Dalgas, Ernesto Uddrag fra Lidelsens Vej

Da Salomon kom derned, opdagede han flere af Københavns Præster, der havde indfundet sig efter særlig Indbydelse og ventede sig noget stort Fremragende Mænd af den konservative Klub gik rundt med røde Skærf og ledte efter noget, de kunde bringe Orden i. En emsig Forretningsmand solgte Medailler med Christian den 9des Valgsprog paa å 75 Øre, og man kunde ogsaa købe det bekendte Billede, som forestiller Diogenes, der med en Lygte oplyser hans Excellence Konseilspræsidentens Træk og i ham finder det Menneske, han i 2000 Aar forgæves har ledt om. En Ordensmarskal fortalte Salomon, at dette Billede egentlig spotvis var blevet udgivet af Venstrekræfter; men Højre havde gjort deres onde Raad til intet og vendt Latteren mod Ophavsmændene ved den udmærkede Spas at optage Billedet i Alvor, mangfoldiggøre det og arbejde paa at anbringe et Eksemplar i hvert Højrehjem.