Claussen, Sophus Uddrag fra Antonius i Paris

↩ Lidelsen opsøges ikke, men ligger som en fælles klangbund bag en kærlighed, som ikke er fremmed overfor naturen, men som også gradvis løfter sig ud af den. Silvios eros er ikke mere dæmoniseret eller splittet (slangebilledet s. 278), han er som en nyfødt og tror paa alt: Guder besjæler atter Jorden og Luften og Havet. Verden bliver virkelig en Æventyrbog, der læst rigtigt vidner om en aandelig Verdensorden, der udkrystalliserer sig omkring et enkelt punkt: Claras hengivne og selvopofrende kærlighed.