Claussen, Sophus Uddrag fra Antonius i Paris

↩ I sin selvgranskning foretager Silvio sammen med kelneren Dante en anden nedstigning i sit indre, nu med parallel i Dantes Inferno, XII. sang. Turen ned ad bjerget ender i et halsbrækkende styrt, men da Silvio vågner op, plejes han kærligt af en toscanerinde og konstaterer, at intet af Hjulene i (hans) Indre er knust. Han har nedsvælget Smærten og Dødsfaren, og der påkommer ham nu en umættelig Appetit, han fyldes med Livsmod, fordi han i sin lemlæstede tilstand plejes af hendes Barmhjærtighed; i hendes Solskin får hans syge og forfulgte Hjærte Helsebod. Scenen har mindelser både om Michelangelos Pietå-gruppe, om den kærlighed, Silvio senere møder hos den omsorgsfulde Clara - og den ligeledes forslåede Sigmund hos den Roxane, der både er en klosterlig søster - og jordisk kvinde (Fortællingen om Rosen s. 252 ff).