Dalgas, Ernesto Lidelsens Vej

Efterskrift

1. Dalgas' billede

Da der i 1963 i forbindelse med genudgivelsen af Lidelsens Vej var en kort offentlig interesse for Ernesto Dalgas, kom der også et radioforedrag ud af det Dagbladet Politiken bragte en foromtale med billede - og billedet var af Ernestos far, Enrico Dalgas, der stod stor og uflyttelig og støttede sig til sin stok, medens han skuede ud over sit livsværk, den tilplantede hede. Forvekslingen er forklarlig og katastrofal Begge har sære fornavne med E, men hvor Enrico var sund og udadvendt, handlekraftig og samfundsgavnlig efter almindelig anskuelse, var Ernesto sygelig og indadvendt, grublende og endte med at tage sit eget liv. Stammen stod langt fra æblet

Nej, det var ikke Politiken, der ejede en kliché med Ernesto Dalgas' portræt, selvom han ind imellem var en god Brandes-radikal og høffdingsk positivist, men derimod Aktuelt. Billedet er dårligt, med grove raster, og det viser et nøgent 90'er-ansigt å la mode, Studentersamfundets radikale socialist, hvad han også ind imellem var.

Det tredje Dalgas-billede, jeg kender, er fra ca. 1893 og malet af vennen Johannes Nørretranders, der i øvrigt har bidraget med skæbnebrokker til hovedpersonen Salomon Simonsen i Lidelsens Vej. Det viser Dalgas siddende eller snarere halvt liggende i en lænestol, med lidende træk og badet i et underligt gult lys, der synes at komme alle steder fra. Det viser ham i Inferno eller et af dets bilande. Den indre tilstand er på symbolistisk vis bredt ud som et rum omkring personen, og selvom billedet ikke er godt, er det nok det sandeste af Dalgas, for sådan, offer for og gennemlyst af lidelse, var han også, og måske netop, når han var mest sig selv.

2. Baggrunden

Ernesto Dalgas blev født 1871 i Århus som alderdomsbarn af officeren, ingeniøren og plantøren Enrico Dalgas, der ved sit myndige væsen og sin udfoldelse i det nationale Hedeselskab var et stovt udtryk 282 for de bærende kræfter i samfundet Det buldrende, sansen for det raske og konforme, der var over den gamle, var meget fjernt fra den svagelige og letskræmte søn, og de to gik meget slet i hak med hinanden.

I gymnasietiden sad Ernesto i kælderen i Århus-villaen og læste radikal litteratur, og med sin skarpe forstand udtænkte han argumenter mod sin far. Ind i generationsopgøret kom hele det moderne gennembruds digtere og tænkere med overvældende styrke, som ofte i de år. Mod samfundsstøtten i herreværelset søgte sønnen bistand hos Ibsen og Bjørnsson, hos Pontoppidan og hos hovedmanden: Georg Brandes. I de tidlige digteriske forsøg fra kælderen - meget er bevaret på Det kgl. Bibliotek - kan man se konflikten gennemspillet gang på gang. Meget ofte i den skikkelse, at sønnen søger sandheden og dens autoritet over for det usande og fraserne. Her grundlægges et hovedtema i det senere forfatterskab, både det fiktive og det filosofiske: sandhedens betingelser. I Lidelsens Vej og andre steder stilles spørgsmålet igen og igen: Hvad sikrer mig, at noget er sandt og så værdifuldt, at jeg kan leve mit liv på det? Gennem bogens række af autoritative skikkelser følges dette tema, fra stedfaderen og etatsråden til afhandlingernes rækker af tænkere, indtil Salomon bliver sin egen autoritet og hviler i autentisk erfaring og i den myndighed, den giver ham.

Det andet tema, der grundlægges i kælderen i Århus, er Dalgas' livslange betænkelighed ved sig selv som kønsvæsen. Gennem bekendtskabet med i første omgang helt underlødig litteratur om emnet - en reklametryksag for en nervestyrkende sirup - lærte Ernesto Dalgas, at selvbesmittelsens last var roden til meget ondt. Senere uddybede han denne viden gennem tidens lægelige litteratur (f eks. Ph.C Hartmanns Menneskets fysiske Liv, da. 1873) og han lærte at indse, at onani og pollutioner i ungdomsårene ikke førte til noget godt Her gentoges, iklædt de progressive medicinske argumenter, hele den klassiske kønsforskrækkelse. Den unge Ernesto blev dybt rystet, og han fandt måske i disse forhold en forklaring på sin egen erkendte særhed Sådan gik det i hvert fald hovedpersonen i Dalgas' drama Autoriteter (1904) (Kilde: manuskriptet »Suggestions Therapi«, privateje).

17 år gammel stod Ernesto Dalgas op i gymnasieforeningen Heimdal på Aarhus Katedralskole og holdt et foredrag »Mine Erfaringer med Onani«, som han følte sig foranlediget til at lægge åbent frem, 283 efter at både rektor og sognepræst havde afvist at gøre noget ved tingenes tilstand

Senere - og for andre i tiden - gentog tingene sig: i København i Studentersamfundet blandt de radikale ånder, der alle havde så evigt ret over for de overleverede autoriteter og fædre, dyrkede man i princippet den fri kærlighed og dens ret over for konvention og ægteskab. Men borgerskabets piger, der var målet for drømmene, forblev i stort tal bundet til kyskhedens praksis, thi for dem var fri kærlighed - før præventionen - socialt og menneskeligt deklasserende. Så de unge ørne, der havde så meget ret i princippet, måtte enten gå uacceptable steder hen med deres kærlighed eller bekæmpe deres drift Dalgas gjorde det sidste, livslangt bekæmpede han sin trang til seksuel praksis. Hans seksualfjendtlighed gik dybt, og da han opdagede, at han var seksuelt tiltrukket af den pige, han på det tidspunkt var forlovet med, vendte han sig fra hende. Eller snarere fra sig selv som begærende, og han hævede forbindelsen. Han brugte ganske vist i sin journal kierkegaardske begrundelser, men til et vist punkt var det forskrækkelsen, der sejrede, sådan som også Salomon i Lidelsens Vej viger tilbage for det erotiske.

Ernesto Dalgas' sandhedssøgen og seksualangst forenede sig tidligt i hans liv i hans mere eller mindre bevidste efterfølgelse af og identifikation med Søren Kierkegaard Få dage før sin selvvalgte død skrev han i et overblik over sit da 27-årige liv, at »17 Aar gammel blev jeg med Bekendtskabet med Enten-Eller paavirket af Kierkegaards Tankegang, og fra da af har min Tankegang haft et asketisk Præg« (»Mit Livs Eksperiment«, dateret 9. maj 1899). Denne Kierkegaard-maske, der bestod af en brændende og udmærkende sandhedskærlighed samt askese forbundet med geniets ret, bærer til tider også hovedpersonen i Lidelsens Vej, Salomon. Han bærer som nævnt træk af vennen Nørretranders, samt af Dalgas' eget liv (og tidlige digteriske forsøg), men så sandelig også af Kierkegaards liv, som Dalgas tilegnede sig gennem Brandes' lidenskabelige biografi (1877).

11. juli 1899 skød Ernesto Dalgas sig ved Damhussøen. I dette selvmord har man villet se en ægte religiøs situation (Axel Garde) eller en logisk konsekvens af hans filosofiske udvikling (Jacob Paludan). Det er nok mere rigtigt at se selvmordet i sammenhæng med hans udtalte nervøsitet. Dalgas led i sine voksne år af en psykisk lidelse, der førte ham til længere ophold på Kommunehospitalets 6. afdeling og 284 Skt Hans, og senere på Risskov Sindssygehospital. I alt to og en halv gang gennemgik han et cyklisk forløb, der førte ham gennem typiske faser af nøgtern positivistisk filosofisk anskuelse (han læste sine sidste år filosofi på universitetet) frem gennem en stigende fornemmelse for religiøse værdier til en sprængning af den rationelle bevidsthed og til erfaringer af ekstatisk og religiøs art, der endte med det endelige sindssygelige sammenbrud To gange, 1893 og 1898, gennemgik han dette forløb. Ved den formentlige udsigt til endnu en sygelighedsperiode tog han i 1899 den beslutning, at han ikke ville lide den tort ikke at kunne klare sig selv, være sig selv mægtig. Han havde da under de mest ejendommelige omstændigheder med gode venners hjælp omsat sine syner fra det sidste ophold i galskabens verden og sine studieprotokoller over alverdens visdom til sit andet hovedværk, Dommedags Bog (1903). Han beskikkede sit litterære bo ved at testamentere sine manuskripter og penge til den gode barndomsven, bankmanden Axel Mielche, med bøn om at han ville besørge værkerne udgivet, og trykkede pistolen af mod sit hoved

Han kom i stort udstyr i Politiken dagen efter. Med belæg i hans indtil da offentliggjorte forfatterskab, der udover et bind Geografiske Digte omfattede den lidt problematiske samling Krøniker og Æventyr (begge 1896), mente man at forstå hans død som en konsekvens af den sygelighed, man så i novellerne.

4 år efter Dalgas' død kom værkerne, han huskes for. Af manuskriptdyngerne udgav Mielche fire bind, inden pengene slap op. Digt og Skuespil er et samlingsbind af tvivlsom kvalitet Hovedstykket er det post-ibsenske problemdrama Autoriteten Sangbog er en mere gennemskrevet positivistisk katekismus på vers, som Dalgas skrev uden besvær og talent (Aage Henriksen, 1948). Endelig kom de to hovedværker, Dommedags Bog og Lidelsens Vej.

Disse bøger vakte liden opsigt, men har dog sat sig spor, ikke mindst Lidelsens Vej.

3. Tilblivelsen

I en afhandling i tidsskriftet Orbis Litterarum for 1948 har professor Aage Henriksen grundigt redegjort for Lidelsens Vejs tilblivelseshistorie. 285 Den skal ikke gentages her i detaljer, men nogle få træk skal fremhæves.

Ernesto Dalgas var, som det vil være fremgået af det foregående, ganske labil i sine synspunkter og arbejdsmetoder. Han kunne næppe fastholde en vision af et værk den tid, det tog at gennemarbejde det. Således heller ikke med Lidelsens Vej, hvis historie går gennem faser og redaktioner bestemt af forfatterens skiftende synspunkter, men trods alt på en sådan måde, at det værk, der nu foreligger, på de givne præmisser er godt

Begyndelsen til værket er en plan fra slutningen af 1896 og begyndelsen af 1897 om at skrive en roman i jeg-form, der skildrer et menneskes udvikling fra barn til voksen i en humoristisk form. Den følger personen gennem en række illusioner, der overvindes, til han når frem til et ædrueligt, positivistisk stade, lig det, Dalgas selv indtog på dette tidspunkt Af dette projekt er der på Det kgl. Bibliotek bevaret tre manuskripthefter.

Senere, Aage Henriksen siger i efteråret 1897, da Dalgas bl.a. på grund af ydre tilbageslag havde ændret synspunkter, skrev han oplægget om til 3. person, ændrede titulaturer, skrev en ny indledning, strøg visse passager og indskød en række ikke-gennemarbejdede tekster fra sine egne manuskriptbunken dagbogsnotater og digte, som i teksten tillægges hovedpersonen, Salomon. Fra denne redaktion er der i manuskriptpakken på Det kgl. Bibliotek et enkelt (det første) hefte tilbage, samt spor af tilrettelæggelsen i de bevarede hefter fra 1. version, hvoraf to indgik i det reviderede projekt Det tredje af de bevarede hefter (hos Aage Henriksen kaldet D), der omhandlede Salomons deltagelse i en revolutionær løftelse i Danmark under modstanden mod Estrup, blev udskudt Resterne af dette hefte - det er nemlig ikke intakt - er aftrykt i nærværende udgave som et tillæg, og man kan se, at hvor vittigt det end er, har det karakter af ekskurs fra den nu lagte plan.

Endelig har Dalgas i den sidste del af sit liv, da han arbejdede med Dommedags Bog, udvidet Lidelsens Vej med afsnittet »Efterskrift«, der kompletterer kompositionen og løfter hele værket op i et kunstnerisk mere bæredygtigt plan: den vindtørre positivistiske helt ændrer sig fra at være forbilleder til en mulig eksistensform blandt mange. Den dybtgående revision, der er sket i menneske- og kultursynet, føjes 286 som det synes både overraskende og harmonisk ind i den gamle plan,

l tre perioder, i tre stemninger har Dalgas altså arbejdet med romanen. Til sin eksekutor har han efterladt en række hefter, som sagt, og opgaven at udgive værkerne. Familien var ikke meget tiltalt af at skulle have det guldrandede familienavn forbundet med det, de - eller i hvert fald skovrider-storebroderen - opfattede som en sindssygs skriblerier, og man ønskede manuskripterne destrueret Dette kunne Axel Mielche naturligvis ikke gå med til, men han indvilligede i at lade dem bedømme af Harald Høffding. Da denne fandt, der mere var tale om litteratur end filosofi, sendte han pakken videre til litteraten Ludvig Mylius-Erichsen. Han var imidlertid på vej ud på »Den litterære Polarekspedition« og kunne ikke overkomme at give sit votum. Endelig efter flere genvordigheder fandt Mielche støtte i familien hos Dalgas' søster og dennes mand, pastor Langballe. Han satte ikke blot pris på Lidelsens Vej, men sammen med sin kone hjalp han Mielche med at tilrettelægge et trykmanuskript

Da de efterladte bøger var udkommet i 1903 og 1904, blev de benyttede manuskripter med bearbejdelser tilintetgjort, og de ikke-udgivne overgivet til Det kgl. Bibliotek Ved et tilfælde har fire hefter af Lidelsens Vej altså undgået at blive destrueret og findes nu sammen med de øvrige manuskripter i bibliotekets store Dalgas-arkiv (NkS 3725,4°, II; 222 tildels løse blade).

Denne tilblivelseshistorie giver et godt indtryk af det særlige ved Dalgas' arbejdsmåde: hele tiden at være ajour med sig selv, og af hans vilje til at bruge ikke blot fantasi i en fiktiv skildring, men også sin egen eksistens (og journal). Som det senere skal vises, havde Dalgas forgængere i dette, men i de danske lyriske 1890'ere står han alene som forfatter af denne type romaner, dannelsesromanen, der i sig rummer den herskende digtnings krisebevidsthed og subjektive erfaringer.

Hvis man opfatter Dalgas' kunstneriske arbejde som en sejlads mellem de to psykiske poler i hans konstitution, eller udtrykt filosofisk: mellem positivisten og ekstatikeren, kan man sige, at romanen i sin vej og struktur rummer et kort, der viser positioner og ruter, han har fulgt. Sådan bliver bogen også i den forstand moderne, at den rummer og skildrer sin egen tilblivelse.

287

4. Fortolkning

Lidelsens Vej. En Selvbiografi af en Afdød er en dannelsesroman, hvori et meneskes liv i dets udstrækning ses »under ideen«.

Fiktionen er som bekendt, at hovedpersonen, småstadskæmneren Salomon Simonsen, som ældre nedskriver sit livs erindringer og resultater for at etablere et helhedssyn på sit hidtidige skæbneforløb. Da han har gjort det, da han er kommet fra barndommen frem til den skrivende nutid, og hans protokol løber ind i journalagtige og sammenfattende optegnelser, gennemløber han med hele sit væsen en ny udvikling, der fører ham frem til en sidste, omfattende og typisk indsigt, der fuldender hans liv og lader ham, det stræb ende menneske, med Fausts ord prise øjeblikket, hvorefter han som forbilledet forlader livet

Disse to etaper er i romanens komposition tydeligt markeret derved, at det sidste trin er udskilt som en særlig »Efterskrift«.

Den erkendelsessammenhæng, hvori den erindrende Salomon ser sit liv, giver han principielt udtryk for, når han skriver:

Kun ved stadig at løbe Panden mod Væggen har Menneskeheden, ogsaa Videnskaben, naaet til at se Tingen, som den er, ærligt og ædrueligt. Og hvert Menneske gennemløber afsig selv den samme Udvikling. Den teologiske Illusion, den filosofiske Illusion bedaarer os. (...) Først med Manddommen lader vi Barnets Leg fare. (side 190 f.)

Her opstilles for menneskeheden som for den enkelte en typisk udviklingsvej, hvis endemål, »at se Tingen, som den er«, er manddommens gerning, og i forhold til hvilken de tidligere trin, »Barnets Leg«, der deles i den teologiske og den filosofiske illusion, har uret i og for sig. Denne anskuelse af menneskeåndens og videnskabens udvikling i tre trin parallelt med den enkeltes vækst, svarer ganske til den franske filosof Auguste Comtes klassiske positivistiske trestadielov. Dette ligger heller ikke romanen fjernt, idet Salomon tydeligt bekender sig til positivismen og med ventelig respekt omtaler såvel Comte som andre af positivismens tænkere.

Kan således Lidelsens Vej indtil efterskriften betegnes som en positivistisk dannelsesroman i den forstand, at trestadieloven udgør dens 288 indre struktur, betegner den udvidelse, der skildres i efterskriften en sprængning af denne sammenhæng. Et sted før »Efterskrift« udtaler Salomon sig meget kritisk om en erkendelse svarende til den, han selv opnår (»Endnu uheldigere er det, at disse to [dvs. Mill og Comte] mente hver for sig at have fundet et almengyldigt Symbol«, side 228). Men selv i denne udvidelse er der ikke noget brud med Auguste Comte, for også han udvidede sent i sit liv den klassiske positivisme til en humanitetsreligion, hvoraf der findes karakteristiske hovedtræk og detaljer i »Efterskrift« - og små træk tidligere i romanen.

Lidehens Vej kan således karakteriseres som en i ordets vide forstand comtesk dannelsesroman, der i sin helts udvikling som de to hovedtrin rummer de to faser i Comtes tænkning.

Ernesto Dalgas var fuldt fortrolig med Comte. Dels bærer romanen vidnesbyrd derom, dels har Dalgas som filosofistuderende under positivisterne Høffding og Kristian F. Kromann stiftet grundigt bekendtskab med denne filosofi, som han skrev opgaver i og kronikker om. Blandingen af videnskabsteori, kulturhistorie og psykologi, der udgør trestadieloven i dens udfoldelse, gør den velegnet som arbejdshypotese for en roman, der* vil omfatte såvel den store verden og dens historie som den lille verden. En anden stor sammenfattende dannelsesroman på dansk fra samme tid er bygget over en lignende sammentænkning, den marxistiske, nemlig Nexøs Pelle Erobreren (1906-1910), der nok (på enkelte punkter) står i gæld til Lidelsens Vej.

Efter Comte skal menneskeheden i videnskaben og det enkelte menneske i sin selverkendelse føres frem til at se virkeligheden, »som den er«. Der er to veje til opnåelse af indsigt. Enten kan man slutte fra sig selv og sine umiddelbare indre indtryk til de ydre forhold, eller man kan omvendt gennem indsigt i de ydre genstandes indbyrdes lovmæssige sammenhæng nå til forståelse af verden og selvet. Disse to erfaringsmåder knytter sig til hver side af menneskets væsen, nemlig fantasi og erkendelse, og de er begge til stede lige fra begyndelsen. I de forskellige epoker veksler deres dominans: på det første stadium, det teologiske (barndommen), dominerer fantasien, på det mellemste, det metafysiske (ungdommen) er der strid mellem de to former, og endelig på det sidste, positive stadium (manddommen) sejrer erkendelsen ganske.

Det er ikke vanskeligt at se, hvorledes Salomons liv i romanen falder i disse trin. Det er vigtigt for den aldrende Salomon at være i 289 sandhed, at have de rigtige meninger og at være kommet til dem på den rigtige måde, dvs. ved i sit liv at have gennemløbet trinene og historien korrekt. Hvad der i teorien svarer til det teologiske stadium omfatter Salomons barndom i Staden indtil bruddet med den guddommeliggjorte stedfader, Kæmneren, og afrejsen til København (side 53). Til det metafysiske stadium (romantiske i Salomons terminologi) svarer hans ophold i København indtil hjemkomsten til Staden og gennembruddet af »Salomon Tænkeren« (side 146). Til det positive stadium svarer endelig hans kæmnerliv frem til gensynet med Prosa (side 168 til »Efterskrift« side 233).

Hver gang Salomon gennemskuer en illusorisk sammenhæng, stort set ved afslutningen af et stadium, har han en særpræget, men ensartet oplevelse af gennembrud til en anden verden. Disse gennembrud lærte han senere at leve med som sin sygdom, sine epileptiske anfald; sådanne anfald kendte Dalgas vist fra sig selv. Det sker første gang, da kæmneren dresserer ham til at gå frivilligt til alters efter konfirmationen. Ikke ulig Buddha i legenden ser han lig ved lig i kirken, og han dratter om i den gamle frøkens blomster (side 49). Anden gang har han denne oplevelse ved pensionatsballet i København, hvor han indser, at han ikke har talent for livsglædens evangelium (side 69). Endelig, da han tager afsked med København og dens muligheder i hans liv, fir han klarsyn på knap så dramatisk måde over for etatsråden (side 152). Hen mod slutningen, hvor han bryder igennem til det højeste sandhedsniveau i bogens univers, opfyldes han af en erfaring aflys og svæven, nu ikke længere i angstfuld gennemskuen, men i himmelfart som Faust. Man kan sige, at han ejendommeligt nok, hvor han er tættest på at have gennemskuet alle illusioner og at eje sandheden, så han kan handle, er fjernest fra at gøre det Som i Dommedags Bog er Nirvana højeste tilstand, ikke Comtes formentlig travle humanitetsverden med menneskehedens enhedskultur og fællesmarked. Men disse gennembrudsoplevelser er altså for Salomon forvarsler om den endelige oplevelse, og er med til at drive ham videre på hans færd i livet.

Salomon er en autoritetsdyrker, én, der vil erkende sig selv i forhold til en mester. Hans første autoritet og gud bliver stedfaderen, kæmneren. I den lille bange drengs øjne antager han store og skræmmende dimensioner, bliver den store »Han« som jødernes gud Men Salomon føler sig ikke i overensstemmelse med denne gud. Da han 290 første gang hører om Kain og Abel, genkender han sig selv i Kains skikkelse, for dog at have nogen - og han får sine velfortjente prygl derfor. Men Salomon lærer at klare sig selv med gud kæmner og den bag ham stående himmelske fader. I en tid holder han nøje regnskab med retfærdigheden, men må opgive det til slut - han slår sig på Satans parti, da den hellige skrædder fordrer et valg mellem Gud og Satan. Kun med det største besvær finder han over på den rigtige side i forbindelse med sin konfirmation.

I disse sammenhænge får Dalgas givet en række morsomme og levedygtige ironiske billeder af den spinkle dreng og af den opblæste kæmner, af folkekirkepræsten og af indremissionæren, den hellige skrædder.

Da Salomon kommer til København, kommer han ind i kredsen omkring en vis etatsråd Denne er en politisk fremstående kyniker og har lånt træk fra Johannes Forføreren og anskuelser fra Schopenhauer og Nietzsche. Etatsråden - som er Salomons egentlige far, selvom de aldrig får bragt forholdet på det klare - fatter interesse for den unge juridiske student Salomon. Han tager sig af hans opdragelse til ironiker og paradoksmager, og han vil gøre ham til sin åndelige arving. I første omgang bliver Salomon hans privatsekretær og adept. Salomon er en lærevillig elev, og han præges dybt af det ironiske spil, som han for en tid gør til sin livsholdning. Det sjælelige dobbeltspil tager han op ikke blot som praksis, men også som teori: »Brug Maske!« (side 107).

l denne periode af dobbeltspil og maskering opdager han, at de træk, han ikke kan få udtrykt i det åbenlyse, dog rumsterer i ham i det skjulte. Bag facaden er han syg, og han føler, at han må leve sit egentlige liv i det hemmelige. Efterfølgende Søren Kierkegaard læser han Det ny Testamente, og ud af denne læsning og sin Kierkegaard-identifikation samt af sine smertelige og sjældne sjælelige oplevelser danner han sig højtdrevne forestillinger om lidelsen som forudsætning for dyb indsigt.

I denne tid er det som sagt Kierkegaard, der præger hans verden. De ironiske skikkelser om dagen hos etatsråden, de inderlige hjemme på værelset og i journalen. Denne Kierkegaard-periode, hvor han opfattes som indbegrebet af det Salomon kalder romantik, svarer i kompositionen til mellemtrinet, det metafysiske stadium med dets strid og sygelighed. Det er fra disse sider at Dalgas selv har fået ord 291 for at være kierkegaardianer. Men man overvurderer let betydningen af denne position, når man glemmer, at den i romanens system er placeret trinlavere end den positivistiske indsigt.

Efter bruddet med etatsråden vender Salomon hjem til sit udgangspunkt i kæmnerboligen i Staden, og hans positive trin indtræder. I en vis forstand gør han her det, han hele tiden har gjort: lever et dobbeltliv. Udadtil er han en tør og pedantisk bestillingsmand, indadtil lever han under åndeligt højtryk sammen rned sine lige: bibelens kong Salomon, de store tænkere og ordensstiftere. I det skjulte - og i hans skuffer - ordnes de store spørgsmål, og hvor hans levede liv fylder næsten intet, svulmer afhandlinger, fortællinger og digte i bogen.

Det problem, Salomon mest arbejder med, er kontinuiteten. Hvordan kan eksistentielle værdier og oplevelser almengøres, så de kan overtages af andre? Hans svar, givet bl.a. i den store afhandling om »Det sædelige Fremskridt ved Reformationen og dettes Frugter«, der kun er ironisk i sin titel, er at omforme de udtryk, man giver en erfaring, men bevare grundoplevelsen. Han skyder en kile ind mellem oplevelsen og dens udtryk, og det er i troskab mod oplevelsen, at han kan anvende f.eks. den gamle munkefromheds udtryk, bl.a. Thomas a Kempis' værker, som også Comte tilegnede sig for sin nye religion.

Lutheranisme og romantik er Salomons fjender. De er præget af opløsning og manglende trofasthed over for tradition og sammenhæng. Salomon er jo her i overensstemmelse med stærke kræfter på Dalgas' tid, f.eks. store dele af det moderne gennembrud Da han efter mødet med Prosa reviderer sine synspunkter, sker der ham det forunderlige, at han kan se kulturens byrde og smerte som en ny tids veer. Opløsning, nedbrydning, omsmeltning er nødvendig, for at den nye tilstand kan indtræde, og Salomon føler sig på en ny måde i overensstemmelse med sin tid: han kan bryde med sin egen romantik, lægge masken og blive hel og tidssvarende. Men så dør han altså.

Den, der i Salomons liv bringer den største uorden og fører ham længst, er pigen Prosa Det er etatsrådens plejedatter, der helt har bragt sit væsen på musikkens form. Hun spiller, og bedårer Salomon, og de to får en smuk romance. På et tidspunkt - vidunderlig er sommeren på Stæremosegaard - synes verden at komme Salomon i møde: arving til etatsrådens magt og Prosas ægtemand kan han blive. Men sådan skal det ikke gå. Disse udsigter er stillet op som fristelse 292 for Salomon, som han skal sige nej til. Mange begrundelser for nej'et bliver brugt, men angst og sygdom går igen i de fleste.

Inden for Salomons horisont er der tre kvindetyper. Der er moderen, den bodfærdige husholderske, som sørger omhyggeligt og anonymt for Salomon i al hans tid Efter moderens død hedder hun ganske vist frøken Ingversen, hans værtinde fra København, som han tager med til Staden, da han slår sig ned i kæmnerhuset

l dette kæmnerhus er der også mindet om Salomons lille søster, det endnu svagere barn, som bliver et offer for atmosfæren og langsomt dør væk. Af lutter artighed forsvinder hun som lille, selvom hun var den eneste, Salomon holdt af, og som han i sit hjerte kårede som sin udvalgte dame, da drengenes leg stod på ridderlighed.

Denne rene pigeskikkelse står i grel modsætning til Salomons kvindeerfaringer fra hans egentlige ungdom: den villige stuepige, den forførende fru Potifar Malstrøm og den veloplagte pige ved pensionatsballet Fra dem alle flygter Salomon, og han fordømmer deres livsappetit og de oplevelsesmuligheder, de kan tilbyde: de udgør hetære-typen i hans liv.

Husholdersken, den rene søster og den forbandede hetære er da Salomons trefoldige begreb om kvinden, og der er ikke begreb til et ægteskab med Prosa, hvis navn jo netop antyder, at hun kan blive hans livs mulighed for at praktisere prosaisk hverdag, det almene, som også Søren Kierkegaard afstod fra.

Da Prosa kommer til Staden, gift og lykkelig moder, og som selvstændig kunstner ikke at forglemme, kan Salomon forsone sig med hende og acceptere hende på lige fod, nu ikke længere som en opgave for ham, men som selvgyldig eksistens. De skilles på den måde, at han løser hende ud af sit liv ved at almengøre hendes skæbne og betydning. Det kan vist kaldes en sublimering af hele det erotiske. I munkeforgængernes ånd og efter den sene Comtes eksempel bliver den jordiske kærlighed omsat til religiøs erfaring. Og her: svæven ind i saligheden.

Fædrene og kvinderne fører Salomon frem til det autentiske liv. Kompositionen lukker sig, trinene er gennemlevet i tur og orden. Men det er ikke vandreår, der kommer efter læreårene. Det er følelsesfuldhed, det er tilslutning til den hellige Frans* solsang, det er afslutningens »Det er fuldbragt«, vi når frem til ved vejs ende. Derved er Lidelsens Vej langt fra romantikkens dannelsesromaner, tættere på 293 naturalismens afviklingsromaner. Salomon er i slægt med Pontoppidans Lykke Per, der også når »hjem« til sidst, og med sin nærmeste efterfølger Harald Kiddes Helten og sine fjernere aflæggere jacob Paludans Jørgen Stein og Martin A. Hansens Løgneren. Disse romanskikkelser ville melde sig for den, der tog sig for at skrive historien om de danske helte, der i deres liv blot opnår at komme hjem fra den skræmmende verden. Blichers landsbydegn, Morten Vinge, vil nok vise sig at være stamfader til dem alle.

5. Kritikken

Kritikkens reaktion på Ernesto Dalgas' fire posthume bind i 1903 og 1904 var stilhed Ingen af de førende aviser anmeldte Lidelsens Vej i udgivelsesåret. Denne stilhed sættes i relief af beretningen om, at Dalgas' usolgte værker blev tilbudt danske lærere uden beregning, hvis de blot ville tegne sig på en liste (Otto Gelsted). Få tegnede sig.

Generelt må man sige, at de større kritiske behandlinger af romanen er fa, men hvor den er taget op, er det med indsigt og entusiasme. Gennembruddet i dagspressen kom ved genudgivelsen i 1963, hvor imidlertid - trods flere markante undtagelser - gamle synspunkter skinnede igennem. Det kan være vanskeligt at tolke en lidt fjern klassiker helt forfra, når der foreligger gode kronikker af Plesner og Paludan.

Det nærmeste, man kommer en samtidig kritik, er Axel Gardes to kapitler fra bogen Dansk Aand (1908), hvor han på en meget indsigtsfuld måde behandler Dalgas som religiøs forfatter og gennemgående holder ham op mod den samtidige filosof Ludvig Feilberg. Grundtanken i analyserne - der især beskæftiger sig med Lidelsens Vej i det første kapitel, og med den indlagte afhandling om reformationen i det andet - er, at for Dalgas er verden først og fremmest tanke. Teori og systemets fuldendelse er ham tilstrækkelig tilfredsstillelse af hans længsel. Dels tjener denne karakteristik modstillingen med Feilberg, deis er den slående rigtig.

Først i 1930'erne dukker Lidelsens Vej op igen inden for kritikkens horisont I sin samling digterportrætter, Troubadourer fra. 1930, giver Cai M. Woel et portræt af Dalgas, der næsten helt er optaget af et referat og en analyse af Lidelsens Vej. Holdningen til bogen er meget 294 positiv. Selvom Woel ikke mener, bogens rigdom på tanker kommer frem ved et referat, er hans behandling meget parafraserende. Her er han i modsætning til Jørgen Bukhdal, der i 1931 i Det moderne Danmark kort placerer Dalgas i 1890'ernes livsanskuelsesdebat Igen ved siden af Feilberg, og med kraftige kierkegaardske allusioner: romanen karakteriseres som studier i »Livets Stadier«, Prosa-historien sammenlignes med Kierkegaards forlovelseshistorie, og senere under omtalen af Dommedags Bog inddrages begrebet Enten-Eller. Der påvises sådan set ingen kierkegaardske træk ved bøgernes tænkning, men sammenknytningen af de to er altså tydelig.

Hos KJF. Plesner i Kulturbærere (1938) træffes den første æstetiske kritik af romanen. Den sættes højt som en »fin, dyb og tankerig« bog, men den er også ujævn. Dalgas er under påvirkning af Kierkegaards æstetiske forfatterskab og behersker hans form.

Jacob Paludan behandler Dalgas i åbningsessayet i samlingen Litterært Selskab (1956). Han forholder sig lidt kritisk til den kierkegaardske adept og hans megen tale om lidelsen - nyder han den? Paludan ser klart Dalgas som comtesk nøgternhedsprofet og stiller spørgsmålet, om det er nok at leve pi Sluttelig sammenholder han romanen med traditionen for at vælge de indre, åndelige værdier fremfor de materielle, som ifølge Paludan vælges af nutiden.

For sig selv står Aage Henriksens behandling af Lidelsens Vej. I 1942 udsendte han i Hasselbalchs Kulturbibliotek et Dalgasbind med indledning, Noveller og Fragmenter. Her er fire store fragmenter af romanen. Indledningen rummer en biografisk skitse og en bestemmelse af værk og skæbne som styret af de to store kræfter: kristendommen, væsentligst i Kierkegaards udgave, og positivismen. Værk og skæbne ses under ét, og Dalgas' sygehistorie genfortælles kort.

1948 offentliggjorde Aage Henriksen den allerede nævnte afhandling om Lidelsens Vej i Orbis Litterarum. Ud over en redegørelse for bogens tekstforhold og tilblivelseshistorie giver artiklen en analyse af romanen. En nøjere gennemgang af bogens komposition, hvor der lægges vægt på en intern og psykologisk analyse og hvor forfatterens store viden om den åndelige udviklings særlige lovmæssigheder inddrages, gives i essayet »Kompositionens sprog«, trykt i samlingen Gotisk tid (1971). Endelig har Aage Henriksen taget Lidelsens Vej op i en artikel i tidsskriftet Kritik, nr. 32 (1974). Her sættes Salomons opgør 295 med bl.a. sin stedfader ind i en større sammenhæng omkring århundredets formulering af de store generations- og kulturopgør.

I de litteraturhistoriske oversigtsværker markeres Dalgas en gang imellem. Således kort, men indsigtsfuldt af Ejnar Thomsen i Dansk Litteratur efter 1870 (1935), der fremhæver modsætningen mellem de skarpt tegnede småbybilleder og den åndelige dragning. FJ. Billeskov Jansen skildrer i Politikens Dansk litteratur historie (1966) Dalgas som den konsekvente subjektivist Ib Bondebjerg behandler i Gyldendals Dansk litteraturhistorie (1984) kort Dalgas og Lidelsens Vej sammen med Harald Kidde under begrebet resignation og indre eksil

Som sagt affødte genudgivelsen af Lidelsens Vej i 1963 en hoben dagbladsanmeldelser. Her skal blot nogle få drages frem. l Jyllands Posten afviste Johannes Møllehave fra et kristent synspunkt aldeles romanen og frakendte den enhver form for kierkegaardsk dialektik Henrik Neiiendam lagde i Berlingske Aftenavis vægt på bogens eksistensdebat og her navnlig på Kierkegaards rolle. Endelig vil jeg fremhæve Peter Brasks kronik i Berlingske Tidende: »Verdensomsejling i en nøddeskal«, hvor han bredt tager kærlighedssynet og seksualangsten i bogen og tiden op til analyse.

6. Tekstforhold

Førsteudgaven af Lidelsens Vej kom i Axel Mielches redaktion 1903 på forlaget Lehmann og Stages Boghandel, det nuværende P. Haase og Søns Forlag. Bogen kom, så vidt det er oplyst, i kommission.

I 1942 udsendtes som tidligere omtalt fragmenter af romanen af Aage Henriksen i Hasselbalchs Kulturbibliotek (nr. 18). Det drejer sig om situationen, hvor Salomon erfarer, at han er adopteret, og hans reaktion på det; om soiréerne hos etatsråden og diskussionerne med Rector magnificus; om afskeden med Prosa; og hele »Efterskrift«.

I 1963 udsendte jeg romanen som billigbog i Hans Reitzels Serie, med forord Her var gennemført en vis normalisering af teksten, idet førsteudgavens vekslen mellem rodemester og kæmner som titel'på Salomons stedfar var rettet til gennemgående kæmner, glemte 1. personformer var ændret til 3. person, visse henvisninger til tidligere bortredigerede afsnit var fjernet, og desuden var der skåret en del i det af Mielche og fru Langballe redigerede afsnit om Salomon og revolutionen. 296 Det var en læselig, populær udgave; den her foreliggende tredje udgave føres i nogen grad tilbage til førsteudgaven, jf den tekstkritiske oversigt.

Romanens tekstforhold er som sagt oplyst af Aage Henriksen, og omtalt ovenfor. Her skal blot anføres en argumentation for at aftrykke »Tillæg«, lig manuskripthefte IV (eller D, hos Aage Henriksen).

Siderne 274-278 stammer ikke fra Dalgas' hånd i den skikkelse, de har nu. De er et sammendrag af en længere sammenhæng, og som sådan utilfredsstillende. Jeg kunne her have valgt som i anden udgave stort set at udelade disse sider, men har taget dem med for at give læseren et omfattende indtryk af bogen og dens skæbne. For at vise mest muligt af materialet er disse udskudte manuskriptsider - i det omfang de er bevaret - trykt uden normalisering (side 259-278). Man vil således kunne danne sig et indtryk af den opgave, der meldte sig for familien Langballe og Axel Mielche, da de skulle fremstille et trykmanuskript til bogen.

7. Tekstkritik

Grundlaget for teksten i nærværende udgave er førsteudgaven, 1903. I overensstemmelse med Dalgas* sidste redaktion af værket er der foretaget visse rettelser for at skabe forståelighed og indre konsekvens i teksten og for at skabe formel konsekvens i f.eks. titulatur og grammatisk tal, jf s. 295 om 1963-udgaven. Desuden er der et enkelt sted indføjet en læsemåde fra det bevarede manuskript, og enkelte henvisninger til afsnit og personer, der er fjernet i Dalgas' redaktion, er slettet. Åbenlyse tryk- og »sjuske«fejl er stiltiende rettet; inkonsekvent interpunktion er dog fastholdt. Fra afsnittet: »Hvordan var saa Frøken Prosa?« (side 117) og i resten af skildringen af sommeren på Stæremosegaard (og visse steder i henvisninger til denne) opretholdes ikke den fortællerfiktion, der indledes side 10 (den rene 3. personfortælling), men den erindrende Salomon taler selv med Det forsøg på gennemførelse af Dalgas' sidste redaktion, som er gennemført i resten af teksten, er af flere grunde ikke realiseret i disse afsnit. Dels er det ikke muligt af sproglige grunde, sådan som det ellers kan lade sig gøre ved at rette enkelte inkonsekvente ord, idet der her er tale om en grundlæggende 1. persons-erindringsform. Dels ville ethvert forsøg 297 på at ændre i skildringen af den aldrende, erindrende elskers overvejelser støde mod afgørende æstetiske hensyn. At der i disse afsnit er tale om mindelser om et tidligere trin i tekstarbejdet vidner også f.eks. navneformen »Else« i den oprindelige tekst til side 148,33 om. Den er her rettet til »Prosa« for at fastholde det helhedspræg på teksten, der er udtrykt i Dalgas' sidste redaktion.

Der er således tale om følgende rettelser:

  • Efter s. 17,34 udelades i overensstemmelse med redaktionen i hefte B: Saa læste han ogsaa om de uhyggelige Dyr Tardigrademe og mente at genfinde deres Skikkelse i Jødetrines Kagegrise i Henhold til en Bemærkning af hans Ven Sergenten.
  • S. 20,2 det < vi
  • S. 20,3 stænket < stænkede
  • S. 20,3 sig < 05
  • S. 22,15 Kæmnerens < Rodemesterens. Herfra og til side 75 er titlen Rodemester konsekvent rettet til Kæmner, jf. bogens første og sidste sider, der afspejler Dalgas' sidste redaktion.
  • S. 24,38 meget < megen
  • S. 27,10 hans < min
  • S. 30,1 dem < os
  • S. 36,20 og 21 Værtens < Verdens
  • S. 36,21-22 er tilføjet: , hvor (...) Beværtning. Læsemåden stammer fra manuskripthefte B, s. 63.
  • S. 49,3 den < vor
  • S. 59,5 de < vi
  • S. 65,28 Heiberg <Hejberg
  • S. 68,5 Man < Vi
  • S. 68,6 man < vi
  • S. 78,33 i Skyttegade < paa Jagtvejen
  • Efter s. 80,10 er følgende udeladt: og ønskede sig blot saa megen solid Ærlighed og Gedigenhed, som der var hos hans Ven, Skomageren, der ellers selv var af den romantiske Race.
  • S. 85,21 Trappister < Trapister
  • S. 90,3 Skyttegade < Ferdinandsgade
  • S. 96,9 naturligvis < naturligste
  • S. 110,14 dens < deres
  • S. 110,16 Mælkegrød < Mælkebrød
  • S. 112,11 ... Ideerne.« < ... Ideerne.
  • S. 131,5f »Feinsliebchen«, »Feinsliebchen« < »Feinliebchen«, »Feinliebchen«
  • S. 148,23f er følgende udeladt: og den store Folkefører og Skomageren
  • S. 148,33 Prosa < Else
  • 298
  • S. 161,5 jeg Salomon, Salomon hersker over < Jeg, Salomon, Salomon, som hersker over
  • S. 169,4 blødagtige < blødagtig
  • S. 172,23 Skyttegade < Ferdinandsgade
  • S. 179,29 Herrnhutterne < Hernhutteme
  • S. 181,28 (o.a.st.) augsburgske < ausburgske
  • S. 185,36 missionerer < missionere
  • S. 199,14 Spolen < Skolen
  • S. 206,6 Reliktfauna < Relieffauna
  • S. 241,30 bestemte < bestemtes

Tillæg

Når manuskriptet - trykt s. 259-278 - ikke er indsat s. 74, L 13 - s. 781.31, respekteres Dalgas* kassation af heftet. Idet det trykkes, får læseren dog et dokument, som hidtil har været utrykt, og som han selv kan indlæse i stedet for det af ægteparret Langballe og Axel Mielche måske rekonstruerede tekstafsnit

Manuskriptet består af et gråt kollegiehefte mærket »IV«, hvor bladene er delvis løse. På indersiden af omslaget står med en lille skrift Ned med Estrup. Dernæst følger en række beskrevne højresider pagineret fra l til 63, idet dog flere mangler: 33-38 og 45-58. Formentlig er de fjernet fra dette manuskript for at indgå i den endelige redaktion af teksten foretaget af redaktørerne. I originalmanuskriptet står der s. 41 nederst: Saaledes vilde Salomon have talt: »Lørdag Aften (...). I denne udgave s. 77,1.14 gentages denne linie og der følger en tale, som åbenbart er hentet et andet sted fra, da den ikke er fjernet fra manuskriptet, hvor dens plads jo blot er markeret. På heftets sidste inderomslag er anført en halv sides manuskript svarende til denne udgave s. 91,1.9-20.

299

8. Litteratur

Følgende litteratur er benyttet udover Dalgas' manuskripter og private oplysninger meddelt af professor Aage Henriksen:

    Udgaver

  • Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej, Lehmann og Stages Boghandel, 1903.
  • Ernesto Dalgas: Noveller og Fragmenter, ed. Aage Henriksen, Hasselbalch, 1942.
  • Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej, med forord af Henrik Schovsbo, Hans Reitzels Forlag, 1963.

    Behandlinger

  • Axel Garde: Om Dalgas i Dansk Aand. Gjellerups Forlag, 1908.
  • Otto Gelsted: »Ernesto Dalgas« i Sinus. Dansk Literaturtidende, nr. 3. P. Haase og Søn, 1924.
  • Cai M. Woel: »Ernesto Dalgas« i Troubadourer. Litterære Tidsbilleder, bd. L Woels Forlag, 1930.
  • Jørgen Bukhdal: Om Dalgas i Det moderne Danmark. Aschehoug, 1931.
  • K.F. Plesner: »Dansk Dommedag« i Kulturbærere. Tidskritiske Studier. Aschehoug, 1931.
  • Jacob Paludan: »Ingen skal vorde paa Livet klog« i Litterært Selskab. 32 Kroniker og Essays. Hasselbalch, 1956.
  • Aage Henriksen: »Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej. En studie i romanens tilblivelseshistorie«, i Orbis Litterarum nr. 6. Gyldendal, 1948.
  • Aage Henriksen: Om Lidelsens Vej i »Kompositionens sprog« i Gotisk tid: fire litterære afhandlinger. Gyldendal, 1971.
  • Aage Henriksen: »Det borgerlige oprør« i Kritik nr. 32. Fremad 1974 og i Svanereden: essays, foredrag, debat Redigeret af Flemming Ettrup og Jørgen I.Jensen. Amadeus, 1990.
  • Henrik Schovsbo: »Mulighedens discipel« i Den Blå Port nr. 17. Rhodos, 1991.
  • Lars Zøfting-Larsen m.fb Lidelsens Vej. RUG-projekt 1993 (udarbejdet efter færdiggørelsen af nærværende udgave).

Desuden henvises generelt til diverse litteraturhistoriske oversigtsværker og til Dansk biografisk Leksikon.