Claussen, Sophus Antonius i Paris

✂

I. Indledning

✂ Antonius i Paris er en rejseroman - sammensat af mere eller mindre selvoplevede rejseskildringer, litterære reportager, digte og fiktive fortællinger. Men den er også en gennemkomponeret symbolistisk udviklingsroman - fastholdt omkring et bestemt tema. Den udsiger ikke hvad symbolisme er, men demonstrerer det i sin praksis. Det gor bogen vanskelig at læse, fordi Sophus Claussen hele tiden opererer på to planer: et realt og et overfort. Tolkningen af dette dobbeltspil bliver da efterskriftens væsentligste ærinde. Den rent faktuelle - og i ovrigt overraskende omfattende - viden, som læseren bibringes om det litterære liv i Paris i begyndelsen af 1890'erne, er henvist til afsnittet: Tidsbilledet, og til de ovrige noter.

✂ Valfart er ligeledes en symbolistisk rejse- og udviklingsroman. Og kronologisk og tematisk ligger den i direkte forlængelse af Pariserromanen. Sophus Claussen onskede dem da også udgivet samlet. Kommentaren dertil adskiller sig imidlertid af naturlige grunde fra Antonius i Paris'. Her lægges ikke vægt på også at give læseren et indblik i Italiens natur, kultur, byliv osv. Som det hedder i Foraarstaler: Ogsaa jeg har gjort en Pilgrimsrejse til Italien, Petrarcas og Dantes, den ideale Kærligheds Rige (s. 10-11).

✂ Hvor Antonius' optegnelser desillusioneret slutter således: Læs dem og bliv bedrøvet over spildte Haab, unyttig Elskov! - der genrejses håbet i Valfart: dens motiv bliver virkelig den ideale kærligheds væsen.

✂

II. Temaet

✂ 15.4.1893 offentliggjorde Sophus Claussen i det lille, men ansete Parisertidsskrift L'Art et la Vie en nouvelle danoise: Don Juan 1. Der er tale om fortællingen Don Juan, en ung blond Mand, som oprindelig blev trykt 28.10.1891 i dagbladet København med titlen Valmue og Lærk, og 294 senere optaget i Løvetandsfnug. Den samler i et brændpunkt tematikken i de to rejsebøger.

✂ Hvorfor har Claussen flet oversat netop den fortælling? Den er dog så egenartet-dansk i sin beskrivelse af hovedpersonens stævnemøde omgivet af frugtbare hvedemarker og skyggefulde lærketræer. Don Juan kaldes oven i købet Erik - heltens navn i Unge Bander, som Claussen netop er ved at skrive færdig, og som fremfor noget skildrer livet i de danske provinser.

✂ Forklaringen kunne være denne: Claussen vil med sin historie give sit syn på Don Juan-typens psykologi - et forsøg, der vel må siges at kunne påkalde bredere interesse. Når Erik - le Don Juan-type - møder pige på pige, er det fordi han i de andre må møde den første og i bogstaveligste forstand eneste ene. Hun hævner sig på hans svigt ved at have sået valmuen i hans hjerte, og dens gift har gennemvævet og opædt ham; billedet af hende har udbrændt alle andre billeder af hans organer. Han er nu ormstukken af hendes Minde, fordærvet af hendes Sødme, som (han) savner - men hun har også gjort ham til en seer og en fortæller: han véd nu, hvorledes det vilde være at elske den og den Kvinde. (Han) kan tænke det i bevægede Billeder, prænte det i sær dirrende Tale. Derved bliver han en forfører - en gennemskuer og manipulator, men som en narkoman er han også afhængig af sin Gift: han må hele tiden søge bekræftelse på sin potens og sit talent; han kan ikke frigøre sig. Men: ingen Dæmon kan befinde sig bedre i sit mørke Rige.... Og denne eksklusive trods og kunstnerforherligelse kunne nok møde sit publikum i symbolisternes og dekadenternes Paris. Passager af fortællingen har helt klart Baudelaire'ske træk. Det er denne dæmon, der belurer et kærlighedsforhold, som Ottin har beskrevet i sin store skulpturgruppe i Luxembourghaven - og som Claussen lader afbilde forrest i Antonius i Paris.

✂ Forelskede i Paris drages gennem parken ind under de mørke og skyggefulde træer, der omgiver det stille vandbassin - tiltrukket af det marmorlysende unge par i grotten, der ligger tankeløst blotte/ (...) brudt af Søvn og forelsket Vold (s. 57) - uden tanke for bronzekyklopen.

✂ På samme måde kan man i Don Juan hæfte sig ved det lette og yndefulde landskab, der kan minde om et impressionistisk maleri af Claude Monet eller Berthe Morisot: gyldne hvedemarker ispraengt røde valmuer; sommerklædte unge piger, der muntert iler ned over bakken til stævnemødet.

295

✂ Sådan kan øjet focusere på alt det hos Claussen, som vender sin smilende og livsvenlige overflade mod læseren. Og det er også den side, som fastholder læseren. Billedet får imidlertid først sin foruroligende dybde, når øjet også fanger den mørke dæmon, der som fortættet kraft overvåger det lyse kærlighedsspil, suger kraft af det - for i sidste instans at bryde ødelæggende ind i det.

✂ Det er disse kræfter, der gennemstrømmer Antonius i Paris og Valfart - begge bøger, der tager udgangspunkt i den første, voldsomme forelskelse for så at følge de spor, disse følelser kan bryde op. Det er en gammel historie - ældre selvfølgelig end Claussens egen. Jeg vil nu begynde med hans.

✂

III. Antonius i Paris

✂

IV. Valfart

✂

V. Slutning

✂ Tidligere talte man om jeg'ets dannelse; i dag - med et udtryk hentet fra dybdepsykologien - om individuation. Silvios rejse ned og op gennem sit indre viser da også slående lighedspunkter med andre rejsende, der som mål har at forbinde seksualitetens både udadrettede og indadvendte kraft.

✂ Trofast overfor den fylde og glans, der stod omkring Céliméne, vender han sig først væk fra yderverdenen. Claussen taler på egne vegne om en offer-situation og omtaler sig som et Skib helt omspændt af Luer, hvad der gør ham hellig som den, der ofres til evige Magter (Taarnet, juni 1894, s. 127; jf. her s. 311 og n.t.s. 218).

✂ Han identificerer sig med den mørke Dæmon, der lidenskabeligt retter sine øjne mod det jeg, der ikke vil anerkende nogen nødvendighed, før den forvandler sig og åbenbarer sig så skøn, som den er forudanet. Ved bestandig at overgaa Lovene skabes de nye Typer skriver Claussen med en Nietzsche-allusion i sin notesbog - og i et sent brev til Johs. Jørgensen apropos denne tid (2.9.1926): Vilde vi mon hellere leve i den adækvate Legemlighed end at vove det højeste, det frygteligste. Men samtidig også: Jeg vil i den Forbindelse understrege, at jeg ikke gjorde mig til Fornægter af Sansernes Betydning... langtfra! De var Varmeledninger eller Straalekastere i Aandsdiktaturet. (...) Heller ikke (livets love) vilde jeg respektere ubeset - hvis de gjorde mig ringere - saa hellere gaa i Fordærvelse.

✂ Undertiden hæmmes menneskers seksualdrift ufrivilligt med mulige neuroser til følge. Det er der ikke tale om her. Et Fordærv og et Helvede er tilstanden ligefuldt, men Silvio kan i mødet med toscanerinden - og efter den halsbrækkende cykeltur - alligevel udbryde, at Hjulene i hans indre er intakte. Helheden har han stadig for øje, drømmene og forventningerne lever videre på trods.

✂ I denne brændende cølibat-tilstand bliver Silvio klogere og klogere: Jeg troede at forstaa Kristus. Jeg forstod ogsaa Paven. Selv det hellige Paradox er en Stormstige, der fører de ihærdige til en høj, klar Himmel (s. 281). Og hans forfatter, Claussen selv, fylder notesbog på notesbog med digte og optegnelser - ved siden af al den øvrige skabende virksomhed.

✂ Men jo mere der tænkes, skrives og kredses om kærlighed, desto mere svækkes paradoksalt nok evnen til konkret hengivelse. Det såkaldt højeste i kærlighedsmødet kan hos Claussen enten 323 ironisk-humoristisk kulminere - i søvn! (jf s. 308), eller han kan mere og mere alvorligt tale om døden - og i den forbindelse fylde Pietå-motivet med et indhold, hvor kvinden eller moderskikkelsen nok er fyldt med en forståelig Vrede, men også og kærkomment en vrede, der opløser sig i rolig Omhu (s. 223).

✂ Dette mørke punkt i historien oplyser Claussen i en direkte optegnelse fra maj 1894 (notesbog 33): Mands og Kvindes Hengivelse er en altfor tarvelig Ting til at være Afslutningen paa Kærlighedsproblemet - det højeste af Kærlighed, ja den er i sig selv en saa lav og forvreden Glæde, at det kunde tænkes som Helligbrøde vilde man forstyrre sin Kærligheds udelt simple Klædebon dermed. Kærligheden er en Forklarelse, to Sjæles Mættet hed af den samme, kunstneriske (?) Idealisering, en unaturlig Tilstand. - -

✂ Og dog er Hengivelsen uundværlig for det højeste i Kærlighed. Den er det højeste, d.v.s. stundum, naar den indtræffer tilfældig, og naar den er gennemtrængt, næsten skjult af de tos Forelskethed16.

✂ I denne driftens indre opadstigen ofrer jeg'et altså en del af det seksuelle begær - til selvet for at opnå større indsigt og frihed. Målet er at vække den indre modsatkønnethed, som Jes Bertelsen vist rigtigt udtrykker det17. Denne modsatkønnethed (mandens anima) eksponeres af den - i dette tilfælde - kvinde, manden er forelsket i. Den fascination, hun udøver, bliver da et billede på de latente kræfter og muligheder, der ligger indlejret i hans underbevidsthed Det betyder imidlertid ikke, at de to ikke mødes. De møder blot hinanden på et andet plan - et åndeligt, hvor de sammen - måske - bryder igennem til en generel mystisk oplevelse af alts enhed - hvad der ikke udelukker hengivenhed og ømhed på det nære plan.

✂ Bjergbestigningsberetningerne i Valfart illustrerer disse tærskel- og offersituationer, som Clara vel at mærke uden Vrede følger og forunderligt nok er fortrolig med Således kaster hun med foragt den frivole hotelejerenkes roser ud i havet: hun og Silvio modtager ikke tilbuddet om adspredelse på de billigste Betingelser (s. 279). Ja, Clara finder ganske vist ikke døden, men Silvio ved sin side efter sin drøm (klæd dig i Rosenrødt) - men hun er dog som nævnt parat til at vandre lige ind i Døden - hvad de da gør - solophedede og skønhedsforfulgte. Havet - lidenskabernes element - følger dem stadig, men også solen, hvis strålekraft stadig intensiveres. Solen som urbillede på en højere bevidsthed, der gennemlyser den mørke seksualdrift.

✂ I dette sære kærlighedsmøde - som ikke opnår varighed og 324 borgerlig synlighed - forbindes en indadvendt og selvbevidst længsel med længslen efter kropslig hengivelse. Clara følger Silvio - og med Varmeledninger til sanselighed og natur hæver de sig gradvis op over det, som tidligere blev kaldt den ydre nødvendighed - og frigør sig vel fra den. Jeg'et (kursiveret s. 271) - forstået som den del af personligheden, som er blændet eller forvirret af illusoriske interesser - skal ikke følge med; til gengæld oplever Silvio en harmoni på et højere plan; han føler sig som en nyfødt, som sig selv - og med denne tro på en balance i tilværelsen bliver hans - og Claussens - ord om en aandelig Verdensorden (s. 280), en Slags sublim Mathematik (jf s. 339) pludselig forståelige. Fra natten er han kommet ud i lyset og kan på baggrund af denne transcendens prise den heroiske Tid - og træde ind i det ny århundrede med forventninger - som nok har realitet, som han selv prøvede at realisere, men som knapt er blevet realiseret endnu.

✂

VI. Modtagelsen

✂ Allerede omkring årsskiftet 1894-1895 havde Claussen fået samlet sine Naive Breve til en bog - og sendte dem i januar til P.G. Philipsens Forlag. Afslaget foreligger i brev af 31.1.1895: forlæggeren synes ikke, at de har det blivende Værd, som vilde ubetinget berettige dem til Bogudgivelse (FL:GJ 30).

✂ Samme holdning indtog forlæggeren Ernst Bojesen (i brev af 25.3.1895) - ikke fordi han ikke syntes, at der var talent i rejsebrevene - men fordi den lille Kres som har Interesse af saadanneJournalist-Artikler, alt har læst disse i Politiken (FL:GJ 35).

✂ Jacob Hegel hos Gyldendal havde også sine betænkeligheder - men skiftede mening i løbet af efteråret 1895 - og Claussen havde da straks sine planer mht. illustrationer og udstyr. Tegningerne af Verlame og Cazals vedlægges i brev af 8.10.1895, og samtidig meddeler han, at han har skrevet til Paris efter et Fotografi af Christophes Le Masque (...) Hun er ogsaa Muse (...). Desuden vil han gerne forsyne bogen med den dedikation til Herman Bang, som nævnes her s. 342 (FL:GJ 44). Dedikationen blev ændret, og i stedet for Masken indsattes Medicifontænen som frontispice, men digterens ønske skulle nu være imødekommet: se s. 302.

✂ Antonius i Paris udkom da 1.2.1896 - og allerede senere på foråret 325 har Claussen indsendt forslag om udgivelse af de italienske rejseindtryk - og faet en positiv tilbagemelding. Titlen skulle være Stormstiger, hvad Peter Nansen, der nu var blevet ansat som litterær leder på forlaget, fandt uheldigt - ellers skulle Claussen blot kile pi

✂ Det gjorde han - og kunne 17.6.1896 sende de første tre fjerdedele af bogen; 2. Bog ville følge. Den sendtes under titlen »Digterværk« 16.7.1896. I samme brev gør han sig overvejelser, om Valfarten til Mont'Allegro eventuelt skulle skydes hen bag Kapitlet om »En lykkelig Brobygger«, for at lade de rigtige Romanlæsere opleve alle Spændingens Nydelser, men det ville Peter Nansen ikke tage stilling til - og det blev ved, hvad det var. Kun ønskede han titlen ændret til Valfart og kom med forslag til et omslagsbillede, som væsentligt ville afvige fra det, det blev til (FL:GJ 51). Bogen udkom da 30.10.1896. Claussen har altså måttet give køb: det afgørende var at fa noget trykt! Han havde ellers store planer:
O. januar 1895 havde han henvendt sig til Gyldendal med et omarbejdet manuskript til Kitty og skrev i den forbindelse ca. to måneder senere videre herom - men gjorde samtidig opmærksom på, at hans Roman fra Paris endnu ikke var færdiggjort. Det må dreje sig om Fortællingen om Rosen, som Claussen arbejdede på i Italien - og Jacob Hegel har åbenbart været mere interesseret i den end i de Naive Breve, hvis udgivelse også var på tale. I et senere brev (udat, men sandsynligvis fra september 1895; FL:Gf 41) hedder det: Idet jeg sender min Bog om Paris (dvs. AP), vil jeg bemærke, at Titlen »Æventyrenes Bog« kun skulde staa med temmelig smaa Typer øverst paa Omslaget som et Slags Fællestitel for en Serie Rejseoplevelser. Efter »de naive Breve« har jeg en næsten færdig Roman fra Paris, men handlende om Danske. Dernæst vilde jeg skrive en lille Bog om Italien. Og det Stof, jeg har til disse Bøger, er saa rigt, tror jeg, paa Hændelser og Sensation, at det ganske berettiger denne Fællestitel.

✂ En trilogi: Æventyrenes Bog - det var planen. Det opklæbede manus til AP viser da også grafisk tydeligt, at titlen er overordnet »de naive Breve«, og brevene kaldes som nævnt også Æventyr (se s. 307) - ligesom jeg'et i Va (s. 280) f.eks. i en oprømt stund kan erklære hele Verden for et Vidunder, en Æventyrbog. I forbindelse med betragtninger over sin tro på en skjult Verdensorden kan Claussen da i en privat og dermed også tilladelig-ubeskeden stund hævde: Jeg har før lagt saa megen Vægt paa Enkeltheder - Nu skal selve Planen røbe min Visdom (notesbog 35; 1895). Og blev planen ikke til noget i denne omgang, så fastholdt 326 Claussen den dog livet igennem. I det ny århundrede havde han i mange år bedt Gyldendal om at få i hvert fald de to første rejsebøger samlet i ét, »pragtfuldt illustreret« bind - og så sent som i 1926 arbejder han sammen med svigersønnen Guy-Charles Cros på at fa dem oversat samlet (FL II 250-251).

✂ Tilbage til 1895:
Saa høje var ambitionerne altså; faldet blev desto dybere. Et skærende lys slår en i øjnene, når man fra dette private rum kommer ud i dagslyset og ser, hvordan delene af denne stort tænkte plan blev modtaget. Claussens animositet overfor det aandelige Børstenbinderlaug var ikke ubegrundet.

✂ Rigt på hændelser og sensation? Det er ikke just det indtryk anmelderne har faet af de to bøger. Der foreligger 23 anmeldelser af den første, 28 af den anden - og kan man sammenfattende sige, at praktisk talt ingen er decideret negative, så kan man lige så rigtigt hævde, at ingen roser manden for det, som var hans egentlige ærinde. Derfor kan dette sørgmuntre kapitel da også gores ganske kort af.

✂ Forst Antonius i Paris - og provinspressen. Man er gennemgående enige om, at bogen er interessant, frimodig, frisk og fornøjelig. Det hele er så flygtigt og uprætentiøst - og visse anmeldere kan da også savne sammenhæng, fast livsanskuelse - og klarhed Især de to sidste fortællinger forekommer tågede og sære.

✂ Det er mere eller mindre impressionistisk litteraturkritik. Fortælleteknikken forbigås: Antonius gøres rask væk identisk med Claussen. Kompositionen negligeres, forholdet til de to tidligere prosaboger ligeledes og - mere fatalt - selve temaet kærlighed : kunst unddrages enhver analyse.

✂ Meget bedre står det ikke til med hovedstadspressen. Den jævnaldrende C.E. Jensen, der senere skulle udgive Vore Dages Digtere (1898), skrev den længste, grundigste og mest uforbeholdent rosende anmeldelse i Social-Demokraten. Med gode sammenligninger til Baudelaire og Verlaine søger han at bestemme Claussens æstetik med dens symbolistiske Dekorationer - og afgrænse den i forhold til den galliske. Han fornemmer bevægelsen i bogen - og finder, at det er med Sophus Claussen som med Antonius: han tillader ikke sig selv, at Livet nogensinde berører ham uden at give Tone (5.2.1896).

✂ Edvard Brandes tilslutter sig rosen: hvem paaskønner ikke en uforknyt Pen og et muntert Temperament? Med afsæt i denne konstatering - 327 og i det faktum, at Antonius er Claussen selv - rettes der nu et voldsomt slag mod anden Pariserkorrespondance - og skønt Claussen korrekses for at stave franske navne forkert og misforstå visse franske udtryk, så optræder han intetsteds med den berømte Korrespondentoverlegenhed. Han er paalidelig og meddeler ægte Begejstring over fransk Skønhed og Aandsmagt.

✂ E.B. indsætter dernæst bogen i rejseromantraditionen: Baggesen, Goldschmidt og Heine - hvad der er ment som en ros. Og skont Antonius og Ladislas synes uforstaaelig, i hvert Fald liggende udenfor en jævn Anmelderforstand, så sluttes der med den anbefaling, at bogen besidder en egen ungdommelig Ynde, som vil vinde gode Læseres Hjærte (Politiken 8.2.1896).

✂ Det er holdningen i al almindelighed. Ankerne går på tendenser mod uklarhed, kunstlethed og i værste forstand uforståelighed Det gælder selv hans bekendt Carl Behrens i Adresse Avisen (22.2.1896): (...) en fornøjelig Bog, et friskt og lyst Talents elskværdige Causerier om et Ophold i Frankrigs Hovedstad - og selv vennen fra Paris Herman Bang er påfaldende hastig og overfladisk i Aftenbladet (23.2.1896). Han bruger over halvdelen af anmeldelsen til at påvise, at Claussen er Digter - og Antonius i Paris bestemmes da i resten af opsatsen som en Fortælling om Stemninger vakte af Paris i en dansk Digters Sind. Stemning bliver da nøgleordet - karakteristisk nok for impressionisten Bang - men selve bogen står fuldstændig konturløs tilbage. Den kaldes en Sejr - og læseren spørger: hvorfor?

✂ Lad det være herved: billedet ændrer sig dog ikke. Einar Christiansen kan passende fa de sidste ord, da de er så fa og karakteristiske: Sophus Claussen (er) en letfodet Springfyr, der i »Antonius i Paris« aabenbarer sig som en Journalist af Rang (...) Flere af Artiklerne ere vist ogsaa Optryk fra et Dagblad, og i et saadant høre de hjemme; til Forevigelse i solidt Udstyr ere de en Kende for flygtige (Illustreret Tidende 5.7.1896).

✂ »En letfodet Springfyr«. Carl Ewald skriver således apropos Valfart: Er Helge Rode den unge Mand i vor yngste Litteratur, saa er Sophus Claussen den glade Gris. En glad Gris er da ubekymret om Tilværelsens mere højtidelige Sider - og somme Tider lidt for glad for sig selv. F.eks. når han skriver prosadigte - men hvorfor spare paa Papiret, naar han har nok af det? For at runde sine perfidier af råder C.Ew. ham til at blive ved med at dyrke sin lette, vittige Brudstykke-Stil (...) Men han skal se at blive lidt mindre vigtig (Tiden 4.11.1896).

328

✂ Eksemplet er grelt - men indeholder dog elementer, som går igen i andre anmeldelser af Valfart.

✂ For det første slås Silvio i hartkorn med Claussen (og Antonius). For det andet er der tale om en let, mere eller mindre yndefuld, mere eller mindre pikant kærlighedshistorie, fortalt mere eller mindre formløst (især prosaversene må holde for) - og for det tredje støder man på flere synonymer for springfyren eller den glade gris. Vort Land taler om en litterær Letpaataa (9.11.1896), Jyllands-Posten hævder, at man - da der ingen Intrige eller Handling er i bogen - kan begynde hvorsomhelst. Alligevel er der en saa smittende Livsglæde, et saa frodigt Humør, en saa frisk Slaaen-bag-op, at man med eller mod sin Villie maa rives med. (22.11.1896).

✂ Så meget om forfatterfysiognomiet, andre er mindre grove - men det er karakteristisk, at Claussen/Silvio hele tiden fremhæves som æstet, livsnyder og flanør.

✂ Og det har anmelderne det så svært med - hvad de jo selv er skyld i! På den ene side stikker misundelsen sit ansigt frem, på den anden side ses moralistens.
I kronologisk orden ser det således ud:
Dannebrog (5.11.1896; Otto Borchsenius?) taler om en lystig Vise til Ære for Elskov, Vin, Sol og Sommer, om en bog fuld af ung Livsglæde, Erotik og Lyrik - og ynker forfatteren, at denne må vende tilbage til »nordiske Storme« og »stridere Vejr« (...). Men han kan trøste sig. Efter en Bog som »Valfart«faar man Rejsestipendium i Danmark. Det fik han nu aldrig.

✂ Edvard Brandes (Politiken 11.11.1896) føjer bogen ind i rejseromanens tradition (Baggesen, Heine) - for det gode - men klandrer igen forfatteren: Undertiden er Hr. Claussens Smag ikke aldeles paalidelig Og: Handling findes ikke, hverken Begyndelse eller Afslutning (...). Men som Bogen er, besidder den en egen Channe ved sin Ungdom, Ovenud-hed og lidt selvglade Springskhed.

✂ Nyborg Avis (17.11.1896) fremhæver, at Kjærlighed mellem Mand og Kvinde ikke er den eneste mægtige (...) Lidenskab, der behersker Sindene. Claussen er for meget æstetiker - men som sådan fin!

✂ Berlingske Tidende (18.11.1896) finder, at Valfart alt i alt er en fornøjelig, livsfrisk og i Ordets bedste Forstand ungdommelig Bog. Igen lægges vægten på det erotisk-æstetiske: Silvio er en fri og ubunden Fugl, der nyder Livet, som det byder sig, og ikke forsmaar smaa erotiske Forhold, i hvilke der329ingensinde er Tale om den store overvældende Lidenskab; men saaformaar heller ingen Sorg eller Kummer at slaa ham ned (...).

✂ Om en sådan uforstand har man lyst til at bruge Slagelse-Postens ord: Sligt usammenhængende Pennekrads har i Grunden Intetsomhelst med Litteratur at skaffe - men det er nu møntet på bogen - og dens evig forsorne Slaaen til Skaglerne (20.11.1896).

✂ Sæbeboblers Farvespil hedder det i Nationaltidende (23.11.1896). Skum og Bobler i Svendborg Amtstidende (25.11.1896). Herman Bang bruger ordet Stemning til at bestemme Valfarts egenart - samme udtryk som han benyttede om Antonius i Paris: Hvis den samme Stemning, skiftende i tusinde Nuancer og dog fastholdt ved Digterens Villie (...) hvis et Digtersyn, saa rigt, at det ser det mangfoldige, og saa stærkt, at det samler det mangfoldige til et Helt - hvis alt dette mægler at skabe en »Bog«, da er sandelig »Valfart« just den rigtige Bog og en Digters Værk. Halvdelen af anmeldelsen munder ud i denne bestemmelse; den anden halvdel giver eksempler på disse stemninger. Og overalt mærkes Digterens Sundhed. Ung og stærk digter han om Italiens Sol og Italiens Kvinder (Aftenbladet 6.12.1896).

✂ Carl Behrens har nu overvundet sit vægelsind: I Modsætning til flere ærede Samtidige eier han Sundhed og Livsglæde, Humør og Gemyt (...) en glad og frisk, dansk Ungersvend. Claussen er ikke noget Hængehoved (...) et Exempel til Efterfølgelse (Adresse-Avisen 11.12.1896).

✂ Lad os slutte denne orkenvandring med parnassets overste hovede, den unge generations tidligere fortaler, redaktør af Tilskueren, Valdemar Vedels svært tvetydige ord (januar 1877):
Først sammenligner han Valfart med Sternes og Heines rejsebøger, men med Løssluppenheden og Vilkaarligheden sat endnu ikke faa Grader op (...). Læseren begynder med at irriteres over en Prosa, der meningsløst er brækket over i brudte, verslignende Linier, over mange fordringsfulde Flovser og over hele denne nonchalante Spillen Halløj med Borgermusikken, al denne uvorne Byden Godtfolk ethvert Flyveindtryk, hvert flygtigt Lune, hver løbsk Ideforbindelse (...) det er kun de allerrigeste, der tør byde til den Slags Fester.

✂ Alligevel afvæbnes Vedel af Humøret, som er intet fladt Tivolihumør, af livsforventningen og de åbne sanser. Bogen har både Tone og Farve; man gribes af Sorgløsheden (...), det er den søde Daarskabs, den fagre Letsindigheds Vin, han vil skænke for os. Ja, undertiden er forfatteren ligefrem aandfuld (betragtningerne over de to socialistførere), måske ovenikøbet en beregnende Sprogets Kunstner, der sindrig udarbejder al sin Umiddelbarhed og Nonchalance.

330

✂ Det er ikke sært, at Claussen aldrig kom til rette med denne så mægtige, men også vilkårlige og ofte stærkt moraliserende smagsdommer. Vedel styrede jo enevældigt gennem en menneskealder dette tidens fornemste litterære organ. Claussens vrede svarbrev på anmeldelsen ses FL I 298-299.

✂ Sådan var meningerne - og således låstes et bestemt billede fast.

✂ Og vennernes billede var ikke meget anderledes. Johs. Jørgensen takker noget forbeholdent for Antonius i Paris og bittert for Valfart (1.11.1896), som dels forekommer ham i altfor stor Ugenerthed (at ligne) Dagbøger i raa Tilstand, dels desorienterer og skuffer ham mht. historien om bryderen Lenau; han finder den skjulte analogi falsk og uværdig og underskriver sig nu med fuldt navn. Tidligere var det Din Johs.

✂ Vennerne er ved at skilles. Viggo Stuckenberg (5.11.96) havde ikke ventet at fa bogen tilsendt - og havde selv ikke sendt Claussen Valravn: min Produktion er jo saa forskellig fra Din som Minus fra Plus. Ingeborg skriver dog et varmt og smukt brev (19.11.1896), vennen, maleren Albert Gottschalk ligeledes (24.11.1896) - ligesom J.F. Willumsen (26.1.1897).

✂ Men Ernst Frandsen har ret (I 196): nok er der mange smukke udtalelser - især fra den litterære inderkreds; det er dog kun én side af manden, der belyses. Miseren skyldes, mener han, at lyrikken endnu ikke var blevet udgivet (hvad der i parentes bemærket er urigtigt, se blot modtagelseshistorien i SC:SL) - og fremhæver rigtigt, at hverken Anmeldere eller Korrespondenter gaar ind paa Digtene i Antonius og Valfart.

✂ Hertil kan så tilføjes, at Ernst Frandsen ikke går ind på prosasymbolerne og kun benytter bøgerne som baggrund for lyrikken. Værkerne som helhed fik lov at gå i glemmebogen.

✂ Antonius i Paris blev først genoptrykt i 1965 og anmeldt indforstået af Torben Brostrøm (Information 30.9.1965) som spejl for indre eventyr. Ganske som hos Johs. V.Jensen, der hurtigt antog genren og skrev Intermezzo og Skovene. Senere gjorde Tom Kristensen denne kunststykket efter med En kavaler i Spanien. Længe før havde Baggesen foretaget sin labyrintiske kortlægning af sit indre landskab.

✂ Bogen handler om måder at opleve på (...), hemmeligt debatterer og gennemprøver (den) forskellige slags tilnærmelser til livet, hvad Torben Brostrøm da giver gode eksempler på. Her begynder den mere og mere dybtgående interesse for forfatterskabet, som Ernst Frandsen 331 indledte i 1950, som Aage Henriksen videreførte i 1965 - og som i 1970'erne og 80'erne afstedkom de arbejder, der ses i Litteraturlisten.

✂

VII. Teksten

333

✂

VIII. Noter til Efterskrift

1.

✂ L'Art et la Vie. Revue jeune, 1893, bd 2 (jan.-aug.), s. 183-186.

2.

✂ FL I 146.

3.

✂ Efterskrift til UB, Danske Klassikere (1986).

4.

✂ SC:SL III 60.

5.

✂ I udkast har bogen titlen Ideernes Teater eller »Ideernes Diktatur«, Ft 118.

6.

✂ FR 7.

7.

✂ Jf. n.ts. 98 om Eugéne Aizelins bronzestatue med henvisninger.

8.

✂ Jf. Breve fra Clara/litteraturlistcn.

9.

✂ I Viggo Stuckenberg-Sophus Claussen. En Brevvexling (1963) v. Johs. Brøndum-Nielsen, jf. Den forgyldte Sophus Claussen s. 189/litteraturlisten.

10.

✂ SC:SL IV 38 og IX 347 og 355.

11.

✂ Udtrykkene alluderer til anden Claussenforskning, jf Afstand og nærvær/ litteraturlisten.

12.

✂ FL I 181.

13.

✂ Jf. Piranesi 3, 1985/litteraturlisten.

14.

✂ Se prosadigtet Claras Drømme, gengivet her s. 289 og det utrykte kapitel s. 287f.

15.

✂ Om årene 1894-1900: se Afstand og nærvær, s. 88-89 og s. 92-94. 16. SC:SL IX 348.

17.

✂ Jes Bertelsen: Individuation (1975) s. 93.

18.

✂ Jes Bertelsen: Dybdepsykologi I (1978) s. 61.

✂

IX. Litteraturliste

✂

Tidsbilledet

✂ I løbet af det 19. århundredes sidste halvdel ændredes det vestlige verdensbillede radikalt. De nye naturvidenskabelige indsigter, der modsagde den kristne gudsopfattelse, var en af årsagerne; en anden var industrialiseringen med den materielle vækst og de ændringer i samfunds- og arbejdslivet, den medførte. Den gamle enhedskultur opløstes, og kunsten, der før stod i Guds og samfundets tjeneste, fik i en gudsforladt, materialistisk verden nye opgaver. Kunsten vendte sig nu mod samfundet, og den hjemløse længsel efter mening måtte finde nye kunstneriske svar.

✂ Det var i Frankrig, den ny tids kunst især ytrede sig. Den moderne franske naturalistiske roman tog naturvidenskabens biologiske menneskebillede til sig. Anderledes med lyrikken og dele af billedkunsten, der ville tilbagekalde en åndelig dimension i mennesket, man fandt var fordrevet. Men man måtte da skabe et nyt kunstnerisk sprog for den moderne, pinefulde oplevelse af en længsel, der afvistes af tomheden. Den skærende dissonans måtte indføres i kunstens formverden, hvor før harmonien rådede. Og formsproget udvikledes, raffineredes, nuanceredes til det yderste. Det blev et mål i sig selv; kunsten blev den ene sfære, man havde tilbage, som kunne give oplevelse af sammenhæng og vidnesbyrd om ånd.

✂ Baudelaire (n.t.s. 53) blev foregangsmand for det ny i lyrikken. Han lancerede i 1859 begrebet modernitet for at give plads for en ny kunstnererfaring: oplevelsen af de menneskelige forfald i civilisationens skygge, men også af en ny sort skønhed. Baudelaire blev forudsætningen for en bølge af lyrik, der i 1870'erne og 80'erne fortsatte med Rimbaud, Verlaine og Mallarmé. Retningen kaldtes en tid den dekadente digtning, der - med en tendens til dandyisme - optoges af menneskets dobbeltnatur og af forfaldets skønhed og melankoli (langueur). Dekadenterne tilegnede sig ritualer med affinitet til både katolicisme og satandyrkelse. - Siden skilte symbolismen sig ud herfra. Jean Moréas (n.t.s. 109) indførte navnet i et manifest, bragt i Le Figaro 18.9.1886, og skrev 1889 afhandlingen Les Prémières armes du Symbolisme. Han brød 338 siden med linjen fra 1886 og stiftede sin Romanske Skole 1891 (n.t.s. 83).

✂ I modsætning til naturalisterne afstod symbolisterne fra virkelighedsefterligning. De opfattede den ydre virkelighed som symbol på de folelser, stemninger og ideer, den vækker i sindet. Man søgte forbindelse til menneskets ubevidste og til en skjult sammenhæng i verden ved et suggestivt sprog, der udnyttede den sproglige associationskraft, billeder, klange og rytmer.

✂ Med symbolismen fulgte en religiøs søgen, der var i modsætning til både positivismen og den konventionelle kirkelighed En interesse hos 90'ernes unge franske for Islam (og øvrige orientalske religioner) kan hænge sammen med den islamiske kulturs tolerance over for andre religioner og med islamisk opfattelse af Gud (Allah) som personificering af en mere upersonlig, universel guddommelighed end den, den kristne fadergud udtrykker. Desuden kan man have været tiltrukket af sufismen, en poetisk-mystisk retning inden for Islam, der søger den ekstatiske oplevelse af at være ét med det guddommelige. - Andre, feks. kredsen omkring malergruppen Les Nabis (»Profeterne«), hvortil den danske maler Mogens Ballin (1871-1914) var knyttet, søgte nye religiøse erfaringer i teosofiens bestræbelser på en intuitiv oplevelse af det guddommelige. Ballin påvirkede Johs. Jørgensen til at konvertere (n.ts. 76), hvad der førte til et opgør mellem Johs. Jørgensen og Sophus Claussen.

✂ En anden malerskole, L'Ordre de la Rose+Croix (»Rosenkors-ordenen«), hvis medstifter Saint Pol-Roux var en ven af Claussen, dyrkede mytiske motiver og en stiliserende malemåde, ligesom i musikog teaterverdenen Wagner- og Ibsen-interessen (n.t.s. 66 og 67) afspejler en længsel mod en fælles, tidløs myteverden.

✂ Et udtryk for det religiøse savn i tiden er også interessen for alkymi og okkultisme. August Strindberg (1849-1912) - på det tidspunkt en energisk gudsfornægter - opsøgte således i 1894 alkymistiske og okkultistiske miljøer i Paris. Han overbevistes om det overnaturliges magt og forsøgte at give naturvidenskabelige forklaringer herpå - et udtryk for hans modsigelsesfyldte religiøse længsel.

✂ Fascinationen af anarkismen kan ses som endnu en ytring af tidens søgen mod det grænsebrydende, absolutte. Anarkismen er en politisk-social teori, der betragter frihed og individuel udfoldelse som forudsætning for menneskets heldige sociale udvikling. Den 339 tiistræber ophævelse af statsmagten og indførelsen af det pengelose samfund. Fra 1869 agiterede anarkisterne for »handlingens propaganda« og opfordrede til opsigtsvækkende voldshandlinger med henblik på at vække masserne til opror og skræmme samfundet - Mange stater vedtog efterhånden særlove mod anarkistiske forbrydelser, Frankrig og Italien således i 1894.

✂ Symbolismen introduceredes i Danmark af Johs. Jørgensen. Under fællestitlen En ny Digtning I-IV offentliggjorde han i Tilskueren majokt. 1893 fire artikler: om Edgar Allan Poe, Paul Verlaine, Stéphane Mallarmé og J.K. Huysmans. En påtænkt artikel om Villiers de l'Isle-Adam, Barbey d'Aurevilly og De Yngre / De Unge fremkom aldrig, jf. brev fra Johs. Jørgensen til Sophus Claussen 6.2. og 14.7. 1893. M.h.t. den nærmere introduktion af den moderne fr. digtning i Danmark, se noteapparatet.

✂ Tidsskriftet Taarnet (1893-1894) blev organ for disse strømninger; i anden række Tilskueren, der også behandlede aktuelle samfundsspørgsmål. Egentlige programartikler og manifester fattes, men det er almindeligt at henvise til Johs. Jørgensens polemiske indlæg Symbolisme (Taarnet, dec. 1893, s. 51-56), hvor han i bred forstand hævder, at den sande kunstner nødvendigvis er symbolist, da denne føler sin Sjæls Sammenhæng med Naturens Sjæl (...). Virkeligheden bliver for ham kun en højere Verdens Symbol. Symbolistisk kunst bliver saaledes et Billedsprog, som i jordiske Hieroglyfer vil udsige det Evige - og for Johs. Jørgensen blot et stadium på vejen mod en konfessionel tro.

✂ Anderledes med Sophus Claussen, der nok er den eneste af de danske 90'er-lyrikere, der med sin kunstopfattelse og sit intense sprogarbejde tilnærmelsesvis kan kaldes symbolist i fransk forstand.

✂ I et interview fra april 1894 (optrykt i Taarnet, juni 1894, s. 125-128) hævder han, at for ham var Poesien selv en Religion - og han er vendt tilbage til den ældgamle Opfattelse, at en Digter helst skal være beaandet, en Forkynder af Tingenes dunkle og forunderlige Sammenhæng. Digteren gætter bagved de Ting, han ser, en usynlig Verdensorden, en Slags sublim Mathematik, som det da bliver hans mål at dechifrere - gennem sin kunst.

✂ De to citater ligner hinanden - og er alligevel forskellige. Tilværelsen skiller sig ad for Johs. Jørgensen, og han prøver at fortrænge sine drifter. Claussen stræber efter at forbinde modsætningerne 340 nem Ordet, der skaber de korrespondancer mellem højt og dybt, mellem bevidst og ubevidst, som det er ham så magtpåliggende at etablere.

✂ I denne tillid til det skabende ord og til kunstneren som det menneske, der alene evner at skabe analogier og sammenhænge i et ellers kaotisk virkelighedsunivers, er Claussen symbolist. Men hvis holdningen også implicerer, at kunstværket er det eneste sted, hvor enhed kan opleves, er han det ikke.

✂ Han arbejder også i en anden tradition: saa gammel som Dante eller Petrarca eller ældre endnu - og med det udsagn er vi ude af tidsbilledet - og har antydet det mere omfattende perspektiv, som Claussen ønsker sine romaner set i.

341

✂

✂ De fr. bog- og tidsskrifttitlers stavemåder er i overensstemmelse med hhv. Catalogue général des livres imprimés de la Bibliothèque nationale (1897-1981) og Catalogue collectif des périodiques du début du XVII'ème siède à 1939. Udg. af Bibliothèque nationale (1967-1981).

✂ M.h.t. digtene i AP og Va henvises til SC:SL I-IX, hvor der oplyses nærmere om manuskriptforhold, varianter, litteraturbehandlinger m.m. M.h.t. forkortelser, der vedrører litteraturhenvisninger, se litteraturliste s. 333 ff.

✂ Der refereres m. nr. til SC's notesbøger, som findes på Det kgl. Bibliotek (NkS 1340,8°, I-XVIII, nr. 1-109).

✂ Taarnet. Udg. af Johs. Jørgensen 1893-1894, citeres efter Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs fotografiske optryk med efterskrift og registre ved F.J. Billeskov Jansen og Fl. Hovmann (1982).

✂ I øvrigt er K. Baedeker: Paris (1888) (BaP) og Ober-Italien (1889) (BaO) benyttet.

✂ For også i noterne at undgå uskønsom perfektionisme er en række krydshenvisninger noterne imellem udeladt.

✂ Tak til Lonni Bolo, Paris, for en række oplysninger vedr. fr. forhold, til dr.phil. Per Aage Brandt, Aarhus Universitet, for oversættelsen af de tre fr. digte, og til dr.phil. Thomas Riis for verifikation af de historiske oplysninger.

✂

Antonius i Paris

5

✂ Titlen: Antonius er SC's hyppigst anvendte pseudonym som journalist, dækkende en lang række artikler ml. afrejsen til Paris okt. 1892 til opholdet smst. 1.3.1904. Om Sankt A.: se n.t.s. 126. Baudelaire, Verlaine og Gustave Flaubert (1821-1880) bruger f.eks. St.A.-temaet - I notesbog 21 ses udkastet St. Antonius'Fristelser. I til digtet Antonius Gynt. II. Vision i Naturbørn. - Frontispice: Medici-fontænen i Luxembourghaven m. A.L.M. Ottins skulpturgruppe fra 1866 af Acis og Galathea overvåget af kyklopen Polyfem (se evt. SC:SL IX: 2, 274 f.). Se s. 57 og 106.

9

✂ Dedikationen: lød opr. således: Herman Bang,/den danske Digter og franske Sceneinstruktør,/tilegnes (...) (FL:GJ 45). Om HB som iscenesætter: se n.t.s. 66.

342

11

✂ bede(d): holde hvil under rejse. - Hortikultur: havekultur.

13

✂ som Jeppe: i Holbergs komedie Jeppe paa Bierget (1723) II, 1. - Peter in der Fremde: digt af Aug. Gottlob Eberhard (1769-1845), bragt i Beckers Taschenbuch zum geselligen Vergnügen für 1811 s. 90, omformning af et digt m. samme titel af Johann Konrad v. Grübel (1736-1809) (Sämmtliche Werke (1857) bd. 2 s. 70). - Hotel garni: hus el. pensionat m. udlejning af møblerede værelser. - Empire: fr. stilart fra Napoleon I's tid m. forbillede i den rom. kejsertid.

14

✂ Alexander den Store: makedonsk konge (356-323 f.Kr.). Den gr. historieskriver Plutarch (46-ca. 120) fortæller i sin Alexanderbiografi, kap. 8, at A. foruden sin dolk altid havde Iliaden under sin hovedpude. - Jeumont: nordfr. grænsestation mod Belgien på jernbanelinjen Paris-Köln. - Heine, Heinrich (1797-1856): ty. digter; rejste 1831 til Paris pga. Julirevolutionen og forblev der til sin dod. Der refereres til digtet Zwei Ritter i Romancero (1851). - Folies-Bergère: beromt varietéteater på Montmartre, grundlagt 1869.

15

✂ Brasseri: ølstue, mindre restaurant.

16

✂ Jomfruen af Orleans, Jeanne d'Arc (1412-1431): fr. helgen og nationalhelt. Se også n.t.s. 36.

17

✂ fin du siècle: fr. slutning af århundredet. Siden 1886 betegnelsen for de sidste (dekadente) årtier af 1800-tallet. At være f.d.s. betod i 1890'erne at være med på moden, med på det sidste nye. - Krigsnavnet Marguerite Faust: Margarete er Fausts elskede i Goethes tragedie Faust I-II (1808-1832). - Krigsnavn, fr. nom de guerre: påtaget navn; dæknavn.

18

✂ Musset, Alfred de (1810-1857): fr. forfatter. Der refereres til digtet Le Lever (1829) fra Premieres poésies (1829-1835). - isabellafarvede: gullighvide.

19

✂ Carmen: opera (1875) af Georges Bizet (1838-1875). Der henvises til I,10 og måske III,25.

20

✂ Passy: villakvarter i det vestlige Paris ml. Seinen og Boulogneskoven, Bois de Boulogne: park i NV-Paris. Tidl. dyrehave, hvis ostlige del i 1850'erne indrettedes af Napoleon III som park.

21

✂ moderne Billeder: f.eks. Edouard Manet: Frokost i det grønne (1863). - det Bellmannske Motiv (...): f.eks. Fredmans epistel nr. 82: Vila vid denna källa!/ Vår lilla frukost viframställa: (...) af den svenske digter og komponist Carl Michael Bellman (1740-1795). - Grisette: arbejderske i modeindustrien, »sypige«, med en såkaldt fri moral. - Dryade(r): i gr. mytologi træ- eller skovnymfe.

22

✂ Dette er Paris: jf Holberg: Ulysses von Ithacia (1731) II, l, hvor Troja (se n.t.s. 282) præsenteres på en lignende måde. - Sou(s): ældre fr. kobbermont, 5 centimes.

23

✂ Théâtre Français: egl. la Comédie Française, den nationale talescene, hvis oprindelse går tilbage til komedieforfatteren og teatermanden Molière (1622-1673). Især forbeholdt det ældre klassiske repertoire. Beliggende v. den sydlige ende af Avenue de l'Opéra. - Reichenberg, A.C.S. 343 (1853-1924): fr. skuespillerinde; virkede i en menneskealder v. den fr. nationalscene. - Sports-Dandyer: dandy: eng. levemand, laps.

25

✂ Libanons Taarn: I Det gamle Testamente et udtryk for kvindelig skønhed, se f.eks. Højsangen 4,4 og 7,4.

26

✂ Subjonctif: konjunktiv; verbalform, der udtrykker noget muligt, tænkeligt, uvirkeligt el. ønskeligt. - Conditionel: konditionalis; verbalform, der udtrykker det betingede; betingemåde. - St. Cloud: vestlig forstad til Paris. - Odéon: scene oprettet 1782, opr. tilknyttet la Comédie Française; nu selvstændigt teater. Beliggende v. Palais du Luxembourg. - Grandezza: ital. fornem fremtræden.

27

✂ den store Opera: ved den nordlige ende af Avenue de l'Opéra. Indviet 1875. - billet de correspondance, egl. bulletin de c.: omstigningsbillet.

28

✂ Damen paa tredive Aar (...): citatet ses ikke i romanen Le Femme de trente ans (1834) af Honoré de Balzac (1799-1850). Kvinden i denne livsalder er stof for flere af B.s romaner. Georg Brandes skriver herom i Emigrantlitteraturen og Den romantiske Skole i Frankrig (Samlede Skrifter (1899-1910) IV 88-89 og VI 156-157).

29

✂ Champs-Elysées: Avenue des Ch.-El., se n.t.s. 37.

30

✂ Obelisken: obelisk fra templet i Luxor, ca. 13 f.Kr., m. indskrift om Ramses II; i Paris siden 1831. - Théophile Gautier (1811-1872): fr. forfatter og kunstkritiker. If digtene L'Obélisque de Paris og L'Obélisque de Luxor i Émaux et camées (1852) drømmer obelisken om sin broder, hhv. i L. og i P. - Heinrich Heine: if digtet Ein Fichtenbaum steht einsarn i Buch der Lieder (1827), afdelingen Lyrisches Intermezzo nr. 35.

31

✂ Le roi Midas: fr. »Kong Midas«, enakter af Ernest d'Hervilly (1839-1911). M. var en frygisk sagnkonge, der som dommer i en musikalsk væddekamp ml. Apollon og Pan gav denne prisen. Til gengæld lod Apollon ham få æselører. - Un mariage d'hier: fr. »Et bryllup fra fordums dage«, komedie i 4 akter af Victor Jannet, der i årene 1877-1904 skrev flere teaterstykker, bl.a. til Odéon.

32

✂ douleur: fr. smerte, sorg.

33

✂ Nopces & Festins: fr. »Bryllup (ældre form for noces) og festmiddage«. Udtrykket refererer til Paul Verlaines digt Nos repas sont charmants..., Odes en son honneur nr. XIII, udg. maj 1893 og første gang trykt i La Plume 1.1.1893 under titlen Nopces et Festins (se Paul Verlaine: Oeuvres poétiques complètes. Udg. af Y.-G. Le Dantec og Jacques Borel. Bibliothèque de la Pléiade (1962) s. 776 og 1282). Titlen viser tilbage til Victor Hugo: Noces et Festins i Les Chants du crépuscule (1835). - Fryne: er f.eks. et øgenavn til den berømte gr. hetære Mnesarete, der var model til mindst én af Praxiteles' Afrodite-statuer. Navnet blev også brugt om en forførende og letsindig kvinde. Phryné er titlen på en komisk opera af Auge de Lassus med musik af Camille de Saint-Saëns (1835-1922), uropf på Opéra Cornique i Paris 1893. Skyggespillet Phryné (1891) af Maurice Donnay (1859-1943) hørte til kunstnerkabareten Le Chat Noir's (l881-1897) repertoire.

344

36

✂ Klods af en Kronprins: Charles VII (1403, konge 1422-1461) foregav at lede det af England besatte Frankrig, da en lille fr. hær, anført af bondepigen Jeanne d'Arc, 1429 besejrede de eng. belejringsstyrker o. den midtfr. by Orléans. Jeanne d'Arc førte dernæst hæren til Reims, i hvis domkirke kongen blev kronet. Hun blev fanget af englænderne og brændt 1431. - den hellige Geneviève (ca. 420-502): Paris' skytshelgen, fordi hun med sine bønner afværgede hunnernes angreb på byen 451. - Ludvig den Fjortende, Louis XIV (1638-1715): fr. konge fra 1643. Han personificerede kongedømmet af Guds nåde og søgte gennem sin aktive udenrigs- og kolonipolitik at kaste glans over enevælden. Det samme formål tjente hans vældige byggerivirksomhed; bl.a. opførtes slottet i Versailles, hvor L. førte et strålende hofliv, der gav ham navnet Solkongen. - Napoleon I (l769-1821): fr. kejser 1804-1814 og 1815. Sin tids mest fremtrædende feltherre, hvad der i beg. af 1800-tallet gav sig udtryk i fr. kontrol over Vesteuropa. - fire Revolutioner: 1789, Julirevolutionen 1830, Februarrevolutionen 1848 og Pariserkommunen 1871. - Luxemburghaven, Jardin du Luxembourg: parkanlæg m. palæ på venstre Seinebred, bygget 1612 for dronning Maria af Medici, Henrik IV's enke. I 19. årh. dannedes der i palæet et galleri af nutidskunst, 1885 opførtes for galleriet en egen bygning i haven (Musée du L.). På de to terrasser ved det store bassin midt i parken ses 20 marmorstatuer af berømte fr. kvinder.

37

✂ Tuilerihaven, Jardin des Tuileries: parkanlæg på højre Seinebred, anlagt på Louis XIV's tid af havearkitekten Le Notre (1613-17), der også skabte Versailles' store slotspark. - de to Triumfbuer: fra Place du Carrousel ved Louvre ser man gennem den lille triumfbue, rejst 1806 til minde om Napoleon I's sejre i 1805, ned gn. Jardin des Tuileries, over Place de la Concorde, videre langs Avenue des Champs-Élysées op til den store triumfbue på Place de l'Étoile, nu Place Charles de Gaulle, 1808-1810 rejst til minde om de fr. hære. - Gambetta-Monumentet, Léon Gambetta (1838-1882): fr. republikansk statsmand. Bagved den lille triumfbue, hvor nu den nye glaspyramide ligger, rejstes 1888 et monument, som nu kun kan ses i 1/90 reduktion på Musée d'Orsay, over den betydelige statsmand. Indskriften Hvem der (...) ses ikke i gengivelsen fra kataloget Hommage à Léon Gambetta, Musée du Luxembourg 18. nov. 1982 - 9.janv. 1983. - gauloiserie: fr. drøj skæmt, grovkornet vid. - Christophe, Erneste (1827-1892): fr. billedhugger. Hans navn er især knyttet til marmorstatuen Masken, La Comédie humaine ou Le Masque (1876, opr. i Tuilerihaven, nu Musée d'Orsay). Gengivet her s. 302. - Wessel, Johan Herman (1742-1785): da.-no. forfatter. Mest kendt er hans komiske syngespil Kierlighed uden Strømper (1772).

38

✂ Savoie: Savojen, fra 1860 under fr. herredomme. Departementet grænser op til Schweiz og Italien.

39

✂ Ingenue(n): naiv, uskyldig ung pige; især om teaterroller som sådan.

40

✂ Simplicitas: lat. enfold, naivitet.

345

41

✂ Af et naivt Brev: trykt i Politiken 21.11.1892. - L'Intmnsigeant: »Den Uforsonlige«; kontroversiel, republikansk morgenavis, grundlagt 1880 og ledet til 1907 af den radikale journalist og politiker Henri Rochefort (1830-1913), se n.t.s. 64.

42

✂ Henry W Skæg: hageskæg. Henri IV (1553-1610): fr. konge fra 1589. - sonore: klangfulde. - Frants den Første (1494-1547): fr. konge fra 1515. Se n.t.s. 84. - les étrennes: fr. (nytårs)gaverne.

43

✂ Fiacre: fr. (lukket) drosche.

46

✂ Azuren: den blå himmel. - fine: fr. cognac. - Styver: ældre da. mønt = 2 skilling.

48

✂ Pariserinde: først trykt i Taamet, juni 1894, s. 89. - Skymulm (...): jf. 2. Mos. 19,18. - Kana'ns Land: Kanaans Land (således i Taarnet), det forjættede land, som israelitterne ikke måtte betræde. Pga. deres ulydighed var de henvist til at vandre i ørkenen i 40 år (4. Mos. 14,20-38).

49

✂ Père-Lachaise: den største og mest berømte kirkegård i Paris, opkaldt efter Louis XIVs skriftefader. - Avenue de la République: løber mellem kirkegården og Place de la R., der har forbindelse med de store boulevarder. - Et la prostitution (...): fr. »Og prostitutionen blusser op (el. stråler) i gaderne«. Efter Baudelaires digt Le Crépuscule du soir, afdelingen Tableaux parisiens i Les Fleurs du mal (Oeuvres complètes. Udg. af Claude Pichois. Bibliothèque de la Pléiade (1975) bd. l, s. 95).

50

✂ Le Jour: »Dagen«; opstod i beg. af 1890'erne. If. BaP udkom der d.å. ca. 1540 aviser og tidsskrifter i Paris, heraf o. 70 politiske dagblade. - Camelot(s): fr. avissælger. - Aristofanes' Athen: den gr. komediedigter A. (ca. 445 - ca. 385 f.Kr.) satiriserede ofte over aktuelle foreteelser ligesom nutidens revyforfattere. - Absinth: grønlig malurtbrændevin. - Voila Le Jour (...): »Her er Le Jour, 4. udg., 5 ctr., Le Jour!«

51

✂ Trouvère(r): middelalderlig digter fra Nordfrankrig; det sydfranske ord er troubadour.

52

✂ Lazzaron(er): vagabond. - Hallerne: handel med fødevarer var samlet i de nu nedrevne Les Halles Centrales nær Place du Châtelet. De berømte bygninger - blandt de første, hvortil kun jern og stål anvendtes - blev skabt af arkitekten V. Baltard 1854-1866. - L'assommoir (1876): 7. del af Emile Zola's 20 bind store romanserie Les Rougon-Macquart (1871-1893). Da. 1882: Faldgruben. Den fr. titel betyder egl. mukkerten og er i bogen navnet på en arbejderbeværtning. Bogen skildrer ægteparret Coupeaus langsomme forfald bl.a. pga. drikkeri. - Soutenør(er): alfons.

53

✂ Politikus: i ældre tid om en person, der var kyndig i og interesserede sig for statssager - ofte i spøgefuld betydning, jf. f.eks. Holbergs Den politiske Kandstøber (1722), I, 2. - Baudelaire, Charles (1821-1867): fr. forfatter. Hans hovedværk Les Fleurs du mal (1857), Syndens Blomster (1921), vakte samtidens forargelse og medførte retssag, men satte dybe spor i eftertidens lyrik. SC søgte allerede fra nov. 1888 at oversætte CB; han fik 6 oversættelser trykt i Tilskueren 1892, s. 79-83, og Sophus Michaélis 5 i Taarnet, dec. 1893, s. 87-91; Johannes Jørgensen skrev et essay om CB i 346Tilskueren 1891 og oversatte dele af hans dagbøger i Taarnet, marts 1894, s. 273-282 (se evt. SC:SL V, 109-114 og VIII 165-168 m. kommentarer). - Her refereres til digtet Morgendæmringen (Le Crépuscule du matin) fra digtsamlingens anden kreds Billeder fra Paris (Tableaux parisiens), i Sigurd Swanes gendigtning nr. CXXVII; 2. udg.., 1963, s. 209. Strofen m. udtrykket Paris (...) den gamle Arbejdsmand omtales i JJ's essay (optr. Udvalgte Værker (1915) bd. 6, s. 18).

54

✂ Natten: i Taarnet, juni 1894, hvor SC først fik trykt en række af de sonetter, der senere optoges i AP og Pilefløjter; dediceret Herman Bang.

57

✂ Alliance: i Taarnet, okt. 1893, s. 44-45 forsynet med en ekstra slutstrofe (se evt. SC:SL IX 120-121). - min skønne Sjæl: Bekenntnisse einer schönen Seele, ty. »En skøn sjæls bekendelser«, er titlen på 6. bog i Goethes roman Wilhelm Meisters Lehrjahre (1796). Udtrykket Schöne Seele menes at stamme fra Rousseaus (1712-1778) roman La Nouvelle Héloïse (1761) og betegner sart modtagelighed og en hældning mod romantisk mysticisme. - Luxembourghaven: se n.t.s. 37.

58

✂ Châblis: tør, hvid bourgognevin.

59

✂ Mallarmé, Stéphane (1842-1898): fr. lyriker, jf n.t.s. 90. - Rædslen for det hvide Papir: der refereres formentlig til flg. linier af Mallarmés digt Brise marine fra Pamasse contemporain (1866; Oeuvres complétes. Udg. af Henri Mondor. Bibliothèque de la Pléiade (1945) s. 38): Intet (...) skal holde det hjerte fast (...) Nætter! ej lampens øde lysning, hvor den daler/Over det blanke ark i sin hvidhed som lammer,/Og ej den unge kvinde med sit barn hun ammer. (...) (De første moderne. Udvalg, redigering og gengivelser: Jørgen Sonne (1983) s. 11).

60

✂ Sporvogne i tre Etager: overdrivelsen fremkommer måske ved en sammenligning m. s. 73, hvor A's Mod hævede sig i tre Etager. Og da traf jeg paa en Sporvogn en ung Dame (...). - Imperialen, l'imperiale: fr. øverste etage i dobbeltdækkerbus. - Tusind og én Nat: eventyrsamling, antagelig af persisk oprindelse.

62

✂ Nopces & Festins: se n.t.s. 33. Først tr. i Taarnet, juni 1894, under titlen Koncerten.

63

✂ De smaa Tidsskrifter, les petites revues, vigtigt forum for periodens unge fr. digtning. - vittig(e): klog, intelligent.

64

✂ Malaquin, Louis el. Ludovic Malquin (1868-1904): fr. forfatter. Han oversatte SC's novelle Don Juan, en ung blond Mand (1891) (jf. Efterskrift s. 293). M. var ven af Lugné-Poe (se n.t.s. 68), som han skrev stykker til. I La Plume (se n.t.s. 72) 1.1.1891 anmelder Jean Jullien (se n.t.s. 70) M.'s og Lugné-Poes problemdrama Liardot et Cie, opført af Les Escholiers, Cercle des Escholiers. Denne gruppe, som Lugné-Poe dannede allerede i sin gymnasietid, havde f.eks. førsteopført Henrik Ibsens Fruen fra Havet (17.12.1892) på Théâtre Moderne, iscenesat af Lugné-Poe sm.m. den da. journalist v. Politiken Jens Pedersen. L.E. opførte jan. 1894 Edvard Brandes' (1847-1931) idédrama Et Besøg (1882) (Une Visite). - hudflættede Greven af Paris: M.'s teaterstykke hedder Anachronisme. G.a.P, Louis-Philippe 347 P. (1838-1894): fr. prins, opfattede sig selv som arving til Frankrigs trone. - Legumen: køkkenurterne, grøntsagerne. - græsser Løven (...): hos Esajas (65,25) ulven. - Henri Rochefort: se n.t.s. 41. HR blev aug. 1889 dømt til fængsel pga. sine radikale politiske anskuelser. Forinden var han flygtet til London, hvorfra han daglig sendte artikler til sit blad. Han kom først tilbage efter amnestien 1895.

65

✂ La Justice og Le Radical: republikanske morgenaviser. - anarkistisk: se Tidsbilledet. - Girondiner: gruppe fr. revolutionspolitikere 1791-93; de fleste var unge idealistiske intellektuelle med en abstrakt kærlighed til friheden. - Ravachol, egtl. François Claudius Koenigstein (1859-1892): fr. anarkist og terrorist med en vis martyrstatus. Han påtog sig skylden for tre attentater i 1892 og betegnede dem som hævn for domme over anarkister. R. anklagedes yderligere for 5 rovmord, hvoraf han tilstod ét. Han henrettedes 11.6.1892. - Eklektikere: Eklekticisme tilstræber at udvælge de værdifuldeste elementer i de forskellige filosofiske eller kunstneriske skoler. I Lagrande encyclopédie (1885-1902) hedder det, at eklekticisme er typisk for dekadente, videnskabsdominerede perioder og i særlig grad for »vor epoke«, altså SC's samtid. - Den Fred, (...): Fil. 4,7. - Herlé (...) Alphandery: begge nævnt i notesbog 29. A. kan være André Alphandéry, der f.eks. har bidrag i L'Art et la Vie 1893 bd. 2. - La Rampe: nævnt f.eks. i La Plume (se n.t.s. 72), som 1.10.1893 anmelder LR's opførelse af den unge debutant Adolphe Thalassos samfundskritiske stykke La Faim, »Sulten«.

66

✂ Henrik Ibsen: fra begyndelsen af 1893 griber interessen for skandinavisk teater hurtigt om sig i Paris. Således sattes i alt 11 stykker af HI, Bjørnstjerne Bjørnson og August Strindberg i scene på parisiske teatre i sæsonen 1893-1894. Herman Bang iscenesatte de 9 af dem. Han var 18.2.1893 ankommet til Paris, og via sin (og HI's) fr. oversætter, grev Maurice Prozor og SC introduceredes han i teatermiljøet pga. sit indgående kendskab til nordisk dramatik og sin interesse for praktisk teaterarbejde. SC anmeldte alle 1893-opførelserne i Politiken. Således stod her 13.2.1893 i forlængelse af sætningen om HI og August Strindberg: August Strindbergs Frøken Julie, som jeg saa iaftes ved Generalprøven, virkede yderst betagende. - SC om Herman Bang i Paris: se JS 129-138 (opr. trykt i Teatret, feb. 1912, s. 77-80). Denne side af SC's virke i Paris er udeladt i AP, jf. den opr. dedikation. En samtidig beskrivelse af den ældre nordiske naturalistgenerations betydning i fr. åndsliv ses i Maurice Bigeon: Les Revoltes Scandinaves (1894). Selv skriver SC: Det er nemlig ikke alene Norge, hvis Litteratur er paa Mode i Paris; i Løbet af en eneste Maaned har jeg i forskellige Tidsskrifter fundet en halv Snes Oversættelser af danske Forfattere. Det er et helt Solskin af Berømmelse, (...). (»En Fallit« paa Théâtre libre. Politiken 14.11.1893). - Mussets (...): se n.t.s. 18. - Stendhal, pseudonym for Henri Beyle (1783-1842): fr. forfatter. Hans roman Le Rouge et le noir (1831), Rødt og Sort (1897), gjorde det største indtryk på SC (se feks. FL I 101 f). - Rémy de Gourmont (1858-1915): fr. forfatter. Johs. Jørgensen påtænkte 348 at skrive en artikel om de Unge, heriblandt R.d.G. (FL l 176). En artikel om maleren Ludvig Find i Taarnet (I, 22-30) indledes med et citat af denne ærkesymbolist.

67

✂ Wagner, Richard (1813-1883): ty. komponist og forfatter. Symbolverdenen i hans operaer og hans ideer om »Gesamtkunstwerk« prægede i hojeste grad symbolisternes kunst og poetik. - Ternes, Porte des Ternes, den nordvestlige indfaldsvej til Paris i det fæstningsanlæg (»Enceinten«), som kong Louis-Philippe lod opføre 1841-1845. Det fulgte omtrent samme linie som Paris' nuværende bygrænse. - Madeleinekirken: påbegyndt af Louis XV 1764, men først indviet 1842. Bygget som et gr. tempel. - Carnaval de Venise: ej identificeret.

68

✂ Hilde Wangel: den yngre, kv. hovedperson i Henrik Ibsens skuespil Bygmester Solness (1892). Det førsteopførtes i Paris 3.4.1894 på Théâtre de L'Oeuvre i Herman Bangs instruktion. - Taffanel, C.P. (1844-1908): fr. musiker og dirigent, bl.a. v. Den store Opera. - Faust: se n.ts. 17. Operaen Faust (uropført 1859) af den fr. komponist Charles Gounod (1818-1893) opførtes på Den store Opera f.eks. 18.12.1892. - Fumister: egl. skorstensfejere; et datidigt udtryk for spasmagere, bluffmagere. - Lugné-Poë, Aurélien (1869-1940): fr. teaterdirektør, skuespiller og publicist. Grundlagde det symbolistiske Théâtre de L'Oeuvre 17.5.1893. Her iscenesatte Herman Bang bl.a. Ibsens Rosmersholm (6.10.1893) og En Folkefjende (10.11.1893), jf. n.ts. 66. Om Fruen fra Havet: se n.ts. 64. L.-P. var gift med den fremragende skuespillerinde Suzanne Després. Karakteristisk føjede han Poe til sit efternavn, i overensstemmelse m. tidens interesse for Edgar Allan Poe's (1809-1849) liv og forfatterskab, jf. Johs. Jørgensens En ny Digtning, omtalt i Tidsbilledet. - Alcanter de Brahms, A. de Brahm, pseud. for Jean-Baptiste Bernhardt: fr. forfatter og journalist Af hans teaterkritik kan bl.a. nævnes Critiques d'Ibsen (1898). - La nouvelle écho: Le Nouvel Echo. Revue littéraire et dramatique: fr. tidsskrift 1892-1894.

69

✂ Quartier Latin: fr. Latinerkvarteret m. rester af de store romerske bade, gamle universitetskvarterer m. skoler, fakulteter, museer, biblioteker og andre videnskabelige institutioner.

70

✂ Jean Jullien (1845-1919): fr. musikskribent og teaterhistoriker. Blandt hans hovedværker kan nævnes Richard Wagner (1886) og Hector Berlioz (1888). Udgav vennen L. Malaquins Oeuvres posthumt (1907). - Salandri, Gaston, pseud.: Saint-Landri, fr. forfatter. Udg. romaner og skuespil i 1880'erne og 1890'erne. - Willette, A.L. (1857-1926): fr. maler, tegner og grafiker. Hentede ofte motiver i kunstner- og boheme-miljøet på Montmartre. - suédoise: fr. svensker.

71

✂ Gauthier-Villars, Henri (1859-1931): fr. forfatterjournalist og pro-wagnersk musikkritiker. Skrev talrige lette, humoristiske romaner og artikler, bl.a. i Le Nouvel Écho u. pseudonymet Willy. Bogen, SC modtager, kan være Bains de sons el. L'Année fantaisiste ... III, begge fra 1893. - Strauss: ej identificeret. - Revue moderne: La Revue moderne. Littéraire, artistique, philosophique: fr. tidsskrift (1884-1894). Herom skriver SC i 349Politiken 13.2.1893 (dat. Paris d. 8. Febr. 1893): (...) det ældste af de unge Tidsskrifter, (...) det var her, at Mallarmé, Verlaine og mange andre, hvis Talent Ingen i Frankrig mere bestrider, for ni Aar siden begyndte deres opsigtsvækkende Kampagne. Tidsskriftet er eklektisk og indeholder Bidrag af den gamle, parnassistiske François Coppé, af Huysmans, Richepin, Verlaine, Jules Lemaître og mange andre gode Navne, Side om Side og med pur unge Poeter. (Naive Breve/ (sign.) Antonius). - Cortambert, Lucien: fr. skribent. Udg. i 1894 Ironie, roman mondain sm.m. Alick Bollas, jf. n.ts. 72. - Lysistrate: komedie af Aristofanes, opført første gang 411 f.Kr. For at få en ende på den peloponnesiske krig går kvinderne - anført af L. - i seksuel strejke. Jf n.t.s. 50. - Réjane, Gabrielle (1857-1920): kendt fr. skuespillerinde. Hun spillede den første franske Nora i Et Dukkehjem, instrueret af Herman Bang (premiere 20.4.1894 på boulevardteatret Théâtre de Vaudeville). - de syv Dødssynder: omtales af nogle af kirkefædrene; står i modsætning til de tilgivelige synder. - Artemis: i gr. mytologi jagt- og månegudinde. - »Landsoldaten«: folkekomedie af forfatteren Vilhelm Østergaard (1852-1928). Opført 1. gang 1886 på Dagmarteatret. - Place de l'Étoile: se n.t.s. 37.

72

✂ ingen unge Tidsskrifter: men Johs. Jørgensen arbejdede ihærdigt gennem 1893 for et sådant. 21.10.1893 udkom det første hæfte af Taarnet, bl.a. med to bidrag af SC. - en Roman hos Savine: Cortambert har ikke udgivet romaner hos S. Derimod udgiver Allick Bollas i 1893 Orgueil de chair, roman parisien hos A. Savine. - La Plume. Littéraire, Artistique et Sociale: fr. 14-dages tidsskrift 1889-1905, stiftet af Léon Deschamps (1864-1899). Et af periodens vigtigste tidsskrifter, hvad afspejling og vurdering af den unge digtning angik. Udgav særnumre om symbolismen, de dekadente m.m. Afholdt fra 1889 lørdagssoiréer og fra 1892 også månedlige banketter. Her optrådte digterne med oplæsning og visesang. Se n.ts. 88. - Monumenter for (...) Baudelaire: Med henblik på et B.-monument forestod La Plume i 1892-1893 en indsamling, som også SC støttede. Monumentet skulle udføres af den fr. billedhugger Auguste Rodin (1840-1917), som dog aldrig fuldførte det, da det indsamlede beløb var utilstrækkeligt. Fragmentet ses på Musée Rodin. - Hr. Croze: I Politiken 13.2.1893 præsenteres han således: (...) har skrevet sine første Artikler i Art et Critique (1889-1892), der redigeredes af Jean Jullien og hovedsagelig støttede sig til Malaquins Klike, de tidligere Elever af Lycée Concordet; har senere været Medarbejder dels ved L'évènement og Le Figaro.

73

✂ L'évènement: republikansk morgenavis. - Le Figaro: Paris' største, opr. moderat monarkistiske morgenavis (grdl. 1854). - i tre Etager: se n.ts. 60.

76

✂ Johannes Jørgensen (1866-1956): da. forfatter. SC havde kendt JJ siden 1884, hvor de mødtes bl.a. o. Studentersamfundet, på aviserne Kjøbenhavns Børs-Tidende (1889-1892) og Politiken, samt tidsskrifterne Ny Jord (1888-1889) og Tilskueren (1884 ff). Sonetten her tryktes første gang i Taarnet (juni 1894), som JJ redigerede 1893-1894. Her offentliggjorde han bl.a. Nutidens danske Literatur, på fr. i Revue des Revues, 1894, s. 353-357: La nouvelle littérature en Danemark, hvor han sammenligner SC 350 m. Baudelaire (feb. 1894, s. 216-227). JJ havde på det tidspunkt et væsentligt ungdomsforfatterskab bag sig (to digtsamlinger og fire mindre romaner), - og samtidig m. at Taarnet fik et mere og mere religiøstdogmatisk præg, skærpedes de ideologiske modsætninger ml. de to venner. Sommeren 1894 i Rapallo i Italien kom det til et brud ml. dem. JJ konverterede til katolicismen 1896, og forbindelsen afbrødes. Renskrift af digtet er dateret 24.6.1893. - Verdens Vægt: i billedet indgår elementer fra Atlas-figuren, der bærer verden på sine skuldre, fra traditionen om Ahasverus, der pga. sin forhånelse af Jesus på vej til Golgatha må vandre til dommedag, og om Christoforus, der bar Jesusbarnet på sine skuldre.

77

✂ Tegning: af Paul Verlaine, signeret FAC, dvs. Frédéric Auguste Cazals (1865-1941): fr. tegner, digter og visesanger, Verlaines sekretær og SC's nære ven. FAC's digt- og visesamling Le Jardin des ronces (»Brombærhaven«) (1902) indeholder en Sonet til Sophus Claussen (s. 103-104), der i oversættelse lyder således: Du kommer, min kære ven, fra disse egne/ hvor sagnet endnu råder og den poetiske tro,/drømme som Frankrig engang nærede sig ved,/dengang sjælen var enkel som en salme;// fra disse nordiske lande forenet af guderne,/hvor kærligheden er klarøjet og bevæger sig ærbart,/hvor hjertet vederkvæger sig ved de uendelige skatte/som naturen, vor moder, anviser os.// - Din sjæl er så skøn og frisk og lysende/som det uendelige daggry i et nordpolshav,/eller som en dyb og rolig sjællandsk sø...// Guderne som leder dig være lovet! Den vind/som bringer dig er god,/thi din visdom står mål/med din ægte, din skarpe og dristige begavelse. Et ekspl. af Le Jardin des ronces med en håndtegning af FAC og dedikation til SC findes på Det kgl. Bibliotek. - Paul Verlaine (1844-1896): se Tidsbilledet. Johs. Jørgensen skrev et essay om PV i Tilskueren (juni-juli 1893, s. 469-480). Smst. (s. 481-489) tryktes En Nat med Paul Verlaine. Til Taamet (juli-sept. 1894, s. 186) oversattes digtet Langueur (melankoli) fra Jadis et Naguère (1884) af Romanus (Karl Buhl) under titlen Længsel. - I erindring om samværet skrev SC i 1917 digtet Vers til de døde Mestre (SC:SL V 155 f.) og afsnittet s. 158-161 i essayet Jord og Sjæl i Lø. Planer om at få PV til Danmark mislykkedes, hvad der if SC skuffede ham (Verlaines Buste, Politiken 19. og 22.4.1897). - Justitspalads: Palais de Justice, Paris' domhus, ligger på Seine-øen Île de la Cité. - Soleil d'Or: på Place St. Michel. - Syng (...): Brudstykke af F.A. Cazals' vise til Verlaine for solo og kor Le grand poète, der i hans Le Jardin des ronces har denne udformning: (...) LE CHOEUR: (...) En avant!/Nous avons du talent./REFRAIN: Beaux troubadours, suivons notre cher maître!/ Chanter est un plaisir; (...) (s. 16-17).

78

✂ Akademiet: Académie Française, stiftet 1635 af Richelieu med den opgave at værne om fr. sprog og litteratur. Består af 40 medl., valgt på livstid blandt forfattere, videnskabsmænd, politikere o.a. - Haabet lyser (...): L'espoir luit comme un brin de paille dans l'étable. Fra Paul Verlaine: Sagesse (1881), III, 3 (Oeuvres, s. 278). - Violon, violonon!: Der refereres måske til 351 det kendte Verlaine-digt Chanson d'automne, hvis begyndelseslinjer med et par for V. karakteristiske assonanser lyder: Les sanglots longs/Des violons/De l'automne/ Blessent mon coeur/D'une langueur/Monotone. (»Den lange gråd/i efterårets violiner/sårer mit hjerte/med enstonig melankoli.«) fra Poèmes satumiens (1866) (Oeuvres s. 72). (La Plume bringer 1.3.1893 en sang af Ferdinand Duchène, Les violons, hvis omkvæd har lignende assonanser.)

79

✂ Sokrates (469-399 f. Kr.): gr. filosof - fint som Gift: (Dans leur veines le sang,) subtil comme un poison, (...). Fra indledningsdigtet til Verlaine: Poèmes satumiens (Oeuvres s. 57). - Simon i Evangeliet: apostlen S., som Kristus gav navnet Peter. - Bibi: formentlig bohèmeeksistensen André-Joseph Salis med øgenavnet Bibi-purée: »Fattiglus«. Han tilbad Verlaine og var hans tjenende ånd. - Holland: nov. 1892 deltog Verlaine i en række litterære konferencer i Holland (se evt. Quinze jours en Hollande. Lettre à un ami (1893) i hans Oeuvres complètes. Udg. af O. Nadal mil. 1959-60. Bd. 2, s. 847).

81

✂ St. Beuve: Sainte-Beuve, Charles Augustin (1804-1869): fr. kritiker og litteraturhistoriker.

82

✂ Robert Burns (1759-1796): skotsk digter. - Shelley, Percy Bysshe (1792-1822): eng. digter. SC oversatte hans digt The Sensitive Plant (1820) i 1906: Den følende Blomst (optr. SC:SL VII 117-149. - Anarkister: se Tidsbilledet. - et uudgivet Digt: Vive le Roy!, et uafsluttet drama, planlagt som Louis XVII, versdrama i 3 akter (Oeuvres s. 1041-1051; om manuskriptforhold s. 1359-1364). Et fragment blev bragt i La Plume 14.4.1893. Det i AP refererede afviger både herfra og fra den endelige form.- Prins Charles el. Louis XVII (f. 1785): fr. tronfølger fra 1789; holdtes siden aug. 1792 i forvaring sm.m. sin familie; han døde nedbrudt allerede 1795. - Ludvig den sextende, Louis XVI (1754-1793): fr. konge fra 1774, henrettet 1793. 1792-1793 blev han med sin familie holdt fanget i tårnet i Le Temple, der i revolutionstiden fungerede som statsfængsel (nedrevet 1808).

83

✂ Je me suis incamé (...): »Jeg er også legemliggjort lidt overalt.« - Slutteren: fangevogteren. - Symbolisterne (...) Dekadenter: Se Tidsbilledet. - Les Cymbalistes: »janitsharerne«, »trommeslagerne«. I den fr. journalist Jules Hurets bog Enquete sur l'Évolution littéraire (1891), da. Det unge Frankrig, 1894, s. 76, ses en lignende situation, hvor V. hidsigt gør grin med trangen til skoledannelser: Jer lynende ked af disse Cymbalister og deres latterlige Manifester. I hans øjne er der blot tale om Reklame og Festmaaltider med Bordtaler. Senere hævder han: Og hvad er det saa for nogle nye Ting, de har fundet paa? Maa jeg spørge, om ikke Arthur Rimbaud har lavet det altsammen for længe siden? - Dekadent-Navnet: smst. hedder det - på spørgsmålet: Hvorfor har De egentlig kaldt Dem for Dekadent, og hvilken Betydning har De lagt ind i det Ord? - Det skal jeg sige Dem. Man kastede os denne Benævnelse i Ansigtet som en Haan; men jeg tog den op og gjorde den til mit Feltraab, 352uden at tænke noget egentligt derved. (...) Det var bare et Feltraab og en Fane ... man skal jo have nogle Fraser at slaas om (s. 78). I interview med Jean Moréas hævder denne: Maa jeg (...) fortælle Dem, at det var mig, som straks protesterede mod Betegnelsen Dekadenter, da den fremkom i 1885, og at jeg samtidiggjorde Fordring paa at blive kaldt Symbolist (s. 82).

84

✂ et smukt Digt af ham selv: Beams i Romances sans paroles (1874) (Oeuvres s. 208-209). - Frans den første, François I (1494-1547): fr. konge. Hans renæssancehof blev centrum for kunst og litteratur, og han lod opføre adskillige slotte, bl.a. Fontainebleau. - François Coppée (1842-1908): fr. digter. 1884 medl. af Akademiet. Herman Bang omtaler FC og Verlaine i artiklen To Storheder (Aftenbladet 19.5.1893), der dækker en af La Plumes soiréer, som han overværer sm. m. en anden person, sandsynligvis SC.

85

✂ Arc de l'Étoile:se n.t.s.37.

87

✂ Dr. Georg Brandes: skrev doktordisputats 1870 om den fr. litteraturkritiker H. Taine (1828-1893). Indtager en hovedplads i Johs. Jørgensens artikel om da. litteratur, nævnt i n.t.s. 72. - Hæv e Problemerne til ny Debat: jf GB's kendte udtryk fra indledningsforelæsningen til Emigrantlitteraturen (Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur I (1871): det, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat). Om SC's forhold til GB: se Litteraturliste. - Nizza: sonetten er sandsynligvis skrevet 21.-22. sept. 1894, lige før SC rejste hjem fra Italien. I 2. udg. af AP er tilføjet: 1894.

88

✂ La Plumes Syvende Banket: fandt sted 9.2.1893 i Café du Palais, Place de St. Michel, med 70 deltagere, hvoraf SC m.fl er nævnt i La Plume 15.2.1893. - Tegningen: Au poète Cazals (se n.t.s. 77), signeret Jossot 1893. J., Gustave Henri (1866-1951): fr. tegner og plakatkunstner. Efter at være konverteret til Islam (se Tidsbilledet) kaldte han sig Abdul Karim J. (Marcus Ostenwalder: Dictionnaire des illustrateurs, 18-1914 (1983) s. 544). - Brev fra en Ven: Johs. Jørgensen 6.2.1893 (se evt. FL I 153-155). - Stuart Merrill (1863-1915): amer.-fr. digter. Johs. Jørgensen oversatte hans dialog ml. Kødet og Aanden (Den evige Strid) i Taamet, dec. 1893, s. 126-128. - de Vers: if. brevet digtsamlingen Les gammes (1887). - Palais Bourbon (opf 1722-1728): på Quai d'Orsay over for Place de la Concorde; huser Nationalforsamlingen.

89

✂ Talisman: genstand m. magisk (lykkebringende) indskrift el. billede.

90

✂ den fransk-russiske Union: i beg. af 1890'erne lykkedes det Frankrig at vinde voksende støtte i Rusland. Tilnærmelsen konsolideredes v. store fr. lån til Rusland; de to lande havde dog ikke aftalt nogen møntkonvention. Jf. n.t.s. 109. - Medoc: landskab i SV-Frankrig, berømt for sine gode vine. - Krøsus'er: rigmænd, efter navnet på en rig gr. konge i Lydien. - Stéphane Mallarmé: se n.t.s. 59. Johs. Jørgensen oversatte 2. scene af hans dramatiske fragment Herodias (Hérodiade, 1869) i Taarnet, okt. 1893, s. 37-39, samt digtet Længsel (Soupir) og prosateksten Penultirnus (Le Démon de l'Analogie) smst. jan. 1894, s. 163-165. I Tilskueren (aug. 1893, s. 603-607) skrev han en artikel om SM; denne efterfulgtes af Digte i Prosa353 s. 609-611, overs. af Karl Buhl. Denne deltog aktivt i redaktionsarbejdet v. Taarnet under mærket Romanus og oversatte Et Prosadigt (Le Phénomène futur) dec. 1893, s. 92-93, Til den, som er rolig (Angoisse) og Efteraarssørgmodighed (Tristesse d'Été), juli-sept 1894, s. 184-185. - Et planlagt kap. til AP, Aften hos Mallarmé, fik SC ikke skrevet, men det nævnes i indholdsfortegnelsen til Æventyrenes Bog (...), jf s. 331.

91

✂ Aprés-midi d'un Faune (1876): En Fauns Eftermiddag, inspirationen bag Debussys berømte orkesterstykke (1894). Omtales af SC i Lø 163. - Engelsklærer: fra 1864 i provinsen, fra 1871-1894 i Paris. I 1880 indledtes de berømte tirsdagssaloner (»Les Mardis«), hvor en række af tidens (kommende) berømte forfattere deltog. - Røvere (...) arve Guds Rige: jf. røveren på korset, til hvem Kristus siger: / Dag skal du være med mig i Paradis. Luk. 23,43. - Et ganske lille Digt: Toast (jan. 1893). Indgår i Poésies (udg. posthumt 1899) under titlen Salut. Se Oeuvres s. 27. - Soleil d'Or: se n.t.s. 77. - Chansonette(r): egl. lille vise; her visesanger.

92

✂ Canqueto, Joseph Canqueteau: udg. i 1893 Chansons i skriftserien Bibliothèque de La Plume. - Roland de Marés: litteraturkritiske bidrag i La Plume samt digte sst. og v. La Plumes soiréer. -Jean Carrère: udg. L'Aube (1891) og journalistiske arb., f.eks. om Dreyfus-affæren. Lyriske bidrag v. La Plumes soiréer. - Ivan Rambosson, Yvanhoé R.: udg. bl.a. Le Verger doré (1895). Bidrag v. La Plumes soiréer. - Adolphe Retté (1863-1930): fr. digter. Udgav 1903 Le Symbolisme. - en Belgier: ej identificeret. Det fremgår af kolofonen til det belgiske tidsskrift Revue de Belgique fra 1893, at det var uden ansvarshavende red. - Paludan-Müller, Frederik (1809-1876): da. digter. - Gondeau, Emile Goudeau (1849-1906): fr. lyriker, visedigter, journalist v. den moderate avis La France. Medstifter af Le Chat Noir. Der refereres til digtet Les Lamentations de la humière.

93

✂ Vignetter: en evt. særbetydning af ordet har ikke kunnet spores. - Verlaine har skrevet: der refereres til digtet La Chanson des Ingénues fra Poèmes satumiens (Oeuvres s. 75-76). - Parny, Evariste (1753-1814): fr. digter. I sine elegiske Poésies érotiques (1778) besynger han sin tabte elskede, kreolerinden Eleonore. - jeg er ogsaa nordfra: fra Metz i NØ-Frankrig. - Stendhal: se n.t.s. 66.

94

✂ Pour Mile E...., Pour Mlle E... M....: indgår i Invectives, udg. posthumt 1896. (Oeuvres s. 956). SC's tekstgengivelse afviger en del fra Verlaines form. Enkelte vigtigere rettelser ses i afsnittet Teksten, s. 332. - Sonetten lyder i prosaoversættelse således: Til frøken E...// Hvor langt værre end det er naturligt/hun dog læsper i sin tale,/denne engel uden alder og manér/så forrykt at det renser hende helt for den slags.// Hun er modbydelig som skab og fnat,/og i sandhed, for at have »forgabet« mig i dig,/hvilken hunger måtte jeg ikke have næret/frøken Makaber.// Hvilken alt for tarvelig hunger/, der måtte minde om vampyrens,/ med hvis kvaler intet står mål,// Men efter sigende var manden end værre stedt/hvorfor den hjemsøgte by Saint-Ouen/endnu gyser, ilde berørt og lamslået.

354

95

✂ Den ny Poesi: tryktes første gang i Politiken 29.5.1893, dateret Paris, d. 12. Marts 1893 og m. undertitlen (En Prolog). - Træk dit Sværd fra Skeden (...): modsat Matth. 26,52.

96

✂ Goethe: citatet står som motto for Goethes Dichtung und Wahrheit (1811-1833) III. Gl. talemåde, ses let ændret f.eks. i Peder Syv Aldmindelige Danske Ordsproge, nr. 3951, Danmarks gamle Ordsprog VII: l (1983). - L'ironie impure: fr. »den urene ironi«. Begrebet skyldes Verlaine og uddybes - overført på da. forhold - i Lø 156 f - Rædslen for det hvide Papir: se n.t.s. 59.

97

✂ svalt: datid af svelte: dø, hentæres (af sult el. sorg). Folkeviseord, men citatet har ikke kunnet identificeres.

98

✂ Judith: dræbte if. den apokryfe Judiths Bog Nebukadnezars feltherre Holofernes efter v. list at være trængt ind i fjendens lejr (jf evt. SC:SL III 206 m. henvisn.). I FR 7, 37 og 210 henviser SC til Eugéne Aizelins bronzestatue af Judith (1890), der var udstillet v. indgangen til Luxembourgmuseet 1890-1923 (omtalt i notesbog 30). 1926 blev den udstillet i Pare de Tessé au Mans, men forsvandt og omsmeltedes under 2. Verdenskrig. Findes i gipsafstøbning i Musée d'Art Modernes magasin og som hvid porcelænsstatuette på Musée d'Orsay. Gengivet her s. 306. J. var et yndet motiv i tidens kunst parallelt m. gengivelsen af Salome m. Johannes Døberens hoved på et fad, jf. f.eks. Taamet, juni 1894, s. 93 og 99 ff og Efterskrift s. 308. Denis Puechs marmorstatue af En lille Pige med et afhugget Hoved (=La Muse d'André Chenier; 1889) på Musée de Luxembourg vender Claussen to gange tilbage til i sin notesbog (21.3. og 4.4.1893; nr. 30), ligesom han må have set Edward Burne-Jones' kultegning Tête de jeune femme, som denne 1893 forærede museet. Gustave Moreaus akvareller og malerier over motivet har ligeledes været velkendte (L'Apparition o. 1876 f.eks.) - og inspirerede bl.a. Mallarmé (Hérodiade, 1871), Gustave Flaubert (Hérodias, 1876), Oscar Wilde (Salome, 1893). Kvinden kan kaldes med mange navne: femme fatale, la belle dame sans merci, la femme vierge et lubrique (K.J. Huysmans udtryk for den kyske jomfru besat af en uforløst, perverteret seksualitet). - Bukar: skovmærke. - Dryade: se n.t.s. 21.

99

✂ Italiens hundrede Byer: se s. 11 og s. 182.

100

✂ Litani: egl. katolsk kirkebøn, oftest udført som en vekselsang ml. præst og menighed; overført om klagesang.

104

✂ Gloire: hæder, ære; glans. - Pibestrimmel: tøjstrimmel lagt i rørformede læg.

105

✂ Sorbonnen, La Sorbonne: populært navn på kernen i Paris' universitet, opkaldt efter Louis IX's skriftefader Robert de Sorbon, der 1257 grundlagde S. som teologisk skole. - Cluny-Teatret: Boulevard St-Germain 71. - Panthéon: nyklassicistisk kirke på Ste-Geneviève-højen, det højeste punkt på venstre bred; opført 1764-1789. Gravkirke for Frankrigs berømte mænd. - D'Harcourt: Grand-Hôtel d'Harcourt, Boulevard St-Michel 3. - flane(r): drive omkring.

355

106

✂ On me bouscule!: »De skubber!« - Montrouge: forstad syd for Paris v. Porte d'Orléans. - Musset: se n.t.s. 18. - Medici-Fontænen: se frontispicen.

107

✂ François Villon (1431 - efter 1463): fr. digter; magister 1452, kom snart i konflikt m. loven, fængsledcs flere gange, dømtes 1463 til døden v. hængning, benådedes, forvistes fra Paris. Skrev Le Lais (1456), Le Grand Testament (1461 el. 1462) og forskellige mindre digte. - Snydenstrup: pers. i P.A. Heibergs (1758-1841) skuespil De Vonner og Vanner (førsteopført 1792). - Dobbel: hasardspil især m. terninger. - Uglspil: ty. Eulenspiegel, Till (d. ca. 1350): if overleveringen gøgler og spilopmager, hovedpers. i en ty. folkebog, tr. ca. 1478, og i flere senere værker, også på da. Ved en art folkeetymologi har man dannet det da. ord, der siden er blevet fællesnavn. - qu'il faillit être pendu: formentlig det omskrevne udtryk fra titlen på V.s ballade L'éphitaphe en forme de ballade que feit Villon pour luy & ses compagnons, s'attendant à estre pendu avec eux (»Gravskrift i form af en ballade, som Villon gjorde til sig selv og sine kammerater i forventning om at blive hængt sammen med dem.«) Fra Le Codicille (1461 el. 1462). Se f.eks. Oeuvres complètes de François Villon. Udg. af Auguste Lognon, 1891, s. 120-121. - Jeg er François (...): digtet Le Quatrain (: fireliniet strofe) (Oeuvres s. 119).

108

✂ banket nøgen paa Gaden: fra Double Ballade i Le Grand Testament (Oeuvres s. 47-48). Overs. af Jørgen Sonne: François Villon: Store Testament. 1462 (1962). Herfra stammer nedenstående titelovers. - Den smukke Vaabensælgerske: Les regrets de la belle hëaulmière (Den skønne Hjelmslagerskes Klage) og Ballade de la belle heaulmiére aux filles dejoie (Ballade af Den skønne Hjelmslagerske til Glædespigerne) i Le Grand Testament (Oeuvres s. 39-46). - Kvinderne fra fordum: Ballade des dames du tempsjadis (Ballade om damerne i fordums tid) i Le Grand Testament (Oeuvres s. 33-34). - Statue i en Gade: den fr. billedhugger Jean Fr. Etchetos (1853-1889) bronzestatue af V., opstillet på Square Marge (det nuv. Square Langévin) 1883. Den ødelagdes ca. 1942. - Rue de Vaugirard: løber fra Boulevard St-Michel (v. Sorbonne) langs nordsiden af Luxembourghaven og videre SV til Place de la Versailles. SC boede fra 1.5. til eftersommeren 1893 i nr. 46 bag Musée du Luxembourg.

109

✂ Jean Moréas (1856-1910): fr.-gr. forfatter; det autoritative centrum for 80'ernes litterære liv, jf. Tidsbilledet. - Dekadismen: det tidligere udtryk for symbolismen, jf. Tidsbilledet. - Redingot: lang, snæver frakke. - Kronstadt: by og befæstet krigshavn i den inderste del af Finske Bugt; station for Ruslands østersøflåde. Fr. krigsskibe besøgte K. juli 1891 og russ. skibe Toulon 1893, jf. evt. SC's art. Franco-Russe ..., dat. 17.10.1893, bragt i Politiken 20.10.1893, om et russ. flådebesøg i Paris. - Engifte: overs. af monogami: ægteskab ml. én mand og én kvinde. Udtrykket - og dets modsætning: Mangegifte - hyppigt anvendt under Sædelighedsfejden i 1880'erne (se evt. SC:SL I 187). - Mais non! (...): »nej! hør nu! hvad gør det?«

110

✂ uinteresseret: uselvisk, uegennyttigt. - Verlaine (...) et Digt til hende: Pour356Marie ***, trykt i La Plume 16.11.1892. Indgår i Dédicaces, 2. udg. (1894) (Oeuvres s. 612). - Tambur: trommeslager.

111

✂ La Cloche: fr. tidsskrift. »Sonnetten« - som ikke er en sonet - blev trykt i septembernummeret, jf Johs. Jørgensens brev til SC 9.9.1893: / dette Øjeblik kommer La Cloche ind ad Døren. Tak. Jeg sagde det jo strax ifjor Efteraar - du blev efterhaanden en Verlainiste. (FL I 180). Oversættelse af Pour Madame Marie: Til Madame Marie// Oh De som nærer elskov/til min ven F.A. Cazals/dcnne kække og muntre tambur/for Ideen - og tilmed den kønneste.// Oh De som stedse vugger/hans hoved, der søger det Mageløse;/De, gode hjerte, der tror og støtter,/med uophørlig fasthed og sødme!// De har selv villet dette glimt/fra min ellers ret fattige ånd;/uden tøven og ganske alvorligt/svarede jeg Dem: »Den sag er klar!«// »At elske en køn tambur/Madame, er ingen fortjeneste,/men fortjenstfuldt er det i kærlighed/at vente på et mageløst værk!« - Tiens voilá! (...): »Nej se! Hvordan går det?«

112

✂ Euge'nie Krantz (d. 1897): syerske, tidl. en fejret kokotte, som Verlaine fra 1891 havde et uroligt kærlighedsforhold til. - Cazals (...) i en af sine Viser: fra visen Le Rhum et Eau du troubadour i: Lejardin des ronces, s. 4. - Verlaine (...) Beskrivelse af Cazals: Fra Souvenir d'hôpital i: Souvenirs (1891) (Oeuvres complètes bd. 2 s. 480). - Le Rouge, Gustave (1867-1938): fr. forfatter; nær ven af Paul Verlaine og af SC omtalt som maaske den bedste Kammerat, jeg har haft (brev til forældrene 28.1.1894; FL I 198). Han hjalp senere SC m. overs. af bl.a. Ar (se evt. FL II 39, jf 41, og E&H 1215 og 1611). - L'Art social. Revue mensuelle: fr. månedsskrift 1891/1892-1896.

113

✂ Crêmeri: mælkebar. - Müllers (...) Natrestauration: if BaP brasserie på Boul. Bonne-Nouvelle 35 på højre bred - P: if EF (I, 133) M. Perroux.

114

✂ »Ego (...): »Jeg, Paul I, konge, skabte.« (»pol« gengiver den fr. udtale af navnet Paul). - en underbar Blanding: i F.C. Cazals og Gustave le Rouge: Les derniers Jours de Verlaine (1911) citeres s. 160-162 i overs. beretningen fra AP om besøget i Müllers Natrestauration, også udnævnelsen til Riddere af det grønne. - Taverna mulierum: lat. kvindernes kro, værtshus. - Trémouillat, Pierre Trimouillat (1858-1929): fr. satirisk digter. Bidrag i La Plume og ved La Plurnes banketter og soiréer. Skrev talrige viser, monologer, parodier, især i 1880'erne. Knyttet til Le Chat Noir.

115

✂ Montrnartre: bydel i det nordlige Paris. M-højen ligger ca. 100 m over Seinen. - Conte cruel: »grusom fortælling«. Genrebetegnelse, knytter sig især til den fr. forfatter Philippe-Auguste Villiers de l'Isle-Adam (1838-1889); Contes cruels (1883), se Tidsbilledet. Han blev overs. af Romanus (Karl Buhl) til Taarnet.

117

✂ Cidre: æblevin. - Strasbourger Pølserne (...) fortidige Provinser: Strasbourg var hovedstad i det ty. rigsland Elsass-Lothringen fra 1871 og til 1918, da den blev afstået til Frankrig. - enkelte: enkle. - Folkevisen: La Barbière (»Barberersken«). Findes i flere opskrifter fra forsk, egne af Frankrig. Ses f.eks. i Französische Volkslieder. Herausg. v. J. Ulrich (1899) s. 62. Her ses også (s. 105-106) den anden Folkevise: La Bergère fidele (»Den trofaste 357 hyrdinde«). - Gargantua: navnet på en kæmpe i den fr. forfatter F. Rabelais' romanværk om G. og Pantagruel (1532-1564). Den omtalte scene er fra 1. bog kap. 17. - Ludvig den helliges Statue: Ludvig IX, den Hellige (1214-1270), fr. konge, indviede Notre Dame-kirken 1250. - Foran Notre Dame ses en kæmpe-rytterstatue i bronze (1882), udfort af den fr. billedhugger Charles-Louis Rochet (1813-1878), af Karl den Store og hans vasaller. Der ses ingen statue af L.d.H. vis-a-vis Notre Dame. - røde Mølle, Moulin-Rouge: forlystelsessted åbnet 1889 på Montmartre. - Sangen: La meunière du moulin à vent. Tilskrives Gallet (ca. 17-1757): fr. visedigter. Ses i Chansons nationales et populaires de France. Par Dumersan et Noël Ségur. (1851-1852), bd. l, s. 98. - ... Passé par devant (...): »Taget på forskud/gifter jeg mig med mollersken/fra vindmøllen.«

118

✂ On dit (..,): er strofe l af visen Les raretés (1720) af De la Motte Houdart, formentlig skuespilforfatteren A. Houdar de la Motte (1672-1731) (Chansons bd. 1 s. 197), se også s. 124-125 og s. 126.

123

✂ Parc Monceau: park anlagt i eng. stil langs Boul. de Courcelles.

124

✂ merovingiske: efter den fr. kongeslægt Merovingerne, der herskede ca. 448-751. - Visen om de sjældne Gjæster: Les raretés, s. n.t.s. 118. - Picardie(t): landskab i N-Frankrig o. floden Somme. Indbyggerne havde ord for at være flittige og besindige.

125

✂ Gascogne(r): landskab i SV-Frankrig ml. Atlanterhavet, Pyrenæerne og Garonne. Indbyggerne havde ord for at være ridderlige, modige - og pralende. - Longchamps v. Bois de Boulogne: opr. et nonnekloster, som i løbet af 15-tallet fik ry for sine løse sæder. I 1861 anlagdes her en mondæn hestevæddeløbsbane. - Ægtepér: sølle el. kedelig ægtemand.

126

✂ Rakel (...) Lea: I 1. Mos. 29 fortælles, at Jakob måtte tjene syv år for at få den smukke Rakel, men blev bedraget og fik den ældre søster Lea i stedet. Han måtte da tjene syv år mere for at få R. til hustru. - Monacus: lat. munk. - Sanct Antonius (ca. 250-356): eremit, som levede i den ægyptiske ørken. Den hellige A.'s erotiske fristelser og dæmoniske pinsler er et ofte anvendt motiv i billedkunsten. Se også n.t. s. 5.

129

✂ Antonius og Ladislas: titlen ændret i 2. udg. til Ladislas (jf. Efterskriften). Historien har motiv til fælles m. sonetten Kunstner-Existens (SC:SL II 75) fra juli 1893. Begge tekster henviser - ved prægnante karakteristika - sandsynligvis til den tyskfodte, da. kunsthandler, maler og mæcen Willy Gretor, f Petersen (1868-1923), der i disse år indtog en central stilling i den skandinaviske koloni. Som omtalt i sonetten holdt han mondæn salon i sit herskabelige hus på Place Malherbes. Under sit atelier havde WG en mindre lejlighed, beregnet til at huse unge skandinaviske kunstnere og venner, der ikke havde penge nok til at klare sig for i Paris. Han tilbød f.eks. Knut Hamsun at bo der juni 1893. En række fremtrædende politikere, kulturpersonligheder, kunstnere m.m. sås i kredsen, (...) fra Danmark, digteren Sophus Claussen. (Ernst Mentze: Willy Gretor - født Petersen. Kunst - Fantasi og Virkelighed (1965) s. 97). Strindberg lånte hans elskerindes hus i Passy 6.9.-22.10.1893, hvor han malede en serie billeder, 358 før han flyttede ind i pensionatet i Rue de l'Abbé de l'Épée 14; SC købte 2 af dem. Herman Bang omtaler Creter i brev til SC 3.3.1894 (FL I 205).

131

✂ de gamle Forskansninger: fæstningsanlægget o. Paris, jf n.ts. 67. - Babels Taarn: som menneskene if. 1. Mos. 11 ville bygge, og som skulle nå op til himlen. Gud tillod det ikke, men slog dem m. babylonisk forvirring, så de ikke længere talte samme sprog. - Kaféen skraasfor Théâtre Français: Café de la Régence, Rue St-Honoré 161, tilholdssted for den skandinaviske koloni i Paris; nu nedlagt.

134

✂ Protégé: person, som nyder en andens begunstigelse. - Agat(haandtag): flerfarvet halvædelsten.

136

✂ Mit Speck (...): med flæsk fanger man mus; ældre ty. ordsprog.

138

✂ Jembaneaktier, Panama: 1879 fik Frankrig overdraget anlægget af P.-kanalen. Arbejdet mislykkedes, og selskabets påfølgende likvidation i 1889 førte til langvarige undersøgelser for bestikkelse og korruption i ledende fr. politiske kredse. Skandalen kulminerede i 1893. Ministeriet opløstes, og en række fremtrædende politikere blev umuliggjort. I kølvandet på denne omfattende bestikkelsessag fulgte en del socialistiske demonstrationer, som det nyvalgte ministerium slog ned med hård hånd. SC - og Herman Bang - rapporterede hjem herom, men dette politiske stof - samt Dreyfus-affæren og de talrige anarkistattentater - er karaktistisk nok ikke indgået i AP, men i FR.

139

✂ Kærligheden søger ikke sit eget: 1. Kor. 13,5. - Hvad frygter du for? du fører Cæsar!: jf. et lat. mundheld: Du bærer Cæsar og hans lykke - hvad Cæsar år 48 f.Kr. sagde til den kaptajn, der førte ham over det oprørte Adriaterhav til Illyrien. - som Nero (...) som Heliogabal: udtrykkene er identiske m. de udtryk, SC benytter om Herman Bang i mindedigtet af samme navn (SC:SL IV 147). Heliogabal (204-222 e.Kr.) var rom. kejser fra 218 og kendt for udsvævelser af enhver art. I Haabløse Slægter (1880) II,5 sammenlignes HB's alter ego Hoff m. H. (jf også DO 147). Nero (37-68 e.Kr.): rom. kejser fra 54, berygtet for sin magtsyge og brutalitet.

140

✂ Søn af Solen: vel søn af solguden Apollon, der bl.a. var gud for sang, digtning og musik. - ved Jeanne d'Arcs Rytterstatue: ved nordenden af Rue des Tuileries (nu: Av. du Gen. Lemonnier) på Place des Pyramides. Statuen - af E. Fremiet (1824-1910) - opstilledes 1871. - Skubkarre: trillebør, lille firkantet kærre med to hjul.

141

✂ en Pandora: if gr. mytologi sendte guderne den smukke, men letsindige P. til menneskene. Som udstyr medbragte hun en æske, men da hun nyfigent åbnede den, fløj sygdomme og alskens nød ud til menneskeheden. Kun håbet blev tilbage.

142

✂ Faust (...) Meftsto: Faust sælger sin sjæl til Mefistofeles mod at få djævelens hjælp til at kunne tilfredsstille sin kundskabstørst. - Gretchen: den uskyldige Margarete i Faust, se. n.t.s. 17. - St-Sulpice: kirke fra beg. af 18. årh. ml. Boul. St-Germain og Rue de Vaugirard; rummer bl.a. en række helgenstatuer.

359

143

✂ Quai des Augustins: ml. Pont Neuf og Pont St-Michel på venstre bred.

144

✂ Longchamps: se n.ts. 125.

145

✂ Affiche(n): fr. opslag, plakat.

✂

Valfart

147

✂ Titlen: SC's opr. forslag var Stormstiger (udtrykket nævnes f.eks. s. 163), men hans forlægger v. Gyldendal Peter Nansen insisterede som nævnt på Valfart, formentlig fordi han foretrak en titel, der angav, at bogen føjede sig til traditionen for beretninger om eur. dannelsesrejse, jf evt. kap. Modtagelsen f.eks. s. 328.

153

✂ Silvio: af lat. silva: skov. Blandt udkast til Ekbátana læses (SC:SL IX:2 295): (...) L'amor del forestiere poco dura, ital. (...) udlændingens kærlighed varer kort. Il forestiere: ital. udlændingen, den fremmede; den, der kommer fra skovene.

155

✂ Kron-Løgn: stor, grov løgn.

157

✂ Gæstebud i Ekbatana: E. var en by i den oldpersiske provins Medien. SC alluderer til Alexander den Stores erobring af det store perserrige, spec. til det gæstebud, Darius 3.'s statholder i Baktrien fyrsten Oxyartes lod foranstalte som tegn på sin overgivelse. Her lod han 30 jomfruer føre ind, blandt disse sin datter Roxane, som Alexander blev forelsket i og ægtede 328 f.Kr. (se n.ts. 197). Gæstebudet fandt dog ikke sted i E., men i Gazana. Herodot (1, 98) fremhæver paladset i Ekbatana for dets pragt og skønhed. Hovedkilderne til historien om A.'s felttog er den gr. historieskriver Arrianos' Anabasis (4. bog) og Plutarchs Alexander-biografi (se n.t.s. 14). Se også n. til Maaltider i Siena (s. 197). Navnet E. optræder i Verlaines digt Crimen Amoris fra Jadis et Naguère (1884) (Oeuvres s. 378 og 1161).

158

✂ Célimène: i Molières skuespil Misantropen (førsteopf 1666) er C. navnet på den kokette skønhed, hovedpersonen Alceste er forelsket i. Han trækker sig til sidst forbitret tilbage fra hende og verden. - Jf også Verlaines digt À Céliméne (11.2.1895) (Oeuvres s. 1023). - Myrtehæk: myrten er sm. m. rosen Afrodites yndlingsblomst. Bryllups- og jomfruelighedssymbol.

163

✂ Ørnerede: jf. digtet Valfart (1897): Der fandtes Ømereder/i den gamle Kongemur. (SC:SL 11,91). - Napoleon og Hanrej: Napoleon I Bonaparte (se n.t.s. 36) ægtede i 1796 Marie Josephine T. de la Pagerie (1763-1814). At forholdet mellem ægtefællerne var ustabilt allerede under N.'s 1. felttog til Italien, s.å., fremgår af hans breve til J., jf. evt. Bent Aagaard: Kvinderne omkring Napoleon (1969) s. 61f.

167

✂ De Breve (...): Citatet har ikke kunnet identificeres. Afvigelser i manus tyder på, at det er fiktivt. Red. Bent Aagaard bekræfter, at formodningen er sandsynlig. - Slagene ved Lodi og Marengo: Hhv. 10.5.1796 (under 360 N.'s 1. felttog til Italien 1796-1797) og 14.6.18 (under hans 2. felttog til I.). SC blander de to felttog sammen.

169

✂ Ekbátana: se n.ts. 157. - Syrings: flojte, lavet af flere ror; panflejte.

170

✂ Kileskrift: oldpersisk skrift m. kileformede tegn, især anvendt i assyriske og babyloniske indskrifter på bl.a. lertavler. Tydningen voldte endnu på SC's tid sprogvidenskaben problemer.

173

✂ Piemont: landskab i NV-Italien, mod den fr. grænse. - en Kage med Flødeskum: se cvt. brev til Karen Topsøe (FL I, 199). - Mont Cenis: pas i Vestalperne på hovedvejen ml. Frankrig og Italien, opr. anlagt af Napoleon I. - (Kultur-)Nevrose: fr. stavemåde. Ludvig Meyer: Fremmedordbog medtager for første gang ordet Neurose, Neurosis: Nervesygdom i 5. udg. 1878. - Lombardiet: nordital. landskab ml. Piemont mod v. og Venetien mod ø.

174

✂ Paris lumière: fr. »lysets Paris«. Udtrykket stammer fra oplysningstiden og refererer til »fornuftens lys«. - lasciv: sanselig, vellystig. - Fogliette: ital. vinflaske. - »Sød som Skyggen af et Vintræ«: kan alludere til udtryk fra Højsangen. - Sicilien, hvor der var Bønderoprør: i beg. af 1890'erne var der uroligheder på Sicilien, især bl. de nødlidende landarbejdere. Uroen bredte sig siden til Syd- og Mellemitalien. - agrarisk: som vedrører bønder el. landbrug. - Italiens elendige Førere: f.eks. dav. førsteminister Crispi (1887-1891 og 1893-1896) og tidl. førsteminister Giolitti (1892-1893).

175

✂ Genova: havneby, vigtig handelsplads i NV-Italien, i regionen Ligurien, dvs. den smalle kyststrækning langs Genuabugten fra den fr. grænse til Speziabugten. - Genoveserinder (...) i Fantasidragter: se evt. FL I 199.

177

✂ Romerretten: romerrigets vidt udbyggede lovgivning, som blev grundlaget for retsvæsnet i de romanske og tysktalende lande, men ikke i Norden. - Hvilke Elskere (...) de Brobyggere: siden Den sp. Arvefølgekrig 1701-1713 havde Italien været domineret af Østrig, indtil landet erobredes af Napoleon I i årene 1796-18. Efter hans definitive nederlag genindtog Østrig på Wienerkongressen 1815 sin tidligere stilling som stormagt i området. - Op gn. 18-tallet skabte tanken om et frit, republikansk og samlet Italien en stærk frihedsbevægelse (il Risorgimento, »genrejsningen«). I 1859-1861 lykkedes det den sardinske førsteminister Camillo Cavour (1810-1861) m. fr. støtte at fordrive østrigerne 1859-1866. Den sardinske og piemontiske konge Vittorio Emanuele II (1820-1878), konge af Italien 1861-1878, kunne nu sm.m. Cavour og guerillalederen Giuseppe Garibaldi (1807-1882) samle det meste af landet som kongerige, der 1866 udvidedes m. Venezia. - Frihedsbevægelsen var antiklerikal, og pavens verdslige magt reduceredes gradvis. 1870 indlemmedes Pavestaten i kongeriget. - Ponton(er): stort flydelegeme; anvendes bl.a. som underlag for broer. - Montecitorio, Palazzo di M., påbeg. 1650 af arkitekten og billedhuggeren G.L. Bernini (1598-1680). Siden 1871 parlamentsbygning. - Eviva Italia!: ital. »Leve Italien«. - Toscana: mellemital. region omfattende bl.a. Siena og Firenze/Florens. Det velstående F. blev centrum for den ital. renæssances kunst og litteratur, der støttedes af de rige købmandsfamilier, især Medici'erne.

361

180

✂ Zither: strengeinstrument m. flad lydkasse. - den gamle Bro: Ponte Vecchio, den ældste af broerne over Arnofloden, der gennemløber Firenze. Broen er fra 1345. - Soldo: ældre ital. mønt; 5 centesimi.

181

✂ Strozzi: fornemt renæssancepalads, opført 1489-1538 for slægten S., der var Medici'ernes konkurrenter. - Michelangelo Buonarroti (1475-1564): ital. billedhugger, maler og arkitekt med tilknytning til Firenze, hvor flere af hans værker ses. - Benvenuto Cellini (15-1571): florentinsk guldsmed og billedhugger. En buste af ham ses på Ponte Vecchio. Flere af hans skulpturer findes i Firenze. Hans selvbiografi (se n.ts. 183) er en vigtig kilde for kendskabet til renæssancetiden.

182

✂ de Hundrede Byer: se AP 11. - Oldtidens Etrurien: det nuv. Toscana var en del af det højt kultiverede oldtidsrige Etrurien. Efter at E. ca. 280 f.Kr. var helt undertvunget af romerne, mistede det sin betydning.

183

✂ pietà: ital. barmhjertighed, fromhed. Også betegnelse i kunsten for fremstillinger af Jomfru Maria m. Kristi afsjælede legeme i sit skød. På Michelangelos P.-gruppe (1499-1500) i Peterskirken i Rom synes de to figurer at have samme alder. Jf s. 222 og gengivelse s. 318. - Benvenuto Cellini: i sin levnedsbeskrivelse (påbegyndt 1557) fortæller C. (kap. 79), hvordan han for at hævne sig på en grov krovært først overvejer at skære halsen over på værtens heste, men i stedet sønderskærer kroværelsets senge og sengetøj, hvorefter han flygter. - Fiasco: ital. kurveflaske.

185

✂ »Gravene«: Via dei Fossi, gade i det indre Firenze.

186

✂ den gamle Storhertug: ikke identificeret. - den gode, gamle Forordning: ikke identificeret.

188

✂ Bobolihaven: bag renæssancepaladset Palazzo Pitti. Haven er anlagt efter tegning af bygmesteren og billedhuggeren Il Tribolo (15-1550).

189

✂ at Siena laa ved Havet (...) ondt om Kærligheden: se evt. Karen Topsoes brev til SC (FL l 209-210).

190

✂ Petition: bønskrift. - to Arbejderførere: i notesbog 33 har SC et notat (fra Rom 11.5.1894) om sin fascination af en artikel i socialistbladet La Rejorma m. portrætter af to socialistledere, som han beskriver i en form, der næsten ordret svarer til karakteristikken her. - Spaltningen i den socialistiske utopi ml. følelse og fornuft, som SC i disse år søger heling af, diskuterer han også med vennen, den ital. socialist Claudio Treves (1869-1933) (se Litteraturlisten). - »professore«: ital. titel; bruges om lærere uden for underskolen.

195

✂ terra di Siena: ital. jord fra S., lerholdig okker anvendt som gulbrunt farvestof - Dante Alighieri (1265-1321): toscansk digter; hovedværk La Divina Commedia (ca. 1307-1320), da. Den guddommelige Komedie. Værket er opdelt i tre afsnit: Inferno (helvede), Purgatorio (skærsilden) og Paradiso. M. Vergil v. sin side gennemvandrer digteren dødsriget, hvis forskellige grader af helvedeskval skildres, fortsætter gn. skærsilden og møder v. paradisets port Beatrice, som fører ham til den højeste salighed.

197

✂ Viktor Emmanuels-Pladsen: Vittorio Emanuele (se n.ts. 177) blev 1860 valgt til konge i Toscana. Piazza Vittorio Emanuele el. Piazza del Campo 362 er byens centrale plads, stammer fra middelalderen og er bygget som en halvkreds om et forsænket midterparti - Raadhuset: Palazzo Pubblico, fornemt gotik-palads, opfort 1297-1310. - Sodomas Fresker: Giovanni Antonio Sodoma (egl. Bazzi) (1477-1549): ital. maler med tilknytning til Siena. En række af hans fresker med religiøse motiver ses på rådhuset. Hans fresker Alexander og Roxanes Bryllup (1514) (gengivet her s. 315) og Alexander og Darius' Familie (»Ekbatanas Kongedotre«) findes i Villa Farnesina, Rom. - en berømt, gammel Brønd: Fonte Gaia (»Glædens brønd«) med marmorrelieffer, udført 1409-1419 af Jacobo della Quercia (1371/74-1438), billedhugger fra Siena. - Chianti: vin fra C, et bjerglandskab mellem Firenze og Siena. - Nobile: ital. adelsmand.

198

✂ Luna: egl. by i Etrurien, men også navn på månegudinden (luna: lat og ital. måne). - Delsole: ital. »af solen«.

200

✂ Palmesøndag: (fest for) den dag, Jesus drog ind i Jerusalem og hilstes af mængden m. palmegrene. Den katolske kirke har en særlig palmeprocession på denne dag. R kaldes også Lazarus' søndag, efter den genopvakte L. (Johs. 11, 1-44); digtets førstelinie henviser nok til den fattige Lazarus (Luk. 16,20). - Michelangelo: i Sienas domkirke findes enkelte arb. af M., feks. Piccolomini-alterets 4 helgenstatuer (1501-1504).

201

✂ Lovsalsfesten: lovhyttefesten var opr. jodernes festligholdelse af høsten, hvor man boede i lovhytter; senere fejredes den m. procession m. grene.

205

✂ Porta Camollia: nordlig port til den tredjedel af Siena, der kaldes Terzo di Camollia. - Frederik den anden (1194-1250): ty. kejser, konge af Sicilien, hvorfra han udvidede sin magt til at omfatte store dele af Italien. Som korsfarer lod han sig udråbe til konge af Jerusalem. I ovrigt var han religiost fordomsfri, havde sympati for islamisk kultur og var kritisk ovf. kristendom og pavedomme. Ved sit hof i Syditalien udviklede han en kultur, der bestod af byzantinske, arabiske og normanniske elementer. F. var således en tidlig renæssancefyrste. Ved giftermål 1225 m. den fr. Isabella af Brienne og personalunion ml. Tyskland og Sicilien styrkede han trods pavens modstand forbindelsen ml. nord og syd. Marmortavlen - i virkeligheden en sojle - er dog ikke opstillet af F. Den viser den habsburgskc kejser Frederik III (1415-1493) v. hans indtog i Siena sm. m. Eleonora af Portugal, som han ægtede 1452 i Rom. - piazza d'anni: ital. eksercerplads. - Naar Ørnene parres (...): se n.t.s. 163.1 Lø knyttes elementerne Sol, Mannor, Ørn til Napoleon.

206

✂ Sorte Slor (...): jf. varianter i forb. m. Længsel efter Neapel (SC:SL III 115 og IX:2 444. Mht. farvernes mulige symbolindhold se evt. III 212 m. henv.) - Navarra: middelalderligt kongedomme på grænsen ml. Frankrig og Spanien. På Frederik II's tid under fr. herredomme. - Muhamedaner: se Tidsbilledet. - Burgund: fr. hertugdomme, der i middelalderen stort set omfattede det nuv. Bourgogne.

207

✂ Skærekiste: aflang kasse, hvori hakkelse blev skåret m. en skærekniv.

208

✂ Rabbi: hebr. min herre/mester, titel for jodiske lærde. - Palmerne: Luk. 19,41. - Vellugt: se evt SC:SL III 184. - Cremona: by i Norditalien, beromt for fremstilling af violiner.

363

210

✂ nedstyrtet til Helvede: digtet indeholder træk fra nedstigningen i spiral til Helvede i Dantes Den guddommelige Komedie, jf. n.t.s. 195. - Kvarter: V1/4 alen, 6 tommer.

211

✂ Toscanerinde (...) salve, jf evt. Pietå-skildringen s. 223. - olla paterna: »fædrene krukke«: gryderet. - Horatses Dage: Quintus Horatius Flaccus (65-8 f Kr.): rom. digter. H. besynger i sin digtning landlivets glæder.

213

✂ Flik-flak: det lydmalende ord betegner også en slags dansetrin.

214

✂ Petrarcas Sonetter: Francesco Petrarca (1304-1374): ital. digter. Samlingen // canzoniere rummer bl.a. en række lidenskabelige kærlighedsdigte til hans elskede Laura. - Chiusi: by i Sienas provins; knudepunkt på banelinjen Firenze-Rom.

216

✂ Ringspil: hentydning til Odysseen VI: Nausikaa og hendes terners boldspil. - Hexameter-Takt: det klassiske, urimede seksfodsversemål, f.eks. fra Homers Iliaden og Odysseen.

217

✂ »som en lille Drossel (...)«: Den guddommelige Komedie, Skærsilden XIII, 122. - Gylp: klukkende lyd.

218

✂ Tizian, Tiziano Vecellio (ca. 1487-1576): ital. maler. Blandt hans kvindefigurer ses ingen m. roser i håret. - I manus findes flg. prosaoptegnelsc: Misericordia:/Jeg sprænges af denne Kløverduft,/som kommer inde fra min Sansning/Jeg er mættet med Sol og Fryd til mine Dages Ende/og vil til mine Dages Ende behøve Overbærenhed Barmhjertighed/Jeg er fyldt af en Fryd, hvorfor jeg næsten (?: ulæseligt verbum)/ Jeg er som et Skib helt omspændt af Luer/og en Gud, som har mig kær, øger Ilden/og lader mig opbrændes som Offer til evige Magter/Hav Medlidenhed med mig. I Medmennesker/hav Medlidenhed,/som jeg selv er opfyldt af Medlidenhed/Men frygter l Ilden/da gaa ikke om Bord.

219

✂ den tredie Republik: oprettet 1871 efter den fr.-ty. krig og Pariserkommunen. - Friheden, Ligheden og Broderskabet: oprindelsen til dette revolutionære slagord skyldes oplysningsfilosoffen CL de Montesquieu (1689-1755). Liberté, Égalité, Fraternité blev 1789-revolutioncns devise og brugtes som inskription på off bygninger under både revolutionen og den 2. republik 1848-1852.

220

✂ Musselin: tyndt, fint uld- el. bomuldsstof - Myrter: jf n.t.s. 158. - Pontifex Maximus: P.M., lat. storste brobygger, var ypperstepræst i det gi. Rom. Senere knyttedes titlen til paven. - Monte Pincio m.m.: de nævnte lokaliteter afgrænser i store træk det gl. Rom hhv. i retningen nord-syd og vest-ost. - Kolossæum: stort amfiteater, opfort af de to rom. kejsere Vespasian (69-79) og Titus (79-81).

221

✂ Penater og Larer: rom. skytsguder for familien; husguder.

222

✂ Obelisken: Peterspladsen er elliptisk; på dens midte findes to springvand samt en 25 m høj ægyptisk obelisk m. flere lat. inskriptioner. Blandt dem må SC tænke på pave Sixtus V's Christus vindt/Christus regnat/ Christus imperat/Christus ab omni malo/plebern suam/defendit: Kristus sejrer, Kristus hersker, Kristus befaler, Kristus beskytter sit folk mod alt ondt. - På begge sider af pladsen og i forb. m. Peterskirken løber Berninis kolonnader m. 284 doriske marmorsøjler. - Foliant: meget stor bog.

223

✂ umbrisk: fra den mellemital. region Umbrien.

364

224

✂ Pompeji: blev begravet i aske og pimpsten v. Vesuvs udbrud 79 e.Kr. Byen var omgivet af en mur på 3,2 km. - Ricini: evt. anden staveform af Resina, der ligger 7 km s.ø. f. Napoli v. foden af Vesuv. Den er bygget dels over det gl. Herculaneum, dels på lavastrømmen fra Vesuvs udbrud 1631. - Lacrima Christi: lat. Kristi tåre(r), vin fra Vesuvs omegn. - Novice: person, der gennemgår en prøvetid inden endelig optagelse i et kloster. - Porta Marina: hovedindgangen til Pompeji; førte tidl. ned til havneområdet. - Ovid (43 f.Kr. - 17 e.Kr.), rom. digter. I Metamorphoses (»Forvandlinger«) skildrer han forvandlingsfabler fra den gr. og rom. mytologi. - Vox: de pompejanske freskomalerier er bl.a. karakteristiske v. deres gule og mørkrøde farver og de større figurbilleder af en blank overflade, der af nogle forskere tilskrives en voksteknik i forb. m. væggenes behandling m. marmorstøv.

225

✂ Kippe: beværtning, knejpe. - Venus: byens skytsgudinde; rester af et tempel for hende ses til højre for Porta Marina. I Apollontemplet findes en Venus/Afroditestatue. - Neptun: havets gud, svarer til gr. Poseidon. - Jupiter: svarer til gr. Zeus. J.-templet er byens største tempel. I tempelcellen har man fundet et Jupiterhoved af marmor (nu på Nationalmuseet i Napoli). - (Hjerte)muskel: også: musling.

229

✂ Om SC's ophold i Napoli: se Litteraturliste. - Et Billed paa min Væg (...): se SC:SL IX:2 320.

231

✂ Kame'(er): udskåren sten m. ophøjet figur.

232

✂ den store, skandinaviske Kafé: se n.t.s. 131.

233

✂ Mænd uden Ære (...) Bjærgene saa blottede for Treer (...): I BaO 61 f. citeres det toscanske ordsprog om genoveserne mare senza pesce, montagne senza alberi, uomini senza fede, e donna senza vergogna (»hav uden fisk, bjerge uden træer, mænd uden pålidelighed, kvinder uden undseelse«). - Maurer: nordafrik. arabere. - Gallerier: galleria: ital. tunnel, passage. - Kolossal-Statuer: et eksempel er måske den gigantiske mandsfigur hugget ud i en klippe v. byen Monterosso 74 km ø. f Genova. - da Ligurien var pavelig Provins (...): se n.t.s. 177. - Rapallo: badeby 34 km ø. f. Genova.

234

✂ en drukken Grises Grynten: måske allusion til Odysseen, X. Jf. n.t.s 243. - »De trolovede«: Alessandro Manzonis (1785-1873) romantiske klassiker I Promessi Sposi (1828), hist. roman og kærlighedshistorie, samtidig en nykatolsk, etisk-religiøs belæring om at give sig ind under forsynet.

235

✂ Mont'Allegro: bjerg nær Rapallo m. valfartskirken Madonna di Mont'Allegro. Se evt. Litteraturliste. - Santa Margherita di Ligure: badeby 3 km fra Rapallo. - Klerisi: præsteskab. - Renan, Joseph Ernest (1823-1892): fr. religionshistoriker, dengang især kendt - og forkætret - for sin udogmatiske skildring af Jesu liv Vie de Jésus (1863).

236

✂ Clara: om den biografiske Clara Robinsson, se Litteraturliste. - Silén: en satyr i Dionysos' følge.

238

✂ klerikal: gejstlig. - Ægteper: se n.t.s. 125.

240

✂ Jean-Jacques Rousseau: se n.t.s. 57. Citatet er fra Confessions (skrevet 1764-1770, udg. posthumt), 6. bog. (Oeuvres cornplètes. Udg. af 365 B.Gagnebin og Marcel Raymond. Bibliothèque de la Pléiade (1959) bd. l s. 233). - en romersk Kardinal: ej identificeret.

242

✂ Det tabte Paradis: titlen ændret fra Sang af en Vejfarende (se f.eks. udkast og usign. renskrift i notesbog 34). Den hentyder evt. til John Miltons dobbeltværk Paradise Lost (1667) og Paradise Regained (1671). - Et Skærsommer-Æventy r: måske hentydning til Shakespeares komedie A Midsummer Night's Dream (1600). - Vandringsmand: genkendes fra Sommer (SC:SL II 79). - Keruben vogtede indgangen til paradisets have (1. Mos. 3, 24).

243

✂ dæk Disk: jf. s. 264, 278 og Tronprætendent (SC:SL IX 127). - Tryner: jf. Odysseen X (Kirke, der omskaber Odysseus' mænd til svin) og Livets Kermesse (SC:SL IV 65). - beded: jagtede; evt. allusion til Odysseen X, vers 156-184.

244

✂ Saa toge de (...): folkevisen Den talende Strengeleg behandler et internationalt motiv (ses også i Grimms eventyr: Der singende Knochen): af to søstre foretrækker bejlerne den yngste, som den ældste derfor drukner i havet. Spillemænd finder det ilanddrevne lig og laver instrumenter af dets dele. Da de spiller til den ældste sosters bryllup, robes mordet, og hun henrettes. Danmarks gamle Folkeviser nr. 95 har 18 opskrifter, men her nævnes harpen ikke. E.G. Geijer og A.A. Afzelius: Svenska folkvisor 3. udg. (Uppsala, 1957-60) indeholder 2 opskrifter, som nævner harpen, der dannes af møens bryst, fingre og hår. - Visestumpen s. 244 synes at stamme fra en af de sv. eller ty. opskrifter i da. oversættelse.

247

✂ Min Mand -: Se Efterskrift og Litteraturliste.

248

✂ Kastellet: formentlig fæstningsanlægget langs Genuas østl. bygrænse, nær Stazione Orientale. - Henrik fra Holberg: i H.s komedier hedder tjeneren, den mandlige intrigemager, ofte Henrik. - il campo santo: kirkegård, anlagt 1867 lidt uden for Genua, med storstilede gravmæler og en rotunde m. marmorsøjler.

250

✂ Nervi: badeby 11 km ø. f. Genua.

254

✂ Epitafierne: gravskrifterne.

255

✂ Drik ikke med mig i Vin (...): jf. »Drink to me only with thine eyes...« af Ben Jonson, 1616. - Garden, der dør (...): La garde meurt et ne se rend pas er tillagt general Pierre Cambronne (1770-1842) under slaget v. Waterloo 1815.

262

✂ »Den talende Harpe«: se n.t.s. 244. - Sanpierdareno: Sampierdarena/San Pier d'Arena.

263

✂ Poseidon: gr. navn for havets gud. P. var modsat Zeus en urolig, vild naturgud. Har hos Homer tilnavnet Jordrysteren. - Skylla og Karybdis: i Odysseen XII skildres O.'s sejlads gn. et snævert sund ml. to hoje klipper. Den søfarende har valget ml. at blive opslugt af uhyret S., der bor i en hule i den ene af klipperne, eller af hvirvlen C. v. den anden. - Æneas: rom. sagnhelt, kendt fra Vergils (70-19 f.Kr.) Æneiden, der beskriver hans omflakken på havet efter Trojas undergang, indtil han omsider nåede Italiens fastland. Siden erobrede han Latium og grundlagde dermed Romerriget. - Æ. optræder også i Iliaden, men hverken her eller i Æneiden366 håner Æ. Poseidon. - Herkules-Støtterne: bjergene Kalpe (Gibraltar) og Abyla (Ceuta) v. indgangen til Middelhavet. - hvalt: hvælvet.

264

✂ Ordet: jf. Joh. 1, 1-4.

271

✂ »Klæd dig i Rosenrødt«: jf digtet Eleonora Duse (1894), SC:SL VII 161.

273

✂ den Bro, som Hannibal (...): broen Ponte di Annibale i Rapallo er fra romertiden. Karthagos hærfører Hannibal (247-183 f.Kr.) skal have passeret den under 2. puniske krig (219-201 f.Kr.).

274

✂ Herkules/Herakles: den gr. halvgud H. er blevet opfattet som urbillede på mandskraften. If. visse tolkninger blev han ophøjet til gud efter at have løst tolv opgaver, der krævede overmenneskelig kraft. - som Michelangelo i det Sixtinske: M.'s storslåede udsmykning af Det sixtinske Kapel i Vatikanet udførtes hovedsagelig 1508-1512 og var også fysisk et hårdt, krævende arbejde. - die Nixe: ty. badenymfen, havfruen.

275

✂ Fossilie: forstening. - Bryderen Lenau: ej identificeret. L. er også pseudonymet for den østr. forfatter Nikolaus Niembsch v. Strehlenau (1802-1850). Hans lyrik var stemningsbevæget og tungsindig, tit m. et præg af Weltschmerz, der havde træk til fælles med de senere fr. dekadenters langueur.

276

✂ en kristen Ven«: Johs. Jørgensen (se n.ts. 76), som besøgte SC i Rapallo i dagene o. 1.7.1894. Se FL I 230 f. o.a.s.t.

278

✂ indtil Solen sig bjarged: Odysseen IX, 556-557.

279

✂ Rafael Raffaelo Santi da Urbino (1483-1520): ital. maler. I Rom findes talrige værker af R, i Vatikanet således f.eks. Marias kroning (ca. 1500) og Den sixtinske Madonna (1512), begge m. fremstillinger af Engle og Serafer. - Giuilo Romano, Giuilo di Pietro de Gianuzzi (1499-1546): ital. maler, elev af Rafael. Flere af hans værker ses i Vatikanet, bl.a. en fremstilling af Marias kroning (1525) efter tegning af Rafael. - Ozon: koncentreret iltform. - Portofine: havneby 5 km fra St. Margherita di Ligure. - Kyklop(er): i gr. mytologi en enøjet kæmpe. - den syge Kejser Friedrich (...): formentlig den kræftsyge Friedrich III (1831-1888), konge af Preussen og ty. kejser. Han havde tilknytning til Italien og tilbragte sine sidste år i San Remo v. Genuabugten. Se evt. FL I 256.

280

✂ et toscansk Kloster: klosteret i den umbriske bjergby La Rocca. Her opholdt JJ sig aug.-okt. 1894 sm.m. vennen Mogens Ballin, der var konverteret 1893 (se Tidsbilledet). - »blinde se« (...) »de døde staar op«: Matth. 11, 5.

282

✂ Troja: oldtidsby i det nordv. Lilleasien; i de homeriske digte kaldt Ilion. Eposet Iliaden handler om grækernes erobring af T. ca. 12 f.Kr.; tillægges Homer (8. årh. f.Kr.). - Sat sapienti: lat. »Nok for den kloge«, egl. Dictum sapienti sat est: »Et ord til den forstandige er nok« fra den rom. komediedigter Plautus' (ca. 254-184 f.Kr.) Persa 7,19.

283

✂ Schlemihl: i den ty. forfatter Adalbert v. Chamisso's (1781-1838) novelle Peter Schlemihls wundersame Geschichte (1814, da. 1841) sælger P.S. sin skygge til djævelen. - Kandahar: by i Afghanistan. - Billedhuggeren Rousseaud (...) den lille Rousseaud: navnet R. optræder i notesbog 31. - Crébassat: En tegning forestillende C. findes i notesbog 34.

367

284

✂ Carnot, Marie-François Sade (1837-1894): fr. præsident fra 1887. Moderat republikaner, alm. vellidt og respekteret i og udenfor Frankrig. C. blev myrdet i Lyon af en ital. anarkist, Caserio, 24.6.1894. - bakkantisk: løssluppen.

286

✂ den hjemkomne Søn: jf. lignelsen om Den fortabte Søn, Luk. 15.

368