Claussen, Sophus

Hvor man måske lidt groft kan hævde, at al alvorligere Kørsel må opgives i symbolisternes Paris, da deres program jo nærmest var at rive hjertet ud af livet og spille på det som på en violin - og acceptere og heroisere omkostningerne - dér hævder Valfart den modsatte holdning: Det er ikke tilstrækkeligt at ophæve splittelsen i kunsten; kunst og liv skal korrespondere.

Antonius i Paris fremanalyserer årsagerne til splittelsen - Valfart soger at læge dem. Silvios oprigtighed er den samme som Antonius' - men han repræsenterer et højere erkendelses- og viljesniveau end denne - og da vi nu kender præmisserne, kan tolkningen også gores kortere. Han fortsætter efterforskningen - og efter modet med Clara kan han sige, at for ham skete vidunderet: Ogsaa jeg troede mere, end jeg kunde tro paa, og det gik i Opfyldelse (m.u.).