↩ Romantisk er vel min Historie ikke; Romantiken passer kun slet med vore Glacè Handsker og lakerede Støvler! men hverdags er den dog heller ikke, da jeg har brudt alle Love, som Etiquette og Skik og Brug paabyde. Du veed, Vilhelm, og De, Herr Jespersen, vil nu erfare, at jeg, uagtet mine tyve Aar, endnu aldrig har følt den Lidenskab, som Menneskene kalde Kjærlighed, men har, siden jeg slap ud af et strengt Formynderskab, flagret saa lystigt som den vildene Fugl fra den ene Fornøielse til den anden. Jeg har moret mig som vist kun faa; Alt, hvad jeg har villet, er lykkedes; og hvor ubetænksomt jeg endog undertiden har styrtet mig ind i de meest forrykte Affairer, er jeg stedse sluppet heelskindet derfra. Derfor har jeg bevaret mit gode Humeur, hvad jo nutildags er en Sjeldenhed blandt unge Mennesker i min Alder. Men for at komme til min Historie, som tager sin Begyndelse i de sidste Dage af forrige Maaned, saa var det en smuk Morgen, at jeg drev ned ad Vimmelskaftet, oplivende mine Nerver med en Cigar og mine Tanker med en Beregning, hvis Udfald viste, at der endnu var Raad til Chocolade om Formiddagen, et godt Middagsmaaltid og Tivoli om Aftenen. Jeg maa vist have leet fornøieligt over dette brillante Budget; thi en ung Dame, som kom mig imøde, kunde ikke fordølge et Smiil, vist paa min Bekostning. Hun slog Øinene ned, men kunde dog ikke bare sig for at tilsende mig et halvt tilsløret Blik, idet hun passerede mig, hvoraf jeg tog Anledning til at gjøre hende den meest gracieuse Compliment, der i Øieblikket stod til min Raadighed. Hun blev næsten forskrækket, og ilede hurtigt videre. Jeg stod stille og saae efter hende; hun var saa elegant i sit simple Morgentoilette, og havde en Gang saa let, at jeg troede, hun var Dandserinde. Da hun var kommet et Par Huse fra mig, saae hun tilbage; men da hun opdagede mig paa den samme Plet stirrende efter 26 hende, blev hun rød, vendte hurtigt Hovedet bort, og skyndte sig endnu mere end før. Hun var snart forsvunden, og jeg fortsatte min Gang, men tænkte uvilkaarligt paa det grønne Schavl og den hvide Hat, og spurgte mig selv, hvorfor jeg ikke havde fulgt efter hende, da jeg dog intet Bedre havde kunnet gjøre. Dagen med dens Afvexlinger forjog imidlertid Tanken, og jeg havde næsten glemt dette Møde, da Skjæbnen vilde, at jeg om Aftenen paa Tivoli igjen skulde erindres derom. Og dette skete saaledes. Det blev Regnveir, og Folk strømmede fra alle Sider ind i Concertsalen, saa der opstod en betydelig Trængsel. Jeg stod ved Vinduet og morede mig med at høre de forskjellige Taler, der blev holdt, for at formaae Folk til ikke at trænge ind, da jeg pludselig fik Øie paa en ung Dame med en hvid Hat, der næsten besvimet blev baaren af Trængslen. Jeg styrtede mig imod Indgangen. »Tilbage, tilbage,« raabtes der fra Salen, og Folk begyndte at vige, men jeg brød frem, til jeg naaede den unge Dame, greb hende om Livet og bar hende udenfor.