Chievitz, Poul Uddrag fra Fra Gaden

Det Uforklarlige, tog Cancellisten med Vigtighed Ordet, maa De fornemlig søge i Deres egen mindre udviklede Menneskekundskab. Hvis De med Omhyggelighed havde studeret den ægte qvindelige Characteer, noget hvortil der kun gives Leilighed i de Kredse, som De synes at kaste Vrag paa, saa vilde der intet Uforklarligt være i Frøken St. Clairs Opførsel. Det vilde være i høi Grad upassende om vi her satte under Discussion, hvorvidt hun ved denne Leilighed gav Exempel paa en fuldendt Dannelse, eller ikke; thi derom burde der kun være een Mening, og derom er der kun een Mening, der fortjener at høres. Men for om muligt at modbevise Deres vrange Anskuelse om Selskabslivet, vil jeg netop tage Anledning af Frøken St. Clairs ved dette Tilfælde udviste Tact, eller hvad man kalder Verden, til at paapege, hvori det Interessante bestaaer. Og det er simpelthen deri, at den unge Pige ikke kjender andre Kys end de søsterlige, dem hun skjænker sin Moder, sin Søster og sine Veninder, og at hun i sin Uskyldighed troer at hendes tilkommende Forlovede kun vil nyde lige Ret med hendes Veninder. Indseer De det Naive? Men indtræffer det interessante Moment, da ubekjendte Følelser forstyrre det unge Hjertes Ro; dette interessante Moment, der er Blomsten i vort Livs Poesie, da ahner hun dunkelt, at det Kys, hun giver sin Forlovede, har en langt større Betydning. Men den dannede Pige maa ikke for Verden røbe sine Følelser. Og saaledes kan jeg faae Dem til at indsee det ene Rigtige i Frøken St. Clairs Opførsel.