Chievitz, Poul Uddrag fra Fra Gaden

Jeg tog en Slurk, og følte Sandheden af, at Gift, anvendt ved enkelte Tilfælde, ofte er den største Velgjerning. Conversationen kom atter i Gang, og jeg fik Leilighed til at udtale mine nationale Sympathier, rigtignok med mange Afbrydelser, især af Felix, der bandede paa, at han med Fornøielse var bleven en furchtbarer Schleswig-Holsteiner, dersom hans Smukke med den hvide Hat havde talt tydsk. Vi bleve livligere og livligere, især Felix og jeg. Flint hørte derimod mere til, og oplivede blot engang imellem Samtalen med en eller anden tør Bemærkning, som jeg dog maa tilstaae ofte var meget aandrigere end jeg tidligere havde troet ham istand til. Rundt omkring i Stuen sad forskjellige Grupper, men enhver skjøttede sig selv; og uagtet vore Discussioner undertiden bleve lidt høirøstede, lode Ingen til at tage det ilde op. Jeg begyndte at sande Flints Bemærkning, at det var hyggeligt; jeg befandt mig virkelig vel, paa en Smule Tørst nær, som jeg tilskrev den for mig uvante Cigarrygen. Men Punschen var lædskende og af en liflig Smag, saa jeg neppe kunde regne Tørst for en Ubehagelighed. Tiden løb paa den fornøieligste Maade, især da Felix lidt efter lidt tabte sin Oppositionslyst, saa jeg med mere Fynd kunde deducere mine Yndlingsmeninger om en aandelig Forening af de nordiske Riger til et Værn imod den med den franske Literatur indtrængende Imoralitet. Mit Foredrag var sikkert humoristisk; thi 39 mine Tilhørere loe ofte, saa Taarerne kom dem i Øinene, og raabte: Hør, Bravo og andet Saadant, hvorved man giver sit Bifald tilkjende. Jeg glædede mig ved det Indtryk, mine Ord gjorde, og vedblev med større Ivrighed; men med eet blev jeg afbrudt af Flint, der reiste sig og sagde: