Claussen, Sophus Uddrag fra Antonius i Paris

↩ Claussen synes selv, at han må minde om baggrunden og forudsætningerne, for pludselig springer han i Et Kapitel om Farveglæde tilbage i kronologien og skildrer en kulrøgssværtet Silvio i Rapallo før mødet med Clara. Igen ser vi ham fristet af altfor imødekommende kvinder, som han ruster sig imod gennem arbejde: thi jeg vil arbejde - arbejde gigantisk paa et Værk om de ældste Broer i Italien (s. 275). Den holdning far sin beske kommentar med på vejen gennem beretningen om 321 bryderen Lenau, der får en tung kampesten lagt over brystet; to mænd søger så at kløve den med tunge hamre. Silvio oprøres over tilskuernes skinhellige holdning: dels ønsker de forestillingen standset, dels stiger deres forventning, som byrderne bliver tungere. Han væmmes ved denne Lyst til at opsøge Lidelse, denne fælles Ynkelighed, dette Hang til Selvplageri (s. 276) - men er det ikke også hans egen situation? Som igen er lig hans kristne Ven, Asketen N.N.'s?