Claussen, Sophus Uddrag fra Antonius i Paris

↩ Men jo mere der tænkes, skrives og kredses om kærlighed, desto mere svækkes paradoksalt nok evnen til konkret hengivelse. Det såkaldt højeste i kærlighedsmødet kan hos Claussen enten 323 ironisk-humoristisk kulminere - i søvn! (jf s. 308), eller han kan mere og mere alvorligt tale om døden - og i den forbindelse fylde Pietå-motivet med et indhold, hvor kvinden eller moderskikkelsen nok er fyldt med en forståelig Vrede, men også og kærkomment en vrede, der opløser sig i rolig Omhu (s. 223).