast. Prøvede han saa med Onkel, spurgte Kæmneren ham forbitret, hvorfor han ikke sagde Far. Enden blev, at Salomon hverken turde sige det ene eller det andet og næppe vovede at tiltale Kæmneren. I Omtale kaldte han Kæmneren for »Han«, og dette Han, der ved sit Eftertryk skilte sig fra ethvert andet Han, gennemrislede Salomon, hver Gang han brugte det, med en ærefrygtfuld Bæven. Det vil erindres, at ogsaa Jøderne af Ærefrygt for deres Stammegud undgik at nævne hans Navn.

De to første Begivenheder, som hæftede sig fast i Salomons Erindring, var begge af bedrøvelig Natur. Den første Gang, han ret fik Indtrykket af, hvor bedrøvelig og meningsløs den menneskelige Tilværelse er, var en Dag, da hans Moder var gaaet fra ham og havde efterladt ham ene hjemme med det Paalæg at opmuntre sig ved at hoppe paa eet Ben rundt om Bordet Da hun kom hjem, fandt hun ham trofast hoppende, grædende, men hoppende. Han fandt denne Adspredelse saa ganske haabløs og hensigtsløs.

Den anden Begivenhed af Interesse i de første Barneaar var ligeledes af sørgelig Natur og viser tillige Salomons Karakter fra dens værste Side. Han modtog de første Begyndelsesgrunde i Bibelhistorie af sin Moder i Kæmnerens Overværelse og hørte Fortællingen om Kain og Abel. Og her røbede det sig straks, til hvis Parti Salomon senere skulde komme til at høre. Thi Abels Skæbne rørte ham ikke. Den gode Abel var jo elsket og savnet af sine Forældre og vel omtalt af alle Mennesker; han kom straks i Himlen, da han var blevet slaaet ihjel, og fik oven i Købet Herren selv til at hævne sig. Men da Salomon hørte om den stakkels Kain, der skulde vandre ganske alene ud i Ørkenen og være forbandet for alle, da kunde han ikke holde sine Taarer tilbage; men straks lugtede Kæmneren Arvesynden og gav ham hans velfortjente Klø.

Fra den Tid Salomon begyndte at gaa i Skole, bliver Erindringerne talrigere og tydeligere, og fra denne Tid haves et stort Materiale af 14 Karakterbøger og Skrivebøger. Disse Dokumenter har jeg dog kun kunnet benytte til Bestemmelse af den rette Kronologi. Maaske fortjente de at undergaa en grafologisk Behandling.

Hver Morgen tog Salomon sin »Bibel« og sin »Fædrelands« og løb i Galop ned til Grønnegade. Det var en farlig Vej, thi der myldrede med Friskoledrenge. Der var især een hæslig Knægt, som var efter ham. En Morgen blev han indfanget af sin Tyran nede i Smøgen. Han skælvede og tilbød ham underdanig alt, hvad han ejede, en Enøre, som han havde fortjent ved Indsamlingen af en Snes Æg - dette var Salomons fornemste Erhvervskilde. Fyren tog vel imod Enøren, men lod sig ikke derved formilde. Han bukkede sig, vristede en Brosten op af Jorden og dunkede Salomon med den i Hovedet, saa han fik en græsselig Hovedpine. Saaledes tog Begivenheden sig i alt Fald senere ud i Salomons forskræmte Erindring; men maaske er der lidt fantastisk Overdrivelse deri. Jeg tør ikke sige noget for vist; men jeg har undersøgt Brostenene i Smøgen og fundet, at de den Dag i Dag ligger temmelig løse, saa ganske umulig er Historien ikke. -

Hvis jeg kunde male, vilde jeg male mig et Billede af Salomons Færd i Morgenstunden. Det skulde forestille ham farende i fuld Galop til Skole mellem glubende Friskoledrenge som en Antilope mellem Ulve, med den blodrøde Morgenhimmel foran sig og hen over den et Tog af skrigende Krager, der drog ind mod Byen i sorte Skarer. A propos om disse Krager. De boede egentlig ude i Jomfrulunden; men hver Morgen drog de skrigende ind til Byen for at søge Føde, og hver Aften drog de skrigende derfra for at søge Natteleje. En Vinteraften maatte Salomon se, hvor de drog hen, og han fulgte dem ud til Jomfrulunden. Der havde de slaaet sig ned i nogle høje Bøgekroner, og han kunne høre dem snakke sammen deroppe, medens de indrettede sig for Natten. Men med eet blev der Uro deroppe. Der løftede sig en sort Sky brusende og brallende fra Kronerne, og i næste Nu sænkede den sig ned over den usle Purk, der stod og gabede nedenunder. De skreg ham ind i Ørene og baskede Luften om ham med deres Vingeslag. Lille Salomon troede, de vilde hugge Øjnene ud paa ham, og løb. De havde vist ogsaa gjort det, hvis han var blevet der. De var meget større paa nært Hold, end han havde troet, og skreg saa frygtelig. Lille Salomon slap dog derfra med Livet; men naar han hørte dem skrige i den røde Morgenstund, huskede han fra den Dag af paa, hvad det var for nogle slemme Fugle.

15

Det var altsaa Kragerne. Jeg vender tilbage til Skolegangen: Hver Morgen bar Salomon sig ad paa følgende Maade. Han aabnede forsigtig Gadedøren og kiggede ud Var der ikke noget mistænkeligt at øjne, satte han alle Sejl til og løb lige bus ned i Grønnegade. Der slap han ind ad Skoleporten og klatrede op ad en lille, mørk Trappe med hulslidte Trin til sin anden Klasse B. Hermed var dog ikke Trængslerne forbi; ogsaa her omspændtes Salomon af overmægtige Fjender. I Timerne maatte man se til at undgaa Lærernes Vrede, og i Frikvartererne gjaldt det om at komme af Vejen for de store Drenge. De store Drenge drev en frygtelig Leg, der hed Kolumbus. Op og ned for de mellem Porten og Retiraden som Hurtigløbere paa en Rendebane, og midt i Gaarden dansede en Kæde af Drenge, som holdt hinanden i Haanden. Denne Kæde snoede sig ud og ind som en Slange, trampede med sine tyve Ben og hylede ud af sine ti Halse og havde to Fangarme, en i hver Ende, hvormed den greb efter Hurtigløberne, eller ogsaa snoede den sig om dem og optog dem i sin Bug. Ingen var sikker for dette Uhyre; thi det syntes at opfylde hele Gaarden, og dets Bevægelser var lynsnare og uberegnelige. Naar derfor Feltraabet lød: »Kolumbus begynder,« saa puttede de smaa sig af Vejen, som de kunde bedst, og Salomon retirerede gerne op i Retiraden.

Bag ved en lille Jernbygning uden Dør og med Afløbsrende havde Salomon fundet sig en hyggelig og rolig Krog, og der stod han og spiste sin Mellemmad, medens den vilde Jagt susede forbi ham. Han fik et Øgenavn efter denne Plads, som han ofte har grædt sine modige Taarer over, og Bestyreren spurgte ham en Gang i en harmfuld Tone, om han ikke kunde spise sin Mellemmad et andet Sted, hvortil Salomon svarede, at han vidste ikke, hvor det skulde være; og i Sandhed, det kunde være vanskeligt nok at finde et andet Tilflugtssted i denne Gaard, hvor der var saa mange Farer. I Porten holdt Salomons kære Klassekammerater til, og over dem regerede Holger Bielefeldt Han holdt hele sin Klasse i Ave ved sin uhyggelige Maade at føre Krig paa. Naar han blev gal, udstødte han et vildt Uhu, rejste sig paa Tæerne og ruskede sin Fjende i Haaret, saa det knagede i Haarrødderne. Se, det var Porten, og henne ved Vandposten stod den ækle Aksel Feddersen altid og sprøjtede med Vand, og ved den røde Mur turde ingen staa, for derovenfor sad Bestyreren oppe ved sin Pult og spyttede i Tanker ud af Vinduet

Bestyreren var en meget flink Mand, han var fed og skaldet, var en 16 ivrig Romantiker og havde haft ti Børn og tre Koner. Han havde for Vane at skelne mellem raske Drenge og Pigedrenge, og han yndede ikke de sidste. Anton Hansen fortalte Salomon, at han havde hørt Bestyreren sige til Hr. Obel: »Han er saa sær, den lille Pissoirdreng. Jeg havde Lyst til en Gang at give ham en Dragt Klø for at muntre ham lidt op.« Fra den Tid indsaa Salomon, at han maatte vise sig noget mere til sin Fordel; han holdt nøje Udkig med Bestyreren i Vinduet, og hver Gang den strenge Mands Blik faldt hen i hans Krog, dansede han en lille Dans og satte nogle Grimasser op, som skulde forestille Munterhed, alt imens uhyggelige Anelser formørkede hans Sjæl.

Men en stor Forandring foregik med Salomon, da han kom under Hans Adolfs Paavirkning. Hans Adolf var en stor, tyk Dreng, en Klasse højere oppe. Han blev Salomons eneste, sande Ven. Fra Begyndelsen af nærmede Salomon sig ham med stor Ærbødighed; thi han havde hørt, at han skraaede, og han vidste, at det var en stor Hæder for en Dreng at kunne udøve den Kunst, og da Hans Adolf værdigedes at lægge Mærke til ham og endog optog ham mellem sine fortrolige, blev Salomon svimmel af Henrykkelse, og det fyldte ham med Stolthed at bære sit nye Tilnavn: Hans Adolfs Slave.

Og se: Tryg ved Hans Adolfs Venskab kunde Salomon færdes frit i denne frygtelige Gaard, uden at Førsterotterne turde trække ham i Benene eller Aksel Feddersen sprøjte Vand paa ham. Ja, han drev det endog til at deltage i en af Hans Adolf selv arrangeret Kolumbusleg, hvori han med alle Tegn paa Glæde lod sig slæbe paa Knæene hen ad Brostenene eller fik Hovedet dunket sammen med Muren paa den fornøjeligste Vis.

Hans Adolf lærte fremdeles Salomon at slaas, idet han satte ham sammen med sine Fjender, Førsterotterne, een efter een, og truede dem med at flaa dem levende, hvis de ikke godvillig lod sig prygle. Salomon havde oprindelig været saa uvidende i Slagsbroderkunsten, at han efter sit første Slagsmaal grædende fremstillede sig for Bestyreren og klagede over, at den anden havde slaaet i Ansigtet. Da Bestyreren meget fornuftigt spurgte, hvor han ellers skulde slaa, svarede Salomon i sin Uskyldighed: »Paa Ryggen!« idet han ansaa samme Sted for det ufarligste paa Kroppen. Men fra den Dag stammede Bestyrerens Foragt for ham.

Salomon var ikke noget kløgtigt Barn. Han kendte ikke Verden og troede alt, hvad der blev fortalt ham, og Følgen var, at han af alle sine 17 Omgivelser blev proppet med de værste Røverhistorier. Af Hans Adolf hørte han Historien om de to Rotter, der aad hinanden, saa kun Halerne blev tilbage, hvad Hans Adolf selv havde set hos sin Morbroder i Glimminge. Fra samme Side erfarede han, at Farverens Svin hver Nat gik i Søvne paa Bagbenene, og mangen Nat listede han sig op af Sengen og kastede lange Blikke over i Farverens Gaard; men han naaede aldrig at se det mærkelige Syn. Ogsaa Kæmneren stillede Salomon over for det ubegribelige ved at bevise ham, at en Kat havde tre Haler, og hans Fremstilling forekom Salomon saa overbevisende, at han plejede at spørge Kæmneren, om han havde set saadan en Kat. Al saadan Belæring vakte megen Munterhed blandt Tilhørerne, og Salomon stemmede i med Latteren og fandt det hele uhyre fornøjeligt.

I Skolen lærte de ikke ligefremme Røverhistorier, men ogsaa her blev dog Salomon stillet over for det mystiske. Thi de Kendsgerninger, som meddeltes ham, antog de eventyrligste Former ved at passere igennem hans barnlige Opfattelse. Det er i det hele forbavsende, hvad Børn kan faa ud af deres Lærebøger. Mangen Lærebogsforfatter vilde blive ilde til Mode, hvis han saa sin egen Bog, saaledes som den tager sig ud for Barnets Øjne.

Salomon erfarede, at hvert tredje Menneske var en Kineser, og han saa sig om i Klassen for at opdage, hvem der var det mellem dem. Læren om Antipoderne forekom ham ganske utrolig. Han øvede sig selv i at gaa med Benene i Vejret, men kunde ikke drive det til noget videre.

Eventyr tror jeg ikke, Salomon hørte fortælle; men hvad han fik ud af de voksnes Samtaler, og hvad han læste sig til i deres Bøger, var mere eventyrligt end Historien om Tommeliden. Han havde faaet fat i en herlig Bog, som hed Naturens Vidundere, og som blev endnu mere vidunderlig, fordi han opfattede alle Billeder i naturlig Størrelse. Det rystede ham, da han første Gang læste om Bakterierne, og han ragede og rodede i Rendestenen efter dem. Han fandt ogsaa nogle interessante Trævler; men de rørte sig ikke og drejede sig ikke om deres egen Akse, og han kunde heller ikke finde deres egen Akse.

Det mest mystiske var dog den gode Gud Efter hvad Salomon hørte, sad Gud oppe i Himlen og passede paa. Han forestillede sig ham som en overjordisk Bestyrer, der saa alle smaa Drenge paa Fingrene. Han saa og hørte alt og faldt aldrig i Søvn. Han talte Kagerne og 18 vidste Besked med, hvor meget Sukker der var i Skaalen. Hvis en lille Dreng kom for Skade at sige Usandhed, gav den gode Gud ham straks en sort Streg i Panden, og Salomon lagde Mærke til, at naar en lille Dreng var lige ved at falde i Søvn i Kirken, plejede Forsynet at sende en Flue, som kildrede ham paa Næsen. Denne uhyggelige Magt var altid efter smaa Drenge; de maatte ikke klø sig og ikke gabe og ikke nyse, de maatte ikke fløjte i Stuen og ikke sutte paa Tommelfingeren og ikke spørge og ikke svare igen. Gjorde de noget af det, resikerede de straks at dø og komme i Helvede, og mangen Gang sad Salomon og misundte Fluerne paa Væggen og syntes, de havde det meget bedre end Menneskenes Børn, for de kunde gaa i Sukkerskaalen, saa meget de vilde, og kom ikke i Helvede derfor.

Holdt den gode Gud nøje Regnskab med Salomon, holdt denne ikke mindre nøje Regnskab med Gud Salomon fandt det i sin Orden, at det blev Regnvejr om Søndagen, naar han havde stjaalet Æbler i Apotekerens Have om Lørdagen, og han saa en højere Retfærdighed i, at den gamle gav ham en Lussing uden skellig Grund, naar han vidste med sig selv, at han ikke havde været god imod sin lille Søster i den sidste Tid Men hvis for mange Genvordigheder traf ham, da følte han sig paa Kreditsiden, og han hævnede sig ved frygtelige Angreb paa Kagekassen. En Gang var Salomon kommet langt ned paa Debetsiden, Himlen syntes at have lukket Øjnene, og han tænkte med Skræk paa Afregningens Dag. Dog, den trak længe ud, og han forhærdedes og levede et ryggesløst Liv med Syltetøj og Æbler. Omsider brændte da hans Insektsamling, og han forstod atter Styrelsen.

Bortset fra denne moralske Kontrakt, der var imellem Salomon og Gud, var der ogsaa det rent religiøse Forhold Ingen Kalmuk har mere andægtig kastet sig i Støvet for sit Afgudsbillede, end Salomon laa paa Maven for Balles og Balslevs Gud Han opfandt paa egen Haand Princippet med Bedemaskinerne; thi i Stedet for eet Fadervor bad han en halv Snes i en rivende Fart, naar han var kommet i Seng, især paa de mørke Vinteraftener, naar Tænderne klaprede i Munden paa ham af Kulde, og han følte sig uhyggelig i Stuen. Han læste i den store Billedbibel ikke for sin Fornøjelse, men fordi han mente, det kom nok igen, og naar det særlig gjaldt om at indsmigre sig hos den almægtige, bad han sin Moder om Lov til at bringe en Flaske Hindbærsaft ned til den syge Madam Mortensen. Alle saadanne Ting var 19 Tryllemidler af samme Art som Negrenes Ofre og Besværgelser, hvormed han vilde afvende Gudens Vrede.

Man ser, at Salomon levede i en mærkelig Verden, i den samme Verden, som den uvidende vilde levede i for hundrede Tusind Aar siden. Vidundere og Forskrækkelser omgav ham paa alle Kanter, og han gik i en stadig Forventning om, at en af de forbavsende Ting, han hørte og læste om, skulde indtræffe. Naar han sad i Skolen en Vintermorgen, betragtede han med stor Interesse Hr. Obels Næse, der var bleg af Kulde, og ventede længselsfuld paa det Øjeblik, da den skulde falde af ham, hvad Salomon jo vidste kunde ske, hvis den ikke i Tide blev gnedet med Sne. Hver Gang han skulde klippes, svævede han i den største Angest for sit Liv, thi Barberen havde to uhyre Knevelsbarter og to rullende Øjne, og hver Gang han gav et Klip med Saksen, fortrak hans Ansigt sig til et morderisk Grin, som Salomon kunde se i Spejlet. Han tvivlede ikke paa, at Barberen var Stadens Rolf Blaaskæg, og ventede, at han en Dag vilde tage sin store Saks og - ritsj, ratsj - Hovedet af; men Salomon turde ikke snakke til sine Forældre derom. Og saaledes var der saa meget, han ikke turde tale om. Der var de store, runde Pletter paa Engene, hvor Græsset var gult og kort - han erfarede langt senere, at det var der, Høstakkene havde staaet; og der var de underlige smaa, sorte Pølser i Urtepotterne, og der var det: hvorfor man aldrig saa nogen død Fugl; og der var saa mange andre Ting.

Hvor var Barnelivet dog ikke dejligt trods al Skræk og alle Gaader. Dersom det Barn, jeg taler om, havde den vildes store Øjne og forskræmte Blik, saa havde det ogsaa hans lette Hjerte og tankeløse Glæde, saa snart Solen smilede paa Himlen. Hvor glædede det sig ikke til Jul, den herlige Tid, da Gud holdt Fødselsdag og lod Lovene sove for en Dag og gav Smaafolk en Forsmag paa, hvordan det gik til oppe i Himlen, naar man fik Vinger paa. Og der var Skøjteløbning i Juleferien, hvor Barnet vaklede frem og tilbage i Fjersko paa Halifax og løb i Ring paa Jensens Bane med dens halvandet Hundrede Kvadratfod Is og fremviste to violette Kinder og en spøgelseagtig Næse. Og der var Foraaret, hvor Barnet gravede de første blaa Anemoner frem under visne Blade og bragte dem hjem i Triumf og stemmede Vandet op i Skovbækken til et brusende Vandfald og laa i det visne Hø paa Gærdet i Læ for Vinden neden under Lærkernes Sang. Og der var 20 Tøvejret om Vinteren, som var endnu bedre end Frostvejret, og Sneen rutschede ned fra Tagene, og det saa paa Termometret og havde Vandstøvler paa og blev stænket og grisede sig til. Og der var ogsaa noget, der hed Sommerferien, et Ord, som begynder med Jordbær og ender med Kirsebær, hvor Verden var saa grøn, saa grøn, indvævet med røde Kløverblomster, som der var Honning i, og kantet langs Grøfterne med gule Smørblomster. Og der var Rabarbergrødens Tid, og de første Kartoflers Tid, og de første Dragers Tid, og de første Nødders Tid. Og hvilken forbavsende Mængde Slikkerier var der ikke til i Verden, og hvor meget Vand havde den gode Gud ikke givet smaa Børn til at pjaske sig i, og hvor var de store ikke nogle ophøjede fuldendte Væsener, og hele Verden var saa vidunderlig og dejlig, frygtelig, men dejlig.

Paa denne Maade fyldtes Salomons Hjerne med et Urede af uklare, mystiske Forestillinger, og bag ved den Verden han saa, følte og smagte paa, havde han Eventyrets fantastiske Verden, uden at han havde noget klart Begreb om Forholdet mellem de to Verdener. Med andre Ord, Salomon var alt i sin grønne Barndom det værste, et Menneske kan blive, nemlig Romantiker. Havde lille Salomon haft et fornuftigt Menneske, han kunde forklare sig for og spørge hos, tænker jeg, hans senere Liv var blevet en Smule fornuftigere, end det blev. Men Salomon gjorde efterhaanden den Erfaring, at det kunde ikke nytte noget at spørge de store om noget. Enten sagde de, at smaa Drenge maatte ikke spørge, saa kom de ikke i Himlen, eller de gav sig til at le og gøre Nar, naar en lille tænksom Dreng bad dem vise ham Jordens Skygge i Himmelrummet, eller de bandt ham noget paa Ærmet til at løbe rundt med til almindelig Fornøjelse. Lille Salomon dannede sig den Grundsætning, at de store er ikke til at snakke med

Jeg maa give lille Salomon Ret heri. Det er underligt, at Menneskenes Børn ikke bliver mere taabelige, end de er, efter den Opdragelse de faar. De smaa Personer staar fortabte i denne besynderlige Verden som en Ulle Pige i et stort Snevejr og spørger de forbigaaende om Vej; men de store Personer har travlt og svarer, hvad der saadan falder dem ind, og saadan gaar det til, at de smaa Kar fyldes med tom Snak i Stedet for med levende Kendsgerninger. De store er alvidende, almægtige og algode Væsener, som sidder ved Virkelighedens rige Bord. De smaa er nogle smaa Plageaander, som kommer og rykker dem i Skørterne eller Buksebenene og spørger; men de store har 21 travlt med deres store Opgaver og slænger ned til dem lidt Affald af deres Kundskabers Overflod. Og dog er den Opdragelse, som Barnet faar ved den daglige Omgang og Samtale med de voksne, langt vigtigere end Skolens Lektier; men herpaa tænker kun faa.

Det er ogsaa underligt, at de samme Mennesker, som vilde skamme sig ved at lyve for et voksent Menneske, som dog ikke vilde tro dem, ikke tager i Betænkning for deres Morskabs Skyld at give Børnene, som tror, hvad de hører, noget at rende med Men Sagen er, at over for Børnene viser den menneskelige Karakter sig i hele sin naturlige Slethed Mennesket har en naturlig Ulyst til Sandheden. Over for voksne holder de sig i Tømme for deres borgerlige Anseelses Skyld, men over for Børn behøver man ikke at gøre Vold paa sig selv, og der viser vor Tankegang sig, som den egentlig er. Kun den mindste Del af vor Erfaring har vi været nødte til at tænke ordentlig igennem for vore Forretningers Skyld Resten er et forvirret Sammensurium af Fantasterier, Suggestioner og løsrevne Erindringer, og naar vi taler med Børnene, er vi for dovne til at tænke os om, og vi siger et eller andet Snak, som falder os ind. Usandfærdigheden er ikke bevidst, men rent uvilkaarlig og naturlig. Den skyldes ikke saa meget Ondskab som Imbecilitet

Salomon bar sig ad paa samme Maade over for sin lille Søster. Han fortalte hende uden Barmhjertighed alle de Røverhistorier, der faldt ham ind, og han delte Syltetøj med hende efter den Aritmetik, som Hans Adolf havde lært ham: En Skefuld til mig, og en Skefuld til dig, og en Skefuld til mig! Og en Skefuld til mig, og en Skefuld til dig, og en Skefuld til mig!

Og alligevel tror jeg ikke, Salomon var nogen daarlig Broder. Det Syltetøj, han skulde dele med hende, snød han hende for, fordi han vidste, det var saa raske Drenges Sæd over for værgeløse; men det Æble, som han hæderlig havde tilranet sig i Apotekerens Have, bød han hende frivillig Halvdelen af Han fik hende til at græde, naar han dansede oppe i det store Elmetræ og knækkede de visne Grene, for at hun skulde tro, han faldt ned; men naar de saa kom ind i Stuen, var de to lige gode om at beundre hendes Kanariefugle. De satte sig hver paa sin Side af Buret og saa paa Hunnen, som rugede, helt opfyldte af Tanken om, hvad Fremtiden vilde bringe. De sad ganske stille for ikke at forstyrre Madammen og saa paa den, som den laa og blinkede til dem, og hver Gang deres Blik faldt i hinanden tværs igennem Buret, 22 grinede de med den dumme Barnefnisen, som ikke betyder andet end Velvære.

Og Salomon bildte sig dog ellers ind at være vokset fra Barnet Han var nu en rask Dreng. I Skolegaarden havde han forladt sin tilbagetrukne Plads og styrtet sig ud i Livets vilde Larm. Med stor Grumhed slæbte han nyankomne Poge til Posten for at døbe dem og var Medlem af et hemmeligt Selskab, som bar Navnet: De tredive Tyranner. Hans Adolf bidrog meget til Salomons Anseelse ved at udbrede den Krønike, at han var forfærdelig stærk, og Bestyreren iagttog ham nu med en vis humoristisk Beundring, naar han styrtede sig ind i Kamplegen paa sine Piberør af Ben og svingede sine Arme i Luften lig to kraftige Rabarberstilke og udrettede Vidundere ved sit Kampraab og sin moralske Virkning paa Tropperne.

Forholdene havde ført det med sig, at Salomon havde udviklet sig to Slags Moral, en til Brug uden for Kæmnerens Enemærker og en anden til Brug indenfor. Den første var hentet fra Marryats og Ingemanns Romaner og tilsat med praktiske Vink og Leveregler fra Hans Adolfs Erfaring. Hans Ideal var derefter den ædle Røver, og naar Drengene reddede Pandekager fra Hans Adolfs Moder eller Æbler fra Apotekeren, var det visselig ikke saa meget for Delikatessernes egen Skyld som for Idrættens og Hæderens. De drev den farefulde Sport at skrive hinandens Stile og satte med Vilje Fejl til, for at det des vanskeligere skulde opdages. De omtalte kun Lærerne under ærekrænkende Øgenavne og pyntede paa deres Tale med kraftige Eder, og de røg Tobak, hvad Salomon ikke kunde taale, alt sammen for den Glans det kastede over dem i Kammeraternes Øjne; thi disse havde ganske den samme Opfattelse af, hvad der var det store i Livet, og jeg tror nok, at denne Livsanskuelse, Røver- eller Riddermoralen, er den eneste, som ret kan gribe en Drengs Hjerte i Lømmelalderen. Nødvendigt var det jo ogsaa at have en Hjerterdame, og Salomon kaarede sig Emilie Hansen, skønt hun egentlig var ham hjertelig modbydelig; men det skulde jo saa være. Mest Lyst havde han til at kaare sin lille Søster, men det stred imod hans Sømmelighedsfølelse. Og dog var den Følelse, han nærede for det lille, svage Væsen med hendes røde og hvide Kinder, snarere lig en uskyldig Drengeforelskelse end den mere varme end blide Følelse, der plejer at være mellem Søskende. En Gang havde Salomon og hans Søster været henne 23 at hente Brød hos Bageren, da en næsvis Gadedreng raabte noget efter hende; Salomon lagde sit Rugbrød paa Fliserne og bankede ham op ad Kirkegaardsgitteret, indtil han i sin Nød krøb op og spiddede sig selv paa Gitterspidserne, hvor han hang som en Skarnbasse paa en Tornebusk, og den lille Søster stod og passede paa Rugbrødet imens.

Men inde i Stuen var Luften en anden. I Vindueskrogen var en rummelig Sivstol, og naar Salomons Moder dampede ind fra Køkkenet, satte hun sig i den med et Svup og udfyldte den som en Prop sin Flaskehals. Der sad hun saa og virkede behageligt som en af de transportable Kakkelovne og havde sin egen lune Atmosfære omkring sig. Hendes Adspredelse var at studere sine Dagbøger, thi Salomons Moder førte stadig Dagbog. Hun optegnede nemlig i nogle smaa pyntelige Hæfter, hvad Middagsmaden var hver Dag Aaret rundt. - Det var en Vane, hun havde fra dengang, hun var Husjomfru hos Etatsraaden. Og naar hun sad saaledes, nikkede og sukkede og smilede hun over forrige Aars Feltslag og spurgte Salomon med sin tykke, grødede Stemme, om han kunde huske den Gaas og den Skinke. Og da han havde en god Hukommelse, saa gav det Anledning til mange hyggelige Samtaler i Vindueshjørnet, og han var hende til megen Trøst

Thi saa velfornøjet Salomons Moder var, saa var hun dog ikke helt lykkelig. Hun savnede Forstaaelse hos sine Omgivelser. Her var hun kommet fra Etatsraaden, hvor hun havde lavet alle de Retter, som fandtes i Verden, og til Staden, hvor de kun forstod sig paa Bondemad, og hvor hun ikke havde andre at lave Mad til end sin Husbond og to uvidende Børn. Og just hos sin Husbond savnede hun Anerkendelse. Kæmneren havde ikke Sans for den højere Madlavning. Han forfulgte Kardemomme med det ubarmhjertigste Had og holdt formelige Forhør for at erfare, om der var anvendt Muskat i Smaakagerne, og disse smaalige Krænkelser forgiftede Hjemmets Fred

Naar Salomon ikke holdt disse smaa Konferencer med sin Moder eller studerede Bibelen eller Madam Mangor, der udgjorde hans Moders Bogforraad - og det er ikke godt at vide, hvilken hun holdt helligst - da maatte han sidde stille; thi Døren stod aaben ind til Kæmnerens Helligdom, og denne maatte ikke forstyrres i sit strenge Arbejde med Aviserne. Naar Salomon rørte sig for meget, kom der en Røst: »Line! har jeg ikke sagt dig?« Og Line for da op og svævede med ham ud i Køkkenet, hvor hun indespærrede ham og satte ham til at støde 24 Kanel i den store Messingmorter. Dog maa man lade hende, at medens Salomon svang den tunge Morter som en ung Bjærgmand, smurte hun ham en Mellemmad med noget paa.

Herinde var Salomon en anden Dreng. Han var hverken Peter Simple eller Karl af Rise længer, thi her var han unddraget Hans Adolfs Indflydelse og beherskedes af den sædelige Lovs kategoriske Imperativ. Et Barn former sig med største Lethed efter de stærkere Naturer blandt dets Omgivelser. Det lærer at tale de store efter og gøre det, som tager sig ud i deres Øjne, med den samme Skuespillerfærdighed, hvormed en Kvinde er den Mand til Behag, som hun elsker; og hvis Barnet er under modsatte Paavirkninger, gaar det fra den ene aandelige Atmosfære til den anden lige saa let, som Skuespilleren skifter Klæder, og uden at være sig Inkonsekvensen bevidst.

Herinde var Salomon en artig Dreng. Trods alt sit Praleri i Skolen af sin Dovenskab, hvor han regelmæssig meddelte sine Kammerater: »I Gaar har jeg sgu ikke aabnet en Bog«, var han hjemme den flittigste blandt flittige, og hans Karakterbog var hans Stolthed I denne Stue led han under frygtelige Kneb i Samvittigheden, naar han tænkte paa sine Peter Simple-Bedrifter, ikke fordi han nærede nogen renere Fortrydelse, men fordi han skælvede for den Mulighed, at de skulde komme Kæmneren for Øre.

Thi Kæmneren var Salomons Pave, han var selv ufejlbar, og han uddelte Syndsforladelse eller fordømte en til den onde Samvittigheds Kvaler, som han fandt for godt Alle i Hjemmet var lydige Faar af hans Hjord Selv Salomons Moder sagde til ham: »Jeg ved godt, at jeg kun er en Synderinde over for dig, Simonsen, men jeg siger dig alligevel, at der ingen Muskat er i Smaakagerne denne Gang«.

Kæmneren haandhævede denne Stilling ved en tavs og overlegen Værdighed over for sine Undersaatter. Han spøgte aldrig med nogen af dem, og naar han sagde noget, var det næsten altid et Spørgsmaal, om hvem der havde gjort det og det, som Indledning til et skarpt Forhør. Kæmneren viste her store juridiske Evner, thi han var Aktor, Defensor og Dommer i een Person. Naar den skyldige havde bekendt, gennemgik Kæmneren kortelig de Ting, som den anklagede kunde tænkes at anføre til Gunst for sig, og paaviste klart Uholdbarheden af alle tænkelige Argumenter i den Retning, og derpaa fældede han Dommen, som frakendte paagældende al borgerlig Ære og gav ham meget liden Ære for Gud.

25

Paagældende var i Reglen Salomon. Han var en af de Drenge, som altid var uheldig, og uagtet de redeligste Bestræbelser for at undgaa Fedtefadet kom han stadig deri. Hidtil bidrog ogsaa, at Kæmneren hverken havde skrevne Love eller anerkendte nogen Hustradition, men fortolkede hvert enkelt Tilfælde efter sin moralske Bevidsthed, ligesom han var i Humør til, saa man vidste aldrig selv, hvad ondt man havde begaaet Han anvendte her det samme Princip som de gamle Spartanere, der omhyggelig holdt Lovene skjulte for Heloterne, for at disse ikke skulde undgaa Retfærdighedens Haand.

Dog maa jeg sige, at hans almindelige Moralprincipper ikke kunde være Salomon ubekendte, eftersom han læste ham Teksten efter dem hver Dag. Det var de sunde kristelige Moralprincipper, der, som noksom bekendt, efterfølges af Indbyggerne i dette Land, nemlig, at man altid skal være glad og fornøjet, villig, lydig, ydmyg og beskeden, at man aldrig maa tænke paa sig selv, at man ikke maa staa paa sin Ret og skal være glad, naar man faar Uret Summen af hans Bud var egentlig den: Børn, vær fuldkomne, som jeres Far er fuldkommen.

Denne Moral gjorde visselig et ophøjet Indtryk paa Salomon. Hertil bidrog ogsaa, at Pastoren havde ganske den samme Moral, og det viste sig, at Bestyreren holdt sin Tale ved Skoleballet, at ogsaa han til Salomons Overraskelse nærede de samme Anskuelser, ja, ved Grundlovsfesten erfor han i Festtalen af sin Faders Mund, at egentlig alle brave i Landet delte dette Livssyn.

Men paa den anden Side gjorde den heller ikke stort andet Indtryk paa Salomon end af noget ubestemt ophøjet og storladent Nogen egentlig Spore til hans moralske Fremgang blev den ikke; dertil var den alt for overjordisk, han følte instinktmæssig, at hans Kræfter dog ikke vilde slaa til over for dette absolutte Krav. Naar han opgjorde sit Regnebræt, da saa han hen over en uhyre Mark, bevokset med alle Slags slette Tilbøjeligheder, lige fra den Vane at pille i Næsen til Tyveri og Mord (paa Frøer). Ogsaa det sjette Bud var han en vis Tid af sin Barndom meget benovet ved, saa længe han ikke vidste, hvad det betød. Og paa denne Mark med alt dens Ukrudt stod han og saa, som Kongesønnen i Eventyret, der har faaet den Besked, at han skal have lavet det om til en fin Have inden Aften. Den hele Affære var saa haabløs. Hvor skulde man begynde? Undertiden prøvede han en Uges Tid igennem at tage en Dag til hvert Bud; men det vilde ikke rigtig gaa, og det tredje Bud vilde ikke falde paa en Søndag.

26

Han syntes ogsaa, at dette »man skal altid«, og »man skal aldrig« var alt for almindeligt. Man skulde altid være artig, det stod fast; men hvor i Alverden kunde en elendig Dreng vide, at deraf fulgte, at man ikke maatte slaa med Dørene eller raabe med Rødspætter efter Rødspættekatrine. Det var her, han beundrede Kæmnerens Fortolkningskunst, naar han viste, hvorledes saadanne Udskejelser var et direkte Angreb paa Moralen: Man skal altid være sød og artig og skikkelig o.s.v.

Salomons Moders Moral laa meget mere for ham. Den bestod i, at man maatte ikke spytte paa Gulvet og ikke spilde paa Dugen, og man skulde gaa i Seng Klokken 9 og lægge sit Tøj pænt sammen paa Stolen. Hun sagde, at hvis Salomon ikke gjorde det, kom han aldrig frem i Verden. Men i den kristelige Moral var der kun eet Lyspunkt. Det var Henblikket til alle de brave i Landet, som efterfulgte den, og Salomon antog derfor, at det hele vilde komme afsig selv med Alderen.

Det kunde ikke undgaa hans Opmærksomhed, at Kæmneren var streng imod ham, men han antog, det skyldtes hans syndefulde Natur. Han bar det derfor saa vidt muligt med Ydmyghed Dog fyldtes hans Sjæl med en vis Bitterhed, naar han kom til at tænke paa sit mekaniske Jernbanetog. Han havde faaet et mekanisk Jernbanetog af en dejlig, gammel Tante, der paa en underfuld Maade dukkede op i Staden en Dag og efterlod det, da hun forsvandt. Men Kæmneren lukkede det straks ind til sine Protokoller, og der blev det staaende. Kun naar han aabnede Skabet, kunde Salomon fra den anden Stue se det staa derinde, og da stirrede han med hungrige Øjne ind i Skabet som Moses ind i Kanaans Land

Mod Salomons Søster var Kæmneren anderledes; men det var intet Under, thi hun var en Engel. Hun samlede paa Frimærker, for hun havde hørt, at naar man fik en Million, havde man nok til at løskøbe et Kineserbarn fra Djævelen og forære ham til Missionærerne, og dette Kineserbarn var hendes Livs Maa! Børnene kaldte ham »Tjing-tjang«, naar de sad og hviskede sammen inde i Stuen, og de lod Tjing-tjang opleve de mærkværdigste Ting og omsider komme til Danmark for at gifte sig med sin Frelserinde. Hun samlede Sneglene af Gangene i Haven, for at ingen skulde træde paa dem, og græd, naar den sorte Høne skulde slagtes, og var en lille blid og svag en, som ingen vilde have haft Hjerte til at præke Moral for.

27

Kun een Gang oplevede Salomon, at nogen rejste sig mod Kæmneren. Det var den Dag, han kom ind i Stuen og fandt Salomon og hans Moder sammen over den ældste af hendes Dagbøger, det lille, gule Hæfte fra Etatsraadens. Det havde hun trukket frem og lod Fingeren løbe ned ad Siderne, indtil hun traf et Kors i Margenen, og om et saadant Kors siger jo Holberg, at det tyder ikke paa meget godt. »Ak ja, min Dreng«, sagde hun, »den Gang blev Stegen sveden«, og faldt i Tanker. Men da Kæmneren kom, vilde hun skjule Hæftet; men han var hende for snar og sagde: »Læser du nu igen om den fordømte Etatsraads Middagsselskaber?« Da tog hans Moder Mod til sig og svarede, skønt hun skjalv i Stemmen: »Jeg ved ikke, om han bliver fordømt eller salig, men det ved jeg, at han havde en finere Smag, end du nogen Sinde faar, Simonsen. Og det er saa vist, som at jeg er en Synderinde for Guds Ansigt«. Og dermed brusede hun ud i Køkkenet, lige saa rød i Ansigtet som Kobberæbleskivepanden derude.

Mægtigst virkede dog Kæmneren paa Valgdagens Baggrund, naar han som Stiller for Kaptajn Tværmoes opflammede Vælgerne med sin Veltalenhed, idet han snart sammenlignede Venstre med en kalkunsk Hane, snart Socialismen med en Basilisk, udruget af denne Hane.

Da bævede Salomons Hjerte af Stolthed, og naar Vælgerne efter endt Kaaring drog op til gratis Punch i Klubben, sang han med i det begejstrede Kor:

»Og den har Venstre haanet og traadt den under Fod,
Nej, dertil er vor Fane for gammel og for god,
Og derfor vil jeg slaas
Som tapper Højremand,
Hurra! Hurra! Hurra!«

Og en flammende Følelse brændte i hans Bryst, saa han var lige ved at græde; thi der er ingen, som er saa let at begejstre som en Skoledreng, og hvis nogen med tilstrækkelig Patos havde opfordret ham til at kæmpe for Foreningen for Indsamling af Frimærker til smaa Kineserbørns Løskøbning, og hvis denne Opfordring var blevet ledsaget af Hurraraab, Hornmusik og Folketog, saa vilde han være gaaet i Døden for Foreningen for Kineserbørn.

Og hvor svulmede Hjertet i hans Bryst, naar han næste Dag læste i 28 den stedlige Avis: Derefter talte Skatteopkræver Simonsen følgende: »I Dag bør hver Vælger afgive sin Stemme for Kaptajn Tværmoes' Kandidatur. Derved vil han give sit Bidrag til, at Grundloven atter kan komme til at indtage den Plads i vore Hjerter, som den indtog, førend lang Erfaring havde godtgjort os dens væsentlige Mangler, navnlig en Bom for den aandelige Materialisme. Kampen staar derfor imod de blaserte og livstrætte Individer, der slutter sig i Trop for at faa Lejlighed til dels at blæse ad, dels at sparke til de Idealer eller Livsværdier, som de ved raffineret Livsnydelse har tilsat Evnen til at forstaa og skatte, og som søger en kunstig Pirring ved at bole med den socialistiske Hydra. Ja, deres Virksomhed er formelig nedrivende. Denne saa højt udraabte Frihed er - rigtig forstaaet - ganske ufri, som det ikke er umorsomt at se, idet man blot behøver at undersøge, hvad den hat med Aanå at bestille, da man fuldstændig udelukker Aandens højeste Sfærer og i Virkeligheden fornægter al Aand, idet man saa at sige egentlig talt stryger Aandens Eksistens og i dens Sted sætter udelukkende blinde og kemiske eller mekaniske Love. Det kan derfor være det samme, om en er enig med Højre i alt mulig andet mellem Himmel og Jord Er han med til at fremme den Litteratur og den Aandsretning, om man overhovedet kan kalde denne Retning for en Aandsretning, der gaar ud paa at betragte Mennesket som en død Maskine, saa kan vi ikke have noget at gøre med ham, idet vi bøjer os for Konsekvenserne. Dette er ikke aandelig Ufrihed Tværtimod, vi forlanger paa ingen Maade Uniform i aandelige Forhold, men kun Enighed i det væsentlige. Noget helt andet er det, vi forlanger, nemlig, at han skal anerkende Tilværelsen som Aand og ikke lytte til den snigende Gift, der i sin Gang udslukker al Ansvarsfølelse, og i Særdeleshed Tilintetgørelsen af den mindste Følelse for, at man skylder andre noget som helst end sige det fjerneste Hensyn. Endnu en Advarsel vil jeg altsaa føje til vort store og grundenige Parti Naar der er Tale om at udpege en Kandidat, kan en vis Kriticisme gøre sig gældende. Men Kriticismen maa dog en Gang høre op. Man maa af mange Grunde en Gang tage sit Valg. Og Vælgerne bør af Hensyn til sig selv mene, at de har valgt den stedlige Bestyrelse af den stedlige konservative Forening med tilstrækkelig Skønsomhed til at udpege en Kandidat uden at træde nogen berettiget Interesse for nær, da den jo er valgt for at varetage det fornødne. Altsaa, naar Kandidaten er udpeget, saa hører Kritikken op. Saa rakker vi ikke mere ned paa Kandidaten, 29 hverken offentlig eller privat, og saa sætter vi al Kraft ind paa at faa ham valgt. Det er jo ikke for Kandidatens Skyld, vi skal gøre dette, men det er for vor egen Skyld, eller rettere, det er først og fremmest for Samfundets og hele Civilisationens Skyld Kaptajn Tværmoes længe leve!«

Og Dagene gik, og en Fjerdedel af hver gik i den fortræffelige Realskole, hvor Undervisningen blev drevet med Præliminæreksamen for Øje. Denne Eksamen er den første, et Barn tager i Kongeriget, og Undervisningen til den har derfor et barnligt og opmuntrende Præg, idet den synes at gaa ud fra den Opfattelse, at Vorherre skabte Verden i syv Dage, eet Fag paa hver Dag, vistnok Katekismen paa den første Dag og Fysikken, som det, der faldt ham vanskeligst, paa den sidste; thi der vaages nøje over, at hvert Fag holder sig til sin Time, og der sættes Pris paa at have Lærere, som er uvidende i andre end deres Livfag. For at gøre Undervisningen end mere tiltrækkende er Undervisningsbøgerne skrevet af de lærdeste, ældste Professorer i Hovedstaden, og der er lagt særlig Vægt paa saadanne Ting, som kan tiltale Barnehjerterne, som f. Eks.: Gnavernes Tandformer, de romerske Kejseres Dødsaar, Landskaberne i Frankrig og de tyske Præpositioner, som styrer Genitiv. Endvidere gør man alt for at lede Barnet ind i et Fag paa den letteste og naturligste Maade, idet man begynder med det, der ligger Barnet nærmest. Saaledes aabnes Verdenshistoriens Horisont med de gamle Ægyptere, i Fysikken stifter man først Bekendtskab med Molekylerne og forvinder vistnok aldrig dette Stød, og man indvies samtidig i tre Verdenssprog ved at gøre den smertelige Opdagelse, at Udlandets Sprog ikke kan læres som det danske, men maa erhverves gennem en pinlig Proces, der kaldes Grammatik, og man ynker de stakkels smaa, franske Børn og forestiller sig dem i de første ti Aar af deres Liv meddelende sig udelukkende ved Sætninger som: Mon pére est bon. Ou est mon frére? og først ved Konfirmationstiden overgaa til vanskeligere Former.

Til at holde Børnene i Aande bidrog ogsaa den fornøjelige Metode, hvorefter Undervisningen blev drevet, idet hver af Lærdommens Furer blev pløjet og vendt tre Gange. Først havde man nemlig Gennemgangen paa Skolen, dernæst for de flittigeres Vedkommende Lektielæsningen hjemme og endelig Høringen Dagen efter. Derved fik Timerne en rolig og hyggelig Karakter. Særlig maa Historietimerne mindes for den Hvile, man nød i dem; thi endog ved Gennemgangen 30 af det nye var der ikke noget, som kunde overraske dem. De nye Konger opførte sig i alt væsenligt som de gamle. Man havde lært at finde sig i disse Personers uheldige Vane at fødes og dø paa Aarstal, og man kunde ydermere med stor Sikkerhed forudsige om en ny af Racen, at han vilde føre tre Krige paa nærmere angivne Tider og i disse levere en Kombination af vundne, tabte og uafgjorte Slag paa nærmere angivne Steder, at han vilde bygge et Slot og ægte en tysk Prinsesse samt ophjælpe Kunsterne og Videnskaberne i sit Land

Og saaledes stoppedes Børnene med daglige Kundskabsdoser for at gøres tjenlige til Eksamen, ligesom en Kalkun stoppes til Slagtning. De lærte, at »før Europæernes Komme var der ingen Drøvtyggere i Australien«, og de fik den fyldige Oplysning, at »de fleste Leddyr i Reglen have en mere eller mindre tynd Hud mellem Ledene«. De indlulledes i den Tro, at »det opblomstrende Gøteborg« var en Torn i Øjet paa Christian den Fjerde, thi saaledes lærte Realskolernes historiske Autoritet, og Salomon overraskedes derfor senere ved at erfare, at til Artium gjaldt »Svenskernes store Fremgang i Tyskland« for Christian den Fjerdes Torn i Øjet

Og i Religionen lærte Salomon adskilligt godt Han oplystes om, at Gud ikke var den gamle Mand, han havde anslaaet ham til, som sad i Toppen af Himlen og strakte to uhyre store Hænder ud over hele Verden, og som altid holdt med de store og aldrig med de smaa Børn. Men i Stedet for blev han indviet i de oplyste Klassers Religion. Denne er de hellige tre Bogstavers Religion. Om de hellige tre Bogstaver ved man, at de i fordums Tider betød et Væsen i Menneskeskikkelse og med alle et Menneskes Lidenskaber, men med overmenneskelig Magt, og dette tros endnu enfoldelig af Bønder, Børn og Kvinder; men ifølge den rensede Lære betyder de tre hellige Bogstaver intet af alt dette, men noget, hvorom vi ikke kan gøre os nogen Forestilling, idet vi vel for Løjers Skyld anvender forskellige jordiske Udtryk derpaa, men udtrykkelig værger os imod den Misforstaaelse, at disse Udtryk betyder det samme i Himlen som paa Jorden. Meget mere er der Grund til at antage, at de betyder det modsatte, saaledes med en vis Alkærlighed, som sættes i Forbindelse med de tre hellige Bogstaver. Disse Bogstaver viser sig altsaa at have samme Karakter som det fortvivlede Bogstav X, som man kan forfølge gennem alle Algebraens Labyrinter, og som, hver Gang man har afsløret dets sande Væsen, umiddelbart efter optræder i en anden Forbindelse og viser 31 sig at være lige saa ubekendt som nogen Sinde. Kun er den Forskel, at efter fromme Mænds Udsagn synes der i de tre hellige Bogstavers Regioner at gælde en højere Algebra, hvorefter 2 og 2 ikke er 4, i alt Fald 2 og l ikke 3.

At dømme efter denne muntre Leg, som Teologerne driver med en gammel, ærværdig Forestilling, hvoraf ved Tidernes Slid kun Ordet er blevet tilbage, skulde man tro, at der ikke kunde bringes meget ud af saadant et gammelt Ord, som havde tabt sin Betydning undervejs; men heri vilde man tage slemt fejl. Thi de hellige tre Bogstavers Religion bestaar just i at tilbede de samme tre Bogstaver og lovprise dem i de smukkeste Adjektiver, uanset om man forbinder nogen klar Forestilling med sine Ord eller ikke. Og det forventes, at den, som tror paa de hellige tre Bogstaver og ikke forsynder sig mod Christian den Femtes danske Lov, vil opnaa stor Hæder og Glæde i den anden Verden, fordi han ikke blot troede det absurde, men endog troede, skønt han ikke vidste, hvad det var, han troede paa. Denne er de højere Klassers Religion og minder meget om Kalmukkernes.

Det kan gerne være og er troligt nok, at Salomon alt gjorde sig nogle af disse Tanker den Gang, men naar saa var, saa var det dog kun som en Slags Tankeleg. Det var ham en Lyst at udfinde alle Slags Indvendinger mod den fra Fædrene nedarvede Visdom for at nyde den Fornøjelse at høre Religionslæreren gendrive dem. Og uagtet denne ofte forekom ham at svede over det, lykkedes det ham altid til sidst. Det faldt Salomon lige saa lidt ind for Alvor at tvivle om den mindste Anmærkning i Balslevs Katekismus som at tvivle om, at Dag og Nat ikke vilde aflade. Og det samme var Tilfældet med hans Betragtninger over Skolen og Tilværelsen i Almindelighed Ganske vist, han yndede ikke disse Konge- og Tandrækker, disse Regler og Undtagelser, som Bestyreren eller en af hans Hjælpere indgav ham med en stærk Haand, ja, han greb sig i at spørge sig selv, hvorfor han skulde sluge al denne bitre Medicin; men han tvivlede dog aldrig paa, at det hele havde en dybere Hensigt, som han endnu ikke kunde fatte, thi saaledes havde Kæmneren lært ham, og han udskød Regnskabet til Opgørelse, naar han selv kom imellem de voksne, som styrede Verden, og hvis ikke andet var kommet i Vejen, vilde han have bevaret sin Tro paa, at vi lever i den bedst mulige af alle Verdener. Han var af Naturen udrustet med en enfoldig Tillid til Autoriteten, og han vilde være blevet dens nidkære Forsvarer efter Kæmneren i Stadens Avis, 32 en Tilhænger af Ministeriets Livsvarighed og de gamle Præketekster, hvis ikke noget var kommet i Vejen. Og han vilde have forstaaet Grunden til alt det, som kunde forekomme en ildesindet besynderligt og meningsløst i den menneskelige Verden, nemlig, at det skete for Princippets Skyld - hvis der ikke var kommet noget i Vejen.

Og muligvis var det meget tidligt, at han begyndte at spørge sig selv, om der ikke var noget i Vejen, og begyndte at tænke over, hvad dette noget var. Ja, det forekom ham endogsaa, at han allerede spekulerede paa dette noget, medens han færdedes i nogle pigeagtige Klædningsstykker ved Siden af den Barnepige, som altid nøs; at den Gang han gav sig til at græde over Kain, var det i en dunkel Følelse af, at han selv var mere beslægtet med Kain end med Abel, og at han, naar han stillede sig hen i hin Krog, som Bestyreren gav et stygt Navn, og trak sig tilbage fra Verden med sit Ostebrød, at han saa gjorde det med en Anelse om, at han var et Udskud af Samfundet og ikke havde samme Ret til Dagslyset som andre. Og naar han paa Kæmnerens Foranstaltning transporteredes til Køkkenet for at støde Peber eller rive Sennep, da fremlokkede Sorgen og de skarpe Stoffer i Forening de salte Taarer af hans Øjne, og han skimtede i sin Fantasi et uhyggeligt, sort, taaget noget, som var i Vejen. Der var en Tid, da han plejede at mindes den skrækkelige Dag, da det blev opdaget, at han havde druknet to Kattekillinger for at fange Aadselgravere paa dem, og da han mente, at det var disse to Kattekillingers Skygge, som forfulgte ham.

Og der var et andet noget, som han den Gang ikke satte i Forbindelse med det første. Det var det, hvad det nu var, med det gamle, gule Hæfte, som hans Moder og han læste i, naar Kæmneren var langt borte. Salomon læste alle Retterne, tre eller fire for hver Dato, op for sin Moder; men naar han korn til Korset i Margenen, fik hans Moder altid noget at tænke paa. Da forekom det ham, som om der var noget, der ikke blev talt om.

Eller maaske var det først senere, han bildte sig ind, at han havde gjort sig de Tanker. Eller maaske gjorde han sig dem dog og gjorde sig saa mange andre. Der er saa meget, et Barn lægger Mærke til, som ikke kan siges i Ord Det er lydhørere for Stemningens Svingninger end den voksne. Just fordi det ikke altid forstaar Ordet, lægger det Mærke til Tonen. Disse Antydninger, disse Vink og Panderynkninger, som de voksne bruger sig imellem, gaar ikke sporløst hen over 33 Barnet, der ser op og undrer sig, og langt senere kan Billedet dukke op af Stuen og de talende, og den voksne eller halvvoksne kan forstaa, hvad Barnet ikke forstod

Der var et Ord, som Barnet havde hørt en Gang, før det blev klogt paa godt og ondt, et stygt Ord, som Kæmneren en Gang i Disputtens Hede benyttede om Etatsraadens Hus, og ved et Tilfælde bed dette Ord sig saaledes fast i Barnets Erindring, at det gemtes der, indtil Drengen flere Aar efter ved velvillige Kammeraters Hjælp fik det mørke Ord tydet; og da stod det for ham som ubegribeligt, at dette uanstændige Ord var blevet anvendt paa Etatsraadens Hus, hvor den fine Mad blev lavet. Og han tænkte sig, at han havde hørt det Ord i en Drøm.

Men det Ord var ogsaa med i det ubestemmelige noget, og Byfogedens vrede Røst, den Gang Salomon legede med Byfogedens Søn, var med, og Pastorens Udtryk af ophøjet Medlidenhed var med, og til sidst begyndte Vinden at tude gennem Dørsprækkerne om, at der var noget i Vejen med ham, og Trappetrinene raabte det ganske højt, naar han traadte paa dem, og Hønsene snakkede aabenlyst derom ude i Gaarden.

Eller maaske var det først senere, da alt var blevet aabenbart Salomon huskede ikke rigtig, hvornaar Hønsene begyndte at vide Besked Men der var til et vist Tidspunkt en gulbroget Høne, som for omkring med Fjerene ned om Hælene og raabte paa, at det var en Skandale. Hun var en formindsket Gengivelse af Genbomadammen, som en Gang, Salomon spillede Paradis med hendes Sofie, fløj ud med brusende Fjedre og rev sin Sofie til sig med de Ord: »Ham skal du ikke lege med!« og dernæst fløj til Rane paa den næste Madammes Trappe og kaglede en lang Historie op, hvoraf Salomon kun opfattede Udraabstegnene paa de lange Blikke, som rettedes mod ham.

Og det trak mere og mere sammen om ham. En Dag, da Salomon skændtes med Hans Adolf, haanede denne ham, fordi han var »kommet for tidlig«, det havde hans Moder sagt. Salomon svarede uden mindste Betænkning, at det var Løgn, og havde saa meget lettere ved at dementere denne Beskyldning, som det i Øjeblikket ikke stod harn klart, hvad det betød

Men han gik senere i al Stilhed og spekulerede paa, hvad Meningen havde været. Var han kommet for tidlig i Skole? Selv om det ansaas for priseligere ifølge Skoledrengemoralen at komme for sent, saa 34 forekom det ham dog, at der maatte ligge mere under. Eller var han kommet for tidlig til Verden? Han havde hørt, at visse smaa Folk, der havde Hastværk, lomde indtræffe en Maaned eller to før den reglementerede. Maaske var det Tilfældet med ham, og maaske var saadanne Personer ringeagtede af alle præcise Folk Eller maaske var det Hans Adolfs Hensigt paa en skarpsindig Maade at antyde, at Salomon ikke egnede sig til den Verden, vi lever i, og helst burde have opsat sin Ankomst noget af Hensyn til sine Medmennesker eller maaske allerhelst blevet helt borte.

Saa var det en Dag, da Kæmneren løb i Øst og Vest og præsenterede sine Billetter med al Lovens Majestæt præget i sit Ansigt, og Salomons Moder og Søster var vandret ud for at gøre Juleindkøb, at han fik den dumdristige Ide at ville se til sit mekaniske Jernbanetog og hentede'Kæmnerens Nøgleknippe og gjorde Indbrud i hans jernbeslagne Skab.

Enten det nu var Trækvind eller Styrelsen, nok er det, i det Øjeblik Salomon med skælvende Fingre greb fat i sit mekaniske Jernbanetog, løsnede to Papirer sig fra en Hylde, fløj knitrende op i Luften og faldt ned paa Lænestolen, og paa et af dem læste hans Øje tydelig Ordet Salomon.

Salomon vidste af Romanerne, at man plejede at trække i en Klokkestreng og besvime efter Gennemlæsningen af det frygtelige Dokument eller at kaste sig i en Stol og udbryde halvhøjt: »Ja, ja. Saaledes er det«, og tilføje med et vildt Blik: »Min Gud, det maa være sandt!« Men han gjorde intet af alt dette. Han lukkede Skabet, tog sin Frakke paa og gik ud at spadsere.

Det var en klar og kold Frostdag. Uden for Huset stod en Stenhugger og huggede Sten. Han havde gravet sig et Hul i Jorden og stod med begge Ben deri, og da Salomon spurgte ham, hvorfor han gjorde det, svarede han, at det var, fordi der var en berømt Mand, som havde sagt, at det, det kom an paa her i Verden, var at holde Hovedet koldt og Fødderne varme, og denne Livsfilosofi forekom Salomon i høj Grad misundelsesværdig i Sammenligning med hans egen forvirrede Sindsforfatning.

Han gik med et vist sløvt Mod og prøvede paa at lade som ingenting over for sig selv og fik den Ide at være en rejsende, som aldrig før havde været i disse Farvande og var gaaet ud for at indprente sig Omegnen. Han kom til nogle Krager, som beskæftigede sig med en 35 afdød Kat, og forfærdedes over det skrækkelige Skrig, de udstødte, da han jog dem bort med en Sten. Han lagde nøje Mærke til Roedyngerne, som laa i Tang med en Halmvisk til Skorsten, og mange andre Ting, som han til daglig ikke vilde have brudt sig om. Til sidst fandt han paa at følge et bredt Hjulspor og se, hvor det blev af. Hjulsporet løb op ad en Bivej og ned ad en anden, og endelig løb det ind i en Gaard, der var fuld af Sne. Paa Vaamngshuset stod der med store Bogstaver: Store Godthaab 1859. Ruderne var frosne, og ingen Mennesker var der at se, og det hele havde et meget vinterligt og trøstesløst Præg trods sin haabefulde Titel Salomon selv stod og tænkte paa, hvad han egentlig vilde her. Det var her, Hjulsporet løb ind Ja, vist var det, og hvad saa mer? Han følte sig som den Mand, der kom til Verdens Ende, og hvad var saa der at se? Ingenting! Han saa igen paa Indskriften og spekulerede over, om der var noget »Lille Godthaab«, og hvor saa det var, og virkelig opdagede han en lille Bygning uden for Gaarden med en udskaaren Dør. Han syntes, han trængte til Hvile, og saa gik han ind paa »Lille Godthaab« og satte sig og satte Krampen paa.

Og her paa dette bedrøvelige Sted gik det op for Salomon, hvilken ynkelig, lille Skabning han dog var, og hvilken syndig Oprindelse han havde. Han havde læst om de uægte Børn i Romanerne, og det havde altid vist sig, at de var befængt med alle Laster fra Vuggen af, og de plejede at ende deres Liv paa Skafottet Han havde ofte læst om dem og forsøgt at forestille sig, hvordan de vel saa ud, og nu var han selv en af dem. Han var kommet til Verden, uden at nogen havde haft Bud efter ham, han vilde sandsynligvis altid være til Ulejlighed i den og vilde gøre rigtigst i at trække sig tilbage fra den og tilbringe Resten af sine Dage i et Enebo; men da et saadant ikke var i Nærheden, med mindre man vilde regne Lille Godthaab derfor, faldt denne Tanke til Jorden. Og derpaa knyttede han sine smaa Hænder og skar med sine smaa Tænder og stampede i Gulvet og fældede alle sine overflødige Taarer i en haabløs og afmægtig Harme, som han ikke vovede at rette mod bestemte jordiske eller himmelske Personer, men som i Mangel af andet gik ud over hans eget Haar, som han ruskede i af alle Kræfter, hvorved han havde en trøstende Fornemmelse af at hævne sig paa hele Verden.

Han blev afbrudt midt i disse Øvelser ved, at nogen bankede paa Døren. Og derpaa hørtes en ældre Kones Røst at spørge: »Hvem er 36 derinde? og Salomon svarede: »Det er mig.« Derpaa spurgte hun, hvad han havde der at bestille, og han syntes, det var et underligt Spørgsmaal, men svarede dog, at han tilfældigvis var kommet forbi og havde taget sig den Frihed at gaa derind, da han saa, der ikke var optaget; men hun dundrede nu frygtelig paa Døren og sagde, han skulde lukke op og komme ud Salomon kiggede ud gennem en Revne for at se, om der var en Stok eller en Hund i Beredskab for ham, men da han kun saa en gammel Kone danse Krigsdans udenfor, tog han Mod til sig og sprang ud, og da hun ret saa, hvor lille han var, glemte hun alt andet i sin Forbitrelse, og Salomon kunde høre hende skælde ud efter sig langt henne.

Han indsaa nu, at han lige saa godt kunde gaa hjem med det samme; thi i Verden var der dog ikke ret megen Trøst at faa. Solen var gaaet ned, og det var bitterlig koldt, og medens han traskede af Sted, forekom det ham, at der var gaaet en lang Tid, siden han gik hjemmefra, og han begyndte at tænke med en Slags vemodig Alderdomsfølelse paa sin Barndom lige fra den Tid, da hans Gang var et fortsat Fald, og den Pige, som altid nøs, foreholdt ham, at han ikke holdt sine Bukser hellige, og til den Tid, da han undredes over Forskellen mellem Guds Børn og Værtens Børn og tænkte sig, at Guds Børn var Realdrengene og Værtens Børn Drengene i Friskolen, hvor Hans A. Hyllerød havde en Kælder med Beværtning, og lige op til den Tid, som ikke var længere siden end i Gaar, da han foresatte sig at lære det tyske Leksikon udenad inden næste Eksamen og til en Begyndelse havde kæmpet en haard Strid med Sammensætninger paa Ab. Alt det forekom ham at ligge mange Aar tilbage og at vedkomme en lille, lykkelig Dreng, som havde sin Døbeseddel i Orden. Men som han gik, blev han mer og mer sulten og træt og forfrossen, og til sidst havde han ingen anden Tanke i Hovedet end den at komme hjem. Det kom han da, men han kom for sent til Aftensmad og fik en Lussing af Kæmneren derfor, og da han blev grebet i at græde ned i sin Te, blev han øjeblikkelig sendt i Seng.

Hvor dyb end Salomons Fortvivlelse var, saa var dog de Tanker, han gjorde sig over Tingene, meget taagede. Vel troede han ikke længer paa Storken, og vel havde Hans Adolf fyldt ham med alle Haande Fortællinger om den virkelige Sammenhæng; men han skammede sig ved at røbe, at han ikke rigtig forstod ham, og saaledes stod det hele i en Taage for ham. Han var ikke ganske vis paa, at de uægte 37 Børn blev til paa samme Maade som de ægte. Navnet syntes at antyde, at de frembragtes efter en anden og lavere Metode end den autoriserede. Maaske kunde kyndige Folk ogsaa kende den ene Sort fra den anden senere hen i Livet, og den Rædsel, denne Tanke indgav ham, var ubeskrivelig. Det forekom ham, at Apotekeren ved hemmelige Gestus antydede noget om ham til Læredrengen, medens han rakte Salomon for ti Øre Lakridsrod, og han greb Læredrengen i at forme Ordet »uægte« med Munden, men da Salomon saa paa ham, lod han, som om han var ved at gabe. Præsten syntes om Søndagen at holde sine Prækener udtrykkelig til Salomon; thi han fandt altid en personlig Brod i hans Advarsler, og han tænkte ofte paa at sætte sig ind i en af de gammeldags Stole med grønne Gardiner for, - som stod i en Krog af Kirken og sagdes at være beregnede for store Syndere, som vilde skrifte og ikke turde lade sig se af Menigheden, - for dog en Gang at faa Fred med Præsten, men Salomon vidste ikke, hvordan man kom ind i dem, og han vilde ikke bede Klokkeren om Nøglen.

Den Historie, som blev Resultatet af Salomons Grublerier, var følgende: I Etatsraadens Hus, og rimeligvis ikke uden Etatsraadens Medvirkning, havde hans Moder faaet et lille Barn, og det lille Syndens Barn var ham selv. Dette Barn vilde paa Grund af sin megen Arvesynd rimeligvis snart være forfaldet til Drik og Usædelighed, hvis ikke en ædel Mand havde giftet sig med Moderen og adopteret Barnet - om denne sidste Proces gjorde han sig mange mærkelige Forestillinger - og helliget sig til begges Opdragelse. Dog havde hans fortræffelige Bestræbelser kun baaret meget ringe Frugt paa Grund af Barnets medfødte onde Natur, og Udsigterne i Fremtiden var ikke meget lysere for samme.

Resultatet af saadanne Betragtninger var, at Salomon fik end større Ærefrygt for Kæmneren; men samtidig rejste der sig i ham en moralsk Indignation mod hans Moder, og denne viste sig ved, at han efter Kæmnerens Eksempel anfaldt hende med Spørgsmaal angaaende Krydderierne, eller ogsaa konfronterede han hende med Videnskaben, hver Gang hun forsyndede sig imod den, og det sidste gik ikke sjælden paa; thi hans Moders fysiske Kundskaber gik ikke ud over den aristoteliske Vildfarelse, at der var fem Elementer - hvoraf hun kendte de fire - og hendes Formening om Lynet var, at det kom af, at to Skyer stødte sammen. Da Salomon nu var blevet indviet i Fysikken, holdt han hende brav til Ilden med Videnskabens klare og tydelige 38 Ord og truede hende derhos med, at Videnskaben vel kunde opdage, om hun havde kommet Muskat i Julekagen. Ved saadanne Lejligheder antog hans Moders ærlige Øjne det Udtryk, som Digterne sammenligner med en saaret Hjorts Blik, men som mindede Salomon om de melankolske Øjne, en af de store Hunde kan sætte op i stor og stille Trængsel. Ved saadanne Lejligheder kunde han vel føle et kortvarigt Sting i Siden paa det Sted, hvor han havde sin Samvittighed siddende; men han beroligede sig med, at alt skete for Moralens Skyld og til hans Moders Bedste.

Var disse Øvelser ham til ikke ringe Trøst, saa var dog hans Tilstand som Helhed fortvivlet. Kæmneren vilde ikke have mere at gøre med ham end før, og han forstod Retfærdigheden heri; thi hvad Krav havde Salomon paa ham? I denne sin Nød begyndte han at læse i Bibelen for at hente Raad og Trøst, og mange besynderlige Steder i denne besynderlige, gamle Bog læste han igennem med stor Andagt, men uden ret at kunne anvende dem paa sit Tilfælde. Og hvor han fandt noget, der passede, var det ikke meget opmuntrende. Det viste sig, at Bibelen var meget streng i Kapitlet om de ægte og de uægte, og Ismael blev drevet ud i Ørkenen uden Barmhjertighed Salomon forlod derfor Mosebøgerne og slog sig ned mellem Profeterne, men de var ham alt for vanskelige at forstaa. Han var lige ved at opgive Bibelen, da han stødte paa sit eget Navn i den og stiftede Bekendtskab med den vise Salomon. Og her sad han nu om Aftenen og studerede Prædikerens Bog - en meget mærkelig Læsning for en Dreng paa hans Alder - men hans Moder opmuntrede ham højlig i dette Studium, da hun ansaa al Bibellæsning for lige kraftig. Egentlig virkede denne Læsning ikke videre opbyggelig. Det slog Salomon, at Prædikeren syntes at nære kætterske Anskuelser om Udødelighedsproblemet, og han fik sin første Tvivl i den Retning fra den vise Salomon. Men Prædikerens Bog passede ham i det hele udmærket, med det Humør han var i. Det forekom ham, at Manden havde Ret, og at han selv havde gjort de samme Erfaringer. I Stedet for Midshipman Easy blev nu Kong Salomon Salomons Ideal, og han begyndte at lege Prædiker, idet han slog sin lille Søster med Skræk ved at betro hende under Tavshedsløfte, at alt var Forfængelighed; han vandrede om med et dystert Blik og i dramatiske Stillinger, og da Skoleballet kom, og den lille Doktordatter med de to Piske ned ad Nakken ikke vilde

        

39 danse med ham, indsaa han, at den vise Mand ogsaa havde Ret for Kvindernes Vedkommende.

Paa denne Tid begyndte Salomon at gaa til Præst.

Pastor Petersen var en lille, svær Mand med tykke, røde Kinder, og naar hans Hoved tittede op over Prækestolen, lignede det grangivelig en Kerub. Trods denne Lighed blæste han ikke paa Dommedagsbasunen, men holdt sig til den mere omgængelige Retning, som man kalder den højkirkelige for dog at give den et Navn, og hvorefter alle ordentlige Folk avancerer midt ind i Saligheden ved deres dødelige Afgang. Hans Kristendom var den lutrede Kristendom, hvorefter man bare skulde passe paa at bære sig ad paa samme Maade som sin Næste, saa skulde det være underligt, om man ikke slap ind ad Himmeriges Port imellem de andre. Der blev vist ikke holdt saa nøje Regnskab med hver enkelt. Gud var jo en Gang for alle blevet forsonet, og siden den Tid var det kun om at gøre at gaa lige ud ad Landevejen, saa kom man der nok; thi nu førte saa godt som alle Veje til Himlen. Hans Yndlingsbillede var det om Ormen og Sommerfuglen, og han talte ofte i begejstrede Udtryk om at afkaste det sidste Hylster.

Efter Pastor Petersen havde Verden engang været nedsænket i Synd og Nød; men det var meget længe siden, og vi levede nu midt i Lyksalighedens Verden. Der var tre Vismænd, som havde set en Stjerne, og dermed var alt i Orden. Englene havde sunget Hosianna, og fra det Øjeblik var vi alle forløste, og alt var i Orden baade i denne Verden og den tilkommende. Kristendommen havde sejret, Verden var forbedret, og der stod intet tilbage at ønske.

Det eneste, som generede Pastor Petersen lidt i denne storslaaede Optimisme, var Kristus selv. Julebarnet lader sig nemlig nok behandle; men det har sin Vanskelighed at præke Petersens Religion ved Korsfæstelsen. Men ogsaa her fandt Pastoren paa Raad. Han talte om den søde Følelse, der altid fyldte Frelserens Sjæl, saaledes at han ikke ænsede de ydre Lidelser over Saligheden i sit Bryst. End ikke Korsets Død fik Lov til at bestaa for Pastor Petersens Visdom; thi det viste sig, at Frelseren ikke var død paa den plumpe Maade, som man almindelig antager; men hans Hjerte var bristet af Sorg over Menneskenes Synder; thi fra Saaret i Siden flød der jo Blod og Vand, og det var et Tegn paa, at han var død af en Hjertesygdom. Saaledes talte Pastor Petersen.

40

Naar han lejlighedsvis berørte andre Religioner, var det for at fortælle Konfirmanderne, at Negrene dyrkede Sten, Ægypterne Dyr og Grækerne Mennesker. Han advarede dem derfor mod disse lavere Religioner og anbefalede dem de tre Bogstavers Tro som i alle Maader højere, da den jo var hævet over enhver Forestilling. Han havde tilfældigvis hørt om Sjælevandringen og behandlede denne Lære med stor Afsky, og han var utrættelig i at fremhæve Menneskets oprejste Gang og dets Evne til at kunne leve i alle Klimaer som Beviser for, at vi ikke maatte slaa os selv i Hartkorn med andre Væsener.

Drengene sad paa en lang Bænk, Realdrengene øverst og Friskoledrengene nederst, og lige over for dem Pigerne paa en anden lang Bænk, og imellem de to Bænke vandrede Pastoren op og ned og demonstrerede. Saa snart han vendte Ryggen til, begyndte Friskoledrengene at gøre Kur til Friskolepigerne ved at skære Ansigter og kaste Papirskugler paa dem, medens Realdrengene fandt sig for gode til den Sport. Salomon havde i alt Fald ingen Lyst til at fjase, thi han tænkte kun paa det Ansigt, som Pastor Petersen havde sat op, da han saa hans Døbeseddel, og naar Talen kom paa Davids uartige Ord om, hvorledes han kom til Verden, blev han ganske elendig over disse Ord, som vedkom ham fremfor nogen anden, og skjulte sig bag Katekismen for Pigerne, som sad og ikke vidste, om de skulde fnise eller rødme.

Pastoren elskede alle Mennesker og fortalte det til Konfirmanderne; men der var to Slags Personer, som han ikke kunde lide for sin Død Det var Socialister og Fritænkere. Disse to Navne brugtes for Resten i Flæng af Stadens Indbyggere som Betegnelse for slette Mennesker. Saadanne Folk, som foragtede Petersens Religion, sagde Petersen, maatte nødvendigvis være udelukkede fra de Fordele, den frembød; thi de havde ingen Undskyldning, da det jo var saa nemt at være Kristen efter Petersens Metode. Det viste sig endogsaa, at Gud egentlig gerne vilde være dem naadig, men at det ikke kunde lade sig gøre jeg formoder for Princippets Skyld

Saaledes løb Petersens sukkersøde Religion - det er den, som plejer at gaa under Navnet »Kristi egen rene og milde Lære« - til Slut ud i det samme som Kæmnerens mere krydrede Teologi, nemlig, at der er to Slags Mennesker til, Faarene og Bukkene. - Faarene stammer fra Abel og Bukkene fra Kain, og Faarene er de brave og gode, som alle er ens, men Bukkene har forskellige Skavanker. Enten er de Tvivlere 41 eller Syndere eller Socialister. Og Verden er skabt for Faarenes Skyld, og Himmerige oprettet for deres Skyld; men Bukkene gaar det galt baade i denne Verden og den næste.

At det forholdt sig saa, havde Kæmneren indbrændt i Salomons Sjæl i hans tidligste Barndom. Salomon havde ogsaa længe vidst, at hans egen Stilling var meget tvivlsom, og at han kunde risikere det værste, hvis han ikke forbedrede sig; men han havde før troet, at det var hans unge Alder, der bar Skylden for hans Fejltrin, at han med Tiden vilde forbedre sig, og at han i den modne Alder vilde blive en god Borger; men den Opdagelse, han havde gjort, havde næsten berøvet ham Haabet Han var begyndt at frygte for, at han i Kraft af sin umoralske Afstemning hørte hjemme i Bukkenes Fold fra Fødselen af, og han kunde ikke ret nyde Pastor Petersens straalende Udmalinger af det store Gæstebud i Himlen, fordi han var bange for at blive anbragt et andet Sted

Naar Pastor Petersen erklærede, at han elskede alle Mennesker, var han ikke helt ærlig. Der var en Klasse, som han afskyede endnu mere end Fritænkerne, det var Lægprædikanterne. De havde en egen formastelig Maade at optræde paa, som ikke huede ham. Især var der en, som hed Skrædder Petersen, og som Salomon mindedes fra sin tidligste Barndom for hans opbyggelige Foredrag om Svinene og Djævlene, thi han tumlede saa længe med begge Partier, at Salomon til sidst ikke længer vidste, om det var Djævlene, der for i Svinene, eller Svinene, der for i Djævlene, og fik sig en Omgang af Kæmneren derfor. Over for denne Mand havde Pastor Petersen en Gang betonet, at ulærde Medlemmer af Menigheden burde være den gejstlige Øvrighed underdanig; men Skrædderen havde straks lagt sig paa Knæ og bedt en saa knusende Bøn for alle vantro Præster, at Pastoren var blevet slaaet ganske flad, og fra den Tid afkom Skrædderen immer op til Kaffe i Præstegaarden, naar han optraadte i Byen; og man sagde derom, at Skrædderen rejste paa Visitats. Man paastod ogsaa, at Pastoren gerne vilde gifte sig med sin Husholderske, men ikke maatte for Skrædderen, som fik en Del hellige, navnlig mange hellige Kvinder, til at indgive en Adresse til Pastoren om det ukristelige i et andet Ægteskab.

Imellem Skrædder Petersens og Pastor Petersens Religion var der en mægtig Forskel. Pastoren lærte, at vi alle kom i Himlen undtagen enkelte forlorne Subjekter, hvis Skæbne kunde være os andre ligegyldig; 42 men Skrædderen holdt for, at kun et meget lille Udvalg kom paa det gode Sted, og langt de fleste kom i den sorte Gryde. Skrædderens Stemme var spæd, men hans Udtryk var kraftige, hans Ansigtsfarve var galde- eller svovlgul, og Helvedes Ild stod afmalet paa Klumpen af hans Næse. Han var nu kommet til Byen, og Kæmneren havde sendt Salomon hen at høre ham.

Skrædderen lagde for med den Forklaring, at Frygten for Gud og Frygten for Satan egentlig var et og det samme, men Kærligheden til Gud og Kærligheden til Satan to helt forskellige Ting, og man maatte gøre sit Valg mellem dem. Og da nu Skrædderen fandt, at Øjeblikket var et passende Tidspunkt til at gøre et saadant Valg, saa raabte han med sin stærkeste Røst: »Nu skal det være! Nu skal det være! I dette lille Øjeblik! I dette lille Øjeblik! Gud eller Satan!« Og saaledes blev han ved at raabe, saa længe han havde Vejr dertil, og arrangerede paa denne Maade en munter lille Auktion paa Gud og Satan.

Hvad Salomon angaar, saa sad han meget forskræmt og lyttede til; thi han følte sig overtydet om, at vilde Pastorens Gud ikke have noget med ham at bestille, vilde Skrædderens meget mindre. Heri havde ogsaa Kæmneren bestyrket ham; thi han havde samme Eftermiddag antydet for ham, at de rimeligvis ikke vilde mødes i den anden Verden - Salomon havde sagt, der stod ikke noget i Bibelen om, at man ikke maatte ryge Tobak - og at Salomon derfor burde drage størst mulig Nytte af Omgangen med ham i denne. Og da nu Skrædderen vedblev at raabe paa, at det skulde være, og det kunde ikke opsættes, indsaa Salomon, at hans genstridige Person alligevel aldrig vilde gøre Lykke hos Gud, og med et Suk bestemte han sig for Satan.

Nu havde Salomon altsaa slaaet sig paa Fandens Parti, og for at gøre Skridtet fuldt ud gik han næste Dag op til Hans Adolf, hvor han ikke havde været, siden han var begyndt at gaa til Præst, thi han havde nu besluttet at slaa sig paa Verden og Kødets Lyst, og der hengav han sig til at spille Mis, ryge Tobak og bande; men han havde ikke megen Fornøjelse deraf Skønt Hans Adolf var en god Kristen, var han meget mere dreven i de tre Idrætter end Salomon, og denne fik en Fornemmelse af, at uægte Børn hverken kunde blive Guds Børn eller Verdens Børn, men at de ægte derimod var begge Dele paa een Gang. Om Natten fik han en skrækkelig Mavepine og daarlig Samvittighed og vilde inderlig gerne angre; men han vidste ikke, hvorledes 43 man bar sig ad dermed, og han mente heller ikke, det vilde hjælpe.

Og nu nærmede Konfirmationen sig, og Salomon tænkte med Skræk paa, hvad han skulde gøre. Hvis de hørte, han havde forsvoret sig til Fanden, vilde de maaske forlange, at han skulde staa aabenbar Skrifte for Menigheden, før han blev stedet til Konfirmation. Eller skulde han svare nej i Kirken, naar Præsten spurgte ham. Saa maatte han først skaffe sig at vide, om noget saadant var lovligt Af alle disse Vanskeligheder var der kun een sikker Udvej. Han maatte se at blive omvendt af Pastor Petersen inden Oktober.

Nu var det visselig ikke noget nemt Arbejde at lade sig omvende af Pastor Petersen; thi denne Aandens Mand var hverken noget fremragende ved sin Personlighed, sin Forstand eller sine Kundskaber; men Salomon passede paa som en Smed og gik let hen over hans Aandrigheder, naar han f Eks. forklarede om den barmhjertige Samaritan, at den hele Lignelse havde en dybere Betydning. Olie og Vin var, saa vidt jeg husker, Tro og Haab, Herberget Kirken, de to Penninge Daab og Nadver og Værten Pastor Petersen, til hvis Varetægt Herren betroede Synderen. Salomon tog alt op i den bedste Mening, og endelig lykkedes det ham at opsamle et lille Ord, der hjalp ham paa rette Vej.

Men da var det ogsaa paa høje Tid, thi det var den sidste Gang, de var til Præst, og Konfirmationen hang over deres Hoveder. Til denne Dag havde Pastor Petersen sparet sit Hovedargument. Og nu opfordrede han Konfirmanderne indtrængende til at holde fast ved det, de havde inde, og ikke lade Tvivlen faa Indpas. De skulde overhovedet ikke tænke. - Pastoren haanede her Forstanden efter Fortjeneste og lovprisede Troen som noget ganske andet. Man skulde ikke gaa saa nøje i Enkeltheder, men se lidt stort paa det og tage Kristendommen i en Slump og spørge sig selv: »Skulde virkelig jeg med min elendige Forstand have Ret, eller skulde ikke snarere alle de Tusinder og Tusinder have Ret, som bekender sig til Troen?« Og nu holdt Pastoren Mandtal over de troende af forskellige Bekendelser, og det blev til en Mængde Millioner i Europa og Amerika. Og da han nu talte alle de døde med i deres Grave, og de kommende Slægter og lovede Konfirmanderne, at hele Kina vilde blive omvendt inden 25 Aar, da fyldtes Salomons Sjæl af en hellig Svimlen ved Millionerne, og han forstod, at Forstanden ikke kunde staa sig imod dem.

44

Og Søndagen derefter kom den store Dag, da den modnere Ungdom vandrer op og aflægger sit Løfte til Gud foran Menigheden. Man kunde maaske mene, at de er vel unge og spæde og næppe selv ved, hvad de gør, og at det er en underlig Ting, at man anses for moden til at aflægge et religiøst Løfte i en Alder, i hvilken Landets Love ikke anser en for moden til at gifte sig; men det er en ganske ubeføjet Tale, da det netop er Barnetroen, i hvilken man bekræftes, og det forventes, at den reglementerede Alder vil blive sat ned til det fjerde og femte Aar, for at Forberedelsestiden ikke som nu skal blive taget fra Skoleundervisningen.

Altsaa mødte Salomon op, antrukket i de to religiøse Farver, sort og hvidt, som en ung Skade, og efter ham spankede Kæmneren i sort Kjole som en ældre Skade, hvem Halefjerene var vokset ud paa, og anbragte hans Moder og Søster paa de paarørendes Stolerækker, mens Salomon selv blev stillet op paa Kirkegulvet Derefter fulgte der de reglementerede Indgangsbønner, nogle Salmer og en lang Præken, under hvilken Kæmneren listede ud sammen med Slagter Kraul; men da Prækenen var omme, indfandt han sig igen, og fra nu af følte Salomon under hele Ceremonien et aarvaagent Øje kildre sig i Nakken. Ellers mærkede han ikke noget til Kæmneren med Undtagelse af en Gang, han i Distraktion kom til at sætte den ene Fod over den anden i en plastisk Stilling. Da følte han bagfra et myndigt Greb, som førte hans Ben tilbage i Fromhedens første Position.

Salomon var meget træt af at staa op saa længe og meget sulten og tænkte paa, at han gerne vilde have været ude med Slagter Kraul. Hans Øjne faldt paa Alteret, hvor der stod en lille, forgyldt Nipsgenstand af et Krucifiks, meget pyntelig og rigtig i Petersens Stil, og han kom til at tænke paa det gamle Træbillede af Kristus paa Korset med fortrukket Ansigt og blodig Krop, som havde hængt her i den katolske Tid, men nu var kastet hen i et Hjørne af Præstens Aftrædelsesrum med Næsen mod Væggen og benyttedes af Pastor Petersen til at hænge hans protestantiske Hat paa. Og fra disse Tanker gik han med et underligt Tankespring over til sin gamle Tvivl om den Petersenske Religion, og Fanden begyndte atter at røre sig i hans Sjæl. Men Salomon tiltalte ham haardt og beraabte sig paa Millionerne, og endelig flyede han i det yderste Øjeblik Thi nu nærmede Pastor Petersen sig og spurgte ham højtidelig, om han bekendte sig til Religionen Petersen, og som Fanden i det Øjeblik var langt borte, svarede han 45 beredvillig ja. Og dernæst afkrævede Pastoren ham det Løfte, at han alle sine Dage vilde holde sig til samme; og skønt Salomon syntes, at det at give et saadant Løfte var et stort Ansvar at paatage sig, mumlede han dog noget, som Pastoren tog imod som et Ja, hvorefter han faderlig trykkede Salomons Haand. I det samme kastede denne Blikket op paa Pastorens Ansigt, idet han endnu i sidste Øjeblik blev grebet af en brat Tvivl, om det her var en hellig Handling eller maaske en Komedie; men Pastor Petersens Ansigt straalede af en himmelsk Glans, og da det hele var færdigt, modtog Salomons Moder ham med tydelig Rørelse, den lille Søster med stor Ærbødighed og endog Kæmneren med en vis Agtelse. Og der var Glæde paa Jorden som i Himlen, og alt var saare godt Salomon fik en Paraply, en Salmebog, et Merskumscigarrør, en Brevmappe og en Rejsetaske. Af Kæmneren fik han Vaupells Krigshistorie i Pragtbind med følgende Tilegnelse:

Bliv stor og stærk, om mulig større
end Heltene fra Ott' og fyrre.

Til Middag var der Selskab i Salomons udtrykkelige Anledning, og han følte sig meget beæret ved Nærværelsen af de høje Herrer: Slagter Kraul, Høker Clemmensen, Beværter Hyllerød, Sergent Nielsen m.f. Alle de Herrer var pansrede med et stivet Skjortebryst og indhyllede i den sorte Kjole undtagen Sergenten, der mødte i Uniform, og alle anstrengte de sig for at overholde den sorte Kjoles Etikette, men det lykkedes dem ikke ganske. Høkeren blev grebet i at tørre sig i Dugen i Stedet for at bruge Salveten, og Slagteren optraadte som en uforfærdet Sabelsluger under Nydelsen af Rødspætterne. De havde leget fint Selskab og taget hinanden til Bords, og Salomon var blevet taget til Bords af halvtredje Hundrede Pund Slagter, som aldeles overvældede ham, saa han hverken vovede at spise eller drikke, og de fortsatte nu Legen med noget, som de kaldte at udbringe Skaaler. Salomons Skaal blev udbragt af Beværteren, men den maatte være kommet ind igen; thi den blev atter udbragt af Sergenten, som lykønskede ham til, at han var blevet voksen, hvorved han saa ned afsig selv og ønskede, han havde været lidt større. Men nu bad Kæmneren sine Damer og Herrer om Lov til at maatte gribe Ordet og greb det ogsaa, i hvilken Anledning Salomon følte sig forpligtet til at nedlægge 46 sin Kniv og Gaffel og stirre tankefuld paa det nærmeste Syltetøj. Kæmneren udbragte atter Salomons Skaal, som til hans store Forlegenhed stadig vendte tilbage, og konfirmerede ham saa at sige for anden Gang ved at gennemgaa alle den voksnes Pligter mod Hjem, Fædreland og Kirke; men derved kom han ind paa Emnet om Præcished, og det opfyldte ham saa aldeles, at Gæsterne til sidst forstod, at dette var Drengens skrøbelige Punkt, og betragtede ham med skarpe Blikke. Kæmneren endte med at ønske, at Salomon snart maatte blive Soldat, saa skulde nok alle Nykker blive pillet ud af ham, hvorpaa han takkede Gud for den Opdragelse, han havde givet Salomon, og tilgav ham alt

Indtil da var det hele blevet holdt i Stilen, men nu rejste Mester Kraul sig og brød overtvært med den fine Tone ved at holde en Tale for Salomons Moder med mange saftige Hentydninger til det intime i Ægteskabet, idet han hyppig citerede Madam Krauls fortrolige Udtalelser om dette Emne og lavede et dristigt Ordspil paa den Sætning, at Kvinden er den underlegne Part i Ægteskabet Salomon saa hen paa Kæmneren; men denne morede sig fortræffelig, og derfor gav han sig ogsaa til at le, og hans Moder baade lo og græd og hostede meget, og de var alle glade.

Dermed var Ævred opgivet, og efter at de først havde afført sig den fine Tone, trak de ogsaa den sorte Kjole af og spiste videre i Skjorteærmer. De drak meget og alting imellem hinanden. Efter Bordet fik de først Kaffe med Likør, derpaa Toddy, derpaa Te og Smørrebrød, derpaa fik de Punch og midt i Punchen Chokolade, kort sagt, det var en af Moderens største Dage. Ved al denne Trakteren svulmede Gæsterne op og blev saa store, at Salomon næppe kunde overskue dem, skønt han holdt begge sine Øjne op med Pegefingrene, og Mester Kraul gjorde Indtryk af at veje 3000 Pund i Stedet for 300. Til sidst begyndte Lampen at danse og Væggene at forsvinde ud i en uhyre fjern Horisont, medens en Person, som nylig havde aflagt et højhelligt Løfte, sad i et Hjørne og lo af fuld Hals over de mærkelige Former, som Tilværelsen antog. Paa dette Stadium forbarmede hans Moder sig over ham, hjalp ham ovenpaa og puttede ham i Seng, medens han hørte Mester Kraul nedenunder ryste hele Huset med Visen om »en svensk Konstabel fra Sverri', som skød sig med en Kanon«.

Den næste Dag var hans Moder meget geskæftig og Kæmneren 47 meget højtidelig. Han udvandrede derfor til Adelgade og viste sig der i sin hele Glans. Der var nogle Bekræftede, som havde Paraply og Salmebog, og andre Bekræftede, som havde Merskumscigarrør og Rejsetaske, de fleste af Løftets Mænd havde Ur, og der var dem, der bekræftede deres Daabspagt i Galocher; men der var ingen, der som Salomon indviede sig til Himlen ved alle disse Herligheder. Dog var han ikke stolt, men slog sig sammen med nogle andre unge Mænd, der havde vedkendt sig det Løfte, man provisorisk havde givet paa deres Vegne i Genfødelsens Bad, og de drog ned i en Kælder og fik sig enkelte Bajere der, medens de talte sammen om den hellige Handling og dens Betydning for dem.

Men da Salomon om Eftermiddagen sad midt imellem sine Skatte, følte han med eet et underligt Sting i Siden, som han kendte alt for vel. Han var jo dog kommet over paa den rette Side og troede, han havde tilfredsstillet sin Samvittighed, og mente at have Pastorens Garanti derfor; men nu indfandt Samvittigheden sig ikke des mindre og paastod, at det hele var en skiden Affære, og at han aldrig burde have aflagt et Løfte, som han ikke vidste, om han kunde overholde. I sin Nød tyede han til Bibelen og den vise Salomon, men fandt ingen Trøst, og om Natten drømte han, at Kong Salomon var ved at konfirmere Pastor Petersen, og at Pastoren ikke kunde svare for sig.

Og nu var der kun et Par Dage til den mærkværdige Begivenhed, som hændes to Gange om Aaret i den danske Kirke, og som bestaar i, at Aanden farer ned fra Himlen over alle Løftets Riddere, saa at de alle endrægtelig i en og samme Dag og Stund gribes af Længsel efter den hellige Nadver og vandrer til Kirke for at modtage den. Og denne Aandens Udgydelse er saa meget mærkeligere, som et meget stort Tal af dem aldrig viser sig siden i Kirken, undtagen naar de bliver gift eller begravet. Og hvis nogen vilde indvende, at saadanne mærkelige Forhold kommer af, at Konfirmationen og dens Altergang er tvungne Ceremonier, som Børnene maa gaa igennem for at komme i Lære, saa bedes vedkommende om at fremsætte sin Sigtelse højt, thi det vil være den letteste Sag af Verden at skaffe Højesteretsdom for, at Konfirmationen er en frivillig Sag. Ja, netop er Frivilligheden dens Særkende, idet jo baade Præster, Forældre og Lærere paa den mest indtrængende og uafladelige Maade opfordrer de unge Mennesker til at aflægge Løftet frivillig.

Da Samvittigheden stadig pinte Salomon, gik han endelig Onsdag 48 Eftermiddag ind til Kæmneren, der sad ved Kaffen, og fortalte ham, at han hellere vilde vente lidt med at gaa til Alters; men der fik han noget andet at vide; thi Kæmneren væltede Kaffekoppen og sagde, at han følte sig, som om han var ramt af en Rystelse; og i denne sin Rystelse holdt han et Foredrag for Salomon, som varede fra Kaffetid til Tetid, og hvori han gennemgik alle de Grunde, som kunde tale for og imod at gaa til Alters, og hver Gang han kom til en af Grundene imod, gjorde han Holdt og anvendte ti Minutter til at ramme en Pæl igennem den. Paa denne Maade fik han alt sagt, hvad der kunde siges om den Ting, i en mægtig Solotale og sluttede med at tælle op paa sine Fingre og vise, at Salomon altsaa hverken kunde beraabe sig paa det Argument eller paa dette eller paa hint eller paa noget tænkeligt Argument, og derpaa spurgte han ham, om han havde mere at sige. Salomon havde nu slet ikke sagt noget; men han var blevet meget træt af Argumenterne og havde faaet Hovedpine af dem, og han svarede derfor et forknyt Nej og slap dermed for videre Tiltale.

Næste Morgen tidlig tog Kæmneren ham paa Sengen og spurgte ham, om han saa vilde med, og sagde, at han overlod Valget til hans fri Vilje; og da Salomon saa paa ham, at det trak op til en ny, stor Tale, svarede han hurtig et frivilligt Ja og trak frivillig i sine sorte Bukser, og derpaa marcherede de til Kirke under fuld Musik - Kæmneren pudsede nemlig stadig sin Næse med et stort Basunskrald - og med en frivillig Mine. Og endnu da de knælede oppe ved Alteret, bildte han sig ind, at Kæmneren saa sig til Siden for at se, hvordan det var med Frivilligheden.

Foran dem stod Pastor Petersen i Messedragt og skjulte det lille Spilleværk af et Krucifiks for dem; til højre for dem var en Ligsten over en Klosterjomfru fra den katolske Tid, hvor der altid var strøet Blomster paa Grund af et Legat, hun havde stiftet under den Betingelse. Disse Blomster var den Dag Hyacinter, og de udsendte en stærk, berusende Duft i Koret

Da Salomon rejste sig op fra sin knælende Stilling og skulde til at gaa ned i Kirken igen, følte han Blomsterduften saa stærkt, at han næppe kunde drage Aande, og idet han traadte frem og saa ned i Kirken, hvor alle Stadens Ansigter stak frem, de mandlige paa den ene Side og de kvindelige paa den anden, standsede han i et Øjebliks Svimmelhed ved Synet Han følte som et varmt Pust, der stod ind paa Øjenlaagene og derpaa bredte sig over hele Legemet, og han saa atter 49 ned i Kirken. Og i dette Blik, et eneste brat Sekund, saa han et Syn, fuldt af Rædsel.

Det var Kirken og dog ikke længer den lille, hyggelige Kirke, thi i Stolene sad ikke længer Stadens Folk; men over Skillerummene stirrede ham i Møde Voksansigter med aabne Munde og stirrende Øjne - ligfarvede Ansigter, ubevægelige og tavse, og Lig gik fra Koret ned i Kirken, og Lig rejste sig fra Stolene og gik op imod ham.

Det varede kun et Sekund I næste Øjeblik knyttede han Hænderne for at værge sig og lukkede Øjnene og drattede om i den gamle Jomfrus Hyacinter.

Og nu kom en lang, bedrøvelig Tid Det bedrøvelige laa i, at han endelig for Alvor havde tabt Troen. Med Pastor Petersens Religion fik det endda gaa. Han havde med stor Anstrengelse holdt den gaaende indtil Konfirmationen; rnen han havde egentlig nok tænkt sig, at den ikke vilde holde derudover. Men det, som var værre, var, at han havde tabt sin Barnetro paa Kæmneren. Det havde været hans Religion, at denne var alretfærdig, alviis og alkærlig. I hans Lignelse havde han dannet sit Afgudsbillede af en himmelsk Kæmner, og der havde været Tider, da han ikke rigtig vidste, til hvilken af de to han bad sit Fadervor. Men den Dag, da Kæmneren dresserede ham til at gaa til Alters, sad han i al Stilhed og tog Maal af ham og opdagede til sin Skræk, at dette ikke var nogen Gud; ikke engang et Menneske, men en Seminarist, en af disse aandelige Gildinger, der i en ung Alder kommer paa en Anstalt og der bliver skaaret paa Forstanden, men faar det tomme Rum fyldt efter med Fraser, proppes til og sendes væk med en Eksamen. Saadanne Mennesker kan efter den Tid ikke kende to Malerier fra hinanden, naar der ikke er Paaskrift paa; men hvis de faar et Stikord, kan de tale saa højt og saa længe, det skal være. Paa en Maade gjorde denne Opdagelse ikke saa stort Indtryk paa ham i Øjeblikket. Han var blevet saa sløv af de to Peterseners forenede Anstrengelser og saa haabløs, at man ikke kunde have slaaet en Gnist af ærlig Harme af ham. Han syntes, han sad som paa Bunden af en dyb Brønd og kiggede op paa Kæmnerens Ansigt, medens denne holdt sit Foredrag, med en stille Undren over det meningsløse i det hele. Og derefter gik han om og tænkte over, hvad mon der var det rette Billede af Kæmneren, det gamle Gudebillede eller det, han havde set fra Bunden af Brønden, og med den samme kølige Forundring iagttog, hvorlunde Kæmneren havde sine Meninger færdige om alt, endog 50 saa færdige, at man kunde forudsige, hvad han vilde sige og gøre i ethvert tænkeligt Tilfælde. Thi Kæmneren kendte ikke til Undtagelser, men kun til Regler. Og at give ham et Stikord var det samme som at trække ham op og lade ham gaa, indtil Lodderne løb ud

Der var en Tid, da det var Salomon en tungsindig-humoristisk Tidsfordriv at give ham Stikordet og se, hvad han kunde faa ud af det. Salomon var vist nok meget nedslaaet; men hans Ven, den vise Salomon, havde jo forudsagt ham, hvordan Menneskene var; og han tog det derfor som en naturlig Sag, - en meget unaturlig Tanke den, for en Dreng i hans Alder. - Ved Siden af følte han næsten en vis Lettelse. Med Beundringen var Frygten forsvundet Over for den latterlige Automat, som kun arbejdede med Fraser og ikke forlangte andet end Fraser, var sandelig Frygt ganske af Vejen. Og saaledes mistede han sin Autoritet og blev suveræn og autonom i sit femtende Aar.

Og det var just det bedrøvelige; thi intet Menneske har af Naturen været mere anlagt til at knæle for en Autoritet end han. Men der var sandelig ingen i den hele Stad, han kunde bruge. Ulykken var, at han havde faaet en Maalestok. Han brugte at sammenligne de Godtfolk med sin Ven, Kong Salomon, og han tænkte sig for Eksempel Pastoren komme i Kast med ham; men det forekom ham, at Pastorens Visdorn vilde være af en helt anden Art end Kong Salomons Visdom, og det forekom ham, at Pastoren kunde være blevet en udmærket Hofnar for de Tider med sine pudsige Bemærkninger om Historiens Hovedafsnit, der svarede til Menneskehedens Barndom, Ungdom og Alderdom, eller Indfaldet om de syv Lysestagearme eller Menigheder, hvoraf den danske naturligvis var den syvende og sidste - alt sammen Ting, som Kong Salomon umulig kunde have taget alvorlig.

Og saaledes mistede han lidt efter lidt alle de gyldne Sætninger, hvormed han var fostret op, og tilbage blev kun det salomonske Kætteri, at Mennesket har intet Fortrin fremfor Dyret. De farer alle til eet Sted De er alle kommet af Støv, og de vender tilbage til Støv.

I og for sig led han ikke noget Tab ved at miste de teologiske Forestillinger. Kan de end for en og anden helbefaren blive en Planke, hvorpaa han kan redde sig gennem denne Tids Brænding af alle Slags Livsanskuelser, kan det dog aldrig være til nogen Gavn for et Barn, som endnu ikke kender denne Verden, at lære en hel Del udenad om den anden. Disse Lærdomme, som sandelig er vanskelige nok for den voksne, bliver i Barnets Fantasi til noget endnu mere forvredent og 51 vanskabt end Karaibernes Guder. Man kan nemlig præke Læren om det evige Liv, hvordan man vil, saa faar et Barn ikke andet derudaf end Historien om Quetsalkoalt og de lykkelige Jagtegne. Følgen deraf er, at naar den Tid kommer, da Drengen vokser fra Quetsalkoalt, vokser han ogsaa fra den indenlandske Religion, og denne kommer til at staa i et unødvendigt hæsligt Lys for harn sidenhen. Eller ogsaa bliver Følgen, at han aldrig vokser fra Quetsalkoalt og hele sit Liv igennem bliver en troende Karaib eller Kongoneger.

I og for sig tabte han altsaa ikke saa meget; men der var det ved det, at den Gang han slog sig fra Teologien, saa han sig om efter, hvad han havde tilbage, og kunde ikke finde noget. Han saa til sin Skræk, at hans Opdragelse ikke var gaaet ud paa andet end Sentenser og Læresætninger. Man havde nok utallige Gange lært ham forskellige moralske Sætninger om at ære og elske det gode og skønne; men nu, da Kæmneren var faldet, viste det sig, at han i Virkeligheden ikke havde stiftet Bekendtskab med det gode og skønne undtagen som Objekt i disse Sætninger, men at tværtimod hans Opdragelse var gaaet ud paa at gøre alt det nærliggende saa ubehageligt som muligt. Han brød sig ikke om Naturen mer, han havde dog en Gang gjort det i de mindste Klasser, men det var, før han lærte Botanik og Naturhistorie. Nu trængte altid Lærer Obels Billede sig ind imellem Naturen og ham, og han kunde ikke se op i Bøgebladene uden en ilfærdig Frygt for, at nogen skulde spørge ham, om de var helrandede eller smaatakkede. Hvad vore historiske Helte angik, saa hadede han dem alle uden Undtagelse lige fra Absalon til Tordenskjold og det af den Grund, at Bestyreren brugte at give Drengene Straffelektier i Fædrelandshistorie, naar Klassen havde siddet urolig. Det eneste, han havde erhvervet sig, var en vis Sans for det klare og paalidelige, som Matematikken havde indgivet ham, en klar og knap Skoledrengeforstand, som han nu brugte i Kritikkens Tjeneste. Hvad han saa var, saa var han mindst af alt et Barn. En lille Forstandsmaskine med en isnende Kulde i Brystet, og som selv vidste, han var saaledes, og sørgmodig saa tilbage paa Barndommen, som om den var langt, langt borte. Saaledes var han, og det var ikke saa underligt, om han var det; thi det sidste Aar og Pastorens og Kæmnerens forenede Anstrengelser havde ganske taget Troen fra ham ikke blot paa Himlen, men, hvad værre var, paa Menneskene.

I denne døde og uhyggelige Tid var der kun een Ting, som var en 52 Kilde til Glæde for Salomon, en lille, skrøbelig Ting med et svagt Legeme og en svag Forstand, som gik om imellem dem hjemme og klyngede sig snart til den ene og snart til den anden. Salomon var stærk nok, eller hun var let nok til, at han kunde bære hende rundt om Græsplænen, mens hun havde Armene om hans Hals, og der kom en Tid, da han maatte gøre det hver Dag, og det ikke længere var en Leg. Thi lille Karen syntes at blive mindre og mindre i Stedet for efter Naturens Orden at blive større. Hendes Kinder blev saa magre og hendes Næse saa spids, og det eneste, som ikke falmede, var hendes lange, brune Haar. Og til sidst døde lille Karen, og det var Salomons Tro, at det var Moralen, som dræbte hende, skønt Doktoren sagde noget andet Hun var et af disse stakkels Vidunderbørn, som aldrig er uartige, en af de frygtsomme og blide Skabninger, som ikke kan taale et ondt Ord eller en vred Mine, og som i en Alder, hvor andre Smaapiger stjæler Tiører til Smaakager, kun tænker paa at blive saa gode og fuldkomne, som den voksne Moral nu en Gang fordrer det af Børnene. Naar hun og Salomon sad sammen paa Bænken derude, naar hun havde faaet sin Bæretur, kunde hun give sig til at græde og hviskende betro ham, at hun havde slaaet en Kop itu, og naar Kæmneren katekiserede hende - han var nu for Resten slet ikke streng mod hende, men det hørte til hans Natur at holde knge Taler - saa blev hun saa overvældet af Sønderknuselse, at den gode Mand blev helt raadvild. Og det var nu en Gang Salomons Mening, at den stakkels, lille Sjæl døde af for megen Samvittighed og af at være blevet gjort til Engel for tidlig.

Den Gang hun mærkede, hun skulde dø, da var hun mest af alt bekymret for Tjing-tjang, og hun bebrejdede sig selv ikke at have været ivrig nok til at samle Frimærker, og hun testamenterede ham til Salomon paa det sidste. Og Salomon efterfulgte trolig hendes sidste Vilje, ikke saa meget fordi han troede, man gjorde Tjing-tjang nogen Tjeneste ved at overlevere ham til Missionærerne, som for sin Søsters Skyld

Og da hun døde, var det, som om den sidste skrøbelige Rest af Liv i Huset var død, thi de tre Mennesker, som var tilbage, tilbragte deres Tid med at gaa af Vejen for hinanden. Og der ser man, hvilken god Ting Moralen er; thi for sin retfærdige Harme kunde Kæmneren ikke have Salomon for Øjnene siden den Altergang uden at udsætte sig for en moralsk Rystelse, og ganske det samme var Tilfældet med 53 Salomon, hver Gang hans Blik faldt paa Kæmneren og hans Tanke paa Altergangen. Begge to vendte de desuden deres sædelige Forbitrelse mod Moderen. Kæmneren var fortrinlig til at efterspore hendes lumske Veje med Krydderierne, og Salomon lod hende af sit Minespil forstaa, at han havde opdaget hendes uværdige Forhold til Etatsraaden, og at han vel tilgav hende, men foragtede hende dybt Den stakkels Kone havde saaledes faaet to Kæmnere for een, og hun helligede sig fra nu af til Dyrkelsen af dem begge, hvad dog ikke friede hende fra Skænd; thi ingen kan tjene to Herrer. Under disse vanskelige Forhold trak den gode Sjæl sig tilbage til Køkkenet og frembragte der i sin Anger og Ydmyghed sande Vidundere af stegte og kogte Varer, som hendes Herrer fortærede, idet de lod hende forstaa, at de gjorde det af idel Naade, og at de haabede stærkt, at Kaffen var varm.

Saadan gik Tiden, indtil Præliminæreksamen kom. Og da Salomon kunde sige, hvad »jeg vil lave mig til« hed i tre fremmede Sprog, kunde fordømme den franske Revolutions Nederdrægtighed i sin danske Stil og regne ud, hvad 3000 Pund Ost koster, naar man bruger alle tænkelige Omsvøb med Omkostninger, Fragt, Fortjeneste og Told, gjorde han en smuk Eksamen og blev nævnet med Ros i Stadens Avis, som lignede de gamle Annaler i at mangle Sammenhæng.

Han havde nu tilbagelagt den Kløft, som skiller et dannet Menneske fra den store Hob; thi han kendte Forskel paa »kunne« og »kunde«, og Spørgsmaalet var nu, hvor han skulde anvende sine Kundskaber. Familien vaklede længe mellem Handel, Skibsfart og Industri Agerbrug og navnlig Kvægavl tiltalte dem ikke, og Bjærgværksdrift har kun ringe Betydning i Danmark. Men til sidst randt det dem i Hu, at Erslev havde glemt en Næringsvej i sit Skema og det endda den vigtigste i Danmark, naturligvis Embedsvejen, og bestemte sig for den.

Hvad Grund Kæmneren har haft til den Beslutning, er ikke godt at vide. Han havde hørt, at naar Sønnen var blevet Student, kunde han bo paa Regensen, købe Bøger for Stipendier og ernære sig af Skoletimer, og han har nok taget det i Betragtning; men rimeligvis var hans fornemste Bevæggrund den: at samle glødende Kul paa den forlorne Søns Hoved. Derfor jog Abraham ikke Ismael ud i Ørkenen, men sendte ham til den blomstrende Stad København og lod Hagar blive hjemme og passe Vandkrukkerne.

Hvad der fremfor alt var Kæmneren magtpaaliggende, var at finde 54 et sædeligt Pensionat Han averterede derfor efter et saadant i Berlingske og havde den glædelige Overraskelse at modtage henved halvhundrede Billetter, hvad der gav ham et fordelagtigere Indtryk af den københavnske Sædelighed, end han havde haft før. Den Billet, han valgte, lød saaledes:

»Jeg er vidlig til at mod tage deres ærede Unge Menneske i om hyggelig pleje. Det glæder mig megget at deres Unge Menne ske er Sædelig, thi det har Jeg altider syntes umærket om N.B, og Jeg vil derfor avare dem mod Fru Petersen i Nr! 29. Vi have en Lys Spidsestue med Sædelig Om-Gang m. m m For Aldt i huset 40 Kr 00 mndtlig. Rabats i ferien?
Juliane Gottlieb.«

Kæmneren tog ind og aftalte det nødvendige med Fru Gottlieb, og da han var en Mand af Verden, anvendte han Resten af Dagen til at gaa rundt til de andre Steder og sige, at han ikke agtede at reflektere, thi Kæmneren vidste, hvad der hørte til god Tone.

Salomon havde kørt med Dagvogn og med Toget, og det var Aften, da han kom til København. Der var en Mængde Mennesker paa Benene, og nogle sortblusede Herrer syntes udtrykkelig at have indfundet sig for at modtage ham, thi de spurgte ham meget indtrængende, om de ikke maatte besørge noget for ham. Udenfor stod der nogle i hvide Trøjer, som hilste ærbødig paa ham og tilbød ham deres Tjeneste. Han overgav sig til en af dem, og da kort efter hans blaa Kiste rullede af Sted paa en Trække vogn, slog han Følge med den; thi han turde ikke spørge de travle Mennesker om Vej og mente, det var den delikateste Maade at naa til Fru Gottlieb paa uden at gøre andre Ulejlighed

Den blaa Kiste rullede meget langsomt op ad en meget lang Gade, hvor Sporvognene gled op og ned Salomon opdagede senere, at de gik paa Hjul; men den Augustaften tog det sig ud, som om de gled eller flød paa Skinnerne; thi Sideklædningen gik saa langt ned, at man ikke kunde se Hjulene, saa de havde en lignende aparte Gang som et Pindsvin, der løber rask væk, uden at man kan se, hvor det har sine Ben. Paa Fortovene var der efter hans Begreber Trængsel. Folk løb op og ned ad Gaden, og den eneste, der tog det med Ro, var en Betjent, der stod med Knapperne vendt imod Strømmen og slog nogle 55 smaa Slag bagud i Luften med sine Vadskeskindshandsker, som om han holdt Bevægelsen ved lige og dirigerede Retningen med dem.

Pludselig standsede den blaa Kiste, og Manden med den hvide Trøje spadserede ned i en Kælderhals. Salomon fulgte ham som sin Ledestjerne med megen Forskrækkelse, thi han troede, at han skulde bo i Kælderhalsen; men det viste sig, at det var ikke Fru Gottlieb, men Mælketoddy 4 Øre, som hørte til Huse her. Han spurgte Manden, om han turde lade den blaa Kiste staa alene paa Gaden; men denne svarede, at den havde godt af at svales af efter Rejsen. Derefter fulgtes de videre ned ad Gaden. Da Manden fik at vide, at Salomon kun var 16 Aar og aldrig havde været i Byen før, blev han meget venlig og viste ham Kongen, som færdedes i røde Klæder og trekantet Hat midt imellem sit Folk, og han vilde have vist ham mange andre mærkelige Ting; men nu standsede den blaa Kiste for Alvor, og de bar den op paa anden Sal, hvor Manden afleverede dem begge til Fru Gottliebs Tjenestepige.

Fru Gottlieb var en svær Dame med en stor Mave, der rundede sig under Forklædet ligesom en omvendt Gryde eller som en Frøvom. Hendes Ansigt havde ligesom visse mikroskopiske Præparater to Konturer, efter som man anskuede det i større eller mindre Dybde. Set overfladisk var det lille og intetsigende som en Sypiges; men naar man tog Dobbelthagen med i Betragtning, som omgav den nederste Halvdel af Ansigtet som en Ramme og fortsatte sig helt om i Nakken som en Fedtslange, blev Ansigtet stort, bredt og frygteligt Sædeligheden repræsenteredes af Næsen, som var en majestætisk Opstoppernæse. Naar noget bragte hende i Aande, trak hun sig i den med et graaligt Lommetørklæde og aflokkede den nogle skingrende Hanegal.

Salomons Værelse var lille, saa lille, at han med Nød og næppe fik den blaa Kiste anbragt Det var tre Alen smalt, og man stod sig bedst ved at færdes i det med Smalsiden forrest. Da det var temmelig højt, vilde det have været en stor Gevinst af Gulvplads, hvis man kunde have lagt det ned paa Siden og faaet Væggen at gaa paa; men det lod sig ikke gøre.

Fru Gottliebs Pensionat var et fagligt Pensionat. Salomon var faldet mellem Tandlæger. Paa Entrédøren sad der fire Kort med N.N. stud. med. & chir., dent. (med. & chir. med store Bogstaver og dent. med ganske smaa), og straks den første Formiddag opskræmmedes 56 han af nogle Patienthyl og en af Tandlægernes Raab paa Cognak og Fru Gottlieb. Det viste sig, at de Herrer paa denne Tid af Dagen modtog deres Kreditorer og trak Tænder ud for Pengene, de skyldte dem, hvorved de samtidig betalte deres Gæld og tog en billig Hævn over deres Kreditorer.

Hvad den »Sædelige Om-Gang i Spidsestuen« var, lærte han efter Middag; thi da kom en af Tandlægerne med en Flaske »To Stjerner« og skænkede rundt, og han formoder, det var hertil, Fru Gottlieb hentydede i sin Billet

Fru Gottlieb boede i Kursuskvarteret omkring Sølvtorvet Dette Kvarter er udelukkende beboet af Pensionater og Kursus. Man kan i dette Kvarter lære Skrivning, fransk Vadsk, Stenografi og tre fremmede Sprog, og alle Kvarterets Indbyggere gaar et eller andet Sted og lærer et eller andet, saa man kan sige, Danmarks Fremtid beror paa det Kvarter. Hver Morgen, paa den Tid Mælkevognen kommer i denne Egn af Verden, gaar alle Gadedørene op, og alle de unge Mennesker styrter sig ud i Retning af deres Kursus. Til Salomons Kursus krøb man ind ad en rnørk Gang uden Vinduer, der gik af fra en Port og saa ud som en Mineskakt For Enden af den var der en Dør, som man plejede at løbe Panden imod med stort Rabalder. Paa dette Signal aabnedes den pludselig indefra, og man maatte da i en Hast springe tilbage for ikke at blive klemt inde mellem Laasen og Væggen. Indenfor sad Kursusbestyreren og lavede Eksamener. Det hed ikke Kursus for ingenting; thi det var ikke blot et Løb, men det var en vild Galop gennem alle autoriserede Lærebøger efter noget, der kaldtes Eksamensfordringer, som f. Eks.: »quod med Konjunktiv« er Eksamensfordring, Slaget ved Abukir er en anden Eksamensfordring. Han arbejdede paa en Bog af uvurderlig Betydning for Kursuskvarteret Det var en Bog, som skulde indeholde alle Eksamensfordringer alfabetisk registrerede og ikke et Ord andet

Salomon havde set København i Møde med store Forventninger, og det var jo ogsaa en stor Ting at have sine egne 15 Kvadratalen og sin egen Gadedørsnøgle og Lov til at ryge Cigar paa Gaden. Men det var dog den samme tunge og graa Himmel over Østerbro som over Staden. Naar han havde gaaet næste Dags Eksamensfordringer igennem, plejede han at drive ned ad Gaderne med hængende Øren og føle sig som en herreløs Hund Der var en lille Boghandler, som i sit ene Vindue havde religiøse Smaaskrifter og i det andet lukkede Billeder 57 for Mandfolk. Og han undrede sig over, hvad de to Brancher havde at gøre med hinanden. Der var endvidere en lille Cigarhandler, som havde et lille trekantet Hul til Lager, Butik og Soveværelse, hvori han solgte Cigarer fra Klokken 6 om Morgenen til Klokken 12 om Aftenen, og han sad og sang traurige Viser, naar der ingen Kunder var, som en Mus, der piber i sin Fælde, saa det skar en i Sjælen, naar man gik forbi. Der var et Sted paa den anden Side Nørrebro, hvor Salomon plejede at ende sine Spadsereture, som han sammenlignede med Avernersøen. Det var en Tomt, som var omgivet af et raaddent Plankeværk, hvoraf store Længder var brudt ned af Gadedrengene. Den blev benyttet til Oplag for Tøndebaand, Kaalstokke og gamle Hatte, og Rotterne sloges med Kragerne om dens Herligheder. Midt i den var der en sort, stinkende Pøl, som aldrig en Solstraale berørte, og som saa ud som Nedgangen til Underverdenen. Og omkring den sad Børn paa Stenene, som om det var smaa, forstenede Gnomer, saa ned i Pølen og bildte sig ind, at de legede. Dette Sted interesserede ham. Han følte sig i Slægt med de Børn.

Han gik omkring i en Døs og kæmpede med sine Eksamensfordringer. De rykkede ham stadig længere ind paa Livet, og han følte, at han til sidst vilde blive helt muret inde imellem dem ligesom Cigarhandleren i sin Trekant. Men en Aften, da der mod Sædvane var stille i Kursuskvarteret, en klar Frostnat, da han slog sit Vindue op for at slippe Tobaksrøgen ud, inden han gik i Seng, da var der et Øjeblik, hvor det gik op for ham, at denne forbandede Bys Damp og Dunster ikke naaede op til Stjernerne, men at over Menneskene var den rene, kolde Æternat Han følte en forunderlig Varme brede sig ud over Legemet, han følte sig saa let, som om han svævede, og idet han saa op mod Stjernerne, svømmede de i eet for hans Blik, og han fortabte sig selv i Beskuelsen af den store, klare Himmel. Det var forbi i samme Nu. Han havde holdt sig fast i Karmen for ikke at falde. Og han mente, det var noget lignende, Xenofanes saa, naar Aristoteles fortæller om ham: »Han saa op mod Himlen og sagde: Det ene er Gud«

Det var Salomons Fødselsdag, og han indviede den med at staa tidlig op og deklinere græske Verber, da Posten kom med et Brevkort, hvorpaa der stod med Blyantsskrift kort og godt, som følger:

»En rigtig glædelig Fødselsdag ønskes dig. Jeg har faaet Blod forgiftning.
Din hengivne Moder.«

58

Det var ganske rigtig Blodforgiftning, og det var mer end det, det var Døden. Da Salomon kom hjem, laa hans Moder i sin Seng og saa ud, som om hun bad om Undskyldning for, at hun tog sig den Frihed at dø. Kæmneren og Salomon sad paa hver sin Side og vidste ikke, hvad de skulde sige; men Salomon kom til at tænke paa, om det ikke var mest opbyggeligt at lade Moralen tie stille nu i den ellevte Time. Han ligesom begyndte at forstaa, at hans Moder havde været en Efterfølgerske af Kvinden med Salvekrukken, kun at det var Farisæernes Fødder, hun havde tørret med sit Hovedhaar, og Salomon, som aldrig havde vidst, om det var Salomon Goldkalb eller Salomon Baadsmand, han var opkaldt efter, forstod nu, at den Gang hans Moder kaldte ham op efter Salomon, var det egentlig hendes Tanke at kalde sig selv op efter den syndige Kvinde Bathseba. Og som han sad her ved hendes Seng, syntes han at kunne mærke, at hun læste i hans Tanker, og at de skiltes fra hinanden i Fred Ogsaa fra Kæmneren skiltes hun i Fred Han havde haft travlt hele Dagen med at bestille Ligkiste og sørge for Nadverens Sakramente med alt henhørende. Og da han kom ind om Aftenen, saa hun op til ham med et langt, skyldbetynget Blik og sagde: »Simonsen, der er en Ting, jeg vil sige dig. Der var alligevel Muskat i Smaakagerne.« Og dermed døde hun. Saaledes maatte ogsaa Dronning Dagmar tilstaa, at hun havde snøret sine Ærmer om Søndagen.

Atter tilbage til København og mere Smuds, Lopper, Eksamensfordringer og Kamp med Fru Gottlieb. Fru Gottlieb var en selvstændig Dame og havde sine bestemte Pensionatsprincipper, som blev energisk bekrigede af Tandlægerne. Et af dem var det samme, som anvendes i sin fulde Renhed i zoologisk Have, hvor Rovdyrene ikke fodres om Lørdagen. Denne Dag helligholdt hun med alle Haande mærkelige og luftige Retter, som f Eks. Rabarbersuppe og Aalehaler i Gelé, ja, man beskyldte hende for en Lørdag at have serveret Chokoladesuppe og lombardiske Nødder. Endnu stærkere holdt hun paa, at Maaneden, som den var udgaaet af Skaberens Haand, kun havde 30 Dage, og at hun ikke havde faaet Betaling for den 31te, hvorfor Pensionærerne havde at gaa ud og spise den Dag eller ogsaa leve paa Feltfod Hvad Fru Gottlieb forstod ved at leve paa Feltfod, gav dem meget daarlige Tanker om den militære Forplejning. Feltfoden bestod af en hel Del smaa Assietter med Anchiovis, hakket Sild, Agurkesalat og 59 den Slags, og hvordan det nu kunde være, saa smagte Agurkesalaten af Anchiovis og Silden af Agurkesalat, saa man snart ikke vidste, hvad der var hvad Under saadanne Forhold kunde undertiden Tandlægerne gøre Mytteri, foretage en Razzia i Køkkenet og komme i Bataille med Madammen om den Skinke, de skulde have Dagen efter.

Der var en Gris, som stod paa Stald mellem Platmenagen og Vandkaraflen og ernærede sig af Femører. Fru Gottliebs Huslov indeholdt nemlig i Sædelighedens Interesse, at den, som spildte paa Dugen, skulde bøde fem Øre, og herved skulde samles et Fond, som var bestemt til en festlig Anvendelse. Det var en Dag, Salomon kom ud i Entreen, og der stod Gottlieb og betalte Gasregningen med en Hoben Kobberpenge. Salomon spurgte ham, hvor han havde faaet alle dem fra. »Det er saamænd fra Grisen!« svarede han i sin Uskyldighed, og saalunde var det, at Fru Gottliebs Gris aldrig blev fed nok til at slagtes.

Gottlieb var sin Kones Mand; han førte et meget ubemærket Liv og tilbragte sin meste Tid med at bære Kul og hente Fløde. Om Fru Gottlieb fæstede ham til Tjenestepige, den Gang hun giftede sig med ham, er muligt, men vist er det, at han nu tjente hende for Kost, Logi og Skraatobak. Han udførte de laveste huslige Forretninger i Sovekamrene, og om Søndagen fik han Lov til at spise ved det store Bord Denne Mand og Salomon slog sig sammen Søndag Eftermiddag. De plejede at gaa hen i Kongens Have og beundre Barnepigerne; thi den gamle Kriger havde et varmt Hjerte og fik ikke Lov til at anvende sine blide Følelser over for Madammen, som de kaldte hende »unter uns.«

Da Gottlieb var Salomons eneste Ven, og det endda kun om Søndagen, følte han sig meget ensom og fortalte ham det undertiden i almindelige Byronske Udtryk; men Gottlieb saa kun paa Tjenestepigerne, og Salomon kunde ikke skjule for sig selv, at heller ikke han forstod ham.

Salomon var sløv, mismodig, forskræmt. Han trængte til en Guddom, en Sjælesørger og et Evangelium, og han havde trængt dertil, lige fra Glansen gik af Kæmneren. Lægedom for denne Nød fik han først nu, da den øverste af Tandlægerne, som han længe havde beundret i Stilhed, steg ned fra sine Skyer, aabnede sin Dør for ham og tillod ham at gøre ham sin daglige Opvartning.

Han hed Gormsen og kaldtes Gorm den Gamle i daglig Tale. Hans 60 Ansigt var oprindelig anlagt i en ædel, græsk Stil, og han vilde have været en Skønhed, hvis det ikke havde været for hans Næsetip, thi den saa ud, som om Skaberen tilfældigvis var kommet til at tage paa den med to Fingre og snyde den opad, efter at den var færdig, og den havde derved faaet et Knæk og en Klump, som fik en til at ønske, at det vilde gaa ham som Tycho Brahe.

Denne Mand indviede Salomon i Livsglædens Religion. Saa underlig det synes, saa var det Kursuskvarterets herskende Religion, og det synes i det hele, som om det er af lutter Elendighed, at Folk gaar hen og dyrker Livsglæden. Kursuskvarterets religiøse Ceremonier foretoges især Lørdag Aften. Da var der Sold i hvert Pensionat, og da hvert Hus havde Pensionater til Tagskægget, blev det en meget livlig Aften. Naar Bollen var tømt, drog man ud paa Livet, købte varme Midnatsboller i Bagerierne og endte med at dyrke Terpsikore i Forbindelse med Venus Kallipygos i disse Gudinders Templer.

Endog den lille Cigarhandler var en begejstret Tilhænger af Livsglæden og de røde Roser, især naar Foraarstiden annærmede sig. Da stak han Næsen op af sit Hul for at se efter, om Stæren var kommet, og naar han hørte den fløjte, istemte han med megen Følelse Sangen: »O, du yndigste Jum-Jum.« Naar han lukkede Butikken ved Midnat, lukkede han sig selv op af den og vandrede ud for at plukke Roser i Smaagaderne.

Salomon havde hidtil haft visse Betænkeligheder ved Livsglædens Religion, men nu indviede Gorm den Gamle ham i dens Mysterier. Han slog et Slag i Bordet imod den naturstridige Askese og godtgjorde ham med klare og tydelige Grunde ud af Videnskaben, at Mennesket var blevet til for at gaa i Byen, og at det var enhver Borgers Pligt at udvikle og vedligeholde sine Evner i den Retning, saaledes som en engelsk Læge uimodsigelig har slaaet fast, og i de mest glødende Farver fremstillede han den rene og glade Samvittighed, som blev den retskafne Bysvends Løn. Derhos rettede han saa vægtige Anker mod den kristne Moral, at denne gik helt ud af Spillet, og fremmalede Billedet af en ny Guldalder, naar Livsglædens Principper havde sejret.

Endnu var Salomon i Tvivl; men da Gormsen gav sig til at tale om Fremskridtet, Udviklingen og det moderne Gennembrud, tog han Salomon paa det ømme Sted, og han følte sig overbevist.

Saasom han den Gang var en Mand af Principper og havde en levende Følelse af, at, naar noget var Sandhed og Ret, burde man ikke 61 blot snakke derom, men handle, saa begav han sig straks efter sin Omvendelse ud i Køkkenet i den retskafne Hensigt at forføre Tjenestepigen, naturligvis ikke Gottlieb, men Kokkepigen, som hed Marie den Trettende. Fru Gottlieb skiftede nemlig Pige hver Maanedsdag, og for større Nemheds Skyld antog de alle Navnet Marie efter den Pige, hvormed Fru Gottlieb havde indviet Pensionatet Denne her Marie kendte Rummelen, og da Salomon foreslog hende at gaa med paa Sommerlyst, var hun straks med

Altsaa, næste Søndag Aften svigtede Salomon Gottlieb og drog ud paa Livet med Marie. Han havde forberedt sig ved at læse en Sang af Don Juan; men uagtet sin litterære Dannelse følte han sig meget i Tvivl om, hvordan han skulde gribe Marie an. De havde set sig om i Sommerlyst og faaet sig noget 01, og Salomon deklamerede med sagte Røst for hende det dejlige Digt: »Min Vin, min Kaarde og min Elskerinde,« og indledede derpaa en Diskussion om den frie Kærlighed; men Marie spurgte, om de ikke skulde lade være at skabe sig, og Stemningen blev derfor noget trykket Men med eet for hun op og bad ham om ti Øre, uden at hun vilde sige hvortil, og da Salomon gav hende dem, gav hun ham et Trykkys og kaldte ham sin egen søde Ven og sagde, at hun ikke vidste, hvordan hun skulde have baaret sig ad uden ham. Og dermed sprang hun over i et lille Etablissement, der laa lige over for Sommerlyst, og bad ham vente, til hun var færdig med det. Som Salomon stod der og holdt Vagt, fik han et Klask paa Skulderen, og der stod Gorm den Gamle og røg paa en Cigarstump, idet han brugte sin Knivspids som Cigarholder. Han blev sat ind i Situationen, saa paa Salomon, paa Etablissementet og paa Klokken og tilbød derpaa med pludselig broderlig Uegennytte at løse ham af Salomon var trykket af Situationen, træt og søvnig og ret glad ved Tilbudet Altsaa trak han sig tilbage, og idet han vendte sig, hørte han Gorm fløjte paa »O, Susanne.« Han formodede, denne Melodi var en Slags Feltraab mellem Gorm den Gamle og Marie den Trettende, thi han havde ofte hørt den anvendes paa Køkkentrappen, og han saa ham blæse Cigarstumpen op til et kraftigt Fyr, som kunde lede Damen i Havn.

Efter denne Ekspedition lagde Salomon foreløbig den frie Kærlighed paa Hylden i Forstaaelse af, at den ikke laa for hans Stemme. Ej heller Bacchum kunde han dyrke af Hjertens Grund, thi en indre Stemme i hans Mave forbød ham det; men han fulgte de Tandlægers 62 Bedrifter med stor Forstaaelse og Sympati. Med en saakaldt Toddy foran sig, som egentlig kun var en svagt farvet Sodavand, var han den ivrigste til at bespotte al Temperance, og med stor Uegennytte forsvarede han naar som helst og over for hvem som helst sine Idealer: den frie Kærlighed og den franske Metode, som han lod Tandlægerne om at realisere. Thi naar Klokken gik til tolv, gjorde Tandlægerne Opbrud og stævnede mod Nord, udbredende Livsglæde hvor de kom hen. Paa samme Tid blev Salomon regelmæssig søvnig og klemte sig ind imellem sin Servante og sit Klædeskab paa den Sovesofa, der bar Øgenavnet Loppereden.

Disse Tandlæger var et Folkefærd, som Tandlægerne maa have været i de sidste Dage før Syndfloden. De gjorde Gæld og drak og horede og trak Tænder ud, saa Blodet randt, og med alt det var det nogle af de bedste og velvilligste Mennesker af Verden. De stod hinanden bi med de sidste Penge, de kunde rejse, og var Kommunister i Drikkevarer og Cigarer, ja, undertiden i Overfrakken. Den ene satte den andens Bøger paa Laanekontoret, og de var lige gode Venner for det. Over for Salomon viste de en grovkornet, men velment Beskyttelse, som han var dem taknemmelig for. De havde dog vist en Følelse af, at han trods al gensidig Sympati aldrig ret kunde høre Tandlægeracen til. Der var en Gang, da en lang Rad imellem dem, som var Specialist i Tjenestepiger, partout vilde have ham med paa en natlig Udflugt; da sagde Gorm den Gamle sit Kongeord: »Lad ham i Fred, han er for grøn endnu«. Og dermed klinkede han med Salomon og sagde med stor Anerkendelse: »Men du er en Satans Karl til at bande«. Thi Gorm den Gamle var egentlig en tolerant Mand, og naar han blot fik Indrømmelser i Princippet, holdt han paa, at enhver maatte sætte sin Hat, som han vilde.

Det var under Tandlægeperioden, at Salomon blev Student. Forandringen markeredes ved den sorte Hue, og da den ikke syntes ham at vække tilstrækkelig Opmærksomhed, anskaffede han sig ydermere et Par blaa Lorgnetter. Saaledes udrustet tiltraadte han sin akademiske Løbebane.

Han valgte Jura til Studium. Det var vistnok i den Tanke en Gang at blive en fremragende Politiker og Lovgiver. Han overværede altsaa en Professors Indledningsforelæsning.

En saadan afholdes ved alle Fakulteter og har til Hensigt at skræmme saa mange som mulig fra Studiet, paa det Faget ikke skal blive 63 overfyldt Der var et Par Stykker fra Kursuset, der havde besluttet sig til Juraen. De saa paa hinanden efter Forelæsningen med blege Miner og trykkede hinanden i Haanden, fast bestemte paa at holde ud trods alt, trods alle elleve juridiske Fag og alle Paragraffer og Fortolkninger og Satans lumske Paafund

Jura er Idealet af et Universitetsstudie, thi det bestaar udelukkende i at tilegne sig omtrent 9000 Sider Eksamensfordringer, hvoraf en Manuduktør indgiver en en Skefuld paa halvhundrede Sider daglig. Videnskabelighed præger gennemgaaende dette Studium, efter hvad man fortæller. Ens Professorer ser man aldrig noget til før ved Eksamen, og det er ogsaa tids nok. For at erhverve sig et Dokument, der kaldes Flidsattest, indfinder man sig stundom til en Ceremoni, der vistnok i lige Linie nedstammer fra den papistiske Messe og er enhver Protestant lige saa modbydelig som denne. Hin Ceremoni bestaar i, at en Professor med slet dulgt Tegn paa Afsky aabner sin egen Bog om den eller den Ret og derudaf under høj Gaben fra sin egen og Auditoriets Side forelæser et Kapitel, skrevet i det ejendommelige, juridiske Sprog. Denne Skik skal være meget gammel og hellig, og et tydelig Tegn herpaa er, at ingen længer ved, i hvad Øjemed den foretages.

Et meget omdebateret Problem i den juridiske Verden er just dette, hvad man har Professorer og deres Forelæsninger til, og Salomon, som altid udmærkede sig ved en overdreven Grundighed, bestemte sig straks til at ville gaa til Bunds i denne Sag og det ved at henvende sig paa allerbedste Sted Altsaa gav han sig til at gaa rundt og gøre Visit hos alle sine Professorer. Naar Pigen efter nogen Tøven havde lukket ham ind, præsenterede han sig som Rus i Jura, satte sig paa en Stol og rykkede efter mange Omsvøb ud med sit Ærinde, som var, om Professoren vilde anbefale ham at høre sine Forelæsninger eller ikke. Modtagelsen var meget forskellig. Een blev rasende og smed ham paa Døren øjeblikkelig, en anden raadede ham meget varmt og indtrængende til at gaa paa Forelæsning, paa samme Maade som en Præst anbefaler at gaa i Kirke. Han skulde blot blive ved og ikke tabe Modet, sagde Professoren, saa kom Forstaaelsen nok Dette Afskum prækede over anden Proces.

Der var en af dem, som sagde rent ud: »Nej, lad bare være med de Narrestreger. Hold Dem til Manuduktørerne og Kristian den 5te«. Men den, der gjorde ham mest forvirret, var en gammel, tør Rad, 64 som, da Salomon plumpede ud med sin Interpellation, fnisede stille og længe uden at sige et Ord og derpaa gav ham Haanden til Farvel. Og denne Fnisen, som kunde udtydes paa mange uhyggelige Maader, gjorde et dybere Indtryk paa Salomon end selve Indledningsforedraget.

Han var meget grøn. Min Sandten, han var meget grøn. Fru Gottliebs Marie vidste rigtig, hvor grøn han var. Forførelsen var der ikke blevet noget af Han vilde ikke rivalisere med sin Ven Gormsen, og Marie fandt ham ogsaa alt for grøn. Derimod blev han hendes hemmelige Fortrolige i hendes Kærlighedseventyr, og mangen Aften laante han hende sine Nøgler, naar hun skulde paa Dansebod, og Madammen ikke vilde give hende Udgang. Ja, ikke faa Gange blev han vækket ved en Sten mod Ruden og maatte trække et Par Bukser paa og liste ned med bare Fødder i Tøflerne for at lukke Marie op og se hende tage en varm Afsked med sin Galan. For Marie var af den Slags, at naar man sendte hende hen paa Hjørnet efter en Pakke Tændstikker KL 5 om Eftermiddagen, kom hun først igen KJ. 5 om Morgenen. Ligesom Napoleon behøvede hun kun et Par Timers Søvn i Døgnet Dog antraf Salomon hende ganske vist en Gang, da hun var faldet i Søvn, staaende paa alle fire med Bagbenene paa Gulvet og med Forbenene i den Seng, hun skulde rede. Cæsar beretter, tror jeg nok, at Elsdyrene sover paa lignende Maade. Marie lod sig aldrig kue. Under vanskelige Omstændigheder brød just hendes Livsmod frem i lys Lue. Gjorde man hende opmærksom paa, at man havde fundet et Insekt i Smørret, svarede hun uforsagt, at det var vel et af Herrens egne, og aldrig kunde Madammen sætte en Ed i, naar der var noget dem imellem, Marie kendte jo en Trumf, der var højere end hendes. Salomon behandlede hun paa en moderlig beskyttende Maade. Engang fik hun ham endogsaa til at bringe Vadsketøj i Byen. Hun sad nede i Porten paa en 3 Alens Vadskekurv, da han kom ned ad Trappen, og pressede ham straks. Hun havde siddet og fløjtet af alle de Mandfolk, der var kommet forbi, men der havde ikke været nogen af hendes Bekendte, skønt Marie kendte ellers alle bedre Herrer i Gaden. Gottlieb var paa Grønttorvet efter Gulerødder, og hun havde faaet Besked af Madammen, at hun skulde se at faa fat i en af sine Herrer til at hjælpe sig. »Tag nu i Hanken, De!« - Hun var ikke nogen almindelig Kvinde.

65

Den lille Udflugt til Sommerlyst var Salomons første, hurtig afsluttede Kærlighedsroman.

Den næste var Historien med Fru Malstrøm. I den spillede han til en Forandring ikke Forførerens, men Uskyldighedens Rolle. Kæmneren var Skyld i det hele. Han havde glædet sig meget over, at Salomon havde faaet Artium. Han havde skrevet til ham, at han nu havde en Stilling i Samfundet, der ikke var til at foragte, og haabede, at han nu vilde give Beviser paa sin Energi. Han selv vilde fra nu af arbejde hen imod, at hans Bidrag til Salomons Eksistens mere blev en Hjælp til Selvhjælp end en fuldstændig Understøttelse. Han vilde alt nu nedsætte sit maanedlige Bidrag med 5 Kroner og haabede, det vilde virke som en gavnlig Spore.

Saa snart Salomon havde faaet dette Brev, anvendte han sin Energi til et Avertissement i Berlingske Tidende, hvori en ung Mand med 100 Points til Artium tilbød sig som Journalist, Lærer i Litteraturhistorie og Hvadsomhelst. Han modtog en Billet fra Fru Malstrøm.

Fru Malstrøm var i Virkeligheden en yngre, blisset Dame, Hustru til Hr. Potifar Malstrøm, som lagde sig efter en ung Mand, der hed Josef og var alt for dum. Men paa Salomon gjorde hun kun Indtrykket af en ældre, hjertensgod Dame, der tog sig moderligt af ham. Hun interesserede sig mest for den erotiske Del af Litteraturen, men til Gengæld ligelig for den romantiske og realistiske Maner. Hun yndede at drage Sammenligning mellem Salomons Person og Bøgernes Helte og antydede spøgende, at hun troede ham i Stand til alt muligt. Og Salomon tog det alt for gode Varer, ledte med højre Haand efter sit Overskæg og undrede sig over den Fordomsfrihed og uinteresserede Sympati med Ungdommen hos en aldrende Dame. Alt gik endnu godt, saa længe de holdt sig til Oehlenschlåger og Heiberg, men da de kom til Christian Winther, leverede Fruen det afgørende Slag. Hr. Potifar Malstrøm var rejst til Stockholm, meddelte Fruen Salomon i en Billet og indbød ham til at tilbringe en Aften hos sig med at analysere Hjortens Flugt. Underskrift: »Deres hjertelig hengivne Veninde Annathea o. s. v.« Hvad dette o. s. v. betød, var ham den Gang uklart.

Da han kom derhen, viste Pigen ham ned i Haven. Der sad Fruen i Vinrankelysthus, og der var Jordbær paa et Rabarberblad og en Flaske med lang Hals og en rigtig rød Bryllupslampe oppe under Tagskægget 66 paa Lysthuset. Fruen satte sig ved Siden af ham paa den smalle Bænk og deklamerede et Digt om uskyldig Kærlighed af en af de Forfattere, der begynder med H. Hun bad ham hviske, for at de forbigaaende ikke skulde høre, hvad de sagde, og de hviskede; kort sagt, det hele var i den rigtige Stemning og Stil. Men Salomon kunde ikke rigtig nyde det, thi Fruen var saa underlig. Først var hun højtidelig, sagde, at hun vilde lade sig skille fra sin Mand, blive Katolik og gaa i Kloster, og spurgte ham om hans Mening. Saa begyndte hun at fortælle slemme Historier om Christian Winther og blev saa lattermild, at hun nær havde faaet Krampe. Saa foreslog hun, at de skulde drikke dus; men da Salomon ikke vilde det, blev hun ubehagelig og sagde, at han sad og gjorde Nar af hende; men han undskyldte sig paa bedste Maade, og de havde en stemningsfuld Forsoning, hvorunder hun udgød Taarer; Derefter en Pause. Programmet syntes udtømt. Fru Malstrøm saa ud af Lysthuset og hviskede til Maanen, at det var paa Tide at komme i Seng. Men da hun rejste sig, fik hun heftige Kuldegysninger, sagde, at hun kunde se, at Salomon frøs, og indbød ham til at komme med op og drikke en Cognak. Men han syntes, at det var mest hensynsfuldt at trække sig tilbage, og det gjorde han trods et Blik af den mest rørende kvindelige Art.

Han vandrede hjem, grundende paa, om Fruen havde faaet for meget af den langhalsede Flaske. Næste Dag fik han en Billet fra hende, hvori hun skrev, at hun ikke ønskede flere Timer i den danske Litteratur, hvad der var ham ganske ubegribeligt. Men et Aarstid efter spadserede han en Aften gennem Alleen. Da var atter den røde Lygte ude, og fra Vinløvslysthuset hørte han Hvisken og Likørglassenes Klinken. Maanen hang med et stort Grin paa Ansigtet.

En Dag havde Fru Malstrøm sagt til ham: »Kender De Etatsraad N. N. Han interesserer sig meget for Ungdommen. Jeg har talt om Dem som en ung, intelligent Student, der gerne vil frern, og han har sagt, at han gerne vilde se Dem til sine Torsdag Aftener«. Salomon havde bukket og takket. Og en Torsdag Aften lejede han sig en sort Frakke for 2 Kroner og lod sig introducere af Fru Malstrøm hos Etatsraaden.

Han vidste godt, hvor denne boede. Han havde staaet og set op og ned ad det fornemme, graa Hus og mærket sig den første Sal. Portneren havde betragtet ham med mistænksomme Blikke og rent ud nægtet at svare paa, hvordan Etatsraaden saa ud Da var en Vogn kommet rullende, og ud af den steg en ældre, pelsklædt Herre, der saa 67 paa ham med nogle skarpe, blaa Øjne, som om han vilde sige: »Hvad er nu det for et Menneske uden Mansketter«.

Fru Malstrøms Invitation gav ham nok at tænke paa. Vilde Etatsraaden vedkende sig ham? Vilde han føre ham ind i et Sideværelse og sige: »Jeg har syndet imod dig, før du blev til Vredes nu ikke paa mine graa Haar«. - Salomon vidste ikke, at han var skaldet. - Eller skulde de blot sige til hinanden: »Min Søn!« »Min Fader!« - Omfavnelse. Sandsynligvis vidste Etatsraaden slet ikke, hvem han var. Han kunde da underrette ham derom paa en fin Maade. F. Eks.: »De ved ikke, hvem jeg er, men jeg ved, hvem De er«. Eller: »Jeg har en Hilsen til Dem. Fra Deres tidligere Husjomfru. Hun var min Moder. Hvem er min Fader?«

Han bestemte sig til sidst til følgende Fremgangsmaade. Naar Fru Malstrøm førte ham hen og præsenterede ham for Etatsraaden, vilde hun nævne hans Navn. Han vilde da tilføje: »Fra Xkøbing. Min Fader var Kæmner sammesteds!« Og saa lade Etatsraaden klare sig selv, saa godt han kunde, naar denne Oplysning slog ned hos ham som et Lyn fra en klar Himmel. Men da de kom ind i Salen, var der saa mange Mennesker og saa meget Lys og et Par Stykker røde Kjoler, som gjorde ham helt konfus. Og han blev slet ikke præsenteret for Etatsraaden, men straks puttet ind i en Krog, hvor han sad hele Aftenen og øvede sig paa sit: »Min Fader er Kæmner sammesteds«.

Først da de skulde gaa, opdagede Etatsraaden ham og sagde: »Naa, det er den lille Student. Ja, vær saa venlig at se herop en anden Gang«. Han blev ganske rød i Hovedet, lavede et Buk, skød derpaa Maven frem og Skuldrene tilbage og gjorde en ynkelig Figur. I hvilken By hans Fader var Kæmner, var han i Øjeblikket ganske uvidende om, og da han saa op igen, var det kostbare Øjeblik forsvundet Etatsraaden var borte, og Fru Malstrøm trak af Sted med ham.

I de samme Dage var der en stor Staahej i Pensionatet Der skulde være Pensionatsbal. Værten havde givet dem Lov - Fru Gottlieb var i høj Grad nødt til at tage Hensyn til Værten - paa Betingelse af, at de andre Lejere ikke havde noget imod det.

De havde udsendt Deputationer til de forskellige. Salomon selv havde været nede hos den gamle Dame i Stuen, hun havde Stær paa Øjnene, og hun havde klappet ham paa Kinden og troet, det var Børnebal. Gormsen havde vovet sig ned paa tredje Sal til den gamle Kaptajn, som boede der, og haft en haard Dyst med ham. De andre havde 68 aabnet Kakkelovnsdøren i Spisestuen og lyttet gennem Røret Der var megen Banden og Galen, og først da Kaptajnen kommanderede to Bajere til at træde an, vidste de, Freden var sluttet.

Alle Pensionatsværelserne blev taget i Brug, og smaa, pyntelige Plakater angav deres Bestemmelse. Man dansede i »Svedeværelse«, man spiste i »Edeværelse«, og til dem, som søgte Ensomhed, stod »Bedeværelse for Herrer« og »Bedeværelse for Damer« til Tjeneste.

Den Dansekunst, Salomon havde lært af Frøken Lamm i sin Opvækst, var ikke tilstrækkelig her; thi her dansede man forkert, og for at spare paa Pladsen dansede man helt op i Krogene og drejede sig der om sin egen Akse i tavs og tæt Omfavnelse. Mazurkaen var en Slags Kankan, hvor Damerne sparkede op med Benene, saa alle de hvide Skørter fløj, og i Tyrolerhopsaen fløj Damerne op og ned som forskræmte Kyllinger, og Herrerne snoede deres Overskæg, maalte dem med Klapperslangeblik og slog Armen om Livet, saa Korsetfjerene knagede. Saa begyndte de paa en Lancier paa en forholdsvis anstændig Maade, men i Stedet for at klappe Turene ud, kyssede de Turene ud, hvad Salomon var vis paa, de ikke lærte hos Frøken Lamm. Efter Punchen og Æblekagen, hvortil de fik en Sang om »at tømme Bægeret til Bunden«, blev der deklareret fri Dans. Herrerne var nu lidt trætte. De havde drukket meget 01 og været lidt oppe at slaas i Bedeværelset, men Damerne tog nu Affærer og førte Ballet op fra nyt af De inklinerede, tog Herrerne om Livet og førte dem, og Opførersken kyssede Gormsen, hvorved Gormsen skreg og sagde, han var ikke af den Slags. Fiolinen var imidlertid blevet fuld, men hele Selskabet intonerede nu: »Vi vil ha' 01«, og dansede rundt Polka, Mazurka og Hopsa mellem hinanden, og Melodien syntes at passe lige godt til alle Dele.

Salomon havde faaet fat paa en Brunette, som morede sig inderlig over ham. Men da hun var et hjertensgode., lille Pigebarn, fik hun Medlidenhed med ham og tog fat paa hans Opdragelse, hvor Frøken Lamm havde sluppet den. Hun dansede forkert med ham, saa det susede ham om Ørene, og lærte ham at se dristig ind i Øjnene og ikke rødme. Oventil havde hun ikke andet paa end et højt Bælte og to Skulderstropper, saa hvis han rødmede lidt paa hendes Vegne, var det ikke saa underligt. Hun spurgte ham om, hvad han hed til Fornavn, og hvor gammel han var og den Slags, som man plejer at spørge en lille Dreng om, og syntes meget overrasket over hans Uskyldighed 69 Hun var forførende som Satan selv, skabt saa fortryllende som Eva og uden mange flere Klæder paa, end denne havde. De sad i Sofaen med en halvtømt Bajerflaske imellem sig, som de delte med hinanden, ligesom Eva delte Æblet med Adam. Salomon sagde til hende, at hun var sort, men dog yndig, og saa tæt ind i hendes Øjne. Der havde været et roligt, drillende Blik i dem, men nu bed hun sig i Læben, og Hetærens lurende Rovdyrblik brød frem. I dette Øjeblik greb Salomon ved Sofakanten, rejste sig op og saa ud over Salen. Der var en lille Pause i Dansen. Eros gik igennem Stuen. Par om Par sad de langs Væggene, og da det var saa heldigt, at der ikke var Plads, maatte Damerne sidde paa Herrernes Skød og lade sig beglo og begramse. Kun Fru Gottlieb sad alene. Thi Gottlieb laa som en slagen Mand i Baggrunden med Hovedet i Spyttebakken og Benene under Klaveret. Og Salomon følte Pustet komme og brede sig ud over Legemet Han stirrede ud over Salen uden at kunne røre Øjenlaagene. Og han saa det samme Syn som i sin Tid i Kirken. Lig slog Armene om Lig. Voksansigter vendte Øjnene og lo. Alt saa han, som noget, der er fjernt borte, tager sig ud i en stærk Kikkert, i en Dødsstilhed, der forfærdede ham. Med fastgroede Øjne og tilstoppede Øren stod han. I dette Nu var det, som om Baggrunden flød sammen i en Taage, eller som om han saa ud i et dybere Lag af Tilværelsen. Bag Stearinlys og Fruentimmer og Bysvende sænkede hans Blik sig i en anden Verden, en Verden som vor, naar Solen er gaaet ned, og ingen Stjerner er tændt, en Verden som den, der i Eventyret ligger Østen for Verdens Ende, en endeløs, trøstesløs Hede eller et endeløst, trøstesløst Hav og en Himmel, der flød sammen med Jorden - og i det endeløse Mørke en Stilhed saa dyb og stor, velgørende som Klokkeklang.

Han blev vækket ved, at hans Dame slog en Latter op og spurgte, hvad der gik af ham. Men i det samme kom Gormsen farende, og frygtelig saa han ud Et rødt Sengetæppe havde han kastet over sin sorte Kjole som en Indianerkappe. Madammens blaa Strudsfjershat var hans Hovedpynt, og et Par røde Dametøfler, som altid stod inde i hans Værelse, agerede Mokassiner.

Med en lang Piberørslanse i Haanden dansede han en vild Krigsdans under Lysekronen og saa sig om med vilde Blikke. Nu styrtede han sig løs paa Sofaen, tog Salomon i Kraven og slyngede ham ud i Værelset. Saa greb han Pigebarnet, tog hende paa Armene og dansede rundt med hende i Salen, syngende »Mallebrok er død i Krigen«. De 70 andre sluttede sig til Gravprocessionen, Mallebrok selv hvinede og sagde, at han maatte ikke kilde hende, og Salomon listede ganske stille ud og ned paa Gaden.

Dernede stod Lygterne og saa paa hinanden, rødøjede og forvaagede. Spil og Sang og Dansetummel strømmede ud fra fjerde Sal, Vinduerne var slaaet op, Gardinerne flagrede ud, og ud mod den kolde Natteluft lænede sig en nøgen Barm og et hvidt Skjortebryst Det dundrede deroppefra, alle Husets Ruder klirrede, og for hans Øjne tog det sig ud, som om hele Bygningen rystede frem og tilbage i Takt til Mallebrok. Den gamle Kaptajn saas i bar Skjorte i Vinduet paa tredje Sal. Han lænede sig ud af Vinduet og spurgte i en ophidset Toneart, om der intet Politi var.

Himlen var graa og mørk, Søerne mørke og graa. Han gik sig en Tur ud over Fællederne i Søle og Taage. Det tog sig ud, som om Blegdamsvejens Lygter var Verdens Ende, og som om han vandrede tre Hundrede Mile hinsides ude i den store Taage, hvoraf alt er oprundet. Og her gik det op for ham, at just saaledes levede han paa Siden af Livet Lykkens Evangelium, som Gormsen saa smukt havde udlagt for ham, var ikke noget for ham. Han havde ærlig og redelig stræbt at leve efter det, men det var her som der, at kun de udvalgte var det forundt

Og herude, hvor han gik og rodede rundt som en stumprumpet Krage med Strømperne trukket over de sorte Bukseben og Kjoleskøderne puttet ned i Bukselommerne, kom Ensomhedens hellige Følelse over ham, og han forstod Faust, som blind, dødsmærket og helvedesdømt strækker sine famlende Hænder ud i Taager og siger: »Men i mit Indre straaler Lyset klart«.

Da han kom hjem, var alt stille og mørkt i Balsalen. Han strøg en Tændstik og saa Gottlieb ligge ubevægelig paa Valpladsen i den samme Stilling, hvori han forlod ham. Da han krøb i Sofaen, var der en, der nøs inde hos Gormsen, og en anden, der sagde prosit, og lidt længere henne ved den Tid, da Mælkedrengene sang deres Morgensang, hørte han en Lærke kvidre derinde og nogle lette Hop hen ad Gangen. Han fik Hovedet ud af Vinduet Ganske rigtig. Der kom hans Brunette ud ad Gadedøren og fejede hen ad Gaden, frisk og glad, som om hun nylig havde bedt sin Morgenbøn og nu skulde skynde sig til Skole.

Med Ballets pragtfulde Finale fik Pensionatet en brat Afslutning. 71 Thi Dagen efter kom Værten op, udtalte, at det havde været et Bal over alle Bredder og Grænser og spurgte, hvad det havde været for nogle Herrer, der havde ringet Stuen op for at spørge, hvad Klokken var. Han lod Fru Gottlieb vide, at hun var sagt op til April, og hvis hun ikke betalte, hvad hun skyldte af Lejen, vilde hun blive sat paa Gaden med det samme. I en Uges Tid levede de under en Tordensky. Fru Gottlieb græmmede sig. Hun blev bitter og kunde ikke taale at høre tale om Middagsmad. Da Marie fik at vide, hvordan Sagerne stod, forlod hun uden videre det synkende Skib og meldte sig til Tjeneste hos Arvefjenden, Frøken Petersen. Den sidste Dag stod alt stille.

Sengene blev ikke redt og Servanterne ikke tømt. Fru Gottlieb kom frem med en Flaske Brændevin og sagde, at det var det sidste, hun havde, og Gormsen og Hr. og Fru Gottlieb stak til den i Forening i Mangel af anden Frokost Snart kom Fogeden og hans Svende og gjorde lyst i Lejligheden. I denne Nød fik Fru Gottlieb endnu et haardt Stød Gormsen viste sig som Forræder. Han fulgte Maries Eksempel og gik over til Frøken Petersen, hvor han fik et to Fags Værelse til Gaden. Udsmidningen tog han med stor Ro og gratulerede sig selv til, at han fik sit Tøj gratis saa langt. Ogsaa Fru Gottlieb bar det mærkværdig smukt Som Kong David, da hans Søn var død, sagde hun til sig selv: »Hvad nytter det nu at sørge længere«, tog sin pæneste Hat paa og satte sig i den lille Sporvogn, der kører til Østerbro, for at finde sig en Lejlighed der. I det Kvarter havde hun nemlig ikke boet før. Gottlieb blev tilbage for at passe paa Møblerne og røg sin Pibe i Sofaen med stor Sindsro og sagde til Salomon, at han havde nok faaet Maanedslov. »Madammen har sagt til mig, at jeg skal passe paa, at De ikke render Deres Vej ligesom Gormsen«, sagde han til ham, »men jeg vil sgu sige Dem en Ting: Se at faa fat i en Droske og kom af Sted, inden Madammen kommer hjem fra Østerbro«. Saaledes forlod Salomon denne gamle Kriger og Filosof siddende som Senatorerne paa de kuruliske Stole uanfægtet af de galliske Gadedrenge, som dansede Krigsdans rundt om hans Sofa.

Salomons næste Periode faldt hos Frøken Ingversen i Skyttegade. Frøken lngversen var en Kæmpekvinde. Hendes Bryst var som et Bjærg og hendes Skridt som en Dragons; men i denne svære Skikkelse boede den blideste og barnligste Sjæl. Hun havde haft en lille Dreng, som var død i den spædeste Alder, og af ham havde hun en seks Kroners Kultegning efter Fotografi i sit Sovekammer, og det tilbad 72 hun med samme Andagt, som Italienerne tilbeder deres Bambino. Alle svage og smaa Skabninger elskede hun, fordi de mindede hende om hendes lille Georg. Saa omhyggelig som nogen Buddhist vogtede hun sig for at dræbe noget Dyr. En Rotteunge, som en Gang optraadte i Køkkenet, bar hun med egne Hænder ned i Gaarden, og selv Edderkopperne satte hun forsigtig uden for Vinduet, skønt hun var frygtelig bange for dem. Salomon var en Gang med hende oppe i Zoologisk Musæum. Hun gik strunk forbi baade Fugl og Fisk og forstod ikke et Ord af det hele, men da de kom til den lille, udstoppede Løveunge, kom hun helt ud af sig selv af Henrykkelse og Rørelse over det lille Kravl.

Skoleundervisningen syntes at være gaaet sporløst hen over hendes Hoved, hvis hun nogen Sinde havde faaet nogen. Naar hun skulde gøre sit Regnskab op om Aftenen, plejede hun at stikke Hovedet ind til Salomon og spørge om, hvad 7 Gange 8 var. Naar man spurgte hende om hendes Religion, svarede hun, at det var den samme, som alle andre havde, men hendes Begreb om den lutheranske Religion var næppe synderlig klarere, end en Santhalerkvindes tør antages at være. Med Hensyn til Stats- og Samfundslære, da naaede hendes kortsynede Blik ikke ud over Skyttegade og dens Politibetjent, og da hendes eneste Læsning var Eventyrskatten, opfattede hun Konger og Prinser væsentlig i dens Lys. Vand- og Gasskat ansaa hun for en himmelraabende Uretfærdighed, og at narre Kommunen ved Skatteopgivelse fandt hun var en prisværdig Handling. Hvem Kommunen var, vidste hun næppe. Den voksede i hendes Øjne til et mærkværdigt, rovgerrigt Uhyre, der sendte sine Skatteopkrævere ud som Vampyrer. Saaledes betragtede ogsaa de franske Bønder i sin Tid »la gabelle«.

Denne enfoldige og hjertensgode Kvinde levede som en retskaffen vild i vor fremskredne, københavnske Civilisation. Saa let som hun var at lede, saa uvidende som hun var om Verdens Ondskab, var det et Under, at hun ikke var endt i Prostitutionen, hvor saa mange svagt begavede Kvinder glider ned efter den samme Lov, efter hvilken den, som ikke kan svømme, synker til Bunds. Naar hun havde undgaaet det, skyldes det næst det naadige Tilfælde en Jernbaneulykke, der havde ramt hendes Fader, og hvorfra hun oppebar en lille Livrente til Erstatning. Af den levede hun og saa af Salomon, hendes 73 logerende, og hans usle 25 Kroner om Maaneden for Værelse og Middagsmad

De førte en ejendommelig Husholdning; Frøken Ingversen og Salomon spiste, naar de havde Penge, og sultede, naar de ingen havde. De dinerede mest paa Oksehjerte, Lammelever eller røgede Sild, ogsaa Stenbidere maatte holde for, og kogte Gulerødder var længe en Hovedret De veg ikke tilbage for Kallun og mange andre anatomiske Retter, som bedrestillede Folk er bornerte nok til at udelukke sig fra. De eksperimenterede ogsaa med at spise Sukkerbrød i Stedet for Smørrebrød og prøvede alle de Kaffesurrogater, som er til i Verden.

De havde det skam ikke daarligt. Ingen i Huset havde det stort bedre. Fællesskabet i Kampen for Tilværelsen arbejdede alle de smaa 3 Værelsers Lejligheder sammen i Bekendtskab og Forstaaelse. Det blev undertiden for meget af det gode, naar Konerne skurede Trapper om Lørdagen og førte en højrøstet Samtale fra Kvist til Kælder, Trappe op og Trappe ned, men det var dog ret hyggeligt, næsten hjemligt, landsbyagtigt. De laante Æg fra Stuen og Smør fra anden Sal, og da de en Gang gav sig til at holde Fødselsdag for Frøken Ingversen - ikke paa den rette Dato, men de var tilfældigvis vel beslaaede - slog Chokoladeduften ud af den aabne Køkkendør og fyldte hele Lejligheden; som en fuldgyldig Invitation trængte den ind ad alle Nøglehuller, og ned kom Konerne klaprende i deres Slæbere og fik Chokolade og Walesbrød. Kun den hellige Madam holdt sig paa sin Kvist, skønt det krillede hende i Næsen, og sang en kraftig Salme om Verdens Børns Fordømmelse.

En velgørende Ting i disse smaa Hjem var det, at det moraliserende Raseri, som regerer i de bedre Klasser, ikke fandtes her. Det »dømmer ikke«, som man paastaar skal staa i Testamentet, stod usynligt over Døren til Skyttegade Nr. 14. Og det af den gode Grund, at Skyttegade Nr. 14 var et Glashus, hvor man jo ikke bør kaste med Sten. Alle havde de deres svage Punkt. 4de Sal til venstre kom fuld hjem om Lørdagen, og 4de Sal til højre var slet ikke gift med sin Kone. Kun den hellige Enke paa Kvisten havde ingen ømme Steder og revsede ofte de andre efter Fortjeneste, idet hun sagde, at hun dømte ikke, men Guds Aand, som for i hende.

Ret beset havde de dog en Moral og det tilmed en ret bornert, men alligevel vidt forskellig fra den rigtige Moral. Deres Moral var 74 meget nær den samme som Lukasevangeliets. Ligesom dette havde de et svælgende Dyb befæstet mellem den rige og den fattige, men brugte kun Udtrykkene Storborger og Proletar i Stedet for de bibelske, og ligesom Lukas trøstede sig med, at de, der var fattige i denne Verden, skulde have det godt i den anden, troede de derude i Kvarteret, at Dommens Dag var nær for Haanden, og da skulde det gaa hver efter Fortjeneste, kun at de tog Ordet Fortjeneste i en mere realistisk og økonomisk Betydning. Men for Kapitalisterne var Helvede dem ikke hedt nok. Og Salomon fandt, de havde Ret Var han ikke selv Proletar? Alt ved sin Fødsel stillet uden for det egentlige Samfund. Og hvem kaldte de fattige og fortrykte til sig? Visselig ikke vore Dages fortyndede Kristendom, men snarere Socialismen.

I denne Tid gik der en stor Løftelse gennem Landet. Demokrater stod op i hver By og prækede, de gik paa Turnée gennem hele Landet, og der var ikke en Kro og ikke et Forsamlingshus, som gik fri.

Salomon tog levende Del deri. Han lod sig indføre som Medlem af Foreningen »Revolutionen«, der ikke var større, end at den kunde rummes hos Frøken Ingversen, og lod sig begejstre af Folkemøderne i Jomfrulunden. Og naar han travede hjem fra Møderne, takkede han i sit enfoldige Hjerte det guddommelige Forsyn, at det havde ladet ham fødes i den store Revolutionstid. Og det brusede i hans taabelige Sjæl ved Tanken om den røde og gyldne Tid, der stod for Døren. Han drømte sig en Tid, hvor Viljerne var stærkere, Lidenskaberne renere, Ofrene større, en Lidelsens Tid, der skulde sættes ind for at vinde Lyksalighedens Tid Han tænkte sig, at naar det første Spyd var kastet, vilde der blive Brug ogsaa for dem, der ikke kunde gøre Gavn under normale Forhold Den, der ikke kan andet, kan gaa frem og dø! Saaledes tænkte vistnok den taabelige Salomon.

Thi Salomon var stadig lige grøn - grøn!

Enhver ved nu, at den 31te Marts KL 12 endte den berømte danske Revolution af 1885 paa samme Tidspunkt, da en anden Revolution af den udenlandske Art plejer at begynde. Den danske Revolution skiller sig saaledes paa en fordelagtig Maade fra sin Forgænger, den franske, ved sin ganske ufarlige og ublodige Karakter. Det vidste Salomon imidlertid ikke endnu paa dette Tidspunkt. Han havde aldrig rigtig gjort sig klart, hvorledes de provisoriske Tilstande vilde tage sig ud, men han var gaaet ud fra, at Landet lige saa lidt vilde kunne bestaa uden en regelmæssig Finanslov, som han selv, Salomon, 75 kunde holde den gaaende uden at trække sit Vejr. Og nu saa han, at de provisoriske Tilstande tog sig ganske ud som de lovmedholdige, og Menneskene drev deres Forretning og deres Morskab ganske som ellers uden Hensyn til Landets sørgelige Tilstand.

Og efterhaanden gik det op for Salomon, at her var den store Visdom, den sande filosofiske Overlegenhed. Her var en sund og uskadelig Idealisme, der ikke ringeagtede Livets praktiske Krav, den Idealisme, der aldrig giver tabt, men tror, at Retfærdigheden nok sejrer af sig selv og uden vor ringe Hjælp. Thi vi behøver ikke at gøre det, men Udviklingen besørger det Saaledes skrev et Blad just i disse Dage. Og Salomon beundrede de Folk, der kunde holde Troen frisk.

Atter stod han her over for den gamle Modsætning, som havde pint ham fra Barndommen af: Modsætningen mellem Karrene til Ære og Karrene til Vanære. Karrene til Ære, det er dem, der skriver sig p. t Idealist. De har deres sikre Udkomme - thi ellers skulde Fanden være Idealist af Profession - og derfor har de bevaret Troen frisk enten paa det gamle Forsyn eller, hvad der kommer ud paa det samme, dets Efterfølger Udviklingen, ogsaa kaldet Fremskridtet Det er ved deres Tro, de virker, ikke ved Gerningen, thi i den Retning er vi alle Protestanter. De holder Troen frisk og meddeler den med Ild og Begejstring til andre, og Tingene kan blive ved at gaa, som de gaar, saa længe det skal være, men Troen holdes frisk.

Karrene til Vanære er der derimod altid det ene eller det andet i Vejen med. Paulus kendte dem alle til Hobe. De er enten hovmodige eller ulydige mod Forældrene eller utaknemmelige, eller om ikke andet, saa hører de til dem, som altid lærer og ikke kan komme til Sandheds Erkendelse, som Apostelen saa rammende siger. Heller ikke Luther kunde lide den Slags Folk, efter at han selv var kommet over paa den rigtige Side, men sagde dem mange drøje Sandheder i sine Bordtaler. Det er dem, der ikke har Troen og ikke en Gang mener, det nytter noget med Troen, naar Verden alligevel ikke bliver anderledes trods al den Tro. Det er dem, for hvem der er noget muggent ved Forsynet og noget kildent ved Udviklingen. Tvivlerne, Kætterne, en Satans Yngel, som Apostelen saa smukt siger.

Atter og atter havde Salomon gjort dette Regnskab op, og altid havde han selv været paa den gale Side. Han havde tvivlet paa Kæmneren, han havde tvivlet paa Pastor Petersen, han havde endog tvivlet paa Livsglædernes Evangelium og Tandlægerne, og nu tvivlede 76 han ogsaa paa den store Folkevilje. Han kunde ikke være fra, at han altid lærte og aldrig kom til Sandheds Erkendelse. Den sunde Lære, den naturlige, menneskelige Idealisme, som ikke gaar for vidt, den tog han ikke ydmygt imod.

Og i denne Tid havde han igen disse underlige Anfald, som første Gang kom over ham ved Pensionatsballet. Han blev varm. Det ligesom aabnede og lukkede sig i hans Hjerne, og hans Øjne blev lamme. Det varede kun et Øjeblik, fra han løftede Foden, til han satte den paa Jorden igen, og ingen havde kunnet se noget paa ham. Han havde mekanisk fortsat sin Gang, som om intet var i Vejen.

Salomon vidste, at han hørte til de maanesyge, til Epileptikerne, men han kendte tillige sig selv og vidste, at han havde Magt over sig selv i det ydre. Den onde Dæmon kunde ikke kaste ham i Ild og Vand Ingen kunde se noget paa ham, og han skulde vel vogte sig for at tale derom for ikke at drage Menneskenes Deltagelse og-gode Raad ned over sig.

Der var en Tid, hvor det havde været uhyggeligt for ham, naar Livets Larm pludselig skiftede om med Anfaldets Dødsstilhed, og han stod som død i en Verden afdøde og skuede ud over og ind i det store Mørke. Men efterhaanden var han blevet naturaliseret derovre. Han følte sig som en praktisk og befaren Mand i det tungsindige Mørke, hvor saa mangen anden vilde have svimlet, men som en Drømmer under Solens Skin. Dog, hvis han blev ved at stirre rnod Solskiven, kom der et Tidspunkt, hvor den blev sort, og han vidste, Astronomerne lærer, at paa den anden Side Solen hersker den sorte Stjernenat, og han trøstede sig med, at han dog i Dybden havde Ret

Salomon studerede i denne Tid paa en egen grusom Maade Begejstringens Psykologi. Ordet Begejstring har en særegen Stilling i det danske Sprog. Det er, som Salomon var blevet gjort opmærksom paa af en Grundtvigianer, det eneste tyske Laaneord, som vi ikke kan undvære i Dansken. At begejstres ligger i den danske Natur eller vel rettere i den almenmenneskelige. Som den Kvinde, der vil forføres, som ikke vil give sig frivillig hen, men vil bedaares, magtstjæles, vil bedes til Stævnemøde og befales til Hengivelse, saaledes er Mennesket. Vi vil rives med, drømme og sværme uden at vide, hvor det fører hen. Vi vil bedrages af Illusionen. Og som den Kvinde, der løber fra den ene Elsker til den anden, er Mennesket Bliver Bindet revet os fra Øjnene, pakker vi vore Sager sammen og begynder paa en frisk 77 et andet Sted uden mere Undseelse end en holdt Pige, der skifter Ejermand

Salomon saa det paa sine Venner i »Revolutionen«. De havde indset, at Navnet ikke længere var tidssvarende, og døbt Foreningen om til »Diskussionen«. Hver Lørdag Aften samledes de hos et af Medlemmerne, og medens Tobakken og Dampen af Punchen steg op som en Sky og indhyllede dem i en mystisk Taage, blev alle Livs- og Samfundsspørgsmaal gennemgaaet, og Verden blev opløst i Kaos for at sættes sammen igen efter Filosoffernes Forgodtbefindende.

Men en Lørdag Aften bød Salomon Selskabet »Farvel« for ikke mere at samles med dem. Og da han kom hjem, nedskrev han den Tale, som han vilde have holdt, dersom han havde brudt sig om, at de skulde forstaa hvorfor.

Saaledes vilde Salomon have talt:

»Lørdag Aften, du er en sød Aften. En Sabbat er du. Paa dig udgydes Punch af alle Kander og Begejstring over alle Hoveder. Lørdag Aften er Verdens Røst et mangfoldigt Hurra, og hver Sjæl kløver Skyerne i sin Sværmen, og hver Mands Røst er som et Kildevæld, og Søndag Morgen er alle Servanter fulde og alle Maver daarlige.

Lørdag Aften! I et festligt Kapløb overbyder de hinanden med Idealer, større eller mindre. Som Jøderne smurte Blod paa Dørstolperne Paaskesabbat, saaledes har alle retskafne Mennesker hver Lørdag Aften Punch over det hele for at skelnes fra Satanas og hans Yngel.

Satanas, den stolte Mand med de vilde Øjne og den menneskelige Smerte i Brystet flyver over Jorden - ingen ser ham; thi han er mørk, som Natten er - og haanler, og han borer sine Kløer i sit laadne Bryst og skriger som en Rovfugl, at den sande Begejstring er Verdens dybe, blodige Saar, og det er mørkt at skue i dens Dyb som i Nattens Øjne. Sød er dens Tale, naar man hører den langtfra, men gaar den med dig i Brudeseng, da kryster den dig saa i sin Favn, at du græder derved. Som en Vampyr suger den dit Blod, og naar du gaar fra dens Leje om Morgenen, er din Kind hvid og dine Øjne røde.

Hvem hører efter Satanas? Vi er gode Kristne. Vi har Begejstring i Oksehoveder og af forskellig Kvalitet, efter som Festen staar paa Frakke eller Kjole. Og vi vil holde Taler og skrive Vers, lige til Danmark faar nye Bukser paa.

Satanas raaber ud i den evige Æternat, den store Død, som slutter 78 sig lydløst om den støjende Jord, at Begejstringen er det evig lurende Had, der vandrer som en fremmed om Menneskenes sødladne Samkvem, at den er at gribe efter den dyre Ulykke og sparke til den billige Glæde, at jages frem af Erinnyer med en blodig Dolk i sin Haand og til sidst dø en skabet Hunds Død i den dybeste Ensomheds Afkrog.

Hvor er ikke deres Glas klingende og deres Ord velvalgte og deres Hjerter luende. Saadan saa jeg paa Gaden forleden et Skjold med et luende Hjerte, og da jeg gik derhen, stod der derpaa N. N., Spillekortfabrikant.

Satanas flyver gennem Mørket med den ulidelige Smerte i sit Bryst. Hans Blod drypper paa Tagene, og han raaber, om ingen vil tage Rædselen bort fra ham. Og imens holdes der Gilder for Rædselen, og Boller tømmes i dens Navn.

Thi da, siger Satanas, er dit Liv som en Blodsdraabe, der rinder af et Dødsens Saar, som et Sværd, der brister med den skarpeste Klang, som en spedalsk Byld paa Verdens Legem, der brændes ud med et gnistrende Jern.

Thi den sande Begejstring, siger Satanas, er Vielsen til Tornekronen og Korsfæstelsen og til at hade og hades igen. Og din Broder skal svigtes af dig, og din Moder skal svigte dig. Dødsdommens Brand skal sætte sig som en glødende Tunge paa din Isse. Og dit Legem skal kastes i Rakkerkulen.

Jeg beder Gud bevare mig for at blive som Satanas og eje hans guddommelige Smerte. Lad os nævne Begejstringen med større Varsomhed, end Jøderne nævnede deres Gud. Og lad os tage hinanden i Haanden og sige: »Den sande Begejstring, denne sjældne Ulykkesfugl, denne Fugl Føniks med det gridske Rovnæb, som drikker Lykken af Livet, er ikke kommet til os. Bedre er det at være Daglejer med Jorden under sine Fødder end være Akilles i Underverdenen, i den underlige Verden, hvor Hjertet forbløder sig.«

Fra denne Stund tror jeg, at den Smule Visdom, som Salomon fik skrabet sammen i Løbet af sit Liv, tog sin Begyndelse. Thi her i Skyttegade vendte Salomon, som paa dette Tidspunkt alt var en habil Kritikus, Brodden mod sig selv og erkendte sig selv som den uforbederlige Fantast, han var. Og han bad en Bøn ud i det ubestemte, da han kom hjem, nærmest henvendt til sin Bogreol i Mangel af andet og 79 saalydende: »Giv mig et fedt Hjerte, en tyk Pande og en god Mave! At jeg maa blive som andre Mennesker!«

Salomon var blevet klar over, at denne sværmerske Idealisme, hvormed han havde forgyldt sine Afguder lige fra Kæmneren til Folkeføreren, var lige saa langt fra den sande Begejstring som hans Kollegers praktiske Idealisme. Det var Humbug begge Dele, hver paa sin Maade. Han havde det i Kroppen, Sygdommen i Kroppen, den Sygdom, man i gamle Dage kaldte Romantik, og som nu hedder Hysteri. Det var, fordi han selv var uden Ligevægt, at han altid var paa Jagt efter det arkimediske Punkt uden for sig. Hele dette Afgudsdyrkeri, hvad enten det var Mennesker eller Teorier, han faldt paa Næsen for, hang nøje sammen med hele hans sygelige Tilstand, med hans epileptiske Ekstaser og hans aandelige Katzenjammer, naar han vaagnede op igen i det virkelige Liv, med denne usunde, pietistiske Maade at leve paa i Konvulsioner af Henrykkelse og Fortvivlelse, som i Virkeligheden var en Slags Sindssyge, og som kun ikke blev opdaget, fordi Sygdommen blev neutraliseret af en kold og klar og grusom Forstand

Hvor sympatiserede Salomon ikke med Søren Kierkegaards Hjertesuk: »Mit Ideal er en rigtig tyk og fed Kældermand« Ikke i Ironi, nej, i ramme Alvor, forstod han, havde Søren sukket saaledes.

Disse Dage kaldte Salomon senere for sin Omvendelsestid i sin egen Terminologi. Han forjagede alle Idealers og Drømmeriers Djævelskab og lovede sig selv at blive en rettroende Filister.

Nu maa man dog ikke tro, at denne Omvendelse foregik med hele det Apparat, hvormed en Omvendelse i Almindelighed foregaar i Landene Øst for Rinen og Nord for Erzgebirge. Efter at Salomon havde taget sin Beslutning, hørte han op med at angre sin tidligere Vildfarelse; thi han vidste meget vel, at den megen Fortrydelse, som er i saa høj Grad i Kurs i vort Klima, i de allerfleste Tilfælde kun er en ny Maade, hvorpaa de hysteriske Tilbøjeligheder skaffer sig Afløb.

Salomon havde ikke Tid til at opføre disse obligate Scener med Fortrydelse, Bod og Forsoning og saa det samme forfra i den rette Rækkefølge. Han følte sig langt mere beslægtet med den katolske Metode, hvorefter Vane overvindes ved Vane og ikke ved de skønne Følelser alene, Gentagelsens bitre Metode, som ogsaa Constantin Constantius har forfægtet herhjemme. Han »stod op og begyndte i Øjeblikket« efter Mester Thomas' Raad og saa sig ikke tilbage.

80

Og nu fulgte den lange Skolegang, som Salomon endnu ikke er vokset fra, hvor hver Time paa Dagen blev ham en ny Anledning til at gentage Ordene: Kend dig selv! »Kend dig selv,« sagde Salomon, »det er Indskriften over det delfiske Tempel, det er Indskriften over den trange Vej, som Buddha gik til Erkendelsens Træ«; og nu galoperede Salomon i Tankerne hen ad den trange Vej og sad alt under Erkendelsens Træ, før han opdagede, at det var Fantasi alt sammen, et nyt Bevis paa, hvor indgroet en Fantast han var, og han misundte Bondekarlen, som, naar han pløjer, ikke ser længere end til sit Plovjern.

Til at begynde med brændte Salomon alle sine Digte, hvoraf han alt havde en hel Samling. Der var baade de politiske og de erotiske, der var: »Alle mine syndige Tanker« og »Jeg synger dig en Salmesang« og Samlingens Perle »Da hun forlovede sig med en Løjtnant«. Det gik i Kakkelovnen alt sammen. Hele denne Produktion skyldtes en ung, uskyldig Dame, som visselig ikke havde gjort noget for at sætte hele dette lyriske Apparat i Bevægelse, som Salomon havde talt to Ord med i en Aftenrøde hos en Herredsfoged til Jordbær og Fløde, og som han siden havde overvældet med Adjektiver i det bageste af sit Andenproceskollegiehæfte, indtil han en Dag atter her opdagede, at det hele ingenting var og aldrig havde været noget Salomon havde en Tid derefter igen skabet sig og ladt, som han var Misogyn; men efterhaanden indsaa han, at den gode, unge Dame virkelig var ganske uden Ansvar for hans Taabeligheder, og nu beflittede han sig kun paa Ædruelighed og paa den gyldne Mellemvej mellem Troubadour og Skørtehader.

Det næste, Salomon gjorde, var i Lighed med Platon at udvise alle Digtere af sin lille Stat og indskrænke sin Aftenlæsen til sund, populær-videnskabelig Føde, og for det tredje slog Salomon et Skema op paa sin Væg som en Slags Ordensregel for sit Munkeliv. Det var udført i den hieroglyfiske Maner, begyndte med en Kaffekop og endte med en Nathue, otte Studietimer angaves ved Kristian den 5tes Kontrafej og tre Spadseretimer ved Salomons Solskærm. Salomon studerede i denne Tid til sin store Opbyggelse Franzos' Skildring af Jesuitternes Dagsorden, og i denne systematiske Afmaaling af Dagens Indhold indtil Skridtenes og Ordenes Antal fandt han sit Forbillede. Det morede ham at passere ned ad Fortovsret-Fliserne med sin Solskærm mellem Albuen og Kroppen i en rigtig Pensionistpasgang og 81 at tale i et Bedemandstempo med saa lidt Udtryk i Stemmen som mulig.

Med sand Vellyst kastede Salomon sig over sin Jus, som han en Tid lang havde forsømt Der var en sund Beroligelse og Opdragelse i Studiet af de malebariske Love med deres mesopotamiske Fortolkninger, som ikke vakte Interessen eller satte Fantasien i Bevægelse. Han tog det som en gavnlig Bodsøvelse og mindedes, at Jesuitterne gennemgik noget lignende. Fra den Tid stammer ogsaa Salomons Interesse for nøgne Fakta og tørre Tal. Han læste Priserne paa Levnedsmidler og Lampeglas efter Aftenbladets Avertissementer, som han læste hver Aften som en sund Forberedelse til at gaa i Seng, og han førte mange opbyggelige Samtaler om deslige Emner med Frøken Ingversen, som han aldeles tog Pippet fra i Sagkundskab.

Paa denne Maade haabede Salomon at dræbe alle Tanker, at dræbe alle Drømme og sulte den vilde Fugl ihjel, som boede i Hjertet paa ham, og blive et normalt Menneske. Han fandt ogsaa en Fornøjelse i den Sport at gaa med Galocher, og naar han saaledes trippede ned ad Dosseringen og mødte sin Pastor emeritus uden for Sortedamslund, præcis naar Klokken var fem Minutter over fire, følte han sig helt hyggelig i sine Galocher og syntes, han var begyndt at faa sat Skik paa sig. Den rare, gamle Pastor emeritus havde han taget sig til Ideal - med Kældermanden havde det kun været hans Spøg. Man kunde se paa den gamle, at han havde været lykkelig gift i mange Aar, havde lykkelig holdt Sølvbryllup og mistet sin Kone og nu hvilede sig ud efter Tilværelsens Storme i sin Sølvbryllupslænestol uden Skyld og uden Bekymringer og uden Tanker. Salomon ønskede, at han kunde lære ham at kende og tilegne sig lidt af hans teologiske Enfold. Denne Landsbyhelgen vilde vist vise sig at være, trods Mill og Spencer, Aarhundredets rette Filosof

Det var Salomons Tanker, naar han mødte den brave Mand Hver Dag Klokken 4 vandrede Salomon ifølge sit Skema ned til Østerbrogade, spyttede i Vandet uden at sige noget og gik hjem igen. Han satte det langt over at gaa paa Strøget Herrerne spytter, naar Damerne græder. Hver har sin Maade at blive af med de overflødige Vædsker paa.

Svanerne sejlede derude og gjorde lange Halse. I det Humør, han var i, kunde Salomon ikke rigtig lide dern. Svanen er jo Eventyrets Fugl. Han havde en Fornemmelse af, at det var Eventyrets hvide 82 Drømme, der sejlede derude. Saa pludselig stod de hvide Fugle paa Hovedet i Vandet og vendte Gumpen op imod Tilskueren, og Salomon fandt en vis Symbolik i det Nu kom November, og Svanerne blev taget ved Vingebenet af Magistraten, pakket i en Skraldevogn og kørt bort til Mudderdammen i Ørsteds Anlæg for at slaas med Rotterne og Aalene. Saadan ender det altid, sagde Salomon. Nu var han fri for dem.

Vinteren kom. Sneen kom, den var hvid, da den faldt, men den blev snart skiden, som Salomon med Tilfredsstillelse observerede. Paa Gaderne faar den nu slet ikke Lov til at ligge. Salomon blev ked af København, og en Søndag Formiddag spadserede han ud over Brøndshøj for at se Danmark ved Vintertid Træerne var Brænde. Vandet var Sten. Kragerne var hæse af Vinterkulden og fløj tæt hen over Jorden og spekulerede paa, hvor Ormene var henne. Salomon var kommet saa langt, han kunde faa sig selv til at gaa. Han satte sig paa Vejsten 38 og saa paa Sagerne. Saa fik han Øje paa en Hale, en Musehale. En lille, graa Markmus sad i et Muldvarpeskud og kiggede op paa ham. Og det slog Salomon, hvor meningsløst det var med denne Markmustilværelse paa en ugæstmild Jord under en ubarmhjertig Himmel, som det lille Dyr levede under i al Uskyldighed uden at tænke over hvorfor og hvortil. Men han vilde ikke sige noget højt; thi det faldt ham ind, at Markmusen kunde have foreholdt ham noget lignende. Saa gik Markmusen hjem til sit Hul og Salomon til sit

I denne Eneboertilværelse gik Salomon om med en kronisk aandelig Kvalme over sine egne og Menneskenes Daarskaber. Han havde altid en Smag paa Tungen, som om han skulde til at kaste op. Især naar han hørte et opbyggeligt Foredrag, enten af den rigtige Opbyggelse eller af Fritænkernes Opbyggelse, plejede han at maatte gaa udenfor og spytte. Og onde Aander besatte ham og tog Andagten væk, hvis han var kommet lidt i Gang med at høre, som han kunde høre i gamle Dage. Straks knurrede Mefistofeles i ham: 30 Kroner Foredraget! og saa var hele Fornøjelsen væk.

Mefistofeles snakkede altid med. Naar Salomon en sjælden Gang kom op og besøgte en og anden af disse Foredragsholdere, og denne saa satte sig tilbage i sin Lænestol, tog et Paf af sin Pibe og sagde et rigtig smukt Ord, et af de Ord, der i Almindelighed gaar til Hjertet, saa raabte straks Mefistofeles i Salomons Mave: Smag paa det! Og 83 naar Salomon havde holdt det lidt paa Tungen, blev det med et saa fedt, saa fedt, saa Salomon maatte udenfor. Ja, ikke engang den protestantiske Forlovelse kunde Salomon rigtig goutere. Han studerede den paa et Par, som han traf om Søndagen hos Bundtmager Frederiksen. Han hørte ikke saa meget efter, naar de talte, som naar de tav. Han var efterhaanden i Samkvem med Mennesker blevet vant til at høre Tavsheden tale. Han saa den utilfredsstillede Lystenhed i Pigens forlegne Rødmen, og Forfængeligheden og Brutaliteten i Mandfolkets Knevelsbart Da Salomon var kommet saa vidt, forstod han, at for Mefistofeles var intet helligt, og han trak sig tilbage fra Bundtmagerens Familie og den anden Datters Tilnærmelser.

Hvis Salomon nogen Sinde har været i Helvede, saa var det ikke, da han stedtes i Fortvivlelsens røde Flammer eller i Forsagelsens kolde Bad, men det var i denne Tid, da han gik i Lære hos Mefisto og drak hans sure Gift. Og dog fortrød han aldrig sit Bekendtskab med Mefisto og bevarede altid den Overbevisning, at Mefisto er lige saa nødvendig i Sjælens Husholdning som Sjælens højeste Gud selv. Thi uden Sjælen er gennemsyret med hans Gift, som er Saften af Kundskabens Frugt, lærer den aldrig ret at skelne godt og ondt. Men Mefisto er som bekendt Regent i Helvede. Der gaar det slet ikke saa vildt til, som visse fromme Folk mener. Der hersker den store Døs, den store Ensformighed, Evigheden i al sin uoverskuelige Kedsommeligheds Rædsel Og hver Gang nogen spørger om, hvad Klokken er, svarer hans Majestæt med et satirisk Grin: »Evigheden«. I dette Helvede, hvor Haabet er et dødt Ord, levede Salomon. Med en egensindig Stædighed lukkede han sin Mund og spærrede for sin Tanke, spurgte ikke hvorfor eller hvortil, men stod op og gik i Seng efter Skema og haabede, hvis man kan kalde det at haabe, paa denne Maade at blive en Pedant som Kallimachos eller Jens Gram eller en anden gammel Støder og leve som en død Mand i alt Livets Gøgl midt paa Dyrehavsbakken.

Og dog var den vilde Fugl i Hjertet ikke hungret ihjel endnu, den peb af og til, og Salomon havde været nødt til en Gang imellem at lade den skrige sig ud Ingen i denne Verden er jo helt konsekvent Enhver har jo i en Krog en eller anden Ting, han skjuler for sig selv og skammer sig over, og saadan havde ogsaa Salomon i sin Hatteæske et lille, graat Hæfte, om hvis Tilværelse han hyklede Uvidenhed under sin daglige juridiske Eksistens.

84

Men det hændte undertiden ved Aftenstid, naar Rullegardinet var nede, at han ikke længere kunde holde sig paa sin lovmæssige Maatte. Blodet for ham til Hovedet Han sneg sig hen til Hatteæsken, greb det fordægtige, graa Hæfte og udtømte sin Paroksysme ved Hjælp af Pen og Blæk Saaledes er vi Mennesker. Naturen bryder altid gennem Optugtelsen. Næste Morgen i det klare Dagslys saa Salomon ikke til den Kant, hvor Hatteæsken stod

Disse Kradserier havde een Fordel, de var ikke paa Vers; men ellers var de stærkt præget af det romantiske Djævelskab. Salomon havde en spirende Fornemmelse af, at denne Syge var ham en Pæl i Kødet, som han aldrig vilde blive befriet for.

»Ak, havde jeg bare for fire Skilling Pietet!« Saadan stod der skrevet i det lille, graa Hæfte. »Ak, selv om det kun var for to Skilling Pietet! Det er det, jeg skal ha'. Det mig fattes, det er Tro paa, at alt er viselig indrettet. Uden Tro kommer ingen ind i Filisteriets Paradis. Men saa snart man blot tror, at alt er saare godt, kan man lægge sig til at sove med en god Samvittighed En rigtig tyk Optimisme er den bedste Hovedpude. Men jeg burde have Maven sprættet op og Sjælen taget ud og en protestantisk Patentsjæl sat ind, en Lirekassesjæl, der kun gik paa een Melodi, den, som har tre Hurra til Omkvæd i hver anden Linie. Men bi lidt, jeg ved, hvad jeg vil gøre. Jeg vil avertere i Berlingske Tidende efter en gammel, hvidhaaret Idiot, der kan snakke. Og saa vil jeg indlogere mig hos ham og øve mig i at snakke det rette Kragemaal. Til alt, hvad han siger, falder jeg ind med Formularen: »Ja, Jorden er flak«! Saa faar jeg Fred Man skal gaa til Bunds i Vrøvlet. Man skal blive Automat, som den store Pascal siger. Saa først hører man hjemme mellem Godtfolk paa Bjærget. Thi, ikke sandt, Godtfolk? Jorden er flak, forbandet flak Og naar jeg saa har lært Lektien og selv er blevet en af de »rigtige« og har faaet hvide Haar og Pension, saa vil jeg min Salighed ha' mig en Plejesøn. Ham vil jeg lære det samme, som Godtfolk lærte mig i sin Tid, for at ikke den rette Tro skal dø ud i Landet Han skal bære Spyttebakken efter mig, hvor jeg gaar, for at lære Ydmyghed af Hjertet«

----

»Der er en besynderlig Fortælling fra sidste Aarhundrede - Løgn er den vist - om Ulvedrengen. En Mand i Frankrig et Steds gik ud i en Skov og saa der et helt Ulvekuld Men mellem dem var der en splitternøgen Dreng, der krøb paa alle fire om mellem dem og tudede 85 med de Ulve, han var iblandt Manden fangede ham, skønt han rev og bed om sig, og tog ham rned hjem. Men han var og blev Ulv, kunde ikke tale og lærte det aldrig. Et Dyr i Menneskehud Men en Nat, det var Maaneskin, da saa Manden, hvordan Dyret krøb frem af sit Leje, saa ud mod Natten og græd

Det er Menneskeheden.

Klarheden over Livet er Maanens flakkende Skin. Vort Syn naar kun tre Fod ud i Natten, og vor Tale er en gal Mands Graad i Livets aabne Vindue ud mod Døden. En Sorg, som ikke ejer Ord, en Graad, som ikke giver Genlyd Taarerne løber paa Kinden som Duggen paa Nattens Træer, uden at nogen ved hvorfor. Og tre Fod borte er det store Mørke.«

»Livet er den store Skøge, som danser for os som Salome for Herodes og puster sine sminkede Kinder op og svanser med sin brede Bag og klasker med Næven paa sine tykke Laar, indtil man tigger et Spark ud i det drivende Mørke. Som Trappister gaar vi gennem alle Mænd vide, at Lykkens Eftersmag er den værnmeligste Skændsel og den grummeste Pine. Ved Gud, Skøge, din Aande lugter Lig af Mænd, som du har fanget og fraadset i med Judaskys og Vampyrfavntag, indtil du gjorde dem den sidste Tjeneste, at sende dem med et Spark ud i det drivende Mørke. Som Trappister gaar vi gennem Verden. Vore Øjne er blændede, vore Ansigter skjult af dumme Masker, vore Hænder bundet af Reb, bundet af Reb! Hvem sprænger dem? Og naar vi vil tale, da stivner Ordet paa vore Læber og bliver til en uhyggelig Bugtalerhulken inden for de stive Træk.

Præsten raaber i Kirken om, at vi skal leve evindelig. En rædselsfuld Tanke, at Sorgen aldrig skulde faa Ende paa sin haabløse Vandring mellem Hjertet og Ordet, som den aldrig fik fuldbyrdet. At naar hin sælsomme Blindemand, Døden, vandt den sidste Rubber fra os, at vi saa bagefter skulde møde den samme Skøge, Livet, med det drukne Blik og det lystne Smil, og hun atter skulde kramme os mellem sine Arme og danse denne frygtelige Dans med os i Stedet for Tilintetgørelsens tavse Kølighed«

Disse Kradserier, hvoraf jeg har citeret et Par Eksempler, var den første Begyndelse til Salomons Dagbog, som fra nu af er os det fornemste Aktstykke til Belysning af hans Historie. Det blev ikke ved det første, lille Hæfte. Naar man rækker Fanden en Finger o. s. v.

Salomon blev ved at komme til Etatsraadens Soireer, ikke blot for 86 det første Mellemværendes Skyld, de havde med hinanden, men ogsaa fordi Etatsraadens Person i sig selv tiltrak ham med magnetisk Kraft. Etatsraaden var en lille Mand paa over de 50. Hans Pande var skaldet, og hans Knevelsbart var hvid. Men der var i hans Bevægelser en ungdommelig Fyrighed, i hans Tale en Ildfuldhed, som om han kendte Ungdomseliksiren. Der var en behagelig, smagfuld Afrundethed i Etatsraadens Væsen. Hans Skjortebryst var pletfrit som hans Rygte, hans Hænder var fine, lidt fede og hvide, hans Perioder var lidt for gammeldags lange, men til Gengæld fornemme som Halvtredsernes akademiske Stil. Hvad Salomon maatte beundre var den Naturlighed og gentlemanlike Utvungethed, som gik gennem alle hans Bevægelser. Etatsraaden var hjemme i sine egne Stuer, endogsaa naar han saa fremmede hos sig. Salomon kendte de benovede Værter, de kedsommelige Værter, der gør Selskab af Pligt og ønsker, det vel var forbi, de trodsige Værter, der hidser sig selv op til at være utvungne og tale højt, de vigtige Værter, der modtager Gæsterne i Audiens ved Visittiden om Søndagen og tilsiger dem til Taffels med trykte Kort. Men dette var noget andet. Etatsraaden talte dæmpet, men tydeligt, og, hvad Salomon aldrig havde set før eller tænkt sig at skulle se: han talte med ganske samme Mine og Tonefald til hans Excellence den og den og til Student Peter Petersen, og det var tydeligt at høre, at det var Etatsraadens naturlige Stemme, som bød til Bords, og ikke den Djævel, som ellers altid farer i Folk, naar de faar sort Kjole paa.

Etatsraaden indtog en ejendommelig Stilling i dansk Politik og Danmarks Rige. I Folketinget var han velbekendt for sine velturnerede Taler. Han kom sjælden ind paa saglige Spørgsmaal, men han havde sin høflige, humoristiske Maade at karakterisere de ledende fra det andet Parti paa. Modpartiet stillede i Reglen deres Humorist, den vestjydske Husmand, op imod ham, hvorved der fremkom mange pudsige Dialoger i Sammensætningen af fornemt og folkeligt Lune.

I Virkeligheden højagtede de to Modstandere hinanden og nød ofte en Genstand sammen i Snapstinget.

Der havde været et Øjeblik, da Etatsraaden spillede en stor Rolle i dansk Politik Der var et Tidspunkt, hvor Konseilspræsidenten syntes at være kørt fast Man vidste ikke, om han vilde eller ikke vilde. Provisoriet stod for ham som en Mulighed, men han havde endnu ikke optaget den energiske og konsekvente Politik, der under Skin af at 87 tilbyde Overenskomst havde til eneste Formaal at sprænge Finansloven og springe ud i Provisoriet Denne Politik havde Etatsraaden paa en Maade fremtvunget I det afgørende Øjeblik havde han kastet Selvbeskatningen i Vægtskaalen. Det var ham, som havde startet denne romantiske Institution, som ikke enhver Etatsraad kunde have fundet paa. Han havde udsendt og instrueret hele Strømmen af Forsvarsprædikanter og Tiggermunke, og selv var han kommet bagefter som Abbed og havde holdt Foredrag om det samme paa sin overbevisende, velvillige Maade, som Venstre ikke kunde lide, fordi den gav saa faa Angrebspunkter. Der var her et psykologisk Paradoks, som tit var blevet draget frem, og som Salomon ogsaa havde bidt Mærke i. Hvorfor havde denne Mand, som mindst af alle var Fanatiker, lukket op for denne vilde Fanatismes Strøm, som oversvømmede Landet og drev Regeringen ud over alle Grænser?

Man sagde, at Konseilspræsidenten og han ikke kunde lide hinanden, men havde ikke andet at holde sig til, end at de gensidig omtalte hinanden i Udtryk af den stiveste og mest pertentlige Højagtelse.

Hver Gang Salomon drog op til Bredgade, havde han sin Slagplan færdig. Ved en behændig Manøvre vilde han skaffe sig Etatsraaden i Tale. Han vilde begynde Konversationen om et ligegyldigt Emne og pludselig bringe den hen til det afgørende Punkt, som var noget med »min Moder« og »min Fader«. Men dette afgørende Punkt kom aldrig saa lidt som den meget sigende Tavshed, der efter Beregningen skulde følge efter. Naar Salomon kom op mellem alle de Lys og Lamper, gik Pippet fra ham, og Situationen vilde aldrig føje sig saadan, som Salomon havde lagt den an i sine Tanker. Etatsraaden lagde ikke videre Mærke til ham, det vil sige, man havde Fornemmelsen af, at han lagde Mærke til alle sine Gæster, men ikke særlig til ham; og naar han tiltalte ham, gik det saa Pokkers hurtig, at Salomon maatte samle sig sammen for ikke at staa som et Mæhæ og kunde ikke tænke paa at tage Offensiven. Men naar han drog hjem fra Bredgade, og alt naar han gik ned ad Trappen og smøgede sine Bukser op paa det sidste Trin, gik der en Praas op for ham, og han forstod - Salomon forstod hvert Øjeblik saa meget - hvordan han skulde have været. Men hvad kunde det nytte. Den næste Lejlighed blev altid ligesom den sidste, og Salomon var altid bagklog. Da han omsider kom ind paa »min Moder« og »min Fader«, var det paa en lidt forkert Maner. Det gik saaledes til, at Etatsraaden en Gang uden Varsel spurgte ham: »A propos. 88 Lever Deres Moder?« Salomon kunde ikke bringe Svaret op til mere end et »nej«, som han frygtede for var meget lidet sigende. »Og Deres Fader?« »Jo,« svarede Salomon og blev forlegen paa Etatsraadens Vegne, mens denne lod ganske uanfægtet Nu havde det været det rette Tidspunkt til at komme med en meget sigende Bemærkning; men Salomon følte sig fuldstændig slagen. Over for denne Verdensmandsmæssighed vilde den mest dramatiske Bemærkning falde virkningsløs til Jorden. Salomon skulede, som om det var ham, der var Forbryderen, og stammede endelig frem, hvad Staden hed. »Ja, jeg ved det nok,« sagde Etatsraaden smilende og forlod ham hensynsfuldt, da han saa hans Forlegenhed

Da Salomon trak hjem, opfyldtes han af en bitter Harme over sin egen Magtesløshed og Etatsraadens Overlegenhed Enten saa Etatsraaden vidste lidt eller meget eller maaske slet ingenting, var det tydeligt, at det ejendommelige private Forhold, hvori han stod til Salomon, ikke interesserede ham i nogen videre Grad, i det højeste vakte en eller anden dunkel Erindring og en Smule Nysgerrighed over for Salomon. Der kunde have ladet sig lave mange Romaner over et saa ejendommeligt og intimt Forhold mellem en Etatsraad, R af D. og en Proletarstudent; men Salomon forstod, at der ingen Roman blev af i dette Tilfælde. Og det var ham et nyt Bevis paa de højere Klassers Raaddenskab, og Revolutionsmanden Salomon følte sig forarget over Etatsraaden og hans hele Hus og følte sig som en ung Robespierre, naar han sad i en Krog i den oplyste Sal og betragtede Selskabet med et ildevarslende Blik

I denne Tid, hvor Salomon forberedte Revolutionen og var opfyldt af sin verdensberømte Mission, kom han kun sjælden til Huset i Bredgade og da kun for at faa sin Galde sat i Bevægelse og blive irriteret op i den rette Proletarstemning.

Mellem Gæsterne havde Salomon især et ondt Øje til Rector magnificus.

Rector magnificus, som indfandt sig hver Torsdag i Bredgade i nøje Forbindelse med sit Ridderkors, var en teologisk Professor ret af den gamle Skole, snedig som en Slange i alle Teologiens Labyrinter og enfoldig som en Due, naar Talen kom paa noget andet Melanchton var hans Helgen, og den augsburgske Trosbekendelse hans Opbyggelsesbog; sikkert mente han, at Udviklingen siden Melanchtons Dage var en stor Øjenforblindelse.

Denne brave og lærde Mand, i hvem der ikke var nogen ond 89 Blodsdraabe, og som fortræffelig egnede sig til at være Rector magnificus, havde Salomon fattet et dybt Nag til. Og det af en latterlig lille Aarsag. Fordi den brave Rektor hver Torsdag efter endt Aftensmaaltid stille og udtryksfuldt hævede sine Øjne mod Himlen. Rektoren gjorde det ingenlunde for at tildrage sig Opmærksomheden; men Salomon havde tilfældigvis faaet Kig derpaa og var ved Gentagelsen blevet vis i sin Sag. Og naar Kiksene gik rundt for anden Gang, vogtede han med spændt Opmærksomhed paa Rektor og saa ham afbryde Samtalen et Øjeblik og vende det hvide ud af Øjnene; og da blev Salomon led i Hjertet Thi Salomon, som nylig havde proklameret Tolerancen i Revolutionen, var paa den Tid endnu saa intolerant som nogen brav Kapellan, der er sin Embedsed tro, og han forstod ikke, at det er ganske ligegyldigt, om man vil udtrykke sin Glæde ved Tilværelsen og al den gode Mad, der er i den til Bedste for de rette Folk, ved at vende det hvide eller det sorte ud af Øjnene.

Den gode Rektor havde ogsaa lagt Mærke til Salomon, og med al sin Mangel paa Menneskekundskab havde han fattet Velvilje for denne Basilisk Han havde set paa ham og bedømt ham efter de spidse Knæ og de korte Bukser, og en Dag kommer han hen til ham, lægger Armene faderlig om hans Hals og siger til ham: »Min kære, unge Ven, De er jo Teolog, ikke sandt?« Den forfærdede Yngling trak sig ud af den teologiske Omfavnelse og sagde meget kølig: »Nej, ikke ganske.« Men som Johannes fulgte efter Røveren, gik Rektor frem og sagde blidt: »Hvorledes skal jeg forstaa dette?« Nu for der en Djævel i Salomon, og han besluttede, at han skulde nok gøre Rektor ked af Tilnærmelsen - og derfor siger han: »Jeg er ganske vist ikke Teolog, men jeg er allenfals Jurist.« Rektor aner ondt og ser forskende paa Salomon, men Salomons Holdning er korrekt og ærbødig, hans Tale er i samme blide Toneart som Rektorens, og denne overvindes atter af sin naturlige Sympati og siger med et velvilligt Smil: »Naa, lad os høre, hvad De mener med det.« I dette Øjeblik slutter Etatsraaden og et Par andre sig til og lytter, og Salomon føler, at han er oppe til Eksamen.

Nu kunde han jo have bøjet af med nogle pæne Ord om den fælles Alma mater, men Fanden sad ham i Kroppen, og Galden maatte have Luft. Det var ham i dette Øjeblik ganske ligegyldigt, hvad Selskabet vilde sige. Han fik Lyst til at lave en lille Skandale og saa gaa sin Vej og aldrig vise sig mer. I dette Galgenfuglhumør, rnen med et ubevægeligt 90 Ansigt og en rolig Stemme, udviklede han den Teori om Ligheden mellem Jura og Teologi, som han havde formet sig paa sin Hybel i Skyttegade:

»Jura er den jordiske Teologi eller Teologi den himmelske Jura. Princippet i dem begge er det samme, nemlig, at de gode Mennesker skal arve Landet, først i denne Verden og saa i den anden; men de daarlige Mennesker skal sidde paa Tugthuset i dette Liv og avancere til Helvede med Døden, hvis de ikke i Tide, saaledes som de retskafne, anerkender Fortræffeligheden af den hele Ordning. Fælles for begge Discipliner er, at de handler om, hvad der er Ret, og hvad der er Uret, men at dette ikke formastelig afgøres ved, hvad man kan føle med sig selv, men ved det trykte Ord Det trykte Ord er lige helligt og ukrænkeligt for begge Parter. Juristens »Fiat justitia pereat mundus« er ikke andet end en Oversættelse af den Antagelse, at selv om Himlen og Jorden forgaar, skal ikke en Tøddel forgaa af den teologiske Lov.«

Rector magnificus saa noget betænkelig ud, og der tegnede sig et Spørgsmaalstegn paa flere Ansigter. En Ridder vendte sig ostentativt til Etatsraaden og spurgte, om han havde set det nye Stykke. Dette var et afgørende Vendepunkt Salomon følte, at han var i Færd med at opløses i tom Luft Havde Etatsraaden indladt sig paa Teateret, havde Salomon følt sig moralsk smidt ud af det gode Selskab. Men Etatsraaden vendte sig komplimenterende mod Salomon og udbrød: »Jeg opdager, vi har en ungdommelig Paradoksmager i Dem.«

Dermed reddede han Situationen. Paradoksmager er et godt Ord og har reddet vanskeligere Situationer og større Personer end Salomon lige fra Kopernikus af. Saa snart Signalet var givet, gav alle Herrerne sig til at le, og selv Rektor saa velvillig om end betænkelig paa Salomon som paa en ubegribelig Person.

Men Rektor fik ikke Lov til at tygge Drøv. Med sine behændige Bevægelser fik Etatsraaden det store Svinghjul sat i Gang, og nu udspandt der sig en lille rask Fægtning mellem Salomon og Rector magnificus. Rektor Prægtig brugte Holger Danskes Taktik. Han fægtede med aaben Pande og tog imod alle Hug uden at blinke i Tillid til sin udmærkede Pandeskal Til Gengæld langede han taktfast ud med sit store Slagsværd, altid en Prim lige oven i Hovedet. Salomon havde set den Taktik før ved den aarlige Forestilling i Studenterforeningen, hvor visse Teologer og Antiteologer indbydes af Senioratet til at 91 kæmpe paa offentlig Tribune til Russernes Opbyggelse. Der havde han set Rektor vinde en stor Sejr. Rektor havde som alle lærde Folk sit grundliggende Begreb, som han paakaldte, naar Nøden var størst. Hans grundliggende Begreb var det bekendte »den kristelige Trosvisheds Erfaring«. Rektor roste sig af, at ingen anden end han kunde udtømme alt, hvad der laa i disse 11 Stavelser. Han havde skrevet en Doktordisputats med en foreløbig Definition af dem paa 5 Sider og en afsluttende Definition paa 47. Dette frygtelige Begreb havde Salomon set ham anvende med en knusende Virkning ved Turneringen i Studenterforeningen. I Begyndelsen havde man smilet lidt af det Da han anvendte det for tiende Gang, begyndte Folk at bilde sig ind, at de forstod, hvor han vilde hen. Da han faldt ud i femtende Omgang med det samme, var hans Modstander, Rationalisten, efterhaanden blevet færdig med alle sine Argumenter og rnaatte til at tage op af sine Vittigheder. Faa Aargange efter begik han en skæbnesvanger Fejl ved at forveksle den kristelige Trosvisheds Erfaring med den kristelige Troserfarings Grundvished og blev maalt Skæppen fuld af Rektor derfor. Og da den kristelige Trosvisheds Erfaring tordnede for 25. Gang med usvækket Kraft, var Rationalisten blevet mat og maatte trække sig tilbage med Vanære. Salomon anvendte derfor en anden Taktik, nemlig den samme som Reineke Foss. Han sprang frem og tilbage i Diskussionen og anvendte alle sine Kneb og Finter. Rektor svang sit drabelige Slagsværd, huggede med Lethed gennem alle Parader og blev ved at fægte i samme Retning i stærblind Bersærkergang; men imens greb Salomon ham an bagfra, og inden Rektor lugtede Lunten, havde den sunde Lære allerede faaet mange slemme Stød. Rektor gjorde saa omkring, saa hele Rustningen sang, men han var ikke rask i Vendingen, og naar han var kommet i Gang igen, fægtede han altid i den tomme Luft. Det frembragte en vis Forvirring hos den gode Rektor, og der var et Øjeblik, hvor hele Diskussionen dansede rundt for ham, op og ned ad alle Breddegrader; men han samlede sig igen efter at have kastet et langt Blik til Krogen i Loftet, og fra det Øjeblik af var han ikke til at styre. Hans Stemme hævede sig og kaldte alle Gæsterne hid. Hans Arme slog ud Sveddraaberne stod paa hans Pande, og han maatte pudse sine Briller. Han havde Salomon fast i Knappen af hans Frakke og holdt ham saaledes fangen, medens han i smaa tyve Minutter gav Tilhørerne sin Doktorafhandling i et kort Kompendium. Dermed var Diskussionen uimodsigelig

        

92 endt Det saas tydelig, at Rektor var saa ophidset, at han kunde blive ved at tale hele Natten, og Salomon selv sagde, at han følte sig tilstrækkelig gendrevet for i Aften. Dermed endte alt i god Forstaaelse, og Pigen kunde komme ind med Rombuddingen.

Rektor havde været meget varm og var kommet i Sved, og da nu Striden var sagtnet, følte han derfor en behagelig fugtig Kølighed over hele Kroppen. Han var vel tilpas og smilede huldsalig til Salomon; thi Rektor vilde alle Mennesker vel, og da Salomon udtrykte sig i et forsigtigt Sprog og en afdæmpet Tone anede Rektoren i sin Uskyldighed ikke, hvilke Følelser der aad sig ind i Salomons Hjerte.

Men en Tilhører vilde have bemærket, at denne Rektorens Sejr var en Pyrrhussejr, og hvis han vandt et Par til af den samme Slags, vilde det være ude med ham.

Og hverken Rektor eller Salomon fik nogen Torsdag Aften Lov til at være i Ro. Etatsraaden havde sin egen ubegribelige Maade at hidse dem sammen paa og virkede under Diskussionen som en af de Embedsmænd, Niels Klim omtaler fra Potu, som stikker Disputatorerne med Syle for at muntre dem.

Med en forunderlig Sindssmidighed syntes han at skifte Sol og Vind ligelig mellem begge Parter. Naar Salomon havde faaet en af Rektors bedste Læresætninger mellem to Negle, fornøjede det Etatsraaden særdeles. Men i samme Øjeblik som Rektor fangede an, fortrak Etatsraadens Ansigt sig til den sublimeste Alvor.

Rektoren blev efterhaanden ked af disse Turneringer. En Gang, just som han igendrev Manikæismen, havde han gjort et Øjebliks Ophold for at nyse, og i denne bratte Pause havde han hørt, at Folk hviskede og smiskede til hinanden i Krogene. Som en øvet Diskutør vidste han, at nu var Slaget tabt, værre tabt, end om han var blevet gendrevet med tyve Syllogismer, og som en klogere General, end Pyrrhus var, oppebiede han ikke det aabenbare Nederlag, men trak sig tilbage til Damernes Kreds, hvor han øvede sig i at sidde med et overbærende Smil paa Læberne. I Stedet for Rektoren traadte Etatsraaden i Marken for de konservative Interesser, og i ham fandt Salomon en frygtelig Modstander. Den elegante, halvt skælmske Maade, hvorpaa Etatsraaden forsvarede den gode Sag, mindede Salomon om Renans Forsvar for Kristendommen, saa undskyldende, saa indsmigrende, saa redebon til at yde Modstanderne Retfærdighed, at Salomon følte sig drevet fra den ene Forskansning i den anden. Hverken 93 Parlamentarismen eller den almindelige Valgret kunde holde Stand over for denne giftige Anerkendelse, der kun havde Kritikken i sine Anmærkninger. Saa kunde det ske, at Salomon blev opirriteret over sine egne Indrømmelser til at udtømme sig i et voldsomt Anfald af Paradokser; men da faldt hans Øjne paa Rector magnificus, og det for som en Skræk igennem ham, at nu var det ham, der spillede Holger Danskes Rolle. Han standsede brat og skammede sig, og Etatsraaden ventede hensynsfuldt et Øjeblik for at høre, om der var mere, og paatog sig da at drive ham tilbage Fod for Fod, idet han konfronterede Salomons forskellige Udsagn med hinanden og drejede sine Spørgsmaal saa snildt, at Salomon saa, at han fik sat Ring i Næsen paa sig, hvordan han end bar sig ad Paa samme stilfærdige Maade fanger man vilde Elefanter i Indien ved Hjælp af Lokkeelefanter, som ganske stille og venskabeligt puffer dem ind i Fælden.

Det eneste, som Salomon havde forud for Etatsraaden, var den Evne til at skabe dristige og barokke Billeder, som han havde udviklet i sin stille Fortrolighed med sig selv. Ved disse kunde han glimre et Øjeblik og sejle sin Modstander i Læ, men denne var i Længden uimodstaaelig.

En af disse Torsdag Aftener faldt Talen paa et nylig opdaget Falskmøntneri, og en Bankdirektør fortalte med Entrystelse om disse Falskmøntnere. Salomon forholdt sig tavs, men Etatsraaden opdagede lumskelig, at han havde noget paa Hjerte, og lokkede saa længe for ham, at han maatte ud med Sproget, hvis han ikke vilde anses for en fej Hund »Det gode Selskab,« sagde Salomon, »burde føle sig Forbryderne taknemmelig, thi det er ved deres Hjælp, at det gode Selskab opnaar den Fuldkommenhed, det er i Besiddelse af For hver Tomme, den fortabte synker, er den udvalgte blevet en Alen højere. Paa denne Maade avancerer den udkaarne langsomt mod Himlen. For hver Gang en sølle Djævel gaar ad Helvede til, bliver hans Røst en Streg stærkere og hans Moral en Streg mere nidkær. Lovens Tavler har han i sin Haand, og naar han gaar frem paa sin Bane, føler han sig som en Lovens Mand, der rykker frem for at erobre Landets Oliekrukker og Vinsække fra de ugudelige Kanaanitter, og da ve de sølle Kanaanitter, de farer frem og tilbage som Kaniner mellem Mynder, Hr. Etatsraad

Vi lever her i en moralsk Verdensorden«, fortsatte Salomon, »som bæres af den moralske offentlige Mening. Ifølge denne er enhver 94 god Gerning ærlig Anstrengelsen værd og bærer sin Løn i sig selv, idet den offentlige Mening giver Anvisning paa almindelig gemen Ære og Hæder. Den gode Gerning var i Katolicismen en Veksel paa himmelsk Anerkendelse, men er i Protestantismen en Veksel paa jordisk ditto.

Men Følgen er, at de ulykkelige, som ikke selv producerer moralsk Værdi, og navnlig de allerulykkeligste, i hvem Veldædigheden søger sig et Offer, bliver komplet insolvente over for de Krav paa Anerkendelse og Taknemmelighed, som retter sig til dem. I disse ulykkeliges, i Kanaanitternes og Forbrydernes Interesse er det, jeg stiller Forslaget om en Konvertering af alle moralske Værdier, saaledes at Renten nedsættes. Hvis det ikke sker, vil den halve Menneskehed spille fallit udi Moralen til næste Termin.

Mit Princip er egentlig det samme som Henry Georges. Ligesom Jorden tilhører den gode Gerning ikke Individet, men Samfundet, og Tiden er nu kommet, da vi bør skride til en almindelig Ekspropriation af disse Værdier igennem langsomt at nedsætte Renten til Nul, saaledes at Anerkendelse og Taknemmelighed bliver en frivillig Sag, og at den moralske offentlige Mening og do. Verdensorden ophører at eksistere, Hr. Etatsraad!«

Men den sokratiske Ironi, hvormed Etatsraaden lod, som om han aldrig havde hørt noget af den Slags før, og bad undskylde sin Fordomsfuldhed, at han holdt paa den gamle Moral, og den Ydmyghed, hvormed han bad godt for sig og sine Lige over for den strenge Dommer, den Behændighed, hvormed han lod skinne igennem, at efter Salomons Reform vilde det blive Forbryderen, der havde Ret til almindelig Anerkendelse, og det gode Selskab vilde brændemærkes med almindelig Foragt, var saa djævelsk besnærende, at Salomon til sidst kom til det Punkt at maatte indrømme, at hans Tale var Ironi, en Indrømmelse, der er den floveste og foragteligste, en ærekær Mand kan give for sig i en ironisk Diskussion.

Disse Ordstridigheder har været et vigtigt Led i Salomons Opdragelse. Han lærte efterhaanden at tage Temaet paa samme ridderlige Maade som Etatsraaden. Thi Etatsraaden nedlod sig aldrig til at plette sit hvide Skjortebryst med Fanatismens Smuds. Som han tit sagde: en Diskussion er som en Salat, den skal blandes paa een Gang med Andagt og med Lune. Baade Olie og Eddike, baade Alvor og Skæmt skal der til, og Paradoksets Sennep og Vittighedens Salt skal indgaa i For- 94 95 bindeisen i passende Maal, saaledes at der er Harmoni mellem Ingredienserne. Og som Højre og Venstre griber Ske og Gaffel og trofast arbejder Haand i Haand, saaledes samvirker Diskussionens to Parter. Intet er niere fejlagtigt end den Tro, at det gælder om at slaa Modstanderen til Jorden.

Den rette Takt viser sig, hvor de to Parter svarer hinanden med Ridderlighed, medens Ordlegen hæver og sænker sig som en Duo af Violin og Violoncel.

»Dialektikkens Stratagemer er seks,« sagde Etatsraaden i Fortrolighed til Salomon. »Den første Krigslist og den plumpeste er forud at indrømme Titus alt, hvad ham med Billighed tilkommer, og derved gøre ham vaabenløs. Den anden er ved Skinindrømmelser at gøre Titus sejrsbevidst, saa han vover sig for langt frem, og da have et Baghold til Rede. Den tredje er den sokratiske Metode, som igennem Spørgsmaal paa Spørgsmaal optræder som den videbegærlige Elev og faar Titus til at indrømme sin egen Inkonsekvens; men den kan kun anvendes over for en, der selv er Dialektiker, og som gaar ud paa at lade sig udfritte, eller over for en meget brav og skikkelig Medborger. En rask og stridbar Mand neutraliserer den sokratiske Metode ved det fjerde Stratagem, som bestaar i at afbryde Gangen i Handlingen ved et Spring ud i en eller anden Ideassociation, der kan falde naturlig. Det er det fineste, naar Cajus griber en Sidebane, som Titus har aabnet Udsigten til. I Mangel deraf maa han gribe til, hvad han selv kan lave. Denne Krigslist er den eneste, som Lægmand kender. Den værste Afart af den er at plumre Vandet ved med høj Røst at udstøde Smuds og Skældsord; saaledes gør Blæksprutten, naar den er i Nød og vil slippe bort, og Folketaleren; men den er egentlig ikke ganske ridderlig. En smuk Krigslist er den femte, som bestaar i at angribe Titus ud fra hans egne Forudsætninger og beskylde ham for at gøre sig skyldig i just det, som han angriber Cajus for. Det frembringer en Forvirring i Legen, i hvilken man kan forberede sit Hovedangreb.

Alt det«, sagde Etatsraaden til Salomon under fire Øjne, »er De naturligvis ikke uvidende om; men det sjette og sidste Stratagem kender De ikke. Det er at blive varm. De gaar for formelt og abstrakt til Værks. Man mærker ikke Overbevisningens Glød under Deres Ord Der er et passende Tidspunkt, hvor man maa begynde at blive varm!«

Det sagde Etatsraaden paa den slebneste og glatteste Maade, og man skulde have troet, at det hele var hans Spøg. Men se, i samme 96 Øjeblik skete der en Forandring, l Sandhed, Etatsraaden var blevet varm. Der kom Glans i hans Blik og Myndighed i hans Røst, og straks blev de fire Øjne til flere, uvilkaarlig sluttede man sig til.

»Det, som i Længden vinder Sejr,« sagde Etatsraaden, »det er ikke de dialektiske Kunster; men det er den faste Overbevisning, den urokkelige Tro. Jeg indrømmer,« sagde han og var stadig varm, »at jeg har denne Tro paa den konservative Sag. De maa saa kalde den en Kulsviertro, om De vil;« - i samme Øjeblik var Etatsraaden atter kold og tilføjede med allerstørste Ro - »og det er det naturligvis ogsaa paa en Maade.«

Rector magnificus gav sit Bifald til Kende i Sofaen. Salomon evnede ikke at svare. Vejret var, sandt at sige, gaaet fra ham. Han forholdt sig meget tavs hele Aftenen; han talte end ikke til sig selv, som han plejede under en ensom Hjemfart; først da han sad paa Sengekanten med Sokkerne i Haanden, fik han Luft og sagde til Reolen i en Tone af den dybeste Beundring: »Det var som syv Satan!«

Salomon læste i Avisen, at Rector magnificus skulde holde Tale Grundlovsdagen i Kongens Have. Man ventede sig meget af denne Tale.

Da Salomon kom derned, opdagede han flere af Københavns Præster, der havde indfundet sig efter særlig Indbydelse og ventede sig noget stort Fremragende Mænd af den konservative Klub gik rundt med røde Skærf og ledte efter noget, de kunde bringe Orden i. En emsig Forretningsmand solgte Medailler med Christian den 9des Valgsprog paa å 75 Øre, og man kunde ogsaa købe det bekendte Billede, som forestiller Diogenes, der med en Lygte oplyser hans Excellence Konseilspræsidentens Træk og i ham finder det Menneske, han i 2000 Aar forgæves har ledt om. En Ordensmarskal fortalte Salomon, at dette Billede egentlig spotvis var blevet udgivet af Venstrekræfter; men Højre havde gjort deres onde Raad til intet og vendt Latteren mod Ophavsmændene ved den udmærkede Spas at optage Billedet i Alvor, mangfoldiggøre det og arbejde paa at anbringe et Eksemplar i hvert Højrehjem.

Nu afsang man flere Sange, hvoriblandt især en gjorde Lykke, der handlede om den russiske Zar og begyndte saaledes: »Høvding over Garderige, sku herned til Danevang!« Derpaa gav Trompeten et højt Blæs fra sig, man raabte alle ni Hurra for hans Majestæt, og man afsang staaende, hvad der fulgte afsig selv, det første Vers af Nationalsangen. 97 Under dette indtraf et Intermezzo. En Mand havde ikke taget Hatten af under Ceremonien. En Ordensmarskal slog den straks af Hovedet paa ham, og da han gjorde Modstand, slog tjenstvillige Folk ham til Jorden, trak ham op igen og transporterede ham ud af Haven. Manden fik senere en Majestætsfornærmelsessag paa Halsen, og det oplystes under denne, at Manden var stokdøv og meget svagsynet og kun var gaaet til Grundlovsfest, fordi hans Kone havde forbudt ham det.

Derpaa fik Rector magnificus, som for Resten ikke længer var Rector magnificus, Ordet og udviklede Højres Program, og Salomon fik konstrueret sig en ganske særlig Nydelse heraf Han trak sig nemlig tilbage til en Bænk, hvortil Foredraget kun naaede som en hul Trommeklang, uden at Ordene kunde skelnes, og herfra saa han Foredragsholderen slaa ud med Armene paa de patriotiske Steder, pudse Næse paa de religiøse og tørre Sveden af Ansigtet under Tilhørernes Bifaldsmumlen, indtil han steg ned af Tribunen og overrakte sit Manuskript til Berlingskes Referent. Salomon havde af Gestikulationerne sluttet sig til, at Programmet havde haft en positiv, opbyggelig Karakter. Den Varme, hvormed Talen var blevet holdt, havde gjort Indtryk paa ham. Han følte sig som et bedre Menneske, da denne var færdig, og syntes at mærke paa Stemningen, at det gjorde de andre ogsaa.

Efter Alvoren fulgte Lystigheden. Halvhundrede Ølborde stod i Linie med hinanden, og hvert bar halvhundrede massive Ølglas, og under Bordene laa Ølfadene. Øllet løb ustandseligt som Vinen ved Middelalderens patriotiske Fester, og en Dreng stod ved hvert Fad og havde nok at bestille med at skifte Glassene under den nærmeste Kilde.

Røde Lygter hang oppe i Træerne. Det hele mindede om Tivoli. Alle Københavns glade Piger var mødt, og paa Tribunerne dansede de københavnske Folkedanse med Ordensmarskallerne. Mange hede Par gik og søgte forgæves ensomme og mørke Steder, hvor de kunde hengive sig til hinanden. Dog, under Ølglassenes bakkantiske Klang og Elskovskyssenes Lyd gemte sikkert mange en Erindring om Rectoris magnifici sidste manende Ord, og dette gav hele den livsglade Fest en pikant Bismag.

Hvem anden skulde Salomon møde i Kavallerernes Gang end Etatsraaden, der stod op til et Træ og saa paa de forbisvansende Da- 97

98

mer med sin Stok udi sin Mund Etatsraaden lod til at være i en bakkantisk Tilstand, ikke af Vin, men af Stemning. Han tog uden videre Salomon under Armen og spurgte ham, hvordan han syntes om Programmet. Jo, Salomon syntes rigtig godt om Programmet, kun syntes han, at det var en Kende for højtidelig holdt »Nogle humoristiske Parenteser havde ikke skadet.«

»Jeg siger sgu, at det er helt forkert med det Programlaveri,« sagde Etatsraaden. »Et plebejisk Parti maa have et Program, men et fint og fornemt Parti har netop intet Program. De skal ogsaa faa at se, at det bliver umuligt at faa lavet et Program, som samler alle vore Hoveder under een Hat. Thi det, som forener vort Parti, er ikke politiske Principper og Betragtninger.« »Hvad er det da?« spurgte Salomon.

»Det er Følelsen,« sagde Etatsraaden og var varm, men tog sig i det og gentog mere dæmpet: »Det er Følelsen - vil De ryge? Naa, ikke! - for Kongehuset og Fædrelandet, og det er vor hjemlige Tradition i Moral og Religion, der binder Højrepartiet sammen. Jeg meddeler Dem her et Faktum. De kan dele disse Følelser eller ikke, men De maa anerkende dem som et Faktum i Politikken.« »Indrømmet«, sagde Salomon.

»Ja, men det er den hele doktrinære Radikalismes Fejl og derfor ogsaa Deres Fejl, Hr. Salomon, at De ikke forstaar, at disse Følelser er en Faktor i Livets Praksis og har deres Ret til at være det. Der vil muligvis komme en Tid, da disse Følelser ophører at eksistere -jeg gør Dem denne Indrømmelse rent hypotetisk for at imødekomme Dem - men saa længe de eksisterer, og De behøver kun at se omkring Dem for at se, at de eksisterer endnu, saa er Højre en Realitet og har som enhver Realitet Lov til at gøre sig gældende.« »Til en vis Grad,« sagde Salomon.

»Nej, netop ikke dette »til en vis Grad« Dette »til en vis Grad« tager de stærke Farver af Livet. Kender De Deres Søren Kierkegaard og ved ikke dette. Er det radikale Feltraab ikke just: Bort med alle Skranker, lad Lidenskaben have sin Ret. Nu vel, men er det da kun de radikale Lidenskaber, der maa tumle sig frit. Hvorfor ikke ogsaa de konservative Lidenskaber?« Salomon bukkede tavs. Denne Vending imponerede ham.

»Et Forstandsparti, som Deres Parti nærmest er, maa have et Program. Uden det er det intet Parti. Men mit Parti er et Følelsesparti og behøver intet Program, som vedtages af et Koncilium. Højre skaber 99 paa en hel anden Maade sin Politik Den skabes som et almindeligt, uvilkaarligt Udslag af Stemning i Partiet. Partiets patriotiske Følelse rejser sig og kræver noget, og under den almindelige Begejstring gennemføres det, man ved ikke hvordan.« Salomon gjorde opmærksom paa, at Begejstringen ogsaa forekom hos Venstre, og gav den med det samme et lille Hip.

»Men De er virkelig borneret. De tror, at alle Folk er Logikere og Professoremner som De selv. Men Menneskene vil ikke have Grunde, de vil have Rørelse, de vil opløftes, begejstres og tro. Se paa vor værdige Eksrector magnificus og tag ham til Eksempel. Det er Forskellen mellem Dem og mig, at De forstaar ikke Idealismen; De ser ikke, at Idealismen just er det ædrueligste og reelleste Syn paa Tilværelsen. Thi Hemmeligheden er, at Menneskene af Naturen er Idealister. Alle disse Mennesker, De ser her i Haven i Aften f Eks., er Idealister. Det er ikke Teorierne, men det er de store Følelser, der regerer Verden, ligesom det er Elskovens hulde Vanvid, der regerer de enkelte.

Derfor er intet taabeligere, end naar Folk i vort Parti vil give Grunde. Disse Forsøg virker kun nedbrydende. Der kan ikke, og der skal ikke gives tilstrækkelige Grunde for Befæstningen f Eks., og det behøves heller ikke. Lad mig atter hypotetisk gøre Dem en Indrømmelse. Sæt, at Befæstningen ikke var en udenrigspolitisk eller en militær Nødvendighed, jeg siger ikke, det er saa, men jeg sætter, det er saa; saa var den i hvert Fald en patriotisk Nødvendighed. Vor Følelse krævede den. Den patriotiske Følelse var sat i Bevægelse og krævede højlydt Tilfredsstillelse. Forstaar De ikke, at hvad den end vil koste, er det ikke for meget, naar nu for Eftertiden alle fædrelandssindede Mænd kan sove i Fred i deres Seng. Og hvilken Strøm af Begejstring har denne vor Politik ikke givet Aabning for, baade i Højre og, som De meget rigtig bemærker, ved Kontrastvirkning i Venstre. Den har hævet Blikket over det daglige, og jeg gentager for Dem: kun i Begejstringen, i Lidenskaben, i Følelsen lever Mennesket fuldt ud. Og derfor skal et Menneske ret af Hjertet være begejstret for noget. Og nu god Nat«

Etatsraaden svang sin Hat og gik. Ilsomt og spændstigt traadte han paa Jorden som en tyve Aars Yngling, og sin Spadserestok vuggede han over højre Skulder som i dithyrambisk Begejstring. Et Øjeblik standsede han brat og saa faderlig smilende paa Danseestraden, hvor 100 Bølgerne gik højt Saa gik han videre og blev til en sort Skygge, der gled ind imellem de andre.

Salomon stirrede efter ham og havde en Fornemmelse, som om han havde talt med sin Herre, Etatsraad Mefistofeles selv eller en af hans nærmeste Fortrolige, og han fik en uhyggelig Følelse af, at der et Steds i det dybeste Mørke sad en almægtig Mefisto med alle Traadene i sin Haand og lod Folk slaa ud med Arme og Ben, alt som det behagede ham at trække i Traaden.

Salomon gik hjem. Hver anden Lygte var alt slukket paa Gaderne, og kun nogle Drosker rullede forbi; men Salomon kunde ikke faa det mørkt og stille nok efter Kongens Have. Han listede over Bommen og ind i Østre Anlæg for at tage sig et Bad i Natteluften og faa Kongens Haves Stemning, som endnu hang i Klæderne, luftet lidt ud Der var et Par mørke Piletræer og et Par Stjerner i Østre Anlæg, og Salomon gik lige hjem og skrev i sit lille Hæfte saalunde:

»Ja, Rector magnificus har Ret, dette er den evige Kamp, der gaar gennem Historien som en Orkan. Kampen mellem Gud og Satan, mellem Mæthed og Sult, mellem Tanketomhed og Tanker, mellem de gode og onde. Zoroaster, du har set ret; den flittige Bondemand, som saar sit Korn og passer sit Kvæg, han, der bor nede i Dalene, hvor der er lunt, der om Dagen har sit Dagværk og om Aftenen spiser sig mæt og fedtet i et Fad Grød, gantes med sin Kvinde og drager hende til sig - han er den gode Mand I næste Dal bor der en anden Bondemand, der passer sin Mødding og æder sin Grød Den, der besøger de godes Rige, bliver underligt stemt. Hvor han kommer hen, er det den samme Bondemand og den samme Mødding og den samme Grød, og det kommer af, at de alle er skabt som Kopier af en stor Bondemand, der sidder i Himlen og passer sin Mødding og æder sin, Grød

Fjældet vokser op af Jorden. Mens Dalen er Bundfaldet af det lunkne Vand, er Fjældet støbt af den underjordiske Ild Ned over det hænger et Vandfald som et Slør. Svimle Graner klamrer sig fast med Rødderne og stirrer ned i Dybet. Mellem tre Afgrunde har Ørnen sin Rede, som aldrig noget Menneske saa. Saa længe Mennesket har været til, har der ogsaa været et Ørnepar til paa den stejle Tinde.

Paa Fjældet er der ingen Sti. Kommer du der, saa gaa lige frem og vend ikke om; thi to Gange slipper man ikke frelst fra den samme Afgrund Der sidder Ahriman under den mørke Klippetind, hvor 101 Ørneungerne skriger, og grubler over Verdens Gaader. Kommer du paa Fjældet, saa gaa op under Ørneskriget Der vil du finde Ahriman med Haand under Kind, mens Røgen stiger op af Skorstenen i Dalen. Han vil se paa dig og sige i Løndom: »Se, her er den evige Ørnerede, hvorfra de dristige Tanker udfarer som Tordenskyer, og hvor Sjælene skriger af Hunger. Se herfra ud over Verden og dens Herligheder. Alt dette vil jeg give i din Vold Din Forstand skal være ti Mands og din Vilje tolv Mands. Menneskene i Dalen skal skælve for din Spot som Harerne for Fjældets mørke Sky. Og een Ting vil jeg give dig. Dine Dage skal være som Nordlyset, der hænger skælvende i det døde Mørke og aldrig fanger Hvile. Som hin Spartaner skal du gaa med en Ræv under dit Klædebon, og Ræven skal bide dig i Hjertet, men ingen skal kunne se det paa dig. Gaa nu ud og had og had -«!

Salomon blev ikke meget forbavset, da Etatsraaden foreslog ham at blive hans Privatsekretær. Der havde efterhaanden udviklet sig en Fortrolighed af en sjælden Art mellem Etatsraaden og hans Lærling, noget helt andet end det aabenmundede, pjattede Forhold, som hedder Venskab eller højtideligere Venskabet I Forstaaelsen af Blik og Betoninger, i Tilspidsningen af den logiske og æstetiske Smag, i Tankegangens dristige Kynisme lignede de hinanden meget, om end Salomon hver Dag maatte erkende, at her havde han fundet ski Mester. Saa meget lignede de hinanden, at man næsten skulde tro, at det var Fader og Søn. Salomon var næsten ikke fri for at tro, at det var saa. Men hvad Etatsraaden troede eller ikke troede, kunde han ikke sige. Og dette Problem bragte en ejendommelig Spænding ind i Forholdet I Begyndelsen havde Salomon villet lave Drama derpaa; men Etatsraadens Optræden indbød ikke dertil; og nu forstod han, at dette spændende og spændstige Forhold var meget interessantere end et af Henrik Ibsens Opgør. De passer nu en Gang ikke saa godt ind i det virkelige Liv. Hvad Pokker skal Parterne finde paa at bestille efter femte Akt? De maa jo kede sig ihjel, naar alting er bragt til Klarhed

Havde Etatsraaden villet, havde det været ham en smal Sag at faa Salomon til sin Tilbeder. Den Billeddyrker, som fra Barnsben af sad Salomon i Kroppen, var endnu ikke ætset ud Der skulde skarpere Lud til og megen Plage endnu. Men Etatsraaden vilde just ikke det Derfra det æggende, det frastødende, det »bliv mig fra Livet« i hans Væsen, som Salomon altid senere med Taknemmelighed ihukom. Mere opdragende er i Sandhed disse tre Fods Afstand end Busenfreundschaftets 102 Hjertelighed og end Sjælesørgerforholdets Sentimentalitet.

Privatsekretærembedet var ikke meget trykkende. Det var vel knap alvorlig ment. Han kom et Par Timer hver Formiddag til Etatsraaden, læste Aviserne højt for ham, altid »Politiken« først, og skrev maaske et Par Breve. Etatsraaden var en doven Hund og havde ikkemange Forretninger. Saa spiste de Frokost sammen med Stifdatteren og Frøkenen, det var egentlig Hovedforretningen.

Stifdatteren havde det mærkelige Fornavn »Prosa«. Da Salomon første Gang var blevet præsenteret for hende, havde han i Tankerne begyndt at koncipere en Roman å la Aksel og Valborg om ulykkelig Kærlighed mellem Søster og Broder; men da han hørte, at hun var en Datter af Etatsraadens afdøde Frue i hendes første Ægteskab med en Hofjægermester, var den romantiske Interesse forduftet igen.

Naar de sad ved en Cigar, som var Salomon for stærk, i Kontoret efter Frokosten, hørte de altid Frøken Prosa spille, ikke daarligt, men alt for utrætteligt. Klaveret har Fanden skabt. Det burde svæve i et lufttomt Rum, og Pianisten burde sidde i Vakuum med Slange og Dykkerhjælm, saa hørte man ikke noget til det.

Salomon var en Dag kommet ud paa Vesterbro for at opsøge et Menneske, om hvem han kun vidste, at han boede paa Christian Winthers Vej. Salomon kunde ganske vist have slaaet efter i Vejviseren; men han havde Tiden for sig og fandt det fornøjeligere at gaa rundt og se paa Lejlighed. Der er en egen ironisk Charme i at gaa om som St Laurentius og banke paa Allemands Dør, og Gaden var ikke saa lang. Der laa et lille, graat Hus med to Lejligheder, og Salomon fik Lyst til at se det indeni. Gadedøren stod aaben, og Opgangen var belagt med et Tæppe. Idet han stak Hovedet op over Gelænderet til første Sal, mødte han et overvældende Syn. To Døre stod aabne til Lejligheden, og man saa ind i et Boudoir, og et dansende Par drejede sig rundt derinde i en sagte Vals. Salomon blev staaende som fastnaglet Da Parret første Gang drejede forbi Døraabningen, saa han, at en ung, fortryllende Dame i Sommerkostume var den ene Part; da det anden Gang kom forbi, saa han, at en hvid Knevelsbart var den anden, og tredje Gang genkendte han en høj, slank Pande og nogle skarpe Øjne. Disse skarpe Øjne opdagede i det samme Personen paa Trappen og stirrede uden saa meget som at blinke ind i Salomons, medens de fire 103 Ben udførte nogle Pas paa Stedet. Derpaa dansede de hen bag Døren, og Salomon saa paa Døren, hvorledes den ganske melodisk og taktfast blev danset til som en tydelig Tilkendegivelse af, at han gjorde bedst i at gaa sin Vej.

Salomon følte sig forbløffet over dette Syn, forudsat han havde set rigtig. Der var et Øjeblik, hvor han var indigneret. Lidt af Kæmnerens Moral hang ved Salomon hele hans Liv igennem. Men i næste Øjeblik overvandt hari denne plebejiske Fristelse og betænkte, at Etatsraaden maatte bedømmes ud fra Etatsraadens Moral og ikke ud fra Kæmnerens, og han tænkte med en skinsyg Beundring paa, hvilken dæmonisk Dybde denne Mands Liv maatte have, og forstod vel, at de smaa Fugle lod sig fange i hans Garn, om end hans Knevelsbart var hvid og hans Pande skaldet. Og Salomon korn til at tænke paa Tandlægeperioden og forstod, at Etatsraaden forholdt sig til Tandlægen som Sybaritten til Fraadseren, som Forføreren til Bysvenden. Og han beundrede Etatsraaden med den samme uegennyttige Følelse, han i sin Tid havde næret for Gorm den Gamle; thi han indsaa vel, at til en saadan Aandsoverlegenhed vilde han aldrig hæve sig.

For øvrigt kan det godt være, at disse Betragtninger var værdiløse, og at den hvide Knevelsbart slet ikke var Etatsraaden. Om han havde set rigtig eller ikke, fik Salomon aldrig at vide; thi hverken han eller Etatsraaden berørte nogen Sinde Sagen med et tydeligt Ord Men hvad enten det nu var et Tilfælde, eller hvad det var, næste Formiddag bad Etatsraaden Salomon om at læse højt af Johannes Forførerens Foredrag i »Stadier paa Livets Vej« og nød det med stort Velbehag, idet han saa stift paa Salomon.

»Søren Kierkegaard,« sagde Etatsraaden, »er min Yndlingsforfatter, ligesom jeg hører, han er Deres. Hvem sætter De mest Pris paa af disse hans Symparanekromenoi?« »Jeg tror, at Victor Eremita ligger mest for min Stemme,« sagde Salomon. »Det er sgu Skade!« sagde Etatsraaden. »Eremitkrebsen er et grimt Dyr. Nej, hvad der er mest Saft og Kraft i, det er sgu Johannes Forføreren og saa Modehandleren. Ved De hvad, der var en Tid, hvor jeg havde en Pokkers Lyst til at blive Modehandler.«

Her kunde Salomon ikke lade være at stille ham Spørgsmaalet: »Hvad synes De om Forholdet mellem Abraham og Isak?« Men hvis det havde været hans Hensigt at faa Etatsraaden til at beskæftige sig 104 med Spørgsmaalet Fader og Søn i Almindelighed, forregnede han sig; thi Etatsraaden svarede med stor Ro: »Jeg synes udmærket om Abraham.«

»Der er dog et Spring mellem ham og Modehandleren.« »lkke stort,« svarede Etatsraaden. »Fælles for dem begge og alle Kierkegaards Stadier er eet Ved De hvilket?«

»Tungsindet«, svarede Salomon; fra denne Side kendte han disse Folk bedst

»Aa, ikke just det, skønt vor Ven kunde uden Skade have givet dem lidt mere Livslyst Nej, noget andet, noget sjældent og kosteligt: Bedraget«

»Voltaire opdagede en Gang, at de store Mænd kun var store Bedragere. Nu synes De at give ham Ret«

»Nej, omvendt De store Bedragere er de store Mænd Tænk Dem denne Abraham vandrende til Moria med den intet anende Isak ved Siden, er det ikke et herligt Billede, og er det andet end Historien om Forføreren og hans Charlotte, eller hvad hun nu hed, om igen paa en anden Maade. Tro mig, enhver som helst gaar ikke hen og bliver Forføreren eller Abraham.«

»Jeg tilstaar,« sagde Salomon, »at da jeg i Skolen læste om den mageløse, hæderlige, snakkesalige Cicero og den dumdristige Rænkesmed Catilina, der rugede over Oprøret, følte jeg altid mere Sympati med Catilina end med Cicero.«

»Det er netop Sagen,« sagde Etatsraaden. »Cicero er netop en saadan Mand, som man kalder en ærlig Mand mellem Brødre, Catilina derimod en Bedrager, og dog er Catilina et Sted hensynsløs ærlig som Døden og ikke som Vrøvlehovedet Cicero, og det er over for sig selv. Men Catilina er dog ikke den største Personlighed. Husk paa, hvem er det, som sidder paa den kuruliske Stol i Prætorskrud og stemmer med Cicero og blinker til Catilina.«

»Det var en Mand, som hed Cæsar.«

»Cæsar, just Cæsar. Han er min Mand Han har luret baade Cicero og Catilina Kunsten af Han er ikke bange for at holde en Tale om Guderne og Populus Romanus, som kan sige Spar To til Ciceros, og heller ikke bange for at forsværge sig til Fanden selv, in casu Lazaronerne, for Herredømmets Skyld. Og saa har han de allerbedste Hensigter, glem ikke det Han virker altid for Landets og Folkets Bedste.«

»Etatsraaden bliver varm,« sagde Salomon.

105

»Ja, undskyld mig, jeg bliver varm,« sagde Etatsraaden med klædelig Naivitet »Det gør jeg, hver Gang jeg taler om Cæsar. Han er, ser De, den sande Etiker og ikke det Mæhæ til Assessor. Ham burde Kierkegaard have haft i sin anden Del af »Enten-Eller«. Han har de allerbedste Hensigter, og han bruger alle mulige Midler for at fremme dem. Det er det store ved ham.«

»Cæsar er en Velfærdsmoralist,« sagde Salomon.

»Det skal jeg ikke kunne sige, men han har den morsomme, frygtløse, jesuitiske Moral. Jeg havde nær sagt, at han var en Discipel af Machiavelli, men det passer nok ikke med Kronologien.«

»Derimod udelukker Kronologien ikke, at Etatsraaden er en Discipel af Machiavelli,« sagde Salomon og gjorde herved et brat, personligt Indhug.

»Jeg optager dette som en Kompliment,« sagde Etatsraaden og slog ham derved tilbage. »Og det samme er for Resten alle sunde og moralske Politikere i vore Dage efter den højsalige Frederik den Stores Eksempel.«

»Og som Frederik debuterer man endnu af og til med at skrive mod Machiavelli«

»Gud ved, om Machiavelli ikke selv anbefaler dette Skaktræk et Sted i sin Bog om »min politiske Moral«.«

»Jeg tilstaar, jeg har aldrig set Machiavelli fra den moralske Side.«

»Men Gud bevares. Det er jo netop oplyst i vore Dage af Kritikken, at Machiavelli var en Hædersmand, en varmhjertet Patriot, hvis hele Arbejde gik ud paa at optugte sine Landsmænd til de gammelromerske Ulvedyder: Snildhed og Mod Engang vil ogsaa Europa komme til en retfærdigere Bedømmelse af Bismarck.«

»Ja, og af Muhamed og Josef Smith,« sagde Salomon, »hvad mener nu Etatsraaden om dem?«

»Alt mulig godt,« sagde Etatsraaden. »Hvor megen Velfærd har ikke disse to, som kaldes Bedragere, bragt frem. Verden vil bedrages, og man gør den en Tjeneste ved at bedrage den. Den vil begejstres, den vil rives hen, gaa paa Korstog. Den vil føle Hjertet svulme ved de gamle, hellige Ord. Den vil, som Disraeli saa godt vidste, ikke have Reformer. Den vil have Udenrigspolitik. Og den er den bedste Politik, som tilfredsstiller sit Folks inderste Trang.«

»Ja, jeg skal i saa Fald ikke have noget af at tilfredsstille mit Folks inderste Trang. Jeg bildte mig en Gang ind, at jeg vilde være Politiker; 106 men jeg indser nu, at jeg savner den rette Sans for det almennyttige, den rette moralske Overbevisning.«

»Ja, den skal til,« sagde Etatsraaden. »Men tør jeg spørge, hvilken Forestilling gør De Dem da om Deres Fremtid?«

»Mine Tanker begynder at klare sig,« sagde Salomon. »Jeg agter at leje mig et Vinfad og bosætte mig selv ude ved Dyrehavsbakken som Eremit«

»De vil være Diogenes. Lad mig spille Aristippos og lokke Dem tilbage til denne Verden. Se her,« sagde Etatsraaden og bød en fin Cigar, »lader De Dem ikke friste af Verdens Herligheder?«

»Det kan saamænd gerne være, jeg lader mig friste,« sagde Salomon, »lad den ligge lidt.«

»Unge Mand, De er melankolsk,« sagde Etatsraaden, »men De kender ikke Kuren derfor.«

»Hvilken?«

»Det er de to lutheranske Ord: Wein und Weib eller Weib und Wein. Hvem der ikke kan deklinere dem, han bliver en Nar sit ganske Liv.«

Salomon gik ikke den lige Vej hjem. Han gik ned i Ørsteds Anlæg og satte sig paa Bænken lige over for Sliberen. Denne Statue havde han fattet en særlig Kærlighed for. Her laa denne Slave med sin Forbryderpande og sleb sin Kniv med trofast Ihærdighed, og med samme samvittighedsfulde Grundighed vilde han om lidt rejse sig og flaa den blødende Hud af den skrigende Marsyas. Denne Statue var ham et Billede paa den gode Samvittighed, som ved sig i Overensstemmelse med, hvad Samfundet og Autoriteten forlanger. Marsyas derimod er Typen paa den, der vil rivalisere med Guderne og faar sin fortjente Løn. Tillige havde Slaven været ham et Symbol paa den retsindige og stræbsomme Jurist, og dette Billede havde foresvævet Salomon under hans Studium; men i dette Øjeblik var det ham, som om alt løb rundt for ham, og alle hans gamle Forvildelser strømmede ind paa ham. Salomon havde et fint Øre, og der var en vis Tone, som han kendte fra alle andre.

Det var den Tone, som Marsyas havde hørt i Skovens Mørke og Tavshed i den store Pans Helligdom. Det var den Tone, som den elendige Satyr havde forsøgt at lokke frem paa sin Syrinx; men den havde forvandlet sig til en Skrigen paa Fløjten, og han var blevet flaaet Det var den samme Tone, som Salomon i det sidste Aar, sit 107 Bodsaar, havde forsøgt at kvæle; men i dette Øjeblik klang den stærkere end før, vedholdende og dybt og dog saaledes, at den ikke længer formede sig i Ord og Drømme, men kun i en usigelig dyb Stemning. Salomon vidste, hvor han befandt sig. I Landet Tartaras var han. Det havde aabenbaret sig for ham som Barn og var siden rykket nærmere og nærmere. Nu omgav det ham til alle Sider.

Ikke længere stod det uden for ham som et Syn, men var i ham som en daglig Virkelighed I Ossians Land, i Skyggernes Land levede han. Forgæves havde hans Arbejde været i det sidste Aar. Han havde tiet med sin Tunge og smilet med sin Mund, han havde dulgt sine egne Tanker for sig selv. »Alt dette kan et Menneske gøre,« sagde Salomon til sig selv, »men han kan ikke uddrive Sygdommen, den æder sig blot dybere ind« Romantikken er som en snigende Gift Man kan dølge over den for en Stund Til sidst slaar den dog ud i aabenbar Feber. Men den, som engang har drømt Romantikkens forføreriske Drøm, slipper aldrig fra den. Til Tungsind kan den blive, men ikke til intet

Salomon havde alt længe levet et Dobbeltliv, eet Liv med Menneskene og et andet i sine Udgydelsers lille, blaa Hæfte og i sine Samtaler med Bogreolen. Nu gjorde han en Frontforandring, idet han gjorde det til Teori, som længe havde været Praksis. »Brug Maske! Brug Maske!« staar der at læse i det blaa Hæfte. »Lad Tungsindet ruge over din Sjæl, men ikke over din Pande, den være klar og skyfri, din Mund være smilende, din Tunge letløbende. Hvorfor skal Menneskene undgælde for, at du lever i Landet hinsides Styks! Og vogt dig selv vel. Hvis du talte ud, hvad der ligger dig paa Sinde, da vilde de fluks bringe dig til et Fængsel, som Lægerne har oprettet til at afskære alle dem, der har Tungsindets Smitte, fra Verden, at Pesten ikke skal brede sig. Derfor, baade for Menneskenes Skyld og for din egen, tag den smilende Maske paa«.

»Du er som den, der faster«, skrev den samme Mand til sig selv og om sig selv. »Du er som den, der færdes ude alene i aaben Baad paa det aabne Hav, og Provianten er sluppet op. For et saadant Menneske kan det vel ske, at han sønderriver sin egen Arm med Tænderne og drikker sit eget Blod og spiser sit eget Kød Men naar du faster, da se ikke mørk ud som Hyklerne; thi de gør deres Ansigt ukendeligt, for at Menneskene kan se, de faster. Men du, naar du faster, salv dit Hoved og to dit Ansigt som til en Fest og vogt over dig selv, at dit 108 Fodtrin er spændstigt og dine Øjne kække. Gør som han, Forbryderen i Jødeland, talte og gjorde i det Stykke.«

I denne Tid søgte Salomon sin Næring i en gammel Bog, der, som Kierkegaard siger, ikke er kendt her i Landet Thi han læste i sit Hovmod det nye Testamente paa egen Regning og uden den rette protestantiske Fortolkning, og da han var formastelig nok til at tage Ordene, som de stod, fik han mange mærkelige og kætterske Ting ud deraf

»Fuldt vel forstaar jeg,« skrev han, »at Katolicismen lægger denne frygtelige Bog i Lænker, og at Protestantismen fortolker den ud i Tevand; thi dette er den lille Bog, som Apokalyptikeren slugte, som er sød paa Menneskets Tunge, men virker som Gift i Menneskets Liv.

Derfra stammer al Vesterledens haabløse Idealisme, Romantik, Socialisme, Anarki, og hvad det hedder alt sammen. De er blevet ammet op af denne revolutionære Bog med dens forunderlig meningsløse Idealisme, der vil have alt gjort fuldkomment Hver Slægt søger Fuldkommenheden paa sin Vis og gaar fallit og sidder tilbage med Brodden i Hjertet«.

»Ak, Tankerne var mig for stærke«, fortsatte Salomon. »Jeg havde drukket mig en Rus i vort Aarhundredes Sværmeri om Guldalderen, som skulde komme, og jeg vil Resten af mit Liv lide af Tømmermænd derfra.

Ædru er jeg nu, ja, ædru, men forbandet tørstig, og næsten ønsker jeg mit Delirium tilbage. Thi Sandheden er haard at gaa paa. Der er to Slags Mennesker til, hvad Sandhed anbelanger. Der er dem, der ernærer sig paa Løgnen, og dem, der sulter paa Sandheden.

De første er dem, der har det godt og ser lyst paa Livet: Optimister, Idealister, og hvad hele den Yngel hedder. Den anden Race er den, der har mistet Illusionerne og ser Jorden saa skaldet, som den er. Men Sandheden mætter ikke. Der hungrer Mennesket i Ørkenen.

I dens Vold er Mennesket som en Fisk paa Landjorden, og han higer tilbage til Løgnen og det normale. Jeg vilde sælge min Sjæl til Baal for en Løgn, en Generalløgn«.

»Der er en gyngende Mose, hvor man springer fra Tue til Tue og hører Vandet bag sig risle gennem det Fodspor, man nylig satte. Mosen er stor og vejløs, og man ser ikke andet end Tue ved Tue. Men midt i den er der et aabent Vand, der er brunt som levret Blod. Og over Mosen, forbi Menneskene, gaar Idealerne paa Fakkeltog i sorte 109 Kjoler og hvide Handsker, og der er en dyb Alvor præget i deres Miner.

Mennesket bliver grebet og betaget af den dybe Alvor og den store Sømmelighed Han iklæder sig Overbevisningens sorte Kjole og Sjælsadelens hvide Handsker og følger efter Idealerne. Bedst som han gaar, svajer der en Tue rundt med ham, og han ligger i Mosevandet, der er brunt som levret Blod. Og saa ser han Idealerne smide Kjoler og Bukser og danse en lystig Kankan over ham. De dunker hinanden i Hovedet med Faklerne og slaar Kolbøtter, for det er ikke andet end Lygtemænd, som er blevet klædt ud Mennesket synker ned og kvæles i det brune Dynd«.

»Her i Livet er der en dejlig Have, som hedder Edens Have. Midt i den staar et Træ, som hedder Livets Træ. Det er et stort Juletræ med de dejligste Gaver af alle Slags. Man kan gaa hen og plukke saa meget, som man vil, der er nok til alle. Der er baade Madvarer og Konfekt og Fornøjelser, moralsk og religiøs Trøst og alt, hvad tænkes kan. Derinde regerer Rector magnificus. Omkring Haven er der et stort Plankeværk, og fede Keruber gaar omkring som Opsynsmænd, og hver Gang en vil springe over Plankeværket, trækker de ham ned ved Benene. Men i en Krog staar Kundskabens Træ paa godt og ondt og hælder de eviggrønne Blade over de underlige Æbler, der er hvide som Is og røde som Lue. Om Dagen drikker det Sol, og om Natten græder det Dug. Og hvo, der spiser af dette Træ, han stødes ud af Edens Have. Og Folkene i Edens Have er lykkelige; thi de kender ikke til nogen Rørelse, men deres Sind er som en blank Sø, og i den Sø er der ingen Fisk.

Deres Ærgerrighed er at forspise sig i Madvarerne fra Livets Træ, og naar en af dem opnaar det, holder en Kerub ved hans Grav en skøn Tale over ham i lueforgyldte Fraser. Men hvo, der spiser af hint Træ, kan stødes ud af Edens Have. Og uden for ligger alle Jordens Riger. Men der er koldt derude og mørkt. Og Stormene griber ham. Hylende som Ulve driver de ham over Stepperne, hvor hans Fod ikke ved, hvad den træder paa, og hans Haar flagrer ned over hans Øjne, og han ser ikke andet end Mørke og Stjerner.

Og medens gode Folk slaar en Sladder af i Havens revne Gange, møder han aldrig et Menneske; thi her er Menneskene saa langt fra hinanden som Stjernerne i den blaa Æter.

Men somme Tider, naar det for en kort Stund er Dag, saa kan Blod 110 ligge paa Græsset, og da ved han, en anden har gaaet der før; men om det saa var hans egen Fader, saa ved han ikke, hvem det er. Og atter bliver det Nat, og Stormene trækker ham ved Haarene over Klipperne, og han kan ikke engang se, at han flytter sig, thi det eneste, han øjner, er Stjernerne i Rummet. Og til sidst brister hans Hjerte, og han taler Vanvid, og det forekommer ham, at Stjernerne er en Guds Taarer i det uendelige Mørke, og at der ikke er andet til i Verden end et ensomt Hjertes Graad i den dybe Skummelhed

Vogt jer for den hellige Ild Drik og hor. Slaa Folk ihjel, saa meget I vil, men vogt jer for den hellige Ild Livet er en græsblød Slette, hvorpaa Dansen gaar, men underneden er den store Ildebrand Udvendig har Jorden saa runken en Hud og synes knap at mærke os Mennesker, der kravler paa den som Snyltedyr; men indeni brænder dens røde Blod Det er Ild, der rinder i Livets Aarer. Ja, det er Ild Livet er et afsindigt Eventyr om talende Blodsdraaber og Sjæle, der staar i Lue, og ikke denne Mælkegrød, som de vise Mænd udgiver for Livets Mysterier. Det er Forfalskning. Det er Kæltringestreger. Og derfor siger jeg: Vogt jer for den hellige Ild, som en afsindig har antændt i Jødeland for 1900 Aar tilbage. Leg ikke med den; thi det bliver til sidst dens Luer, som spiller med dig.

Vin og Kvinder og Moral og andre jammerlige Surrogater - berus dig i dem. Men vogt dig vel for det guddommelige Delirium. Promethevs! Promethevs! Du, som blev naglet til et Kors, og hvem ingen Herakles befriede! Hvorfor hentede du Ilden ned fra Himlen? Hvor mange Sjæle har du ikke ledt ud i de store, fortvivlede Drømme, og hvor blev de store Gerninger? Vogt jer for den hellige Ild Nævn ikke dens Navn, ikke engang som de vise Mænd, idet de siger, at den er god til at koge Tevand over. Thi Himlens Lys bliver i din Sjæl til Helvedes gloende Time«.

»En Morder er du, du med Naglen gennem Haanden, en Giftmorder, der hælder sød Gift i Livets daglige Drikke. Og det gaar med din Gift som med Vellysten. Hvo, som først har faaet Smag paa den, kan ikke redde sig fra den, skønt den brænder ham op indvendig. Som Kulturen for de vilde Folk saaledes er den korsfæstedes luende Tanker Døden for os. De er som Sirenerne, de lokker til med de skønneste Toner, men slaar Kloen i dem, som henrykt knæler for dem. Thi de er større Byrder, end vi kan bære dem. Korsfæst, korsfæst ham. Slaa ham Naglerne gennem Haanden. Bor ham Lansen i Siden.

Korsfæst ham og hans Gerning. Udryd hvert Spor af ham paa Jorden 111 og dræb alle dem, der endnu nævner hans Navn. Da vil den store Søvns Lyksalighed komme til Jorden, og vi vil være ved det store Maal: at æde og drikke og være glade. Eller bedre, lad alting gaa, som det gaar. Se, det er jo alt sammen saare godt Lad hans Navn raabes i Kirkerne og aldrig nævnes udenfor. Lad hans Ord blive fortolket og forklaret saaledes, at det alt løber ud paa det samme »Velbekomme!« og »Sov vel!« og lad os gøre ham til en Gud, at vi kan slippe for Efterfølgelsen. Lad os blive ved med det officielle Bedrag, som vi Mennesker har hittet paa i vor frække og frivole Snedighed, og lad ham paa denne Maade forhaanes, forraades, bespottes og korsfæstes gennem alle Tider til Løn for det ubarmhjertige Fuldkommenhedsraab, han opløftede«.

»Har du læst Titanomachien? I det trefoldige Mørke blev Titanerne slængt Først var der et Mørke saa dybt som Sjælens Fortvivlelse, og saa var der et Mørke saa vidt som Tankens Flugt, og atter var der et Mørke saa uendeligt, som Smerten er det i Universets Liv. Verden var død for dem, og de var døde for Verden. Og dette blev saaledes, fordi de havde rakt deres Hænder ud mod det himmelske Lys.

Tys! Tys! Sig det ikke igen til nogen, men jeg vil fortælle dig Meningen med denne Lignelse. Alt som Skoledreng hørte jeg den. De greb det himmelske Lys. Men Lyset er Mørke! Lyset er Mørke! Den blaa Ædelstensbue over Jorden er det dybeste, vildeste, grufuldeste Mørke.

Saaledes lever jeg elendige Salomon i Landet Tartarus«.

»Jeg ved godt«, skrev Salomon, »at der er skrevet en medicinsk Doktordisputats over det Emne, at Tungsindet egentlig er en Sygdom i Nyrerne, men det er ikke saa, og Sandheden er en anden og meget simpel, at hvo, som forøger sin Kundskab, forøger sin Smerte. Jeg henholder mig her blot til min store Navnes Autoritet.

Det, som er det centrale i min Person, og det, som gør, at jeg føler mig mellem Mennesker som en vild Fugl i Hønsegaarden, det er den Kundskab, jeg har om Menneskets Natur i hele sin pralende Usselhed. Intet er moderne Mennesker mere imod end denne Tale om Menneskets dybe, medfødte Fordærvelse. Det er denne Lære, som findes i Buddhismen og findes i Urkristendommen, men som vore Dages Kristendom lykkelig har skaffet ud af Verden, Kun de, som brændemærkes med Navnet Pessimister, kender endnu noget til denne gamle, strenge Sandhed, men ellers sidder Folk med Hænderne for 112 Ørene og Briller for Øjnene for at holde sig Sandheden fra Livet og fortolker det nye Testamente, som fik de Timebetaling.

Ak, Mennesket er en løjerlig Skabning. Det er et snakkesaligt, løgnagtigt, fejt og vellystigt Væsen, og vidste man ikke af dets Knokkelbygning, at det stammede fra Aberne, kunde man vide det af dets Karakter. »De ved ikke«, sagde Frederik den Store til en godtroende Filosof, »hvilken forbandet Race vi tilhører. Hvis vi endda viste vor Usselhed paa en nøgen og ærlig Maade. Men vi har altid noget Fedteri for med Idealerne. Der har vist aldrig paa nogen Klode været en mere idealistisk Race end den menneskelige og aldrig nogen, der snedigere har sørget for ikke at ofre noget for Ideerne«.

Og det ulykkelige er, at alt dette er aldeles ubevidst. Vi har de bedste Hensigter af Verden, men ganske uvilkaarligt faar vi alting draget hen til, at .der bliver en Pære til os selv. Netop derfor er der intet Haab om Forbedring. Thi denne ubevidste Slyngelnatur er stærkere end al Moraliseren. Medens vi handler, tror vi, vi er uegennyttige, og smasker vellystig i vore egne Dyder. Bagefter indser vi, at det igen var Broder Liderlig, der sad os i Kroppen og drejede os en Næse. Derfor, naar jeg bemærker, at Idealerne begynder at røre sig i min Sjæl, siger jeg straks til mig selv: »Ho, ho, min Dreng, skal der nu gøres Forretning igen«, og lægger Fingeren paa Næsen. Men lur Broder Liderlig, han er klogere end som saa. Faar han ikke sin Vilje paa den ene Maade, faar han den paa den anden, og hvad kan det nytte at være bagklog. Som nu jeg vil sige en Forelskelse, hvad er det ikke for noget Ruskomsnusk af de dummeste og laveste Motiver med en Fernis af god, gammeldags Romantik som en Kærlighedens Kaabe over Taabelighedens Mangfoldighed«.

Denne Tid var ret en Pokkers Tid for Salomon. Der kom saa mange taabelige Spekulationer og Griller og gjorde ham Hovedet kruset, og han vidste aldrig rigtig, hvor han havde sig selv. Han troede saa smaat, det var Musikken, som gjorde det. Altid sad denne Frøken Prosa og spillede, og Salomon gav Tolstoy Ret, naar han jager Musikken ud af sin Stat, ligesom Plato jog Digterne ud af sin. Musikken har Fanden skabt.

Det løfter paa Mellemgulvet, og uden skellig Grund staar det klare Vand i Øjnene, og man føler sig, som man kunde gøre, hvad det skulde være, og ved ikke, hvad der er i Vejen med en, indtil man opdager, at det er en eller anden Frøken Prosa, som spiller.

113

A propos, hvor er dog Prosa et underligt Pigenavn. Der er en ironisk og gaadefuld Klang deri, som virker langt stærkere end det romantiske i Valgerda eller det højtidelige i Melpomene - som Rektors to Døtre hed

Thi hvilken Kvinde var virkelig tør Prosa? Er ikke enhver Kvinde, som det fremgaar af Johannes Forførerens Studier, krystalliseret Poesi? Poesien er ikke altid lige god Den kan mellem os være Pokkers daarlig. Alle Grader kendes lige til Duftvaudeviller og Skillingsviser. Men aldrig var der en Dame, som ikke egentlig gik paa Vers. Man ser det straks i deres Gang. Er der ikke en vuggende Rytme i Overkroppens Bevægelser og smaa, raske Taktslag i Føddernes Trippen? Der kan være dygtige Husmødre, ja, Matematikere og Jurister mellem dem. Det nægter ingen. Ogsaa Poeten kan være en stabil Forretningsmand hver Dag fra 9-5; men naar Maanen ganske stille gaar op saadan i Halvskumringen mellem Træerne, da - nægt det ikke: om det saa er Matematik og Jura, gaar de paa Vers i en Kvindes Mund

En anden Ting beskæftigede Salomon i højeste Grad, et psykologisk Problem, som han havde opdaget i det gamle Testamente. »Hvorledes«, sagde Salomon, »er det den samme Mands Sag at digte Prædikerens Bog og Højsangen?« Han vidste fuldt vel, at Salomon den Gamle hverken havde lavet det ene eller det andet Men det var ikke det historiske Problem, der interesserede ham, men han stillede sig Spørgsmaalet som et Tankeeksperiment: Sæt, at et Menneske vilde forene de to Ting: at være Prædiker og Højsanger, hvorledes vilde han bære sig ad dermed? Mon han først prækede og dernæst sang Højsang eller omvendt? Salomon kunde ikke komme til noget Resultat »Vogt dig for Menneskene«, skrev Salomon til sig selv, »men vogt dig fremfor alt for Kvinderne; thi Kvinderne vil eje din Fortrolighed, og din Fortrolighed er din Sjæls dybe Skat, som du ikke maa give fra dig. Eva er nysgerrig og frittesyg. Jeg siger det ikke til hendes Skam. Thi hun gør alt paa en skøn og besnærende Maade, og hvad kan man forlange mere. Derfor er ogsaa Eva og hendes Lige en god Hustru for den brave Adam, som ingen Hemmeligheder har, men ikke for Kain. Hvis du ejer Tungsindets Skat, da lad ikke Nøglen til den lokke fra dig, at ikke alt skal blive Deklamation og Talemaader. Derfor, læg ikke dit Hjerte i en Kvindes Haand Lad Kvinden ikke fange dit Blik, at du maa bevare din Frihed; thi fanger hun først dit 114 Blik, faar hun ogsaa din Mund, og tager hun din Mund, tager hun ogsaa dit Legeme.

Men har hun vundet dit Legeme, stiller hun sig ikke tilfreds, før hun har frataget dig din Sjæls Hemmelighed«.

Men i denne Tid gik det op for Salomon, at der var noget galt i Vejen med hans Fordøjelse. Fanden var løs et Steds i de indre Organer, han skulde ikke kunne sige, om det var i Maven; thi han vidste ikke nøje, hvor Maven var. Det var saadan en Satans sød, beængstende Trykken, og Salomon blev alvorlig bange. En Aften greb han sig i at staa med bart Hoved ud af Vinduet og kigge paa Maanen. Det var ham et meget daarligt Tegn. Han gik til en Ven, der var Mediciner og bad ham smage paa Pulsen. Medicineren sagde, at den var normal, lidt langsom og gammelmandsagtig, og Salomon følte sig beroliget. Men da han kom hjem, faldt han i Tanker midt i Middagsmaden og glemte rent at komme Smør i Grøden. Da forstod han, at det var alvorlig galt fat »Medicineren er et Fæ«, sagde han dog ikke højt af Hensyn til Frøken Ingversen. »Jeg er forelsket«.

Med sin sædvanlige Grundighed gennemgik Salomon alle Symptomerne, som de beskrives i Stendhals: Elskovens Fysiologi, og fandt dem alle paa sin arme Person, lige indtil den dugvaade Glans i Øjet. »Nu vel«, sagde han, »det er en Børnesygdom, og jeg er ung nok til at faa den en Gang igen, skønt jeg havde haabet, Eulalie skulde være den sidste«. Eulalie var en filosofisk Dame, som en kort Tid havde indgydt ham en filosofisk Kærlighed

»Diagnosen passer«, sagde han. »Det stemmer«. Og dermed satte han sig hen i Sofaen og røg som en Vulkan. Thi han vidste af gammel Erfaring, at Tobak er den bedste Modgift mod en ansat Forelskelse.

Hvis nu Salomon havde været et andet og fornuftigere Menneske end den Særling, han var, saa vilde han efterhaanden have forsonet sig med den smertelige Opdagelse og søgt at bringe det bedst mulige ud af Situationen. Han vilde have skaffet sig Udvej til et Par nye Handsker og en Hat efter Moden. Han vilde have opvartet Frøken Prosa med Blomster ved forskellige Lejligheder og stirret hende ind i Øjnene enten paa den prøvende, gammeldags, sværmeriske Maade eller med det moderne Klapperslangeblik, som efter Sigende skal være endnu bedre. Han vilde endelig en Dag have set Frøken Prosa rødme og derefter plukket en Rose af hendes Læber og saa overladt Resten til Præst og Degn. Verden vilde have haft et lykkeligt Ægtepar 115 mere, og det næste Aarhundrede vilde have set mange smaa Salomoner vokse op.

Men Salomon blev bitter. Han gik i Rette med Skæbnen og sagde til Reolen: »Hvad Pokker skal Svin i Cancelliet? Kan Mester Ravn synge? Kan et Æsel agere Skødehund?« Og skønt Frøken Prosa vitterlig ikke havde gjort ham noget, følte han sig krænket og lod sit onde Lune over sine egne Daarskaber gaa ud over hende. I Stedet for at række hende Osten og med det samme lægge en Kompliment paa hendes Tallerken, som det krillede ham i Fingrene af Lyst til, slog han en Streg over alt Galanteri og var sarkastisk, ja, endog uforskammet over for Frøkenen, brummede paa ægte Gammelmandsvis noget om Damerhombre, da Etatsraaden en Regnvejrssøndag i Kirketiden fik Prosa og Salomon presset til en L'hombre, og prøvede paa at indbilde hende de skrækkeligste, naturhistoriske Røverhistorier.

Frøken Prosa blev ham imidlertid ikke Svar skyldig. Hendes Vid var i og for sig ikke noget særligt; men der var i hendes Minespil og Betoning o. s. v. noget, som Salomon ikke kunde konkurrere med. Overhovedet havde han gjort den Erfaring, at Damernes Vid er af en anden Art end Mændenes, er mere reserveret, defensivt, tilsyneladende ikke saa aandfuldt, men til Gengæld kan være adskillige Grader nøjere afpasset til Lejligheden. Manden frygter ikke for det barokke og det burleske; han kan gøre sig til Bajas en Gang imellem og til Satan selv en anden Gang uden at sætte noget paa Spil; thi han fører altid Bukkefoden med sig i Lakskoen. Satyren eller rettere sagt Haltefanden stikker i ham og lader ham drive Spot med alt, endog sin egen Værdighed. Med Kvinden er det en anden Sag. Der er ingen kvindelige Satyrer til. Der er Skovnymfer, Dryader, Huldrer og Elverpiger til. Og selv naar Elverpigernes Dans gaar vildest i Lunden, er alt i den skønneste Orden, som om det var arrangeret af den kongelige Balletmester. Tempoet svarer til Foldekastene og Minerne til Tempoet Selv den løsslupne Kaadhed, selv den ubevidste Blottelse er i Stil og i Takt Thi ingen Ridder vaager saa nøje over sin Ære, som hans Dame vaager over sin Skønhed og Værdighed, endog i Stævnemødets hede Hengivelse, endog i Bedragets Udflugter. Ikke alle Kvinder føler sig krænkede af det onde Ord, som Mændene regner for det værste, der kan siges om dem. Messalina ler og siger ja. Men alle vilde de tage ilde op, hvis man sagde: »De mangler Takt i Dansen eller i Talen, min Naadige!« Den, som ikke forstaar dette, vil aldrig forstaa den kvindelige 116 Aandrighed, som slet ikke gaar ud paa at være aandrig i og for sig, men paa at bevare sin egen Ynde og Sikkerhed som det eneste stabile i denne Tid, hvor Mændene vil vælte alt med deres Paradokser.

Salomon var ikke fri for at lade Frøken Prosa høre lidt af hvert »I den største Ærbødighed«, sagde han til Frøken Prosa, »være det mig tilladt at sige Dem, at De gerne kunde være lidt venligere mod den stakkels Kammerjunker« - en ung Mand, hvis Ansigt var lige saa rødt som hans Kjole, naar han gjorde Kur til Prosa. »Men Gud!« udbrød Frøken Prosa og maalte ham med et af sine grummeste Blikke fra Hoved til Fod »Sig kun rent ud, at det ikke kommer mig ved!« bad Salomon. »Ja, det haaber jeg da, De indser«, gensvarede Prosa. »Ja, det gør jeg. Men i Menneskelighedens Navn, vær dog lidt venligere mod den stakkels Kammerjunker. De tror, De vilde sætte Deres uforlignelige Værdighed paa Spil derved; men deri tager De fejl. Intet er skønnere, intet tager sig, om jeg saa maa sige, bedre ud end Højmod og Naadighed imod de underkuede, og aldrig havde Artemis sat sin Værdighed over Styr ved at stede Aktæon til Audiens«. »Ja, næste Gang, kan De tro, skal jeg kokettere med Kammerjunkeren«, sagde Prosa med et Blik, hvori der tydelig stod skrevet: »og med Dem«. »Nej, nu maa jeg atter bede for min Kammerjunker«, sagde Salomon.

»Hvorledes skal jeg da være«, sagde Prosa, satte sig ned og foldede Hænderne og saa op paa ham. »De skal være huldsalig og naadig mod alle Deres undergivne. De skal være streng og retfærdig og nidkær i Deres Kald«. »Som er?« spurgte Prosa og kiggede op paa Skolemester Salomon. »Som er at være som Psyke i Kongens Gaard, hvor Mændene tilbad hende som et levende Billede af Afrodite. Som er at forædle og forfine deres Smag og oplære dem i den Kunst at være forelskede uden at blive røde i Hovedet«. Her slog Frøken Prosa den klareste Latter op og løb gennem alle Værelserne lige ind i sit Boudoir og spillede og spillede, Pokker ved hvad Det klang alt sammen ens for Salomon. »Musikken har Fanden skabt!« det var hans daglige Omkvæd, og det sagde han ogsaa uden Omsvøb, da hun kom igen. Hun kvede sig til at lytte andægtig til; thi hun vidste, nu kom der noget. »Musikken er den ypperste Kunst af alle; thi den er opfundet af Satan selv. Al dyb Kunst er undfanget i Helvede med Udsigt til Hmmerig og tolker Sjælens søde Drømme midt i Sjælens bitre Nød Men ingen Kunst er saaledes gaaet gennem Ilden som Musikken. Den skifter som Staalet i alle dets Anløbsfarver, den er Sejd, som er brygget af alt, hvad i Verden 117 er, over det hedeste Baal. Derfor kan kun Mænd skrive Musik; men Kvinderne spiller den efter min Mening nok saa godt«. »Hvor De dog er original«, sagde Prosa paa den uskyldigste Maade. Men Salomon vidste meget vel, at hun gjorde Nar af ham. »Jeg vilde ønske, jeg var lige saa original som De«. »Nu til Dags er enhver Aarsunge original«, sagde Salomon. »Det er meget finere ikke at være original. Vær De glad ved, hvad De er«.

Hvordan var saa Frøken Prosa? Ja, jeg skal daarlig kunne sige det. Jeg hører ikke til dem, der formastelig mener at kunne sætte en Kvinde paa Formel, proppe hendes Karakter paa Flaske og gemme den hen. Og saa længe Fysikeren ikke løser de tre Legemers Problem, saa længe kan jeg være bekendt ikke at løse Frøken Prosas Problem. Ak, vor Psykologi er en Mandfolkepsykologi, vore Romaner Mandfolkeromaner, og deres Heltinder er mere eller mindre forklædte Mandfolk alle sammen som Skuespillerinderne i gamle Tider. Hellere vil jeg tilstaa min Uvidenhed over for det ubegribelige Mysterie end med teologisk Vigtighed at ville begribe alt, endog Frøken Prosa. Men det kan jeg dog sige, at hendes Øjne var graa, eller stod de maaske i det brune, ak, min Erindring, mærker jeg, er falmet. Hendes Haar, det ved jeg, var gyldenbrunt Spørger nogen, om hun var skøn, saa ved jeg ikke, hvad jeg skal svare; thi Skønhed er kun til for den, som ser den, og mangen Piges Skønhed er kun til for een. Dog saadan, hvad man kalder skøn, var hun vel egentlig næppe, men snarere tækkelig, hvis det ikke er for lidt sagt, eller statelig, hvis det ikke er for meget Yndefuld var snarere Ordet, men det er et af de Ord, som ikke taaler at nævnes, thi saa er straks Duften af det.

Men hun lo skønt, og hvor mange gør det! Hun løb skønt, endog naar ingen saa paa det Hun fniste ikke. Fnisen var altid min Skræk. Hun kunde tale som et Menneske uden at lave Øjne og gøre Dikkedarer, og, hvad mer er, hun kunde tie, ja, tie ubekymret midt i Selskabets Larm, om ingen talte til hende, tie som Blomsten paa de grønne Enge, om end Bierne raaber nok saa højt: »Hvor er I?« og som den liden Sommerfugl kan tie, skønt dens Farver er som Vaarsang og dens Flugt som et Fløjtespil.

Men om hun var klog eller dum, det ved jeg ikke indtil den Dag i Dag; thi jeg ved slet ikke, hvad disse Ord betyder, naar de skal anvendes paa en Kvinde; men jeg ved kun, at de betyder noget andet, end naar vi anvender dem paa en Mand

118

Saadan sidder jeg her og mindes uden paa Mandfolkemaner at ville gøre mig klogere, end jeg er, og bruger min Rørpen som en Syrinx og fløjter til Frøken Prosas Pris.

Thi priset være Frøken Prosa, for hvad hun gjorde, og hvad hun ikke gjorde, for hendes »ja« og hendes »jamen« og hendes »nej«; men først og fremmest for hendes største Fortjeneste, fordi at hun var til.

Saaledes priser Vandringsmanden i Ørkenen den friske Kilde, hvis hele Fortjeneste er det, at den er til som et læskende og kølende Væld; og skønt han kommer fra Ørkenen og gaar ud i Ørkenen og forlader den med Savn, priser han den dog i sin Sang om end med Savn. Saaledes priser Ungersvenden den lyserøde Rose, og den gamle priser de blege Stjerner, og alle priser vi det, som er skønt i sig selv og ikke trænger til nogen Rekommandation eller Eksamenskarakter.

Men til Salomon hin Unge, den Salomon, der var samtidig med Frøken Prosa, siger jeg, som jeg altid har sagt: »Salomon, du er et Fæ!« Du burde have drukket endnu dybere, altid endnu dybere af den søde Kilde, om end Livets vise Ligevægt havde krævet Drikken vejet op med Blod og Graad Thi Livet er langt, Salomon, og Ørkenen er bred at vandre igennem, og Vandringsmanden maa have søde Minder med paa Rejsen, naar han skal fare langt.

Men Salomon var et Fæ og blev, frygter jeg, et Fæ alle sine Dage. Blev han ikke der, som jeg alt har sagt, bitter mod Frøken Prosa og Kvindekønnet. Og hvad kan Kvindekønnet for, at saa lærd en Herre som Salomon gaar hen og forelsker sig. Gjorde han ikke Livet end bitrere, end det var, ved at trodse og stampe mod Brodden.

Og intet Under, om Frøken Prosa ikke kunde blive klog paa ham, denne sære Herre, eller maaske, jeg ved det ikke, forstod hun ham saa meget godt, og herafkom denne spøgende Overbærenhed, den rolige og dog lidt urolige Munterhed, hvormed hun svarede paa hans formastelige Arrighed

Der er noget til, som hedder Stæremosegaard Det ligger ifølge Trap ved Stæremose Station i Mosestær Sogn; men ifølge Salomon ligger det ikke noget Steds i Danmark, men i et andet Land, hvorom mer senere. Lad os kun derfor foreløbig lade, som om dets Beliggenhed stemmer med Traps Beretning. Men een Ting maa allerførst nævnes, som Trap har forglemt at omtale, skønt det er det allervigtigste paa Gaarden. Det er Stæren. Uden for Stæremosegaard er en Mose. I Mosen er en lille Sø, og i den lille Sø er der en lille Ø. Der 119 holder Stærene til, de ejer Øen og Søen og Mosen med og egentlig hele Gaarden, i alt Fald Kirsebærtræerne. Der sidder de ude paa Tagrørene ved Aftenstid, og man hører en sagte Susen, som naar en Søndagsvind gaar ganske stille gennem en Kornmark. Det er Stærene, som har Aftenbesøg. Men hvis Hunden springer i Vandet, da løfter de sig som en Sky, brusende som et Vandfald, og stryger som en Skypumpe hid og did over Søen, indtil de finder Hvile i deres Rør igen.

Salomon var Gæst paa Stærenes Gaard. Men end ikke herude i Idyllen kunde Salomon lade være at gaa og gnave, og Frøken Prosa blev mere og mere bekymret for ham og forsøgte at muntre ham op paa bedste Maade. »Hvad siger De til, om jeg gik hen og lod mig emancipere«, sagde hun en Dag paa sin raske Maade. »Dette her begynder at kede mig. Skulde jeg ikke tage Artium eller saadan noget?« »Gud fri os«, sagde Salomon rent uvilkaarlig og blev bleg af Sindsbevægelse, »hvor faar De den ulyksalige Ide fra? Deres eneste Overlegenhed over Mændene er jo netop den, at De kan sige: Jeg har ingen Eksamener taget. Jeg har ingen Titler. Jeg har aldrig været Abekat. Tager De Artium, vil jeg slet intet have med Dem at gøre«. »Ja, saa faar jeg vel lade være«, sagde Prosa smilende. »Vilde De synes bedre om, at jeg tog en Tur til Udlandet?« »Meget bedre«. »Og blev borte et Aars Tid eller saa?« »Fortræffeligt«, sagde Salomon. »Jeg tror ogsaa, det bliver det bedste«, sagde hun. »Naa, De synes altsaa ikke om Emancipationen«.

»Jeg er paa dette Punkt en haardnakket Reaktionær«, sagde Salomon og saa glubende principfast ud

»Hvis Damerne kun vilde emancipere sig fra Mændenes Herredømme, det var en anden Sag; hvis de vilde emancipere sig ved at blive stoltere, skønnere, kækkere, vittigere, med eet Ord frygteligere - gerne saa vi Mandfolk det og med uegennyttige Interesser, skønt det vilde gaa ud over os selv. Men Damerne, min Frøken, vil i Øjeblikket emancipere sig fra sig selv. De vil abe os efter og gaa med Permissioner og Hænderne i Lommen. Og det Syn er det sørgeligste af alt i denne fordærvede Tid«, sagde Salomon og hævede Pegefingeren. »Alle er mere eller mindre smittet af den Galskab«. »Det er frygteligt«, sagde Frøken Prosa. »Ja, frygteligt«, sagde Salomon og rystede paa Hovedet, men tilføjede i en Tone, som om han talte med sig selv: »Vistnok er der nogle af Kønnet, der er født med en saa lykkelig Natur, at det Raseri, der er paa Moden, kun indvirker paa Klæderne og 120 ikke kommer inden for dem, men det er sjældne Undtagelser - sjældne Undtagelser!« sagde Salomon, stadig til sig selv, »og det vilde være meget upædagogisk at rose Undtagelserne for tidligt, om man ellers er saa lykkelig at træffe dem«.

Mark Twain prøvede engang at skrive en rigtig Knaldroman. Han rodede Helten ind i de allerværste Forviklinger efter de bedste Mønstre, rnen da han skulde til at traade Nøglet op igen, opdagede han til sin Skræk, at Helten var kommet for dybt ind i Uredet, til at Mark Twain kunde faa ham løs igen. Han saa sig derfor nødt til at bryde brat af, sige Pas og lade Læseren om Resten.

Saaledes følte den superkloge Salomon sig her i sit eget Livs Roman, og mer og mer betænkelig blev han ved Situationen. Han tænkte virkelig ogsaa undertiden paa at bryde brat af, sige Pas og lade Resten være Tavshed, og hvad der afholdt ham derfra, var ikke saa meget Haabet om en lykkelig Udgang som en vis fortvivlet, galgenhumoristisk Lyst til at se, hvad Pokker der kunde komme ud af det

»Præmisserne er altsaa saadan«, sagde Salomon. I Mangel af sin Reol talte han til Maanen, som jo er alle Vegne, hvor der er Elskere. »Første Præmis: Vi har en ung Mand i sin smukkeste Alder, endvidere en Etatsraad, R af D. og en Jomfru i det grønne. Anden Præmis: Den unge Mand er højst sandsynlig en kødelig Søn af Etatsraaden. Ingen taler derom, men alle synes at vide lidt Besked derom. Tredje Præmis: Den unge Mand er højst sandsynlig dødelig forelsket i Jomfruen i det grønne. Ogsaa dette ved alle, Jomfruen med, men ingen taler derom. Fjerde Præmis: Den unge Mand lider af kronisk Spleen, epileptoide Anfald, periodisk Depression og andre Sindssygeanstalternes bedste Blomster. Det ved derimod ingen, fordi han ikke taler derom. Det hele gaar saa Satans smilende dekorativt og muntert af Imidlertid ved den unge Mand ikke et levende Raad.

Den unge Mand er nemlig en Hykler, en Jesuit, et forvorpent Menneske. Han sørger for, at alt, hvad der er udadvendt, er let og spøgefuldt, og til Gengæld overlader han sine ensomme Timer til Fortvivlelsen. Han sælger sin Sjæl til Melankoliens Satan, og Satan giver ham derfor Magt til at staa som en tapper Mand med et smilende Ansigt over for Menneskene og undgaa deres Deltagelse. Thi intet regner han for frygteligere end at være et Offer for Menneskenes Deltagelse. Ak, hvad skal denne unge Mand gøre med disse Præmisser 121 foran sig? Er der anden Konklusion at drage for ham end den Slutning, som drages med et Hampereb? Hvad skal han sige til Faderen og hvad til Jomfruen? Hvis den dødssyge Pjerrot, naar Publikum fremkalder ham, vilde stryge den hvide Maske og det røde Grin af Ansigtet og vise sit Ansigt i Dødens skrækkelige Alvor, hvad vilde da Publikum sige? Med Rette vilde et dydsiret Publikum forarges. Men paa den anden Side kommer der et Tidspunkt, da Pjerrot ikke kan føre sine Grimasser igennem mere. Da raaber en lille Dreng: »Se, Pjerrot græder«. Og der gaar en Brusen gennem Mængden. Klappen og Haandviften og Bravoraab tiljubler ham for dette nye og mesterlige Kunststykke.

Salomon havde ikke ført sin Dagbog med sig; men bag paa de Vadskeregninger, som han fik sendende fra Hovedstaden, skrev han med smaat Aforismer og lignende, som passede til Situationen.

»Det skal være et latterligt Syn at se udi Ørkenen en Kamel brøle efter Vand

Jeg var dog begyndt at leve et lykkeligt Liv, nøgternt og hæderligt, uden Illusioner og Hundekunster - og nu.

Hvad har du gjort ved mig? Du har stjaalet min Sjæl. Ak, min lille Pige, hvad forstaar du dig paa en Eneboers Sjæl Giv mig derfor min Sjæl igen!

Er da Livet umuligt at leve?

Bekymringer er slemme, men Illusioner er værre, dog, Elskovens Illusioner er værre endnu end de Hunde, som forfølger Aktæon.

Dyret springer skamskudt for Kobbelet Til sidst slæber det sig hen under en Busk for at dø i Fred. Og saa kommer Kobbelet farende op over det med røde Tunger og hvide Tænder, og der er langt, til Jægeren kommer og giver det Fangst

En Kvindehaand er blød og nænsom. Ære være Kvinderne for deres Hænders Blødhed Men eet skal de holde deres Fingre fra, det er Sjælens Tungsind Dertil er Haanden ikke blød nok.

Jeg havde lagt mit Liv an paa at pleje min Sygdom i Fred. Og nu er der gaaet Feber i mine Saar.

Jeg er, hvad man kalder overspændt Strengen er blevet spændt for haardt i min Barndom af velvillige Mennesker.

Tør en spedalsk elske? Er det ikke imod Loven, at en spedalsk gifter sig?

122

En tungsindig er som en spedalsk Jo nærmere han kommer Menneskene, des ængsteligere bliver de. Han gør deres Vin til Galde, deres Mad til Aske.

Jeg er en sindssyg Mand, ak, og dog just forstandig nok til selv at indse det

Jeg ved, at hvis jeg betroede mit haabløse Tungsind i hendes Haand, saa vilde hun le deraf, den lykkeliges hjertelige og dog hjerteløse Latter.

Kong Salomon siger, at at finde en god Kvinde i denne Verden er lige saa vanskeligt som at gribe en enlig Aal i en Sæk med Slanger«.

Salomon sov ikke altid lige godt om Natten; men hvad er det ogsaa for en Nat, vi holder os paa den Aarstid. Stærene driver hid og did som en mørk Sky mod den røde Himmel, og først ved Midl'hombretid synker Skyen ned i de tætte Rør. Men endnu stryger de graa Moseterner hid og did og skriger.

Efter dem kommer Flagermusene frem igen, ingen ved hvorfra, og Uglerne sætter sig paa de gamle Piletræer og blinker kærligt til hinanden med deres store, gule Øjne, som ruller rundt; thi ogsaa Uglen har et Hjerte i sit Bryst. Og Taagen stiger op af Mosen og fylder Luften, saa man ved ikke, hvad der er Land, og hvad der er Vand. Men denne Taage er en sølvhvid Taage, der har sit eget Lys, en Taage som den, der svævede over Kaos, før Solen blev til og Stjernerne. Den lægger sig over Haven, saa alle grønne Træer ses dunkle gennem et gennemsigtigt, hvidt Slør, og fylder alle Spindelvævenes Broderier med hvide Dugperler. Det er den lyse Nat, men den lyse Nat er slet ikke en Nat, den er en Dag, men af en finere og blegere Art end den hede Sommerdag. Dog kan det Øje, der er fortrolig med den, skelne alt i dens Skær lige saa godt som i Soldagens Glans, og Ting, som er Hemmeligheder i Soldagen, aabenbares for den, der dyrker den lyse Nat. Det forundes ham at se de hvide Natsværmere danse som Smaaalfer om Poplerne og at høre Pindsvinet snøfte og rode mellem Bladene. Regnormen er oppe og trækker Blade ned i sit Hul, saa Jorden bliver oversaaet med strittende, smaa Buketter, og er man heldig, kan man se Jordkrebsen stikke sine Gravepoter op af Jorden og fløjte paa Femininum.

Salomon kunde ikke sove, han aabnede Vinduet og saa ud, og Sommernatten sagde til ham: Kom herud! Salomon kendte Vejen. Af Anstændighedshensyn fik han nogle Klæder paa og krøb ganske stille 123 ud af Vinduet - han boede i den lave Stueetage. Og herude i Sommernattens Herlighed gik han ganske stille for ikke at forstyrre Trylleriet Gik uden om Regnormen og passede paa ikke at fornærme nogen Edderkop. Sneglehusene tog han og kastede langt ind i Græsplænen, at ikke nogen uforsigtig Fod i Morgen skulde træde dem ud i Gruset.

Der var vaadt og fugtigt og Dugdraaber overalt, og fra Poplerne faldt Taarer. Salomon satte sig paa en Bænk og stirrede ud i sin egen Raadløsheds Taage. Og her gik det den vise Salomon ikke bedre, end det er gaaet saa mange andre Menneskebørn; det brændte i hans Øjne, og da han holdt Haanden for Øjnene, mærkede han, at noget varmt og vaadt løb igennem Fingrene, og hans Bryst skjalv.

Der var i dette Øjeblik en Bevægelse i Taagen, en Raslen i Gruset; men Salomon saa og hørte intet. Det staar ikke til at nægte, han græd.

Men Stærenes Have, har jeg sagt, er en fortryllet Have.

Den er som Skærsommernatsdrømmens Skov, og Nis Puk regerer der og leder de store Børn, som han vil, igennem Taagen. Hvis der ikke var overnaturlige Kræfter med i Spillet, hvorledes skal det saa forklares, hvad Salomon oplevede i denne Stund

Thi der var en Haand, som rørte ved hans Arm, og en varm Aande, der rørte ved hans Kind, og en blød Røst, der talte til ham i Skærsommernattens Sprog.

Denne Røst skjalv ikke, den var rolig og mild Hvad den sagde, mindedes Salomon ikke, men han mindedes længe dens rolige og milde Klang.

Men Salomon var stadig den samme sære Salomon. Han vendte sit Hoved bort og skulede ned i Jorden som en uartig Dreng, der skammer sig over sig selv.

Og atter talte den blide Røst; men denne Gang var der en lille, bekymret Skælven i den, og atter fornam Salomon Meningen mindre af Ordene end af Ordenes Klang.

Og Salomon vendte sit Hoved derom imod, hvor Røsten kom fra, og trodsede og sagde: »Hvad vil De mig? Hvorfor lod De mig ikke ene med mine Tanker?« Og Prosa svarede undskyldende med sit rolige Smil: »Det gjorde mig ondt, De var bedrøvet. Vil De ikke sige mig hvorfor?«

Atter trodsede Salomon og sagde: »Hvad nytter det, om jeg sagde Dem et og andet? Ordene faar dog ikke den samme Betydning for 124 Dem som for mig, og der var aldrig to Mennesker, som kunde gøre sig forstaaelige for hinanden«.

»Sig det nu!« befalede Prosa kækt og smilede igen.

»Jeg er ikke bedrøvet af denne eller hin Grund«, sagde Salomon, »men fordi Bedrøvelsen er den Luft jeg lever i, og den Jord, jeg træder paa. Vi lever i to forskellige Verdener. De lever i en skøn og glad og rig Verden jeg lever i et trangt og skummelt Hul, og dog er det ydre Apparat noget nær det samme for os begge«.

Hvis nu Prosa havde været en almindelig ung Pige, havde hun set meget betænkelig ud og sagt: »Herre Gud!« saadan som man lærer at opføre sig ved højtidelige Lejligheder. Men takket være hendes naturlige Takt, hun skabede sig ikke og sagde ikke noget, hvor hun ingenting havde at sige, men sad som før, spørgende og lyttende som den unge, blinde Pige, der ikke kender den talendes Røst, uden at gøre sig vigtig og ville spille Trøster. Se, da forsvandt Uartigheden hos Salomon, og han vendte sig helt om mod hende og sagde: »Tak, fordi De vækkede mig af de mørke Tanker. Lad dem fare. Se,« sagde han og pustede til en Spindelvævstraad »Se, nu er de alt fløjet.« Men hun lod sig ikke skuffe, men sagde: »De har jo af og til været min Lærer. Nu, saa lad mig ogsaa lære Deres Verden at kende Just fordi jeg er en ukyndig i den.« Salomon sagde: »De forlanger meget af mig. Men hvis De kunde se gennem Taagen, kunde De se min Verden paa den anden Side. Derude strækker sig en nøgen og sort Hede uden Grænser. Og oven over Heden er der det tykkeste Mørke, saa langt Synet naar. Men læg blot Mærke til, at dette Mørke er den virkelige Verden, og den Verden, vi lever i til daglig, kun er Drømme og Bedrag. Thi paa Heden ligger Menneskene og drømmer, og i Drømmens Verden tror de, at de lever. Somme drømmer om Elskov og andre om Hæder, og atter andre drømmer Fuldkommenhedens Drøm. Men naar Drømmen er skønnest, bliver den sovende urolig, og han rører sig og aabner sine Øjne, og da ser han den Verden, som er, som er bundet i Mørkets Trældom. Han ser det og græder som et Barn, der er ladt alene i et mørkt Værelse; men de andre, som sover, hører ham græde, og det lyder i deres Drømme som søde Toner.«

»Men hvad ser De mer,« sagde Frøken Prosa, »ser De ikke en Lysning bag ved Mørket igen?«

»Jo, i Drømmen,« sagde Salomon, »men ikke, idet jeg vaagner af Drømmen.«

125

»Ak, jeg er vist meget dum. Ved De, hvordan jeg har det? Men De maa ikke gøre Nar af mig,« sagde hun og saa helt alvorlig paa ham. »Om Aftenen, naar jeg lukker Øjnene, og Tankerne glider bort, saa drømmer jeg endnu som en lille Pige, ved De hvorom? Om Engle med hvide Vinger og gyldne Glorier og om blege, alvorlige Ansigter og om andre Ansigter med straalende Smil. Men det regner De vist for barnagtigt.«

»Det var det skønneste Eventyr,« svarede Salomon. »En Mand, der nu er død, drømte det først Englene vaagede over Jorden og alle dens Børn og bar Bud fra Jorden til de andre Stjerner, og Michael stod Vagt i den blaa Rustning imod den røde Drage. Og inderst i Livets Tempel der var et Væld af Lys. Saaledes drømte han. Og ved De, hvordan det siden gik ham?«

»Nej. Hvem? Nej, jeg ved ikke.«

»De kan læse det i Deres Testamente. Da den sjette Time var kommet, blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time. Og ved den niende Time raabte han med høj Røst: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!« Da slukkedes Lyset, han vaagnede af Drømmen, og saaledes døde han midt i det store Mørke, som De selv kan læse Dem til.«

Men i det samme saa Salomon paa Prosa og saa, at hun var forlegen og stod hjælpeløs imellem sin uskyldige Ortodoksi og Salomons Visdom uden at kunne forlige dem, og han forstod, at han dog havde talt for meget. Derfor sprang han i en Fart op fra Bænken og sagde: »Men undskyld, at jeg plager Dem med sligt. Behold kun det Letsind, som skaber Eventyret, og lad Dem ikke anfægte af mig. Kom, lad os gaa rundt i Haven og se paa Morgenens letsindige Pragt og høre paa Droslernes blødagtige Vise.«

Og nu vil man forstaa, hvor Stæremosegaard egentlig var beliggende. I Søndenvindens Land laa det, i det lykkelige Arkadien, I dette Land har alle Blomsterne Røst, der kan enhver forstaa Fuglenes Sang, og Solen og Maanen danser over Himlen som Elsker og Elskerinde, og Nat og Dag er ikke som her i Danmark inddelt i regelmæssige Minutter, men i salige Aandedrag. Der staar Solen op, naar Phyllis vaagner, og den bryder frem af Skyerne, naar Phyllis træder ud i Haven, og naar hun udstrækker sin Haand, kommer der en Sølvtaage over det ganske Land, saa ingen ser, hvor hun og Damon taler sammen; men naar de rejser sig og træder ud af Taagen, da kommer Morgenbrisen 126 netop i rette Tid til at drive de hvide Skygger hjem og vise dem den friske Morgenrøde, og Morgenen skinner i deres Øjne, og de drikker Morgenluften som en Drik, der baade forfrisker og beruser.

De gik ad Stien langs Søen. Der var mathvide og staalgraa Toner i Vandet, som senere blev rosenrøde. Og Droslen fløjtede. Heller ikke den kan sove i de lyse Nætter, men maa aarle op og kvæde sin Elskedes Pris. Og Morgenrøden foldede sig ud foran dem og blev dybere og hedere i Farverne og begyndte at kantes med Guld Da begyndte Lærken at slaa Triller og Gøgen at kukke, og alt gik efter en Snor, som Nis Puk havde ordnet det i Forvejen. Alle Toner samlede sig til en Lovsang og alle Farver til et mangelødigt Tempel. Og det blev klart for Prosa og Salomon, at Nis Puk stod i en højere Herres Tjeneste, eller maaske var han selv Mester Eros. Men Nis Puk havde gjort Regning uden Stærene. Der kom de med eet brusende op af Rørene som et helt Fyrværkeri, og hen over de to fløj Skyen frem og tilbage for rigtig at tage Maal af dem, og Knebberen gik som et ilde Varsel. Salomon hørte dem sige til hinanden, at dette var en Skandale og stridende mod al Moral, og skulde de forenede Stære, som dog var de egentlige Herrer paa Gaarden, finde sig i saadant noget?

Saaledes var det, at Salomon kom til den Overbevisning, at Højsangen var skrevet efter Prædikerens Taler.

Gerne vilde jeg følge med Salomon Skridt for Skridt og fortælle alt, hvad der blev sagt og ikke blev sagt

Men disse Dage svandt for Salomon som en eneste Drøm, en letsindig og sød Drøm, og paa Drømmes Vis stod den siden hen for hans Erindring i et Skær af den forgangne Tids Trylleri; men vilde han se for nøje paa Mindet, da løste det sig op i Taager som et Fata Morgana, og derfor kan den gamle Salomon ikke gøre Rede for, hvordan unge Salomon var.

Jeg har nogle beskrevne Blade, nogle visne Blomster og andre Snurrepiberier tilbage, det er alt. Dog stundom, naar jeg slet ikke tænker paa noget som helst og ser ud af Vinduet efter ingenting, kan Trylleriet komme flyvende igennem Stuen, men inden jeg faar Tid til at spørge det rigtig ud, er det borte igen, inden Øjet har faaet Tid til at blinke.

Hvis jeg husker ret, da var han somme Tider munter og somme Tider melankolsk. Og somme Tider forargede han sig over sig selv, 127 som satte sin Værdighed over Styr i Kærestetosseri, og somme Tider bøjede han ydmygt sit Hoved og tog imod den Naade, der blev ham til Del uforskyldt. Og Prosa lo og dansede over Græsplænen som Aurora over Himlen. Da lo han selv og skæmtede, som om Jorden og Himlen og alle Stjernerne var hans. Men bagefter kunde han bebrejde sig selv, at han kunde le i en Verden, hvor ret var vrangt, og lyst var mørkt. Og naar han traf hende igen, foresatte han sig at skrifte for hende og tale som den Schopenhauer, han var. Dog, hvo kan være Filosof over for et Par Øjne, ligegyldig af hvilken Farve, hvori man ser Morgenrødens Skær spejle sig? Og var han taktløs nok til at gøre Forsøget, da mødte ham straks det haabløse og forlegne Udtryk, som han ikke turde udfordre. Saa sadlede han fluks om, satte sig paa den høje Hest, som gaar over Land og Vand, over Bjærg og Dal, og rev alle hendes Tanker med sig i Fantasiens raske Flugt, og i Stedet for at klage over den store Moder, den grusomme og meningsløse Moder Natur, lovpriste han den lille Eros.

Saaledes holdt han, om jeg saa maa sige, Søndag herude hver Dag, levede i Idyllen, saa længe den kunde holde, og tænkte ikke paa den Dag i Morgen. Det var vist omtrent saaledes, han bar sig ad, hvis man overhovedet kan tale om, at han bar sig ad eller gjorde noget andet end lade sig drive af Strømmen. Jeg slutter det bl a. af en Vadskeseddel, hvorpaa der paa Forsiden staar: betalt 2 Kroner 5 Øre, Mathilde Andersen, og paa Bagsiden følgende: »Idyllen er Opgaven, ikke Teateridyllen, men Livets virkelige Idyl, som jeg nu skal beskrive. Ude paa Verdenshavet er der et ensomt Skib. Det driver for Vind og Vover. Omkring det driver druknede Lig. Der er kun to Mennesker om Bord, en Mand og en Kvinde. Vandet stiger i Lasten og skvulper mod Plankerne under deres Fødder, og de staar Mund mod Mund og Favn mod Favn. Stormen hyler om Skibet, og den næste Styrtesø vil slaa de møre Planker fra hinanden, men de stirrer i hinandens Øjne, og Saligheden risler dem igennem i et Kys. Det er den ægte, sandfærdige Idyl.« Og nedenunder staar der: »Ak, Eros, Eros! Du er en haard Hals at have at gøre med Jeg knækker min Kaarde og raaber: Pardon, Pardon, Eros!«

Og endnu tror jeg, naar blot Solsorten fløjter rigtig bravt uden for Vinduet, at jeg kunde deklinere Eros saa godt som Ung-Salomon, skønt det nu bliver udelukkende til min egen Opbyggelse, og skønt jeg for saa vidt kun er en Thyrsossvinger og ikke en i Sandhed begejstret 128 Dog, skønt jeg ikke selv er en af hans hellige, anser jeg ham i Sandhed for en af Jordens mægtigste Guder, og ikke lader jeg mig forlede af min egen Lyde til at foragte ham.

Alle Mennesker har jo hørt Fortællingen om Guden, der fødes som Menneske. Den findes i alle Østerlandets Myter. Denne Gud, som Hinduerne kalder Krischna, hans sande Navn er Eros.

Jeg mindes fra en lille Bog, jeg lærte efter som Barn, at jeg der læste om Beviserne for en saadan Guds Guddommelighed. Og der blev da anført tre: 1) Miraklerne, 2) sanddru og paalidelige Mænds Vidnesbyrd, 3) det indre Vidnesbyrd, Gudens Stemme i Hjertet Men alle disse Beviser har vi for Eros' Vedkommende. Hvo forvandler Kærlighed og Kildevand til Kærlighed og gylden Vin? Ingen uden Eros. Ja, han gør stumme talende, han gør Dødbidere levende, ja, han præker endog Evangeliet for de fattige og uden Honorar. Og Vidnesbyrd har vi jo i Tusindtal med klingende Rim af gode og forfarne Vidner, lige fra Anakreon til Heinrich Heine. Men det tredje Bevis, Gudens Stemme i Hjertet, derom vil jeg bede enhver fritte i sin egen Barm.

Og at denne Eros bliver Menneske, det er ganske vist et Mysterium, som gaar over al Forstand, men det er dog Tilfældet. Ikke i det ydre kommer han, men i Sjælen stiger han ned som et underligt, uroligt Liv. Og som en Gud styrer han hele Jordens Folkekirke og følger med Mennesket fra Vuggen til Graven. For det første er det egentlig ham, der er Mester for, at Barnet kommer til Verden, og han glemmer ikke den lille Pige og den lille Dreng, men kommer forklædt som en lille Engel til dem i deres Drømme. Og i den grønne Ungdom saa gaar man til Præsten, ja, det siger man, men det er til Eros, man gaar, og det er i hans Tro, man konfirmeres paa Kirkegulvet. Drengen staar nok for sig og Pigen for sig, men de skotter til hinanden og rødmer. Og nu ved Brylluppet, der maa det være klart for enhver upartisk Tilskuer, at det er Eros, som holder den rette Vielsestale. Mens Præsten taler paa det bedste, hvisker den Skælm sin Præken i Bruds og Brudgoms Øren, og naar den velærværdige Mand bagefter gratulerer dem og siger ved sig selv: »Den Tale var ikke ilde! Se kun, hvor de er rørte,« saa er det Eros og Eros alene, der har rørt dem, og for at lytte til ham har de ikke hørt et Ord af, hvad den velærværdige Mand talte.

129

Fremdeles har Eros sine to Sakramenter, og uden disse to Sakramenter, kan man trygt sige, vilde Verden ikke bestaa.

Eros har sin Nadver; det er selve Besiddelsens Salighed, som oplever en Evighed i den Tid, et Glas Vand bruger til at løbe ud Helligbrøde bliver det at tale derom for den indviede.

Og Eros har sin Daab, som indvier i Mysteriet, og som er lig den Salve, vi kender fra Eventyret, der lægges paa Øjet, og straks ser man Vidunderet midt i Dagligdagsheden. Denne Salve lægges ikke paa Øjet, men blødt og balsamisk paa Munden. Ja, Kysset er Eros' Daab, og ved en hellig Tradition forplantes den gennem Slægterne, idet Hemmeligheden ordløst gaar fra Mund til Mund Men vogt eder for at modtage den uværdigt Thi Kysset er ikke blot Kys alene, men Eros, som er i Kysset og forener sig med Kysset, og kysser I uden Eros, bliver det blot et Smask og ikke andet. Som en Søvngænger gaar Ungdommen tryg langs Eros' Afgrund

Da vækker et Kys den, og den vaagner op, og med eet bliver den seende og ser, at Livet er dybt som Havet Den skælver, svimler og ved ikke, om den skal vove Springet ned i Afgrunden eller ej.

Og meget mere kunde der endnu siges om Eros. Thi det er ham, der har ordnet denne Verden ud af det oprindelige Kaos. Det er ham, der har skabt Mennesket og alle Dyr og Planter, som er, og endnu holder han alt levende ved lige, og hvis Empedokles har Ret, er det ogsaa ham, der regerer over Atomerne. Dog, lad det være, hvad det er - sikkert er det, at han er en af de mægtigste Guder, og en af Livets største Ulykker er det sikkert at forarge sig paa Eros. Nej, alle, baade de, som dyrker ham i Gerningen, og de andre, bør ære ham og ikke paa Puritanervis gøre sig gnavne over hans Magt

Højsommeren er forbi, de lyse Nætters Tid er forbi. Høstakkene staar paa Marken, og Gøgen er rejst Den lumre Eftersommer regerer nu, og Solen staar i den graadige Løves Tegn. Høsten er ved at begynde, og Husmoderen paa Landet mærker, at Folkenes Fordringer til 01 og Mad stiger. Nu tørrer Vældene ud, og Fuglesangen hører op. Bøgeskoven bliver mørk og Skovbunden blomsterløs. Sommernattens blide og spøgefulde Trylleri er forbi. Karlen lader sig ikke længer stille tilfreds med et Kys af sin Pige. Han lokker hende med sig ind i det lumre Kammer, og de nyder deres Elskov som en tung og hed, søvndyssende Drik efter en lang og hed Arbejdsdag og falder i en dyb og mat Søvn ved hinandens Side i den mørke Nat

130

Salomon er ikke mere paa Stæremosegaard, men er hjemme i den lille Stad

Det synes ham, som om en Evighed er gaaet, siden han var der sidst, og dog er her alt ved det gamle. Høkeren staar henne paa Hjørnet uden for sin Butik og fløjter efter Kunder, og Dyrlægen kører gennem Gaden, som om han havde stjaalet baade Hest og Vogn.

Kun een Ting har forandret sig, Kæmneren er syg og - har kaldt Salomon hjem. Kæmneren er endogsaa meget daarlig, han har Døden i sig et eller andet Sted, i Nyrerne, Hjertet eller Maven og kan næppe røre sig eller tale. Salomon passer Forretningen for ham.

Salomon og Prosa skriver til hinanden, ikke lange Udgydelser med alt tilhørende Omsvøb; smaa, korte Billetter, stærke og duftende som Rosenolie og destillerede ud af Ugens Betragtninger.

Og idet han genoptager sin Dagbog, fyldes den med kostelige Sentenser, som han skriver ned med rolig Haand og stor Skrift med den fulde Følelse af det Ansvar, han har for, at hver Sætning bliver den værdig, som han skriver for.

Og forunderlig nok, her, hvor han har Prosa paa Afstand, er det, som om hans Følelse bliver klarere og rigere, saaledes som man siger, at visse Operaer høres bedst derude, hvor Logekonen staar.

Paa samme Maade skinner det røde og grønne Billede paa Sæbeboblen klarest i det sidste Øjeblik, som gaar forud for det, hvori den løser sig op i Dunst.

Saaledes skriver Salomon i sin Dagbog:

»Ingen, ikke engang Jupiter, har Magt til at tage Solen bort af Himlen, og ingen kan tage dit Billede ud af min Sjæl.

Jeg falder hurtig i Søvn om Aftenen for at drømme om dig.

Om Morgenen vaagner jeg ganske tidlig for at tænke paa dig, mens der er stille.

Hvordan har jeg levet før? Som en, der vil aande i et tomt Rum.

Hvor yndefuld staar du ikke i mine Drømme. Ynden er Legemets Poesi. Der er en Folkevises Rytme i din Gang.

Skønheden falmer en Gang, men en Kvinde kan blive yndigere med Aarene. Dog er dette vanskeligt, og alle Kunstgreb med Massage og Sminke gør det ikke af. Ynde kan ikke købes for Penge saa lidt som den Helligaand.

Jeg sidder og læser i en Elementarbogs løsrevne Sætninger, og de forekommer mig at indeholde en dyb og forborgen Sandhed: »Jeg 131 vil plukke en Rose af det Træ, der staar i mit Bed« - staar der at læse. - »Hun har forseglet alle Brevene med rødt Lak«. -Ja, der kan være Musik i en enkelt Glose, naar Øret er stemt paa den rette Tone.

Jeg kunde lide at skrive et Brevkort til dig, og jeg kunde lide at overmale det med et Netværk af lutter smaa »Feinsliebchen«, »Feinsliebchen«, som tog hinanden ved Haanden og legede Tagfat hen over Papiret. Som Tallene staar som Undergrund paa en Pengeseddel, skulde de flette sig ind i hinanden og staa dæmpet og smaat, saa ikke enhver opdagede dem, og saa vilde jeg skrive noget ret dagligdags derpaa, det mest almindelige jeg kunde hitte paa.

Tal ikke for højt om det, du elsker. Du skal være stille derom.

Jeg havde klædt mig i en Isskorpe og spændt et Harnisk om hver Rørelse i min Sjæl. Da vældede det op i mig, at mit Livsblod sprængte sine Baner. En Dødens Angest greb mig, og jeg troede, det var Livet, som svandt. Men da jeg kom til mig selv, stod jeg i Foraarsflor. Natteduggen laa paa grønne Blade, og jeg turde ikke røre mig.

Hver Morgen tæller jeg nye Blade i min Sjæl.

Jeg var som Antæus. Hver Gang jeg blev kastet til Jorden, sprang jeg op med fordoblet Styrke og fordoblet Harme, indtil et Menneske rejste mig op og sagde: »Du er min Glæde«. Da blev mit Sind blidt.

Vil du ret ydmyge et Menneske, da skal du ikke træde ham under Fødder. Intet gør et Menneske stoltere. Men du skal hilse ham med dit lykkeligste Smil og kalde ham din Hjertelskede. Da ydmyges han af den store Følelse, der ikke kan rummes i hans Sjæl.

Det er ligesaa med Akset. Det golde Aks bærer sit Hoved højt, men naar Akset bliver fuldt, lærer det at bøje sit Hoved

Ydmyg .dig, ydmyg dig, Salomon, dog ikke for den, der gør Fordring derpaa, som Farisæeren. Ydmyg dig for den, som ydmyger sig for dig. Du er aldrig saa dybt, at du jo kan komme dybere.

Jeg frygter for, at jeg bar paa et Hovmod, der var uden Grænse. Men aldrig skulde og aldrig skal Farisæerne overbevise mig derom, de, som i deres Hovmod raaber paa Ydmyghed Du Hykler, vær først ydmyg selv.

Naar du spejler dig i et klart og rent Spejl, og du opdager en Plet i dit Ansigt, vadsker du den af Og naar du spejler dig i et klart og rent Ansigt - -

Du skal have dig en Helligdom, hvor ingen anden kommer. Du skal have bygget den en Sten højere hver Dag i dine unge Aar, og 132 den skal være smykket med al din Tankes Lys og fyldt med al dit Hjertes Varme. Paa Altertavlen skal der være malet et aarvaagent Øje. Et saadant altskuende Øje er den Samvittighed, som dit Liv har formet Der skal hænge Billeder af dine Helgener, Kætterne, de ensomme, dem, som Verden kaldte Fornægtere. Der skal du ogsaa have dig et Billede af den hellige Jomfru. Er ikke enhver Elskovsdrøm et Billede af hende? Lad Klogskaben kun give sit Ord med og pege paa, at Billedet har sine Fejl. Det har jo alle Billeder i vor Verden. I raaber altid paa Moral og Moral. Der skal ikke være anden Moral end den at tilgive.

Jeg hører hjemme mellem Kain og Judas og ikke blandt Farisæerne. Hos Synderne føler jeg mig hjemme. Men hører jeg et godt Menneske moralisere for et andet, stivner mit Hjerte ved den døde Kulde i hans Ord

Drankerne og den forlorne Søn og den, der har myrdet et Menneske, i dem genfinder du dig selv. Fordi du ikke kender dig selv, regner du dig for en anden Race; men hvis du har Mod og Kløgt dertil, skal du stige ned i dig selv som Thesevs i Labyrinten. Da vil du se Vilddyret lure paa Bunden af din Sjæls Krinkelgange, og du vil fra den Dag aflade Moralen fare.

Alt er der maaske Raad for. Man har set Drankere omvende sig, og man har set letsindige Mennesker blive fornuftige og Løgnere blive sanddru. Men een Ting ved jeg ikke, om der er Raad for, Farisæernes Hovmod, som præker Moral for Synderne. Det er en Sygdom, som er den farligste af alle. Thi den tager Lægemidlet bort, Sansen for Sandheden tager den bort.

Hvo, der søger hovmodig sin egen Ære, han er ikke bedre faren end den ungariske Digter, der forelskede sig i en ung Piges Lig.

Jeg er selv et vildt Mørke, men der gaar en Sol op i mig, hver Gang jeg besinder mig paa, at jeg har dig kær.

Somme Tider tror jeg, at jeg ikke længer holder af dig, og da bliver der mørkt om mig som i en Ligkiste. Jus t derfor tror jeg, at jeg holder af dig.

Thi alting er dødt og tomt for den, som har smagt af Kundskabens Træ. Ja, Vismanden gaar i et ravende Mørke, og saaledes gaar vi alle. Men der tændes en Fakkel i Mørket, naar to Sjæle holder Bryllup.

Du kender ikke en Tiendedel af, hvad jeg kender. Og naar du vil sige noget, er du nødt til at ty til mig, for at jeg kan forklare dig dine 133 Tanker. Og dog lærer jeg mere af dig end du af mig. Jeg lærer af dig at smile.

Før havde jeg det saadan, at alle smukke Ord smuldrede i min Mund. Naar nogen da nævnede Ordet Kærlighed, haanlo jeg i min Tavshed Men se, nu er dette Ord blevet mig en levende Virkelighed, og jeg undser mig ikke længer ved at tage det i min Mund

Hver af os gaar fallit i Livet, og vor Formue bliver en Dag til Regnepenge. Vil du være tryg, da assurer dig i en andens Kærlighed Da skal du faa en mild Alderdom, var din Ungdom end brændende.

Thi alt er Bedrag. Glæden er Gift Videnskaben er tomme Ord Moral er Hovmod Religion er Falskneri. Alt er Bedrag og Tomhed og Smerte, kun eet er og bliver evindelig. Det er det, hvis Navn min Tunge endnu er uvant med at nævne.

Alle er vi syge og trænger til Trøst Vi lever ikke hver for sig, men vi lever i hverandre.

Jeg føler mig ligesom Raskolnikov, og jeg drømmer, at jeg gaar ud paa en Korsvej og kaster mig til Jorden og siger: Tilgiver mig, I gode Mennesker. Tilgiver mig for Kristi Skyld Thi jeg har begaaet en svær Synd Jeg har levet i mange Aar uden at have noget Menneske kær, og i al den Tid har jeg i mit Sind været som en Manddraber.

Kærligheden er som Ilden, den tænder altid anden Ild Er Lynilden engang kommet ned fra Himlen og plejes af et Menneske, saa henter hans Nabo Ild hos ham. Til sidst faar den hele Landsby Ild fra den ene Arne, og dog er Ilden endnu der, hvor de hentede den først Hvem forstaar det?

Det er ligesom Diastasen, den omdanner al Urten og er dog ikke omdannet selv.

Dyd og Moral og Pligt og Ære er alle meget gode, naar der er Valuta for dem. De er Seddelpenge, og den, som udsteder dem, siger dermed, at han har Guld for deres paalydende Værdi Men har han ikke det, er det Falskmøntneri, og det er en Forbrydelse at lade dem cirkulere.

Som Guldet giver alle andre Penge deres Værdi, saadan giver Medfølelsen i Hjertet Gerningen sin Værdi.

Du underlige Menneske fra Jødeland! Du er mig som et levende Menneske, der følger mig. Ikke mystisk siger jeg dette, men med den simpleste og tydeligste Mening. Hver Gang jeg vokser, vokser min Forstaaelse af dig, og jeg genfinder mine Erfaringer i dine Ord Saaledes 134 ogsaa nu. Du var i Sandhed den store Om vurderer af al Værdi Du gav Lovtrældommen Afsked og lærte Menneskene at lide med dern, der lider.

Jeg solgte Verden og min Arvepart i den og købte mig derfor en Verden i mig selv. Inderligheden blev mit Haandværk, og jeg blev dygtig i al Tankens Lidenskab, Stemningens Finhed og Afgørelsens Voldsomhed Jeg trak mig ind som et Dyr i min Skal. Men i min Sjæl trak sig Øjeblikkene paa Traad som Blodsdraaber og Guldperler. Og nu er der en Røst i mig, som raaber: Riv Perlebaandet sønder og kast det ud Byd til Gæstebud paa din Sjæls Hemmelighed Sæt din Lampe i Vinduet. Varm og lys. Udad! Udad! Glem dig selv.«

Saaledes skrev Salomon hin Unge, maaske lidt sværmerisk, maaske hist og her en lille Smule opstyltet. Nu, det være ham tilgivet Det hører Ungdommen til at sværme, og idet en ny Følelse bryder igennem, da kæmper den med sig selv for at finde Form og Ord, og oftest vælger den først det store, romantiske Udtryk, og uden dette, mener den, kan den ikke høre sine egne Vingers Flugt Men se, som Tiden gaar, lærer den samme Følelse at tage til Takke med denne Verdens dagligdags Sprog og bliver stilfærdig og huslig, en flittig Tjenerinde i Sjælens daglige Husholdning. Dog skal den ikke glemme sin første sværmende Flugt, men altid smilende lytte efter de stærke Ord, den en Gang klædte sig i.

Det var en underlig Tilværelse, Salomon førte i den lille Stad Nu laa Kæmneren syg i det Kile Værelse, hvor Søster en Gang havde ligget, og saa paa Salomon med Dødens store Øjne. Forunderligt, hvor Tiden gik, og hvor længe det var siden, at denne Mand var Salomons Afgud og Salomons Skræk.

Han havde i de sidste Aar saa at sige ikke lagt Mærke til Kæmneren. Vel havde han været i Staden i Ferierne af og til, men han havde holdt sig for sig selv og holdt Kæmneren paa Afstand med en vis uangribelig, kølig Korrekthed Hvad havde de to Mennesker ogsaa kunnet tale sammen orn. De forstod jo ikke engang hinandens Sprog. Men nu over for den døende Mand var Sagen en anden.

Døden stifter Fred Den er den store Forligsmægler. Og velgørende var den Tavshed, der fulgte med den syges Svaghed og derfor ikke havde noget pinligt ved sig. Salomon lavede ikke nogen stor Forsoningsfest, han led ikke disse dramatiske Scener, heller ikke for han op og ned som en Høne, der skal lægge Æg og ikke ved hvor, for 135 at være saadan hvad man kalder kærlig i daglig Tale. Han talte fornuftigt med den syge som med et Barn, fik ham til at slaa sig til Ro, spise sin Mad og tage sin Medicin, og som en klog Doktor sørgede han for at holde sig selv i lidt Respekt til den syges eget Bedste. Kun een Ting rørte endnu ved Kæmnerens Sjæl. Det var hans hellige Bøger, de kommunale Regnskaber. I Begyndelsen havde han af og til været opfarende og klaget over, at Staden kunde ikke staa uden ham, men da Salomon havde vist ham, hvor pyntelig og sirlig han førte alt ind, og at han satte Prik over alle ferne og Streg over alle t'erne, var Kæmnerens Sjæl faldet til Ro. Og nu sad Salomon i Kontoret med Døren aaben til Sygeværelset og lod Pennen rigtig skratte, for at Kæmneren skulde høre det og faa Fred i sin Sjæl.

Men ved Solnedgang, naar den syge var faldet i Søvn, steg Salomon som en anden Mufti op i sin Minaret, det lille Kvistkammer, hvor han havde læst Lektier som Barn, og stirrede ud over Staden. Og da lagde han den kommunale Journal paa Hylden og fremdrog den private og indførte deri sin Hymne til Mademoiselle og den evige Eros.

Men ak, Mennesket er aldrig helt konsekvent. Her havde nu Salomon aflagt det Hemmelighedskræmmeri, han havde haft for med sin Dagbog i den Tid, da han skammede sig over, hvad der stod i den, og gemte den hen, saa snart han havde brugt den. Her havde han nu faaet sig en officiel Dagbog i Guldsnit, og man skulde tro, at naar man vidste, hvad der stod i den, vidste man fuld Besked om Salomons Indvendinger; men Salomon var altid en indviklet Person, og han havde nu konstrueret sig et Slags dobbelt Bogholderi, en dobbelt Dagbog som de to, Kolumbus førte: en hemmelig med Sandheden i, en officiel med idealiserede Dagsrejser. Der findes nogle løse Lapper fra den Tid, og der har Piben en anden Lyd Heller ikke er de kalligrafisk udført, men kastet hen over Papiret med nogle Streger som Lyn og Torden.

»Hvad er det, der skriger i min Sjæl«, staar der, »hvad er det for en hemmelig Angest i min Sjæl? Jeg er jo lykkelig.«

»Hvad er det for en Røst, som siger: Dybere ned, dybere ned, Salomon! Du har endnu langt tilbage!«

»Undertiden tror jeg, at jeg ikke mere bryder mig om dig, og da bliver der mørkt om mig som i en Ligkiste.«

»Ak, Efteraaret er ikke en Tid at elske paa. Stormen raaber: Alt forgaar! 136 Tungsindet ruger i Natten. Ingen Nat er saa mørk som Efteraarets. Sommernatten har Lys i sig selv, og Vinteren har Stjerner.«

»Jeg ved, hvad der er i Vejen med mig, og hvorfor jeg synder imod Sommerens Minde ved at være tungsindig. Det er Stadens mørke Luft, der hænger over mig. Det er Drengeaarenes Minde, der falder over mig og vil kvæle mig.«

»Ak, og Mindet fra i Sommer rykker hastig langt bort fra mig, som Mindet om store og sjældne Ting gør. Hvor er den nu henne, den Sommernat i Laurbærlunden paa Lyksalighedens Øer?«

»Jeg ved, hvad jeg vil gøre, jeg vil drage paa Pilgrimsfart og gøre Bod Jeg vil vandre til min Elskedes Hus og synge for hendes Dør som en Pebling. Og naar hun lader mig ind, vil jeg lægge mit Hoved i hendes Skød og bekende min Synd for hende, at jeg er mod i Hu, at jeg ikke skønner nok paa hendes Kærlighed Da vil hun lægge sine Hænder paa mit Hoved og tilsige mig Syndsforladelse, og da vil den onde Aand fare ud af mig.«

»Nu ved jeg, hvorledes Højsangen er blevet til. En Mand, som ikke havde digtet Prædikerens Bog, kunde ikke have digtet Højsangen; men Prædikeren kunde det, da han var blevet helbredet for sin Sygdom ved en Jomfrus røde Mund og hvide Barm.

Men først skulde han være Prædiker i mange Aar, for at Musikken i hans Sjæl kunde opspares til Højsangen.«

Og i sin Ensomhed tumlede Salomon med dette Problem, indtil det samlede sig til et Digt, som formede sig Dag efter Dag og faldt af sig selv paa hans Mund ligesom de Digte, der blev sunget, før Skrivekunsten blev opfundet.

Men en Aften tog han sig for at føre det i Pennen og gik som til en Fest til det store Værk. Han skrev og skrev med stor Flid

Undertiden løb Tiden fra ham ved en enkelt Sætning, som han ikke kunde faa srnuk nok Undertiden faldt Ordene afsig selv til Rette paa Papiret, og han skrev som i Drømme, som en, der var inspireret af den Helligaand

137

Kong Salomon.

I.

Vær hilset, du brune Pige! Hvorfor vogter du dine Geder saa alene? Du er dog ung.

»Intet Blik har endnu faaet mig til at rødme, og ingen Mand har snoet sin Arm om min Ryg.«

II.

Kvinder har jeg endog elsket indtil den tredje Maaned.

»Gak bort, Vandringsmand Ser dig Hyrden, min Fader, vil han vredes, fordi jeg taler rned en fremmed«

Dine Ord svarer mine, men dine Øjne er hos dine Geder.

»Fred med dig, Vandringsmand Nu danser jeg hjem med mine Geder.«

Fred med dig, brune Pige. Løb over de grønne Høje som den letteste af din Hjord

III.

Nu kommer Kvældens Time, og Solen hænger i Himmelkanten som en Blodorange.

»Nu bræger Gederne efter Stalden, og min Fader længes efter sin Nadver.«

Der er en Tid til at arbejde og en Tid til at elske. Nu kommer Natten.

»Jeg kunde ikke sove i Nat, men stirrede ud af den aabne Dør. Der stod et Æbletræ i hvide Klæder, og hvide Dun faldt fra det.«

Nu er her stille. Jeg hører dit Aandedrag i Stilheden.

»Jeg rækker min Haand bagud Tag den i din og følg mig, saa du ikke ser mig rødme.«

Kære, hvor fører du mig hen?

138

»Jeg fører dig til min Faders Vingaard Der er et Tempel af Cedere. Der vil jeg skænke dig min Kærlighed Der skal dine Næsebor fyldes af Æbletræets Duft«

Min Sjæl fyldes af den Duft, der udgaar fra din Tale. Dine Ord er snehvide som et Æbletræ i Blomst

IV.

»Nu bliver Cedrene sorte, og Cikaderne tier. Nu sværmer Aftenbakkeme og de laadne Sommerfugle.«

»Jeg ser ikke dit Øje, men jeg hører din Tale. Naar Cikaderne synger, er der ikke saa blid en Klang i din Røst«

»Min Fader har bygget et Gærde, for at de smaa Ræve ikke skal forstyrre Vingaardens Fred Her kan vi sove, og ingen kan forstyrre os. Nu falder Natten sammen om os som et mørkt Vand Jeg kan ikke se dit Ansigt Men Æbletræet straaler som en hvid Sky.«

»Nu er der Fred i Vinhaven, min inderlig kære.«

V.

Giv mig ikke Æbler og Druer, men giv mig din Kærlighed!

Dit Haar er rødbrunt som Vinstokkens unge Skud Det er en dejlig Farve.

Dine Øjne er som brune Stjerner. Jeg kan ikke sammenligne dem med nogen Ædelsten; thi der er ingen, der har den Farve.

Din Kind er et Rosenbed Midt i det har en Lærke bygget sin Rede.

Dine Tænder er Gærdet om Vingaarden. Hvert Ord af din Mund tager jeg som søde Druer.

Dit Bryst er bygget af to Templer. Jeg skælver, naar min Mund rører din Barm. Din Bug er et Vidunder og er skabt til at undfange et Kongebarn. Dit Legeme er dejligt Al en Kvindes Dejlighed i sit Foraar, og du elsker mig.

139

VI.

»Nu er Cedrene sorte, og Natten lægger sig om os som en Sky.«

»Jeg er glad ved, at du ikke kan se min Hæslighed. Jeg er glad ved, at Natten dølger mig.«

»Mine Arme er ganske magre, jeg lægger dem bag min Ryg, at du ikke skal se dem.«

»Mine Hænder har haard Hud, derfor vil jeg ikke tage dig i Haanden.«

»Mine Kinder er fregnede, og deres Hud ligner et Dyrs Skind Mit Haar er graat som mine Geders.«

»Min Arm er saa mager. Jeg undser mig ved at lægge den om din Hals.«

»Mit Bryst er min Skændsel og er ikke et Kys værd«

»Jeg er en fattig Hyrdepige og har ikke andet at prale af, end at jeg elsker dig.«

VII.

Dine Hænder er haarde, men ingen tager mig saa blødt i Haanden som du.

De smykkede Kvinder i Staden, der lærer Elskoven som en Kunst, kan ikke tage mig saa blødt i Haanden som du.

Jeg bad om en Drue og fik et Æble. Jeg bad om et skønt Legeme og fik en yndig Sjæl.

Nu ved jeg, hvorfor du er saa blød i din Haand; fordi dit Hjerte er i din Haand, naar jeg tager den.

Dit Bryst er et hvidt Tempel, og i det er en hvid Sjæl. Din Sjæl er som Æbleblomstens Blade.

Nu aander jeg Æbleblomsternes Duft for Søndenvinden. Hvert af dine Ord er duftende.

140

VIII.

»Jeg vidste, du vilde komme, min Elskede. Jeg vidste, det var derfor, Fuglene sang.«

Jeg har et Halsbaand til dig, som jeg købte i en Bod for en Sølvpenge. Maa det smykkes med at hænges om din Hals?

»Du giver mig et Perlebaand af Vanddraaber, men jeg vil kun have en Drik af din Mund«

Jeg bringer dig en Rubin, der skinner som rød Vin. Det er kun en ringe Gave.

»Jeg vil ingen Ædelsten have, men jeg vil have Sødme af din Sjæl.«

IX

»Hvem er du, og hvorfra kommer du? Du kommer til mig som Søndenvinden, som en Gaade.«

Jeg er en rig Købmand Fyrretyve Kameler bringer Kostbarheder til mig fra Indien. Jeg har Ædelstene fra Ofir i min Bod Faa er saa lykkelige som jeg.

»Du skjuler noget for mig, hvem er du?«

Jeg er en Folkesanger. Kongen iskænker mig Druens Vin, og jeg skænker for ham min Sangs Vin. Kommer jeg i en Gade, bliver der Jubel mellem Børnene, som leger.

»Hvem er du, og hvorfra kommer du? Jeg ved intet om dig uden vor Elskov.«

Jeg er den, som siger Bønner frem for Guds Ansigt Jeg er hans Præst, som er, og kender Guds Raad Han har Kærlighed til mig. Derfor er jeg lykkelig.

»Hvem er din Moder, og hvad er dit Navn? Dit Liv ligger for mig i en dyb Sø. Jeg kender dig ikke.«

Jeg er Salomon, din Konge, Israels Vældige, Guds Udkaarne. Nu ved du, hvem jeg er, og hvor stærk din Elsker er. Nu kan du dele min Lykke og fryde dig.

141

»Hvem er Salomon? Hvad ved jeg om Kongen? Hvad taler Kongen i sit Lønkammer?«

X.

Hvad Tid paa Natten er det, min Elskede?

»Det er paa den Tid, da Dæmringen kryber ind ad Dørsprækken, og Hanen ryster sine Vinger.«

Æbletræet staar i Blomst udenfor. Dets Duft er bittersød som Adskillelsens Time.

»Under Ferskentræet er det gult af visne Blomster. Det er de visne Blomster, der dufter saa stærkt.«

Din Stemme skælver som en Harpeleg. Din Røst om Natten er endnu skønnere end dine Øjne om Dagen. Saaledes vil jeg ønske, at din Stemme vil klinge, naar vi siger hinanden Farvel paa Adskillelsens Bjærge.

»Jeg er sørgmodig. Jeg kan ikke fryde mig ved din Kærlighed«

Hvorfor er du sørgmodig, min Dags Drøm? Hvor kan du være sørgmodig, naar din Røst er saa dejlig?

»Fordi du skjuler dig selv for mig. Jeg er skinsyg paa dig.«

XI.

Nu tier Cikaderne, og Cedrene bliver sorte. Nu vil jeg bejle til dig som paa vor Lykkes første Dag.

»Jeg laa i Gaar i en Grøft med mit Skørt over Hovedet for Regnen og ventede dig paa et Sted, hvor du ikke troede mig. Dine Skridt var ikke som den Mands, jeg har kendt Du gik, som var du ikke alene.«

Min Elskede, jeg snor min Haand i dine Lokker og lytter efter dit Aandepust. Jeg hælder mig ind til dig som en Dugdraabe til sit Blad

»Jeg bryder mig ikke om fagre Ord, men jeg vil have Lod i din Sjæl.«

Dine Arme er min Bryllupsdragt Dine Øjne er mine Engle, som 142 følger mig herfra. Dine Hænder er to Sjæle, og jeg kender den højre fra den venstre i mine Tanker. Du selv er al min Kærlighed

»Jeg bryder mig ikke om din Kærlighed Men jeg vil eje din Sjæls Sorg.«

Jeg kender ikke dette Ord Ingen har nogen Sinde set andet end Smil paa min Mund Spørg hvert Barn paa Landet, og du vil høre, at Kongen er den lykkeligste i Israel.

»Jeg vil ikke have dine Ord Giv mig dit Hjerte.«

XII.

Nu ryster Træerne under Morgenbrisen. Nu maa jeg bort, min Veninde.

»Hvorfor vil du saa tidlig af Gaarde? Vent, til det bliver saa lyst, at jeg kan se dit Ansigt.«

Nu flyder der en lys Stribe ind under Døren. Nu maa jeg bort

»Sig mig, kære, hvorfor er din Kind vaad?«

Det er Nattens Dug, der flyder af mine Lokker.

»Hvorfor brænder dine Øjne, og hvorfor stønner dit Bryst?«

Frist mig ikke, Kvinde. Du forspilder min Kærlighed Slip min Kjortel.

»Nu vil jeg dele din Sorg eller miste din Kærlighed«

O, ve mig, ve mig! Jeg har ikke sovet i Nat for onde Tanker.

»Heller ikke har jeg sovet i Nat for at lytte til dit Aandedrag.«

XIII.

»Heller ikke har jeg sovet i Nat fordi jeg vidste, at du var sorgfuld«

Kære, tilgiv mig. Jeg har syndet. Thi jeg elsker dig ikke.

»Min Kærlighed er nok til os begge. Jeg vil give dig at drikke af min Barm.«

Jeg er dig utro og elsker dig ikke. I mine Tanker er jeg langt fra dig.

143

»Nu skal vore Sjæle flyde i hinanden som to Vanddraaber.« Tal til mig, tal. Du er stærkere end jeg.

»Nu skal du lægge dit Hoved til mit Bryst og sove, som da du var et Barn. l Morgensolen skal vi gaa i Vinhaven og plukke Druer af hinandens Munde.«

Min Søster, vaag over mig, thi jeg er syg.

»Jeg besværger eder, l Fugle fra Cederens Grene, jeg besværger eder, Sol og Søndenvinde, at I ikke vækker eller forstyrrer den kære, førend jeg giver eder Lov dertil.«

»Nu bliver der Fred i Vingaarden for min Ven.«

- - - -

Men da han var ved det sidste Afsnit, var der ikke mere Olie i Lampen, og Flammen hoppede og sukkede. Han skrev det sidste Vers, men den gik ud, og en hvid Petroleumsos fyldte Kammeret, og da han saa mod Vinduet, begyndte det hvide Dagslys at liste ind. Han saa sig uforvarende i Spejlet og saa, hvor træt og graa han var i Ansigtet. Dog, det var maaske Belysningens Skyld

Næste Aften døde Kæmneren.

Hvor er Døden ikke en rolig og dagligdags Ting, hverken til at sørge eller glæde sig over. Dog, om noget, det sidste, tænkte Salomon. Hvor er ikke vor Frygt for Død og Lig taabelig og vor sædvanlige Adfærd desangaaende opstyltet; - og han hjalp selv Vaagekonen med at flytte Liget, at de kunde rede Dødssengen med rene Lagner. Kæmneren havde sat megen Pris paa den Slags Ting, og derfor sørgede Salomon for en pæn Begravelse, Ligvogn Nr. l og Easte med Englebørn paa Laaget og alt saadant noget, som Salomon haabede selv at blive fri for, naar han skulde i Jorden. Og for at gøre sin Pligt fuldt ud mod den døde, gav han endog Portvin og Kage til Følget og tog mod Kondolationer.

Han skulde alligevel endnu blive nogle Dage i Byen og ordne Kæmnerens Efterladenskaber som Adoptivbarn, og han overtog derfor lige saa gerne Forretningen endnu en fjorten Dags Tid, indtil Byraadet fandt en anden.

Og saa bort fra Stadens trange Luft og til København.

144

Men hvor var Prosas Breve blevet af? Og hvad betyder Breve? Hvad kan man sige i Breve? Hvorfor skrive? Er ikke Tavsheden sød og hemmelighedsfuld?

Men da nu Begravelsen var forbi, kunde Salomon ikke styre sig længere, og med en pludselig Beslutsomhed gik han op paa sit Værelse, tog hele Kong Salomons Problem, som det laa fra forgangne Nat, pakkede det i en stor, blaa Konvolut, skrev udenpaa: Frøken Prosa o. s. v. og satte et Frimærke paa. »Tærningen er kastet,« sagde han. »Jeg vil have Klarhed og saa til København, naar Svaret er kommet.«

Han aabnede Gadedøren for at gaa ned med det paa Posthuset; men se, der kom den røde Mand i det samme og stak et Brev op i Næsen paa ham. Han havde Svaret, før han havde afsendt Spørgsmaalet. Og saadan gik det til, at Frøken Prosa aldrig blev bekendt med Kong Salomons Problem. Saa underlig kan Skæbnen undertiden føje sig. Brevet kom i en graa Konvolut og saa meget uskyldigt ud udenpaa. Salomon vendte og drejede det i Haanden med stor Mistænksomhed Han prøvede at holde det op for Lyset og prøvede at kigge igennem det Men Konvolutten var uigennemsigtig. Til sidst tog han Mod til sig, rev Konvolutten op og læste Brevet Det begyndte meget godt »Kæreste Ven,« stod der, »Du har forbudt mig at skrive lange Breve. Du siger, at Du ikke bryder Dig om Breve paa otte Sider og Kys i Dusinvis; men nu vil jeg alligevel skrive et rigtig langt Brev til Dig, saa kan Du gøre, hvad Du vil. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal bære mig ad Skal jeg sige »Du« eller »De« til Dig? Naar vi mødtes ved Bænken om Morgenen, sagde vi Du, gjorde vi ikke? Men naar vi mødtes om Dagen, sagde vi De, selv om ingen hørte paa os. Jeg vil være forsigtig og fornuftig og sige »De« til Dig. Hvordan har De det? Kommer De snart til København? Ser vi Dem ikke hos os? Er Du saa fornøjet?

Jeg har saa meget at skrive til Dem om, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal begynde. Og hvorfor skriver De ikke lange Breve til mig? Jeg er slet ikke saa kræsen i min Smag, og hvis det er en Sypigesmag, saa er jeg en Sypige. - - -«

Saaledes løb Brevet fort, op og ned, og Salomon stirrede mellem Linierne efter Meningen, indtil han snublede over noget: »Jeg savner Dem saa grænseløst, men naar jeg er sammen med Dem, er jeg dog aldrig rigtig tilfreds. Vil De tro mig? Jeg er bange for Dem. Jeg er bange for, at De gør Nar af mig. Det gjorde De ogsaa tit paa Stære- 144 145 mosegaard Jeg forstaar Dem ikke, jeg forstaar Dem aldrig, aldrig. Hvordan kan De ogsaa sige det? De har sagt, at naar to Mennesker bryder sig om hinanden, er det en Illusion? Tro mig, kære Ven. De maa ikke lede efter det onde alle Vegne. De maa ikke tage saa tungt paa Livet Hvem tror De ellers kan forstaa Dem? Jeg skriver det som et fornuftigt Raad til Dem, og Gud ved, jeg vil meget hellere skrive noget Fjanten; men Sandheden skal frem, og nu er det sagt Aa, vi kunde have det saa rart sammen, hvis De vilde lade Deres Menneskehad fare. Jeg er ikke bange for min Stiffader, og det er De jo heller ikke. Husk paa, det gaar jo ogsaa ud over mig, naar De taler ondt om os alle sammen. Jeg føler mig, ligesom jeg var sammen med en Præst, og jeg har aldrig kunnet lide Præster. Derfor kan jeg heller ikke forstaa, at jeg holder af Dem.«

Salomon sprang over paa tredje Side og læste noget betænkelig videre: »Hvorfor skrev De det: »hvis vi en Gang skal skilles?« Hvor kunde De gøre det? Hvis De ikke er artig, faar De af Ridepisken ligesom Bella. Hvad mente De med at skrive det, jeg kan ikke lade være at tænke derpaa?« Men i det samme faldt hans Blik paa det andet Ark, og det holdt ham fast »De kan tro, De siger nok til Dem selv: »den Prosa var en letsindig og taabelig Pige; jeg kan ikke begribe, at jeg nogen Sinde saa noget i hende.« Naar vi ikke ser hinanden mer, saa glemmer De mig nok. Det maa Du ikke, kære Ven, hører Du? Du maa aldrig glemme mig. Hører Du! Og jeg vil aldrig glemme Dig, selv om vi skal skilles. Men hvorfor kommer De ikke herind. Jeg er saa fortumlet i mit Hoved af at tænke over alting. Glem alt, hvad der staar i Brevet og kom herind og vær saadan, som Du kunde være, naar vi gik langs Søen. Kom ind og cag mig med paa »Hesten, der rider over Bjærg og Dal«, og fortæl mig igen det Eventyr om Morgenrødens Slot, som Du ved nok. Saadan vil jeg have Dig og ikke anderledes. Hvis Du kalder mig din Dronning, saa maa Du ogsaa finde Dig i, at jeg befaler. Jeg ved hverken ud eller ind


Din hengivneste
Prosa.«

Da Salomon havde læst dette Brev igennem, forstod han ikke bedre Meningen med det, end Prosa havde gjort, da hun skrev det Han læste det en Gang endnu og var lige klog. Han forhastede sig ikke, kaldte paa Pigen og bestilte Aftensmad for at have det fra Haanden, og 146 efter at have trukket Tiden ud saa længe som mulig ved sit blødkogte Æg trak han sig ind til sig selv, tog efter gammel Vane en Kop Te med sig og satte sig i sin Lænestol

Og nu begyndte denne Nats Forhandlinger. Salomon mærkede, han kunde ikke holde det hen længer; han tændte sig derfor en lang Pibe til sin Beroligelse og satte sig til at gøre sit Regnskab op.

Og i samme Nu, Salomon aabnede Forhandlingen, forstod han, hvorfor han havde holdt den hen; thi i samme Nu saa han med en Klarhed som Aabenbaringens Klarhed, at det var forbi.

Der var et Øjeblik, hvor han følte sig fristet til at styrte sig ud i Aftenmørket og give sin Sorg og Harme Luft i alle Haande taabelige Handlinger; men han greb krampagtig fast i Stolearmen, og saaledes tvang han sig selv til at blive siddende, mens Tankerne brusede i hans Sjæl.

Thi dette Øjebliks grusomme Klarhed var som Lynet, der viser det natlige, stormfulde Landskab i et stillestaaende Nu og efterlader det dobbelt mørkt, uroligt og klagende.

Altsaa begyndte Salomon Forhandlingen, idet han holdt sig fast i Lænestolen; jeg siger Forhandlingen, thi han forhandlede med sig selv. Det var Salomon fra i Gaar, der parlamenterede med Salomon fra i Dag. Det var Salomon Drømmeren, der endnu sad fast i Illusionen, som spurgte og bad. Og det var Salomon Tænkeren, der havde set Sandheden i Lynglimtet, som svarede ham med et kort og koldt Nej.

Salomon indrettede sig, saa godt han kunde, han anbragte i Tankerne sin anden Person i en Stol, der stod lige over for ham paa den anden Side Bordet, og saaledes havde de det rigtig hyggeligt med hinanden.

»Er det forbi?« spurgte han, og det svarede: »Ja, det er forbi!

Det er forbi. Drømmen er forbi. Illusionen er forbi. Den sidste og største Illusion er forbi!«

»Men hvorfor?« sagde Salomon. »Jeg kan jo rejse derind Jeg kan riste Runer til at trylle hendes Hu. Jeg kan løfte hende paa Gangeren, der gaar over Land og Hav. Jeg kan føre hende ind i Romantikkens Slot. Jeg kan udstyre min Tale med alle de Drømme, der daarer en Kvindes Hu, og jeg kan lade al Elskovens Jubel og Klage skælve i min Røst og lade den skønneste Ømhed, som nogen Kvinde var taknemmelig for, være i alt mit Væsen imod hende.«

147

Og det svarede fra den anden Side af Bordet: »Ja, du kan spille mange Roller og ogsaa Elskerens.«

»Ikke en Dag, ikke en Time skulde høre min Tunge stamme eller mit Blik vige. Endogsaa om Natten skulde mit Aandedrag være roligt.«

Og det svarede: »Din Tale viser bedst, hvad du tænker paa. Du tænker paa at forføre hende, at leve med hende som en fremmed Mand og nyde hendes Skønhed og Elskov, men uden at hun nogen Sinde saa dit Ansigt, som det er. Dette kalder jeg at bedrage og forføre. Thi medens hun gav dig sig selv, gav du hende kun en Skygge af dig selv.«

»Da vil jeg gaa til hende, saadan som jeg først tænkte, og lægge min Sorg for hendes Fod og bede hende dele den med mig.«

Og det svarede: »Hvilket Menneske har nogen Sinde delt sin Sorg med en anden, og hvilket Menneske, som var lykkeligt, har sørget med den, som var sorrigfuld? Ogsaa saaledes vilde du maaske kunne vinde hende. Hun vilde løfte dig op til sig af Medlidenhed Men hvor kan du tro, hun nogen Sinde vilde forstaa din Sjæl? Forstod hun dine Ord, forstod hun dog ikke dine Tanker, og forstod hun end dine Tanker, forstod hun dog aldrig din Smerte. Saaledes vilde du ogsaa der forføre hende med store Ord, som hun ikke forstod. Just saaledes gør den romantiske Lovelace. Hvorfor vil du ikke også gøre dig til en stor Synder og bede hende frelse dig? Der er mange Piger, der bider paa den Krog.«

»Er der da ingenting at gøre?«

»Nej, der er slet ingenting at gøre uden at gøre din forbandede Pligt og Skyldighed«

»Og hvad er det?«

»At leve ensomt, men ærligt, at leve i Smerte, men redeligt. Du hører til Trappisterne, til dem, der ikke maa tale; thi naar du taler, det ved du bedst selv, da taler ikke du, men en og anden Figur, du digter dig ind i. Thi hvis du talte af dig selv, det ved du bedst selv, da vilde Menneskene sige: Han er afsindig.«

»Kan være, jeg ogsaa er det.«

»Kan være, du er det, men det fører dig ikke fra Ansvar. Vi bruger ingen juridiske Fiksfakserier mellem os.«

»Er der da intet Haab?«

»Der er Haab nok, saafremt du vil sætte din Oprigtighed over Styr. 148 Saa er der Masser af Haab. Hvis du var Protestant, saa var der Haab nok for dig. Saa kunde du indlade dig i alle halve Forhold og trøste dig med, at Gud tilgiver dig nok. Derfor, betænk dig vel, det kan jo være, de Folk har Ret Du kan jo gøre det af med en varm Tro og en ærlig Anger, naar du har faaet det, som du lystede. Vær saa god Men Ateismens Moral er strengere, den har ikke nogen Forsoning i Baghaanden. Den stiller Spørgsmaalet paa enfoldig Vis: Vil du være sanddru eller ej? Ja eller Nej.«

Og da Salomon tøvede med Svaret og pønsede paa nye Underfundigheder i sit Hjerte, hørte han, at Personen paa den anden Side af Bordet haanlo med en satanisk Latter, saa det krøb i ham, og sagde: »Nu har jeg opdaget dig, Salomon.«

Da skælvede Salomon under Svøben og spurgte: »Hvori har du opdaget mig?«

Og det svarede og sagde: »Du ved, hvad jeg har lært dig om Menneskene, at det er et løgnagtigt og underfundigt Folkefærd Altid nævner de de store Ord, men aldrig led de noget derfor, og hvis de led, raabte de højt derom og gjorde Forretning deraf Du har haanlet af dem, og din Krop har været fuld af Galde, og din Mund blev snøret sammen af Væmmelse; alt dette var godt, men du har endnu ikke erkendt Sandheden fuldt ud

Du har endnu ikke erkendt Sandheden fuldt ud; thi du har endnu ikke opdaget, at du selv er af samme Race som den, Kæmneren og Rector magnificus tilhører.«

»Det har jeg altid tænkt«

»Men ikke her, ikke her, Salomon. Her troede du din Ryg fri. Men her, hvor du troede det mindst, var du det mest. Thi du har været en lumpen Karl. Hvad siger du til den Greve i Longfellows: Den gyldne Legende, som vil lade en ung Pige ofre sit Blod, for at han kan læges af sit Tungsind Husker du ham, lille Salomon, hvad siger du til ham?

En Usling var han,« raabte Stemmen højt over Salomons Mumlen, »og saaledes var Du. Thi saaledes, som han vilde, vilde du, og endnu vilde du tage derimod, hvis Jomfru Prosa tilbød sig. Aldrig elskede du hende for hendes Skyld, men kun for din Skyld, og du tænkte ikke paa hende, Salomon, men paa dig selv, og din Kærlighed, Salomon, det var den rigtige Kærlighed, som ikke søger sit eget, var det ikke? Men jeg skal sige dig, hvad det var; med alle sine smukke Ord og hele sin ideelle Sammenblanding af Erotik og Moral saa var det ikke andet 149 end det meste af det, som Menneskene kalder Kærlighed Det var Falskneri, Salomon. Det var din egen Lyst og din egen Trang og din egen Drift, som du klædte i skønne Klæder.«

Da slog Salomon Øjnene op og havde taget sin Beslutning, da der ingen Udvej var længer, og han ikke kunde finde paa flere Udflugter, og han smilede for første Gang under Samtalen og sagde: »Du kender mig godt, hvem er du?«

Og Stemmen svarede: »Jeg er det aarvaagne Øje, som du skrev om i din Dagbog. Selv har du manet mig frem. Gør det ikke en anden Gang. Jeg er din hemmelige Medvider, Conscientia kaldte Cicero mig. Mig var det, der forklædt som Mefistofeles lærte dig, hvordan Verden var. Jeg er den Røst, som raaber: Dybere ned, Salomon, du har endnu langt tilbage. I Mennesker kalder mig Samvittighed og søger at narre mig paa alle mulige Maader.«

Da slap Salomon Taget i Lænestolen og rejste sig. Han gik hen og tog Brevet med Salomons Problem og pakkede det dybt ned i sin Skuffe med hemmelige Papirer. Der ligger det endnu med 8 Øres Frimærke og det hele og kan maaske komme Prosa i Hænde en Gang endnu, naar Salomon falder fra. Men i Stedet for satte han sig hen og skrev et andet Brev, som blev dikteret af denne sataniske Person, der agerede hans Medvider, et pænt og roligt Brev af Størrelse paa tre Sider og spækket med Fornuftgrunde og uden Lyrik Jeg skulde gerne fremlægge det, men jeg har ikke Kladden, og jeg har gjort mig til Princip i min Biografi af Salomon saa vidt mulig kun at benytte paalidelige Dokumenter og tydelige Erindringer.

Der gik nogle Dage, hvor Salomon gik omkring med Hænderne paa Ryggen og saa lige ud i Luften og ikke sagde noget videre.

Saa kom der en Dag Brev, ikke fra Prosa, men fra Etatsraaden, og deri stod kort og godt, om Salomon vilde komme ind til Byen, Etatsraaden vilde gerne tale med ham.

Da Salomon kom ind til Etatsraaden, gik denne imod sin Vane rask op og ned af Gulvet, sagde kort god Dag og blev ved at gaa op og ned. Salomon satte sig paa en Stol og saa paa ham, og pludselig vendte Etatsraaden sig om og sagde med megen Værdighed: »Jeg hører, at De bag min Ryg har gjort Haneben til Prosa.« Salomon svarede meget fornuftig: »Etatsraaden vilde da ikke forlange, at jeg skulde gøre Haneben til hende, mens De saa paa det?« »Men De har ikke sagt mig noget om det« »Nej,« sagde Salomon uforstyrrelig, »al den Stund jeg 150 mente, De kunde nok finde ud af det af Dem selv.« »Ja, naar De ta'r det paa den Maade.« »Ja, saadan ta'r jeg det,« sagde Salomon. »Ja, det er godt nok,« sagde Etatsraaden og satte sig, »men nu er der jo kommet Kurrer paa Traaden.« »Kan være,« sagde Salomon diplomatisk. »De vil ikke bilde mig ind,« sagde Etatsraaden pludselig, »at De ikke er Mand for at vinde Prosa, hvis De vil.« »Derom skal jeg ikke udtale mig,« sagde Salomon. »Det vilde være usømmeligt, om jeg gjorde det.« »Men hvad Fanden er der da i Vejen?« raabte Etatsraaden. »De er jo ikke til at blive klog paa.«

Men da Salomon saa paa ham, mærkede han, at han forløb sig, vendte sig om og fløjtede. Da han havde fløjtet færdig, forstod han, at Salomon hidtil havde haft Overtaget, og at der maatte skiftes Taktik.

Han satte sig ned, bød Cigar og tog en selv og sagde i en konverserende Tone: »Er det ikke til Jul, De vil op til første Del?« »Jo, det er det nok,« sagde Salomon, »men jeg har for Resten ogsaa tænkt paa at lade være.« »Hvad skal det betyde?« »Det skal betyde, at jeg, saa vidt jeg kender til mig selv, er færdig med Juraen,« sagde Salomon og saa uskyldig ud »Og hvorfor det, unge Mand, har De sat Deres Bøger ud?« »Nej, men jeg har efterhaanden sat min Respekt ud.« »Forklar Dem, forklar Dem.« »Andre Mennesker har dog noget, som de respekterer; om ikke den gode Gud saa i alt Fald, hvad der er lige saa godt, den gode Udvikling eller Kulturen eller den nyere Tid eller Samfundet eller Pengene; men jeg, ak, jeg, Hr. Etatsraad, jeg respekterer ingenting.« »Menneskehader, kyniske Timon fra Athen, er vi derhenne?« spurgte Etatsraaden. »Men hvad Fanden kommer saadanne Fornemmelser Juraen ved?« »Nu, Juraen er ikke saa meget værre end saa meget andet; men det er tilfældigvis det Sted, hvor den Institution, som kalder sig Samfundet, og jeg støder sammen. Og jeg kan sige, jeg har studeret Juraen og luret den alle dens svage Sider af Der er for mig noget højrøstet, plebejisk, idealistisk, noget optimistisk, hæsblæsende, samfundsnyttigt ved Juraen. Og disse Ting ligger ikke for mine Evner. Jeg er af »de lade Munke«, jeg ønsker kun een Ting, at leve i Fred.« »De er sgu en net en,« sagde Etatsraaden. »De er sgu et net, ungt Stykke Mandfolk.« »Aa ja, saagu,« sagde Salomon, »jeg er ikke saa lebendig som mangen en ældre Herre.«

Etatsraaden satte sig tilbage i Stolen og lo højt, overraskende højt. »Jeg forstaar Dem saamænd særdeles godt. De bryder Dem ikke om at 151 være Fuldmægtig paa et Herredskontor eller Bondefanger-Sagfører. Det har De saamænd Ret i. Det, De ønsker, det er det sære, det voldsomme, det ualmindelige. De vil enten være Diogenes eller Aleksander. Men hvorfor ikke Aleksander?« Her gjorde Etatsraaden en Kunstpause og ventede paa, at Salomon skulde blive overrasket; men da Salomon ikke gjorde det, fortsatte han: »Jeg siger ikke, De kan blive det, men De har visse Betingelser derfor, skønt De i andre Henseender er noget grøn. De har Koldblodighed, min Bedste. De har lidt af Smidigheden. Og De siger selv, De har den første og fornemste Betingelse af alle: Respektløsheden. De er ikke utilgængelig for den fornemste Last, den højeste Dyd af alle Laster og Dyder: Magtlysten, mener jeg, Herskesygen. Vær, hvad De vil. Vær radikal, om De vil, Socialist, om De vil. Derpaa kommer det ikke an. Bismarck og Lassalle var to Mænd, der forstod og højagtede hinanden. Men vær en Mand Lad mig rive Dem ud af disse middelalderlige Drømmerier, som omtaager Dem. Er ikke en ny, gylden og blodig Tid kommet? En samvittighedsløs Tid, koldblodig i Beregning, varmblodig i Lidenskab. Kun eet, siger jeg Dem, er værd at eje. Det er Magten. Magten over Kvinderne om Natten, over Mændene om Dagen. Forbilledet paa Korset er dødt. En ny Skikkelse er det moderne Forbillede. Den store, storhedsvanvittige, vellystige Tyran, Bedrageren, Hærføreren, Forføreren, Politikeren. Den store Cæsar, Napoleon, Borgia - alle har ham til Forbillede. Men de dumme tænker halvt, handler halvt, vil være noget, men vil intet gøre derfor. Den indviede vil alt, tør alt, kan alt.«

Etatsraaden havde talt i smaa, korte, ildfulde Sætninger. Salomon forstod, hvorfra det stammede, det Trylleri, som var over hans Tale.

Fra den voldsomme, sataniske Vilje, som havde støbt denne Mands Personlighed i en Form saa spændstig og dog saa uforanderlig som en Staalklinges; behersket i den ironiske Leg, behersket selv nu i den kyniske Nøgenhed. Og der var et Øjeblik, hvor det næsten svimlede for ham, og han kom til at tænke paa Faust, der sidder i sin højryggede Lænestol med Haanden i Skægget, medens den kloge Mand med Hanefjeren bøjer sig ned over ham og hvisker ham i Øret: »Grønt er Livets Træ, Mester Faust Der er endnu 01 i Kanden for tørstige Sjæle.«

»Jeg skal sige Dem noget,« sagde Etatsraaden spøgefuld »Jeg bliver snart gammel. Da trækker jeg mig tilbage fra Verden og lever af 152 mine Minders Sødme og min Erfarings Rigdom. Og hvem skal jeg testamentere min Levevisdom? Jeg har udset Dem til Arving, Gud ved hvorfor?«

Da vaagnede Salomon af Drømmen og sagde til Etatsraaden: »Det kan være, De har Ret Jeg ved det ikke, jeg har ikke prøvet det. Men det kan ikke nytte, De vil gøre mig til Deres Arving. Jeg hører just til den Race, De foragter, til de feje, tvivlende, vakkelvorne. Jeg er ikke nogen Handlingens Mand. Men jeg skal, hvis De ønsker det, skrive Dem Adressen op paa en Filosof, der er parat til, hvad det skal være.«

Det gik op for Salomon, at nu var det ham, der var ved at faa Overtaget igen.

Meget roligt, men med en knusende Haan huggede Etatsraaden gennem Paraden og sagde: »De vil ikke ud med Sandheden. Det er moralske Bevæggrunde, der holder Dem tilbage.«

Nu virkede det Ord »moralsk« paa Salomon som en rød Klud paa en Tyr alt fra hans Barndom af, og sagt her af denne Etatsraad forbitrede det ham over al Maade.

»Jeg har ikke noget med Moralen at gøre, den overlader jeg Dem og Rector magnificus til Afbenyttelse. Jeg har ingen anden Lov over mig end min egen Vilkaarlighed De kan, om De vil, kalde det Lune eller Stædighed For mig gerne. Blot ikke Moral.«

Etatsraaden saa blot paa ham og lo i Skægget, og denne Latter opirrede Salomon endnu mere. Og der faldt som Skæl fra hans Øjne. Etatsraadens Latter syntes ham kunstig, hans Miner fortrukne, og pludselig saa han noget, han ikke før havde lagt Mærke til, den studerede Affektation, der ytrede sig i Etatsraadens mindste Bevægelser, den grænseløse, skønt fortræffelig skjulte Forfængelighed, der laa bagud allerinderst i hans Væsen. Han saa op i dette smilende Ansigt, hvor uhyggelige Lidenskaber havde draget Rynker, og saa deri sit eget Billede forvrænget som i et Hulspejl. Og med denne underlige, pludselige Klarhed, som i afgørende Tilfælde kunde falde over Salomon, saa han tværs igennem alle Etatsraadens Parader og saa bagved alt det Væsen, som han hadede og foragtede i sig selv og andre: Mennesket i al dets pralende Usselhed, raabende med store Ord for at skjule sin egen Nøgenhed, udsmykkende sine Drifter med en eller anden Skuespillermaske, enten den gængse moralsk-ideale som Hr. Ciceros, som vi alle kender, eller denne fandenivoldske, umoralskideale som hos denne gamle, nydelseslystne, impotente Catilina, der 153 sad lige over for ham og gjorde sig Urnage for at holde sit Ansigt i de rette ironiske Grimasser, som han havde indstuderet foran Spejlet. Og denne Mand var det, der i et Lune havde sat ham i Verden og i et nyt Lune vilde drive ham ind i sin forløjede Eksistens. I en bitter Harme rettede Salomon det afgørende Stød mod Etatsraaden.

»Hvis De kendte mig bedre,« sagde han dæmpet og pludselig alvorligt, idet han brød gennem hele dette unaturlige, ironiske Spil og talte, som om han talte til sig selv i Natten og Ensomheden. »Hvis De kendte mig, vilde De bedre forstaa mine Motiver til ikke at vove mig ud i Deres Verden. Jeg er et Menneske, der som alle andre er blevet sat ind i Verden, uden at nogen har spurgt mig; men hvis nogen havde spurgt mig, vilde jeg have raadet derfra. Min medfødte Natur og Karakter er ikke saaledes, at jeg tør anbefale den. Jeg har fra en eller anden arvet en Egenskab af allerværste Art, en letbevægelig, intensiv Fantasi, der altid skuffer mig i Handlingens Øjeblik Der er en Skuespillerdjævel i min Person, en Trang til Uredelighed, Uvederheftighed og Bedrag. Saadant et fantastisk Luftbillede som det, De udkastede, det var netop noget for mig. Alt det, som beruser og bedaarer, som Fantasien vellystig kan svælge i, det ligger godt for min naturlige Smag. Men heldigvis ejer jeg ved Siden af en ædruelig og ubestikkelig Forstand, der holder mig tilbage, og den har efterhaanden overtydet mig om, at det bedste, en Fantasimager som jeg kan gøre, er at trække sig tilbage til et Hul og ikke bidrage til at forøge Forvirringen i Verden, som sandelig er stor nok«

Salomon stirrede fast paa Etatsraaden og tvang hans Blik til at vige. For første Gang saa han, at Etatsraadens Smil svigtede ham, og en vis bekymret Alvor smuttede ind i Mundvigen i Stedet. Slaget havde ramt Det var ikke til at tage fejl af Etatsraaden var forlegen, ja, sandelig i Forlegenhed. Der var ikke noget af Mefistofeles tilbage. Som han sad der, var han kun en gammel Mand med Rynker i Øjenkrogene og visne Læber.

Men Salomon vilde gøre Etatsraadens Ydmygelse fuldstændig og sagde: »Jeg vil søge Stillingen som Kæmner efter min Stiffaders Død, og siden De interesserer Dem for min Fremtid, vil jeg bede Dem give mig en Anbefaling dertil De er jo vor lille Stads naadige Protektor,« sagde han spøgende, og Etatsraaden lod sig det gefalle.

»Her er Papir og Pen,« fortsatte Salomon i en munter Tone. »Vil De, Hr. Etatsraad, være saa venlig at skrive, som jeg siger,« og han dikterede 154 sin egen Rekommandation. Etatsraaden skrev. Hvad Pokker skulde han ellers gøre. Han maatte nu enten føje Salomon eller indlade sig paa Betragtninger, som han helst holdt borte fra sig.

Da Anbefalingen var færdig, puttede Salomon den i Lommen, bukkede og sagde Farvel.

»Farvel,« sagde Etatsraaden, »du er et Fæ, Salomon.«

l disse Ord fandt Salomon al den Revanche, som han kunde ønske sig for Mellemværendet mellem dem; thi disse Ord var ham tydeligere end den formeligste Anerkendelse, en slagen Faders Tale til den oprørske Søn. Saaledes tog David og Absalon Afsked med hinanden.

Men endnu stod det værste tilbage; thi der kom Prosas Spil løbende ned igennem alle Salene, standsede et Øjeblik, naar hun vendte Bladet, og flød saa atter som et rislende Væld

Hun spillede Dansemelodier, som flød over i hinanden, tabte sig i ingenting og blev taget op igen. Saaledes havde hun altid for Vane, naar hun var i daarligt Humør.

I det Øjeblik, da Salomon lukkede Døren til Etatsraadens Kontor i efter sig, var han mest tilbøjelig til at løbe sin Vej. Men i det samme var det, som om en Jernnæve greb ham i Nakken og førte harn op imod det Væld, hvor Spillet havde sit Udspring. Og fra det Øjeblik af følte han sig kommanderet af hin sataniske Stemme, der havde talt med ham i den pinefulde Nat og præsenteret sig selv som hans Samvittighed.

Salomon naaede op til hende, uden at hun hverken hørte eller saa. Hun bare spillede og spillede paa Livet løs. Idet han lagde sin Haand paa hendes Skulder, for hun op og stod maalløs, forfærdet, uden at vide, om hun skulde kaste sig om Halsen paa ham eller løbe sin Vej. Men Salomon sagde: »Sæt dig ned, Prosa, og lad os tale fornuftigt sammen.« Og med denne gode Begyndelse satte han sig ned - og tav.

Prosa bøjede sig forover og kiggede ham usikkert op i Øjnene og sagde: »Jeg kan ikke blive klog paa dig, Salomon.« Og det var i Sandhed ikke saa underligt. Salomon svarede: »Jeg kommer just for at gøre dig klog paa mig, Prosa. Jeg kommer for at spørge dig, om du vil - Prosa - være min Kone.« Da vidste Prosa ikke, om hun skulde le eller græde, og saa igen op paa ham, idet hun samlede Hænderne foran paa Brystet og sagde: »Det ved du jo godt, jeg vil.« Men der korn intet Kys fra Salomon, men et stilfærdigt: »Holdt lidt, Prosa, og betænk dig først« 155 Hun surmulede lidt paa sin allerkæreste Maade; men saa blev hun med eet helt ynkværdig alvorlig, saa sønderknust over, at det hele var saa alvorligt, som et Barn, der har taget alle Advarslerne for Spøg, og nu pludselig opdager, at det dog var Alvor.

Salomon sagde: »Betænk dig vel, Prosa, og betænk dig længe. Ved du, hvad jeg er. Jeg er ikke længer den Konge i Fantasteriernes Rige, som du lærte at kende for lang Tid tilbage i Stærenes fortryllede Have. Jeg er en agtbar Kæmner i den lille Stad. Og jeg søger mig en Kone eller i Mangel heraf en Husholderske. Hun skal kunne lave Mad, sy og stoppe om mig og selv tænde Ild om Morgenen. Vadsk og Strygning forlanger jeg ikke, men hun maa være flink og villig til sin Gerning og ikke stille for store Fordringer. Og det er ikke Spøg,« sagde Salomon, da Prosa med et svagt, spørgende Haab kiggede efter hans Øjne. »Jeg er saa skrækkelig doven,« sukkede Prosa, »men hvorfor vil du leve paa saadan t et skrækkelig kedeligt Sted? Kunde du ikke lade mig tale rned -« Men Salomon afbrød hende og sagde: »Jeg har brudt rned Etatsraaden, og det maatte du ogsaa gøre.« »Men hvorfor dog det?« brast Prosa ud himmelhøjt, men bed sig i Tungen og kom til at tænke paa et og andet. Hun tav og saa misfornøjet ud, men uvilkaarlig ledte hendes Haand efter Salomons. Dog, der fik hun liden Trøst.

»Du har vel Grund til at være fornærmet,« sagde han, »thi jeg er som den Stodder, der udgav sig for at være en Prins og vandt Prinsessens Hjerte, men førte hende til sit Stodderhus i Stedet for til en kongelig Borg. Og det er ikke nok med, at jeg er Kæmner, Prosa - hvornaar havde du tænkt at være Kæmnermadam? - Men det er ikke nok med, at jeg er Kæmner, men jeg er en gnaven, gammelklog, galdesyg Kæmner. Jeg er ked af at leve dette bedragerske og selvbedragerske Liv. Kun een stor Lidenskab ejer jeg, det er den bitre Foragt. Det er ikke Foragt mod dette eller hint Menneske, men det er Foragten for Mennesket selv og alt menneskeligt Værk«

Da hævede Prosa langsomt Øjnene op imod ham uden at turde sige noget, men i dem stod der tydelig nok: »Men holder du da heller ikke af mig?«

»Jeg holder af dig, Prosa,« sagde Salomon, »og maaske aldrig har jeg holdt saa meget af dig som i denne Stund; men ikke tilbeder jeg dig paa en Ynglings taabelige Vis eller begærer dig paa en Mands brutale Vis, det ser jeg bedst i denne Stund; men her, hvor Øjeblikkene er 156 kostbare, kan jeg sige dig i eet Ord, hvordan min Kærlighed er; som en dyb og mild, overbærende Medlidenhed er den. Ti kun stille, Prosa, hvis du helst vil. Jeg ved det godt, denne Følelse forstaar du ikke. Du er jo lykkelig, siger du ved dig selv. Just derfor. Naar du engang vaagner af Drømmen, naar Livets Virkelighed aabenbarer sig for dig, smertelig som den er, se, da staar min Medlidenhed til Rede, den har folgt dig Skridt for Skridt gennem hver eneste Dag af vort Liv. Men du forstaar mig ikke, Prosa, og just derfor siger jeg dig det. Forstaar du mig vel?« Han kunde se paa hendes Læber, at hun vilde sige nej, men kunde ikke. Hun var saa bedrøvet

»Det Liv, som jeg byder dig, Prosa, ved du, hvorledes jeg forestiller mig det? Saaledes. Der er oprejst et Kors, og derpaa hænger to Mennesker, en Mand og en Kvinde, hver paa sin Side med Ansigterne vendt mod hinanden. Deres Arme kan ikke naa sammen, thi Naglerne holder Hænderne fast, men deres Læber naar sammen til et Smertens Kys, og deres Blod flyder sammen i een Strøm fra Naglegabene.

Vil du leve med en syg Mand, Prosa, da tør jeg ikke nægte dig det, end ikke for din egen Skyld; men du maa vide, at han er syg, og ikke gøre dig Illusioner om, at han er rask, eller at du kan gøre ham rask. Thi det Arbejde, som er for mig, kan jeg ikke ryste af mig, og de Tanker, som behersker mig, maa jeg kæmpe mig igennem, og ingen Kvinde, saa sød og elskelig hun end er, kan holde mig tilbage. Og nu er det kun til dig at svare ja eller nej.

Da saa hun fortvivlet op paa Salomon for at hente Trøst; men der var ingen Trøst, og hun kunde ikke sige noget, hverken ja eller nej. Da sank hun ned fra Stolen og knælede for ham mod al Naturens Orden og lagde sit Hoved i hans Hænder, sine Arme om hans Knæ og sagde: »Jeg er kun et Barn mod dig. Hvad raader du mig til at gøre?«

»Naar du spørger mig om Raad,« sagde Salomon med en underlig tyk og langsom Stemme, »da raader jeg dig til at sige nej!«

Dertil sagde Prosa ikke noget. Det ene kunde hun vel ikke sige, og hun vilde ikke sige det andet. Ak, den lille Prosa, hun følte alt for vel, at hun var magtesløs. Heller ikke Salomon sagde noget Hun blev liggende med Ansigtet skjult i hans Hænder, og han sad stille og vogtede paa hende, glad ved hendes Nærhed; thi Øjeblikkene var nu kostbare, og denne stille, milde Tavshed talte tydeligere end Ord og sagde det mildere, end det mest velmente Ord kunde have gjort det: »Det er forbi!« 157 Da mærkede Salomon noget varmt og vaadt, som flød mellem hans Fingre. Prosa græd, men stille og skamfuldt som et artigt Barn, der ved, det ikke maa græde. Og Salomon blev siddende med hendes Hoved i sine Hænder, som var han Barnets Fader. Saa rejste Prosa sig halvt op og satte sig paa Skammelen ved Siden af ham og sagde:

»Salomon, fortæl mig et Eventyr som et af dem, du kunde fortælle ude hos Stærene«. Salomon sagde: »Alle de Eventyr, som jeg kunde om Morgenrøden og Solborgen, har jeg fortalt dig; men jeg har endnu eet at fortælle dig, som hører Aftenskumringen til, og se, nu lister Lyset ind ad Vinduet, saa nu er det den belejlige Tid Eventyret er kort eller langt, som du vil gøre det til. Det er bedrøveligt eller trøsteligt, som den, der hører det, tager det til. Det hedder Eventyret om den spedalske Ridder:

»Der var en Gang, Prosa, en Ridder, der var spedalsk, og hans Arme var udmarvede af Sygdommen og hans Ryg bøjet af den. Men han havde en snedig og opfindsom Sjæl, og han sagde til sig selv: »Hvad, om jeg kunde gøre en Opfindelse, saaledes at jeg kunde vove mig i Dyst med andre Riddersmænd«. Og som han laa paa sit Sygeleje, modnedes hans Tanker. Da sprang han en Dag op, og han snørede sin Ryg i et Jernpanser og spændte sin Arm fast i en Maskine af Staalfjedre, og da han red ud, var Lansen ham saa let som en Pilegren, og han overvandt mange Riddere i Dystleg, men ingen kendte hans Hemmelighed, og for ingen viste han sit Ansigt, at ingen skulde gætte hans Hemmelighed af hans matte Øjne og hans blege Kind Men en Dag begav det sig, at Ridderen red gennem en blomstersmykket Dal, der hedder Ranunkeldalen. Da traadte Jomfruen, som boede i Ranunkeldalen, frem og bød ham en Drik Vand og sagde: »Du tage mig med dig paa din Ganger og lade mig ride med dig over Bjærg og Dal, at jeg kan se, hvor stor Verden er«. Men om denne Jomfru gik det Sagn, at hun altid spøgede og aldrig græd. Og Ridderen gjorde, som hun sagde. Han red med den lattermilde Jomfru over Bjærg og Dal. Men da de kom tilbage i Aftenstunden til Ranunkeldalen, i Aftenstunden, Prosa, da Lyset svandt, da indbød hun ham leende til at blive og bo i hendes Dal. Men da slog han Visiret op og viste hende, at hans Ansigt var vansiret af Sygdommen, og han løste Fjederen og viste hende, at hans Arm hang kraftløs ned, og han sagde: »Jeg er den spedalske Ridder og kan gaa i Strid, men ikke elske. Og længer end een Dag har min Skæbne ikke forundt mig at blive i Ranunkeldalen«. 158 Da traadte den lattermilde Jomfru nærmere til ham, og han vidste ikke, hvad hun vilde ham; men hun bøjede sit Hoved, og han mærkede paa sin Haand, at hun græd«.

»Og hvad saa?« sagde Prosa.

»Er det ikke nok og mer end nok, at den lattermilde Jomfru græd? Er det ikke nok til at udgøre et Eventyr?«

»Og hvad saa?« sagde Prosa.

»Og saa«, sagde Salomon og bøjede sig ned »Og saa - Farvel!« Og han kyssede hende paa Panden og gik.

Udenfor var det et friskt og skarpt Vejr, og Salomon slog Kraven op over Ørene og gik op imod Blæsten. I dette Øjeblik, medens endnu Legeme og Sjæl skjalv efter Afgørelsens Spænding, var den Følelse, der fyldte ham, en stolt Glæde over den Sejr, han havde vundet i disse to 'store Slag og især i det sidste og største. Han havde ventet, han skulde være nedtrykt, sønderknust, men det var ikke saa. Han satte sig i Toget og tog den samme frejdige Stemning med sig ind i Kupeen, men alt som han kørte, og Slappelsen fulgte efter Kraftanstrengelsen, sank han sammen i sit Hjørne og turde ikke tænke paa nogenting. Rent mekanisk stod han ud Der laa foran ham Stadens smaa Huse, dens fire Fabriksskorstene og Forlystelsesetablissementets Taarn, alt tegnede sig mørkt mod en maaneklar Himmel, og rent uvilkaarligt gøs Salomon tilbage, da han saa dette Syn, saa prosaisk det end var i sig selv. Han gøs igen tilbage, da han aabnede Gadedøren og saa ind i Huset - »det døde Hus«, sagde han til sig selv. Der var ingen derinde, ikke en Gang en Tjenestepige. Salomon havde kun en Kone, der gik i Huset Han gøs, da han satte sig i sin Kæmnerlænestol i det mørke Kontor og hørte Kæmneruret dikke ved Siden af sig. Han gjorde et sidste Forsøg paa at være humoristisk og sagde til sig selv: »Velkommen, Salomon! God Aften, Salomon! Nu kan du tage den med Ro. Der er ikke længer noget, der haster«. Det forekom ham, Uret paa Væggen sagde noget, og da Salomon vendte Øret til, hørte han, hvad enten det nu var Uret eller ham selv, der sagde noget: »Ensomt Fængsel! Ensomt Fængsel!« »Paa hvor mange Aar?« spurgte han. Uret slog og blev ved at slaa, det vilde ikke høre op med at slaa.

Ja, nu var han hjemme i Staden. For Salomon var det den Stad, hvor Jorden er glødende og brolagt med skuffede Forhaabninger, hvor Luften er kvælende og fuld af uhyggelige Minder. Til sig selv sagde Salomon i sin Lænestol: »Som du sidder her med Gulv under 159 dig, med Loft over dig, med fire Vægge om dig, sidder du indeklemt i Stoffet, der omgiver dig, i den Verden af 70 Grundstoffer, som du hader og foragter, indeklemt som i en Ligkiste. Mit Bryst kan ikke aande ret«, sagde Salomon. »Det er ikke saa underligt; thi der hviler et Tryk af et Kilogram paa hver Centimeter derpaa, men det er ikke alle, der ved dette; men jeg føler Trykket af Atmosfæren, hvor jeg gaar«. Og derpaa tilføjede han: »Jeg er træt, meget træt, ikke træt af noget bestemt, men af selve den Byrde at være til. Jeg føler mig, som om jeg havde levet 1800 Aar, som om jeg var Hr. Ahasverus selv, saa træt er jeg af at leve«.

Dog, der hjalp ingen Kæremor. Salomon maatte op at skrive i sine Protokoller og lægge sammen og trække fra og føre over, og godt var det; thi det holdt vist Liv i ham i de første Dage.

Der var saadanne Dage, hvor alting var dødt for ham, hvor han kun redte og vadskede sig for Skams Skyld og ellers ikke rørte sig til nogenting, uden at han var haardt nødt til det

Hans Vilje var som lammet, rent legemlig lammet. Han lagde undertiden sin Haand paa Hjertet og syntes ikke, at han kunde mærke, det slog; men det har det vel gjort alligevel

Og der kom andre Dage, hvor alt var i Oprør, hvor et voldsomt, afsindigt Begær steg op i ham efter al Livets Lyst og Pragt. En Lidenskab, som han aldrig selv havde troet sig kapabel til, gennemrystede ham, og han var i saadanne Øjeblikke villig til alt, til at sælge sin Sjæl til Fanden selv for Elskov og Rigdom og Magt.

Men aldrig, hvordan han saa end skabede sig, tav den klare og kolde Stemme i ham, som raabte: »Salomon, din Usling, gør din Pligt!« Og aldrig kunde han ved noget Fantasibedrag narre sin egen koldblodige og strenge Fornuft Saa endte det altid med, at han rned knyttede Hænder og sammenpressede Læber krøb til Korset, ydmyg og lydig som en Hund, mens Efterdønningerne af Kampen endnu gik i hans Sjæl, og bekendte, at den ubarmhjertige Sandhed havde Ret

Saaledes levede han i nogen Tid, hvor længe ved jeg ikke, om det var i mange Uger eller Maaneder, op og ned igennem alle Helvedes syv Regioner, og han saa selv til sidst, at det kunde ikke blive ved at gaa.

Men en Aftenstund blev der atter Stilhed i hans Sjæl, og han mærkede, at det lavede sig sammen til en Afgørelse. 160 Saa satte han sig som i hin første Afgørelsens Nat i sin Lænestol og lyttede til sine egne Tanker. Hans Jeg talte med hans Jeg.

»Hvor længe skal det vare?« sagde den kolde, klare Stemme. »Hvor længe vil du blive ved at gøre alting halvt, Salomon?«

Og Salomon, den brødefulde, forvildede, begærlige Salomon svarede: »Har jeg ikke gjort nok endnu?«

»Det første Skridt«, sagde den klare Røst, »men endnu staar alle de andre tilbage. Du har muret dig inde, du er gaaet i Kloster, det var det rette for en Person som dig, det gik dig kun efter Fortjeneste. Men hvad nytter det dig, naar du endnu bliver ved at begære, at elske, at længes, at drømme. Vær helt, hvad du er, enten til den ene Side eller til den anden. Gør Skridtet helt ud eller ogsaa, om du vil, gaa tilbage«.

Men Salomon vidste vel, at det sidste kun var Røstens Spøg.

»Hvis du vil være Munk,« sagde Røsten, »da maa du afdø fra Verden, da maa du dræbe Begæret i dig og Fantasien og Drømmen. Da maa du forlade alle Ting«.

»Ak, jeg har kun saa lidt tilbage«, sagde Salomon.

Og Stemmen svarede med et Citat af et Digt: »Du har din Sorg og dine Minder. Du har din syndige Længsels Rod Riv ud! Rav ud!«

Da bøjede Salomon Hovedet og sagde: »Tillad mig kun at gøre op med min Navne, Kong Salomon, en Gang endnu og revidere Højsangen for sidste Gang. Saa vil jeg tænke over, hvad du siger«. Og Stemmen svarede: »Tilladt!«

Thi Salomon havde igen begyndt at beskæftige sig med Højsangens Problem, og det gik op for ham, at hans første Løsning var ukorrekt.

Ikke Prædikerens Bog var digtet før Højsangen. Nej, omvendt, Højsangen var digtet først, og senere hen, da Kong Salomon var blevet viis, var han blevet Prædiker. Saaledes kunde det forklares, og igen samlede der sig et Digt paa hans Tunge, men med tungtvejende og mørktfarvede Ord, hvor det første Digt om Kong Salomon havde været letløbende og sølvblinkende. Dette Digt samlede sig sammen afsig selv paa ensomme Vandringer, mens Trækronerne raslede, og Stormen spillede paa Telegraftraadene, og da det blev færdigt og sat i Pennen, tog det sig saaledes ud

161

Kong Salomon

I.

»Han har frelst andre, sig selv kan han ikke frelse«. Jeg, Salomon, Salomon, Konge over Israels Land i Jerusalem, siger dette.

Jeg, Salomon, Salomon hersker over hver Fodsbred Land i Israel, og hvis jeg tager min Naade bort fra nogen, da ved han ikke, hvor han skal faa Fodfæste.

Naar Dørvogteren nævner mit Navn, da siger han: Salomon, Konge over Israel, du, som hersker fra Ørkenen til Havet, Israels Løve, en Skræk for Folkene i Nord og Syd, Herrens salvede Fyrste, hvem Herren har givet hundrede Kamelers Last af Guld og Sølv.

Naar en Mand gaar ind til mig, falder han næsegrus for min Fod og kysser Bræmmen af min Kjortel. Siger jeg: »Gaa bort«, da drager Stridsmændene ham ud til Bødlen. Siger jeg: »Naade«, da er han og alt hans Hus frelst.

Jeg, Salomon, Salomon holder Lovens Ord levende i Folket. Jeg forfølger Uretten med min kongelige Magt, og alle mine Mænd lever med Loven, fordi de kender min Vilje.

Jeg har bygget et Tempel til Guds Ære og ophængt i det fem Hundrede Sølvskjolde, og Herrens Røst kom og fyldte det med sin Rædsel.

Til mig sætter Folket sin Lid, og jeg lærer dem om den, der er. Og jeg kunde aflægge min kongelige Magt og dog have alle Sjæle i min Haand; thi uden mig kan de aldeles ikke finde Herren.

Naar Guds Svøbe er over et Menneske, da gaar han skælvende op for Tronen og siger: »Konge, Konge, som hersker fra Ørkenen til Havet, Israels Løve. Jeg er faldet i Guds Haand og kan ikke bære min egen Byrde«. Da strækker jeg min Haand ud og byder alle gaa bort, og jeg affører mig den gyldne Ring og Purpuret og taler til ham som Menneske til Menneske om den, der er. Saaledes har jeg vundet mange Sjæle for Gud.

162

II.

Og der gik en Mand ind i sit Lønkammer, og han sønderrev sine Klæder og bed sine Fingre til Blods. Denne Mand var gal, og hans Øjne skinnede grønne af Galskab. Denne Mand hed ogsaa Salomon.

Seglbevareren raabte: »Stat op, stat op! Kongen begiver sig til sit Lønkammer«. Fændrikken slog paa Skjoldet og raabte: »Hold Sværdodden op! Kongen begiver sig til sit Lønkammer«.

Jeg traadte ned af Tronen, og to Slavinder bar mit Purpurslæb efter mig. Og til Basuners og Cymblers Klang gik jeg gennem de store Sale og hen til en jernbeslagen Dør. Den aabnede Dørvogteren og sagde: »Hil dig, Konge! Adonai vil oplyse dig, at du kan lære os!« Og da Kongen var alene, sank han paa Knæ og græd som et Barn, og han forbandede sin Moder og hver Dag, han havde levet, og han turde ikke se sig i Kobberspejlet

Men da Solen var steget to Dele af Dagen paa Himlen, toede jeg mit Ansigt og kastede mit Purpur om mig. Og Dørvogteren sagde: »Se, hvor Guds Herlighed straaler af dit Ansigt, du Herrens Salvede«. Og Seglbevareren raabte: »Stat op, stat op! Kongen begiver sig til Maaltidet«.

Og Herren sagde til Salomon: »Jeg vil gøre dig til min første Tjener. Mit Ord skal blive din Lov, og alt dit Arbejde skal være at tilse mit Hus og holde mine Slaver til Arbejde. Derfor vil jeg give dig alle gode Gavers Magt og Rigdom, menneskelig Visdom og min Visdom. Og du skal kunne røre ved Hjerterne, og den, som du har rørt ved, skal altid hænge ved dig. Men for at du ikke skal hovmodes, skal jeg give dig een Ting til. Jeg vil give dig et umætteligt Tungsind, som skal æde dig op, og du skal altid føle min Haand gribe i dit Hjerte.

Naar jeg vaager, vaager jeg ikke, men Tungsindet vaager i mig. Naar jeg sover, sover jeg, men Tungsindet vaager altid

Salomon indviede Templet og sang en Lovsang til Gud. Og alle hang ved hans Læber, og det voksede i deres Sind. Og noget senere gik en Mand med bred Hat og sid Kappe gennem Byen og sagde til sig selv: »Dødt. Alt er dødt«. Men naar Vognene rullede larmende forbi, raabte han med høj Røst: »Alt er dødt. Dødt, dødt Alt dødt!« Og paa Vognen troede man, at han raabte: »Vær hilset!« og svarede: 163 »Fred!« Men Hoffolkene samtalede indbyrdes og sagde til hinanden: »Hvor er Kongen, Salomon, Kongen af Israel, den lykkeligste i Folket, som har Trøst for alle Savn?« - Salomon, Herrens Slagtoffer, for hvis Sygdom der ikke gives Lægedom.

III.

Min Rose fra Saron. Nu redes vort Leje i Vingaarden i den Hal, hvor Cedrene er Søjler.

Jeg elsker dig - ikke, fordi din Mund er saa rød som den Ædelsten i mit Skatkammer, der vokser paa Havets Bund, eller dine Øjne saa brune og skinnende som Kastanjer, men fordi du ler af Fryd, naar jeg kommer.

Jeg har Hustruer, som jeg kun har kendt een Gang, og Medhustruer, som jeg aldrig har set Naar jeg kommer til din Vingaard, sætter vi os paa Cederstubben under Æbletræet, og dets Sne falder om os.

Jeg bød dig Guld og ædle Stene, og du bad mig om det Granatæble, jeg havde bidt af Jeg vilde gøre dig til min Dronning, men du hørte det ikke af Glæde over, at jeg vilde blive den Kvæld hos dig.

Derfor elsker jeg dig, min Due fra Klipperevnen, fra Fjældvæggens Skjul.

Naar du ser mig komme, ler du højt, som havde jeg sagt en Skæmt, og vi ser paa hinanden og ler.

Jeg kan ikke høre dig le uden at fryde mig med dig. Ved din Side er ingen gladere Mand end jeg.

Men du siger til mig, hvorfor jeg falder i Tanker og stirrer, naar jeg taler med dig. Du er skinsyg paa en anden Kvinde.

Du elsker mig, du brune Pige fra Libanon, og du er mig tro, men jeg er dig utro. Naar jeg spøger med dig, er min Sjæl andetsteds i tungsindige Tanker. Og naar jeg gaar fra dig og springer over Gærdet med et Haandkys, venter min rette Brud mig paa den anden Side, og da er jeg alene med min Angest.

Du er den, jeg elsker mest, og næppe har jeg set dig, saa har jeg glemt dig og er alene igen; men min Smerte forlader mig aldrig.

164

I Gaar sad vi som to Duer i Vinhaven og drak sød Vin. Da hældede jeg mit Hoved mellem dine Bryster og sagde: »Nu skal jeg betro dig min Hemmelighed«. Du smilede og sagde: »Jeg vil ikke have din Hemmelighed Jeg har nok i din Kærlighed«. Det sagde du, fordi du elskede mig. Jeg lo, som var jeg drukken, og raabte overstadig: »Det var kun Skæmt, min lille«.

Og aldrig var Kongen gladere end den Aften, indtil Solen sank, og Lyset døde paa Himlen. Da gik jeg hjern uden et eneste af dine Ord i mit Hjerte.

IV.

Jeg har levet alle mine Aar og aldrig talt et Ord Min Sygdom har været stum som et Dyrs Sygdom. Nu er der Glæde, hvor jeg kommer; men kendte de mig, vilde de sky mig som en pestbefængt.

Guds Magt er stor. Hvem kan rette, hvad han har kroget!

Kendte de mig, som de kalder Israels Løve! Jeg er den vilde Sjakal, der hyler i Ørkenen af Hunger, og som flygter for et Menneskespor.

Slangen kryber paa sin Bug og mætter sig med Støv. Den kryber mellem Lig, og den stinker selv som et Lig. Og Gud klædte Slangen i Kongekaabe og sagde: »Jeg vil give dig Kongemagt og Kvindegunst, Forstand paa Visdom og at kende mig. Du skal holde mit Ord levende«. Men Slangen var stum og kunde ikke tale. Da sagde Gud: »Jeg vil tale i dig. Døden skal være i dig, men den skal ikke naa uden for dig, men du skal høre mit Ord«. Men naar Kongen gik ind i Lønkammeret, da var han Jordens foragteligste Dyr, og alt, hvad han tog i sin Mund, blev til Støv.

Jeg drømte, at der var en stolt Stad, hvor Folkene var glade og frygtede Gud. Og denne Stad havde de bygget paa en Klippe, for at dens Grundvold skulde have stærke Rødder. Af Klippen sprang et Væld ud, og Marksangerne sang, at det var Stenens Taarer, men de lærde Mænd vidste bedre. Vældet var sødt, og dets Røst en rislende Latter.

Og jeg drømte, at der gik en Skælven gennem Byen, og en Vind rystede Platanerne.

165

Og det Brød, som stod i Ovnen, blev ikke bagt, og det Barn, hvis Moder skreg i Barnsnød, blev ikke født

Og den skriftlærde satte et Mærke paa Læderbladet og lagde sin Pen bort, og da Læderbladet blev fundet af en anden Tid, stod Tegnet der.

Thi der gik en Stormvind gennem Gaardene, saa de smaa Børn faldt omkuld, og Jorden gik som Havet

Der kom en Mand løbende, og hans Ansigt var kridhvidt. Og han raabte: »Klippen synker, som vi alle bygger paa! Klippen synker i Afgrunden«.

Om Aftenen havde Vekselereren aftalt Mødetid med en Fryger. Om Morgenen glemte han sit Løfte.

Om Aftenen havde Hustruen sagt til sin Mand: »I Morgen maa du stable Ved og kløve det i smaa Stykker«. Men Veddet blev aldrig stablet eller kløvet.

Thi ingen kunde være paa de flade Tage for Stormen og ingen i Kælderen for Jordskælvet. Og da Morgenen kom, var Klippen sunket i Havet og havde taget Staden med sig.

Der var en Mand, og Folket sagde, Guds Magt var stor i ham, han fiskede mange Sjæle til Gud Men Guds Magt var endnu større i ham, end de troede. Hvem kender Guds Vælde uden den, som hudflettes af hans Haand?

V.

Som ung stod min Lyst efter Kvinder og Lystighed Tornt, tomt! Støv i min Mund

Og jeg lagde Kronen om min Tinding. Hver, som saa mig, misundte mig. Kronen er ogsaa Støv.

Jeg byggede mig Agergaarde og Vingaarde. Jeg hegnede dem ind for Rævene, og jeg frydede mig over min Sved og mit Arbejde.

Naar Kornet er et Aar gammelt, raadner det Der kom Skimmel paa mine Druer.

166

Da lagde jeg mig efter Visdom og forskede i alle Bøger, og ingen kunde vinde mig over i Ordstrid

Naar jeg vendte et Blad, var det ude af min Hu. Brænder du Papyrus, ser du, at det er sort Aske.

Jeg lagde mig efter Fromhed og Retfærdighed og vandrede efter Guds Vilje. Jeg krøb paa min Bug og aad Støv.

Blomsterne paa Marken er Støv jeg har glemt min Rose fra Saron.

Jeg har glemt min Rose fra Saron. Ogsaa Blomsterne paa Marken er Støv.

VI.

Vær varlig. Vær varlig. Gaa som paa nattegammel Is i Libanon. Der er dybt under dig, dybt, siger jeg.

Jeg ved, hvordan det er at være levende begravet

Min Sjæl var et tomt Ord Der er intet levende under det Navn, jeg bærer.

Nu skal jeg fortælle jer Livets Løndom. Hemmeligheden er den, at først dør Glæden, saa dør Haabet Der er bestemt Orden deri, og det gaar altid saaledes til Efter Haabet dør Lidelsen. Efter Lidelsen dør Længselen. Nu vil jeg indvie jer i, hvordan det gaar til, naar man dør. Efter Længselen dør Tanken. Efter Tanken dør Talen. Saaledes gaar det. Alting er regelmæssig afpasset efter sin Tid Efter Talen dør Kroppen. Efter Kroppen dør Navnet, og du er en Fortid, et blindt Mørke. Du er intet, en død, en tom Tale, som ingen udsiger. Saaledes er det.

Vogt jer, mine smaa. Bed ikke om at kende Gud for nøje.

Herren kaldte paa mig og sagde: »Salomon, dit Hjerte lider«. Jeg svarede: »Ja, Herre«. Herren sagde: »Se dig om. Arbejde er Forfængelighed Visdom er Forfængelighed

Kvinder er Forfængelighed Den gode Gerning er Forfængelighed Se dig om og se, at alt er Støv, og Mennesket er som Dyret Livet løber, og der er ingen, som kender dets Begyndelse og Ende«.

167

»Se dig om«, siger Herren, »og se, at min Trøst bliver evindelig, og at alle Sjæle læges af min Trøst«.

Da sagde jeg: »Herre, men der er ingen Trøst for mig, din Tjener«.

»Du skal lide«, sagde Herren, »for at trøste mine Børn. Du er min udvalgte, som skal lide for at kunne trøste andre. Se«, sagde Herren, »jeg kaster Druerne i Persekarret, og den røde Saft farver mine Fødder. Jeg vil gyde dit Blod i Lædersække, for at det skal blive til sød Vin og vederkvæge mange«.

Træd mig under dine Fødder i Persekarret, Herre.

VII.

Nu vil jeg være som et Dyr og hverken tænke eller spørge, men gaa, hvorhen min Herre driver mig.

Jeg har elsket Kvinder og lært Visdom og gjort det gode, og jeg har gjort alt det for at mætte min Sjæls Hunger. Saa længe det forladte Faar bræger efter Hyrden, haaber det endnu og ængstes endnu. Men naar ingen svarer, lægger det sig stille ned for at dø.

Som ung gik min Sjæls Bølger højt Nu er jeg som et frossent Vand

Thi alt i Verden er Tomhed, og du maa ikke elske noget i Verden. Men Sandheden er Guds Rædsel, som griber i dit Hjerte.

Ti. Ti. Hold dit Øje sænket og ti.

Nu vil alt dø i mig og min Sjæl blive stille.

Herre, jeg frygter dig ikke mere. Jeg har glemt min Rose og alt Der er ikke mer, du kan røve mig.

Tal til mig, og jeg hører dig. Straf mig, og jeg kysser din Haand Nu er jeg din brændemærkede Slave.

Hvo, som kan flygte for Gud, han gøre det Hvo, som ikke kan det, give sig i Guds Haand

Dette siger jeg, Salomon, Salomon, Israels Konge, Folkets Løve. Dette siger jeg i mit Lønkammer.

168

Digtet blev indført, som det stod og gik, i Dagbogen og staar der som et vigtigt Aktstykke til Salomons Biografi, og nedenunder staar der en sort Streg og derefter følgende Ord: »Det Navn, som er glemt, er glemt. Den Drøm, som er død, er død Det Eventyr, som er endt, er endt og skal være endt Den Længsel, som jeg ikke vil tænke paa, den skal dø, dø, dø! Nu vil jeg tie, ikke en Gang min Dagbog skal erfare noget. Der skal intet Ord være i min Mund og ingen Tanke i min Sjæl Arbejdet skal være dybt, dybt!«

Kan man heraf drage den Slutning, at Salomon fra den Dag af holdt sig Forbudet efterretteligt og ophørte at begaa det umulige? Ja, hvis alting gik, som Filosoffen præker, saa kunde man lade sig det bilde ind Men Menneskene er ikke konsekvente, og Salomon var beklagelsesvis et Menneske; derfor tror jeg ikke paa, at det gik ganske efter Dagbogen. Det hændte vistnok ikke saa sjældent, at Romantikken og Hr. Sentimental brød gennem Optugtelsen, og at Flugten gik for fulde Sejl tilbage til Fantasiens og Erotikkens Land Men hans hemmelige Medvider med den kolde, klare Stemme var altid paa Vagt og tillod ikke slige Udskejelser, og saaledes optugtedes Salomon lige saa meget imod som med sin Vilje.

Dog maa jeg indrømme ham een Ting. I Dagbogen findes ingen flere utilladelige Udgydelser. Salomon har ikke holdt af at levere aabenbare Indicier mod sig selv.

Hans Liv var maaske meget latterligt fra en og anden Side set. Der er jo overhovedet faa menneskelige Tilværelser, der ikke i en eller anden Belysning tager sig komisk ud. Og det kan ikke nægtes, at Salomon netop kunde indbyde til Morskab. Er den ægyptiske Munk, som tilbringer sit Liv med at vande tørre Stokke i Landet, en komisk eller tragisk Figur? Epikurs Elever mellem vore Samtidige vilde ikke være i Tvivl med Svaret, Ciceros maaske heller ikke. I denne rasktalende Tidsalder er saadanne løjerlige Figurer hurtigt affærdigede. Dog, lad saa Salomon gaa rejekt i den offentlige Mening, om saa skal være. Den afgørende Dom bliver altid Salomons over Salomon, og den maa vel gaa ud paa, at han kunde ikke bære sig anderledes ad, end han gjorde, og dermed er al videre Proces overflødig.

Hans Liv var maaske meget latterligt fra en og anden Side set. Men fra een Side, hans egen nemlig, var det et meget bedrøveligt og meget alvorligt Liv. Kun eet var hans Trøst: Søvnen. Den tager alle Bekymringer bort ligesom Døden. Naturligvis havde han tænkt paa 169 Døden og paa at gøre et og andet; men i det Øjeblik, hans Tanker fæstnede sig paa det mørke Vand, gøs han tilbage med en ufornuftig, overtroisk Frygt »Kristendommen har i den Henseende gjort os blødagtige«, sagde han. »Vi kan ikke længer som de gamle Filosoffer forlade Livet som en, der gaar ud af et Værelse, der er fyldt med Røg. Vi bliver nødt til at tage vor Fejhed, som den er«. Saaledes fandt han sig i sin Skæbne, og hvad der tillige holdt ham tilbage, var - for at give ham hans Ret - en stædig, forbitret Lyst til at se, hvor vidt det kunde gaa, og hvad det kunde blive til. »Kommer jeg ikke til Døden, kommer Døden dog en Gang til mig«, var hans sidste Ord i Sagen. Han drev en uhyggelig, humoristisk Sport. Han talte Tiden paa Kontorurets Gang og sagde til sig selv: »Saa og saa mange Minutter er der gaaet, siden jeg sidst saa paa Klokken. Saa og saa mange Minutter nærmere ved Døden«. Med en skummel Vellyst citerede han Senecas Ord: »Te caram, vita, beneficio mortis habeo. Dig elsker jeg, Liv, paa Grund af Dødens Velgerning«. Eller, som han frit oversatte det: »Fanden skulde leve, hvis man ikke var sikker paa at skulle dø en Gang«. Og for intet takkede han Guderne mere, end fordi Udødelighed var en barbarisk Fiktion.

Her maa man nok spørge, hvorfor Salomon ikke i sin Pine slog sig paa Religionens Trøst. Men Salomon var bange. Hvis han havde været yngre, havde han styrtet sig fra den erotiske Illusion lige over i den religiøse; men han var blevet for forsigtig og for tung i det til at vove et nyt Spring ud i det ubekendte. Og netop Beruselsen, Trøsten o.s.v., hvormed Pastor Petersen anbefalede sine Varer, var, i det Humør han var i, ham imod som Uredelighed

Hertil kom, at med de Former, som det religiøse Liv antog i Staden, havde han fra Barneaarene en gammel Regning at opgøre. Her stod Pastor Petersens Religion ved Magt endnu. Den gamle Pastor Petersen var død, men en ung Pastor Petersen sad i hans Sted. Thi det gaar med Pastor Petersen som med Kongen, Kongen dør aldrig; men undertiden hedder han Christian og undertiden Frederik til Fornavn.

Naar denne Pastor Petersen kom op paa Stolen, saa prækede han med inderlig Overbevisning det protestantiske Evangelium. Han formanede Tilhørerne til ikke at støtte sig paa menneskelig Autoritet og sigtede herved, som Salomon antog, uden for Landets Grænser, formodentlig til Paven i Rom. Ogsaa angreb han Askesen, idet han lod skinne igennem, at han selv vel havde en inderlig Lyst til Askesen 170 og navnlig Cølibatet, men at Pligten forbød ham det. Og der var virkelig heri en nøje Overensstemmelse mellem Mandens Lære og hans Liv. Præstegaarden var alt opfyldt med Petersener.

Ogsaa Skrædderen huserede endnu af og til i Byen, og ganske den samme Skrædder med den samme Næse. Skrædderen var stolt af sin Næse, den mindede ham om det, som han havde været, en af de store Syndere, dybt sunket i Fortabelsen, aldeles uværdig til Naaden. Naar Skrædderen raabte det ud over den lille, hellige Forsamling, blev alle grebet af Bevægelse og Beundring. Men Skrædderen var blevet reddet som en Brand ud af Ilden. Han var blevet udfriet fra Brændevinsdjævelen. Kun Næsens Farve havde han bevaret som et Tegn for alle, der ikke søgte den belejlige Tid

Naar han kom til Byen, laa han hos den hellige Enke i Farver gade; da kunde man høre dem synge Brorsons Salmer, og de talte sammen om Helvede til langt ud paa Natten, før de fandt Ro.

Salomon sympatiserede hverken med Pastor Petersen eller med Skrædderen. Han søgte tilbage til Tider, hvor disse to moderne Typer endnu ikke eksisterede, og paa en forunderlig Maade fandt han, hvad han søgte, i den Bog, der har været Opbyggelsesbog for saa mange andre Fornægtere i vort Aarhundrede. »Du brave, gamle Thomas å Kempis,« sagde han. »Saa mange Aar skal vi altsaa tilbage for at finde en Sjæl, der er helt ægte og enfoldig, og hvis Tale er et sanddru Spejl af ham selv. Hvoraf kommer nu dette? Formodentlig af, at du ikke var Missionsmand og Prædikant

Du for ikke op og ned og vilde omvende andre; men beskedent indskrænkede du dig til at ville sørge for din egen Sjæl. Derfor behøvede du ikke at stramme dig selv op til Tordentaler, der kunde gøre Virkning paa Proselytterne. Ej heller behøvede du at øve dig i at vanke rundt med salvelsesfuld Værdighed for at gøre Indtryk. Du behøvede overhovedet slet intet Hensyn at tage til, hvordan du tog dig ud, men kunde være ganske, som du var, jævn og naturlig og beskeden. Og her i din Imitatio har vi som i en Dagbog de Tanker, som fyldte dig i Cellens Ensomhed, og som du troskyldig skrev op uden den Bitanke at udgive dem.

Ak, hvad Forskel er der da egentlig paa dig og os, paa din Stilling og vor Stilling? Ganske vist, vor Viden om Verden er en anden. Hvor du ser en usynlig Magts Vilje, der ser vi Naturkræfternes Sammenspil. De ortodokse af begge Lejre tror, at denne Forskel er uoverstigelig. 171 For mig betyder den ingenting. Indholdet af den fromme Mands Liv var aldrig en Tro, en Beskuelse, en Viden. Disse var ham Hjælpemidler til at leve, men aldrig Livet selv. I den rene, stærke Vilje, i det daglige Arbejde paa at gøre sig selv oprigtigere, visere og enfoldigere, deri gik den fromme Mands Liv op. Fordi hans Viden ikke var saa stor, som vor er, om Verden, forestillede han sig hele Tilværelsen som en Gengivelse i overnaturlig Maalestok af sit eget Livs Kamp; men dette bliver noget sekundært og ikke det centrale. Ja, det var nemt, hvis man som Pastor Petersen kunde nøjes med det sidste. Den gode Mand lader sig henrykke af fromme Følelser, han snakker sig selv ind i den religiøse Stemning og fortæller os, hvor mageløs dejlig og barneglad Kristendommen er, og derpaa snakker han sig selv ud af den religiøse Stemning igen, og saa gaar han hjem, og saa er den Ting ovre. Men Livet, saaledes som du tog det, Thomas, var ikke sentimental Snak, men først og fremmest et tavst og dybt Arbejde, langt mere realistisk og vanskeligt, end vor Pastor Petersen vilde anse for passende. Derfor er du heller ikke saa rask til at ville tale om det mageløse og dejlige og barneglade. Langt mere sætter du Fingrene paa Bylden og peger paa den daglige Lidelse, den daglige Fristelse og det langsomme, langsomme Fremskridt. Og hvis ikke Pastor Petersen højt og lydt forsikrede om det modsatte, saa skulde man tro, at hele dette Opdragelsens Liv var et terra incognita for ham.

Sandheden er, at disse gamle Munke sad i deres Celler og opdagede en ny Verden, Alvorens Verden, Pligtens Verden, som vi Mennesker saa gerne vil lukke Øjnene til for. Derfor søger vi Trøst hos Menneskene for at undgaa at blive ene med os selv. Men i Ensomheden, og vel at mærke den frivillige Ensomhed, aabnede den nye Verden sig for Munken. Og der opdagede han, at Pligten er til. Mennesket er en løs Fugl, et sentimentalt, grusomt og vellystigt Væsen; men i Ensomheden holder Erindringen hans eget Liv op for ham som i et Spejl, og han ser det, hvor meningsløst og hæsligt det er. Og Fordringen paa Ærlighed og Sammenhæng i hans Liv stiger op i hans Sjæl som en streng, alvorlig Tale. Men Vejen er lang. De blide Følelser og de gudelige Fantasier vil saa gerne forkorte den. Men Vejen er lang, og den eneste Maade at gaa den paa er Skridt for Skridt i Lydighed og Tugt, med Øjet fæstet mod Jorden og Munden lukket sammen om Tungen.

Denne Erfaring var just den, du gjorde, gode Thomas; men du 172 klædte den, som naturligt er, i din Tids Forestillinger. Du kaldte Pligten for Guds Vilje og vor medfødte Dovenskab for Djævelens Fristelse. Nu, det ene Udtryk er vel lige saa godt som det andet, naar blot en virkelig, solid Erfaring ligger bagved Du svimlede ved at erkende Dybderne og Modsætningerne i din Sjæl. Du maatte gribe til overnaturlige Kræfter for at forstaa det. Du forstod vel altsaa ikke, at Sjælen i sig selv er dyb, ubegribelig, uendelig. Den kender ikke sine egne Grænser; thi alt, hvad der erfares, hvad der føles og villes, er i Sjælen og ikke uden for den. Gudsbilledet er et Drømmebillede i Sjælen og den Ondes Billede ligesaa, og Kampen mellem Gud og Satan, Valget mellem Himlen og Helvede, som du henlægger uden for dig, det er Kampen i Sjælen og Valget i Sjælen, og disse den gamle Tros Billeder er et dybsindigt, mytologisk, skønt og opbyggeligt Digt.«

Salomon var egentlig en praktisk Mand. Det er sandt, hans Uvenner kunde sige om ham, at han altid viklede sig ind i vanskelige Situationer. Men var han først kommet saa vidt, saa havde han et Talent til at indrette sig saa praktisk som muligt efter Forholdene. Her gav han sig nu efter Benedikts og Ignatii Mønster nøjagtige Regler for sit daglige Liv. Og snart gjorde han den samme Erfaring som Thomas fra Kempen, at intet var skadeligere for det aandelige Helbred end Lediggang. Deraf kommer Tungsindighed, vellystige og hovmodige Tanker. Han indrettede sig altsaa en Slagplan for hver Dag, idet han for en Del genoptog sine gamle Vaner fra Skyttegade.

Han passede sine Forretninger, gravede i sin Have og studerede, hvad han havde Lyst til, helst gamle Værker fra før Bogtrykkerkunsten. Og idet han blandede alt dette sammen til en sund, aandelig Diæt, ventede han paa Resultaterne. Dog, sligt tager Tid Den ene Dag gik som den anden, og Salomon talte Tiden.

Men maaske er jeg kommet lidt for langt frem og maa vende noget tilbage. Der er et Aktstykke, som jeg ikke ret kan faa Plads til, men som hører hjemme i denne Tid lige efter Tordenslaget, noget før eller noget senere jeg vil da prøve at sætte det ind her.

I Foraaret, som Salomon gik og drillede Rector magnificus og saa smaat begyndte at forlibe sig i Prosa, fik han en Gang Øje paa den Berlinger, der bragte Universitetets Prisopgave for Aaret. Salomon løb den igennem uden at tænke noget videre derved Heller ikke følte han sig fristet af den juridiske, men ganske tilfældig faldt hans Øje ned paa den teologiske. Den hed: »Det sædelige Fremskridt ved Reformationen 173 og dettes Frugter«. Saa snart Salomon havde læst dette, slog det ham, at her virkelig var et Problem, og med sin vante Forkærlighed for alt det, som ikke kom ham ved, kunde han ikke slaa det Problem ud af Tankerne igen. Han kunde kende Rector magnifici Stil i Redaktionen, og det forøgede den dæmoniske Tiltrækning, som Opgaven udøvede paa ham. For at komme til Klarhed opsøgte han »Nordisk Konversationsleksikon« og slog op paa Reformationen. Men der stod intet om noget sædeligt Fremskridt, og under sædeligt Fremskridt stod der ikke noget om Reformationen. Heller ikke kunde han finde noget om »dettes Frugter«. Denne Tavshed irriterede ham, og Opgaven begyndte at gnave sig ind i hans Sjæl.

Salomon blev ved at lede efter det sædelige Fremskridt og kunde stadig ikke finde det

Men han var blevet opdraget i, at det var der, og skønt han ikke længer var nogen ret Lutheraner, troede han dog stadig paa Fremskridtet Thi paa dette Punkt synes alle lærde enige i de protestantiske Lande, baade de ortodokse og de andre. Der er jo nu en Gang en almindelig Overtro paa Udviklingen. Og kun nogle enkelte, som ikke blev regnet med, saasom Søren Kierkegaard, protesterede. Salomon slog op i Moralstatistikken; men her viste der sig det sørgelige Resultat, at de protestantiske Lande i alle Slags Forbrydelser stod højere end de katolske.

Han hældede dernæst en Tid til den Anskuelse, at Protestantismens sædelige Forrang ikke kunde bevises, men kun tros, og burde stilles op som et specielt lutheransk Paradoks ved Siden af Morten Luthers Ufejlbarhed Kun langsomt steg den Tanke op for ham, at Troen paa Protestantismens sædelige Værdi muligvis skulde være af samme Art som Troen paa Voltakorset, et nyt Eksempel paa den Lov, som Salomon stadig genfandt i Livet, Selvbedragets Lov. Men nu fik han først ret Blod paa Tanden og begyndte at beskæftige sig med Spørgsmaalet for Alvor. Just i de samme Dage, da hans Tanker legede som blidest med Prosas Navn, begyndte de spottende og harmfuldt at strides med Protestantismens sædelige Fremskridt og dettes Frugter. Intet Under, at han havde følt sig i en haard Klemme, og som om han var Højsanger og Prædiker i samme Person.

Men nu i Ensomheden dukkede Opgaven op igen og i en ny og strengere Skikkelse. Det er jo egentlig den Opgave, som vi maa stille os selv til den afgørende Dom af os selv. Den protestantiske Tidsalder 174 er den sidste Tidsalder i de nordlige Landes Udvikling, en uafsluttet, endnu levende Tid. Dømmer vi den, dømmer vi derfor os selv. Og Tiden synes at være inde til en Revision. Ikke at en enkelt Mand kan foretage denne. Hans Bedømmelse bliver altid ensidig. Men gennem de mange enkeltes Betænkninger foregaar just Revisionen.

Det er netop det, som Rektor kaldte Frugterne, som Revisionen skal undersøge. Om Reformationen var et Fremskridt (eller Tilbageskridt) mod den rene, paulinske Ortodoksi, det er til syvende og sidst ligegyldigt Om den var et Fremskridt i Retning af Liturgi og Ceremonier, det kan ogsaa være det samme. Men derimod kan det ikke være det samme, om Protestantismen er et Fremskridt i Karakterens Styrke og Adel, i Alvor og Sandhed eller ej. Det bliver altid Hovedsagen. Og dette er indlysende, hvad enten man gaar ud fra, at det Dogmesystem, som Paulus har lavet, er urigtigt eller ikke.

Altsaa vedlægger jeg som Bilag Salomons lille Afhandling om:

»Det sædelige Fremskridt ved Reformationen og dens Frugter«.

»Det er ikke nok med, at Menneskelivet er en Illusion fra Vuggen til Graven, fra den første nøgne Vildmands stammende Tale i Urskoven til det nittende Aarhundredes Tale, der flyder som et Kildevæld; men ganske specielt er den Luft, vi heroppe aander, forfalsket, den Jord, vi træder paa, er hul. Vi lever i et stort, systematisk, historisk Bedrag, gennemarbejdet og indøvet med al Tankens Forræderi og Viljens Slappelse, og des frygteligere er Bedraget, fordi det er opstaaet ganske ubevidst og uvilkaarligt, saadan successivt, egentlig uden at vi kan give nogen Skylden.

Søren Kierkegaard har tilstrækkelig belyst Bedrageriet fra ortodoks Side, men Spørgsmaalet behøver slet ikke at ses just fra ortodoks Side. Det har en ren positiv, historisk Side. Det kan være Fritænkeren ligegyldigt, om Kirken er i Overensstemmelse med det paulinske Læresystem; men det kan ikke være noget Menneske ligegyldigt, om Øjeblikket repræsenterer et Fald i moralsk Værdi i Forhold til Fortiden.

Det er dette Spørgsmaal, Kirken ikke tør se i Øjnene. Spørger man i Øst, svarer den i Vest. Siger man: »Vort Liv og vore Handlinger er 175 ikke i Overensstemmelse med den Religion, vi gør Fordring paa at tilhøre« - smutter den udenom og svarer: »Men vor Lære er ortodoks.«

Lad Læren nu være, hvordan den er. Alle Lærdomme holder til en Tid og gaar i Glemmebogen til deres Tid Læren udgjorde aldrig det blivende og værdifulde ved en Religion. Læren alene opdrager ikke, opflammer ikke, udrenser ikke.

Det var heller aldrig Læren i sig selv, der gjorde, at en Religion udbredte sig og blev Verdensmagt Vi har jo saa mange fortræffelige Systemer, som aldrig blev Verdensmagt Verden vilde være blevet erobret af dem alle, hver til sin Tid, hvis det kom an paa Læren. I vore Dage, hvor der udtages Patent til en ny Religion hver Dag, vilde det medføre et frygteligt Virvar, hvis det kom an paa Læren.

Nej, ligesom der behøves mere end Krigsvidenskab til at blive en Hærfører og mere end Nationaløkonomi til at blive en stor Politiker, saaledes hører der ogsaa mere end Lære til at blive en Religionsstifter.

Der, hvor der sker noget afgørende i Historien, der, hvor noget nyt opbygges, er det altid det samme, der foregaar.

Det er Fremtrædelsen af den store Personlighed Det er Dannelsen af en ny Karaktertype. Det er en ny, ejendommelig Praksis og Livsførelse, som viser sig.

Det er dette, der skaber en ny, stor Bevægelse; thi Bevægelsen bestaar just i, at den ejendommelige Livsførelse forplanter sig til andre Mennesker, som en Bevægelse forplanter sig i Vandet Det er paa denne Maade, at Franciskus virker som Fornyer ved at virke som Forbillede. Det er paa den Maade, at den Personlighed, fra hvem Franciskus aandelig set stammer, og hvis Fornyer han er, virker igennem Tiderne. Virkningen er en Virkning som Forbillede. Den foregaar igennem Traditionen, som hvert Øjeblik truer med at formørkes.

Selvfølgelig spiller Læren en vis Rolle, men en sekundær. Enten Stifteren selv eller en og anden Paulus, en og anden Plato forsøger at sætte Stifterens Praksis om i et Tankesystem. Det, der her gør sig gældende, er en naturlig Trang til at anskue Verden som en Helhed og netop i Lyset af den inderste og kæreste Erfaring. Den ydre Verdens System bliver en Afspejling af den indre Verdens Liv. Heraf kommer just den opbyggelige Værdi, som saadanne Spekulationer kan have. 176 Men de er naturligvis bygget op af Tidsalderens Tanker og farvet af dens Fejlsyn, Det ortodokse System er en stor og beundringsværdig Tankebygning, bygget, som det er, gennem Tiderne ud fra Stifterens Antydninger af Paulus og hans Efterfølgere indtil Athanasius, sammensat, som det er, af jødiske, persiske og græske Elementer. Det har spillet en stor Rolle i Menneskehedens Liv og vil altid bevare sin poetiske Værdi; men det har som alle Systemer den Fejl, at det ikke er evigt. »Kundskab, den skal forgaa«, siger Paulus selv vemodelig.

Men det var ikke Paulus' Mening, at Læren fritog ham for Efterfølgelsen af hans Mester, saa lidt som det var Platos Mening, at Læren fritog ham for Efterfølgelsen af hans. Det Indtryk, de havde modtaget, selv om det hos den ene kun var et anden Haands Indtryk, var saa uudsletteligt, at det maatte præge sig i deres Liv.

Og saaledes bliver det - med eller mod Læren - ved at staa ved Magt, at Kontinuiteten ligger i Overleveringen af Handlingen. Stifteren virker som det første Forbillede, tilsyneladende dukkende op af Mørket, som han staar, formodentlig dog forklarlig for den, der var klog nok.

Efter hans Mønster tager andre og bliver derved selv mindre, men til Gengæld nærmere Forbilledet, og saaledes gaar det fremad i Traditionens Bølgegang. Heri bestaar just en bestemt Retnings Historie og ikke i Kirkemøderne.

Men denne Bevægelse er ikke en blot og bar Gentagelse, men tillige en Udvikling. Denne følger af, at Bevægelsen naar ud til Kredse med andre Livsbetingelser end den, hvor Stifteren færdedes. Den kommer til andre Lande med andre Naturbetingelser, til Nationer med en anden Folkekarakter. Ogsaa Tiderne skifter. Nye Tider kommer med nye Krav.

Her maa da foregaa en Tilpasning. Typen omformes saaledes, at det væsentlige Indhold bliver det samme, men den ydre Form kommer til at svare til de ydre Forhold.

Det er en saadan Omformning, der foregaar første Gang, idet Apostelen træder ud over Jødelandets Grænse, og den fredelige Jøde bliver til den i Form smidige, men i Grunden ubøjelige Missionær og Martyr.

Anden Gang, vi træffer en Tilpasning, er i det Øjeblik, Martyriet falder bort, og Kristendommen bliver anerkendt og snart efter triumferende. Da er der et Øjeblik Fare for, at Traditionen skal uddø, 177 idet Opgaven falder bort. Samfundet befinder sig i samme Situation som nu. De er alle Kristne.

I det Øjeblik træder Munkene til og omformer Typen efter de nye Forhold

Igennem Ensomheden bevarer de Lidelsen, Forsagelsen og Optugtelsen. Denne store Gerning har Eftertiden kun daarlig takket dem for, og dog er det Klostrene, der har bevaret Traditionen frelst igennem Middelalderens Barbari.

Her i Klosteret skyder maaske den kristne Tradition sine ædleste Blomster. Martyriet og Missionen har store Skyggesider. De gør Mennesket til Fanatiker. Intolerance følger med Missionen, som Pauli Eksempel viser. »Martyrerne bliver Fremtidens Forfølgere«, har Renan sagt.

Men her i Klosteret er der Fred I denne dybe, stille Fred kan en Karakter vokse op som den hellige Franciskus, en Sjæl uden Plet, mild og ren og dog glødende og mægtig som et klart, hvidt Lys. Han er et Særsyn, idet der aldrig er blevet sagt et ondt Ord om ham.

Derfor virker han saa mægtig reformatorisk, ikke igennem politiske Foranstaltninger, Kommissioner og Rigsdag, men ved sit beskedne Eksempel gennemsyrer han sin Samtid

Men der kom en ny, demokratisk, travl, borgerlig Tid. Parolen blev: Udad! Tag Del i Livet!

Klostrenes Tid var forbi. Den katolske Kirke kunde ikke længer være den ledende Magt Den havde optugtet Menneskeheden paa en beundringsværdig Vis ved Hjælp af sine strenge Regler. Den havde skolet Menneskenes Tanker ved sit Læresystem, deres Viljer ved sin Lovgivning, ved Faste, Cølibat, Skriftemaal og Bod Nu kom der en Tid, hvor alle disse ydre Former tabte deres Magt, fordi Menneskene anvendte deres Fornuft over for dem og spurgte: »Hvorfor nu det? Og hvorfor netop det?« Saa snart Drengen begynder at spørge, er han i Færd med at blive voksen, og saa nærmer den Tid sig, da det pædagogiske System, han er blevet opdraget efter, er overflødigt

Alt det har Lutheranerne Ret i, og de forsømmer ikke at gøre opmærksom derpaa; men en anden Ting glemmer de, nemlig den Opgave, der forelaa.

Drengen er ikke blevet til Mand, fordi han bryder sig Pokker om Barneaarenes Forbud Dermed er han højst i Lømmelalderen. Han bliver til Mand, idet han bliver sin egen Lovgiver og Pædagog.

178

Opgaven, der forelaa ved at omsætte Klosterlivets Værdi i en moderne, utvungen, frivillig Form, Opgaven lød: Højere op! Dybere ned! Fremelsk paa eget Ansvar den Type, som i Middelalderen blev frembragt i Henhold til Kirkens Bud, og vær mere vidtskuende, mindre fornem, naturligere og selvstændigere.

Opgaven var at lade Forbilledet trække i moderne Dragt, give ham Frakke og Bukser paa, Stok i Haanden og Tommestok i Lommen.

Og hvad gør saa Reformationen i Stedet for? Den skaffer simpelthen Forbilledet af Vejen under Paaskud af at beundre det. Det er saa stort, saa ophøjet, det er Mennesket umuligt at bruge det, og derfor lader vi være. Reformationen skaffer de virkelige Efterfølgere af Vejen ved at sige: »Det var en Misforstaaelse med denne Selvretfærdighed Kristendommen bestaar netop ikke i at følge efter, men i at lade være.« Til Nutiden siger den: »I kan ikke.« Til Fortiden, som kunde det, hedder det: »Man maa ikke.« »De gode Folk har misforstaaet det«, siger Luther.

Saaledes bliver Protestantismen et Særsyn mellem Religionerne, en Religion uden Forbillede, et lige saa hæsligt Skue som en politisk Forsamling uden Dirigent.

Det hænger sammen med Lutheranismens meningsløse Psykologi. Den genoptager den gamle paulinske Lære om, at Guds Naade virker al Forbedring i Mennesket, den menneskelige Vilje intet I overdreven religiøs Begejstring har Paulus lavet denne trøstesløse Lære i Strid med sin egen og Stifterens Praksis.

Den katolske Kirke har med sin sædvanlige praktiske Sans mildnet denne Lære. Den har givet den menneskelige Vilje en Andel i Fremskridtet Men med hele deres uhistoriske, bogstavrette Blindhed gaar Protestanterne tilbage til Paulus. Selvvirksomheden, Selvopdragelsen, Handlingen maa de konsekvent nægte nogen afgørende Betydning. I Stedet for Gerningen er det Troen, det kommer an paa.

Hvad er nu denne Tro, hvori Protestanterne ser et og alt? Det er aabenbart en Følelse af Hengivelse, inderlig Tillid og Taknemmelighed, med andre Ord den religiøse Følelse, sat i Bevægelse af det paulinske Dogme om Forsoningen.

Nu har den religiøse Følelse sikkert sin Berettigelse. Mennesket har en naturlig Trang til en fuldstændig Opgaaen i noget stort, ufatteligt. Finder det ikke det store i det virkelige Liv, i Sjælens eget Dyb, i den daglige Strid, saa søger det ud over sig selv, digter sig en Drøm, 179 skaber sig et Mysterie. Det religiøse Liv flytter over fra Virkelighedens Verden til Fantasiens Verden. I Stedet for, at Sjælen uden Omsvøb forholder sig til Sjælen, gaar den en Omvej og forholder sig til sig selv gennem at forholde sig til en Fantasigud uden for sig. Dette er den religiøse Illusion. Den religiøse Illusion har skabt de største Personligheder i Historien. Dens Herredømme skylder vi næsten al Uddybning og Forædling af Personligheden. Menneskeheden vil derfor altid ihukomme den med Taknemmelighed og Ærbødighed, ogsaa naar den en Gang vil udtrykke de samme Erfaringer i positivt, ikke mytologisk Sprog. Den religiøse Illusion dukker stadig op paa ny i nye Former i Historien, men, som det synes, med ringere og ringere Styrke, alt som den positive Maade at tænke paa bliver almindelig.

Forsoningslæren er et skønt og dybt Billede, en gribende, storslaaet Mytologi. Intet Under, at mange skønne Sjæle har fundet Hvile i den og vil gøre det saa mange Aarhundreder endnu.

Men man glemme ikke, at dette Liv er et Liv i Fantasiens og Følelsens Verden. Viljen er ikke derfor renset, Sjælen ikke adlet, Tanken ikke klaret, Samvittighedens Krav ikke stillet tilfreds.

Og Betingelsen for en sand Udvikling er, at dette Liv i Fantasiens og Følelsens Verden giver Næring for Viljeslivet, saa at der kommer en Vekselvirkning mellem Drøm og Daad.

Hvo vil nægte, at en saadan Vekselvirkning kan finde Sted inden for den protestantiske Verden. Men Ulykken er, at dette ikke følger af den ortodokse, protestantiske Teori, men egentlig er i Modstrid med denne.

Thi den protestantiske Ortodoksi gaar ud paa, at dette Liv i Følelsens og Fantasiens Verden, med andre Ord Troen, er tilstrækkelig. Den gaar ud fra, at Troen selv raader ingen for, den kommer ovenfra, »som et Lyn«, siger Herrnhutterne, »paa en overnaturlig, øjeblikkelig og uforklarlig Maade«.

Her er aabenbart intet Angrebspunkt for Viljen. Mennesket kan kun naa det højeste, som kan naas, i Kraft af en magisk Proces, uden at han selv har gjort hverken til eller fra. Ja, hvis man selv ved egen Kraft vil søge at opnaa noget, saa er det Værkhellighed, altsaa Synd

Hvis nogen Teori er modsat Jesu Lære om, hvordan man skal bære sig ad i Livet, saa er det denne Fatalisme.

Luther, saa naiv som han var, forstod slet ikke Rækkevidden af denne Lære. Han drog sikkert ikke selv Konsekvenserne, og han 180 kunde ikke forstaa, hvorfor Gendøberne kastede al Moral over Bord. Men disse Folk var ikke saa barnlige som Luther. De drog deres Slutninger. De syndede paa Naaden.

Naar denne fordærvelige Lære ikke har haft fuldstændig Tøjlesløshed til Følge, saa skyldes det flere Grunde. Menneskets naturlige Pligtfølelse og Sømmelighedssans har oprørt sig imod dens Konsekvenser og tilsløret dens egentlige Mening. Og den tydelige Tale i Evangelierne, som Reformatorerne dog ikke forbød Folk at læse i, kunde, hvor meget den end blev fortolket, dog ikke lade være med at virke paa ulærde Sjæle. Trods Reformationens Lære blev mange, endog de fleste af Reformatorerne selv, ved med i Livet at anerkende Opdragelsens og Viljens Betydning, om end ikke i Læren. Og heldigvis trængte den egentlige protestantiske Lære ikke ud i Befolkningen, hvad nu »de hellige« efter Evne forsøger at gøre godt Heraf kommer det Særsyn, at den store Befolkning egentlig slet ikke kender den forargelige Religion, som hersker i vore Lande. Og dog behøver de kun at læse dette lille Mesterværk, »den augsburgske Konfession«, igennem for at se, at de hellige har Ret i at kalde alle andre for vantro.

Men har den protestantiske Teologi ikke gjort saa meget ondt, som den kunde have gjort, og som den vil gøre i Fremtiden, hvis den hellige Hylen bliver ved, noget godt har den i alt Fald ikke gjort Noget godt kan en Lære, der svæver i Rummet fjernt fra Virkeligheden, aldrig gøre. Og dette har netop været Protestantismens Fordærv, at dens Teologi ikke stod i Forbindelse med det daglige Livs Moral Den Moral, der læres fra de protestantiske Prækestole, har ikke holdt sig ved Teologien, men uden denne eller paa Trods af denne. Den har ikke, som den katolske Moral, været i eet Stykke med den katolske Teologi. Den Moral, som findes i de protestantiske Lande, er ikke en kristelig Moral, den er en juridisk Moral. Og det hænger sammen med den lutheranske Kirkes Syndefald, idet den traadte ud i Livet, nemlig Statskirkevæsenet

Set fra Statens Side var Statskirken en overmaade heldig Ting. Den gør Kirken fra Statens Medbejler som Kulturmagt til dens ærbødige Tjener. Med Reformationen bliver det Staten, der overtager Hegemoniet i Udviklingen i godt og ondt. De Goder, som protestantiske Lande roser sig af at have opnaaet før de katolske, nemlig Tænke- og Talefrihed, videnskabelig Uafhængighed og Skolens Adskillelse fra 181 Kirken, skyldes ikke den protestantiske Kirke, men den protestantiske Kirkes Svaghed

Men set fra Kirkens Side var denne Tilstand ubestridelig et Fald En Nødstilstand kaldte Luther det; men Nødstilstanden blev permanent

Med den ydre Uafhængighed tabte Kirken den indre Uafhængighed

Den katolske Kirkes højeste Lov er Lydigheden mod Gud Der er her altid en Mulighed for en Moral, der er højere end den, Loven fordrer, højere i Fordringen mod sig selv og mildere i Dommen af andre; men denne Mulighed har den lutherske Kirke som Statskirke ikke; den lutheranske Kirke blev Lydigheden mod Øvrigheden. Heraf det borgerlige, lovlydige i vor offentlige Menings Moral.

Juristerne har formet den. Protestanternes ldeal er ikke Helgenen, deres Ideal er den gode Borger. Mærk Afstanden og Afslaget. Og vilde man sige til dem, at Jesus selv ikke var den gode Borger, men en haardnakket Oprører mod sin Kirke og sin Stat -?

Lutheranerne klager over, at Pavekirken har haft en højere og en lavere Moral Hvad er her at gøre? De hugger Knuden over ved at afskaffe den højere Moral.

Men Frafaldet er langt dybere endnu. Det er saa dybt, som det kan være. Lutheranismen er ikke en Gang en forfalden Kristendom. Den er det dristigste og snedigste Brud med selve Grundtanken i Kristendommen. Lutheranismen er i Virkeligheden en ny Religion under Maske af en gammel.

Hvad er Kærnen i Kristendommen? Den er naturligvis ikke noget af Kirkens Dogmer. Man bilder sig ind, at Jesus var Professor i Teologi, at han var den første, der bekendte sig til den augsburgske Trosbekendelse, og at hans Gerning bestod i at holde Seminarium i Bethania, hvorfra han udsendte sine Apostle efter at have ladet dem tage teologisk Embedseksamen.

Naar han blev til det, han var, var det, fordi han gjorde en ny Erfaring, fandt paa en ny Maade at leve paa. Hovedsagen er ikke hans metafysiske Lære, den er en Biting, en Tilfældighed; men Hovedsagen er hans Liv. Det er i sit Liv, at han gør den store Opdagelse, som i den menneskelige Biologi svarer til Kolumbus' Opdagelse i Geografien.

Han opdager et nyt Land, den frivillige Lidelses Land

Han gør denne Opdagelse midt i den fladeste, platfodede Optimisme, 182 midt mellem Jøderne, hvis Religion gaar ud paa at faa Agre og Huse, Sønner og Døtre af Jødeguden og give Brændofre og Lovlydighed derfor efter den gamle Kontrakt paa Sinai. Alting gaar ud paa, at det maa gaa dem vel, og de maa leve længe i Landet

Han søger ikke Nydelsen, han ved vel, Nydelsen er hul. Det fede, flegmatiske, patriarkalske Liv huer ham ikke.

Han søger Fuldkommenheden. Med et Barns Naivitet søger han det umulige. Med en Ynglings Ild griber han det i sin Fantasi. Med en Mands Vilje virkeliggør han det i sit Liv.

Vi er i Sandhed meget fjernt fra den augsburgske Trosbekendelse her.

Og her gør han Opdagelsen: Det er Lidelsen, som lutrer.

Den, som søger at gribe det fuldkomne, han høster Lidelse.

Fordi det fuldkomne er imod Menneskets Natur, imod den enkeltes egen Natur, imod Samfundets om ham. Arbejdet derhenimod er Askesen i Forhold til sig selv, er Isoleringen i Forhold til andre.

Heri ligger Lidelsen. Den er en simpel, naturnødvendig Virkning.

Saa snart Sjælen sætter sig et højere Maal, skaber den sig Lidelse.

Men uden denne Lidelse kunde Fremskridtet ikke gøres.

Det er Lidelsen, som lutrer, det er en anden simpel Naturlov. I den bliver Viljen ren, Tanken klar, Følelsen dyb.

Dette er det tilsyneladende Paradoks, haardt at høre for Kød og Blod, derfor bortfortolket og forglemt: »Hvo, som taber sit Liv, skal vinde det«.

Paradokset er, at jo større den ydre Lidelse er, jo større er den indre Glæde. Thi jo stærkere, renere, mildere føler Mennesket sig, jo nærmere ved sit Maal. Her lever Sjælen dybest og rigest I den dybeste Sorg er den højeste Glæde. Jo stærkere Strengen er spændt, des finere bliver Tonen.

Man har elektriske Strømme af forskellige Grader efter den Spænding, de er i. Man siger, der er en Polak, som har eksperimenteret med Strømme af den allerhøjeste Spænding, og se, disse Strømme frembringer i de Legemer, de gaar igennem, et Lys saa klart, mildt og stærkt som Solens Lys. Og dog er just her alle Legemets Dele grebet af den voldsomste, sitrende Bevægelse, men Lyset bliver roligt og mildt

Men uden Spænding kan Polakken ikke lave Lys. Hver Ting har 183 sin nødvendige Aarsag. Livet er en Forretning. Den, som vil have noget, maa give noget for det

Det er ligesaa i det borgerlige Liv. Med Sved købes Rigdom. Med Blod købes Ære.

Saaledes ogsaa her: Med Lidelsen købes Fred.

Denne Mand, som man i kejtet Iver har gjort til en Gud, har i sit Ord og i sin Handling klart udtalt denne simple, biologiske Lov. Og han har drevet Spændingen saa stærkt op som ingen anden. Heraf det store Lys.

Vandringen til Golgatha er tillige et Triumftog, Tornekronen er tillige en Glorie. Dødens Smerte er tillige Salighedens: »Det er fuldbragt!«

Der behøves ikke mere. »Det er fuldbragt!« Resten er Tavshed

Disse simple Sandheder er velkendte i andre Kredse, alle Vegne kendes de undtagen i den lutheranske Religion. Det er de samme Sandheder, som de græske Vismænd fra Plato til Epiktet udtaler i en mere afdæmpet Form. Det er de samme Sandheder, som Buddha udtaler i en haardere, mere nøgtern Form.

»Den, der har overvundet Fristerens onde, vildsomme Vej,« siger Buddha, »den, som er trængt igennem og har naaet Bredden, som rig paa Beskuelse, uden Begær, uden Vaklen, forløst fra Tilværelsen har fundet Ro, ham kalder jeg en sand Vismand«

Jesus er mere almenmenneskelig, varmere, kærligere. Buddha er koldere, ensommere; men den Opdagelse, de har gjort, er den samme. Mennesket er sygt, Lidelsen gør ham sund Lykken er en Sæbeboble, Lysten et Bedrag, Verden et Samfund af bedragne Bedragere. Vejen er ens for dem begge: Viljens Vej, Arbejdets Vej, Korsets Vej.

Det er den samme Sandhed, som Schopenhauer opdager midt i et protestantisk Land Det er den samme Sandhed, som Søren Kierkegaard opdager midt i et andet protestantisk Land

Og hvorledes staar det sig med os? Er det den Sandhed, vi lever efter?

Nej, det, som prækes her, er en Slutning, som ser meget mærkelig ud

Præmissen hedder: Kristus er død paa Korset. Konklusionen hedder: Lev og nyd »Kristus er død paa Korset,« siger Prædikanterne, »Regningen er kvitteret Du behøver ikke at bekymre dig om noget, 184 bare du tror, og ikke sandt, kære Venner, Troen er saa let, saa sød, saa dejlig, i Grunden ingenting at tale om. Og altsaa: Lev og nyd«

»Misforstaa os ikke,« siger Prædikanterne. »Vi siger ikke: Lev og nyd med Overtrædelse af den borgerlige Straffelov! Nej, lev og nyd paa een Gang Nydelsen og tillige borgerlig Ære og almindelig Agtelse og skæld dem, der forsynder sig mod Loven, ud for Fortabelsens Børn. Men Summa Summarum, hvordan du ellers gør: Lev og nyd!«

Lutheranismen er atter her et Særsyn. Det er den eneste Religion, som ikke kender til Askese, til Øvelse og Optugtelse. Selv Muhamedanismen, som Pastor Petersen kalder »sanselig«, er en streng Religion ved Siden af den lutheranske.

At dette er den lutheranske Religion, det bliver tydeligere og tydeligere Dag for Dag. Den lutherske Religion er ikke andet end Jødedom op åd Dage. Den er blot en ny Kontrakt traadt i Stedet for den gamle; men Meningen er den samme. Vi opfylder visse smaa Forpligtelser. Vi tror, eller i alt Fald, vi tror, at vi tror, eller om ikke andet, vi tror, at vi tror, at vi tror. Til Gengæld venter vi os Mad, Drikke, Klæder, Sko, Hus, Hjem, Hustru, Børn og alting af det naadige Forsyn. Blot er Lutheranerne i een Retning langt mere nydelseslystne og udspekulerede end Jøderne. Naar de dør, garanteres dem den evige Salighed

Men i den sidste Tid er der blevet opfundet noget nyt, som overtrumfer den gamle, magelige Lutheranisme. Det er Helligheden. Vi er i Færd med at blive overvældet af Skrædderens og den hellige Enkes Kristendom, denne forsorne Hellighed hos Guds Børn, hvem alt er tilladt, denne enten forspiste eller forsultne Hellighed, som breder sig med jesuitisk Snedighed, og den er egentlig Lutheranismens Triumf

Det er vel værd at lægge Mærke til Forskellen mellem, hvad Hellighed betyder i den katolske og protestantiske Verden. Det første Sted betyder den den højeste Grad af Renhed, Selvforglemmelse og Ydmyghed, hvortil Mennesket kan hæve sig igennem aarelang Strid, og ingen bliver prist hellig før efter sin Død Det andet Sted betyder den, at man taler i en bestemt Jargon og hører til en bestemt, gensidig Understøttelsesforening, og man bliver hellig i et Øjeblik bare ved at se, hvordan de andre tager sig ud, slaa sig for Brystet og sige med Farisæeren: »Jeg er hellig«.

Hos de hellige naar Nydelsessygen sin største Højde. Her nydes, ja, 185 her svælges i Personens egen »Hellighed«. Her sværmes sammen »søsterligt« og »broderligt«. Her beruser man sig i indbildte Martyrier, naar Verdens Børn ikke vil punge ud Her svælges endelig i den søde Tanke om Helvedes Pine for dem, der ikke gaar med til den hellige Kommers, og Himmerigsglæden bliver da dobbelt sød

Helligheden er Følelsessvælgeriet, Selvnydelsen, drevet til sin yderste Spidse. Det er Følgen af, at Lutherdommen har sat Viljen til Side, har spottet Karakterens rolige Øvelse og Opdragelse. Der bliver ikke andet end Tro, det vil sige Føleri, tilbage. Derfor er alt, hvad Lutheranismen frembringer af ortodoks, religiøs Bevægelse et sekterisk Sværmeri, et hysterisk, krampagtigt Tordenvejr.

Hvis der er noget godt tilbage i det lutheranske Samfund, saa er det sandelig hverken i det ortodokse Regimente eller i den hellige Sammensværgelse. Det findes paa det Sted, hvorfor begge Parter kun har Foragt, i det, de haanlig kalder for Vanekristendommen; i den Del af Befolkningen, der, skønt levende under Lutheranismens Tryk, ikke er blevet smittet af dens Gift, som aldrig ret har forstaaet Ordet, at »Jesus har gjort det alt sammen«. Der lever endnu trods alt i Familier hist og her en Tradition af Værkhellighed, af Pligtfølelse, af stille Arbejde. Det er de Kvinder, der ikke pletter deres Sjæle i de gudelige Forsamlingers Griseri, som i Tavshed og Trofasthed stiller sig Forbilledet for Øje og modnes i Renhed og Blidhed, som Kornet modnes i Høst. Det er de Mænd, der har bevaret en streng Redelighed i stort og smaat, en streng Foragt for alle Fraser og alt forgæves Føleri Det er endelig alle troskyldige, enfoldige Sjæle, som aldrig har forstaaet Lutheranismens sataniske Lærdom, som forholder sig til den, som vi andre til Tilværelsen, i beskeden Uvidenhed Det er de fattige i Aanden, dem, som Bjærgprækenen blev holdt for.

Men denne Vanekristendom, som egentlig stammer fra Katolicismen, som er en praktisk Form for det pelagianske Kætteri, som den augsburgske Trosbekendelse fordømmer til Helvede i Anmærkningen under hver sin Paragraf, den kan ikke holde sig i Kampen med den hellige Moral. Thi den har ingen Støtte der, hvor den søger sin Støtte, i Kirkelæren. Derfor vil den forsvinde, og Helligheden vil æde den op. Og med Helligheden vil Libertinismen følge. Missionærerne kan ikke forstaa, at jo mere de missionerer, des mere ryggesløse og nydelsessyge bliver Menneskene. Men hvilken opbyggelig Karakter kan en Præken have, som siger: »Det er det samme, enten I er som 186 Caligula eller som Sokrates, forudsat, at I har Troen - saa er I frelst. Og det er det samme, om I er som Messalina eller som den hellige Jomfru, forudsat at I ikke har Troen - saa er I fordømt« De ni Tiendedele af Forsamlingen vil sige til sig selv: »Troen har vi ikke. Naa skidt, saa er det alt sammen det samme. Lad saa kun staa ad Helvede til.« Den ene Tiendedel vil sige: »Troen har vi. Saa bør vi ikke være alt for bange for at synde - med Maade - paa Naade.«

Men Gengældelsen er nær. Aarsagernes Lov lader sig ikke spotte. Der er en Lov for de levende Væsener, som hedder, at i Livskampen bestaar kun det sunde og stærke. Det sygelige forgaar. Det er den samme biologiske Lov, som udtrykkes i Ordet, at det Træ, som ikke bærer Frugt, skal afhugges og kastes i Ilden. Lutheranismen er et af disse Træer, og enhver, som ikke er blind, kan se, at dens Time er nær.

Historien holder en lille Dommedag i vor Kultur i disse Dage. Forvirringen stiger, Tvivlen tilspidses, Uroen bliver smertelig. Det er alt sammen Tegn paa, at Samvittigheden vaagner. Sekterne slaas paa aaben Gade, Grundtvigianerne og de hellige underminerer hinanden. Alle Folk løber op og ned og missionerer. Det religiøse Liv ytrer sig mer og mer som en Sindssygdom af umiskendelig Karakter, og Sindssygelægerne indrangerer den med god Grund mellem Drankergalskab og Nymfomani.

Alt dette er Fortvivlelsen i Situationen. Lutheranismen ligger i Krampetrækninger med Fraaden om Munden og raaber afsindig paa Helvede.

Denne nuværende, uhyggelige, uholdbare Tilstand er ikke andet end Dødskampen.

Naar Lutheranismen allerede er Døden nær, er det dog ikke alene, fordi den er fordærvelig, men især, fordi den er meningsløs.

Ligesom Lutheranismen er en Religion uden Forbillede og en Religion uden Leveregler, saa er den endnu i en tredje Henseende et Særsyn af en Religion. Den er en Religion uden Autoritet Heri ligger Meningsløsheden, der gør, at den faar saa tidlig en Død

Den har ingen Autoritet, thi man skal ikke snakke sig derfra med, at den har Testamentet til Autoritet Spørgsmaalet er jo netop: Hvorledes skal Testamentet opfattes?

Autoriteten ligger i Traditionen; men Protestantismen er just et Brud med Traditionen. Den er et Brud af samme Art som den franske 187 Revolution, et doktrinært, snæversynet, bogstavhildet Brud med den Jordbund, hvoraf Mennesket drager sin aandelige Næring, Fortidens Liv. Den er et Brud med den Organisation, hvoraf Slægten indtil da drog sin Næring, den katolske Kirkes, i Stedet for en Reform. Og ligesom Protestantismen løsrev Sønnernes Slægt fra den levende Sammenhæng med Fædrenes Slægt, løsrev den Individet fra den naturlige Sammenhæng med det menneskelige Samfund

Den gør det, idet den opstiller Subjektivismens negative og nedbrydende Princip. Den giver ingen Grunde for Troen. Troen kan ikke bevises. Den er imod Fornuften. Og saa hedder det: »Tro nu det, der synes det naturlige Menneske urimeligt, ja, uretfærdigt Tro det, for ellers bliver du fordømt Tag det ikke paa nogens Autoritet, men vær selv Dommer i dette Nu over, hvad der er Sandhed i Evigheden.«

Dette er Kierkegaards Lære om Paradokset, og Kierkegaard er den konsekventeste Protestant paa dette Punkt Han ser de Konsekvenser, som andre gaar udenom. Lutheranerne bryder med alt, hvad der giver Sikkerhed, de bryder med Traditionen. De foragter Kirkens Autoritet De bryder ligeledes med Videnskaben. De foragter Naturens Autoritet Der bliver da intet Holdepunkt tilbage. Mennesket staar bleg og skælvende over for Trosfordringen som over for en Tvangstanke. Hos ingen kan han finde Raad og Trøst; thi ingen anden kan hjælpe ham til Troen. Han er udstødt af Menneskeheden og udstødt af Naturen. Han er med andre Ord sindssyg.

Men paa denne Maade lader en sund, sikker Tro sig ikke opbygge. Derfor indrømmer Kierkegaard, at denne Morten Luthers Kulsviertro er en urolig Ting. Den er egentlig ikke en Tro, den er en Uro, en Tvivl.

Saaledes vender Lutheranismen altsaa op og ned paa de gamle, kristelige Begreber. Deres Hellighed er ikke længer Hellighed, deres Tro er ikke længer Tro.

Luther har optaget Duns Scotus' Kætteri om den dobbelte Sandhed Hvad der er usandt i almindelig Forstand, er just sandt i Troens Forstand.

Men dette er en Forfalskning af Begrebet Tro. Apostlene beviser Troen ud af det gamle Testamente. Paulus ligesaa. Da den katolske Kirke støder sammen med den græske Videnskab, sætter den sig til Opgave at bevise Troen ud fra Aristoteles, og den fastholder den Dag 188 i Dag, at Troen er fornuftig og begrundelig. Men over for den moderne Videnskab siger Protestantismen: »Videnskaben modbeviser Troen, men Troen er sand paa en anden Maade, den er et Paradoks.« Pastor Petersen raaber som en gal Tyr i Kirken: »Troen er et Paradoks!« Men de gode Folk ved ikke, hvad de selv siger. Hvis de vidste det, vilde de trække sig tilbage i en Ørken som Søren Kierkegaard og sørge over deres Elendighed; men i Stedet for missionerer de for at døve deres onde Samvittighed De tænker: »Naar vi blot kan faa brav mange med, saa beroliger det dog.«

De siger altsaa: »Troen er urimelig, ufornuftig, ja, afsindig« - og maa sige saaledes; thi de anerkender jo hverken Traditionens eller Naturens Autoritet - og i samme Aandedræt tilføjer de: »Denne Tro skal I tro, hvis I ikke vil fare til Helvede.«

Naar denne Lære bliver almindelig bekendt som det, den er: Lutheranismen i sin Nøgenhed, saa vil den gøre den halve Befolkning forrykt

Men denne Maade at lave Tro paa er stridende mod al Psykologi. Paa den Maade laver man Tvivl og Fortvivlelse. Mennesket er ikke i den Forstand den enkelte, at det kan løsrive sig fra Menneskehedens Erfaringer og saadan af sig selv sidde ganske stille og hitte paa, hvad det skal tro. Dette fører ind i et goldt, hysterisk Fantasiliv. Intet er farligere end at ville flygte fra Sandheden.

Mennesket er fra først af henvist til at lære af Autoriteten. Autoriteten siger ham, hvad der er sandt. Saaledes havde Fortiden det med Apostlene, Kirkefædrene og Middelalderens Lærere - indtil Luther kommer og bryder med Autoriteten og i Stedet for sætter en Bog, der som saa mange andre Bøger har den Egenskab, at den kan fortolkes paa alle mulige Maader og faktisk er blevet fortolket paa alle mulige Maader; men Fortolkningen, hvorpaa det hele dog kommer an, den svæver i Luften uden Holdepunkt og Berettigelse.

Hvis Luther havde været konsekvent, saa havde han gjort som Muhamed: aabent erklæret, at ham var givet en Aabenbaring.

Der er kun een Kristendom, og Morten Luther er dens Profet. Her var da et nyt Udgangspunkt til Dannelsen af en ny Tradition. Protestanterne kunde aabent have taget Morten Luther til Forbillede og afskediget Jesus af Nazareth, og der havde da været en vis Metode i Galskaben.

Mennesket er fra først af henvist til at lære af Autoriteterne. Men 189 Menneskehedens Historie er Historien om, hvorledes Mennesket efterhaanden føres til et direkte Forhold til den Kilde, hvoraf sluttelig al Visdom hentes, nemlig til Naturen, Virkeligheden, Erfaringen. Ikke et Brud med Autoriteten er det. Thi just Autoriteterne fører os did De store Tænkere, Menneskehedens Lærere er det, som viser os derhen. »Kend Naturen,« siger Baco. »Kend dig selv,« siger Sokrates. Havde ikke de og deres Lige sagt det, vilde vi ikke gentage det. I Erfaringsvidenskaben er der Harmoni mellem den videnskabelige Tradition og den umiddelbare Iagttagelse, fordi den første beskedent viser hen til den sidste.

Ikke ved at bryde med al Autoritet som Lutheranerne, Sværmerne, Fantasterne, men netop ved at følge Autoriteten saa langt, som den viser Vej, kommer Mennesket til at se realistisk, positivt, ædrueligt paa Tingene.

Tro og Viden er ikke to modsatte Begreber. Hvad Apostlene troede, dertil forholdt de sig paa samme, ganske ligefremme, rolige, sikre Maade, som vi til, hvad vi ved Det samme gælder Skolastikerne i Middelalderen. Efter deres Logik og deres Præmisser var Troen indlysende for ethvert fornuftigt Menneske, akkurat ligesom efter vor Logik og vore Præmisser de videnskabelige Erfaringer er indlysende for ethvert fornuftigt Menneske i vor Tid Al Viden, ogsaa vor, er sluttelig Tro, men ikke Tro i denne afsindige, protestantiske Forstand, men sikker, rolig Overbevisning i Middelalderens Forstand

Saaledes er der to Kilder til Vished, til Tro og til Viden: Autoriteten og Naturen, Traditionen og Erfaringen, som for den positive Tænker falder sammen til een. Begge disse Kilder har Luther brudt med. Og saa taler han om Tro.

Kun i een Ting har Protestantismen Ret, i, at det paulinske System ikke stemmer med Fornuften. Kun i een Ting er Lutheranismen et Fremskridt, nemlig i Kritik over for den gamle Sammensmeltning mellem Tro og Viden. Atter her viser det sig, hvad Lutheranismens Væsen er: Tvivl, Skepsis, Negativitet. Overalt, hvor den skal virke opbyggelig, grundlæggende, betryggende, falder den igennem.

Derfor kan Lutheranismen aldrig tage Arven op efter den katolske Kirke, i hvis Skole Menneskeheden har staaet i Middelalderens Opdragelsestid Kun en Retning, der er lige saa positiv, klar og fornuftig for vor Tid, som Katolicismen var det i Middelalderen, kan løfte denne Arv.

190

Katolicismen kan ikke heller løse Fremtidens Opgaver, skønt den aldrig kan synke saa dybt i moralsk og intellektuel Henseende som Protestantismen, skønt den endnu mange Aarhundreder vil aabne et Fristed for de trætte Mænd og de svage Sjæle, der ikke tør se Sandheden i Øjnene. Det intellektuelle Førerskab har den dog tabt Dens Konservatisme er dens Svaghed som dens Styrke.

Heraf den større Harmoni mellem Lære og Liv, heraf den imponerende Udvikling af Viljeslivet, Jesuitismen, Missionen, alle de ydre Resultater; men heraf ogsaa den indre Kræftskade og Kirkens Ubekendtskab og Uforenelighed med den nye Organisation, der har udviklet sig i de sidste Aarhundreder, den moderne, positive Videnskab.

Den tilhører Fremtiden og det først og fremmest, fordi den er en positiv, opbyggende Institution ligesom den katolske Kirke. Ligesom denne er den ikke lavet af en enkelt Mands Lune, men er blevet opbygget gennem Historien af Martyrer, Fædre og Lærere. Ligesom denne har den tilpasset sig til Menneskehedens Tjeneste efter Menneskenes naturlige Krav gennem en stadig Udformning og Afslibningsproces.

Ligesaa danner den et internationalt Broderskab, uafhængigt af Statsmagten, og ligesom Kirken i Middelalderen tager Videnskaben i vore Dage den højeste Opdragelse i sin Haand.

Den opdrager ikke gennem at beruse Følelsen eller skræmme Viljen. Den har sin sikre Metode, der er lige saa bestemt i alle Detailler som Jesuitternes berømte Opdragelsesmetode.

Den lærer først Mennesket at iagttage, dernæst lærer den det at tænke; den vænner det til den yderste Orden, Nøjagtighed, Redelighed, Sandhedskærlighed. Og dette læres ikke ved en Indekserceren som hos Jesuitterne, men rent uvilkaarligt læres det ved Beskæftigelsen med videnskabelige Emner efter de videnskabelige Metoder. Simpelt hen, hvis Eleven vil have noget ud af sit Arbejde, maa han beflitte sig paa Udholdenhed, Klarhed, Akkuratesse. Det er Naturen selv, der er Censor. Det er Gentagelsen, der er Opdrager. Og ved Gentagelsen læres Forstaaelse, Trofasthed, Viljestyrke.

Den opdrager gennem Resignationen. Kun ved stadig at løbe Panden mod Væggen har Menneskeheden, ogsaa Videnskaben, naaet til at se Tingen, som den er, ærligt og ædrueligt. Og hvert Menneske gennemløber af sig selv den samme Udvikling. Den teologiske Illusion, den filosofiske Illusion bedaarer os. Vi tror, vi kan række til Tilværelsens 191 Bund, tyde alle dens Gaader i en dristig, religiøs Fantasi eller en snedig, spekulativ Udvikling. Først med Manddommen lader vi Barnets Leg fare.

Derfor vil de religiøse og filosofiske Fantasier ikke tabe deres Værdi. Meget mere vil de indgaa som Led i Individets Opdragelse. Det er en naturlig Trang, der giver sig Udslag i dem, og kun fordi Virkeligheden selv standser os, vender vi tilbage til Jorden. Ja, til enhver Alder kan det være befriende atter for en Tid at lade Tanken spille med Mulighederne, at hærde Tanken ved at gløde den i Fantasiens Ild og styrte den derfra i Resignationens kolde Bad.

Og fremfor alt giver den positive Erkendelse Tryghed. Og det staar fast, at kun det, som virkelig er trygt, tilforladeligt, urokkeligt, kan tilfredsstille Mennesket og ikke det, som kalder sig trygt og sikkert, medens Ordene jesuitisk har skiftet Mening og betyder utrygt og vaklende.

Den positive Erkendelse sætter Sandheden over alt. Heri ligger dens religiøse Værdi. Kun hvis de gamle, altomfattende Systemer kan faa samme Klarhed og Sikkerhed som en videnskabelig Sætning, kan de beholde den Plads som Basis for al Tænkning, Betingelse for alt aandeligt Liv, hvorved de i sin Tid har forberedt den moderne Videnskab. Hvis de ikke kan godtgøres med klare og tydelige Grunde, og det synes jo ikke saa, beholder de kun deres Mulighedsværdi, de træder i Baggrunden som poetiske Fiktioner, utilstrækkelige Symboler, højst regnet som Hypoteser af liden Sandsynlighed.

Den positive Videnskab autoriserer ikke nogen saadan Totalanskuelse, netop fordi den er positiv, videnskabelig, nøgtern. Ikke blot den kristelige Metafysik, men enhver Metafysik ligger den fjernt. Disse Spekulationer over Determinisme og Indeterminisme, disse Stridigheder mellem Dynamisme og Mekanisme, alle disse Ismer, alle disse Teorier om det materielles og det aandeliges indbyrdes Forhold, Spiritualisme, Materialisme og Monisme, og hvad de hedder, er ikke andet end Skolastik, Levninger fra den Tid, da man mente at kunne spekulere sig til Tingenes Væsen. Ikke i hovmodig, doktrinær Forblindelse staar den virkelige, solide Videnskab over for Tilværelsen, nej, i dyb, from Resignation, i Erkendelsen af det umuliges Umulighed, vel vidende, at vi lever i en Verden, der er dyb, dyb, bundløs, uerkendelig, ubeskrivelig, for hvilken alle Nutidens og Fortidens Tanker kun er usikre og unøjagtige Symboler. Paa dette Punkt giver 192 vi Kritikken, hvad Kritikkens er, lader den negative Tankegang løbe helt ud, og netop herved standser vi paa det samme Punkt, hvor Middelalderens Mystikere standsede, ved den Sandhed, at Tilværelsen er en Gaade, et dybt, stort Mørke, der drager og skræmmer.

I denne Tanke er det sundt at hærde sig. Den er ikke tillokkende ved første Skue, men Fordybelsen i den styrker og renser som et iskoldt Bad. Og ingen har garanteret os, at Sandheden altid er lys, sød, tillokkende, vellystig o.s.v., som Frasemagerne siger.

Nej, ikke Metafysik er den positive Videns Indhold, ikke den evige, uendelige Verden overskuer den, men den Jord, hvorpaa vi træder, og os selv, der træder paa den. Jord, Vand og Luft, Planter og Dyr og først og fremmest Mennesket er dens Genstand.

Ikke Metafysikken, ikke Fysikken er Hovedsagen, men Biologien, Læren om Menneskets Liv som Enkeltvæsen og Samfundsvæsen er Midtpunktet for den moderne Videnskab. Ikke om nogen sidste Aarsag samler den sig, men om et sidste Formaal, Menneskets og Menneskehedens Fuldkommengørelse. Praksis og ikke Teori, Handling og ikke Erkendelse er Videnskabens Maal. Her ligger sluttelig det positive, opbyggende i Videnskaben. Dens Opgave er at give Vejledning til at udøve Livets Kunst Den er ikke Menneskelivets Herskerinde, men dets Tjenerinde.

Og her støder vi atter paa de store, gamle Religioner, idet vi ser bort fra de moderne Forfalskninger. Thi det blivende i dem var ikke deres Metafysik Hvad Vægt ligger der paa Buddhas Sjælevandringslære eller Jesu Antropomorfisme - det blivende var den Erfaring af Livet, der søgte at udtale sig i disse gamle Lærdommes Udtryk. Det værdifulde er, at de lærte Menneskene Maa! og Midler i Livet, de lærte os at vurdere, at skelne mellem godt og ondt, mellem Pligtens Enten-Eller og Fejhedens Baade-Og. Det er dette, der er Indholdet af Jesu Lære, af Buddhas Lære, af Konfutses Lære, af Sokrates' Lære.

Derfor er den Opgave, der ligger for os, at finde de Livets Love, hvorefter Skellet falder mellem Hvede og Klinte, og at finde dem ved Selvbetragtning, Selvfordybelse, som Buddha fandt sine, men tillige ved historisk Betragtning af Menneskelivet og af selve disse gamle Religioner, som vi skylder vor Opdragelse. At uddrage Guldet fra Slaggerne, at bevare Traditionen i nye Former med et nyt Sprog - der ligger Opgaven.

Det kan ikke være den positive Tænker ligegyldigt, hvorledes det 193 religiøse Liv former sig i Samfundet om ham. Han tager ikke Forargelse af, om det religiøse Liv skulde tale i et og andet ældre Sprog end det, han taler i. Ingen forstaar de gamle Symbolers Værdi bedre end han. Men han forarges, naar man, under Skin af at sætte de gamle Symboler højt, lusker sig fra den Livserfaring, der ligger bagved Det forargelige ligger ikke i, at Samfundet lever paa en ny Maade, at de forkaster Jesu, Apostlenes og Helgenernes Eksempler og tager den rige Bonde til Forbillede. Dette vilde være sørgeligt, men endnu ikke forargeligt Men det forargelige ligger i den Forfalskning af det afgørende kristelige, der er foregaaet i Lutheranismen, i, at de i Stedet for at bryde ud er knebet ud, i Stedet for at gøre Oprør har givet sig til at fortolke, i hele den Uredelighed, Løshed og Letfærdighed, som demoraliserer vort Folk Han kan ikke se paa disse Ting uden den dybeste Harme og Smerte, just fordi den positive Tænker er opdraget til, at det er den højeste Pligt at give Sandheden sit

Og han maa føle denne Uredelighed dobbelt haardt, fordi han selv hører med til den lutheranske Kultur. Enhver af os er bevidst eller ubevidst delagtig i Skammen, medskyldig i Skandalen. Saaledes staar vi over for denne Forfalskning af Historien som over for en Brøde, vi er medskyldige i fra Fødselen af, en Arvesynd i Ordets egentligste Forstand

Sikkert er der mange retsindige Mænd, der lader sig rive med af den lutheranske Rummel. Bedraget er just saa farligt, fordi det er saa dybt indgroet Det har udviklet sig ganske uvilkaarligt og ubevidst, uden at man nogetsteds kan pege paa bestemte Personer og sige: Der staar Bedragerne. Forholdenes Magt har ført det med sig. Ikke de enkelte Mennesker, men den blinde Skæbne har drevet Hjulene rundt.

Det er netop Folk af de allerbedste Hensigter, der har lavet det lutheranske Blændværk Deres Fejl var ikke ond Vilje, men Mangel paa Klarsyn.

Denne Morten Luther kunde ikke have gjort saa stor Skade, som han har, hvis han var en mindre Mand Han er just en af de allerstørste Personligheder i den nyere Tid Hans Grundbestemmelse er den, at han er et Geni. Han er et Geni som Digter, uovertræffelig i sit friske, barnlige, malende Sprog, en folkelig Genføder af den tyske Nation.

Han er et Geni i Følelsens og Inderlighedens Styrke, et Geni som Kong David, som Rousseau, som Novalis.

194

Han har et utæmmeligt Mod, et ubøjeligt Stivsind, en ubetinget Tillid til sig selv, stærke Lidenskaber i alle Maader.

Kort sagt, han har alle de Evner, der udfordres til at røre op, rive med, gøre Revolution.

Men Ulykken er, han savner de organiserende Evner. Han savner Klarhed, Ro, Selvkritik. Han er heftig, tyrannisk, Fanatiker. Han mangler ganske Forstaaelse af sine Modstandere. Han har ingen Autoritet uden sin egen Opfattelse af Skriften, det vil sige ingen. Selv Skriften laver han jo selvraadig om paa. Han bygger udelukkende paa sig selv, og i Stedet for Grunde finder han det kristeligere at give Skældsord.

Naar han ikke kunde organisere en Kirke, hænger det sammen med, at han ikke kunde organisere sig selv. Alt i ham er Lidenskaber, Hengivelse eller Forbitrelse. Sammenligner vi hans Følelsesliv med Franciskus', hans Erkendelsesliv med Thomas Aqvinas*, ser vi Forskellen. Den store Mildhed, Blidhed, den sande Sagtmodighed kender han ikke, saa lidt som det sammenhængende Tankearbejde, den sikre Harmoni mellem Tanke, Vilje og Følelse.

Sammenlign Luther med hans Samtidige, Ignatius Loyola. Luther er i sig selv en mange Gange større Mand end Loyola; men hvilken Forskel ses den Dag i Dag imellem deres Livsværk? Loyolas Værk er en af de fasteste Bygninger i Nutiden, Luthers den svageste. Det kommer af, at Loyola sætter al Kraft ind paa end yderligere at organisere den gamle Organisation. Luther sætter al sin Kraft ind paa at bryde al Organisation ned Han river bare ned og lader staa til. Og hvad sker? Alle de, som kan vinde noget derved, strømmer til og fisker i rørt Vande. Luther har manet Oprørets Aander frem som Mirabeau, han kan ikke mane dem ned igen. Reformationen bliver mer og mer en Forretning. Hver tager sit. Fyrsterne faar Kirken til deres Trælkvinde, det, som de har kæmpet for gennem hele Middelalderen. Adelen tager Kirkegodset Præsterne faar Lov til at gifte sig. Bønder og Borgere bliver fri for Bod og Faste. Reformationen bliver til en Folkebevægelse afmærkelig Art, en formummet Renaissance. Lysten til Nydelse blander sig med religiøs Svælgen i Følelsen. De egoistiske Krav virker halvt bevidst, halvt ubevidst under de ideelle.

Og dog var det ikke Luthers oprindelige Mening. Han var jo selv opdraget i den gamle, strenge Skole. Han selv var paavirket af de gamle Munkes Skrifter. Han sagde, at hans Hensigt var at minde Folket 195 om Lidelsen og Korset, og det var sikkert hans oprindelige, redelige Mening.

Men Bevægelsen rev ham med sig. Det teologiske Raseri greb ham. Den ene Tro, det vil sige hans egen Tro, blev ham Hovedsagen, og for at redde den fandt han sig i, at der blev slaaet lidt af paa Lidelsen og Korset

Saa blev han Statskirkemand, skønt han vel anede, han var paa en gal Vej, blev Fyrstetjener og saa gennem Fingre med, at Melanchton viede Philip af Hessen til en ny Kone til den, han havde, naar det bare ikke blev offentlig bekendt

Og naar Luther kunde gøre sligt, hvad kunde saa ikke hans Efterfølgere gøre? Nu hævnede det sig, at Luthers Lære var uden Fundament, og at den kun talte om Troen og lod Gerningen komme afsig selv - eller blive borte. Først kom den bogstavdyrkende, ortodokse Tid med Lærestridigheder og gensidig Forkætring og Udskælden. Saa kom den sygelige, erotisk-religiøse Tid i Pietismen. Saa kom Tvivlens, Kritikkens og den uværdige Akkommodations Tid i Rationalismen. Og endelig blandes alt det sammen i vor ortodoks-pietistisk-rationalistiske Tid, som er lidt af hvert, men intet til Gavns, og hvis Hovedkarakter er Fejhedens Omgaaen af Spørgsmaalene og den daarlige Samvittighed.

De radikale har forlængst opdaget Situationen og udnytter den i deres Partipolitik De bruger den Trafik at gøre en enkelt Stand, Præsterne, ansvarlig for Skandalen, og heri viser de sig som det, de er, ægte Lutheranere i Kød og Blod Thi det er just et lutheransk Kneb at vælte Ansvaret over paa bestemte, navngivne Mænd, paa Paven og Kardinalerne eller paa Præst og Degn.

Men paa den Maade slipper man ikke udenom. Ansvaret paahviler i lige Grad hver enkelt Lige saa taabeligt er det, naar vore Radikalere forsøger at gaa Lovgivningens Vej og vil reformere Kirken ved en Kommission. Atter dette er en luthersk Tanke. Reformation har siden Luthers Dage faaet Betydning af noget, man laver med kongelig Haand og Segl, med Bistand af Kommissioner og Rigsdag, Soldater og Jurister. Men den ene Voldshandling kan ikke læges ved den anden. Gud fri os fra en ny Reformation af den Slags. De, der raaber paa den, ser slet ikke, hvor dybt Saaret er, hvor svært det er at læge, fordi det har affødt en indre Forgiftning, som ingen ny Operation kan kurere.

196

Saa raaber nogle Romantikere: »Tilbage, tilbage i den almindelige Kirkes Skød!« Men det Skridt, som er gjort, kan ikke gøres om, saa ubetænksomt det end blev gjort. Den Dreng, som løb af Skolen, før han blev voksen, bliver en daarlig Mand; men lidet kan det nytte ham at vende tilbage til Skolebænken.

Kun een Vej er der, den simpleste og dog den sværeste, Redelighedens Vej, Selverkendelsens Vej, Lidelsens Vej. Lutheranismen har opløst og adsplittet Folket i løsrevne Personer. Og alle disse enkelte fortaber sig i romantiske Syner og sekteriske Illusioner i Stedet for at erkende sig som det, de er: de ensomme, og frivillig vandre ad Ensomhedens og Lidelsens Vej og ydmyge sig under Sandheden og Virkeligheden. Ja, det er en Lidelse at give Slip paa Fantasilivet og Følelsessvælgeriet Der er ikke hejr noget sødt, noget tillokkende, dejligt o. s. v. i Pastor Petersens Stil; kun eet skal siges om denne Vej, at den er i Overensstemmelse med Sandheden, at den er Pligt, og ikke et Ord mer. Om de tusinde enkelte ad denne Vej atter kan blive til et Folk, det er der ingen, der ved Men eet er sikkert. Nye Følelser, nye Fantasier, nyt Vrøvl gør det ikke af Kun den klare, bitre, rationelle Medicin kan læge, hvis noget kan det.

Men maaske er Giften trængt for dybt ind, maaske har den gennemætset hele Legemet som en venerisk Syge, saa Folk overhovedet ikke forstaar, hvad det er at være sanddru. Da vil denne løgnagtige og hykkelske Kultur gaa til Grunde en Gang, naar Skylregnen falder, og Strømmene kommer, og Vindene blæser; thi saaledes gaar det som bekendt alle Huse, der er bygget uden fast Fundament.«

Det var et gammelt Regnskab, som Salomon her fik opgjort. Egentlig skrev det sig fra den Dag, da han som Barn blev slæbt frivillig op til Alteret for, som det hedder, at æde og drikke sig selv til Dommen.

Atter spilledes nu Konfirmationskomedien i disse Dage i Stadens Gader, og umyndige Læredrenge og Skoledrenge blev forvandlet til modne og myndige Kristne efter Christian den Sjettes Recept

Salomon hørte Pastor Petersen i Kirken lægge et evigt Ansvar paa disse smaa Sjæle, som tog det hele saaledes, som Pastor Petersens Taler bør tages, som en Skylle, der skulde tages imod, fordi det hørte sig til, men som ellers ikke betød noget, saa snart man kom uden for Kirken. Og om Eftermiddagen saa han dem trække ud til Jomfrulunden 197 med Cigar i Munden og Penge paa Lommen til at drikke sig fulde for. Saaledes var jo den protestantiske Tradition i Staden.

»Sagen er«, sagde Salomon, »at de Folk, som anbefaler sligt og praler af sligt, de har ikke den samme Respekt for disse gamle Ceremonier og denne gamle Religion, som jeg har. Min Ærefrygt viser sig i, at jeg anbefaler at raabe lidt mindre derom, at sætte lidt mindre Pris paa Kvantiteten af Besøget og lidt mere paa Kvaliteten; helst at lade helt være. Thi jeg ser tilbage til de Tider, dengang alt dette betød noget, betød Alvor, Opofrelse, Martyrie, Askese. Og derfor just siger jeg: Sligt passer ikke længer for os. Lad os fremfor alt være ærlige og ikke - fremfor alt - saadan, hvad man kalder kristelige.«

Salomon sad med det lille Hæfte om »Reformationens sædelige Værdi« i Lommen og saa paa Konfirmanderne, der brækkede sig lige overfor i Skomagergyden. Og hans Sjæl fyldtes af en sund og frisk Harme, ikke paa de stakkels, blege Konfirmander, som Skrædderen vilde have taget det, men paa hele Konfirmations- og Reformationssystemet; en rent menneskelig Harme, saa velsignet fri for alle dogmatiske Forudsætninger. Og i dette Øjeblik følte han Lysten røre sig i ham til at gøre noget, et eller andet, ligegyldigt hvad, knibe Skrædderen i Næsen eller disputere offentlig med den Tesis, at alt, hvad Pastor Petersen siger, er galt Han følte en svar Fristelse til at lade det lille Hæfte komme ud i Verden. Ikke tænkte han paa at indsende det til det teologiske Fakultet, det skulde da være for at forskrække Rector magnificus. Nej, men et eller andet Steds hen, ligegyldigt hvor, bare det futtede af

Salomon tænkte sig om. Dernæst puttede han Hæftet i en blaa Konvolut, skrev Filosoffens Adresse paa og satte Frimærke paa; men som en forsigtig Mand - thi han tiltroede aldrig rigtig sig selv noget, før han havde sovet paa det, - puttede han det ikke i en Postkasse, men indtil videre i sin Skuffe.

Hvis Salomon havde fulgt sin første Indskydelse, havde Filosoffen faaet Afhandlingen i Hænde. Der var kommet et eller andet Rabalder ud deraf Manden, som opdager nye Mænd i Oppositionsorganet, vilde have opdaget en ny Mand i Salomon, men Sindene vilde lidt efter lidt være faldet til Ro.

En Provst vilde have gendrevet Afhandlingen i Berlingeren og paavist, at Forfatteren var uvidende om det lutheranske Grundprincip, 198 som er, at Evangeliet bør tages aandeligt og fremfor alt ikke bogstaveligt, som man før har ment, inden Udviklingen korn saa langt som nu. Dermed vilde Afhandlingen have tabt al sin Interesse for Samtiden. Endelig vilde den efter de 25 Aars Forløb indtræde i det historiske Stadium. Atter vilde den omtales, men denne Gang velvillig i Berlingeren, og der vilde blive sagt, at, bortset fra den lille Vildfarelse, at Evangeliet burde enten tages bogstaveligt eller slet ikke, var der virkelig gode Bemærkninger i Afhandlingen. Derefter vilde enhver betragte den som slaaet ihjel efter alle Kunstens Regler.

For disse 25 Aars Spænding sparedes Salomon, og det, fordi han med sin vante Vidtløftighed fandt paa at stille sig selv et intrikat Spørgsmaal; i den søvnløse Nat, hvor Raadhusklokken sendrægtig slog Kvartererne, havde han Tid til at tænke over Spørgsmaalet, nemlig dette: »Hvad er det egentlig, du vil til Livs?« Hertil svarede han: »Jeg vil først og fremmest Halvheden til Livs. Jeg vil det lutheranske Princip til Livs, som er at tale i een Karakter og handle i en anden Karakter.«

I en søvnløs Nat er man altid dybsindigere end om Dagen. Et nyt Spørgsmaal brød ufortøvet frem: »Du vil Overensstemmelsen mellem Praksis og Teori; men er da selve den Handling at lægge din lille Afhandling paa Bordet overensstemmende med din Teori Teorien gaar, hvis jeg har forstaaet dig ret, ud paa at leve i al Stilhed og Beskedenhed uden at rende rundt og omvende andre. Er dette Skridt, at adressere Skriftet til en Rabalderfilosof, i Karakteren af denne Teori?«

Inden Klokken slog fire paa Raadhuset, var Spørgsmaalene blevet Salomon for mange. Og for at faa Fred i sin Sjæl gik han ind og tog Frimærket af Konvolutten. Saa var det desuden sparet.

Der havde været et Øjeblik, hvor Magtsygen havde bruset i Salomons Sjæl. Atter havde Etatsraadens Ord genlydt i hans Øren: »Vær en Mand! Vær en Hersker! Fuldfør noget, ligegyldigt, hvad det er, godt eller ondt, med Strømmen eller mod Strømmen. Raab dit Navn ind i Ørene. Brænd dit Navn ind i Øjnene. Og nyd det, at skalte og valte. Nyd dig selv!« - Maaske forstod Salomon nu bedre end før denne Fristelse, fordi han i Ensomheden var blevet mere Mand end før; men Salomon var tillige for vel indøvet under sin egen Spot over sig selv til at kunne smutte ud og prøve Etatsraadens Metode. Han sagde til sig selv: »Du med dit Maskepi med den Filosof, som du 199 ellers ikke plejer at rose; du med dine Drømme, dine Planer, din Lyst til at »virke«, skønt ingen Fanden ved, hvad der kommer ud af den Virken, du var aldrig nogen Sinde mere Lutheraner end i dette Øjeblik Læg derfor Afhandlingen paa Bunden af din Skuffe med alt det andet Ragelse og krads i Seng med dig og lad det være godt.«

Og derved blev det Det er den sidste Strid i Salomons Sjæl, den sidste Begivenhed i hans Liv.

Og nu flyder Salomons Liv roligt som en dansk Aa imellem grønne Enge. Om end den flyder fra Eng til Eng, saa ligner dog det ene Sted det andet op ad Dage. Saaledes er ogsaa den ene Dag for Salomon som den anden og den anden som den tredje, og der er 365 saadanne Dage i et Aar. Og der er mange saadanne Aar, hvor mange bryder jeg mig ikke om at vide. De tæller ikke hinanden, de løber stilfærdig af Spolen, og hvor den ene Traad slipper op, der knyttes den anden ufortøvet til. Saaledes rinder ogsaa Tiden for Fidivav, Salomons Silkepudel, og for Frøken Ingversen, Salomons Husholderske.

Thi ifølge det gamle Testamentes Regel, at Mennesket ikke bør være ene, har Salomon hentet Frøken Ingversen fra Nørrebro, dog ikke for at gøre hende til sin Kone, men for at ansætte hende som sin betroede Husholderske.

Og nu tror jeg, at jeg kan sige »Jeg«; thi denne Salomon, som lever i det lille Hus, i den lille Stad, det er den samme, som har taget sig paa at skrive Salomons Historie til sin egen og Fidivavs Opbyggelse. Jeg, den Person, som kalder sig »Jeg«, er ikke Digteren Salomon eller Anarkisten Salomon eller Prosatilbederen. Det er den gode Borger, Kæmner Salomon i Staden.

Saaledes gaar Tilværelsen egentlig altid i Ring, som allerede Lucretius indsaa. Se, denne Historie begynder med Kæmneren, og den ender med Kæmneren; og den smertelige Uro og Trods og Angest, den brugte Naturens Husholdning snedigen til at producere en ny Kæmner i Stedet for den gamle. Saaledes har Forsynet ført det onde til det gode og sørget for, at Stadens Regnskaber ikke gik i Staa.

Skulde jeg holde Dagbog nu, saa blev det en Dagbog omtrent som den, jeg holdt i min tidlige Barndom, og den vilde lyde saaledes: »Jeg stod op Klokken 8, og derefter arbejdede jeg. Klokken 12 spiste jeg til Middag, og derefter læste jeg og gik i Haven. Klokken 6 spiste jeg til Aften, og Klokken 10 gik jeg som sædvanlig i Seng«.

200

Saaledes tænker jeg for øvrigt, ganske sans comparaison, at Napoleon førte Dagbog ude paa St. Helena.

St Helena er en Ø, der ligger hundrede Mile borte fra det menneskelige Samfund Mange Dagsrejser maa man sejle over det graa Hav for at naa derhen.

Klippestejl er Øen, Stormen omsuser den daglig. Og dog er der Stilhed og Fred

Thi det er Fredens Ø midt i Resignationens Ocean, og mange smertelige Dagsrejser maa man have, før man naar did

Her er stille her i Staden. Jeg har efterhaanden faaet Staden kær. Der er noget uberørt, gammeldags over den, noget herligt ulogisk og doktrinært over dens Indbyggere, som tiltaler min Smag for ægte, solid Antikvitet

Og med en vis Fornemhed holder de her over de gamle Traditioner. Det kortvarige Røre, som vendte op og ned paa alt i det politiske Aar, er faldet til Ro, og de gamle Rettigheder holdes atter i Hævd. Og naar Købmand Petersen holder Fødselsdag, saa lukker han for Butikken Klokken 4 og kører i Jomfrulunden med vore to Charabanc'er og den halve Befolkning indeni.

Vi har endnu vor gamle, enbenede Betjent En Tid kng blev han overstraalet af Gendarmerne; men disse er nu, som man siger, blevet opløst, og enevældig regerer den enbenede i vor kære Stad

Kun een Ting bringer Uro, det er Hønsene; og hvis der nogen Sinde igen bliver Oprør i Staden, saa er det Hønsenes Skyld De gaar og piller Græs paa Fortovene og for den Sags Skyld paa Kørebanerne med, men Borgmesteren har svoret dem Krig. Han har paalagt den enbenede at drive dem ind i deres Hønsegaarde, og der er en Kaglen og en Skrigen Dagen lang.

Og se, forleden kommer Borgmesteren i egen Person ned paa Algade og skal inspicere Slagmarken. Da kommer Værtshusholder Nikolajsens kalkunske Hane, der er som en Fader for alt Fjerkræet i Byen, og pludrer af Borgmesteren, pludrer af ham med Guldtresse og det hele og gør Forsøg paa at ryge i hans broderede Benklæder.

Men Borgmesteren opdager Revolutionen, som ligger bag ved det, og befaler den enbenede at bringe Kalkunen paa Raadstuen.

Kalkunen bliver idømt en Bøde og betaler gennem sin betroede Mand, Værtshusholderen; men den kan ikke bære denne Forsmædelse. Dagen efter finder man, at den har hængt sig selv paa et Sengelad, 201 har faaet Hovedet ned i en Indskæring og er hængt, bogstavelig hængt. Stumt appellerer den til den himmelske Retfærdighed

Naar jeg fortæller denne Begivenhed saa udførligt, er det, fordi det er det eneste, der er hændt i Staden i dette Aar.

Men naar Staden har holdt sig saa uberørt, saa er det, fordi den moderne Civilisation har koncentreret sig en halv Mil herfra i en Rede, som Staden og dens Mænd byder Trods. Der er kommet Jernbane til vort Nabolag. Forgæves protesterede Byens Købmænd imod dette Foretagende, som vilde berøve Staden dens naturlige Opland De opnaaede kun, at Stationen blev lagt, hvor den ligger, sønden for Aaen.

Her har rejst sig en ny By i amerikansk Stil, en By, som er bygget paa Veksler. Grunden er løbet fabelagtig op, man siger til 2 Kroner pr. Kvadratalen. Alle Forretningsfolk i den nye By gaar fallit en Gang om Aaret, og der er forbavsende Frodighed og Fart i det hele. Een Ting kan vise, hvor store Forholdene er. Den nye By har en Skiltemager, der udelukkende ernærer sig af at lave Skilte til sine Omgivelser.

Her dominerer Jens Kjeldsens Filial, og Jens Kjeldsens Filial udgiver Jens Kjeldsens Filials Avis. Derfor kalder vi, Stadens Folk, den nye By for Jens Kjeldsens By.

Og alle Folk i Jens Kjeldsens By er hellige, Jens Kjeldsens Filial ogsaa. De har ingen Præst, men Skrædderen har bosat sig dernede tillige med den hellige Enke og er frivillig Sjælesørger.

Saaledes er Arbejdet blevet delt mellem ham og Pastor Petersen. Hver har taget sit Det længe ventede Skisma i den lutheranske Verden er endelig indtruffet

Det hænger sammen med, at de hellige endelig har kastet Maske og er optraadt aabent som et økonomisk, politisk Parti. I Jens Kjeldsens By bliver enhver, som ikke sværger til Skrædderen, boykottet, og de har hellige Forretninger af alle Slags og hellige Handelsrejsende, der missionerer blandt Bønderne og lokker Kirkegængerne fra Pastor Petersen og Kunderne fra Stadens Købmænd

Og to Gange om Ugen er der Aftenmøder med Te, Hvedekager og Skrædder for hellige Brødre og Søstre, der færdes mellem hinanden i Kærlighed

Da færdes de bagefter med Armene om hinandens Hals op og ned ad Gader og Veje og synger Salmer og aandelige Sange uden at trættes.

202

Men her i Staden har vi Stilhed og Fred Thi her klukker Pastor Petersen ligervis som en Høne.

Jeg kender godt Pastor Petersen personligt. Vi er jo begge to studerede Mænd og holder desuden begge Duer. Det er straks to Interesser fælles.

Jeg har intet imod Pastor Petersen. Han er visselig en brav Mand. Princippet, Petersens Kristendom, har jeg undertiden railleret lidt over, men Petersen selv respekterer jeg. Vi taler af og til sammen over Stakittet, naar han gaar i Træsko og med lang Pibe og beskærer sine Roser. Han giver mig gode Raad med mine Duer. Og jeg har af og til forsynet ham med apologetiske Argumenter mod hans Skrædder. Thi jeg har egentlig ondt af Pastor Petersen, som jeg har ondt af hele Stadens gamle, hæderlige Kultur. Jeg ved, hvorledes det vil gaa. Pastor Petersen vil en Dag blive slugt af Skrædderen, som en af de fede Køer blev slugt af en af de magre, og Staden vil blive slugt af Jens Kjeldsens By.

Og Helligheden vil triumfere over det ganske Land

Men endnu staar Staden, og jeg er Kæmner i Staden, og jeg er min Stad tro.

Jeg holder meget af Stadens Borgere. Men tro ikke, at jeg er en Misantrop af den gamle, romantiske Slags, der lader Naget over sine skuffede Forhaabninger gaa ud over Menneskene, det vil sige over samtlige Mennesker undtagen det kære, fejlfri, retskafne Selv. Kærnen i en saadan sentimental, ædel Romanhelt af Byrons Skole er Forfængeligheden og Selvnydelsen som i hele Romantikken. Nej, ikke det enkelte Menneske, men den almindelige, menneskelige Natur, som vi alle uden vor Skyld maa trækkes med, betragter jeg med en sund, bitter Følelse af afmægtig og stille Smerte, med den samme Følelse, som i sin Tid lod den hellige Augustin skrive sine Værker, og i vore Dage lader Zola skrive sine. Og med Glæde ser jeg, at Sandheden mere og mere trænger igennem, at den romantiske, optimistiske Uvederheftighed nu er kendt, og at Livet ses nøgent og smerteligt, som det er; at Drømmenes Tid er forbi, og den videnskabelige Erkendelse kommer.

Dog, jeg sidder her og filosoferer og kommer ingen Vegne. Vist elsker jeg Stadens Borgere og Stadens Høns og alt, hvad der hører Staden til. Der er noget af den hellige Enfold her i Stadens tykke Luft. Aldrig diskuterer man heroppe over de højere Materier, især ikke siden 203 Skrædderen lykkelig og vel er rejst Der er Gud ske Lov ingen Filosofi i vor Stad Men vi Borgere færdes mellem hverandre i god Forstaaelse. Vi kan staa i lang Tid med Armene over Kors paa Præstens Stakit og se paa Præstens Høns, der lever i deres Hønsegaard som Menneskene i Edens Have, og vi kan observere en Kyllings Karnp med en drabelig Regnorm med dyb Interesse og inderlig, gensidig Forstaaelse. Der sker saa lidt i vor Stad. Derfor er alle Begivenheder Fælleseje.

Mindst af alt skriver jeg mig selv op til at være Kvindehader. Uden Bitterhed skuer jeg tilbage til Morgenrødens Land, og hvis der er nogen Følelse, der knytter sig til dette Minde, er det en dyb og mild Taknemmelighed Ja, Tak, du unævnte, hvis Navn jeg har lovet mig selv ikke at nævne her. Tak, fordi du førte mig ind i Morgenrødens Land og gav mig Lærdom og bittersøde Minder; men først og sidst Tak, fordi du lod mig fare, fordi du var sanddru imod mig, den Gang jeg var sanddru imod dig. Ingen bedre Gave kan et Menneske give et andet end den at være sanddru. Hvor mange Kvinder vilde have handlet som du? De vilde med romantisk Letfærdighed have lukket Øjet i og drømt. Eller de vilde med sentimental Medlidenhed have ofret sig selv. Men du erkendte bange og brødefuld din egen Magtesløshed Du var ærlig imod dig selv og imod mig. Derfor være dig altid Tak og Lov og Pris.

Nej, ikke foragter jeg Eros og lader fornem, som om jeg ikke kender ham, om end jeg dyrker en højere Gud Nej, meget mere mener jeg, at, skønt jeg kun een Sommer bar hans Krans, er jeg en af de sande Erotikere, dybere indøvet i hans Mysterie end mangen, der kalder sig derfor. Thi mange er Thyrsossvingerne siger Plato, men de sande begejstrede er kun faa. Jeg mener ikke som somme, at man kan maale sin Kundskab i Eros af Antallet af Elskerinder, eller som Pastor Petersen, at det kommer an paa at avle saa mange Børn som mulig i et kristeligt Ægteskab. Nej, af Fordybelsen i et enkelt Minde, selv om det er løbet bort som en Drøm, selv om det er kort som en Drøm, kan der læres mere for den lærenemme, end Klodrianen lærer af de mange Forhold

Minderne flokker sig om mig. Undertiden kan jeg blive helt skjult i dem som i et tæt Snevejr. Jeg bor jo i Barndomsmindernes Borg, i det gamle Hus. Her holder endnu en Skygge af Rædslerne fra Barneaarene til Huse. Helvedesangesten lever endnu i Kulrummet, og den 204 onde Samvittighed knirker i hvert Trin, naar jeg gaar op ad Trappen til mit gamle Kvistkammer. Men just derfor bliver jeg her og byder de mørke Minder Trods. Der er en ejendommelig Stemning i denne mørke Baggrund for alt Liv her i Huset og en hyggelig, humoristisk Pirring i at vide, at Huset og alle dets Skygger nu adlyder mig.

Men her er ogsaa andre Minder. Et lyst, gullokket Minde spøger i Haven, naar jeg ser derned en Foraarsmorgen. Forunderlig nær og kær er mig blevet min lille, døde Søster, som blev slaaet ihjel af for megen Moral. Jeg kan huske, hvorledes hendes Stemme lød. Genlyden af den hænger mig i Ørene endnu. Jeg bilder mig ind, at hun endnu passer Primlerne og de blaa Anemoner derude i Skovbedet, og naar den første Markbuket lader sig plukke af Bellis, gul Følfod og glinsende Skarntydeblade, arrangerer jeg dem i en Syltetøjsassiette og sætter den i Vinduet, ligesom Søster plejede at gøre det i gamle Dage. Jeg har fundet hendes Frimærkesamling, og trofast samler jeg atter Frimærker til Tjing-tjang efter mange Aars Efterladenhed Saaledes, siger Psykologerne, kan Erindringer fra Barndommen undertiden dukke op og blive saa levende, som om det var sket i Gaar, og det skal være et Tegn paa, at man begynder at blive gammel.

Jeg begynder at blive gammel, ja, og lidt svagelig. Min Sygdom forlader mig ikke, men jeg kender dens Navn og tør se den lige i Øjnene. Jeg er min egen Læge og bekæmper min Sygdom ved at leve efter en streng og metodisk Diæt Naar mit Arbejde er færdigt, gaar jeg mig en Tur for at ilte Vævene og faa Blodet i Cirkulation, og naar jeg kommer hjem derfra, trænerer jeg mine Tanker med en eller anden god Bog. Til de gamle Tider med deres enkelte Følelser og storslaaede, enfoldige Koncentration søger jeg tilbage, naar jeg vil opbygges. Oldtid og Middelalder, Norden og Grækenland er mig lige kære. Den nyere Tids Litteratur, jeg vil tilstaa det rent ud, jeg forstaar mig ikke paa den nyere Tid, som dog saa at sige ethvert dannet Menneske i Hovedstaden forstaar sig paa.

For at holde Æggen af min Tanke skarp og præservere mig mod Romantikkens Fristelser, som lurer paa mig, hvor jeg gaar og staar, læser jeg jævnlig solide, naturvidenskabelige Skrifter. De giver mig en solid Ballast ind og hjælper mig til at holde Balancen. Jeg har ogsaa undervist i Logaritmeregning i Byens tekniske Skole og mener, at dette Arbejde har haft en gavnlig Indflydelse paa min Karakter. Ved 205 alt saadant haaber jeg at rense mig fra den Last jeg frygter mest af alle, just fordi den ligger min oprindelig romantiske Natur saa nær, Sværmeriets, Mysticismens blødagtige Last

I denne Stilhed bliver Smagen fin og Synet skarpt. Vinsmagerne, hvis Bestilling er at smage paa Vinen og bestemme dens Kvalitet, de maa, siger man, aldrig ryge Tobak eller spise stærkt krydrede Sager, som sløver Smagsnerverne. Og her i Staden, fjernt fra det stærke og krydrede Liv ude i Verden, bliver man paa samme Maade en Finsmager. Det er ikke uden Grund, at de første, som besad Sans for Naturskønhed i moderne Forstand, var de første kristne Eneboere i Romertiden. For Eneboeren smager Støvregnens kølige Draaber finere end den stærkeste og fineste Drik, som udskænkes i det store Babylon. Han kender alle Skyernes Farver, og de synes ham skønnere end Babylons Silkeklæder. Den sindrigste Visdomslærers Taler derinde lærer ham ikke saa megen Visdom som Bækkens enfoldige Mumlen, og han bytter ikke den lille Fugls Kvidren paa en Tøvejrsdag bort for Fløjtespillerens Triller. Saaledes lærer jeg som Broderen af det fælles Liv at nøjes med det lidet, at glæde mig over det simple og enfoldige.

Om Sommeren lader jeg gerne Bogen fare. Da løber jeg over Bakker og Dal med en grøn Kasse paa Ryggen, og Folk kalder mig Botaniker. Men her over for Blomsterne nænner jeg ikke at være alt for videnskabelig, ikke heller forstaar jeg mig meget paa Botanikken. Er jeg Botaniker, er jeg det kun, som Rousseau var det, Amatør i Ordets egentlige Forstand. Ikke heller anlægger jeg Herbarium og presser Saften ud af de stakkels Blomster. Nej jeg bærer dem andægtigt hjem og sætter dem som et Offer foran Søsters lille Fotografi Hvor lidet forstaar dog de fleste Mennesker sig paa Blomster. De sondrer mellem Blomster og Ukrudt, men for den rette Planteelsker er intet Ukrudt, men selv den mest foragtede Blomst har sin Skønhed og bør prises for sin Snedighed i Kampen for Tilværelsen.

Jeg flygter ikke ud i Naturen, fordi jeg hader Menneskene. Nej, gerne færdes jeg mellem andre og helst mellem ustuderede. Men jeg vil tilstaa, jeg færdes endnu hellere mellem de døde end mellem de levende. De døde, som vi maner op i forklaret Skikkelse af Historiens Nat, forstaar jeg bedre end de levende. Ofte forekommer jeg mig selv som et Menneske, der er blevet født for sent. Jeg burde egentlig have været enten Kyniker i Oldtiden eller Franciskaner i Middelalderen; 206 men jeg er blevet glemt og er kommet bagefter. Og hvad kunde det nytte, om jeg nu gik hen og skabede mig og tog en lang Filosofkappe paa.

Zoologerne fortæller, at paa meget afsides Øer træffer man undertiden Dyrearter, der egentlig minder mere om den forrige Jordperiode end om denne. En saadan Reliktfauna kan man ogsaa træffe i Menneskelivet, og dertil hører vistnok jeg. Mit Valgsprog er: Lev i Skjul! Var noget Valgsprog mere fordægtigt reaktionært end det!

Derfor føler jeg mig undertiden noget ensom i Lutheranismen. Og af een Grund til kan jeg føle mig noget ensom imellem Lutheranerne. For dem er jo Troen alt, og jeg - ak, jeg -jeg har sandt at sige ingen Tro; og hvis en alvorlig Mand, saadan en rigtig for Alvor alvorlig Alvorsmand kom hen til mig og sagde, at jeg efter hans Formening ikke var en alvorlig Mand, ved jeg ikke, hvad jeg skulde svare ham. Thi Manden vilde have Ret. Jeg er ikke saadan, hvad man kalder en alvorlig Mand Meget mere kan jeg ikke lade være med at spøge lidt med den Tro, som grasserer omkring mig. Thi alle Mennesker tror jo paa noget, og da der bliver lavet en ny Religion hver Dag, er der nok at tro paa. Men jeg har for min sjælelige Sundheds Skyld set mig nødsaget til at holde mig paa den smalle Diæt af, hvad der er matematisk vist og erfaringsmæssigt sandsynligt. Jeg har sandt at sige ingen Religion, ja, jeg har ikke engang nogen Filosofi Hvis jeg endda troede paa Treenigheden, vilde jeg blive regnet for noget af Teologerne, og hvis jeg troede paa Identitetshypotesen, kunde jeg begaa mig blandt Filosofferne; men begge Dele forbyder mig min Ærbødighed for den lille Tabel. Skulde jeg bekende mig til nogen Trosbekendelse, vilde det blive den sokratiske, at ingen af os ved ret meget og de klogeste Folk mindst.

Og i denne stille, ensomme og nøgterne Tilværelse mener jeg at have fundet Freden. Men Fred er ikke noget, man erhverver sig en Gang for alle ved en og anden Transaktion med Himlen, og som vedkommende forpagter for Resten af sit Liv. Denne Fred, som optræder paa sidste Side af Solstrålefortællingerne, er en moderne, religiøs Opfindelse, et moderne Falskneri.

Hverken Paulus eller Thomas å Kempis kender noget til den. Den virkelige Fred er ikke saaledes. Den er Idyllen midt i Stormen paa den oprørte Sø. Den er som det Billede jeg har brugt en Gang før i denne Biografi, som de to, der kysser hinanden for første Gang, medens 207 Skibet gaar under. Saaledes skal du kysse den kære Kvinde, Øjeblikket, rolig som Søfuglen, idet den hviler et halvt Sekund paa Bølgekammen, rolig som Linedanseren, idet han standser et halvt Sekund paa Snoren og lytter efter Folkets Bifaldsraab.

Denne Fred tabes daglig og genvindes daglig, som Linedanseren i hvert Øjeblik taber og genvinder Ligevægten, og derfor kan der maaske dog blive noget sandt i Talen om den stadige Fred, om end ikke paa de opbyggelige Romaners søvnige og uvirkelige Maade. Thi Trygheden er en Tryghed i Uroen. Som Fuglen er tryg i Flugten, som Akrobaten i Saltomortalen, fordi de kender sig selv og deres Kræfter, kan den, der er Specialist i den Kunst at leve, være tryg i Lidelsen, i Oprøret, i Feberen, i - om det skulde være - Afsindigheden, fordi han kender sig selv og ved, at hans Vilje, skønt svagere end Lidenskaberne, vil tæmme disse ved sin Kløgt og Ihærdighed, som Dyretæmmeren tæmmer de vilde Dyr. Trygheden i Uroen, Sundheden i Sygdommen, Visheden i Uvisheden, dette er det psykologiske Paradoks, som jeg har erfaret, og som Kierkegaard paa romantisk Vis satte uden for sig selv i sin underlige Mytologi, der er saa ortodoks tilsyneladende, saa kættersk i Grunden.

I disse Aar, der er forløbet - hvor mange Aar det er, ved jeg knap, Tiden staar stille for mig - har min Dagbog ikke staaet stille. Og skønt der har været Uger og Maaneder mellem hver Gang, jeg tog den frem, samler det sig dog op, mens Aarene gaar.

Paa en forunderlig Maade kan sligt samle sig sammen i Stilheden. Først undfanger Sjælen en Tanke. Løsrevet og afbrudt, som den er dukket op af Stilhedens Dyb, fæstnes den i Ord af Bevidstheden. Den skrives op og er fra nu af for bestandig en Part af Erindringen, af Sjælens Ejendom. Saaledes kommer en anden og en tredje dragende som i et Delirium, og man ser endnu ikke Sammenhængen. Men som man gaar og spekulerer over sligt, fordi man nu en Gang ikke har andet at bestille, faar man Øje for Mellemledene, og de Tanker, der kom først, faar et andet Udseende derved Saaledes gaar det ogsaa, naar Sollyset tændes i en Bjærgegn. Da ser man først de ensomme Toppe glødes oven over Natten, som om de svævede i Luften, men efterhaanden dukker de andre op, og hele Landskabet staar med skarpe Linier i Lys og Skygge paa een og samme Grund

Saaledes bygger Erkendelsen Bro mellem de første glødende Fantasibilleder og gaar alting efter med sin øvede Tegnerhaand, indtil en 208 klar Tankekreds er arbejdet frem i Dagslyset, der, hvor der før kun var enten blændende Glimt eller ravende Mørke.

Saaledes har jeg tumlet med mine Billeder i de forløbne Aar, helst om Vintereftermiddagene paa de mørke Spadsereture hen ad den ensomme Landevej, naar Telegraftraadene nynnede, og Porcellænsklokkerne paa Stængerne tonede. Og saaledes har jeg efterhaanden formet mig, hvad man nu vil kalde det, et Eventyr eller en Afhandling, Salomons Visdom eller Salomons Daarskab.

Disse Ord løber dog omtrent ud paa eet

Jeg selv kalder det nu for mit Evangelium. Ikke med Alvorsmandens dybeste Stemme bruger jeg dette Ord Nej, just lidt spøgende og spørgende, halvt melankolsk og halvt skalkagtig kalder jeg det saaledes. Heller ikke mener jeg hovmodigt at have fundet et Evangelium for andre. Nej, beskedent regner jeg det for en stor Ting at have fundet et Evangelium for mig selv.

Dette Evangelium er jo heller ikke et af dem, som et Menneske fik udefra ved Begyndelsen af sit Liv; men det er et, som et Menneske fik indenfra ved Slutningen af sit Liv, og egentlig er det selve Afslutningen. Kun vil jeg nu skrive det ned, ikke som Tankerne kom springende fra først, men saaledes, som det nu falder mig naturligt at gengive dem, og jeg kalder det - saadan ganske for min egen Fornøjelse - for Lidelsens Evangelium.

Lidelsens Evangelium.

I Virkeligheden bør Mennesket leve, af Erfaringen bør han lære. Sanddru og ædru bør han være. Kritikken skal have, hvad Kritikkens er, og hvad der er Fantasi, maa redelig erkendes som Fantasi

Ud imod den store, ydre Verden søger Mennesket, den vil han i sit Hovmod erkende. Luftkasteller bygger han. De staar i Dag, de falder i Morgen.

Teologien er eet Luftkastel Filosofien er et andet. De har intet at lade hinanden høre. Sandheden er een, smertelig er den, men sund

At vort Syn kun naar tre Fod ud i det uendelige Mørke, at Verden er bundløs, ubegribelig, at vore Tanker støder paa en uigennemtrængelig Mur, dette er Sandheden, den videnskabelige, uomstødelige Sandhed. Hvad hjælper os vore Atomteorier, saa længe Atomet selv 209 er os et irrationelt Begreb? Vi kan ikke løse de tre Legemers Problem, og vi mener, at vi kan løse det store Pans Problem.

Filosofien staar vel ikke længer i Kurs, som godt er; men hvad hjælper det? Der er nogle unge Mennesker, som udbreder en ny Filosofi under den positive Videnskabs Maske. De smugler gamle, filosofiske Teorier ind i Fysik og Fysiologi. De bilder sig ind, at nu er Verdensgaaden løst. Hvorved? Ved Demokritos' Atomteori.

Disse Folk er ikke ædru. De er Dogmatikere saa godt som nogen Kirkefader. De ved ikke det, som den vise bør vide først af alt. De ved ikke, hvad det er at vide. De kender ikke sig selv.

Al vor Viden er problematisk og skønsmæssig. Indtil en Tusindedel Millimeter kan vi maaske en Gang naa at maale vore Linier; men aldrig vil vi kunne gøre det med streng, absolut Nøjagtighed Millioner Genstande kan vi undersøge, og vi kan finde de Love, hvorefter de synes at virke; men aldrig tør vi være vis paa, at disse Love virker i hele den uhyre, uendelige Verden.

Vi kan undersøge Solens og Jupiters Spektrum. Ja, alle de synlige Stjerners Lys kan vi undersøge med vore Glas, og vi kan finde de samme Grundstoffer som her paa Jorden.

Straks raaber Dogmatikerne: »Altsaa kender vi Verden«.

Ak, hvad er alle de synlige Stjerner mod det uendelige Univers, som intet Ord kan nævne, ingen Lysstraale kan udtømme, ingen Tanke kan fastholde uden at svimle. Imod Uendeligheden er Mælkevejen og alt, hvad vi ser, med matematisk Sikkerhed kun som et Støvgran.

Hvad er den Tid, som er forløbet fra den Dag af, Mennesket brugte sine første Maaleinstrurnenter, Albue og Fod, til at udmaale Tilværelsen, og til nu - imod den Evighed, som er kommet, og som vil komme. Muligvis lever vi her i en Afkrog af Tilværelsen, hvor alt ses gennem et farvet Glas; muligvis lever vi i en Mellemakt, hvor det rigtige Personale slet ikke er paa Scenen, men kun Maskinfolkene.

Menneskehedens Liv ligner en Skumboble paa Toppen af en Bølge. Nogle faa Tusinde Aars Sekunder hænger den over Bølgedalens Afgrund Da hæver den næste Æons Bølge sig, og Boblen brister.

Menneskets Udforsken af den ydre Verden er et lige saa haabløst Foretagende, som hvis en af vore Korsedderkopper hængte sit Net ud i det dumdristige Haab at fange en Fugl.

Naar Myrerne snakker sammen, mener de ogsaa at have løst Alverdens 210 Gaade. Nogle mener, at Verden er født af en stor Myredronning, andre, at den er opstaaet ved, at Grannaale faldt imellem hverandre i det tomme Rum.

Nej, vi lever ikke for at erkende; men vi erkender for at leve. Edderkoppen spænder jo ogsaa sit Net ud for at fange sin Føde. Al Videnskab er sluttelig tekniske Regler, som vejleder os i den Kunst at leve, og fordi Livet selv paa sin haardhændede Maade tvinger os til at leve efter Regler, hvis vi overhovedet vil leve, derfor holder vi os til dem og ikke ifølge noget filosofisk Raisonnement

Al Viden er praktisk Viden; men vi kan gaa Omveje. Vi anvender Atomteorien, fordi det synes, som om den kan vejlede os i vor Søgen efter praktiske Resultater, og paa samme Maade anvender vi ikke Mirakelteorien i Videnskaben, fordi den ikke fører til nogenting.

Al Viden er sluttelig Læren om de ydre og indre Betingelser for Livet, om Jordkloden og Mennesket. Matematik og Fysik, Kemi og Fysiologi er kun Indledning til Videnskabernes Videnskab, Biologien.

Biologien vil for den kommende Tidsalder blive, hvad Teologien var for Middelalderen, og hvad Filosofien var for Romantikerne. Her vil Mennesket finde sit Hvilepunkt, der, hvor alt Sokrates søgte det, i sig selv.

Opgaven er atter og altid den sokratiske: Kend dig selv!

Vi kan ikke erkende den store, ydre Verden; men den lille, indre Verden kan vi erkende, som den er. Her er det Punkt, hvor den tillukte Tilværelse aabner sig for os. Alt andet uden for den sjælelige Verden er kun ukendte Kræfter og ukendte Stoffer, som vi giver et Navn og lader løbe. Men den Lyst, der skælver i mit Bryst, det Syn, der skinner for min Sans, er levende Virkeligheder.

Livslæren studeres ikke ved at sætte sig hen og drømme og skrive opbyggelige Romaner efter Recept.

Den studeres som al anden Videnskab ved Eksperimentet, men her ved det farefuldeste og kostbareste Eksperiment af alle, ved det Forsøg, der har Livet selv til Indsats, Valgets Eksperiment, det, som Kierkegaard kalder Enten - Eller.

»Fremtidens Mænd«, siger Nietzsche, »vil betjene sig af Eksperimentet i en ny, videre og farligere Forstand Med forvovne og smertelige Forsøg vil de gaa videre, end dette blødagtige Aarhundrede kan lide«.

Enhver voldsom Afgørelse er et saadant Eksperiment, hvori Mennesket 211 dristig lægger sit eget Hjerte i Lidelsens Lue for igennem Smerten at naa til Visdoms Erkendelse.

Det er dette Eksperiment, som en ikke ubekendt Mand kalder at sætte sit Liv til for at vinde det.

Denne Mand var egentlig den dristigste Eksperimentator af alle, den største af alle Alkymister. Af den røde Lue drog han Livseliksiren ud, som stiller al Angest og Vaande, og for at bevise Sandheden af sin Paastand gjorde han det sidste afgørende Eksperiment, et experimentum crucis i alleregentligste Forstand.

Siden ham har mange andre forsøgt sig i den sjælelige Alkymi, hvor Ilden er Sjælens Vaande, hvor Svalevandet er Taarer, og hvor den kosteligste Ingrediens, som kommer til sidst i Diglen, og uden hvilken alt er forgæves, er tre Draaber af Hjerteblodet

Til disse Folk maa vi søge tilbage. Ligesom Nutidens Kemikere har gaaet i Skole hos Middelalderens Alkymister, ligesom Astronomerne stammer fra Astrologerne, saaledes maa Biologen staa i Lære hos Mystikeren.

Skulde alle de Kampe, der er kæmpet i Klostrene, være unyttige? Skulde al den Fromhed, Inderlighed og Alvor være værdiløs, som visse Folk mener?

Nej, men Opgaven er at frigøre de Erfaringer, der blev vundet her, fra de Forestillinger og det Sprog, som de klædte sig i, som den Gang var rationelt og tidssvarende, men ikke er det længer.

Opgaven er at frigøre Mystikken fra det dogmatiske Hylster. Paa samme Maade, som Kemikeren sætter Pris paa Alkymistens Forsøg, men ikke paa hans Teorier, paa samme Maade sætter Rationalisten Pris paa Mystikerens Livserfaring, men bryder sig ikke om hans teistiske eller panteistiske Teorier.

De gamle paulinske Dogmer er gaaet gennem Mystikerens Digle, og her er Guldet blevet skilt fra Slaggerne. Thi disse enfoldige Folk, som ikke vidste andet end, at de var rettroende, forholdt sig i Virkeligheden frit til Kirkelæren. Mindst af alt var de bogstavtroende. Den lutheranske Ortodoksi er derfor et afgjort Tilbageskridt i Forhold til dern. Disse Mænds Opgave var ikke at lave Reformation og Politik, nej, en langt større og dybere Opgave skulde de løse, den, at gøre klart, hvad Værdien var i Middelalderens gamle Religion, inden den veg Pladsen for den videnskabelige Erkendelse.

Denne Opgave kunde sikkert kun løses i denne Tid I vor Tid, 212 hvor alt er i Oprør, og hvor ingen ved, hvad Kristendom er, kunde den klogeste Mand ikke løse disse Spørgsmaal uden just ved at gaa tilbage til de gamle.

Og at deres Løsning er den rigtige, derfor borger os, at det ikke er nogen enkelt Mand, der stiller sig op og siger: »Jeg alene ved Alt det gamle er forkert«. Nej, vi har her en fortsat Tradition, i hvis Aand hver enkelt virker uden at anstrenge sig for at være original. Vi kan se, hvorledes Skolastikken bliver til Mystik og Mystikken til halvvejs Kætteri.

Vi kan fortsætte Linien indtil vore Dage gennem Kætteri til videnskabelig Opfattelse. Vore Tiders Religionsfilosoffer er, for saa vidt de er noget, Elever af Mystikerne og staar dem langt nærmere end vore Tiders Teologer.

Den Lutringsproces, der foregaar i Middelalderen med Dogmerne, ligner ganske Udvælgelsens Proces i Naturen, som Darwin har skildret den. Det er en Proces, hvorefter de stærkeste Dogmer, det vil sige de, der har mest Værdi for Livsførelsen, trænger sig frem og overskygger de andre. Dogmer, der efter Systemet skulde være de vigtigste, men som mangler opbyggelig Værdi, som for Eksempel Skabelsesdogmet, gaar efterhaanden ud af Spillet De træder i Skyggen, eller de fortolkes saa srnaat

Det er de Dogmer, der kan opfattes som Billeder paa Livets Kamp, paa Sjælens egen Erfaring, som drages frem.

Thi man kan lære udenad, hvilken Religion det skal være; men alt, hvad der er Religion i dybeste Forstand, alt, hvad der ernærer og opbygger, det skaber eller genskaber Sjælen ud afsig selv. Den Verdenskamp, som spilles i Mytologien, faar kun Værdi for Mennesket ved at blive Symbol paa Kampen i Menneskets Sind Den Gud, der drømmes om i den højeste Himmel, er et Symbol paa det højeste i Sjælen, og Ahriman, der fejder med den gode Gud, er et Billede paa det laveste.

Denne Sandhed, som er Kærnepunktet i en ædru Opfattelse af Religionen, skylder vi just Mystikerne. De har selv udtalt den i al Uskyldighed uden at kende Konsekvenserne. Deres Gud er ikke længer Kirkens Gud, skønt de tror dette. Han er ikke længer i Empyriet uden for de otte Himle, han er i Mennesket, han er i Virkeligheden Mennesket selv. »Jeg er i Menneskets Indre og lærer i det Indre«, siger Mystikernes Gud

213

I Menneskets Indre er alt, hvad han i sin barnlige Fantasi drømmer om mellem Stjernerne. Der er Godheden, Kærligheden, Visdommen, Retfærdigheden.

Uden Guden i os kunde det ikke nytte noget, om der var nok saa ophøjet en Gud mellem Stjernerne, og med Guden i os er Opgaven stillet os, selv om der ingen Gud var mellem Stjernerne.

Thi ingen har set eller hørt den Gud, som Dogmet taler om. Mennesket kan ikke række uden for sig selv. Saa snart en Gud taler, beder og befaler i ham, saa kan det ikke være andet end Guden i ham selv.

I Sjælen selv er den højeste, moralske Myndighed, Højesteret over al menneskelig Autoritet. Dette er Grundtonen i Mystikken, og det er styrkende at klargøre sig denne Tanke for den, som lever i den moderne Statsmoral eller offentlige Menings Moral.

Det er den ubetingede Lov i os selv, det ophøjede og hellige: Du skal! som de gamle har erfaret i sig selv, og de har vist deres Lydighed og Ærefrygt imod Pligtbudet ved at kalde det ved det højeste Ord, de havde, Ordet Gud

Nu er Spørgsmaalet: »Mon ikke Tingen afskaffes med Ordet? Vore Dages Videnskab kender ikke Ordet Gud Den henlægger det til Teologiens og Filosofiens Verden til Fantasi og Ordleg.

Er Ordet Pligt da ikke lige saa forældet som Ordet Gud?«

Men det er en let Sag at vise, at just for den, som har levet sig ind i den videnskabelige Maade at tænke paa, er det ikke Tilfældet.

Den har gennemgaaet Videnskabens Skole, som har lært at skelne mellem sandt og falskt, mellem hvad der stemmer med Virkeligheden, og hvad der ikke stemmer med den.

Og den, som er øvet i denne Kunst, vil, naar Lejlighed gives, vende Tankens Lupe mod sin egen Barm og udforske sig selv efter videnskabelig Metode.

Da vil det hedde: »Er du selv sand eller falsk? Er dine Drømme og dine Forhaabninger stemmende med Virkeligheden eller ej?«

Og med Erkendelsens Lys som en Bjærgmands Lampe i sin Haand vil Forskeren stige ned i sin egen Sjæls Dyb, og der vil han paa Bunden af den mørke Skakt opdage Illusionerne sammenrullet som et Bundt Skorpioner.

Over Tærskelen til Templet i Delfi, siger den græske Vismand, stod der: Kend dig selv! Dette staar endnu skrevet over den smalle 214 Dør, der fører ind til Eksistensens Mysterier. Men Menneskene foretrækker at drage ind ad Illusionens brede Port

Vær sanddru, siger Pligten i Mennesket. Vær i Dag, som du var i Gaar! Lyv ikke for dig selv for at følge dine Lyster, idet du smugler dem ind under de store Formaals Forklædning. Men enten maa du opgive de store Fraser eller ogsaa redelig forsøge at gøre dem til Virkelighed Enten - Eller, siger Pligten.

Skriv dit Livs Bog med samme Redelighed, Flid og Forsigtighed, som Newton skrev sine Principia. Agt det for den største Ulykke at være et fortumlet og forvirret Hoved, som leverer Jaske værk fra sig.

Den ægte Videnskabsmand leverer ikke Sjuskeri fra sig, fordi han ellers vilde skamme sig over sig selv. Lige saa meget skammer den, der forstaar Livets Kunst, sig for at sjuske med sit Liv.

Derfor er der ret forstaaet mere Opbyggelse i en matematisk Afhandling end i al den uvederheftige, apologetiske Rummel og alle oratoriske Præstationer.

Nej, for Videnskabsmanden er Sandheden Maal i sig selv.

I Sandhedskravet ligger det ubetingede. Thi Sandhedskravet spørger ikke om, hvad der er fornøjeligt eller kedeligt, om hvad der er gavnligt eller skadeligt Ikke for Behagelighedens Skyld, ikke en Gang for det almene Vels Skyld søger man Sandheden.

Derfor er Pligten ikke behagelig, den er streng, ja, den er grusom mod Mennesket, ligesom den Virkelighed, vi lever i, er grufuld og grusom. Nej, Pligtmoralen er ikke som den grundtvigianske Hjertemoral, den er ikke sød og tiltalende, indsukret i Følelser og opforgyldt at gaa paa. Den er rent ud sagt nederdrægtig ubehagelig, forbandet haard er den at gaa paa, og saa saare en begynder at udtømme sig om Pligten som rar og tillokkende, saa er der noget muggent derved

»Jeg er i Menneskets Indre og lærer i det Indre som den ene Sandhedens Lærer, der gennemforsker Hjerterne, gennemskuer Tankerne og bringer Handlingerne til deres Maal«.

Det er forunderligt, saa Navnene skifter. Det, de lærde den Gang kaldte Gud, kalder de lærde nu den logiske Følelse.

»Sandheden taler i vort Indre sagte og stille«, hedder det ogsaa hos Thomas å Kempis. Ja, sikkerlig er Sandheden alle Dyders Moder. Fra den stammer den højeste og vanskeligste Dyd, Retfærdigheden. Thi kun den retfærdige glæder sig ved Sandhed Saa længe Mennesket 215 handler efter eet Lune i Dag og et andet i Morgen, saa længe vil det blive ved at lyve for sig selv og besmykke sit Vankelmod med pralende Udflugter. Men den sanddru maa altid være sig selv lig. Han vil bringe Orden i Følelsernes Virvar. Han vil stifte Fred mellem sine Sympatier og Antipatier og være ligelig mod alle.

Derfor burde det ikke hedde: »Vær først from, vær først kærlig, vær først lydig«; men det burde hedde: »Vær først sanddru mod dig selv«.

»Frygt fremfor alt for at svæve i en Vildfarelse!« var Sokrates' Sætning.

Som Gud er i os efter denne gamle, sære Psykologi, saaledes er Fristeren i os. Aanden kæmper med Kødet, Guden i os kæmper med den Onde i os, og denne Kamp i os er en Part af den vældige Verdenskamp mellem Himmel og Helvede, som strækker sig fra Syndefaldet til Dommedag.

Mængden ser kun de ydre, fantastiske Udslag og lader sig blænde af dem.

Den ser ikke, hvor virkelighedstro denne gamle, sære Psykologi er, som klæder sig i saa sælsomme, snart ophøjede, snart barokke Billeder.

Thi Fristeren lever i Mennesket, men Fristeren er ikke en mørk, omstrejfende Aand. En saadan kunde just ikke friste Mennesket Men Fristeren er Mennesket selv, og derfor kender han sin Magt. Som Mennesket var stedt, da han blev til, er han stedt endnu. Mennesket blev ikke til i Edens Have. Af sine umælende Slægtninge sprang han frem for hundrede Tusinde Aar siden i Urskovens Dyb. Derfra søgte han ud i den aabne, frie Verden. Vaabenløs levede han i Kamp med Hulernes og Skovenes vilde Dyr, Kæmpeløven og Kæmpebjørnen. Og saaledes færdes Mennesket endnu den Dag i Dag i Livets Tykning, i Brydekamp med de glubende Dyr. Det er de nedarvede og selvforskyldte, onde Drifter, Vilddyrene i hans Sjæl. Han ved sig aldrig sikker. Dyret kan krybe og logre for ham; men vender han sit Øje fra det, slaar det Kloen i ham. Det er levende Virkeligheder, levende Viljer i Sjælen, der vil døde eller dødes. Ynglingen brænder af alle gode Forsætter. Hans Vilje flammer som en vestalisk Ild - og da opdager han ved en Drejning af Vejen Rovdyret, som har listet sig efter hans Fjed Overrasket, forfærdet staar han over for et vildt Begær i sig selv, som han ikke anede.

216

Det er Begæret efter Magt, Begæret efter Rigdom, Begæret efter Elskovs Lyst, som bedrager og bedaarer Sjælen. Ingen er en snedigere Bedrager end Løgneren i Mennesket selv, og ingen lytter Mennesket villigere til end til denne.

Livet er i Sandhed saare vanskeligt at leve. Vi er alle bedragne Bedragere. Vi hildes i Illusionernes Magt imod vor Vilje. Møjsommeligt hugger vi os en Vej op ad Vanskelighedernes Fjæld i den hede Dag. Se, hvem kommer da til os ved Kvæld, naar vi hviler fra vort Arbejde og stirrer efter Stjernerne? Begæret kommer som en bryndesyg Elskerinde, der kun attraar eet: at faa Mandens Legeme i sin Magt. Men hun er en rænkefuld Kvinde. Hun lokker os ud i Fantasiernes Land og fører os med tilbundne Øjne ud i det Mørke, hvor Mennesket ikke genkender sig selv. Hun lokker for os med Nydelsens søde Duft og Smag; men pludselig bryder den dulgte, giftige Brynde frem af Skønhedens Forklædning.

Saaledes virker i os Begæret efter Magt, Begæret efter Rigdom og Yndest og efter Elskovs Lyst.

Det er ikke Nydelsen i sig selv, der er ond Nydelsen i sig selv er fin og sød og bør tages imod med Kyshaand, saa længe den forundes Mennesket Forfriskende er Vandets Køling, Vinens Styrkelse og Brødets Næring. Sød er Elskovens Glæde og Mindet om den; en Dosmer eller en Hykler nægter sligt. Og hvor er ikke Tonernes Verden og Duftenes Verden og Farvernes Verden frydefuld omkring os. Nej, ikke lever jeg som en uopdragen Tølper af en Puritaner, der aldrig vidste, hvad Nydelse er. Meget snarere mener jeg at have en ganske særlig Sans og Evne til at nyde. Mine Øjne og Øren er aabne. Det, som alle andre lader flyve, det fornemmer jeg taknemmeligt som en liflig Smag paa min Tunge.

Nej, ikke Nydelsen er i sig selv ond, saa længe Mennesket svæver fri i den som Sommerfuglen i Blomsterduften, men Begæret er ondt, fordi Mennesket er bundet i det som Skarnbassen i sit Element. Her taber Mennesket Udsigten og Friheden. Han er ikke længer Herre over Skæbnen, men Skæbnen er Herre over ham.

Og ikke Nydelsen forarges jeg paa, hvor den er enfoldig og uskyldig; men paa denne pjaltede Jagen efter Nydelsen og denne pedantiske Beregning af Nydelsen forarges jeg.

Og især forarges jeg over denne væmmelig klynkende Sentimentalitet, over denne ikke kvindelige, mere fruentimmeragtige Kærlighed, 217 som er saa rede til at beklage og begræde, som altid vil glatte Lidelsen ud, selv om Lægedommen er værre end Sygdommen. Her løber Fruentimmer og Mandfolk rundt og forfalsker Livet med illusorisk Trøst og religiøs Snak, som ingen Steder har hjemme. Og hele det humane Kor, som altid er paa Spil som offentlig Mening, raaber efter dem: »Bare munter. Fremfor alt, sørg for ikke at lide«.

Det er det aparte ved det, at den moderne Tid med al sin Sentimentalitet og Humanitet egentlig slet ikke ved, hvad Kærlighed er. Den rette Kærlighed er slet ikke saa bange for Lidelsen. Den siger ikke altid: »Spar dig!« men siger ofte: »Vov dit Liv!« Hvad der gaar under Navnet Kærlighed, er ofte ikke andet end Familieegoisme eller Vennedyrkelse. Nej, kærlig var ikke den Hustru, som »af Kærlighed« vilde lokke sin Mand til at blive hos sig paa Lejet, medens Trompeten blæste Reveille udenfor. Kærlig var hun, der med Taarer i Øjnene selv trykkede ham Sværdet i Haanden. Kærlig var ikke den Fader, der luskede sin Søn til Amerika, men han, som den Gang, da intet var tilbage uden dette, om Æren skulde reddes, med bortvendt Ansigt rakte ham sin egen Pistol Men kærligst var den, der af Kærlighed turde dræbe sin egen Kærlighed. Der er mange, som er kærlige, idet de beskæftiger sig med andre, men som dog vilde være endnu mere kærlige Personer, hvis de tog Vare paa sig selv.

Der levede to Personer i samme Købstad Den ene blev - lad mig sige Grundtvigianer. Han rejste rundt og holdt Foredrag om, at Gud er Kærlighed; han holdt dem aldrig paa mindre end fem Kvarter, og hans Foredrag var i Sandhed evangeliske. Kun gav han ikke bagefter Mængden, som hungrede, Brød og Fisk; men han tog sig selv en Bøf og en Baier. Han hørte til de Mennesker, som alle Folk taler godt om. Thi de sagde: »Enhver, som har talt i fem Minutter med denne Mand, mærker straks, at han er en inderlig Natur«.

Den anden var ikke altid kærlig, han kunde af og til blive grov. En Gang, da den første lagde Armen om hans Hals og opfordrede ham til at være kærlig, bad han ham ganske højt om at gaa ad Helvede til.

Og dog var denne anden ogsaa paa sin Vis kærlig.

Thi denne sidste var en syg Mand, og han kendte sin egen Sygdom.

Og han sagde til sig selv: »Skal en syg Mand rejse rundt og være kærlig? Det vil kun forøge Forvirringen i denne forvirrede Verden. Thi Sygdom avler altid Sygdom. Men en syg Mand bør lukke sig selv inde, for at Smitten ikke skal brede sig«.

218

Derfor valgte denne Mand af Kærlighed til Menneskene ikke at være kærlig, men foretrak Ensomhedens Lidelse.

Hvilken af de to var nu den kærligste?

Til dette Kællingen siger jeg: »Lid kun! Og frygt ikke for Lidelsen! Opsøg den ikke paa hysterisk, selvplagerisk Vis! Men put blot ikke Hovedet i Busken, naar den kommer paa Besøg!« Nej, Pligten er stadig den samme: Vær sanddru. Hvis det er Nydelsens Stund, nu vel, da nyd Øjeblikket som et Barn. Men hvis det er Lidelsens Stund - og Lidelsen faar altid sin Stund - se da din Smerte ædru og mandig i Øjnene og fordyb dig i den og lad ikke Illusionen lokke dig fra Sandheds Erkendelse.

Sanddruhed er nøje i Slægt med Mod Hvo, som ikke er modig, er ej heller sanddru.

Ikke den kalder jeg modig, som styrtede sig gennem Ild og Vand som en Tyr, der var stukket af Bremser, ikke den, som forfulgt af sin Magtbrynde og sit Kvindebegær blev en af Verdens store Tyranner, og som Verden, der var fejere endnu end Tyrannen, kaldte modig.

Den kalder jeg modig, som vovede at se sin egen Sjæls Vaande Ansigt til Ansigt, og som lærte den Kunst »at undvære al udvortes Trøst«. Den, for hvem det ubetingede gik op i al sin Grusomhed. Den, som uagtet ingen Frygt afholdt ham fra at opløfte sin Haand mod sig selv, valgte at leve, fordi han ikke vilde flygte fra Livet ad en Bagdør som en fej Kryster, men gaa ud af det med fuld Musik som Paulus af Fængselet Den kalder jeg en modig Mand

Men uden dette Mod kan et hæderligt Liv overhovedet ikke leves. Uden dette Mod bliver Livet kun Fuskeri, om der end var nok saa megen »Inderlighed« og »Religiøsitet« til Stede.

Thi Sandheden er den, at Lidelsen maa komme. Der er nogle, der siger, at det kommer an paa at se rigtig lyst og let og optimistisk paa Livet Nej, det kommer an paa at se klart og korrekt derpaa, og den, som gør det, vil se, at Lidelsen hører med til Livets Væsen og ikke kan undgaas.

»Denne Tids Dage er korte og onde, fulde af Angest og Smerte.

Mennesket besmittes i dem af mange Synder og hildes af mange Lidenskaber, trykkes af Frygt og omtumles af Sorger og Bekymringer, adspredes af Forfængelighed, besnæres af Daarskaber, belejres af mange Vildfarelser, trættes af Møje, plages af Fristelser, udmarves af sanselige Lysters Tilfredsstillelse, pines af Nød og Armod«.

219

Men for at undgaa at se Livet, som det er, har Menneskene lavet sig alle Haande Illusioner. Optimismen er ikke en Opfindelse af Grundtvigianerne, som de gerne vil gøre det til. Menneskene var altid af Naturen Optimister, og kun Vismændene saa igennem Selvbedraget.

Ingen er listigere end Menneskene. For at undgaa Sandheden bedøver vi os i Livets Tummel. For ikke at erkende Sygdommen i os selv søger vi den udvortes Trøst

Nogle beruser sig i Fornøjelser, andre i Ære, andre i Rigdom, de stærkeste beruser sig i Magt.

Somme lader sig hilde af den erotiske Illusion, andre beruser sig i Arbejde, nogle faar Tiden til at gaa ved at moralisere eller ved velgørende Virksomhed, og nogle tager deres Tilflugt til religiøs Trøst

Disse Ting er ikke at forkaste i sig selv; men de er forkastelige, fordi vi bruger dem i bedragerisk Øjemed til at skjule Virkeligheden for os.

Og Virkeligheden er saaledes beskaffen trods alle Udflugter, at Mennesket undgaar ikke sin Skæbne.

Blomsten maa visne, Urten maa raadne. Ogsaa Mennesket maa lide og dø.

Dog, det at lide er ikke det værste.

Lidelsen nedværdiger ikke, men Frygten nedværdiger. Af Frygten kommer Fortvivlelse, Vankelmod, ustadigt Haab, taabelig Trods, alle Sjælens Sygdomme.

Al Visdommens Sum er denne: Lige saa lidt at frygte Smerten som at foragte Glæden.

Derfor er det rette Evangelium ikke det, som lover evig Nydelse, men det, som lover Frygtløshed i Lidelsen, selv om den varer evigt

Det er Lidelsens Evangelium, som Vismændene har forkyndt, og som Menneskene har forfalsket

De vise var de, som fandt den skjulte Skat i Ageren, den hemmelige Værdi i Lidelsen.

De fandt, at ogsaa paa Golgatha var der Blomster at plukke, og saadanne Blomster, som ikke vokser noget andet Steds.

Lidelsen har ogsaa sin Glæde, ligesom Glæden altid har sin Lidelse.

Ikke at den Glæde, som skjules i Lidelsen, er saa stor, at Lidelsen egentlig ikke længer er Lidelse. Det er at røre alt i een Vælling.

220

Nej, men Lidelsen er det Land, hvor Blomsterne er sjældne. Derfor bliver de kosteligere, de, der er.

For Fangen i Fængselet bliver den lille Spurvs Kvidren uden for Vinduet mere end den dejligste Musik for den, der er fri.

Den skjulte Skat i Lidelsen er denne, at den adler, og den belærer.

Lidelsen er Livets store Tugtemester. Igennem Lidelsen opdrages Arterne i Tilværelsens Kamp, og al Menneskets Kultur skyldes Lidelsen, der driver ham frem.

Al Erkendelse skyldes Smerten, der tvinger Mennesket til at se sig for. I Paradiset læres ikke Forskellen paa godt og ondt

Visdom er Lidelsens Frugt. Kun i den kender Mennesket sig selv. Saaledes som han er i Lidelsens Stund, saaledes er han.

Thi det er let nok at slaa om sig med de store Løfter i Lykkens Stund; men naar de lange og mørke Dage kommer, da sættes Sjælen paa Prøve, da vil det vise sig, hvor megen Sanddruhed og hvor meget Mod der bor i Sjælen.

Thi den nøgne Sandhed er den, at af sine Ønsker, sine Drømme, sin Tro, sit Haab kender Mennesket ikke sig selv. Først i Handlingens Stund lærer Mennesket sig selv at kende. Derfor er Valget den Vægtskaal, hvorpaa Sjælens Værdi prøves.

Og kun eet garanterer for Ærligheden, det er Offeret.

Det er meget muligt, at alle disse Folk, som aldrig har forladt noget, men som stadig raaber paa, at hvis det krævedes, vilde de forlade alle Ting, at disse Folk er ærlige; men der haves ingen Garanti derfor.

Ikke en Gang selv har de nogen Garanti derfor.

Men den, der er opdraget strengt ved Videnskaben, han fordrer Syn for Sagn, han føler sig ikke overbevist, før han har stukket sine Fingre i Naglegabene.

Derfor - den, som vil vide, hvad Slags Mand han er, han vente, indtil Livet gør sit experimentum crucis med ham, indtil den alvorlige Stund kommer.

Der er Rhodus, dans der, og lad os saa lade de oratoriske Præstationer fare, de beviser dog ikke noget.

Den frivillige Lidelse, den er Kriteriet paa Oprigtigheden, men endnu en Ting er nødvendig, for at Tilfældet er rent og klart, og ingen Tvivl lades tilbage. Skal Beviset være fuldstændigt, da maa Lidelsen, som den er frivillig, ogsaa være skjult.

Thi hvor der ikke er Skjulthed, der griber den offentlige Mening 221 ind Der har vi straks Ærgerrigheden med i Spillet, og saa er det ikke længer det rene Tilfælde.

Dette er den samme Metode, som Kemikeren anvender; naar et Stofs Egenskaber skal undersøges, prøves det med alle Haande stærke og skarpe Reagenser, og skal Undersøgelsen være nøjagtig, maa Stoffet være isoleret

Saaledes maa ogsaa Mennesket isoleres, naar Karakteren skal prøves, kun er der den Forskel, at dette Eksperiment kan Mennesket ikke gøre med sig selv, men maa afvente Skæbnens Indgriben.

Der, hvor alt kan tabes, og intet kan vindes uden Bevidstheden, at man har gjort sin Pligt, der skal det nok vise sig, om Mennesket ved, hvad det ubetingede er.

Det største, paa een Gang det mest lidenskabelige og det mest logiske Udtryk for, hvad Pligt er, det er det Kierkegaardske.

Denne Maalestok er den justerede Maalestok for Oprigtigheden i Mennesket, for Sanddruheden og Modet.

Og maalt med denne Maalestok skal det nok vise sig, at Livet ikke er saadan, som Optimisterne præker. Det skal vise sig, at Menneskets Natur er Fejhed og Udflugter. Kun nødtvungen vil han erkende. Kun med Pisken over Nakken følger han Erkendelsen.

Det er denne Erfaring, som Kirkens Mytologi træffende udtrykker i Læren om Arvesynden, om Menneskets forbandede, medfødte Natur. End ikke det spæde Barn, som smiler i Vuggen, er uskyldigt, thi alle Forfædrenes Laster har sat deres Præg i dets medfødte Karakter, og som Barnet vokser, vokser de med.

Det er denne bitre Sandhed, som en »human« Betragtning saa gerne vil se bort fra, men som just den videnskabelige Arvelig