Dalgas, Ernesto 2. Baggrunden

2. Baggrunden

Ernesto Dalgas blev født 1871 i Århus som alderdomsbarn af officeren, ingeniøren og plantøren Enrico Dalgas, der ved sit myndige væsen og sin udfoldelse i det nationale Hedeselskab var et stovt udtryk 282 for de bærende kræfter i samfundet Det buldrende, sansen for det raske og konforme, der var over den gamle, var meget fjernt fra den svagelige og letskræmte søn, og de to gik meget slet i hak med hinanden.

I gymnasietiden sad Ernesto i kælderen i Århus-villaen og læste radikal litteratur, og med sin skarpe forstand udtænkte han argumenter mod sin far. Ind i generationsopgøret kom hele det moderne gennembruds digtere og tænkere med overvældende styrke, som ofte i de år. Mod samfundsstøtten i herreværelset søgte sønnen bistand hos Ibsen og Bjørnsson, hos Pontoppidan og hos hovedmanden: Georg Brandes. I de tidlige digteriske forsøg fra kælderen - meget er bevaret på Det kgl. Bibliotek - kan man se konflikten gennemspillet gang på gang. Meget ofte i den skikkelse, at sønnen søger sandheden og dens autoritet over for det usande og fraserne. Her grundlægges et hovedtema i det senere forfatterskab, både det fiktive og det filosofiske: sandhedens betingelser. I Lidelsens Vej og andre steder stilles spørgsmålet igen og igen: Hvad sikrer mig, at noget er sandt og så værdifuldt, at jeg kan leve mit liv på det? Gennem bogens række af autoritative skikkelser følges dette tema, fra stedfaderen og etatsråden til afhandlingernes rækker af tænkere, indtil Salomon bliver sin egen autoritet og hviler i autentisk erfaring og i den myndighed, den giver ham.

Det andet tema, der grundlægges i kælderen i Århus, er Dalgas' livslange betænkelighed ved sig selv som kønsvæsen. Gennem bekendtskabet med i første omgang helt underlødig litteratur om emnet - en reklametryksag for en nervestyrkende sirup - lærte Ernesto Dalgas, at selvbesmittelsens last var roden til meget ondt. Senere uddybede han denne viden gennem tidens lægelige litteratur (f eks. Ph.C Hartmanns Menneskets fysiske Liv, da. 1873) og han lærte at indse, at onani og pollutioner i ungdomsårene ikke førte til noget godt Her gentoges, iklædt de progressive medicinske argumenter, hele den klassiske kønsforskrækkelse. Den unge Ernesto blev dybt rystet, og han fandt måske i disse forhold en forklaring på sin egen erkendte særhed Sådan gik det i hvert fald hovedpersonen i Dalgas' drama Autoriteter (1904) (Kilde: manuskriptet »Suggestions Therapi«, privateje).

17 år gammel stod Ernesto Dalgas op i gymnasieforeningen Heimdal på Aarhus Katedralskole og holdt et foredrag »Mine Erfaringer med Onani«, som han følte sig foranlediget til at lægge åbent frem, 283 efter at både rektor og sognepræst havde afvist at gøre noget ved tingenes tilstand

Senere - og for andre i tiden - gentog tingene sig: i København i Studentersamfundet blandt de radikale ånder, der alle havde så evigt ret over for de overleverede autoriteter og fædre, dyrkede man i princippet den fri kærlighed og dens ret over for konvention og ægteskab. Men borgerskabets piger, der var målet for drømmene, forblev i stort tal bundet til kyskhedens praksis, thi for dem var fri kærlighed - før præventionen - socialt og menneskeligt deklasserende. Så de unge ørne, der havde så meget ret i princippet, måtte enten gå uacceptable steder hen med deres kærlighed eller bekæmpe deres drift Dalgas gjorde det sidste, livslangt bekæmpede han sin trang til seksuel praksis. Hans seksualfjendtlighed gik dybt, og da han opdagede, at han var seksuelt tiltrukket af den pige, han på det tidspunkt var forlovet med, vendte han sig fra hende. Eller snarere fra sig selv som begærende, og han hævede forbindelsen. Han brugte ganske vist i sin journal kierkegaardske begrundelser, men til et vist punkt var det forskrækkelsen, der sejrede, sådan som også Salomon i Lidelsens Vej viger tilbage for det erotiske.

Ernesto Dalgas' sandhedssøgen og seksualangst forenede sig tidligt i hans liv i hans mere eller mindre bevidste efterfølgelse af og identifikation med Søren Kierkegaard Få dage før sin selvvalgte død skrev han i et overblik over sit da 27-årige liv, at »17 Aar gammel blev jeg med Bekendtskabet med Enten-Eller paavirket af Kierkegaards Tankegang, og fra da af har min Tankegang haft et asketisk Præg« (»Mit Livs Eksperiment«, dateret 9. maj 1899). Denne Kierkegaard-maske, der bestod af en brændende og udmærkende sandhedskærlighed samt askese forbundet med geniets ret, bærer til tider også hovedpersonen i Lidelsens Vej, Salomon. Han bærer som nævnt træk af vennen Nørretranders, samt af Dalgas' eget liv (og tidlige digteriske forsøg), men så sandelig også af Kierkegaards liv, som Dalgas tilegnede sig gennem Brandes' lidenskabelige biografi (1877).

11. juli 1899 skød Ernesto Dalgas sig ved Damhussøen. I dette selvmord har man villet se en ægte religiøs situation (Axel Garde) eller en logisk konsekvens af hans filosofiske udvikling (Jacob Paludan). Det er nok mere rigtigt at se selvmordet i sammenhæng med hans udtalte nervøsitet. Dalgas led i sine voksne år af en psykisk lidelse, der førte ham til længere ophold på Kommunehospitalets 6. afdeling og 284 Skt Hans, og senere på Risskov Sindssygehospital. I alt to og en halv gang gennemgik han et cyklisk forløb, der førte ham gennem typiske faser af nøgtern positivistisk filosofisk anskuelse (han læste sine sidste år filosofi på universitetet) frem gennem en stigende fornemmelse for religiøse værdier til en sprængning af den rationelle bevidsthed og til erfaringer af ekstatisk og religiøs art, der endte med det endelige sindssygelige sammenbrud To gange, 1893 og 1898, gennemgik han dette forløb. Ved den formentlige udsigt til endnu en sygelighedsperiode tog han i 1899 den beslutning, at han ikke ville lide den tort ikke at kunne klare sig selv, være sig selv mægtig. Han havde da under de mest ejendommelige omstændigheder med gode venners hjælp omsat sine syner fra det sidste ophold i galskabens verden og sine studieprotokoller over alverdens visdom til sit andet hovedværk, Dommedags Bog (1903). Han beskikkede sit litterære bo ved at testamentere sine manuskripter og penge til den gode barndomsven, bankmanden Axel Mielche, med bøn om at han ville besørge værkerne udgivet, og trykkede pistolen af mod sit hoved

Han kom i stort udstyr i Politiken dagen efter. Med belæg i hans indtil da offentliggjorte forfatterskab, der udover et bind Geografiske Digte omfattede den lidt problematiske samling Krøniker og Æventyr (begge 1896), mente man at forstå hans død som en konsekvens af den sygelighed, man så i novellerne.

4 år efter Dalgas' død kom værkerne, han huskes for. Af manuskriptdyngerne udgav Mielche fire bind, inden pengene slap op. Digt og Skuespil er et samlingsbind af tvivlsom kvalitet Hovedstykket er det post-ibsenske problemdrama Autoriteten Sangbog er en mere gennemskrevet positivistisk katekismus på vers, som Dalgas skrev uden besvær og talent (Aage Henriksen, 1948). Endelig kom de to hovedværker, Dommedags Bog og Lidelsens Vej.

Disse bøger vakte liden opsigt, men har dog sat sig spor, ikke mindst Lidelsens Vej.