Claussen, Sophus Uddrag fra Antonius i Paris (Danske Klassikere)

↩ .... Noget, der var skønnere, større, stærkere, end jeg kendte til, noget, der svimlende højnede og uddybede alt, hvad jeg havde af Begreb, var brust mig forbi. Hun, der ikke gjorde Øjne som alle Pariserinder, smukke og grimme, hun havde virkelig Øjne; og med et Smil, som kom indefra, forstod hun at smile, naar der i min lange, unyttige Tale tændtes en Gnist - smile punkt elf. Hun var af dem, som vilde have tilgivet Kong Midas hans Kærlighed til Fløjtespil og hans Æselsøren, naar de efter visse hemmelige Skønhedslove, som kun Kvinder forstaar, klædte ham.