Claussen, Sophus Antonius i Paris

✂

Baggrunden

✂ Overfladen ser således ud: siden sin studentereksamen i København (1884) havde han taget filosofikum hos professor Harald Høffding og dyrket radikalisme og Georg Brandes i Studentersamfundet, hvor han mødte vennerne Johs. Jørgensen, Viggo og Ingeborg Stuckenberg og andre jævnaldrende, der alle gik med drømme om at revolutionere kunsten. Han begyndte et halvhjertet jurastudium, men blev i begyndelsen af 1886 ansat som redaktionssekretær ved Horsens Folkeblad - og i denne provinsby traf han den pige, Anna Cathrine Christensen, som skulle blive den Første og Eneste, og som senere skulle udbrænde alle andre Billeder af hans Organer. De blev forlovede, men allerede efteråret 1886 forlod han byen og hende, vendte tilbage til studierne og livet i København, skrev lejlighedsvis i tidens aviser, fik udgivet digtsamlingen Naturbørn (1887) for egne penge, oversatte Baudelaire om natten, tilbragte længere tid som redaktør ved faderens, venstremanden Rasmus Claussens Nyborg Dagblad, hvor han i ledige stunder skrev hobevis af gode digte omkring det brudte forhold - digte, som ingen ville udgive. Enkelte blev dog trykt i det nyoprettede tidsskrift Ny Jord (1888-1889), 14 »Idyller« i Tilskueren (juni 1882) og ellers spredt, fortrinsvis i det radikale dagblad København (1891-92), hvor han samtidig arbejdede som free-lance journalist. Journalistikken fortsattes i det ligeledes radikale Kjøbenhavns-Børstidende (1890-1891) og senere i Politiken (1891 ff.). Baudelaire-versene 296 blev trykt i Tilskueren (januar 1892); romanerne om årene i provinsen planlagt: Unge Bander og Kitty.

✂ Overfladen funklede - og blændede: manden gik sikkert frem, vellidt, begavet, velsitueret, belæst - og kendt som erfaren og begejstret erotiker. Men også stolt: der var ting, han ikke ville lægge blot, forhold, der forvirrede. Dem ville han aflægge regnskab for i den prosa, tiden krævede; poesi var der ikke brug for. Om nætterne fyldte han ark på ark med dette følelsernes regnskab, men kunne ingen vegne komme med det. Alt skulle være anderledes - også her - anderledes end det billede, Claussen villigt stillede til skue offentligt. Han ville fremfor alt ikke fremstå som mørk og stiv pedant - dem var der nok af.

✂ Hvad ser man så her - i al forkortning?

✂ Et menneske, der har søgt at nærme sig alt det nære - og samtidig smerteligt må se i øjnene, at han også uforsætligt har fjernet sig fra det. Unge Bander og Kitty afdækker denne indre udvikling - og selvom det hele tiden må fremhæves, at der i denne »dannelsesroman« (som fortsættes med de to rejsebøger og Fortællingen om Rosen) er tale om et overordnet fortællerjeg, der mere eller mindre distanceret overskuer, tilrettelægger og indirekte vurderer den mandlige hovedpersons være- og handlemåde, så aftegner bøgernes udviklingsmønstre også stadier på en vej, som Claussen selv har gennemlevet.

✂ Unge Bander arbejdede Claussen på gennem godt seks år - og først sommeren 1893 i Paris lå den trykfærdig; dernæst færdiggøres Kitty 1893-beg. af 1894 - og de udkommer henholdsvis nov. 1894 og maj 1895. Biografisk dækker de Horsens-, Nyborg- og tildels Københavnerårene. Udvendigt set giver de yndefulde, bevægende, men også undertiden og tilsyneladende overfladiske og sært kuriøse indtryk af provinslivet i Provisorieårene. Alt det, som Herman Bang kunne meget bedre.

✂ Don Juan rummer som nævnt hele bevægelsen i en sum. For det fordærv og den selvfortærelse, som den mørke dæmon tilsyneladende har det så fint med, ja, det fordærv breder sit underjordiske mycelium i de to bøger.

✂ Denne dobbeltbevægelse har da at gøre med Claussens kunstneriske teknik. Som han - apropos Unge Bander - konstaterer, dels overfor Viggo Stuckenberg, dels overfor Herman Bang, skal bogen blive mere end blot en massiv Hverdags- og Hvergarns-Roman, men et 297 omfattende Værk fuld af Symbolik og interessante Solopgange 2, og alt skal hellere være anderledes end i de Romaner, der er skrevet til denne Dato (notesbog 30). Det gør han da ved - med fine små rokeringer, forskydninger og udeladelser - at lade ydre tildragelser afspejle den indre Bevægelse, som det for ham i egentligste forstand var afgørende at kortlægge.

✂ Bevægelsen i Unge Bander ser således ud: en ung mand drager ud i verden for at vinde den og besejre den. Men kampen mod den vrangvillige verden erstattes gradvis med kampen for at vinde en vrangvillig, men dejlig ung pige, som han forelsker sig i. Pga. forskellig slags borgerlig modstand kan han ikke komme nogen vegne med hende, men midt i sin utålmodighed opdager han, at han dog vinder noget på et andet plan: den opdæmmede eros forløses i digt og fantaseren - og før han kan komme til en forståelse med pigen, må han se at komme til en forståelse med disse modsatrettede tilbøjeligheder i sig selv.

✂ Her sætter Claussen hele sit symbolistiske og raffinerede apparat i gang. Det er der redegjort for andetsteds3, her skal det kun konstateres, at helten i sin utålmodighed forføres til at svigte kærligheden til fordel for den måneskinskolde, men samtidig også sært bevægende og tilfredsstillende glæde, det er at opleve pigen fremstå som billede på det, som kunne have været virkelighed. Fra elsker bliver han til drømmer. Da han endelig omfavner pigen, finder han ikke den oversalige Rus, han havde drømt og utaalmodigt søgt. Men han finder noget andet: (...) en veg Varme, en Duft som tffvisnende (m.u.) Roser fromt udstrømme fra hendes Legeme.

✂ I dette forfald efterlades han ved bogens slutning - og således møder vi ham på ny i begyndelsen af Kitty - i skikkelse af en kunsthistoriker, hvis splittelse håndfast demonstreres ved, at pigen, der er god ved ham i den by, hvor han bor, får ham til at drømme om den pige i en anden by, som - når han er sammen med hende - igen forlades, da billedet af hende ikke modsvarer virkelighedens. Som Claussen selv skriver til Georg Brandes (9.5.1894): (bogen) handler om et ganske ungt, men allerede halvt afblomstret Kunstmenneske (...) og skildrer Opløsningen af det Kærlighedsforhold, der tidlig har opfyldt hans Tilværelse med sin Foraarsduft. (...) han rejser tilbage til sin Ferieby, til nye ligegyldige Oplevelser, der viser hans Smærte i fjærne, drømmeagtige Perspektiver, viser ham levende i sin »fme Blanding af Foraar og Forfald« (FL I 223).

✂ Smerten ved oplevelsen af forfaldet, forfaldet oplevet med en 298 forskydning i forholdet til den i hvert fald et år tidligere skrevne Don Juan: det er denne smerte, der ligger bag beslutningen om at forlade, hvad Claussen andetsteds kalder Aandsmaskeraden i København, oktober 1893.

✂

Tolkning

✂ Det kunne også siges med andre ord, f.eks. disse, noteret kort tid efter ankomsten til Paris: En lang Sygdom. Den varede fra 86 til 92. Seks Aar. Først var det hende selv, jeg nød; saa var det en Drøm om hende, saa var det en Drøm om en Drøm, indtil hele mit betagne Hjærte var fortæret. - Der er netop saa megen Drøm i min Fortid, at jeg maa betragte den som tom og afskyelig. Al dens Skønhed har jeg spist op under Vejs. Intet at huske, (notesbog 29).

✂ En variation af forfalds-temaet - en opfattelse af kunstneren som en organisme, der omsætter, forbruger, fortærer og nedbryder psykisk eller libidinøs energi i et bestemt fastlagt stofskifte. I Et Rimbrev. Til Herman Bang hævder jeg'et trodsigt - med reference til Pariseråret: (...) »Der er Mænd,/som kan undvære Lykke -«, men indrømmer dog i sit stille sind, at han paa Grund af forskellig Slags Modgang føler en indre Forblødning 4. Den forblødning, Claussen også refererer til i sonetten Til Johannes Jørgensen.

✂ Således er kortene lagt op - og det er min overbevisning, at Claussen vil have regnskabet gjort om. I Indbydelse til Rejse ønsker han at gengive tingene med deres første Værdi, uden mellemregnskab, og Antonius i Paris kan med føje siges at handle om oprigtighed, om en vilje til at bringe sig i et autentisk og ærligt forhold til virkeligheden, de andre, som han i afrejseøjeblikket føler, han har snyltet på.

✂ De rejsebreve: Naive Breve, som Antonius sender hjem til Politiken november-december 1892, viser da også et billede af en mand, der spontant, med åbne sanser og uden bagtanker kaster sig ud i det fremmede storbyliv. Her opleves sproget, gadelivet, seværdighederne, kvinderne, forlystelseslivet virkelig med deres første værdi. Vennerne i København var begejstrede. Således skriver Johs. Jørgensen, der havde overtaget Claussens job på Politiken: Ak, kære Ven, hvor dine Breve er meget gode. Jeg har svoret ti svære Eder paa, at de skal ud som Bog hos Philipsen, naar dit Pariseraar er omme. Med den Bog vil du endelig naa 299 den Berømmelse, hvorom jeg saa længe har præket og profeteret. (21.12.1892).

✂ Oprigtighed - eller naivitet. Bogens optegnelser hævdes jo at være skrevet af den naive Antonius, som på udgivelsestidspunktet ikke er mere. Titelbladet fremhæver også, at optegnelserne er ved Sophus Claussen - ikke af. Han har da samlet, redigeret, suppleret og komponeret bogen - som ved nærmere eftersyn nok kan siges at handle om og at være skrevet af Antonius - men denne oprigtige og naive sjæl afgår fra verden 3/4 inde i bogen. »Vennerne« ønsker, at han skal samle sine spredte Optegnelser til en ordnet og samvittighedsfuld Bog (s. 96), dvs. at »de« ønsker, at den spontant oplevende og spontant rapporterende journalist bevidst skal udfylde de manglende blanke blade med stadig frisk, ubevidst naivitet - og det er som bekendt et nærmest umuligt foretagende.

✂ Det er én grund: at tage valget som forfatter på sig. Det overordnede fortællerjeg - som altså påtager sig denne rolle - angiver også en anden grund: at Antonius ikke kunde overleve, hvad han yderligere fik at se i Paris. Herom handler de løse Udkast, hvoraf de følgende to Skildringer er komponerede - samt tre Soneter. Alle handler de om spildte Haab, unyttig Elskov, men det gør kapitlet Quartier Latin ikke - og da der i virkeligheden er tre skildringer, og Quartier Latin i sin oprindelige form er dateret 14.6.1893 (i det norske tidsskrift Samtiden), kan man måske tillade sig at knytte denne beskrivelse af oprigtige mennesker og kunstnere: kvarterets fattige, unge piger, der dog hver dag sætter kammen i håret, den videlystne studenterungdom, fortidens uforfærdede Villon, nutidens Verlaine, parret Cazals og le Rouge, til de tre andre litterære reportager af Antonius i afsnittet En Verden af Digtere, som skildringen så åbenlyst lægger sig op til.

✂ Endelig: fortællerjeg'et angiver en tredje grund: en hæftig Forelskelse, som paa ganske kort Tid i Bund og Grund gjorde det af med den arme Fyr. Hun kaldes en koketerende engelsk Frøken, blond og kysk og kedsommelig som en guldbeslaaet Salmebog i sort Fløjl. I den første sonet benævnes hun både Milde Vaar og Judith - grusom, og det fortælles, at hun driver ham på Flugt - en flugt, der må gå til Italien, for herom handler de to næste. Der er tale om den Célimène, som Silvio forelsker sig så voldsomt i i begyndelsen af Valfart - blot anskues hun her i et skarpt og 300 bittert lys, fordi hun fordærver hans oprigtighed, nedbryder den naivitet, som det var ham så magtpåliggende at være indlejret i.

✂ Sammenfattende kan det da siges, at Antonius - som Erik Kølby i Unge Bander - via en forelskelse føres fra et oprigtigt onske om at fa tag i virkeligheden og kvinden ind i kunstens mere spegede verden med dens forføreriske illuminationer og tvivlsomme sidegevinster. I Valfart går bevægelsen i modsat retning. Vi skal se hvorledes.

✂ Claussen skrev 14 Naive Breve til Politiken mellem 23.10.1892 og 8.7.1893. Heraf indgår de 8 i mere eller mindre ændret og opsplittet form i Antonius i Paris. 3 er tilsyneladende udeladt (E&H 511, 515, 518), fordi de er for uinteressante og ikke kan passes ind i bogens komposition; de 3 sidste, fordi den ene er en anmeldelse af en Symbolistisk Komedie (521), og de to andre dækker et stofområde (politik), som heller ikke passer ind i bogens tematik. Claussen fortsatte med at anmelde - nu Ibsens og Bjørnsons - skucspilopførelser, ligesom han sendte en enkelt politisk reportage afsted til Danmark (529).

✂ Kapitlerne i bogen er alle signeret Antonius - op til Efterskrift - fraset Hyacinterne eller de smaa Tidsskrifter, der er en kraftig omarbejdelse af et Naivt Brev (516), og En Nat med Paul Verlaine, der blev trykt i Tilskueren, juni-juli 1893. Tilbage bliver 3 selvstændige fortællinger: Blødende Rose (der er hændt en Ven af Antonius), De to Søstre paa Montmartre samt Antonius og Ladislas, der er omarbejdet i 2. udgaven med indførelsen af endnu en ven af Antonius: Fabius.

✂ Tekstforholdene er altså komplicerede, men det er tydeligt, at en bestemt tematik og bevægelse følges, hvad der da udelukker præcis de to stofområder, som Claussens anden pariserroman, Fortællingen om Rosen, tager op - nemlig teaterstoffet og det politiske stof Derfor ændres også dedikationen, der oprindelig var henvendt til sceneinstruktøren Herman Bang. Han bliver til gengæld en af hovedpersonerne i Rose-romanen i skikkelse af den forføreriske Prost5.

✂ Bogens bevægelse bliver da en bevægelse, der beskriver et fald. Et fald fra uskyld, naivitet og oprigtighed til svigt og desillusion.

✂ I Indbydelse til Rejse ønsker Sophus Claussen (ikke Antonius) på læserens vegne, at denne skal rejse med for at opleve en Verden, hvor intet er Køb eller Salg/men alt er for den, som er tro i sit Valg. Man skal vide, at Døden kan komme hver Stund, og være villig til at ofre sit Liv for at dø med en Grund. Alt skal gengives med den første Værdi. Ved bogens 301 slutning er Antonius og hans Venner borte. Efter Samkvemmet med Ladislas var det bleven dem nødvendigt at pudse Næsen foran Azuren. Den uoprigtige Ladislas er Antonius' frister og forfører - en kunstens parasit - den Kvinde, som (Antonius) havde behøvet, har han ikke kunnet møde på anstændige vilkår, livet giver ikke mere tone, og langs Quaien, hvor han drifter om, finder han kun ligegyldige Mennesker og Bøger, Bøger, Bøger...

✂ Antonius er selv skyld i faldet - skønt han ikke vil det. Tværtimod er han beredt til at følge Carmens ord: »Hvis du er ren, sæt Livet paa et Kort!« (s. 19), og blandt virkelige, jævne Franskmænd mærker han for Alvor Lysten til at tale, leve, meddele (sig) som de andre (s. 23). Det danske fantasteri - som skildret i Rimener under Vejs - er han helst foruden. Han tror naivt, at hans billet de correspondance er en billet, han er fælles med en tiltrækkende pariserinde om, at de er i korrespondance - og da han indser misforståelsen, er han ganske vist ikke tilfreds, men heller ikke modløs. Den franske kvinde ser han symboliseret i Ernest Christophe's statue Masken: En brav, ærlig (læs »naiv«) Pige af lidt kødeligt Naturel, som nok elsker sin maske, kunsten, men har for blodvarmt Hjærte til at hykle under Masken, selvom hun lider ved den pris, hun må betale herfor. Hun er frimodig, uden alt koketten og pikanteri - modsat den Céliméne-type, som Antonius til slut forelsker sig i - men også forlader. Med en Balzaoallusion hedder statuen også La Comédie humaine: kvinden inkarnerer selve det menneskelige - og det menneskeliges urolige stræben og begær efter indsigt, viden. Paradokset er da, at hun ikke hykler - selvom hun holder masken foran sit ansigt. Hun er ikke et dobbeltmenneske; masken, kunsten elsker hun - fordi den også beskytter hende. Hun har min Muses Ansigt, skriver Claussen (notesbog 29) - at hun bliver bidt af en lille knap synlig slange, der snor sig ind under klædet omkring hendes håndled, har Antonius tilsyneladende ikke bemærket.

✂ Sådan ser Antonius den franske Muse - og hende fortsætter han med at eftersøge. Men i Frankrig kan man ikke køre, naar man har noget alvorligt for (s. 41); der indtræder et Uheld - og herom handler historien om Blødende Rose, der som nævnt ikke er hændt Antonius, men en ven af ham. Den kan opfattes som en form for advarsel til ham - for her gennemspilles i koncentreret form det ulykkelige kærlighedsforløb, som Unge Bander beretter om.

302

✂

303

✂ Vennen har det alvorligste ønske om at føre sin elskede Rose til sit hjem, men opgiver al alvorlig Kørsel, forhindret af en jaloux og utålmodig italiener, der nok elsker Rose, men også elsker at spille kort og gøre indsatser på den kafé, hvor Rose giver den unge nordbo timer i fransk. Det synlige udtryk for sydlændingens og hans medspilleres spillelidenskab er en søjle af porcelænsbakker, som ølkrusene serveres på. Således holdes der Regnskab med Fortæringen - og søjlen gennembryder efterhånden loftet; som månederne går gennembores azuren, og den når efterhånden himlen og Himlens øverste Herre og Dommer. Han er nu så rundhåndet, at han mildt kan meddele værten, at denne kan skrive det hele på hans regning. Og det er virkelig en storslået gestus, for der er jo sket det beklagelige, at spillerne og sydlændingen - som kun er en anden side af nordboen - har opofret alt, selv deres lille Rose, som elskede dem - forført af en dybere lidenskab, der forhindrer al alvorlig kørsel, men til gengæld retter sig mod et indre udbytte. Gentagne gange siges det, at dette indre regnskab, disse fortæringer overvåges af et Øjenvidne. Dette øjenvidne på kaféen - en pendant til Medici-kyklopen - kan da nyde den vin, som taber sin smag for den naive nordbo, der forvirret står til skamme med sin oprigtige kærlighed.

✂ Et Uheld - foreløbig tilgiveligt.

✂ Antonius fortsætter sin søgen - og finder i et intermezzo oprigtigheden hos det arbejdende Paris, som han oplever det på en tidlig morgenvandring. Det er et ganske andet publikum, der møder ham på kaféen nær Hallerne: nemlig de politiserende arbejdere, den parisiske Arbejderbefolkning, som har gjort alle Revolutionerne. Den symboliseres af to unge piger på vej til Hallerne: Morgenens første Roser. Temaet tages op i Valfart, men får først sit fulde udtryk i skuespillet Arbejdersken. Afgørende her - på tærsklen til En Verden af Digtere - er den viden om troskab eller svigt, som bogens første tredjedel har gennemspillet. Selvom pigen forlader ham, føler han sig troskyldig som en Lykkeprins: »og f ør vi svigter, vil vi kysse Døden.«

✂ De litterære reportager, der nu følger: om De smaa Tidsskrifter, Paul Verlaine og La Plumes Syvende Banket - hvortil jeg som nævnt også vil henregne Quartier Latin - focuserer på denne kunstens oprigtige søgen efter mening, sammenhæng, sandhed, inkarneret i den pengeløse Hero Paul Verlaine. Jeg'et hævder selv, at den litterære skole han tilhører, hedder »de oprigtige, de svorne!« - og at den hylder »Grænseløse Principper«.

304

✂ Denne oprigtighed anfægtes da løbende af en stemme, der lavt men advarende gør opmærksom på, at holdningen også har - eller kan have - en debetside.

✂ De indsatte digte fortæller herom. Men det er en museskikkelse: Sylvia Delaplanche, som i al sin flygtighed legemliggør den.

✂ I Natten hedder det efter mødet med hende: Hun gaar, men lader efter sig et Rige,/hvor man des mere fyrsteligt kan gruble. Des mere - hun kan altså også undværes, selvom det er på bekostning af en mere reel lykke. I Alliance siges det direkte, at i det øjeblik, hvor de to tror, at de endelig skal opleve det højeste i kærlighed, har de allerede fortæret den fysiske kærligheds fylde i forestilling, længsel og fantasi. Tilbage er asken - som han så kan skrive vers i. Den kunstnerbevidsthed, der således på forhånd har gennemlevet den mulige lykke og dermed umuliggjort den, er den anden og måske stærkere side af mandens væsen - Bronze-Trold(en) kaldes han.

✂ Antonius kan derfor med god grund udbryde: Allah være med os alle. Han kan både hade det sorte blæk - og alligevel undertiden gribes af et Raseri, så han må skrive, selvom det skal ske med neglene. På papiret kan han skabe den sammenhæng og mening, som han ellers ikke evner at etablere. Østerlandske kærlighedsfabler: fjerne, umulige - men fulde af uendelige ønsker og indskydelser. Denne grænseløse Ekbátana-oplevelse skal han senere vende tilbage til.

✂ De følgende fire litterære reportager passes da ind i dette mønster: kan oprigtigheden, naiviteten, troskaben overfor ønsket og håbet fastholdes overfor den mørke dæmon, der befinder sig så fint i sit rige? Museskikkelsen Sylvia Delaplanche holder fast på mønstret: hun fører ham ind i En Verden af Digtere - og som en hævnende Judith fra Montmartre efterlader hun ham i De to Søstre... med overskåren strube. Det kunne ønsket altså ikke - og Antonius og Ladislas uddyber hvorfor.

✂ Som nævnt umuliggjordes al alvorlig Kørsel, Længslen løb foran de snøftende Heste: det hele endte i søvn og aske! Derfor kan Sylvia efterlade ham til sin skæbne, Eventyrbrylluppet er forbi, tilbage er et visitkort uden adresse, en duft, et Minde, mod hvilket jeg endnu segnede og lykkelig (m.u.) blødte (...). Han skal nu opsøge de unge digtere og de små 305 tidsskrifter. Og det gør han så - og læseren får en glimrende indføring i det litterære symbolistmiljø. Antonius følger nok sin tilbøjelighed, men med adspredte tanker, der hele tiden kredser om den pige, som han elsker, men ikke kan få. Ind imellem de litterære visitter, møder, banketter og spadsereture træffer vi da Antonius i glimt bag lukkede skodder - henslængt på sofaen eller liggende i sengen - vegetativt tilfreds med sine Drømmes Halvmørke (s. 69).

✂ Han møder Sylvia en enkelt gang, søger at presse hende til at blive hos sig, men hun afviser ham og må tilsidst sige: Saa maajeg være grusommere (m.u.) imod dig, hun har som museskikkelse også hensyn at tage til de andre - og kan rigtigt påpege, at han i sin Eventyrtro vil knytte nye masker, selvom han sidder fanget i et spind, han selv har spundet (s. 74).

✂ Hans hjerte bløder lykkeligt; i sonetten til Johs. Jørgensen taler han

✂ - som i mindedigtet til Herman Bang - om en forblødning. Sylvia kan anbefale ham en roligere Venindes Fortrolighed - foreløbig opsøger han og identificerer sig med en anden »poéte maudit«: Paul Verlaine, som er en af disse sære digtere, der aldrig har glemt det Glimt af Menneskehaab eller Menneskejammer, hvorpaa det i Poesien alene kommer an. Han kaldes en ren, dybt oprigtig Sjæl - og skal Antonius i sin vildrede ikke fristes for dybt, må han nødvendigvis knytte sig til en kunstner, som nok er pengeløs og betalingsudygtig, men som også - som Baudelaire - har bevaret troen på det Ubegrænsede, troen på at det splintrede ideal i hvert fald momentant kan samles i et meningsfyldt mønster.

✂ Verlaine har sat alt til under sin Søgen efter Idealet (s. 91) - i disse reportager fremhæves det gang på gang, at kunstneren er en sandsiger, en lidende profet i et uforstående samfund, bcklikket af den fællesmenneskelige Gemenhed, som han stolt kan vende sig bort fra - med øjnene rettet mod Uendeligheden.

✂ Foreløbig rettes angrebet altså mod det Pak derhjemme. I et noget uklædeligt, atypisk og militant sprog opfordrer Claussen digteren til at trække sit sværd og give en smudsig omverden, hvad den fortjener. Han vil stadig sætte alt på et bræt og er stadig villig til at dø med en grund (Den ny Poesi), men allerede i Efterskrift... indser han sin naivitet og nedlægger våbnene. Verlaine indvier ham til sin ridder, han er selv flyttet ud i den fanden-i-voldske Villons kvarter på venstre bred: Fordomme og Samfund forgaar, Kraften bestaar (s. 108), men holdningen 306 307 har haft sine omkostninger. Antonius har trodsigt og utålmodigt sogt kunsten - men har ikke kunnet overleve.

✂ På en måde er bogen slut her - og det er den da også ifolge manuskriptet på Det kgl. Bibliotek: Æventyrenes Bog. Æventyr benyttes her synonymt med Brev, således at forste kapitel kaldes Første Brev og Æventyr osv. Eventyrene slutter altså her, men Antonius efterlader dog to Skildringer til videre bearbejdning samt tre Soneter (...) skrevne paa en Flugt, han foretog bort fra Paris (...) - ifolge digtene til Italien og Rom (jf. senere om Valfart). I Portræt af Foraaret kan jeg'et stadig håbe på, at den stolte og utilnærmelige piges væsen vil skifte, to op og blomstre - men kommer han for skade at kalde hende Judith - grusom, skal han i sit begær ikke vide sig for sikker: grov mandhaftighed er for blevet straffet på det grusomste af kvinden, der ikke vil se sig reduceret til et væsen, der tilsyneladende blot er et seksualobjekt (Holofernes).

✂ Denne Judith-skikkelse havde Claussen daglig for oje fra sit vindue i rue de Vaugirard: ved Indgangen til Luxembourg-Musæet stod Jødinden Judith, mørk, i Bronze med sit Blik sænket mod Jætten Holofernes' vanhellige Hoved og med sit Sværd, som Kunstens strenge og blodige Dørvogterske 6. I Æventyrenes Bog knyttes s. 89 en nærmere forbindelse mellem Sylvia Delaplanche og den yngste soster i en påtænkt fortælling: To Søstre, som må være konceptet til De to Søstre paa Montmartre. Denne yngre soster, Sylvia, er da den museskikkelse, den Fé Poesien (s. 120), der til slut skærer halsen over på den overmodige prins - som en Judith fra Montmartre - men som også forer ham over dortærsklen til kunstens rige.

✂ Hvordan hænger det nu sammen? I Blodende Rose og Alliance f.eks. ses en del af svaret. De to sidste fortællinger søger at afrunde det.

✂ De to Søstre ... er en conte cruel, der handler om en velhavende prins, dog uden Provins, der på et traktorsted moder to søstre, den ældre og fornuftige, der bestyrer foretagendet - og så den yngre, Sylvia, hemmelighedsfuld, smuk og tilsyneladende lutter ånd. Prinsen frier med det samme til Sylvia, prover at hjemføre hende som sin brud, men den ældre soster, der er begærlig efter prinsens guld, véd at gore så stærkt indtryk på den iltre tilbeder, at han allerede næste dag vender tilbage til mollen. Her moder de et selskab, hvoraf hver havde mindst tø Bestillinger - og det er da også det, prinsen har: måske kan han fa 308 begge piger på én gang. Han forføres her af den ældre søster - og den yngre folger hende - dog med en vis Kulde: kan den ældre fa prinsen med på sit forehavende, skal hun - forrådt som hun er - villigt følge planen: at skære halsen over på ham og stjæle hans to poser guld. Og således sker det.

✂ Teksten er stærkt seksuelt opladet - men fortalt med en ironisk og underfundig distance, der gor de blodige begivenheder mindre skærende:

✂ Og til vor Opbyggelse
kommer der en Monacus
udi Kodets Fristelse
stærk som Sanct Antonius (...).

✂ Historien er ikke opbyggelig, Antonius modstår ikke fristelsen - og tilbage står Sylvia med en evig Berommelse som en Judith fra Montmartre.

✂ De to søstre legemliggor hver sin side af prinsens splittede kærlighedslængsel. Han får nok sin drømmepige, den Fe Poesien, men den ældste søster er begærlig efter hans guld - og hende må han først holde skadeslos med en række småforæringer: han kan ikke forvandle sit seksuelle begær, kun fortrænge det - og må derfor nødvcndigvis imødekomme de krav hun stiller.

✂ De fejrer da et Eventyrbryllup, der i mangt og meget minder om det, der beskrives i begyndelsen af Hyacinterne .. . Her soves bemærkelsesværdigt meget, og Sylvia far da også prinsen med tilbage til mollen med de to poser guld urorte. Prinsen tror som sagt nu, at det umulige, det altjor utænkelige kan blive muligt. At drom og fantasi kan forenes med en mere jordisk virkelighed. Det er da hans naivitet, at han ikke erkender dette skel - og det er da folgerigtigt, at hovedet skilles fra kroppen.

✂ Den dobbelte eros hævner sig. Motivet er velkendt - og især velkendt her i dekadencens årti7. Når den åndfulde Johannes Døber afviser Salomes kærlighed, der kun finder svar hos den gejle Herodes, kan hun nådeløst sørge for, at han halshuggcs. Claussen kalder denne kvinde Judith - og i Valfart Célimène.

✂ En uoprigtig, splittet og utålmodig kærlighedsdrift straffes således på det grusomste. Men der siges ikke noget om, at prinsen så kan bruge sit hoved til at digte videre med. Det handler Antonius og Ladislas 309 om - i hvert fald i anden-udgaven. Begge er kunstnere, selvom Ladislas nok så meget er mæcen og beskytter af kunsten. Historien drejer sig da om deres forhøld til kvinden, som er den, der raader over deres skæbne. Antonius har bevaret sit unge, blanke Hjærte, Ladislas er rusten som et rustent Søm. Antonius tror, at man blot behøver det rene Buestrøg, det stormende Hjerteslag - to ord for det samme - for at overvælde selve den dejlige Fé Paris - men det skal Ladislas nok vide at forpurre. For en stund føres Antonius frem af Ladislas, men hjælpen er blot at sammenligne med et bedøvende tandpulver til den lidende Antonius' hule tand. Ladislas indfanger med sit vindende væsen, sin latter og veltalenhed en smuk pariserinde i knitrende, sort Atlask - og Antonius opdager forfærdet, at Ladislas blot sadistisk udnytter kvinden og presser penge af hende. Da er det, at Antonius opgiver at vinde den farlige Kvinde (...), der lo med Umaadelighed. Selv om Latteren var spottende og grusom. Selvom han beslutter at gore sig til detektiv for at opspore hende, mister han tilliden - og også tilliden til det rene buestrog. Kunst er en form for narkotikum, han kan ikke overleve, hvad han far at se, kunst og kærlighed kan han ikke forbinde - og han flygter fra fordærvet.

✂ I anden-udgaven fra 1918 omarbejder Claussen historien ved at indføre en ven af Antonius - den unge musiker Fabius, naiv paa sin egen, egensindige Maade.

✂ Men også ham går det ilde - dog på en psykologisk mere overbevisende måde. Ladislas - der jo er både Antonius' og Fabius' skygge og vrængbillede - forfører Fabius med lofte om penge og berømmelse og stiller ham her den sortglitrende pariserinde i udsigt. Som i første version materialiserer Fabius' konflikt sig som - tandpine! Den stilles med et tilsyneladende harmløst pulver, som der senere i et offentligt anlæg åbenlyst reklameres for - af en Mand i Broncerustning og Hjælm, helt en romersk Kriger, der under mængdens nysgerrige agtpågivenhed holder et pompøst Foredrag til Anbefaling af... et Tandpulver. Kunstneren som militant feltherre - hvilken ædel og beundringsværdig statue, hvis det ikke var for det faktum, at statuen er minimeret til en Affiche, et tomt blændværk, der bag sin skal kun har én ambition: at fa afsat sin vare - et tandpulver, der så sammenlignes med et narkotikum. Kokain for lystne ganer!

310

✂ Men Ladislas forfører altså Fabius til at iføre sig panser og plade, pirrer hans fantasi - ja, på beruselsens højdepunkt, hvor Fabius er ved at skabe sin berømmelse, tillader Ladislas-Mefistofeles oven i købet, at Fabius far overladt den overdådige og yppige frue i sort silke - men det bliver en højst kortvarig Udflugt, hvorefter Digterhustruen koldsindig lod sig køre hjem til den ægteskabelige Arne, hvor hun var ventet. Senere sker der så det, at Fabius nu koncerterede (...) for gode Penge paa det lystige Montmartre. Thi han havde giftet sig med en Ungdomskærlighed hjemme fra. Dette forstod man. Men Fabius' Ven Antonius forstod man ikke (s. 210 i 2. udg.).

✂ Anden-udgaven slutter som første-udgaven - men som det ses lægger Claussen et nyt lag ind i fortællingen. For det forste opererer forfatteren med et fortællerjeg, der registrerer og noterer - for det andet med to udspaltninger af jeg'et: Antonius, hvis ugengældte og helgenagtige elskerattitude jeg'ets jordbundne og praktisk indstillede kunstnervenner tager afstand fra - og så Fabius, der først forføres og beruses til at tro det umulige, forledt af en lavere side af sit væsen. Siden indretter han sig fornuftigt og acceptabelt - igen ifølge kredsens normer. Fabius' fejltagelse er den enkle, at han skiller kunst og seksualitet på den måde, at han i kvinden kun ser kokotten, reklamebilledet, det lokkende blændværk. Hun bliver i den situation farlig, en femme fatale. I stedet for at folde sit væsen frit ud tilpasser hun det underdanigt mandens forventninger. Men derved undertrykker hun sine kvindelige kræfter, der da kan dæmoniseres, så den underdanige kvinde tager sig betalt ved skjulte former for magtudøvelse. Og hun blues ved sin falske Underkastelse, fordi hun ved, hun svigter sit egentlige væsen. Set som sådan hævner hun sig som en anden Judith, men nu er snittet lagt gennem Antonius' indre - og derfor mislykkes hans senere oprigtige søgen efter at fa kvinden ind i sit liv. Han finder kun bøger.

✂ Fabius finder til gengæld sin balance - og er det kun en sidehandling i fortællingen, skal den dog ikke glemmes, da den i al stilfærdighed korresponderer med det ideal af et kunstnerægtepar, som romanen så ofte vender tilbage til, og som også på det biografiske plan svarer til F.A. Cazals' ægteskab med madame Marie. Cazals, der fra Naturens Haand var skabt for Troskab og Engifte, Ømhed og Poesi (s. 109). Her er bogens højeste norm - se blot Claussens »Sonnet« til fruen!

311

✂

✂ Hvor man måske lidt groft kan hævde, at al alvorligere Kørsel må opgives i symbolisternes Paris, da deres program jo nærmest var at rive hjertet ud af livet og spille på det som på en violin - og acceptere og heroisere omkostningerne - dér hævder Valfart den modsatte holdning: Det er ikke tilstrækkeligt at ophæve splittelsen i kunsten; kunst og liv skal korrespondere.

✂ Antonius i Paris fremanalyserer årsagerne til splittelsen - Valfart soger at læge dem. Silvios oprigtighed er den samme som Antonius' - men han repræsenterer et højere erkendelses- og viljesniveau end denne - og da vi nu kender præmisserne, kan tolkningen også gores kortere. Han fortsætter efterforskningen - og efter modet med Clara kan han sige, at for ham skete vidunderet: Ogsaa jeg troede mere, end jeg kunde tro paa, og det gik i Opfyldelse (m.u.).

✂

Baggrunden

✂ Den biografiske baggrund er en noget anden - og belyser på det klareste forskellen mellem fiktion og virkelighed. Det modbeviser paradoksalt nok ikke Silvios opfattelse og udtalelse, men misforholdet siger noget om, hvordan kunstneren Claussen onsker sit - og andre bevidste menneskers - liv tolket og forstået.

✂ Logn eller digt - det er det, det handler om. Lad os forelobig blive ved de »løgnagtige« kendsgerninger.

✂ December 1893 mødte Claussen i den skandinaviske koloni den 21-årige cand.phil. Karen Topsøe, datter af forfatteren Vilhelm Topsoe, angiveligt i Paris for at studere græsk og tyrkisk. Han forelskede sig voldsomt i pigen, friede, men blev afvist, og i slutningen af januar brød han op og rejste til Italien for at blive der i to, tre måneder. Rejsen gik via Genova til Firenze og Siena - altimens han skrev på en roman om parisertiden: Fortællingen om Rosen, ved siden af alle de digte og betragtninger, som han fyldte notesbøgerne med. Som han skriver til Johs. Jørgensen, ved han ikke, hvad han selv er: uden et Skib helt omspændt af Luer (24.3.1894). Turen gik videre til Rom - stadig med Karen Topsøe og de uudgivne bøger i tankerne - til Napoli og så tilbage nordpå til Rapallo, hvor han slog sig ned i maj.

312

✂ Opholdet blev forlænget. Fra slutningen at juni til begyndelsen at juli får han besøg af Johs. Jørgensen, der rejser videre - efter et hæftigt opgør mellem vennerne for at træffe sammen med sine katolske venner, maleren Mogens Ballin og Jan Verkade. Claussen havde i begyndelsen af samme måned mødt og forelsket sig i en 25-årig gift, men ålene-levende kvinde, Clara Robinsson, som han flyttede sammen med til den lille badeby Santa Margherita di Ligure, 3 km fra Rapallo. O. 20.9. rejser de til Nizza, Clara videre til Rom og Claussen til Paris. Her opholdt han sig oktober måned ud og vendte da tilbage til København. Clara forsøger forgæves at komme i kontakt, hun er tilsyneladende syg og gravid; kun hendes breve kendes8, Claussens er gået tabt, og han har ikke på nogen måde vist forståelse for den miserable situation. Det har hele tiden været hans agt at vende tilbage til Paris; selv i september forhører han sig om Karen Topsøe's tilstand - og da han 29.11. ankommer til København, søger han straks at genoptage forbindelsen. Samværet med Clara prøver han at skjule (brev til forældrene 29.8. og 15.9.) - og da han i yderste økonomiske nød 21.9. må telegrafere efter flere rejsepenge pga. Clara, fremhæver han først og fremmest hendes huslige og moderlige talenter. Samme dag har han overskud til et muntert kort til Viggo Stuckenberg9, til Unge Banders afslutningsdigt Til Erik Kølby, ligesom programdigtet til Georg Brandes: Den skønne Propaganda i Antonius i Paris er skrevet her. - Karen Topsøe, der ligeledes var vendt tilbage til Danmark, genoptog Claussen forbindelsen med - stadig uden resultat. Han slår sig ned i Nykøbing Falster som kulturredaktør på faderens LollandFalsters Folketidende, og efter at Unge Bander og Kitty er udgivet, sammenskriver han i 1895 og begyndelsen af 1896 Antonius i Paris og Valfart. Sommeren 1896 møder han sin tidligere forlovede, Anne Christine Christensen i Horsens, og de bliver gift på Claussens 31-års fødselsdag 12.9.1896. Såvidt den ydre virkelighed

✂

Tolkning

✂ Og så til regnskabet og opgørelsen: set bagfra, i erindringens og refleksionens og den smertefulde folelses lys - sådan var det også.

✂ Antonius tabte sin naivitet, da han så sin mørke dæmon i øjnene. Det var derfor passende, at jeg for ti Aar siden opgav Poesien, skriver Claussen i 1903 med tanke på pariseråret (notesbog 43; jf. f.eks. Digterens 313 Endeligt 25.3.189310), men forelskelsen i Karen Topsøe satte endnu engang de gamle kræfter i bevægelse.

✂ Temaet oprigtighed:desillusion, sandhed:løgn gennemspilles nu i udvidet og dybere forstand.

✂ Valfart er komponeret i to bøger. Første bog består af tre hovedafsnit, anden bog kun af eet. I,1 hedder Silvios Løgne, foregår i Paris, beskriver Silvios kærlighed til den utilnærmelige Célimène, bruddet og afrejsen og slutter med digtet Ekbátana. I I,2 fortæller Silvio om sin rejse ned gennem Italien væk fra den fordærvede by, med den månekolde Célimène i hjertet og dog med ønsket om at sydens sol vil smelte kulden. Hans livsbegær vågner langsomt, men mindet om hende lægger beslag på hans nye livskraft. Siena-Rom (I,3) er en række prosadigte, der reflekterer over kærlighedens, kunstens og religionens væsen - stadig set under synsvinklen illusion:sandhed - men i det afsluttende Pompeji må han mistrøstigt se status i øjnene: hans åbne, forstenede hjerte er stadig gennemtrukket af den valmuegift og det fordærv, som forelskelsen i den golde og kyske Célimène har afstedkommet. Den gamle Bevægelse i nyt regi?

✂ Anden bog bryder cirklen.

✂ I første »afsnit« møder vi Silvio efter rejsen, hjemvendt til Paris, hvor han fortæller, hvad han yderligere har oplevet.

✂ Han har mødt og elsket en kvinde, som han sammenligner med Michelangelos berømte Madonna i Rom, og sammen med hende - fra det badested, hvor de har slået sig ned - har han foretaget en valfart til Madonnas ære - en valfart og en kærlighedshistorie, der har renset hans krop og sjæl, så man må tro ham, når han i Det tabte Paradis hævder, at han ved hendes hjælp har genfundet det. (De to første afsnit er skrevet august 1894. Det tredje efter udlandsopholdet).

✂ Forløbet af denne kærlighedshistorie fylder da resten af bogen (s. 244-282) og afrundes af en Epilog og digtet Hjemfart, skrevet på vej væk nordpå (notesbog 34).

✂ Historien er efterhånden tolket ofte (modsat Antonius i Paris): man kan - måske i egen selvopgivelse - fordømme den som »narcissistisk og ødipal selvtematisering«, eller man kan modsat opprioritere forløbet og i det se modernismens første indvarsling i dansk litteratur - enten højstemt-begejstret eller moralsk og skummelt afstandtagende11. Sophus Claussens store biograf, svigersønnen Ernst Frandsen, 314 forbigår den af familiære grunde; den kyndigste, men vel også noget enstrengede tolkning er stadig Aage Henriksens i Det guddommelige Barn.

✂ Jeg har selv prøvet at nærme mig den særprægede historie - og skal forsoge at sammenfatte min læsning. Tolkningen af Antonius i Paris skulle gerne hjælpe forståelsen.

✂ Fortælleteknisk er det vigtigt at fastholde, at der igen er tale om et jeg, der kender en ung Mand, der nu hedder Silvio; på et lavere niveau hed han Antonius, på et højere Sigmund - nemlig i Fortællingen om Rosen, som skulle være skrevet her og nu, men som Claussen brugte resten af sit liv på at komponere sammen. Denne Silvio er først og fremmest ingeniør og brobygger, i anden række fortæller og digter. Han elsker sandhed, men må skamfuld begynde med en løgn, og det af de kraftigste: en Kron-Løgn. De ydre, kropslige kendsgerninger fornægter han gerne, for han har i sin kærlighed til den sjælfulde Célimène oplevet sig ophøjet til kongeværdighed - og hende til dronning - og i dette Drømmebryllup, hvor den ydre nødvendighed ophæves og sjæl møder sjæl, er syndefaldet tilsyneladende ophævet. Disse højspændte, festligt-illuminerede tilstande kalder Silvio da Kronings-Løgne, i menneskenes øjne tilsyneladende illusioner, men dog bedre at bo i end de kendsgerninger, folk ellers omgærder sig med. Og Silvio er ikke i tvivl om, at han med den rette tålmodighed og sin guddommelige Aritmetik nok skal fa gjort ende på det skin, der endnu skiller dem ad Sodomas freske: Alexander og Roxanes bryllup, hvor verdensherskeren overrækker Roxane kronen før bryllupsnatten, kunne illustrere Silvios mægtige forventninger - og Claussen kan have set billedet i Rom (jf. n.ts. 157 og s. 197).

✂ Da Silvio så prøver at virkeliggøre drømmen, afvises han - og indser, at den bro, han har bygget mellem dem, er bygget på en løgn. Hun ønsker ikke at krones, men nyder kun tilstanden i sig selv - selvforelsket og forfængelig, som hun er.

✂ Henvist til denne fattigdom beslutter den velhavende Silvio sig da til at bryde op. Han har levet en Dag i Ekbátana, og han er ikke tilsinds at fornægte denne sjælsfylde - men den skal forbindes med kropsligt nærvær. Det er denne bro: Højere end Alperne - dybere end Middelhavet, han rejser ud for at studere - og finde.

✂ Som Goethe i sin Italienische Reise ønsker Silvio virkelighed, hvad der kan lyde ejendommeligt for de fleste, men alligevel er en sjældenhed. I begyndelsen vil han ikke leve med de levende, men gradvis 315 316 vågner hans livsbegær, og han kan igen længes, ønske. Solen bliver et symbol på denne nye livsfylde - pleroma kalder Claussen tilstanden med et teologisk udtryk i sin anmeldelse af Johs. Jørgensens roman Livets Træ, og oversætter det med Lykken ved at elske og attraa uden Maal (...). Mod(et) til at drømme, - ligegyldig for den nære og snævre Sandhed(...)12.

✂ Derfor kan Silvio også venligt afvise de udkast til madonnaer, som undervejs byder sig til. Men hans voldsomt opstemte forhåbninger kan dog ved given lejlighed torpederes, så han i anarkistisk vrede kan ønske sin skæbne afgjort på en meningsfuld måde, f.eks. ved deltagelse i bondeoprøret på Sicilien.

✂ Men nej. Det broderskab, han længes efter, er ikke samlet omkring den dyriske Nødvendigheds Infami. Han ønsker netop denne fællesmenneskelige nødvendighed forvandlet: en følelsernes revolution, så tingene kan fremstå så smukke og renfærdige, som de i virkeligheden er. Silvio taler her om den skønne Nødvendighed.

✂ Således slutter I,2 - og i Siena-Rom søger Silvio trængt og desperat at uddybe sin kærlighedsopfattelse, der altså også har et politisk perspektiv13. Overfor en toscansk adelsmand, der hævder, at det er en ulykke, at kærligheden har lært ham at tænke, hævder Silvio hårdnakket det modsatte. Men hans hovmod eller overmod dementeres med det samme: Ude i Gaden begynder et Æsel at skryde./(...) henaandet og dog paastaaelig,/nærmest som en Pumpe, der slet ikke vil give Vand. Så tydeligt tillader Claussen sig at demonstrere sin symbolistiske teknik: livskilderne vil stadig ikke strømme frit.

✂ Silvio er endnu fattig, men gradvis tager han sig selv i besiddelse. Han føler sig konstant i fare, seksuelt fristet og genkender sig selv altfor godt i den lurvede Gadesælgers Ansigt, der tror, Silvio beder ham om ydelser af mere omfattende karakter end de tændstikker, han ellers falbyder (s. 202). I sin kyskhed og med sin kærlighedsforventning identificerer han sig indirekte med den lidende Kristus, men også med middelhavsfyrsten Frederik den Anden, der engang hjemførte en anden Céliméne til sit sicilianske hof, hvor vesterlandsk og østerlandsk kultur og natur var forenet. Silvio ærer denne Muhamedaner af nordisk Æt, fordi det uopnaaelige store / vil det stridige og fine, /fordi det uopnaaelige er al Kærligheds Amen. Rejsen er sandelig en rejse i den ideale Kærligheds Rige.

✂ Om denne uopnåelige forening handler Evangelium: om den nødvendige brobygning mellem det mindste i naturen, menneskets og 317 Jesu udgangspunkt og så den højeste bevidsthed, der har fjernet sig så vidt fra naturen og Maria, at Rabbien må græde midt under Palmerne og Folkets Jubel. Alligevel må han omspænde hele livet med sin medlidende kærlighed, for at intet menneskeligt skal have et uopfyldt krav på ham. Denne forening er uopnaaelig: rabbien korsfæstes.

✂ I sin selvgranskning foretager Silvio sammen med kelneren Dante en anden nedstigning i sit indre, nu med parallel i Dantes Inferno, XII. sang. Turen ned ad bjerget ender i et halsbrækkende styrt, men da Silvio vågner op, plejes han kærligt af en toscanerinde og konstaterer, at intet af Hjulene i (hans) Indre er knust. Han har nedsvælget Smærten og Dødsfaren, og der påkommer ham nu en umættelig Appetit, han fyldes med Livsmod, fordi han i sin lemlæstede tilstand plejes af hendes Barmhjærtighed; i hendes Solskin får hans syge og forfulgte Hjærte Helsebod. Scenen har mindelser både om Michelangelos Pietå-gruppe, om den kærlighed, Silvio senere møder hos den omsorgsfulde Clara - og den ligeledes forslåede Sigmund hos den Roxane, der både er en klosterlig søster - og jordisk kvinde (Fortællingen om Rosen s. 252 ff).

✂ Silvio kan nu selv lyse som en sol (s. 217) - også overfor de kvinder, han træffer. Disse kvinder er alle som udkast til en Madonna, men de har ikke alle toscanerindens indsigt i de grænser, som gavmild, men høvisk kærlighed dog trækker om de elskende.

✂ I toget til Rom møder Silvio et sådant billigt og løst Udkast, der smælter, hvis hun møder for megen sol. Denne medrejsende ville Silvio altid have beundret, hvis hun, mens hun spredte Glæde om sig,/ selv havde været u tilgængelig for Glæde. Nu møder han blot en hjærtesyg Tiggerske (...) som i sin Blindhed tog Jorden for Himlen.

✂ En moderne læser ville kunne være enig med en Ven i Rom, der kalder Silvio for en utaknemlig! en moralsk Nar! Han bliver nu hårdnakket ved sit, han har stadig sin elskede i Paris i tankerne, og hvis hun blot ville sprede Glæde om sig, da ville han selv kunne skabe Guder og Himle - bedre end dem, han er omgivet af.

✂ Det ville eller kunne hun altså ikke, men i Rom møder Silvio på Peterspladsen en sådan Brobygger: nemlig Paven. De rene, strenge og ædle linier i Céliménes ansigtstræk er som himlen over Ekbátana en åbenbaring af en højere orden, af den hellige Aand. Paven har sin Madonna, Michelangelos Gudsmoder/med Liget af den Korsfæstede tværs over det moderlige Skød. Verdens fornemste Kvinde kaldes hun, som - selvom hun ikke kan give døden mening - dog med rolig Omhu våger 318 319 over den ihjelslagne. Og som forbliver trofast mod sin kærlighed, selvom hun ikke forstår monstret (uden Forklarelse). Gruppen kan siges at afspejle Silvios situation for modet med signora Clara. Han har stadig ikke fundet Forvandlingsøjeblikket, men anerkender alligevel ikke nogen nodvendighed, for den kan kaldes skøn.

✂ I Pompeji resumeres situationen: Silvios kyskhedskrav kan kaldes renligt, hvad der sammenlignes med, at man i oldtiden ikke tålte animalsk liv i Byernes renlige Midte. Lidenskaberne har trukket sig tilbage - som havet fra Porta Marina: på den torre slette gror kun valmuer, hvori lidenskaben som nævnt har koncentreret sig som gift. Denne fordærvede pragt sammenlignes med smaa, røde Kardinaler, kyskhedens overste vogtere.

✂ I Anden Bog er alt anderledes: her moder Silvio en kvinde, som genskaber himlen på jorden - I Ligurien. Vignetstrofen antyder, hvad hun er: et Portræt, et billede, en betydning, men dette billede træder ud af sin ramme og åbner sig for ham i sanseligt nærvær blandt virkelighedens mange dagligdags ting.

✂ Det er det, der sker - og Silvio resumerer forst historien for sine parisiske tilhørere i billedet af Valfarten til Mont' Allegro - sammen med den kvinde, der forst kaldes Pavens Madonna (s. 222 og s. 232) for nu i prosadigtet at fremstå som Clara. Hun er hans ligesindede, en conduir-amour, der med indsigt forstår at tilfredsstille de hojtstemte forventninger, som han hidtil ikke har kunnet fa indfriet Hun kender intet til Køb eller Salg (jf. s. 12), naar Kongen er naadig: hun er selv Dronning af England og samtidig gavmildheden selv. Solen folger dem og havet kan de hele tiden se, men de når tilsidst ind under de skyggefulde egetræer, og Clara kan da tilberede Silvio et måltid, der i fortættet symbolværdi associeres med den hellige nadver.

✂ Fortælleren har nu fortalt alt; spændingen er dog stadig intakt (jf s. 325) - for hvad foregår der egentlig her? Det redegores der (næsten) kronologisk for i de folgende kapitler - op til Epilogen.

✂ Handlingen er enkel nok. Silvio synes, at han er nået til ende med sin skæbne; han vil hjem, men tiltrækkes af en italienerinde på hotellet, der overfor en rejseledsagerske fortæller sin livshistorie. En ny, sød og smilende Maane går op på Silvios himmel; hun arrangerer et møde, hvortil han modstræbende kommer, men efterhånden fortrylles han mere og mere af hendes væsen - og han overgiver sig.

320

✂ Foreløbig har hun været Grevinden af Luna (jf. s. 198); nu bringer hun ham efterhånden tilbage til den natur, som han hidtil er veget tilbage for. Hun fanger ham ind med sin krop og sine ord: på hendes læber vil han / et Kys tilbede Ordet - hvorpå han fanger hende ind og bærer hende ind på sit hotelværelse.

✂ Broen er bygget - og de flytter sammen til et badested, fjernere fra denne verdens øjne.

✂ Her gennemlever de i løbet af et par måneder en kærlighedshistorie, der i sin lette sensualitet, sin underfundighed, ynde og samtidig radikale særhed er anderledes end noget andet beskrevet i dansk litteratur. Alt sammen i en ramme af festlig og høvisk sir: Og henne fra Kirketaarnet lød atter det middelalderlige Klokkespil som en stivbenet Ridderdans i Jærn og Plade (s. 269).

✂ Hvem er denne kvinde? Først og fremmest er hun ikke mindre end Céliméne, som hun ligner med sine snorrette Bryn og et væsen, der synes at sige: Drik ikke med mig i Vin! Drik mig til med dine Øjne alene (s. 255). Derudover er hun en fortællerske og en forfører, der synes at kende Silvios behov og på en gang bevidst og samtidig totalt uselvisk véd at følge dem. I samtiden en excentrisk eventyrerske, der har sat sig ud over alle normer - jf. f.eks. den lille Luigi's manglende respekt for hende - en iscenesætter: valfarten genoplever Silvio i sengen en tidlig morgen (s. 277), og endelig en drømmerske og sandsigerske, hvis profetier og visioner viser sig gyldige14. Derfor følger hun drømmen, hvor sommerfuglen (døden) befaler hende at klæde sig i rosenrødt: (...) festklædt vil jeg vandre lige ind i Døden, hvis du forlanger det af mig.

✂ Vi er her ved historiens mørke punkt, der sluger alt det lys, der ellers glitrer over siderne. Hvordan kan døden forbindes med al den sir og fest, der ellers udfoldes?

✂ Claussen synes selv, at han må minde om baggrunden og forudsætningerne, for pludselig springer han i Et Kapitel om Farveglæde tilbage i kronologien og skildrer en kulrøgssværtet Silvio i Rapallo før mødet med Clara. Igen ser vi ham fristet af altfor imødekommende kvinder, som han ruster sig imod gennem arbejde: thi jeg vil arbejde - arbejde gigantisk paa et Værk om de ældste Broer i Italien (s. 275). Den holdning far sin beske kommentar med på vejen gennem beretningen om 321 bryderen Lenau, der får en tung kampesten lagt over brystet; to mænd søger så at kløve den med tunge hamre. Silvio oprøres over tilskuernes skinhellige holdning: dels ønsker de forestillingen standset, dels stiger deres forventning, som byrderne bliver tungere. Han væmmes ved denne Lyst til at opsøge Lidelse, denne fælles Ynkelighed, dette Hang til Selvplageri (s. 276) - men er det ikke også hans egen situation? Som igen er lig hans kristne Ven, Asketen N.N.'s?

✂ Her knyttes så forbindelsen tilbage til valfarten og dens genoplevelse i sengen, hvor en tidlig vågen Clara har strøet blomster over hans sengeleje - hvad der får ham til at mindes udflugten - og læseren til at tænke på begravelse og stilfuld død.

✂ Det er unægtelig nærliggende at projicere Pietà-billedet henover Silvio-Clara-forholdet. Men den lidelse og sorg, som tidligere i bogen blev forbundet med kærlighedsforholdet, er her forsvundet.

✂ Lidelsen opsøges ikke, men ligger som en fælles klangbund bag en kærlighed, som ikke er fremmed overfor naturen, men som også gradvis løfter sig ud af den. Silvios eros er ikke mere dæmoniseret eller splittet (slangebilledet s. 278), han er som en nyfødt og tror paa alt: Guder besjæler atter Jorden og Luften og Havet. Verden bliver virkelig en Æventyrbog, der læst rigtigt vidner om en aandelig Verdensorden, der udkrystalliserer sig omkring et enkelt punkt: Claras hengivne og selvopofrende kærlighed.

✂ For at gøre historien færdig lader forfatteren generøst Clara forlade Silvio - og denne står nu tilbage med Følelsen af en uhyre og ubetalelig Taknemlighedsgæld. Han føler, han skal kunne betale den. Epilogen viser, at det kan han ikke. Som det hedder om den elsker, Silvio og Clara møder i Genova: han havde det sky, hastige Blik som en af Livets betalingsudygtige, men beredte Skyldnere. Blomster til sin elskede kan han ikke give; han kan i anarkistisk desperation plyndre Blomsterboden - handlingen har dog hverken kvindens eller fortællerens sympati.

✂ I denne dobbelttone af triumf og magtesløshed toner bogen ud. Hans Vilje har voxet sig skøn hedder det på bogens sidste linie; spørgsmålet er da, hvad han skal stille op med den15. Claussen besvarer det selv med udsendelsen af sin socialistisk-erotiske utopi, skuespillet Arbejdersken (1898), der nu - i udvidet form - / en Sum skal give alt det bedste, han har at fortælle om arbejdende Masser og deres Skønhedslængsel. Med stykkets fiasko oplevede han sit livs fiasko.

322

✂

✂ Der findes intet fuldstændigt trykmanuskript til Antonius i Paris og Valfart, kun udkast og brudstykker af rettede manuskripter på Det kongelige Bibliotek: NkS 3634,4°, I og II (henholdsvis 7 og 31 blade; jf s. 288). En række udklip, især af Politiken/Naive Breve, ses opklæbet i en bog med stift bind betitlet Æventyrenes Bog. Naive Breve fra Paris med indholdsfortegnelse samt rettelser og tilføjelser (96 sider, enkelte sider klippet ud). Disse Naive breve er bibliograferet i E&H med angivelse af, hvilke der indgik i bogen og i hvilken form (grad af ændringer).

✂ Notesbøgerne indeholder adskillige prosaoptegnelser, skitser og fragmenter, som i mere eller mindre ændret form indgår i de to romaner. Det drejer sig om nr. 29-34 (optegnelser okt. 1892 - sept. 1894; jf. s. 289), nr. 35 (primært Célimène-digte fra 1895) og nr. 36 (bl.a. udkast til Va, også fra 1895). De befinder sig i NkS 1340,8°, VI og VII.

✂ En nøjagtig beskrivelse af digtenes tekstforhold er tilstræbt i SC:SL I-IX. Lyrikudgaven gengiver førstetrykkene, som i visse tilfælde divergerer fra formen i romanerne. Kommentaren oplyser herom, men de mest markante ændringer er dog meddelt her.

✂ Kun AP blev genoptrykt i Sophus Claussens levetid, nemlig i 1918 og kun i 5 eks. En del fejl i bogstaveringen af franske udtryk blev rettet, men der er ikke taget hensyn hertil i denne udgave, da disse fejlskrivninger (hvor der ikke er tale om åbenlyse trykfejl, som er rettede, jf nedenfor) afspejler Claussens franskkundskaber på nedskrivningstidspunktet. Dette 2. oplag har samme paginering som 1. udgaven; kun er kapiteloverskriften Antonius og Ladislas ændret til Ladislas pga. indførelsen af figuren Fabius, jf efterskriften. 2. oplag indgik sammen med restoplaget af Va som bind IV i de såkaldte Samlede Værker I-VII (dvs. ensartet lærredsindbundne sæt af foreliggende restoplag). - 1965 udkom AP i Gyldendals Bekkasinbøger; 1983 Va i et fotografisk optryk med efterskrift af Bo Hakon Jørgensen.

332

✂

Tekstrettelser

✂ Førsteudgaverne er benyttet som trykgrundlag. Åbenlyse trykfejl og manglende tegn er henholdsvis stiltiende rettet og kompletteret (ex.: Madeleinekirken < Madelainekirken, Cellini, den Toscaner < Cellini den Toscaner). Visse franske udtryk er ændret efter manus og 2. udgaven (ex.: Champs-Elysées < Camps-Elysées, L'Intmnsigeant < L'Intransigant), ligesom visse danske, hvor sammenhængen naturligt fordrer det (ex.: s. 24,5 fn.: teglhængte < Teglhængte). Ellers er Claussens ofte inkonsekvente bogstavering og tegnsætning respekteret - også m.h.t. egentlig ugrammatiske former (ex.: Cazals Sange). Et slående ex. er således flg. en- og flertalsformer af navneordet sonet: Sonet/Soneter/Sonetter og Sonnet/Sonneter/Sonnetter. Andre ex. kunne være: Naivetet/ Naivitet og talordet treds(indstyve)/tres(indstyve), jf i øvrigt Danske Klassikeres udg. af UB, afsn. Principper for tekstrettelser s. 207-208. Flg. rettelser er foretaget:

✂ AP:

✂ s. 38: Savoie < Savois

✂ s. 81: Kaféen < Kafeen

✂ s. 94: 1. str. l. 3: d'âge < d'age

✂ 2. str. l. 3: quelque < qu'elle

✂ 4. str. l. 2: Saint-Ouen < Saint Ouen

✂ s. 131: bred < vred

✂ s. 132: Maade. Han < Maade, Han

✂ Va:

✂ s. 180: str. 1 og s. 181: str. 5, l. 7: Florentinerpigen < Florentinerdrengen

✂ s. 187: str.4, l. 5: Hylde. < Hylde,

✂ s. 211: afsnit markeret efter olla paterna.

✂ s. 219: mens < men

✂ s. 232: Théâtre Français < Theatre français

✂ For at undgå uskønsom perfektionisme har vi i noteafsnittet konsekvent anført tekstens form som opslagsord, men ikke gengivet den grammatikalsk mere korrekte. Vi har derved villet undgå noter af typen Conditionel, conditionnel: konditionalis; verbalform, der (...) (n.t.s. 26), Jomfruen af Orleans, Jomfruen af Orléans: (...) (n.t.s. 16), Un mariage d'hier, Mariage d'hier: (...) (n.ts. 31).

✂ Endelig har vi ikke rettet udtryk, som set i sammenhængen synes at kalde på en ændring (manus yder ingen støtte):
s. 156: smigrende ej rettet til smigrede

✂ s. 254: ukøn ej rettet til uskøn.

✂

I. Bøger m.m. af Sophus Claussen

✂ Unge Bander. Fortælling fra en Købstad. Med et lyrisk Forspil: »Frøken Regnvejr« (1894). Genudg. m. kommentar og efterskrift i Danske Klassikere (1986) v. Jorgen Hunosøe. Forkortet UB.

✂ Kitty. Lyrisk Fortælling (1895).

✂ Antonius i Paris (1896). Forkortet AP. 2. opl. (1918).

✂ Valfart (1896). Forkortet Va.

✂ Arbejdersken. Skuespil i tre Akter (1898).

✂ Mellem to Kyster. Fortællinger og Satirer (1899).

✂ Byen I: Junker Firkløver. Nutidsroman (1900).

✂ Løvetandsfnug (1918). Forkortet Lø (Essays).

✂ Foraarstaler (1927). Forkortet Ft (Essays).

✂ Fortællingen om Rosen (1927). Forkortet FR.

✂ Sophus CAaussens lyrik I-IX:1-2. Tekstkritisk og kommenteret udgave ved Jørgen Hunosøe (1982-1984) (I: Naturbørn/Mina. II: Pilefløjter/Trefoden. III: Djævlener. IV: Danske Vers. V: Fabler. VI: Heroica. VII: Titania holdt Bryllup/Hvededynger. VIII: Lyrikoversættelser. IX:1-2: Andre digte, trykte og utrykte334 med Samlet efterskrift og Tidstavle. Bd. VIII-IX under medvirken af Knud Bjarne Gjesing.) Forkortet SC:SL.

✂ Jord og Sjæl. Erindringer, Noveller og litterær Journalistik v. Stig Krabbe Barfod (l961). Forkortet JS.

✂ Det aandelige Overskud. Journalistik i udvalg v. Lise Brinch Petersen og Mogens Rukov (1971). Forkortet DO.

✂ Frans Lasson: Fra Ekbdtana til Klareboderne. En brevbog om Sophus Claussen og hans forlæggere. Gyldendals julebog, 1981 (1981). Forkortet FL:GJ.

✂ Sophus Claussen og hans kreds. En digters liv i breve. I-II. Udg. af Frans Lasson (l984). Forkortet FL.

✂ Florentinerbreve I-II/Antonio i: Taarnet, April-Maj 1894, s. 18-30. Rejsebreve, dat. Florens, Marts 1894 - Siena. Marts.

✂ Dage i Neapel, rejsebreve, opr. tr. i: Lolland-Falsters Folketidende, 15.7.1894, genoptr. m. titlen Unge Dage i Neapel i: Ft 124-141.

✂ Stilleben ved Middelhavet i: Studenterbladet 17.1.1895, sp. 557-562. Rejsebrev. Dat. Rapallo, Juli 1894. Optr. JS 106-112.

✂ Øvrig litteratur af Sophus Claussen: se E&H.

✂

II. Bøger m.m. om Sophus Claussen

✂ Herman Bang: Helg. Et Fortællingsfragment. Udgivet som Manuskript ved Ejnar Thomsen (Gyldendals Mindebog, 1935). (Om den skandinaviske koloni i Paris o. 1893; bl.a. m. portrætter af SC og Karen Topsøe).

✂ Aage Henriksen: Pavens madonna i: Det guddommelige barn og andre essays om Karen Blixen (1965).

✂ Aage Henriksen: Digtersfinxen. Et portræt af Sophus Claussen i: Den erindrende faun» (1968).

✂ Lise Brinch Petersen: Sophus Claussen og Herman Bang i: Extracta I (1968).

✂ Jan Sand Sørensen: Modernismens eskatologi. En læsning i og omkring Sophus Claussens 'Jord og Sjæl'i: Kritik (1974) nr. 32.

✂ Erik A. Nielsen: Sophus Claussen i: Ideologihistorie III. Modernismen i dansk lyrik 1870-1970 (1976).

✂ Bo Hakon Jørgensen: Maskinen, det heroiske og det gotiske - om Johs. V. Jensen, Sophus Claussen og århundredskiftet (1977).

✂ Sophus Claussen - en studiebog. Udg. af Bo Hakon Jørgensen og Jan Sand Sorensen (1977).

✂ Tom Engelbrecht og René Herring: Sophus Claussen. En bibliografi 1882-1981. Med et indledende essay af Thorkild Bjørnvig (1982). Forkortet E&H. Et efterfølgende tal henviser til indforselsnr.

✂ Bo Hakon Jørgensen: Konge i faldet. Efterskrift til fotografisk optryk af Va (1983).

335

✂ Esther Kielberg: »Jeg har levet en Dag i Ekbátana.« Sophus Claussens digtning i: Bogens Verden 1983, nr. 2.

✂ Jørgen Hunosøe: Breve fra Clara. Omkring Sophus Claussens Italiensophold 1894 i: Danske Studier 1985.

✂ Jørgen Hunosøe: Den forgyldte Sophus Claussen i: Nordica II 1985. (Anmeldelse af FL.)

✂ Jørgen Hunosøe: Digteren og politikeren. Brevvekslingen mellem Sophus Claussen og Claudio Treves i: Piranesi. Italienske Studier 1985, nr. 3.

✂ Jørgen Hunosøe: Kunstmennesket. Sophus Claussens forhold til Georg Brandes i: Nordica III 1986.

✂ Aage Henriksen: Svanereden. Et essay om Sophus Claussen i: Fra Nexø til Saxo (1986). Ændret og udvidet i bogen Svanereden (efterår 1990).

✂ Aage Henriksen: Individuation i: Livsformer (1988).

✂ Jørgen Hunosøe: Afstand og nærvær. Om Sophus Claussen - og Sophus Claussenforskningen i: Nordica VI 1989.

✂ Øvrig litteratur om Sophus Claussen:
Dansk skønlitterært forfatterleksikon 1900-1950, I (1959).
Aage Jørgensen: Dansk litteraturhistorisk bibliografi 1967-1986 (1989).

336