↩ Antonius tænkte: saaledes behandler Mændene Digternes Hustruer. Og imens stod han og tirrede Ladislas' Ulvehund for at faa den til at gø. Det var en stor, glubsk Køter, der nær havde spist Antonius, den første Dag han viste sig i Huset Den havde i den Anledning maattet smage Ladislas' Pisk og var bleven klogere; men Antonius hadede Rovdyret, der havde lagt sig inden for Døren, saa en Gentleman ikke kunde slippe forbi paa anstændig Vis. Han blev staaende med Haanden paa Laasen og rørte af og til med sin Skosnude det snærrende Dyr. Scenen i Naboværelset var nu naaet til Forsoningens Taarer. Og Antonius tænkte paa, at han en Gang i Florens havde haft en Vært, den flinkeste Fyr paa tresindstyve Aar, som altid sang om Morgenen, naar han kom med Kaffebakken i højre Haand og med venstre Haand dybt nede i Buxelommen. Antonius havde egenlig aldrig tvivlet om, at den Toscaner i et Anfald af Letsindighed kunde have tømt hans Lommer for deres Værdier og hans Legem for dets Sjæl, hvis de havde truffet hinanden som ubekendte under fristende Omstændigheder. Men der var ikke en ond Blodsdraabe i ham. Tvært imod, han ligefrem havde elsket Antonius; og hans Godmorgen lille, gode Herre eller Godmorgen kære Herskab lød som en glad, lille Spurvs Hilsen til Solen .. . Ladislas, tænkte Antonius, levede, som et bevidst, højere udviklet Menneske, midt i sin Ondskab som i et rummeligt Hotel med alle nutidssvarende Indretninger. Dyderne med deres Navne indridsede i Porcellæn var de elektriske Ringeapparater i dette Hus. Og fandtes der en lille Dyd, som kom i indre Ulave, saa sagde den til sig selv: Hvad frygter du for? du fører Cæsar! - som enhver Dyd til enhver Tid har sagt sig selv under Trykket af en stor Romers, en Bonapartes Finger.