↩ Han hedder Hr. Bearn, sagde Emilie, men øiensynlig forlegen, imens Gine vexlede et forstaaeligt Blik med den lille muntre Frøken. Emilie saae det og blev indigneret; hendes første Tanke var at give Felix en Modtagelse, der skulde have været tilstrækkelig til ganske at berøve ham den temmelig suffisante Mine, hvormed han hilste paa hende, og som nu, da Gines Historie havde ladet hende ahne, at han havde været indiscret, mishagede hende i fuldeste Maade. Men der var for mange Veninder tilstede, til at det kunde falde hende ind, at give sin naturlige Følelse Luft; tilmed maatte hun jo revanchere sig paa den, der før havde gjort hende forlegen. Hun betvang sig derfor, og da der viste sig en Mulighed for hende, til at kunne opvække Misundelse ved at lade Felix brillere, gik hun til den modsatte Yderlighed; og idet hun hilste ham med et familiairt Smil, og endog, til Damernes Forbauselse og Felix's grændsesløse Henrykkelse, rakte ham sin Haand, sagde hun: