Claussen, Sophus Uddrag fra Antonius i Paris

↩ Antonius fortsætter sin søgen - og finder i et intermezzo oprigtigheden hos det arbejdende Paris, som han oplever det på en tidlig morgenvandring. Det er et ganske andet publikum, der møder ham på kaféen nær Hallerne: nemlig de politiserende arbejdere, den parisiske Arbejderbefolkning, som har gjort alle Revolutionerne. Den symboliseres af to unge piger på vej til Hallerne: Morgenens første Roser. Temaet tages op i Valfart, men får først sit fulde udtryk i skuespillet Arbejdersken. Afgørende her - på tærsklen til En Verden af Digtere - er den viden om troskab eller svigt, som bogens første tredjedel har gennemspillet. Selvom pigen forlader ham, føler han sig troskyldig som en Lykkeprins: »og f ør vi svigter, vil vi kysse Døden.«