Claussen, Sophus I. En heftig Sommers Blomstring. 1887-1901

I. En heftig Sommers Blomstring. 1887-1901

Det er kendt, at Claussen i månederne omkring årsskiftet 1887 -1888 oplevede et digterisk gennembrud, og det er ligeledes kendt, at dette gennembrud havde sin baggrund i bruddet med hans daværende forlovede Anna Cathrine Christensen. Han kunne ikke komme nogen vegne med hende i virkeligheden, 341 men kunne så med desto større lyst drømme om hende i erindringen. Skønt skrevet betydeligt senere beskriver Første Kys i den oprindelige udformning (se DV IV 175) forholdet:

Tit krummer mine Fingre sig endnu
som var jeg Anatom og kom ihu,
at jeg fik ikke Evas Ribben talt,
da hendes Hjærte trøsted mig for alt.

Den hæmmede kærlighed åbnede således for en række indsigter af erotisk, politisk, religiøs og filosofisk art, der nu på en frugtbar og personlig måde kunne forbinde sig med det i tiden, der hidtil kun havde været mere eller mindre konventionelt tilegnet tankegods. Tilværelsen samlede sig til et slags hele - og som en ung nyfalden Seraf, en Lucifer (Lø 135), begyndte den utålmodige sin gennemstrejfning af den ydre og indre verden.

Klangbunden for det hele var han ikke i tvivl om. Dristigt kan han i koncept til et brev til Venner paa Østerbro af 12.8. 1892 hævde - apropos en diskussion, de har haft aftenen i forvejen: hvilken Lykke det er for en Mand, at en Kvindes Kærlighed (...) har sine Grænser og sit Ophør. Det kunde synes en Fryd at leve sine Dage til Ende med god Vin, med en slank Baad og med én Kvindes Elskov - udtrykkene henviser til brevets udgangspunkt: et kinesisk ordsprog. Men det er en langt stoltere Lykke at bære paa en eneste, ugengældt Følelse, der bor i os som en stedse bankende Uro, uden at vi dog nogen Sinde begærer dens Tilfredsstillelse. En saadan Følelse er hos den, som er hærdet, en aldrig standset Dampkeddel, ved hvis Kraft han i Følge sin Vilje kan føre sit Skib, hvorhen han lyster (...). Det fremgår, at Claussen har brugt megen Tid til at vinde denne Styrke og Hærdning - og trods brevets skæmtende tone er det også klart, at han her har talt som Prædikerens Bog. Med sit "übergrosses Herz" drager han tilbage til sit frivillige eksil i Nyborg med denne afskedssalut: Det kinesiske Ordsprog burde hedde: "Den, der kan undvære god Vin, slanke Baade og en ung Kvindes Elskov hører med til de sande 342 udødelige'' (Acc. 1981/143 B2 (1)).

Brevet, der som åndeligt husholdningsregnskab ellers er kontant nok, viser to bevægelser: en tilbagetrækning fra en for nær og for kortsigtet tilfredsstillelse overfor en stærkere og mere varig, der åbner sig ud mod en omverden med dennes krav og udfordringer.

Om disse udfordringer handler to artikler, som stod at læse i det nyoprettede, radikale dagblad København 10. og 11.2. 1892: Hvad Menneskene tror paa I og II - og som skal bruges som dækkende udtryk for denne første periodes livsholdning (1887-1892; jf. Dj III 168, Fa V 147, He VI 157, TB VII 59 og 70 og Hv VII 217).

Claussen forsvarer her - som andetsteds - Georg Brandes og Fritænkeriet eller Luciferdyrkelsen i anledning af nogle angreb fra grundtvigiansk og teologisk side. Det interessante er nu, at han ser sin egen stræben - omend i det små - spejlet i Brandes' skæbne og hidtidige forfatterskab. Dette fremgår tydeligst af en koncept til et brev, der rummer Claussens tak til Brandes for dennes lykønskning 12.9.1915: Men det universelle i Deres Aand, det fremmede, nye, mangfoldig befrugtende i Hovedstrømningerne havde svaret til mit Væsens Trang, saa jeg ikke havde Plads til noget Pedanteri (: i form af opgør med det hos Dem, som i strængeste Forstand var deres Slægtleds Skole). Hvad der betegner den nye Lyrik er vel det samme verdensomfattende Begær, som er Hovedstrømningernes - iklædt Farvenuancer og stemt i Halvtoner af hjemlig Oprindelse. Brandes var således den, der rummede først og rummede mest (jf. i øvrigt Tr II 296 ff., He VI 164, bd. VIII's kommentarer samt digte i bd. IX).

Herudover kan der være grund til at nævne Brandes' Nietzsche-forelæsninger fra foråret 1888, som Claussen kan have overværet, og som blev udgivet i Tilskueren 1889 som en afhandling om Aristokratisk Radikalisme. I forbindelse hermed må nævnes artiklen i Tilskueren 1890: Det store Menneske, Kulturens Kilde, udgivet som svar i debatten med Harald Høffding; givet er det, at Claussens to store artikler ved deres hovedtanke 343 og ned til enkeltudtryk lægger sig tæt op af den Brandes, som Brandesforskningen nu ikke mere er tilbøjelig til ensidigt at fremhæve som naturalist (se f. eks. Sven Møller Kristensen: Georg Brandes. Kritikeren, liberalisten, humanisten (1980) p. 158).

Som Brandes er Claussen anlagt for det heroiske: de kræfter, der vover at sætte sig op mod vanetænken, fordomme og øvrig konveniens. Det er nærliggende at citere Brandes selv: (...) det Højeste, Mennesket kan naa, er et heroisk Liv, et, i hvilket der kjæmpes med de største Vanskeligheder for Noget, som paa en eller anden Maade kommer alle tilgode. (...) (Essays. Fremmede Personligheder (1889) p. 168-169). En af disse Vanskeligheder er - efter begges opfattelse, men ordene er nu Claussens - kristendommen, som altfor længe har vidst at tæmme og hæmme Menneskets inderste Trang, Drømmen, Begæret, Længslen efter den reneste Skønhed i vor jordiske Tilværelse. Men fra den graa Oldtid [har der altid været] to Idealer, der er de evige Kilder til ung Genfødelse i Slægten: Kærlighed og Geni! En Art Luciferdyrkelse, der staar over alle Religioner. Troen paa Kærlighed og Troen paa Geni - Ordet taget i den rummeligste Betydning: Evne, sejrende Dygtighed - er Menneskehedens ældgamle Fritænkeri. I fortsættelsen, der fremhæver Renæssancen og dennes Kristus-opfattelse, følger Claussen også sin læremester: Og i den kristne Religion, som hverken tillader Kærlighed eller Geni, har dette Fritænkeri med den store Renæssance fejret sine stolteste Triumfer. Renæssancen, da store Kunstnere fremstillede Kristus og Legenden paa en saa fri, menneskelig Maade, at det nu vilde dømmes som Bespottelse! (...) Derfor bliver det dette Fritænkeri, hvor Mennesket skaber sine Guder i sit eget Billede (...) - som medfører den Strøm af evig ung Renæssance, nyt Liv, ny Dygtighed, ny Skønhed, Menneskeheden altid drømmer om. Og han slutter dette sit første indlæg: Luciferdyrkelsen betyder i Danmark en Kultus af Kærlighed og Geni.

Om dette vita nuova handler f. eks. Unge Bander, ja, forfatterens alter ego Erik Kølby lovpriser det direkte i en af sine 344 taler (UB 2, 164-167); det er motiv for den lyrik, Claussen i Foraarstaler (p. 39) bestemmer som indviet Poesi, gennemtrængt som den er af en Følelse af hellig Grund, ligesom optegnelser i notesbøgerne kredser i disse tankebaner.

Nietzsche-påvirkningen ses tydeligt i artiklen fra den 11.2., hvor Claussen fortsætter: Der er ikke, hvad alle Undermenneskene (læs: teologerne) vil kalde noget "overmenneskeligt" i Drømmen om Geni og Kærlighed. Den er Livsbegæret selv hos den fattige og mest ulærde. Vil man vide, hvad det er for Erindringer, den ganske almindelige Mand gemmer og husker, da er det Erindringen om, hvorledes han en Gang uventet lagde sin Duelighed for Dagen, eller hvorledes hans Følelser en Gang strømmede over. Og den, der er fattigst paa disse Drømme, er ogsaa den tarveligste og unyttigste i et Samfund. (...) Hvis vi duer til noget, tror vi mere end hidtil paa Menneskets Ævne til at overgaa sig selv, og vi tager Afsked med den elendige danske Besindighed (...) denne forskræmte Moderation (...), der vil hæmme vore ædleste Ævner til at skabe ny Virkelighed, ny Skønhed, nye Guder. Man mindes en optegnelse fra 1894: Ved bestandig at overgaa Lovene skabes de nye Typer (jf. Dj III 184). Samtidig tager Claussen afstand fra den pessimistiske ånd, der præger en naturalistisk Litteratur (...). En Digtning, som paa Baggrund af Samfundslovenes Ubønhørlighed skildrer lutter Mennesker, som der intet sker med, svarer ligesaa lidt som Religionen til Menneskets væsentligste Trang.

Artiklerne er de nærmeste udtryk for Claussens personlige og kunstneriske ståsted i disse år. Brandes-indflydelsen er åbenbar - og den rummer altså ligeledes træk fra Nietzsche's tænkning, der også i det senere forfatterskab sætter sine spor. Begrebet Umwertung aller Werte f. eks. genfindes både som begreb (jf. DO 41) og som billede ("ommøntning") i en del artikler og digte fra det ny århundrede. Sandsynligvis har Brandes imidlertid også formidlet en anden forfatter: Baudelaire. Han omtaler ham allerede i sin afhandling om Aarestrup fra 1877, der blev optrykt som indledning til F. L. Liebenbergs udgave af Aarestrups Samlede Digte, den udgave som Claussen 345 ejede. Desuden i anden udgaven af Emigrantlitteraturen (1877) samt i Den romantiske Skole i Frankrig (1882) - ganske vist uden større entusiasme, men de yderst kortfattede karakteristikker kan have ramt noget centralt hos Claussen. Dette forhold skal ikke nærmere uddybes her, hvor det må være tilstrækkeligt at henvise til kommentaren i bind VIII. Det skal kun fremhæves, at en mere rendyrket og radikal Luciferdyrkelse end den, som ses i oversættelsen Bøn med efterfølgende betragtning, vel knapt kan tænkes.

Brandes er virkelig den, der rummede først og rummede mest, men det er da også klart, at begreberne Kærlighed og Geni, hvor Geni er synonymt med det senere begreb Heroica og svarer til Silvios brobyggerdrømme (jf. He VI 157), er Claussens egen udmøntning af det, som har afgørende og blivende værdi for ham. Af begrebsparret udspringer således en bestemt figurkonstellation: Lucifer, Djævelen, Pan, Dionysos - med modsat køn: Afrodite - på den ene side, og på den anden side: Kristus, Jesus, Apollon - Proserpina, Venus Urania, Artemis eller Diana (jf. f. eks. ungdomsdigtene i TB VII). Forfatterskabets bestræbelse kan da med en voldsom forenkling sammenlignes med renæssancens forsøg på at forene hedensk og kristent eller udtrykkes med disse linier fra Hexameter-Hymne til Pan og Giovanni fra Heroica:

Og vor Gud er ej svag - "En Afgud er intet i Verden"!
Nej, det er Aanden, som bygged Naturrigets tusind Kapeller,
Sødmen i Hjerternes Hjerte ... hvor Pan og den lidende Kristus
hjælper hinanden i Nød for at sidde tilbords hos Gudsmoder.

Forestillingerne om Pan og Messias ses f. eks. også udtrykt i det i Fa V s. 140 citerede brev til Chr. Rimestad, mens et tidligt og måske mere anskueligt udtryk for de samme tanker rummes i fablen Kristus og Djævelen (Kbh. 19.2.1892; senere optr. i MK, jf. Pi II 184 og DV IV 178).

Med sit Livsbegær føler den unge Claussen: at han som en anden lysbringer kan videregive mennesker ny viden, nyt liv; 346 i sin Forsagelse, der i det dulgte og al stilfærdighed korresponderer med den lidende Kristus' almægtige kærlighed, der holder sit Begær rent: at han ofrer sig i en højere sags eller enheds interesse.

At denne dobbeltholdning imidlertid har sine omkostninger, herom vidner den lille historie Don Juan, en ung blond Mand ( 34 ff., først trykt i Kbh. 28.10.1891). Don Juan er blevet forfaren i alle former for kærlighed og kan tænke det i bevægede Billeder, prænte det i sær dirrende Tale. Denne evne skylder han sin Første og Sidste, hende, der er blevet den rytme i hans pulsslag, som han har søgt hos kvinder siden. Hun har saaet Valmuen i mit brogede Hjerte - og han vil nu besaa alle mine Agre med Valmuer (...). Det er Gift, hendes Gift, Giften imod hende. Billedet af denne ene Kvinde har udbrændt alle andre Billeder af mine Organer. Som Svampen gennemvæver og opæder et Træ, har hun fyldt mig, hulet og gydt sin Draabe-Gift i hver Pore af min Tanke (...): Og derfor elsker jeg det forfaldne, mosgroede, længe forglemte, fordi jeg selv er ormstukken af hendes Minde, fordærvet af hendes Sødme, som jeg savner. (...) ingen Dæmon kan befinde sig bedre i sit mørke Rige.

I 1891 kan fordærvet endnu have sin sødme, men som det er bekendt, var drømmen om den eneste efterhånden blevet til en drøm om en drøm, der gradvis havde fortæret al energi og inspiration. Nietzsche har meget rammende karakteriseret processen: Kunstnerne er ikke mennesker af stor lidenskab, hvad de så end måtte bilde sig og os ind. Og det af to grunde: de mangler skam for sig selv (de betragter sig selv mens de lever; de belurer sig selv, de er for nysgerrige) og de mangler også blufærdighed over for de store lidenskaber (dem udbytter de som artister). For det andet misunder deres vampyr, deres talent, dem for det meste en sådan bortøden af kraft, som kaldes lidenskab. - Med et talent er man også sit talents offer: man lever under sit talents vampyri.

Man bliver ikke færdig med sin lidenskab ved at man giver en fremstilling af den: tværtimod, man er færdig med den når 347 man fremstiller den (...) (cit. efter Jørgen Hass: Illusionens filosofi. Studier i Nietzsches firser-manuskripter, 1982, p. 123).

Fordærvet, lureriet, udbytteriet og forbruget af de lidenskaber, der normalt investeres i hverdagslivets sammenhænge, er tilbagevendende motiver i disse år. I indledningens Mallarmécitat tales der om at fortære indtryk fra sanseverdenen, men altså også om, at denne tilintetgørelsesproces er kunstnerisk befriende. Claussen taler selv om sit Tab af Naivitet (1892- 1893), og som et mere ærligt menneske, end Nietzsche-citatet postulerer på kunstnerens vegne, var han også godt på vej til at opgive sit skriveri, da han ikke kunne forbinde drømmen om virkeligheden med virkeligheden selv (jf. s. 355). Mødet med og forelskelsen i Karen Topsøe satte imidlertid endnu engang de gamle kræfter i bevægelse, men i trods mod processen og p. g. a. et afvist frieri begav Claussen sig i januar 1894 til Italien - som Silvio i Valfart drevet af trangen til ikke at anerkende nogen nødvendighed, uden at denne samtidig skulle kunne tåle bevidsthedens lys og anerkendelse. Et hidtil utrykt digt fra Rom 5.5.94 kan passende på sin egen underfundige måde forklare dette nærmere; det hedder Raad til en Kvinde fra det syttende Aarhundrede:

Græs og Grønsvær, hvor vi træder,
alle ømme Ønsker tændt,
Kærlighed i hvide Klæder
mod et luftblaat Firmament.

Svimlende ved Himlens Porte
vil et altfor jordisk Krav
strække os tilintetgjorte
paa vor unge Elskovs Grav.

Kvinde blues! - ej at skues
taaler Livets skønne Gud.
348 Ung og vældig - som tilfældig -
hævder skæmtvis han sit Bud

og velsigner vore Fjed,
naar vor Afmagt, mens vi længes,
ganske skjules, gennemtrænges
af en ung Forelskethed.

(s. 34)

Mindre underfundig er den optegnelse, som ligger til grund for digtet, som forklarer den beskrevne balancegang, der tilgodeser både højt og lavt - og som er nødvendig, hvis både de jordiske og de himmelske magter skal tilfredsstilles: ... Mands og Kvindes Hengivelse er en altfor tarvelig Ting til at være. Afslutningen paa Kærlighedsproblemet - det højeste af Kærlighed, ja den er i sig selv en saa lav og forvreden Glæde, at det kunde tænkes som Helligbrøde vilde man forstyrre sin Kærligheds udelt simple Klædebon dermed. Kærligheden er en Forklarelse, to Sjæles Mættethed af den samme, kunstneriske (?) Idealisering, en unaturlig Tilstand. - -

Og dog er Hengivelsen uundværlig for det højeste i Kærlighed. Den er det højeste, d. v. s. stundum, naar den indtræffer tilfældig, og naar den er gennemtrængt, næsten skjult af de tos Forelskethed (Nks 1340, 8°, VII, 33).

På dette tidspunkt i sin dannelsesrejse var Claussen nu nok så hårdt trængt, men altså utilbøjelig til at anerkende nogle love eller nogen nødvendighed, før den kunne kaldes skøn - og hvad han mener dermed, og hvilke fortvivlede Beslutninger og stundum dybsindige Meninger, der udsprang heraf, ja - det kan man som nævnt læse om i hans klogeste bog Valfart. Foreløbig må han i et brev til Karen Topsøe (19.1.1894) med Forbavselse se på sit nuværende, i Deres Omgang fordærvede (Antikstil: forædlede) "Jeg" og i et senere fra Siena 1.4.1894 overfor hende, der er en saa stærk Fornægter af Kærligheden (i dens grovere Form? eller finere? eller i begge?), måtte nøjes med at tale om blot at kende Vunderne og deres Vellyst (breve på Det kgl. Bibliotek, 1983).

349

Hvad det fordærvede jeg, der i nietzscheansk forstand sætter sig ud over lovene, hvis de gør ham ringere, videre oplevede, kan kun kort skitseres her. Brevet til Johs. Jørgensen, citeret DJ III 208 f., strejfer det: Vilde vi mon hellere leve i den adækvate Legemlighed end at vove det højeste, det frygteligste? (...) Jeg vil i denne Forbindelse understrege, at jeg ikke gjorde mig til Fornægter af Sansernes Betydning ... langt fra! De var Varmeledninger eller Straalekastere i Aandsdiktaturet. (...) Heller ikke [livets love] vilde jeg respektere ubeset - hvis de gjorde mig ringere - saa hellere gaa i Fordærvelse. Og ud af dette vil du stemple mig som Fordærvelsens Elsker. Der sluttes saaledes forbindelse mellem krop og ånd: ydre og indre glider sammen - uden at nogen naturlove krænkes eller fortrænges. Dette sker i Valfart for Silvio ved mødet med Clara (jf. tidstavlen og oplysninger Pi II 180) - og han siger herom med adresse til sin katolske ven, der er gået i kloster: jeg, der tror paa en Slags aandelig Verdensorden, hvor det naturlige, dagligdags Tilfælde indeholder langt større Vidundere: Sjæle knyttes til Sjæle, Traade, der synes sammenfiltrede, delte, redes pludselig og viser sig som et eneste Stykke - jeg protesterede mod min Ven som mod en Voldsmand. (...) Ogsaa jeg troede mere, end jeg kunde tro paa, og det gik i Opfyldelse (Va 201 f.; min understregning).

Det tabte paradis er genvundet: jordisk krav har på den snildeste og skønneste måde vist sig at kunne forenes med den lidenskab for ordet og tegnet, som hidtil har været den dominerende tilbøjelighed hos den håbefulde brobygger - og det i kraft af den Eva, som oprindelig satte det hele over Styr (se - Det tabte Paradis - s. 206).

Af mange grunde - først og fremmest p. g. a. sin tids sociale og erotiske normer - måtte Claussen krybe til korset, adlyde sine forældres krav om hjemrejse og altså forlade Clara Robinsson (efternavnet usikkert p. g. a. svært tydelig skrift). Afkaldet, bruddet eller svigtet sender sine signaler ned gennem det efterfølgende forfatterskab. Med føje kan man hævde, at her har Claussen gjort sin vilje størst - og samtidig tilsyneladende 350 svigtet dybest. At viljen og troen var stor, viser både udgangen af bogen samt følgende uafsendte, udaterede brev til Johs. Jørgensen (Acc. 1981/143 B2 (1)):
Johs. p. p. esquire
Jeg har opfordret dig til at gøre det paa Vers, men siden al den Slethed er strømmet ind gennem din Sjæls Sluser, har Guderne naturligvis nægtet dig Versets Gave. Livets dyndraadne Alvor - ja vær saa god behold det kun. Den kunstløse og sandfærdige Beskuelse af de menneskelige Drifter og Nødvendigheder - uden Poesiens Fortoninger og blaa Slør - vær saa god, behold det kun alt sammen. Men én Ting maa du da vide: at dit eget realistiske Kød med dets Drifter, reducerede og klassificerede efter det gamle Testamente, til syvende og sidst heller kun er et forgængeligt Slør. Og hvad indeholder da mest Sandhed: den Skønhed, som jeg saa længe har attraaet og drømt, at jeg nu ser den med vidtaabne Øjne, eller den Hæslighed, som du kun behøver at aabne Hænderne for at gribe?
Ved at undertrykke min Ulystfølelse, optage den mere og mere i min Lyst som et forfriskende Urelement, har jeg naaet, at det glædelige skønne ogsaa for mig blev det varige sande. Ved at undertrykke din Lystfølelse eller ved i den altid at genkende Bebuderen af naturnødvendig Ulyst har du naaet til kun at finde Sandheden i det fattige, enkelte, hæslige. For dig blev Livets Brød altid til Stene - - - Ja vær saa god; maaske din Skæbne er mere almengyldig end min. Maaske du ogsaa har Ret i, at det er min ydre, sorgfri Existens, som har gjort det muligt for mig at være det, jeg er. Men hvad har det at sige? Det var ogsaa paa Grund af bedre Livsomstændigheder, at Menneskene blev Mennesker - selv om Dyrets naturbundne Tilstand oprindelig havde mest Almengyldighed.
Foretræk Kunstløsheden, hvis du vil. Men det er tomt, usandt, uredeligt, naar den, som gaar og begræder sin egen Nøgenhed, offenlig forarges over den, som bærer Klæder. 351 Skriv Vers, Johs! Jeg har heldigvis en bedre Tro om dig end du selv.

Hilsen fra et Menneske
Sophus

Brevet, der må være fra juli 1894, er citeret i sin fulde udstrækning, da det peger på flere afgørende forhold. For det første viser det tydeligt vekselvirkningen mellem et privat lidenskabsrum og et dermed forbundet offentligt tegnunivers. For det andet belyser det en afstandtagen til den naturalistiske doktrin kun at se dyret i mennesket, for det tredie, at Claussen tilsyneladende her har nået, hvad han altid har stræbt efter: at det glædelige skønne ogsaa for [ham] blev det varige sande.

Med denne tillid drog Claussen da hjem oktober 1894, genoptog forbindelsen med Karen Topsøe, nu styrket i sin overbevisning om, at drømmen kunne huses i jordisk klædebon. Men han skulle blive klogere; trods al vilje og gode forsæt: bl. a. udgivelsen af en række bøger på kort tid, forenet med et flittigt og ambitiøst redaktionsarbejde på Lolland-Falsters Folketidende, ægteskab med sin tidligere forlovede fra Horsens (1896) og familiedannelse, stod han ved indgangen til det ny århundrede som en mand ribbet for al den glæde ved og fortrøstning til tilværelsen, som de foregående sider dog har vidnet om. Tilstanden har han karakteriseret i følgende linier fra 1902:

Det hændte ved Aarhundredets Slutning ...... Brydning,
at Livet med ét blev berøvet enhver alvorlig Betydning,

at Livet for ...... og den, der skulde begynde,
stod plukket for hele sin Højtid og afklædt sin skjuleste Ynde.

Og den, som har mistet al Glæde ved Tingenes Orden, han finder
den ikke i .... Bøger og ikke i Vin eller Kvinder.

(s. 225)