↩ Fortælleteknisk er det vigtigt at fastholde, at der igen er tale om et jeg, der kender en ung Mand, der nu hedder Silvio; på et lavere niveau hed han Antonius, på et højere Sigmund - nemlig i Fortællingen om Rosen, som skulle være skrevet her og nu, men som Claussen brugte resten af sit liv på at komponere sammen. Denne Silvio er først og fremmest ingeniør og brobygger, i anden række fortæller og digter. Han elsker sandhed, men må skamfuld begynde med en løgn, og det af de kraftigste: en Kron-Løgn. De ydre, kropslige kendsgerninger fornægter han gerne, for han har i sin kærlighed til den sjælfulde Célimène oplevet sig ophøjet til kongeværdighed - og hende til dronning - og i dette Drømmebryllup, hvor den ydre nødvendighed ophæves og sjæl møder sjæl, er syndefaldet tilsyneladende ophævet. Disse højspændte, festligt-illuminerede tilstande kalder Silvio da Kronings-Løgne, i menneskenes øjne tilsyneladende illusioner, men dog bedre at bo i end de kendsgerninger, folk ellers omgærder sig med. Og Silvio er ikke i tvivl om, at han med den rette tålmodighed og sin guddommelige Aritmetik nok skal fa gjort ende på det skin, der endnu skiller dem ad Sodomas freske: Alexander og Roxanes bryllup, hvor verdensherskeren overrækker Roxane kronen før bryllupsnatten, kunne illustrere Silvios mægtige forventninger - og Claussen kan have set billedet i Rom (jf. n.ts. 157 og s. 197).