Dalgas, Ernesto 1. Dalgas' billede

1. Dalgas' billede

Da der i 1963 i forbindelse med genudgivelsen af Lidelsens Vej var en kort offentlig interesse for Ernesto Dalgas, kom der også et radioforedrag ud af det Dagbladet Politiken bragte en foromtale med billede - og billedet var af Ernestos far, Enrico Dalgas, der stod stor og uflyttelig og støttede sig til sin stok, medens han skuede ud over sit livsværk, den tilplantede hede. Forvekslingen er forklarlig og katastrofal Begge har sære fornavne med E, men hvor Enrico var sund og udadvendt, handlekraftig og samfundsgavnlig efter almindelig anskuelse, var Ernesto sygelig og indadvendt, grublende og endte med at tage sit eget liv. Stammen stod langt fra æblet

Nej, det var ikke Politiken, der ejede en kliché med Ernesto Dalgas' portræt, selvom han ind imellem var en god Brandes-radikal og høffdingsk positivist, men derimod Aktuelt. Billedet er dårligt, med grove raster, og det viser et nøgent 90'er-ansigt å la mode, Studentersamfundets radikale socialist, hvad han også ind imellem var.

Det tredje Dalgas-billede, jeg kender, er fra ca. 1893 og malet af vennen Johannes Nørretranders, der i øvrigt har bidraget med skæbnebrokker til hovedpersonen Salomon Simonsen i Lidelsens Vej. Det viser Dalgas siddende eller snarere halvt liggende i en lænestol, med lidende træk og badet i et underligt gult lys, der synes at komme alle steder fra. Det viser ham i Inferno eller et af dets bilande. Den indre tilstand er på symbolistisk vis bredt ud som et rum omkring personen, og selvom billedet ikke er godt, er det nok det sandeste af Dalgas, for sådan, offer for og gennemlyst af lidelse, var han også, og måske netop, når han var mest sig selv.