↩ Rektoren blev efterhaanden ked af disse Turneringer. En Gang, just som han igendrev Manikæismen, havde han gjort et Øjebliks Ophold for at nyse, og i denne bratte Pause havde han hørt, at Folk hviskede og smiskede til hinanden i Krogene. Som en øvet Diskutør vidste han, at nu var Slaget tabt, værre tabt, end om han var blevet gendrevet med tyve Syllogismer, og som en klogere General, end Pyrrhus var, oppebiede han ikke det aabenbare Nederlag, men trak sig tilbage til Damernes Kreds, hvor han øvede sig i at sidde med et overbærende Smil paa Læberne. I Stedet for Rektoren traadte Etatsraaden i Marken for de konservative Interesser, og i ham fandt Salomon en frygtelig Modstander. Den elegante, halvt skælmske Maade, hvorpaa Etatsraaden forsvarede den gode Sag, mindede Salomon om Renans Forsvar for Kristendommen, saa undskyldende, saa indsmigrende, saa redebon til at yde Modstanderne Retfærdighed, at Salomon følte sig drevet fra den ene Forskansning i den anden. Hverken 93 Parlamentarismen eller den almindelige Valgret kunde holde Stand over for denne giftige Anerkendelse, der kun havde Kritikken i sine Anmærkninger. Saa kunde det ske, at Salomon blev opirriteret over sine egne Indrømmelser til at udtømme sig i et voldsomt Anfald af Paradokser; men da faldt hans Øjne paa Rector magnificus, og det for som en Skræk igennem ham, at nu var det ham, der spillede Holger Danskes Rolle. Han standsede brat og skammede sig, og Etatsraaden ventede hensynsfuldt et Øjeblik for at høre, om der var mere, og paatog sig da at drive ham tilbage Fod for Fod, idet han konfronterede Salomons forskellige Udsagn med hinanden og drejede sine Spørgsmaal saa snildt, at Salomon saa, at han fik sat Ring i Næsen paa sig, hvordan han end bar sig ad Paa samme stilfærdige Maade fanger man vilde Elefanter i Indien ved Hjælp af Lokkeelefanter, som ganske stille og venskabeligt puffer dem ind i Fælden.