Dalgas, Ernesto 4. Fortolkning

4. Fortolkning

Lidelsens Vej. En Selvbiografi af en Afdød er en dannelsesroman, hvori et meneskes liv i dets udstrækning ses »under ideen«.

Fiktionen er som bekendt, at hovedpersonen, småstadskæmneren Salomon Simonsen, som ældre nedskriver sit livs erindringer og resultater for at etablere et helhedssyn på sit hidtidige skæbneforløb. Da han har gjort det, da han er kommet fra barndommen frem til den skrivende nutid, og hans protokol løber ind i journalagtige og sammenfattende optegnelser, gennemløber han med hele sit væsen en ny udvikling, der fører ham frem til en sidste, omfattende og typisk indsigt, der fuldender hans liv og lader ham, det stræb ende menneske, med Fausts ord prise øjeblikket, hvorefter han som forbilledet forlader livet

Disse to etaper er i romanens komposition tydeligt markeret derved, at det sidste trin er udskilt som en særlig »Efterskrift«.

Den erkendelsessammenhæng, hvori den erindrende Salomon ser sit liv, giver han principielt udtryk for, når han skriver:

Kun ved stadig at løbe Panden mod Væggen har Menneskeheden, ogsaa Videnskaben, naaet til at se Tingen, som den er, ærligt og ædrueligt. Og hvert Menneske gennemløber afsig selv den samme Udvikling. Den teologiske Illusion, den filosofiske Illusion bedaarer os. (...) Først med Manddommen lader vi Barnets Leg fare. (side 190 f.)

Her opstilles for menneskeheden som for den enkelte en typisk udviklingsvej, hvis endemål, »at se Tingen, som den er«, er manddommens gerning, og i forhold til hvilken de tidligere trin, »Barnets Leg«, der deles i den teologiske og den filosofiske illusion, har uret i og for sig. Denne anskuelse af menneskeåndens og videnskabens udvikling i tre trin parallelt med den enkeltes vækst, svarer ganske til den franske filosof Auguste Comtes klassiske positivistiske trestadielov. Dette ligger heller ikke romanen fjernt, idet Salomon tydeligt bekender sig til positivismen og med ventelig respekt omtaler såvel Comte som andre af positivismens tænkere.

Kan således Lidelsens Vej indtil efterskriften betegnes som en positivistisk dannelsesroman i den forstand, at trestadieloven udgør dens 288 indre struktur, betegner den udvidelse, der skildres i efterskriften en sprængning af denne sammenhæng. Et sted før »Efterskrift« udtaler Salomon sig meget kritisk om en erkendelse svarende til den, han selv opnår (»Endnu uheldigere er det, at disse to [dvs. Mill og Comte] mente hver for sig at have fundet et almengyldigt Symbol«, side 228). Men selv i denne udvidelse er der ikke noget brud med Auguste Comte, for også han udvidede sent i sit liv den klassiske positivisme til en humanitetsreligion, hvoraf der findes karakteristiske hovedtræk og detaljer i »Efterskrift« - og små træk tidligere i romanen.

Lidehens Vej kan således karakteriseres som en i ordets vide forstand comtesk dannelsesroman, der i sin helts udvikling som de to hovedtrin rummer de to faser i Comtes tænkning.

Ernesto Dalgas var fuldt fortrolig med Comte. Dels bærer romanen vidnesbyrd derom, dels har Dalgas som filosofistuderende under positivisterne Høffding og Kristian F. Kromann stiftet grundigt bekendtskab med denne filosofi, som han skrev opgaver i og kronikker om. Blandingen af videnskabsteori, kulturhistorie og psykologi, der udgør trestadieloven i dens udfoldelse, gør den velegnet som arbejdshypotese for en roman, der* vil omfatte såvel den store verden og dens historie som den lille verden. En anden stor sammenfattende dannelsesroman på dansk fra samme tid er bygget over en lignende sammentænkning, den marxistiske, nemlig Nexøs Pelle Erobreren (1906-1910), der nok (på enkelte punkter) står i gæld til Lidelsens Vej.

Efter Comte skal menneskeheden i videnskaben og det enkelte menneske i sin selverkendelse føres frem til at se virkeligheden, »som den er«. Der er to veje til opnåelse af indsigt. Enten kan man slutte fra sig selv og sine umiddelbare indre indtryk til de ydre forhold, eller man kan omvendt gennem indsigt i de ydre genstandes indbyrdes lovmæssige sammenhæng nå til forståelse af verden og selvet. Disse to erfaringsmåder knytter sig til hver side af menneskets væsen, nemlig fantasi og erkendelse, og de er begge til stede lige fra begyndelsen. I de forskellige epoker veksler deres dominans: på det første stadium, det teologiske (barndommen), dominerer fantasien, på det mellemste, det metafysiske (ungdommen) er der strid mellem de to former, og endelig på det sidste, positive stadium (manddommen) sejrer erkendelsen ganske.

Det er ikke vanskeligt at se, hvorledes Salomons liv i romanen falder i disse trin. Det er vigtigt for den aldrende Salomon at være i 289 sandhed, at have de rigtige meninger og at være kommet til dem på den rigtige måde, dvs. ved i sit liv at have gennemløbet trinene og historien korrekt. Hvad der i teorien svarer til det teologiske stadium omfatter Salomons barndom i Staden indtil bruddet med den guddommeliggjorte stedfader, Kæmneren, og afrejsen til København (side 53). Til det metafysiske stadium (romantiske i Salomons terminologi) svarer hans ophold i København indtil hjemkomsten til Staden og gennembruddet af »Salomon Tænkeren« (side 146). Til det positive stadium svarer endelig hans kæmnerliv frem til gensynet med Prosa (side 168 til »Efterskrift« side 233).

Hver gang Salomon gennemskuer en illusorisk sammenhæng, stort set ved afslutningen af et stadium, har han en særpræget, men ensartet oplevelse af gennembrud til en anden verden. Disse gennembrud lærte han senere at leve med som sin sygdom, sine epileptiske anfald; sådanne anfald kendte Dalgas vist fra sig selv. Det sker første gang, da kæmneren dresserer ham til at gå frivilligt til alters efter konfirmationen. Ikke ulig Buddha i legenden ser han lig ved lig i kirken, og han dratter om i den gamle frøkens blomster (side 49). Anden gang har han denne oplevelse ved pensionatsballet i København, hvor han indser, at han ikke har talent for livsglædens evangelium (side 69). Endelig, da han tager afsked med København og dens muligheder i hans liv, fir han klarsyn på knap så dramatisk måde over for etatsråden (side 152). Hen mod slutningen, hvor han bryder igennem til det højeste sandhedsniveau i bogens univers, opfyldes han af en erfaring aflys og svæven, nu ikke længere i angstfuld gennemskuen, men i himmelfart som Faust. Man kan sige, at han ejendommeligt nok, hvor han er tættest på at have gennemskuet alle illusioner og at eje sandheden, så han kan handle, er fjernest fra at gøre det Som i Dommedags Bog er Nirvana højeste tilstand, ikke Comtes formentlig travle humanitetsverden med menneskehedens enhedskultur og fællesmarked. Men disse gennembrudsoplevelser er altså for Salomon forvarsler om den endelige oplevelse, og er med til at drive ham videre på hans færd i livet.

Salomon er en autoritetsdyrker, én, der vil erkende sig selv i forhold til en mester. Hans første autoritet og gud bliver stedfaderen, kæmneren. I den lille bange drengs øjne antager han store og skræmmende dimensioner, bliver den store »Han« som jødernes gud Men Salomon føler sig ikke i overensstemmelse med denne gud. Da han 290 første gang hører om Kain og Abel, genkender han sig selv i Kains skikkelse, for dog at have nogen - og han får sine velfortjente prygl derfor. Men Salomon lærer at klare sig selv med gud kæmner og den bag ham stående himmelske fader. I en tid holder han nøje regnskab med retfærdigheden, men må opgive det til slut - han slår sig på Satans parti, da den hellige skrædder fordrer et valg mellem Gud og Satan. Kun med det største besvær finder han over på den rigtige side i forbindelse med sin konfirmation.

I disse sammenhænge får Dalgas givet en række morsomme og levedygtige ironiske billeder af den spinkle dreng og af den opblæste kæmner, af folkekirkepræsten og af indremissionæren, den hellige skrædder.

Da Salomon kommer til København, kommer han ind i kredsen omkring en vis etatsråd Denne er en politisk fremstående kyniker og har lånt træk fra Johannes Forføreren og anskuelser fra Schopenhauer og Nietzsche. Etatsråden - som er Salomons egentlige far, selvom de aldrig får bragt forholdet på det klare - fatter interesse for den unge juridiske student Salomon. Han tager sig af hans opdragelse til ironiker og paradoksmager, og han vil gøre ham til sin åndelige arving. I første omgang bliver Salomon hans privatsekretær og adept. Salomon er en lærevillig elev, og han præges dybt af det ironiske spil, som han for en tid gør til sin livsholdning. Det sjælelige dobbeltspil tager han op ikke blot som praksis, men også som teori: »Brug Maske!« (side 107).

l denne periode af dobbeltspil og maskering opdager han, at de træk, han ikke kan få udtrykt i det åbenlyse, dog rumsterer i ham i det skjulte. Bag facaden er han syg, og han føler, at han må leve sit egentlige liv i det hemmelige. Efterfølgende Søren Kierkegaard læser han Det ny Testamente, og ud af denne læsning og sin Kierkegaard-identifikation samt af sine smertelige og sjældne sjælelige oplevelser danner han sig højtdrevne forestillinger om lidelsen som forudsætning for dyb indsigt.

I denne tid er det som sagt Kierkegaard, der præger hans verden. De ironiske skikkelser om dagen hos etatsråden, de inderlige hjemme på værelset og i journalen. Denne Kierkegaard-periode, hvor han opfattes som indbegrebet af det Salomon kalder romantik, svarer i kompositionen til mellemtrinet, det metafysiske stadium med dets strid og sygelighed. Det er fra disse sider at Dalgas selv har fået ord 291 for at være kierkegaardianer. Men man overvurderer let betydningen af denne position, når man glemmer, at den i romanens system er placeret trinlavere end den positivistiske indsigt.

Efter bruddet med etatsråden vender Salomon hjem til sit udgangspunkt i kæmnerboligen i Staden, og hans positive trin indtræder. I en vis forstand gør han her det, han hele tiden har gjort: lever et dobbeltliv. Udadtil er han en tør og pedantisk bestillingsmand, indadtil lever han under åndeligt højtryk sammen rned sine lige: bibelens kong Salomon, de store tænkere og ordensstiftere. I det skjulte - og i hans skuffer - ordnes de store spørgsmål, og hvor hans levede liv fylder næsten intet, svulmer afhandlinger, fortællinger og digte i bogen.

Det problem, Salomon mest arbejder med, er kontinuiteten. Hvordan kan eksistentielle værdier og oplevelser almengøres, så de kan overtages af andre? Hans svar, givet bl.a. i den store afhandling om »Det sædelige Fremskridt ved Reformationen og dettes Frugter«, der kun er ironisk i sin titel, er at omforme de udtryk, man giver en erfaring, men bevare grundoplevelsen. Han skyder en kile ind mellem oplevelsen og dens udtryk, og det er i troskab mod oplevelsen, at han kan anvende f.eks. den gamle munkefromheds udtryk, bl.a. Thomas a Kempis' værker, som også Comte tilegnede sig for sin nye religion.

Lutheranisme og romantik er Salomons fjender. De er præget af opløsning og manglende trofasthed over for tradition og sammenhæng. Salomon er jo her i overensstemmelse med stærke kræfter på Dalgas' tid, f.eks. store dele af det moderne gennembrud Da han efter mødet med Prosa reviderer sine synspunkter, sker der ham det forunderlige, at han kan se kulturens byrde og smerte som en ny tids veer. Opløsning, nedbrydning, omsmeltning er nødvendig, for at den nye tilstand kan indtræde, og Salomon føler sig på en ny måde i overensstemmelse med sin tid: han kan bryde med sin egen romantik, lægge masken og blive hel og tidssvarende. Men så dør han altså.

Den, der i Salomons liv bringer den største uorden og fører ham længst, er pigen Prosa Det er etatsrådens plejedatter, der helt har bragt sit væsen på musikkens form. Hun spiller, og bedårer Salomon, og de to får en smuk romance. På et tidspunkt - vidunderlig er sommeren på Stæremosegaard - synes verden at komme Salomon i møde: arving til etatsrådens magt og Prosas ægtemand kan han blive. Men sådan skal det ikke gå. Disse udsigter er stillet op som fristelse 292 for Salomon, som han skal sige nej til. Mange begrundelser for nej'et bliver brugt, men angst og sygdom går igen i de fleste.

Inden for Salomons horisont er der tre kvindetyper. Der er moderen, den bodfærdige husholderske, som sørger omhyggeligt og anonymt for Salomon i al hans tid Efter moderens død hedder hun ganske vist frøken Ingversen, hans værtinde fra København, som han tager med til Staden, da han slår sig ned i kæmnerhuset

l dette kæmnerhus er der også mindet om Salomons lille søster, det endnu svagere barn, som bliver et offer for atmosfæren og langsomt dør væk. Af lutter artighed forsvinder hun som lille, selvom hun var den eneste, Salomon holdt af, og som han i sit hjerte kårede som sin udvalgte dame, da drengenes leg stod på ridderlighed.

Denne rene pigeskikkelse står i grel modsætning til Salomons kvindeerfaringer fra hans egentlige ungdom: den villige stuepige, den forførende fru Potifar Malstrøm og den veloplagte pige ved pensionatsballet Fra dem alle flygter Salomon, og han fordømmer deres livsappetit og de oplevelsesmuligheder, de kan tilbyde: de udgør hetære-typen i hans liv.

Husholdersken, den rene søster og den forbandede hetære er da Salomons trefoldige begreb om kvinden, og der er ikke begreb til et ægteskab med Prosa, hvis navn jo netop antyder, at hun kan blive hans livs mulighed for at praktisere prosaisk hverdag, det almene, som også Søren Kierkegaard afstod fra.

Da Prosa kommer til Staden, gift og lykkelig moder, og som selvstændig kunstner ikke at forglemme, kan Salomon forsone sig med hende og acceptere hende på lige fod, nu ikke længere som en opgave for ham, men som selvgyldig eksistens. De skilles på den måde, at han løser hende ud af sit liv ved at almengøre hendes skæbne og betydning. Det kan vist kaldes en sublimering af hele det erotiske. I munkeforgængernes ånd og efter den sene Comtes eksempel bliver den jordiske kærlighed omsat til religiøs erfaring. Og her: svæven ind i saligheden.

Fædrene og kvinderne fører Salomon frem til det autentiske liv. Kompositionen lukker sig, trinene er gennemlevet i tur og orden. Men det er ikke vandreår, der kommer efter læreårene. Det er følelsesfuldhed, det er tilslutning til den hellige Frans* solsang, det er afslutningens »Det er fuldbragt«, vi når frem til ved vejs ende. Derved er Lidelsens Vej langt fra romantikkens dannelsesromaner, tættere på 293 naturalismens afviklingsromaner. Salomon er i slægt med Pontoppidans Lykke Per, der også når »hjem« til sidst, og med sin nærmeste efterfølger Harald Kiddes Helten og sine fjernere aflæggere jacob Paludans Jørgen Stein og Martin A. Hansens Løgneren. Disse romanskikkelser ville melde sig for den, der tog sig for at skrive historien om de danske helte, der i deres liv blot opnår at komme hjem fra den skræmmende verden. Blichers landsbydegn, Morten Vinge, vil nok vise sig at være stamfader til dem alle.