Claussen, Sophus Uddrag fra Antonius i Paris (Danske Klassikere)

Oppe paa det velkendte Tagkammer fandt jeg min Ven, Tegneren og Poeten, omgivet af sin unge Søster, sin halvvoxne Broder, sin Veninde og en lille, provinsiel Kusine, der lige var kommen til Paris. Broderen spillede Violin, Søsteren sang med en Iver som en borgerlig Debutantinde nogle Operettemelodier, og til sidst fik Veninden og Poeten Bogen med de gamle, franske Folkeviser trukket frem.