Dalgas, Ernesto 3. Tilblivelsen

3. Tilblivelsen

I en afhandling i tidsskriftet Orbis Litterarum for 1948 har professor Aage Henriksen grundigt redegjort for Lidelsens Vejs tilblivelseshistorie. 285 Den skal ikke gentages her i detaljer, men nogle få træk skal fremhæves.

Ernesto Dalgas var, som det vil være fremgået af det foregående, ganske labil i sine synspunkter og arbejdsmetoder. Han kunne næppe fastholde en vision af et værk den tid, det tog at gennemarbejde det. Således heller ikke med Lidelsens Vej, hvis historie går gennem faser og redaktioner bestemt af forfatterens skiftende synspunkter, men trods alt på en sådan måde, at det værk, der nu foreligger, på de givne præmisser er godt

Begyndelsen til værket er en plan fra slutningen af 1896 og begyndelsen af 1897 om at skrive en roman i jeg-form, der skildrer et menneskes udvikling fra barn til voksen i en humoristisk form. Den følger personen gennem en række illusioner, der overvindes, til han når frem til et ædrueligt, positivistisk stade, lig det, Dalgas selv indtog på dette tidspunkt Af dette projekt er der på Det kgl. Bibliotek bevaret tre manuskripthefter.

Senere, Aage Henriksen siger i efteråret 1897, da Dalgas bl.a. på grund af ydre tilbageslag havde ændret synspunkter, skrev han oplægget om til 3. person, ændrede titulaturer, skrev en ny indledning, strøg visse passager og indskød en række ikke-gennemarbejdede tekster fra sine egne manuskriptbunken dagbogsnotater og digte, som i teksten tillægges hovedpersonen, Salomon. Fra denne redaktion er der i manuskriptpakken på Det kgl. Bibliotek et enkelt (det første) hefte tilbage, samt spor af tilrettelæggelsen i de bevarede hefter fra 1. version, hvoraf to indgik i det reviderede projekt Det tredje af de bevarede hefter (hos Aage Henriksen kaldet D), der omhandlede Salomons deltagelse i en revolutionær løftelse i Danmark under modstanden mod Estrup, blev udskudt Resterne af dette hefte - det er nemlig ikke intakt - er aftrykt i nærværende udgave som et tillæg, og man kan se, at hvor vittigt det end er, har det karakter af ekskurs fra den nu lagte plan.

Endelig har Dalgas i den sidste del af sit liv, da han arbejdede med Dommedags Bog, udvidet Lidelsens Vej med afsnittet »Efterskrift«, der kompletterer kompositionen og løfter hele værket op i et kunstnerisk mere bæredygtigt plan: den vindtørre positivistiske helt ændrer sig fra at være forbilleder til en mulig eksistensform blandt mange. Den dybtgående revision, der er sket i menneske- og kultursynet, føjes 286 som det synes både overraskende og harmonisk ind i den gamle plan,

l tre perioder, i tre stemninger har Dalgas altså arbejdet med romanen. Til sin eksekutor har han efterladt en række hefter, som sagt, og opgaven at udgive værkerne. Familien var ikke meget tiltalt af at skulle have det guldrandede familienavn forbundet med det, de - eller i hvert fald skovrider-storebroderen - opfattede som en sindssygs skriblerier, og man ønskede manuskripterne destrueret Dette kunne Axel Mielche naturligvis ikke gå med til, men han indvilligede i at lade dem bedømme af Harald Høffding. Da denne fandt, der mere var tale om litteratur end filosofi, sendte han pakken videre til litteraten Ludvig Mylius-Erichsen. Han var imidlertid på vej ud på »Den litterære Polarekspedition« og kunne ikke overkomme at give sit votum. Endelig efter flere genvordigheder fandt Mielche støtte i familien hos Dalgas' søster og dennes mand, pastor Langballe. Han satte ikke blot pris på Lidelsens Vej, men sammen med sin kone hjalp han Mielche med at tilrettelægge et trykmanuskript

Da de efterladte bøger var udkommet i 1903 og 1904, blev de benyttede manuskripter med bearbejdelser tilintetgjort, og de ikke-udgivne overgivet til Det kgl. Bibliotek Ved et tilfælde har fire hefter af Lidelsens Vej altså undgået at blive destrueret og findes nu sammen med de øvrige manuskripter i bibliotekets store Dalgas-arkiv (NkS 3725,4°, II; 222 tildels løse blade).

Denne tilblivelseshistorie giver et godt indtryk af det særlige ved Dalgas' arbejdsmåde: hele tiden at være ajour med sig selv, og af hans vilje til at bruge ikke blot fantasi i en fiktiv skildring, men også sin egen eksistens (og journal). Som det senere skal vises, havde Dalgas forgængere i dette, men i de danske lyriske 1890'ere står han alene som forfatter af denne type romaner, dannelsesromanen, der i sig rummer den herskende digtnings krisebevidsthed og subjektive erfaringer.

Hvis man opfatter Dalgas' kunstneriske arbejde som en sejlads mellem de to psykiske poler i hans konstitution, eller udtrykt filosofisk: mellem positivisten og ekstatikeren, kan man sige, at romanen i sin vej og struktur rummer et kort, der viser positioner og ruter, han har fulgt. Sådan bliver bogen også i den forstand moderne, at den rummer og skildrer sin egen tilblivelse.