Dalgas, Ernesto Lidelsens Vej

5. Kritikken

Kritikkens reaktion på Ernesto Dalgas' fire posthume bind i 1903 og 1904 var stilhed Ingen af de førende aviser anmeldte Lidelsens Vej i udgivelsesåret. Denne stilhed sættes i relief af beretningen om, at Dalgas' usolgte værker blev tilbudt danske lærere uden beregning, hvis de blot ville tegne sig på en liste (Otto Gelsted). Få tegnede sig.

Generelt må man sige, at de større kritiske behandlinger af romanen er fa, men hvor den er taget op, er det med indsigt og entusiasme. Gennembruddet i dagspressen kom ved genudgivelsen i 1963, hvor imidlertid - trods flere markante undtagelser - gamle synspunkter skinnede igennem. Det kan være vanskeligt at tolke en lidt fjern klassiker helt forfra, når der foreligger gode kronikker af Plesner og Paludan.

Det nærmeste, man kommer en samtidig kritik, er Axel Gardes to kapitler fra bogen Dansk Aand (1908), hvor han på en meget indsigtsfuld måde behandler Dalgas som religiøs forfatter og gennemgående holder ham op mod den samtidige filosof Ludvig Feilberg. Grundtanken i analyserne - der især beskæftiger sig med Lidelsens Vej i det første kapitel, og med den indlagte afhandling om reformationen i det andet - er, at for Dalgas er verden først og fremmest tanke. Teori og systemets fuldendelse er ham tilstrækkelig tilfredsstillelse af hans længsel. Dels tjener denne karakteristik modstillingen med Feilberg, deis er den slående rigtig.

Først i 1930'erne dukker Lidelsens Vej op igen inden for kritikkens horisont I sin samling digterportrætter, Troubadourer fra. 1930, giver Cai M. Woel et portræt af Dalgas, der næsten helt er optaget af et referat og en analyse af Lidelsens Vej. Holdningen til bogen er meget 294 positiv. Selvom Woel ikke mener, bogens rigdom på tanker kommer frem ved et referat, er hans behandling meget parafraserende. Her er han i modsætning til Jørgen Bukhdal, der i 1931 i Det moderne Danmark kort placerer Dalgas i 1890'ernes livsanskuelsesdebat Igen ved siden af Feilberg, og med kraftige kierkegaardske allusioner: romanen karakteriseres som studier i »Livets Stadier«, Prosa-historien sammenlignes med Kierkegaards forlovelseshistorie, og senere under omtalen af Dommedags Bog inddrages begrebet Enten-Eller. Der påvises sådan set ingen kierkegaardske træk ved bøgernes tænkning, men sammenknytningen af de to er altså tydelig.

Hos KJF. Plesner i Kulturbærere (1938) træffes den første æstetiske kritik af romanen. Den sættes højt som en »fin, dyb og tankerig« bog, men den er også ujævn. Dalgas er under påvirkning af Kierkegaards æstetiske forfatterskab og behersker hans form.

Jacob Paludan behandler Dalgas i åbningsessayet i samlingen Litterært Selskab (1956). Han forholder sig lidt kritisk til den kierkegaardske adept og hans megen tale om lidelsen - nyder han den? Paludan ser klart Dalgas som comtesk nøgternhedsprofet og stiller spørgsmålet, om det er nok at leve pi Sluttelig sammenholder han romanen med traditionen for at vælge de indre, åndelige værdier fremfor de materielle, som ifølge Paludan vælges af nutiden.

For sig selv står Aage Henriksens behandling af Lidelsens Vej. I 1942 udsendte han i Hasselbalchs Kulturbibliotek et Dalgasbind med indledning, Noveller og Fragmenter. Her er fire store fragmenter af romanen. Indledningen rummer en biografisk skitse og en bestemmelse af værk og skæbne som styret af de to store kræfter: kristendommen, væsentligst i Kierkegaards udgave, og positivismen. Værk og skæbne ses under ét, og Dalgas' sygehistorie genfortælles kort.

1948 offentliggjorde Aage Henriksen den allerede nævnte afhandling om Lidelsens Vej i Orbis Litterarum. Ud over en redegørelse for bogens tekstforhold og tilblivelseshistorie giver artiklen en analyse af romanen. En nøjere gennemgang af bogens komposition, hvor der lægges vægt på en intern og psykologisk analyse og hvor forfatterens store viden om den åndelige udviklings særlige lovmæssigheder inddrages, gives i essayet »Kompositionens sprog«, trykt i samlingen Gotisk tid (1971). Endelig har Aage Henriksen taget Lidelsens Vej op i en artikel i tidsskriftet Kritik, nr. 32 (1974). Her sættes Salomons opgør 295 med bl.a. sin stedfader ind i en større sammenhæng omkring århundredets formulering af de store generations- og kulturopgør.

I de litteraturhistoriske oversigtsværker markeres Dalgas en gang imellem. Således kort, men indsigtsfuldt af Ejnar Thomsen i Dansk Litteratur efter 1870 (1935), der fremhæver modsætningen mellem de skarpt tegnede småbybilleder og den åndelige dragning. FJ. Billeskov Jansen skildrer i Politikens Dansk litteratur historie (1966) Dalgas som den konsekvente subjektivist Ib Bondebjerg behandler i Gyldendals Dansk litteraturhistorie (1984) kort Dalgas og Lidelsens Vej sammen med Harald Kidde under begrebet resignation og indre eksil

Som sagt affødte genudgivelsen af Lidelsens Vej i 1963 en hoben dagbladsanmeldelser. Her skal blot nogle få drages frem. l Jyllands Posten afviste Johannes Møllehave fra et kristent synspunkt aldeles romanen og frakendte den enhver form for kierkegaardsk dialektik Henrik Neiiendam lagde i Berlingske Aftenavis vægt på bogens eksistensdebat og her navnlig på Kierkegaards rolle. Endelig vil jeg fremhæve Peter Brasks kronik i Berlingske Tidende: »Verdensomsejling i en nøddeskal«, hvor han bredt tager kærlighedssynet og seksualangsten i bogen og tiden op til analyse.