Claussen, Sophus Uddrag fra Antonius i Paris

↩ I dette sære kærlighedsmøde - som ikke opnår varighed og 324 borgerlig synlighed - forbindes en indadvendt og selvbevidst længsel med længslen efter kropslig hengivelse. Clara følger Silvio - og med Varmeledninger til sanselighed og natur hæver de sig gradvis op over det, som tidligere blev kaldt den ydre nødvendighed - og frigør sig vel fra den. Jeg'et (kursiveret s. 271) - forstået som den del af personligheden, som er blændet eller forvirret af illusoriske interesser - skal ikke følge med; til gengæld oplever Silvio en harmoni på et højere plan; han føler sig som en nyfødt, som sig selv - og med denne tro på en balance i tilværelsen bliver hans - og Claussens - ord om en aandelig Verdensorden (s. 280), en Slags sublim Mathematik (jf s. 339) pludselig forståelige. Fra natten er han kommet ud i lyset og kan på baggrund af denne transcendens prise den heroiske Tid - og træde ind i det ny århundrede med forventninger - som nok har realitet, som han selv prøvede at realisere, men som knapt er blevet realiseret endnu.