II. I Dødens Rige. 1901-1917
✂ Tabet har - ikke uventet - med Sophus Claussens digteriske praksis at gøre. Hverdag, vaner, alder og tidens pres - det være sig af økonomisk eller ideologisk art - lægger efterhånden en uigennemtrængelig hinde hen over selv de mest lysende oplevelser og erfaringer - men når Claussen i 1902 dels går i bogstaveligt og åndeligt eksil ved at rejse tilbage til Italien og samtidig håber, at han kan skrive Tilværelsen sammen igen (jf. Pi II 141), har man en vemodig-klar fornemmelse af, at han nu er for sent ude.
✂ I Foraarstaler nævner han selv, at en ny eksperimenterende og profan Tone brød ind i mit Paradis, det var Livet, der ikke vilde forliges med mine æoliske Harper og gav dæmoniske Toner fra sig. Det var Poesien, der forlangte at blive til Virkelighed, ikke blot i et enkelt, men i alle Forhold. Igen opfattes den personlige skæbne som symbolsk, desillusionen og splittelsen slår mægtigt ud i sindet og udvides til at omfatte også tiden: og Verden blev gal, som den skal tilsidst. Den indviede poesi afløses af en profan, måske har Claussen haft William Blakes Songs of Innocence og Songs of Experience i tankerne - under alle omstændigheder: eksperimenterne samles i Claussens mest énstrengede og yderliggående bog Djævlerier, hvor himlen er afløst af helvede; helvede bliver til, når livet bliver ondt. Og her kan Claussen også møde bekræftelse hos Baudelaire, hvis "Helvedblomster" indeholder samme elementer af ydre Forvitring og indre Opløsning, Nag, Bekymringer, mod hvilke man væbner sig med Glæder og Rus (...). Ørnereden er en Øglerede (Lø 145 og 150).
✂ Det er nu almindeligt at tage Claussen på ordet, når han hævder: Havde jeg ikke al min Tid maattet kæmpe en Kamp med det mest fordjævlede Publikum, vilde jeg til Danmarks Pris være bleven et Rør, hvori Toner fødes næsten af sig selv ... Man vilde saaledes fra min Forfatterhaand aldrig have set et bind "Djævlerier" (...) (NkS 2732, 2°, I) - og kampen mod det fordjævlede publikum skal da heller ikke underkendes, jf.
353✂ blot efterskrifternes kongerække af eksempler på uforstand. Og det købedygtige, driftige borgerskab havde heller ikke brug for en poet af Claussens støbning. Dog forekommer det rigtigere, når Claussen i et andet og tidligere citat fastslår, at Ulykken er ikke at søge udenfor Mennesket. Ulykken findes i Mennesket selv (...) altfor sent indser den frysende Oprører, at det er imod sig selv, han bør rette sin anarkistiske Dolk. Og smst.: Jeg ved det efterhaanden saa godt: i alle mine Ulykker har jeg selv været Skyld og er det endnu den Dag i Dag (jf. DV IV 155 og 163).
✂ Det kan altså være rimeligt at søge årsagen til denne skyldfølelse, og det er nærliggende at søge den i bevidstheden med dens lidenskab for ordet, som denne og de andre efterskrifter har forsøgt at påvise som den dybeste retningsgiver i Claussens skæbne. I et notat fra 6.2.1907 har Claussen nogle betragtninger over le sens mental, som endnu hos de fleste kun er svagt udviklet. Jeg taler til dens Ære. Jeg som skal værge mig mod Sansernes Pøbel (...) med den sjette Sans (NkS 1340, 8°, X, 54). Foreningen af højt og lavt hos en Clara er på nuværende tidspunkt et syn, hvis skær er gledet ned bag horisonten, og i stedet for en sjette sans stiger nu de dæmoner frem, som afkald og hæmninger ikke mere kan trænge tilbage. Det går her, som det gik den splittede Erik Kølby, hvor det om Fru Kruses kusiner hedder: Og Gruppen svulmede op i hans Fantasi med et Skær som af Helvedes Flammer og andetsteds: Andres Fred overlod hun (: Margrete) derimod til, hvad Djævlene vilde indgive én (UB 2 147 og 249).
✂ Dette er den ene type djævlerier, som indfinder sig i det hus, som det hovmodige digterjeg har holdt fejet og prydet. Den frygtede dobbelthed, som poesien og den skønne illusion tidligere havde kunnet lægge sit fine, blå slør over, viser nu sit grinende ansigt. Djævlerier kan opfattes som en sidste exorcisme, inden spilfægteriet opgives.
✂ Den anden type djævlerier repræsenteres af de statelige kvinder Afrodite, Dronningen af Saba, slangetæmmersken Miss Wanda og
354✂
hun den vellystig-brune,
som jeg forskød i et Lune
hun knejser saa stolt - hendes yppige Haar
som et Net af Slanger om Lænderne slaar
(DV IV 184; jf. faksimilegengivelsen s. 327)
✂ Der er her tale om den Clara-skikkelse, om hvem det i Valfart hed: Uden Frygt for Slanger strækker jeg mig efter Frokost ved Fru Claras Side (...) Jeg, som i min første Ungdom havde en syg Frygt for Slanger, og, naar jeg havde forladt min unge, yndige Veninde, hver Nat drømte, at min Seng var omspændt af Hugorme (jf. UB 2 297). Denne kvindetype er bærer af en ukorrumperet form for seksualitet, som Claussen nu kan forherlige - men som han ikke kan træde i et egentligt forhold til - og derfor netop må flygte for:
✂
Jeg kyssed hende længe uden Anger ...
men maatte flygte over Hals og Hoved
- for ej at blive bidt af hendes Slanger.
(DV IV 73)
✂ Det kom der ud af Højsangen - og tilbage blev en beskæmmet Salomon, der efter udgivelsen af dette regnskab for en længere årrække forholdt sig tavs - sammen med sin bitre Eftertanke. "Sprængtheden" er en truende realitet, og det er begribeligt og gribende, når den person, der ellers aldrig har skiltet med natsiden af sit talent, på dette tidspunkt taler om virkelig Nedslaaethed (jf. DV IV 154 og f. eks. visse af de utrykte digte). Nu hedder det om kærlighedsmødet og forholdet mellem menneske og natur:
✂
Vi kom i den susende kolde Nat
en Mand og en Kvinde til dette Krat,
hvor tavse Træer, forsamlet til Møde
omkring en Dam - os spotted til døde
355
Vor Grublen og Uro var dem imod,
der kun havde Tanke for at slaa Rod.
Veninden fortalte med sorgfulde Fagter
vi kæmper stundum mod evige Magter
✂
Ja Vindene jog os, og Træerne slog os
en sælsom Stilhed tilsidst betog os
(...)
(Udk. til Træerne, Fa V 134 f.)