↩ A. P. Bernstorffs død i juni 1797 bevægede imidlertid den landflygtige frihedsmand til en ode, som samtiden fandt gribende; man fik ham til at indsende en ansøgning om at få tiltalen hævet, hvilket bevilgedes ved en kongelig resolution af 5. september 1797 "i anledning af supplikantens ungdom og i forventning om, at han for fremtiden gør bedre brug af sine ævner". Han begyndte også meget lovende med i et patriotisk digt at besynge Steen Billes sejr i Slaget ved Tripolis. Men allerede da assessor P. Collet den 30. september blev afsat for nogle udtalelser om folkets ret til at gøre oprør, kunde han ikke dy sig længere. Han skrev to små artikler på kun et par sider hver, som sammen med en tilfældig afhandling af en teologisk kandidat Mønster blev udgivet under titlen Tria juncta in uno, der var XI lovlig nærgående mod kronprinsen og hans forvaltning af trykkefrihedsloven. Han blev atter stævnet og sagen mod Aristokraternes Catechismus genoptaget. Strax flygtede han endnu engang til Hveen og derfra videre til Sverige. Herfra blev han dog udvist, da det befrygtedes, at han nærede planer om en skandinavisk union, og et forsøg på at ydmyge sig for at blive taget til nåde i Danmark slog også fejl; den 19. december 1800, lige knap et år efter P. A. Heibergs landsforvisning, blev M. C. Bruun for sine formastelige udtryk i de påklagede skrifter forvist kongens riger og lande.